kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

16.4.13

Når man har lidt for meget om ørene

Sidste år - i slutningen af sommeren - måtte jeg desværre stemple ind i arbejdsløshedskøen sammen med alle de andre Dovne Roberter, Fattig Karinaer, de fyrede fra de nedskåringsramte offentlige og private arbejdspladser, de stakkels nyuddannede og folk og fæ generelt.

Man skulle så mene, at det gav basis for at ligge på sofaen og stene til Eastenders, diverse kokkeprogrammer og værst af alt Horton-sagaen. Men nej! Jeg kan ikke komme i tanker om, hvornår jeg sidst har haft så travlt. Der er jo dels "arbejdsløsheds-reformen" (som i nedskæringer) hvor ugerne til at man bliver udfaldsramt bare tikker der ud af. Det skal nok sætte ild i røven på selv den mest dovne. Men der er også alt det andet, der har væltet ind over mig siden da. Uden at jeg har bedt om det.

Lige nu sidder jeg f.eks. og jonglerer med to omfattende freelance-opgaver plus den sædvanlige jobsøgning. (Og jobsøgning er ikke sådan venstrehånds, hvis man skal skrive sig til samtaler og i sidste ende et job). Oveni har jeg også gang i at få noget virksomhedspraktik op at stå, så jeg kan hjælpe en bekendt, der er leder for noget meget fattig ngo, med hendes kommunikation. Så er der alle de kurser, gå-hjem-møder, seminarer, event weeks mv. som også skal passes. For i min verden ændrer betingelserne sig hele tiden, så det gælder om at holde sig opdateret.

Og min gamle moster. Hun skal også plejes, så hun føler, at livet stadig har en mening - også nu, hvor hun skal have amputeret ben nummer to. Plus min egen lille familie. Mor er vigtig.

Jeg er faktisk helt derhenne, hvor jeg er begyndt at sige nej til at mødes med veninder. I hvert fald ikke spontant. Og så er det, at jeg lige skal stoppe lidt op og tage en dyb indånding. Jeg ved nemlig godt, hvad stress er! Jeg fik det den gang, det ikke var hipt, hverken at sige højt eller at skrive om. Og det var slet overhovedet ikke noget man fik, hvis man bare var en helt almindelig udearbejdende mor til to små børn og i konsulentbranchen (uden rengøringshjælp). Stress var noget it-folk, der brændte midnatsolien og hjernen ud, fik den gang. Ikke desto mindre havde jeg sitren, tankemylder, søvnløse nætter, kastede konstant op, ku' ikke huske fra næse til mund, havde konstant en følelse af, at jeg levede ved siden af mig selv og ønskede en gang i mellem, at jeg brækkede benet eller fik en influenza, så jeg kunne blive sat midlertidigt ude af loopet. 

Jeg kom mig og det gjorde jeg også de gange, der fulgte efter. Men nu må det stoppe! Og jeg ved godt hvad der skal til: 
  • Sige til mig selv, at det er mig, der sætter teten og at verden ikke går under, hvis jeg melder pas eller kræver mere tid til at løse en opgave
  • Lave givende overspringshandlinger, som at lave en post her eller på fb
  • Planlægge med stort P - må ha' mit whiteboard op igen plus et hav af gule sedler
  • Be' veninderne om at forstå og være der for mig på trods
  • Snige mig til ikke-tid tidligt om morgenen (det er så her man kan ligge rullet ind i sin dyne på sofaen med en gang Eastenders på TV. Den serie går tilpas langsomt til, at jeg ikke behøver hjerneaktivitet. Topper den nogle gange op med en gang: Say yes to the dress. Det er så beroligende)
Og nu må jeg desværre videre. Min tidsplan er lige skredet med en halv time. Suk!


0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home