Susling born again Hausfrau?

Da jeg tilfreds afleverede adgangskort, pc og mobil og herefter gik ned af trapperne og smækkede den tunge dør efter mig for sidste gang, vidste jeg ikke, hvad der ventede mig. Jeg havde ingen planer eller idé om, hvad mit næste træk skulle være. I det øjeblik var jeg bare lykkelig for at kunne lægge en grim og ubehagelig tid bag mig og komme videre.

Men er jeg så kommet videre? Både ja og nej.

Når man ikke er i arbejde, mister man lidt af sin statssanktionerede identitet. Det gør man altså. Men den fik jeg hurtigt vendt, for jeg havde seriøst ikke lyst til at fortsætte i det spor, jeg var kørt ind på. Det var ukreativt, statisk og uden glans. Bare en række systemer, der blev kastet i nakken på folk uden tanke på struktur, design og indhold. Til gengæld var det hundedyrt. I den tid jeg var der, følte jeg mig levende begravet i et stort koldt hus, hvor alle talte volapyk til hinanden og ikke kunne få armene ned af begejstring over sig selv og de kunder, der blev hevet ind. Skide være med løsningen. Det var bare salg, salg, salg og hurtigt videre til det næste. Jeg kunne ikke ånde, mens jeg var der og når jeg kom hjem, brugte jeg mindst et kvarter på at ørle al min væmmelse ud. Det er meget muligt, at det gav en identitet,men det var fandeme ikke et liv.

Nu har jeg et liv, men ikke nogen identitet. I hvertfald ikke i den gængse middelklasseforstand med visitkort og kroner på kontoen. Til gengæld har jeg i allerhøjeste grad været der for mine unger og jeg har opdaget, hvor vigtigt det er, at have en stabil og nærværende mor, når man er teenager. Jeg har også opdaget glæden ved små sysler. Ting jeg havde glemt og ting jeg aldrig havde prøvet før. (At brødbagning efterhånden er blevet en pligt, og at jeg p.t. stadig kun har et halvt forstykke med megamange snoninger er så en anden sag.)

Nå, hvad fanden var det, jeg ville sige? Æh, jo, det har været et forrygende fredgivende og beroligende år...Men nu er jeg fanfisme begyndt at kede mig lidt. Også selv om jeg lynbørge pløjer en to-do-liste på 10 punkter igennem i løbet af nogle timer. Det er næsten som at vågne op efter en lang søvn, hvor jeg er frisk på det hele -næsten. På høje hæle, på tempo, på arbejdsliv.
Hvis bare ikke det var så umanerligt kedeligt at søge jobs og gå til jobsamtaler og hvis bare jeg igen turde tro på, at der findes de gode arbejdsgivere og arbejdspladser.

Men hell håbet er jo lysegrønt!