kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

1.5.13

Du synes solen skinner. Jeg har trukket gardinet ned, har jeg.

Jammer og jerimader. Ja, sgu så! Jeg ved godt at jeg hverken er syg eller død. Det er min nabo til den anden side forøvrigt, død altså. I fyrrerne. Af cancer. Lidt af en stime jeg er rendt ind i, tilsyneladende. Hun er den fjerde jeg har hørt om i løbet af de sidste måneder. Hvis jeg tænker for meget over det, så bliver jeg først rigtig deprimeret. Hørte så også, at hun havde ligget i med min underbos mand, altså før hun blev syg. Det hjalp sjovt nok på min sorte skyldsfølelse over, at jeg havde råbt af hende, fordi hun altid forlod sin lejlighed med et åbent vindue, selv når det var minusgrader uden for.  Ja, den slags kan man nemlig godt hidse sig gevaldigt op over, når man bor i etageejendomme med fjernvarme. Gad jo lissom ikke også fyre op for hende også, vel. Nu er hun så død. 

Jeg er til gengæld i live. Men ikke som i livlig. Desværre. For man burde vel være taknemmelig for, at man stadig trækker vejret og kan gå på Volden og plukke ramsløg, se på, hvordan alle krydderurterne i altankasserne spirer og lakere sine tånegle lilla. De små ting, ikk'! Men pludselig slog det mig forleden: Dagene går og det eneste, der sker er, at man bare bliver ældre og ældre. Snart er jeg vel over sidste salgsdato og hvad kan jeg fremvise? En gammel Toyota, et gammelt parforhold og - nå, ja ok, to fine unger. 

Og karrieren. Den går det sgu ikke så godt med. Det ene øjeblik vader jeg i jobsamtaler - selv på jobs jeg egentlig ikke gider - og det næste er der total radiotavshed. Indtil afslagene vælter ind i min mailboks. På jobs jeg til gengæld virkelig gider. Så kan ens amygdala godt blive ret træt. For i sidste ende så handler meget i dette liv vel om håb og tro på, at det hele nok skal gå. En slags selvopholdelse.

Men måske er de freelanceopgaver, der er kommet ind - helt uden at jeg har rørt en finger for det - et tegn? Et tegn på, at jeg skal kaste mig mere seriøst ud af den vej - igen. Men det orker min amygdala og jeg ikke rigtigt. Vi har nemlig været der før og så sjovt er det altså heller ikke at sige god morgen til sig selv hele tiden og diskutere med sig selv og rode rundt med selvangivelser og momsregnskaber og holde julefrokoster solo. (Bare for det tilfælde, at der skulle sidde en enkelt fastansat og drømme om friheden). Eneste trøst i hele denne misære er, at 2. aktøren ikke sendte mig på "Kom ud af din skal-kursus" eller tvangsaktiverede mig i en pølsevogn. Jeg er åbenbart en af de royale i arbejdsløshedskøen. 

Og med disse ord vil jeg nu vende tilbage til det jeg oprindelig startede på, før denne overspringsøvelse - nemlig kreere flere hamrende kedelige tekster om hamrende kedelige emner, som jeg i det mindste bliver betalt fo. Jeg har hørt om unge, der giver deres bare væk i ren desperation. Det gør jeg trods alt ikke - men det skyldes måske, at min bare ikke er helt så stram længere? At der overhovedet ikke er nogen, der vil ha' den! Suk. 






0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home