Julen er hjerternes fest

Selv om det er en sær situation pludselig at være sådan én, der ikke længere er småbørnsmor, men tværtimod en, der har en datter, der flytter hjemmefra (i morgen) og en søn, der skal til session (på tirsdag), så er der også fordele -meget tungtvejende fordele - ved det hele. Især i denne juletid (meget af det har jeg så sagt farvel til for flere år siden. Men derfor kan de jo godt tåle en gentagelse):

1. Jeg skal aldrig mere sidde i beklumrede lokaler og drikke klam glögg, mens jeg gør et halvhjertet forsøg på at flette et ditto. Mine unger gad ikke og jeg gider ikke. Det var noget, man stod igennem for den store KONSENSUS skyld. (Tror faktisk at den store KONSENSUS er mere ond end den store stygge Bastian!)
2. Jeg skal aldrig mere sidde og fryse røven af led i en ridehal, hvor man kan se sin egen ånde, mens ens datter ridder i formation western-style med en nissehue strukket absurd ned over ridehjelmen.
3. Jeg behøver aldrig mere gå i julepanik midt i november, fordi jeg har bildt mine unger ind, at julemanden findes og kommer hver nat og lægger en gave i deres julesokker. Det kræver nemlig solid planlægning at finde 48 gennemtænkte, ordentlige og ikke for dyre ting, der rammer i plet hver morgen i 24 dage.
4. Jeg skal aldrig mere flække en arm på tværs og æde en sur gammel kamel for at give mine børn en overhyggelig juleaften i familiens skød, hvor de rigtig føler, at de bliver set og er midtpunktet. I år holder vi for første gang juleaften alene - kun os fire. Skumfidusen bliver så oven i købet en der kommer HJEM til jul. 
5. Jeg skal aldrig mere fare hysterisk svedende rundt i Magasin for at finde alt det, der står på alles ønskesedler. Julen er hjerternes fest og hvis man ikke rammer rigtigt, bliver folk så skuffede. Tak internet! Jeg elsker dig og alt det, du har givet mig. Min blog og mine blogvenner, fb og kontakten med alle de, der skred i svinget, men som er kommet tilbage til mig igen og mit og min mands erhverv. Og tak internethandel. Du giver mig dejlig julefred.

Til gengæld kan jeg nu:

1. Overraske ungerne (som om! Det er jo blevet den nye juletradition) med en juleskrabekalender og en chokoladekalender (det sidste kom ikke over min dørtærskel før i tiden)
2. Nøjes med diskret julepytning, som jeg kan holde ud hele december. Farvel tudgrimme nisseby med mel og glimmer, der blev spredt i hele huset og huse og nisser, der blev mere og mere legehærget for hvert år.
3. Slappe af og melde ud til ungerne, at de får de gaver de nu en gang får og at det ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at jeg ikke ser dem eller elsker dem, hvis jeg ikke rammer 100% plet.
4.  Få min mand med på ideen om, at julen faktisk er ret hyggelig. Det har så taget mig så'n cirka 28 år! Jeg har en svag mistanke om, at det skyldes dels, at vi holder juleaften alene uden svigermekanik og dels, at vi er helt alene mellem jul og nytår. Skumfidusen er flyttet og Don Brock rejser til Serbien. Min mand fabler om morgenmad i sengen og mimreture til Louisiana. Jeg har til gengæld en skummel plan om at hive ham med ud til Dyreværnet i Rødovre for at finde en kat. Nogen skal jeg jo for fanden kaste min omsorg over!