Nå hvad... i det mindste er vi i live

For øjeblikket går jeg meget rundt og siger:"Nå, men vi er da i live." Når kassekreditten begynder at gøre ondt. Når jeg mødes med andre, der også er blevet ledige. Når min mands job igen hænger i en tynd tråd. Jeg kan godt føle panik og bekymring - i meget korte glimt. Men jeg er i live. 

Jeg har så mødt nogle her på det seneste, som åbenbart må føle sig meget i live. For selv om de er over 40, så snakker de om at få et barn mere - eller har valgt at få et barn mere - oven i de teenagere de allerede har. Mest fordi de har mødt en ny mand. Med den beslutning må de da i allerhøjeste grad føle, at de er i live! På en helt anden måde end mig. For da jeg rundede de 40 var det for mig endegyldigt slut med at sætte flere børn i verden. Jeg følte mig midaldrende. Gammel og færdig med det pjat. Faktisk så meget, at jeg overtalte mig selv til, at jeg var gået i overgangsalder. En blodprøve fra lægen bekræftede, at der var nogle hormoner på spil. "Så Game over and out", tænkte jeg og "Nu giver jeg stafetten videre til min datter". 

Jeg var så ikke i overgangsalderen. Langt fra. Jeg var bare ved at indstille mig på, at jeg var ved at blive ældre. At kroppen ændrede sig. At mit sind ændrede sig. At den ældre generation begyndte at dø omkring mig. At livet ikke varer evigt. At min ungdom ikke varede evigt. At læsebriller snart skulle blive min bedste ven og at jeg ikke længere vågnede op om morgenen og var naturligt smuk. 

Som den type jeg er, går jeg all in på den slags. Så en kort årrække blev jeg gammel. Accepterede hudforandringer og tiltagende vægt. Var helt på den rene med, at det ikke længere var mig, man så på dansegulvet. Eller mig mændene summede omkring. Hvis de gjorde tænkte jeg, at de da seriøst måtte have et problem. Et Ødipuskomleks som minimum. Det var en underlig tid. Meget. Men jo længere jeg kom ind i 40'erne, desto mere kunne jeg se, at jeg egentlig havde gang i noget fis. Jeg er ældre, ja bestemt. Jeg vil ikke længere sætte børn i verden, nej tak. Mine læsebriller er min bedste ven og min frisør min næstbedste. Men jeg er i live og meget mere end jeg troede, jeg ville være, da jeg stod på tærsklen til noget, jeg troede var min ældrehed. Jeg er f....ikke en gang gået i overgangsalder endnu. 

Det tror jeg sgu, at jeg vil fejre.