kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

11.1.10

Susling siger: Ånd ind, ånd ud

Bortset fra, at jeg endnu ikke er blevet head huntet til en vigtig stilling, så skrider januar planmæssigt frem. (Nå, ja, kontierne har det heller ikke så godt, men det er vel i princippet som det skal være. Jeg har til dato endnu ikke oplevet en januar, hvor jeg væltede mig i penge.)

Men fitness, do! Jeg er på og har nu været dernede to gange. Senest her til morgen, hvor jeg kl. otte ringede på hos den bekendte og så tog vi lige en hurtig cykeltur og lidt morgengym. I går skulle jeg egentlig havde været ovre med Anders, men jeg bryder sammen og tilstår: Jeg havde ondt i numsemusklerne. Forklaringen er selvfølgelig, at jeg gik lige lovlig hårdt til den på cross traineren.

Apropos cross traineren, så blev jeg nødt til at undgå den i dag. Ikke pga. af min bagdels status, men fordi jeg faktisk træner et ret specielt sted. Alt hvad der kan krybe og gå her på Christianshavn er jo nærmest derhenne. I dag var det så en af forældrene til en af min søns tidligere børnehave- og skolekammerater. Han spassede totalt ud på den her cross trainer og stod i en halv time med hovedet svingende fra side til side og et indadvendt blik. Jeg kunne bare ikke klare, at stå ved siden af ham. (Der var forøvrigt også en anden far derovre i lørdags iført hvide shorts, alt for lille røv og lange tynde, hvide ben. Vi hilste pænt og ignorerede herefter hinanden.)

Ellers har jeg bemærket, at "vi" også opererer med dress code. "Vi" er klædt i sort og er ikke for smarte. Der passer jeg faktisk meget godt ind med mine slidt h&m-jogginger, sort t-shirt (for at det ikke skal være løgn en sportsting, jeg købte i et forvirret øjeblik) og mine løbesko, som jeg stort set aldrig har brugt, dog til at male i, så de nu er kreativt dekorerede med små hvide pletter. Mærket skulle vist være ok, i følge min mærkevarefikserede søn. New Balance hedder de. Anede ikke, at det var smart, da jeg købte dem, men jeg vælger at tage navnet symbolsk: Ny balance!

Jamen, det er vel det: Januar, ny balance (dog ikke på kontoen) og en hel masse i vente, hvis bare jeg nu vælger at tro på det.

Og hov: Har introduceret nyt brød i familien. Et nødde-æblebrød. Det er en succes. Og jeg vælger at dele det med jer. For alt det hejs med noget hemmeligt og noget, jeg er en god husmor, fordi jeg bager. Det er sgu ikke min kop te. Så fra mig til jer:

Grovbrød med æbler og nødder
1 pakke gær
2 dl vand
2 dl ymer
1 stort æble
25 g. hakkede nøddekerner (jeg tager hvad jeg har af nødder og putter gerne lidt mere i, for chrunchets skyld)
1 spk. honning
200 g. fuldkornshvedemel
1tsk salt
ca. 500 g. hvedemel

Smuldr gæren og rør den glat med 1 dl vand. Tilsæt resten af vandet, ymer, hakkede nødder, revet æble med skal, honning, fuldkornsmel og salt. Rør blandingen godt sammen og rør det meste af hvedmelet i.
Ælt dejen godt igennem og lad den hæve til dobbelt størrelse.
Ælt let igennem igen, læg den i en form og lad brødet efterhæve til dobbelt størrelse.
Pensel med vand og bag i forvarmet oven på 225 g. i ca. 50 min. (Jeg har varmluftsovn og bager derfor på 200 g. i 35-40 min.)

Velbekomme!

Etiketter: ,

3 Comments:

At 11/1/10 14:39, Blogger Zette said...

DET vil jeg prøve - altså brødet, ikke de hvide shorts. Men jeg er også altid herregrim i træningscentret, men jeg mener, meningen er vel, at man skal svede, så hvis man bare skulle være lækker, ku man lisså godt gå på cafe eller noget...
Sejt du holder på.

 
At 11/1/10 15:48, Blogger Beologen said...

- elsker ordet 'smuldr' :-)

 
At 11/1/10 16:18, Anonymous Annette i Barcelona said...

Sikke en energi... og så i Januar kulden... ;-)
Tror heller jeg ville bage et godt brød og spise det hele mens det stadig er lunt... ;-)

 

Send en kommentar

<< Home