Bare græd...

I morgen får vi besøg af manden til den veninde vi var med til at bisætte i starten af december. Han er også en meget gammel ven. Han har det ok. Men jeg tror sgu, at jeg kommer til at græde lidt. Eller rettere jeg kommer nok til at bestræbe mig på ikke at græde. Med mindre han selvfølgelig begynder at græde. Hvilket han skal være meget velkommen til. Selv om jeg altid har svært ved at se voksne mænd græde rigtigt og ikke bare knibe en diskret tåre med sammebidte kæber på mandemåden. Når de græder rigtigt, er det sågu alvorligt. Men skulle det være, at den slags er en ny dimension i vores venskab, så må jeg jo være gæstfri og diske op med, hvad huset formår inden for den kategori. Så kan vi fællesskabs-græde ned i rejecocktailen, fordi vi så tydeligt kan mærke, det hul der er opstået.  

Av, jeg har allerede nu lidt ondt i maven og fornemmer en lillebitte lyst til at stikke af fra alle de store, store følelser. Undskyld.