Når regnen vasker glæden væk

Regnen og kulden har lige vasket min spirende optimisme væk og tunge, bekymrede tanker begynder at trænge sig på. Jeg tror, eller rettere jeg ved, at det er helt normalt en gang i mellem at få det sådan. Og jeg  ved, at jeg deler bekymringerne om fremtiden med de 200.000 andre, der bare gerne vil i arbejde igen. Jeg er så ikke en gang udfaldstruet! Dem støder jeg stadig oftere på. De ser trætte ud, men også med et vist galgenhumoristik udtryk i øjnene. Det er som om det ikke helt er gået op for dem eller også har de bare resigneret. 

Jeg modtager også jævnligt beskeder fra venner og bekendte om, at nu er den og den blevet fyret. Er jeg på kurser sidder den mindst to-tre stykker, som enten er i deres opsigelsesperiode eller kan se frem til en kommende fyringsrunde. Det puster til min omhyggeligt indpakkede angst og min sirligt opbyggede selvopholdelsesdrift. Bølger af kvalme vælter gennem mig og jeg får en klump i halsen. Når jeg får det sådan, så er det tungt at sætte sig med et jobopslag. Det er på jobs jeg sagtens kan bestride og også har kvalifikationerne til, men på de dage kan jeg ikke se det og opgiver næsten på forhånd. Faktisk kan jeg ikke en gang helt huske, hvad det nu er, jeg kan. 

På de gode dage ved jeg det godt. På de gode dage kan jeg skrive mig til jobsamtaler og det er jo et stykke af vejen. På de gode dage kan jeg aflevere en tekstpakke, der næsten er perfekt i første hug. På de gode dage kan jeg fortælle mig selv, at det hele nok skal gå. Jeg har jo gjort det før. På de gode dage ved jeg, at ting tager tid og at jeg befinder mig i en branche, hvor vi er mange om buddet. Det er ikke nødvendigvis mig, der er noget galt med.

På en dag som i dag er det bare ikke sådan jeg tænker.