Susling om navne

Tænk, hvis man hed Bob. Eller Bruce. Eller Laila eller Linda. Hvis man nu f.eks hed Linda Jensen, ville ens liv så se anderledes ud? Der er der nogen, der tror fuldt og fast på. Kan I f.eks. huske den mor, der kæmpede for, at hendes dreng skulle ha' lov til at hedde Christophpher? PH PH!! Hun var så vedholdende (grænsende til det sygelige, hvis I spørger mig), at hun vist endte med en eller anden dom.

Der var også en i min pure ungdom - Hanne eller Anne hed hun vist, i hvertfald et helt almindeligt navn - der ville ændre sit liv. Det gjorde hun ved at få navneforandring. Til - og hold nu fast - Alice.
Jeg kan godt huske, hvad jeg tænkte den gang. Jeg tænkte:"Altså, hvis man går så langt som at skifte sit døbenavn ud i den tro, at lykken herefter venter lige om hjørnet, så kan man da som minimum vælge et navn med noget goddav i! Det er der da ikke rigtig i Alice." Goddag, jeg hedder Alice.

Men navne er vel egentlig noget sært noget. Min søn kom en gang op fra legepladsen, han har vel været omkring 4 år, og proklamerede, at han havde mødt en ny dreng, der hed Benny. Vi undrede os godt nok lidt, for hvem ville kalde sin søn Benny? På den anden side er folk jo lidt til den skæve side her, hvor vi bor, mine børn har da i hvertfald gået i skole og børnehaver med Røskva, Sol, Sixten, Kiwi, Kiri, Perle, Graham-Alexander osv. Så det der med Benny kunne jo være meget muligt. Den nye ven viste sig så at hedde Mikkel. Da jeg spurgte min søn, hvorfor han så kaldte ham Benny, svarede han:"Han lignede en Benny."
Så fremover hed den nye ven Benny-Mikkel. Det kunne hans forældre godt forlige sig med. De synes faktisk, at det var lidt skægt.

Men når nu man sådan lige kan skifte et navn og pludselig hedde Alice, kan man jo godt undre sig over den ildhu nybagte forældre lægger for dagen, når den lille ny skal hedde noget. Selv gik vi da ret højt op i det, da Skumfidusen skulle have sit navn. Vi købte: "Hvad skal barnet hedde" og skrev hver en lang liste med muligheder. Ideen var, at hvis der var et eller to sammenfald, så var det det, den lille ny skulle hedde (vi kendte ikke hendes køn.) Det hun reelt kom til at hedde, var så rent faktisk et navn udelukkende fra Anders' liste og prioritet nr. 8 eller 9. Det virkede bare pludselig indlysende, at det var det rette navn til hende. Frækt og feminint på én gang. Selv er hun ret godt tilfreds, bortset fra den korte periode, hvor hun erklærede, at hun ikke ville hedde det hun hed, hun ville hedde Stella.

At navngive DJ Brockhouse var ti gange nemmere. Skumfidusen, lidt over to år gammel, sagde en dag meget kategorisk, at hun ville have en lillebror og han skulle hedde XXXXX. "Så gerne,"sagde jeg. "Det er en aftale." Jeg vidste nemlig godt, at jeg var gravid. Og DJ Brockhouse var hermed gennem hele min graviditet lillebror XXXXX. Den sidste måned blev jeg dog lidt bekymret. Det kunne jo være, at jeg var gravid med en pige, men da jeg forsigtigt luftede det for den knap 3 årige Skummis, så hun forarget på mig og erklærede, at det kunne der ikke være tale om og så var den potte lissom ude. (Hun har en meget fast karakter!) Da han kom ud, døbte hun ham ret hurtigt Båthans. Det synes vi da var meget sødt, og det kaldte vi ham alle i flere år, indtil den dag DJ Brockhouse så på os med store vrede øjne og erklærede: "Jeg hedder ikke Båthans. Jeg hedder XXXXX!!!!" Han er forøvrigt også rigtig glad for sit navn, så vi har da ramt meget godt.

Forøvrigt bare kald mig Zuzling. Jeg er overbevist om, at min lykke hermed er gjort. Blot ved at ændre et par bogstaver og pludselig være anderledes klædt på numerologisk, så står potten med guld uden for min dør, jeg taber 10 kilo uden at røre en finger (og kan spare mig introholdet i Pilates i morgen tidlig) og nye arbejdsgivere vil kime mig ned. Har vi en aftale?