Er der ikke mere end det?

Ja, undskyld! Men jeg synes da godt nok, at mine jævnaldrende er begyndt at lægge sig ned og dø. I går fik jeg 2 - TO - beskeder fra pårørende på FB om, at nu havde den  ene og den anden draget deres sidste åndedrag efter en lang kamp mod cancer. Jeg er altså ikke en gammel dame på 80, men kun i fyrrerne. Så, hvad er nu det for noget? 

Så er der dem, der bliver påkørt og dør efterfølgende og dem, der får en invaliderende diskosprolaps. Og dem, der går helt og aldeles ned med stress og dem, der bliver sygemeldt med depressioner. Og alle de ensomme mennesker, jeg snart skal ha' i røret som frivillig for en ngo'er.

Jeg har det efterhånden, som om jeg hopper af sted på tuer i åbent vand. "Så klarede jeg også lige den uden at få våde sokker og så tager vi lige en dyb indånding til næste hop." 

Det er ikke fordi, jeg har dødsangst. Men mere noget med, at jeg ser folk falde omkring mig og jeg står der og tænker: "Hvad? Hvad skete der lige der?", mens jeg mosler mig igennem livet og egentlig synes, at jeg stadig har ret til at forvente mig noget. Prøve noget, gøre noget. 

Med en datter, der nu er flyttet hjemmefra. En søn, der også er blevet voksen og tomme rum, hvor der skal omrokeres. En støt faldende gæld og et hoved fuld af drømme. Det er jo nu næste fase skal indledes! Og så dør folk. Måske er det bare mig, der er naiv. Måske kan man bare ikke forvente mere, end at være taknemmelig for at være i live?