Man skal ikke ha' ondt af de gamle...

Det er lige gået op for mig, at jeg er kommet i den alder, hvor jeg synes, at man er ung, når man er 40! Jamen herregud, tænker jeg, når folk klager over, at de nu er ved at blive gamle. Så skulle du prøve at bo i min krop, hvor det store fem nul snart banker på døren. Og et sølvbryllup. Og en datter, der flytter hjemmefra - som i næste uge. Det første er, hvad det er. Jeg smækker bare lidt rynkecreme i krydderen, får dækket de grå udvoksninger hos modefrisøsen en gang om måneden og så har jeg lært altid.at.have.mine.læsebriller.på.mig. De er blevet min trofaste følgesvend af den simple årsag, at min arme bare ikke længere er lange nok til, at jeg kan se, hvad der står på varerne i butikken, eller hvad jeg skriver under på og den slags. Jeg har i øvrigt opdaget, at læsebrillerne næsten er som et hemmeligt bandetegn. Siger man: Øjeblik, jeg skal lige ha' mine briller på og den overfor blinker forstående, så ved vi, at vi tilhører samme klub. Det er nemlig ikke altid lige nemt at talsætte de flotte damer, jeg møder på min vej. Mange ser helt igennem forrygende ud! Faktisk oplever jeg ofte, at dem, der er nogle år yngre, ser meget ældre og mere trætte ud, end vi gør. En forklaring på det fænomen mangler jeg stadig.

At min datter flytter hjemmefra, synes jeg så til gengæld er meget underligt og vemodigt. Bevares. Det er naturligt og hun skal ud og være voksen. For det er hun nu. Voksen. Men derfor kan man jo godt i stille stunder sidde og mimre lidt vemodigt over, at en epoke nu er slut. Dog kun kort. For der følger også positive ting med. F.eks. kan vi med et kunstgreb og lidt bytten rundt på værelser få: 

1. Et arbejdsværelse. Det har jeg ikke haft siden min datter blev født for 21 1/2 år siden. 
2. Et soveværelse, der bare er et soveværelse med en seng som eneste møblement. 

Jeg må indrømme, at min indre interiørdesigner allerede er gået i gang med at planlægge. F.eks. har jeg anskaffet mig en gine og jeg kan blive helt høj ved tanken om, at jeg får et skrivebord, hvor min symaskine kan stå og hylder med stof og blade med mønstre danser for mine øjne. Og den skide bogreol fyldt med alle vores bøger, som man nærmest skal kante sig uden om for at komme ind i vores nuværende soveværelse, kan også rykke ind der og så er jeg tættere på min drøm om et hjem med luft og rene flader. Måske kunne jeg ovenikøbet komme i gang med mit drømmeprojekt: Windowfarming
Oh, yeah! 

Men det stopper slet ikke der. Nemlig nej. For:

1. Min bankrådgiver siger, at vi er gældsfri, når jeg er 53. Hva' be' har! Her gik jeg i årevis og troede, at gæld var et livsvilkår, jeg måtte leve med resten af mit liv. Åbenbart ikke. Så kan det så godt være at vi til den tid beslutter os for at bytte vores smukke christianshavnerlejlighed ud med et lille andelsrækkehus eller et haveforeningshus. Og så skal vi jo optage gæld igen. Men det bliver på voksen-måden med fast ejendom og tænk, det skræmmer mig overhovedet ikke længere.
2. Min søn pakker vel også snart sine sydfrugter og hopper ud på egne ben. Han er en hyggelig fætter og god for mange lune grin. Men når han flytter også, så bliver der frigjort endnu flere midler. Alene madbudgettet kan jeg se vil blive minimeret væsentligt.
3. Med alle de midler, der pludselig bliver frigjort, så skal vi da rejse skal vi. Bare Anders og jeg. Op til Nordkalotten og se nordlys. Til Vietnam og Japan. Til Island og til Maine. Til New Zealand for at se hvaler... 

Så all in all. Det store fem nul er ikke så tosset endda. Måske skal jeg så nok på det tidspunkt skifte min titel som præ-klimakteriesild ud til klimakterie-sild. Men det kan man jo også gøre til et adelsmærke.