kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

18.1.10

Susling svæver

I dag kl. ca. 9.30 stod jeg og var ved at låse min cykel op og pludselig fik jeg følelsen af at svæve - altså ikke sådan i luften på munkemåden - mere et velvære, der begyndte at brede sig i kroppen og helt ud i fingerspidser og tæer. En lidt underlig, men også meget fantastisk følelse. Sådan en nu kan jeg bare alt -følelse.

Jeg havde lige tilbragt en time med en masse maver på ben og et par enkelte ret seje og senede personer til noget Fitness World kalder "Stram op". Jeg havde stået med tunge jernstænger, håndvægte, forskellige typer elastikker, stepbænke og jeg havde spjættet - eller rettere forsøgt at spjætte - i takt med en hyperaktiv instruktør med headset. "Og en til og en til, og syv og seks.... ooog sidste gaaaang ooooooog slaaaaaaaaaaaaaap aaaaaaaaaaaaaaaf."

Undskyld! Det er absolut ikke meningen, at det her skal blive til en fitness-blog (eller en bageblog for den sags skyld). Det var bare en så dejlig følelse at have fået sig rørt, så'n helt igennem -bagefter. Ikke imens, for det var dælme hårdt.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at det at få sig rørt, skaber større sjælelig velvære. Jeg kender f.eks. én, der har løbet sig fra sin angst. Jeg har også selv praktiseret, at gå mig fra mine bekymringer. Sådan en god lang gå-tur, hvor man mærker kroppen og får suget sig noget lys ind.

Nu har jeg så faktisk ikke de store bekymringer. Es verdad! Jov altså, jeg har lige tabt en porcelænskrone, som jeg har betalt 6000,- for, men det er vist inden for garantiperioden. Så det er jo ikke et problem. Min søn er godt nok også lidt seksuelt frustreret (eeeww) og har lavet et hul i sin dør og en reol, fordi han blev så gal på mandemåden. Men det er jo godt at vide, at han er en mand og har masser af tetosteroner. Skumfidusen er også en fjumse og smider hele tiden sine vanter væk, eller taber rullen med madpakkeposer, så det nu er en meget underlig rulle, men at ha' så meget fjumset energi, kan jo også være en charme. Jeg får heller ikke så meget sex, som jeg gerne vil ha', men det er jo også noget, man bare kan få gjort noget ved og nå, ja, så er jeg stadig arbejdsløs. Men det går nok også. Et eller andet sted venter det rigtige job på lige netop mig.

Og indtil da, så finder I mig som en born again fitnessfreak! Halleluja.

Etiketter: ,