Enter Grumpy-woman

Da jeg vågnede op og var blevet 49 sådan lige fra den ene dag til den anden, besluttede jeg mig for noget. Det er stadig i sin vorden og konceptet skal helt klart poleres. Men sådan i overordnede streger, har jeg simpelthen bestemt, at det er slut med at være pæn. Altså ikke i håret og tøjet. Det kan jeg ikke overskue. Mere sådan mentalt. For skal vi ikke bare blive enige om, at man ikke kommer særlig langt med pæn-pige-heden! Jeg har simpelthen ikke tal på, hvor mange gange jeg høfligt har holdt døren for nogen, f.eks. i Magasin på Kgs. Nytorv, og så er jeg pludselig blevet dør-holder-damen, som alle bare skrider forbi med knejsende nakke og stanken af koneparfume simrende efter dem i en lang kvalm dunst.

Eller de gange, hvor man pænt har siddet og passet sit arbejde og håbet på, at chefen opdagede det og værdtsatte det, så man fik en lønforhøjelse. Men nej, det fik alle andre rundt omkring en, fordi de brokkede sig og konstant gjorde opmærksom på selv det mindste komma, de havde præsteret. 

Eller jobsamtaler, hvor man er blevet spurgt om de underligste ting og man pænt har svaret, for sådan er spillet jo. I de situationer sidder man aldrig med den lange ende. Det er et etableret faktum, at arbejdsgivere er gud og lige netop deres job er genopstandelsen fra de døde. Selv om vi alle sammen godt ved, at jobbeskrivelsen er pumpet op og de helst vil betale så lidt som muligt, hvis de kan slippe af sted med det.

Eller alle de gange, hvor folk har sagt noget virkelig sært til mig eller har løjet for at se bedre ud og troet, at jeg ikke kunne gennemskue dem eller slet og ret bare ikke har været så begavede, men ikke selv har vidst det. Det sidste er jo, når jeg tænker over det og ret skal være ret også en slags gave. At tro, at man er meget smukkere, klogere, bedre, mere interessant, end man reelt er. Det kan jeg egentlig godt have en vis respekt for. Så lever man i den konstante overbevisning, at andre gider at høre på timelange monologer om deres ferieplanlægning/akrylhækletøj/terrassebygning/børn/ brok over chefen/kollegaen, som man har levet med i 15 år uden at ændre på det fundamentale/aftensmadsplaner/kedelige ægtemand/charterrejsen til Mallorca 25. år i træk osv. osv. osv.

Men nu er det fandme slut! Da jeg vågnede op og var blevet 49, blev jeg genfødt som Grumpy Woman. En sur gammel kælling, der bare ikke gider mere pjat!