kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

3.12.12

Du må få min sofacykel, når jeg...

Jeg kastede ikke op i kirken. Men jeg græd. Det gjorde min datter også, og min søn kneb en diskret mandlig tåre. Og min mand og den gamle ven, der havde mistet kontakten til hende vi begravede for flere år siden, men selvfølgelig dukkede op, var rørte og rømmede sig med sammenbidte kæber på mandemåden.

Hvis jeg lod være med at tænke på, at min kære gamle ven lå deroppe ved alteret i en kasse, så var det til at bære. Så var det faktisk rørende smukt. Det var en stor kirke og den var fyldt til bristepunktet. Blomster strømmede ind og løb i et blomsterflor fra alteret og hele vejen gennem kirkerummet, helt ned til udgangspartiet.  

Præsten gjorde et meget kvalificeret forsøg på at holde en personlig tale. Jeg var tæt på at synes, at den var decideret vedkommende. Nok især, fordi præsten havde konfirmeret hende, der nu var død. Og døbt begge hendes børn og kendte familien - eller rettere hele klanen - som hun sagde. Hatten af for det. Og hatten af for alle dem, der var mødt op: fra fortid og nutid. 

Selv er jeg ikke medlem af folkekirken. Jeg har meldt mig ud for mange år siden og selv om jeg faktisk bor et sted, hvor jeg har udsyn til tre af Københavns markante kirker - fra det jeg kalder mit hellige hjørne - så føler jeg ikke nogen tilknytning udover, at jeg værdsætter skønheden i kirker og kirkerum og bestemt også ritualerne, hvis det giver en mening for dem, der inviterer mig til nogle af deres store livsbegivenheder. Det er ikke her, der er plads til markante udmeldinger, synes jeg.

Men når man nu er med til at bisætte én, som man har kendt siden man var 16. En som man har delt rebelsk ungdom med og siden graviditeter og børnefødsler og voksenliv og som man siger farvel til alt for tidligt, så begynder man at tænke. Over, hvad der betyder noget i livet, over sin egen dødelighed og over, hvordan, man gerne vil sige farvel. Jeg gør i hvert fald. Og jeg er kommet frem til, at det ikke er en præst. der skal begrave mig, men min familie og mine venner. Kom frit frem med digte, taler, musik og blomster. Masser af blomster, som, hvis jeg stadig bor på Christianshavn til den tid, skal kastes i kanalen på bedste christianshavnervis. Bagefter skal folk mødes og feste. Jeg vil have fadølsanlæg og vin og musik. Helst gerne et lille intermezzo med et østrigsk blæserband. Bagefter disko og soul, fordi jeg af sjælen er en dansetøs. Skulle jeg køre den helt ud, så ville jeg elske, at blive kørt af sted på en hestevogn med heste, der er pyntet med fjer på bedste gammeldags italienske maner. Men det er nok for primadonnaagtigt og man kan jo ikke få det hele, vel. 
 
Til gengæld vil jeg meget gerne ha' en gravsten. En sten som mine efterladte kan komme og ae, så længe de har behovet. Bare en lille rest af mig og jeg lover, at jeg ikke bliver fornærmet, den dag de ikke længere har behovet for at komme og ae mig. Jeg ved fra mig selv, at det bliver sådan på et tidspunkt. Og det er helt fint. 

En sofacykel har jeg så ikke, men resten af, hvad jeg ejer: Tag det gerne og gi' det videre...

2 Comments:

At 3/12/12 16:45, Blogger Lone said...

Kære Susling

Jeg føler med dig. Det er svært at finde trøst og mening. Jeg har selv for nyligt sagt endeligt farvel til min elskede søster alt for tidligt i livet og efter lang tids hæslig sygdom.

Vi talte tit om, at vi skulle drikke portvin sammen, snakke om gamle dage og prale af vores fantastiske børn, når vi blev gamle - men det nåede vi ikke. Hun blev kun 50.

Jeg kan godt forstå dine tanker om din egen begravelse, men jeg synes ikke, du kan forlange, at dem, der elsker dig, skal holde fest bagefter. Havde du lyst til at feste efter din venindes bisættelse? Jeg synes, det var rigeligt med kaffe og smørrebrød ved min søsters begravelse. Jeg ville egentlig bare væk.

De bedste tanker!
Lone

 
At 3/12/12 19:43, Anonymous Susling said...

Ked af at høre om din søster, Lone. Hende vi begravede blev også kun 50. Alt for tidligt at stille træskoene. Men ved du hvad. Det var faktisk ikke så sørgeligt, da vi holdt gravkaffe. Der var mange knus og fine erindringer. Og også lidt smil og grin. Den slags vil jeg da sætte turbo på, når det bliver min tur. For til den tid er jeg er jo død, men det er mine efterladte ikke. Og de skal huske mig, som jeg levede. Med farver og glæde.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home