kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

11.12.12

Min datter og jeg er forbundet af en sær form for kvindesolidaritet. Ikke forstået på den måde, at vi er veninder eller sidder lårene af hinanden. Vi er mor og datter, ja, bestemt. Men med hver vores tag på kvindeliv og hver vores holdninger. Faktisk er noget af det værste vi ved det danske realityprogram "Mig og min mor" . "Adr, mor," siger min smukke datter. "Jeg så lige et afsnit med xxx og xxx. Sådan skal det sgu da ikke være!" 

Jeg har faktisk også gjort meget ud af ikke at opfatte hende som en ny lille mig eller en forlængelse af mig. Tror faktisk heller ikke, at hun ville have fundet sig i det. Så vidt jeg husker var hun en pæn lille genstridig pakke allerede, da hun landede på min mave efter en lidt overrumplende fødsel, hvor jeg nærmest blev lidt forskrækket over at blive mor. 

Godt hun havde sin fine far. Der hellere end gerne ville skifte, gå ture og vugge. Tror faktisk vi sloges lidt om det og der var vist en gang, da hun var meget lille og nyfødt, hvor jeg begyndte at hyle højlydt og råbe, at han skulle gi' mig min baby, fordi han gik lidt for dedikeret op i opgaven som far. Jeg mener. Jeg skulle da lige lære det her selv. Sådan var han også, da vi fik vores søn. Kan huske, at jeg en gang med vold måtte skubbe ham væk fra barnevognen, fordi jeg ville gå med den. Pø om pø har jeg så godt kunne se en ræsson i, at deres far var så meget tilstede. Ret hurtigt faktisk og jeg tror, at det har givet begge mine unger en god kønsbalance, at vi begge var omsorgspersoner.  For det har vi været. På et tidspunkt hed vi faktisk MOFA. Den store forældre-klump. Vi var unge, vi var dedikerede og vi ville begge de unger.

Alligevel, så oplever jeg til tider, at jeg som mor er vigtigst. Og at jeg er forbundet med mine børn på en helt speciel måde. Det er mig, der har taget de svære snakke om sex. Det er mig, der kender deres hemmelige ønsker. Det er mig, der ved, hvad der ligger bag min datters ord, når hun bliver vred på den særlige kvindemåde. Det var mig, der lavede nisseballade og insisterede på nissebyer og julesokker. Det er mig, der har forsøgt at skabe nogle helt egne juletraditioner. (Mht. det sidste er min mand undskyldt. Han lider af juletraumer fra før min tid.) Det er mig, der lavede fjollesange og fjollelege og det er mig min søn kommer til, hvis noget plager ham eller han vil snakke om kvinder.

Måske er det fordi vi hen af årene har skilt vores forældreroller lidt ad. På den traditionelle kønsmåde. Ikke som en bevidst process, men bare fordi, at det artede sig sådan. Det tror jeg faktisk, at vi har. Ikke at det har gjort os mindre lydhøre hver især. Men langsomt er jeg gået hen og er blevet moren i fortagnet. Og deres far, faren. 

På den måde giver det vel egentlig sig selv, at jeg har en helt særlig solidaritet med min datter, der nu er blevet voksen og skal stå på egne ben. Måske er det også bare, fordi vi begge nu er voksne kvinder med hvad det nu indebærer. Jeg ved det faktisk ikke.

 

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home