kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

4.1.10

Suslings fod har talt

Måske er der nogen af jer, der kan huske, at jeg vrikkede om på min fod i sommers. Det var sjovt nok den samme fod, som jeg nogle år tidligere havde forstuvet, da jeg faldt ned af stentrappen foran en skobutik. Den gang var jeg gul, blå, grøn og sort helt op til knæet og var i flere uger fysisk udfordret med et par krykker som ekstra accesories (eddermame svært at komme op i et badekar med krykker! Eller ned og op fra 4. sal.) Gudskelov, at man har sine to ben, tænker jeg stadig, når jeg husker tilbage på mig selv liggende stortudende med kroppen halvt ind over badekarskanten, mens jeg prøvede at hage mig fast i vandhanen, så jeg kunne få resten af mig selv ned i vandet.

Nå,det er lang tid siden, men faktisk er det sådan, at jeg en gang i mellem, sådan helt ud af det blå, pludselig ikke kan stå på det ene ben. Som en anden Quasimodo begynder jeg at humpe rundt med en fod, der ikke vil lystre og en massiv murrende smerte i anklen. Og så er det, at jeg med malmfuld røst proklamerer:

"Vi står over for et vejrskifte! Foden har talt!"

Ret praktisk egentlig, for så kan jeg som en anden Tobias i Tårnet advicere min familie om, hvad de skal tage på dagen efter. F.eks. regntøj eller vanter og hue. Jeg kan selvfølgelig ikke forudsige temperaturer og den slags, mere skift i højtryk og lavtryk. F.eks. som i går aftes, hvor jeg råbte:" Der kommer en mildning i luften. Foden taler!" Og se, jeg har ret. I kan bare tjekke vejrudsigten.

PS. Min fod er naturligvis ikke global. Derfor giver jeg kun lokale vejrudsigter. Jeg kan således ikke udtale mig om stormvarsler i Biscayen eller strømændringer ved Dokkerbanke og det sydlige Uztirak. Beklager.

Etiketter:

1 Comments:

At 4/1/10 21:47, Blogger Skribenten said...

Hi hvor jeg hygger mig og griner i skægget lige nu. Den fod må da vist have talent hva..

Ret så praktisk og jeg gad da godt vide hvordan vejret så arter sig i morgen? Kan man skøjte på søen feks?

Sov godt og dejligt og sig til foden at den skal holde op med at skabe sig.

;))

 

Send en kommentar

<< Home