kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

15.7.10

Susling bringer en servicemeddelelse

Må jeg lige bryde ind med en servicemeddelelse?

Altså, man siger, at det er fantastisk sundt dagligt at få sig en lille sveder og åndenød, så'n på motionsmåden. (Skal ellers love for, at det de seneste dage er kommet helt af sig selv. Lummervarme og græspollen-allergi..).
I dag tog nogen sig dog sammen og kravlede ned i det lokale fitnesscenter. Nogen svedte som en hest, da løbebåndet fortalte, at der nu var brændt 1 kalorie af. Nogen svedte som ti heste efter 20 kalorier og ved 100 kc, så var det kun viljestyrke, der holdt denne nogen oprejst. (Er blevet ret meget fan af viljestyrke. Troede ikke, det var en egenskab, jeg ejede. Men det er vel det, der er så fantastisk ved at blive år på år: Man bliver som regel mere viis og indsigtsfuld. Forudsat selvfølgelig, at man har resoneringsgaven). Nåmen det var motion, jeg lige kom væk fra. Altså viljestyrke og en aktuel viden om, at man ikke skal pjække fra bevægelse. Det kommer bare skidt igen (Anders er begyndt at gå rundt med en skridtæller. Han kommer hele tiden med små kliklyde og så'n ca. en gang hver 3. time, så proklamerer han, hvor mange skridt han har gået. Turen ned til det lokale fitnesscenter gav 5000 skridt, sagde han. Jeg ser frem til en uge i den svenske brædehytte med løbende bulletiner, der tvinger os ud på dunkle skovstier, for jeg tvivler på, at den dersens skridttæller tæller vende blade i en bog med).

Og nå ja! Jeg tager på ferie snart. Sammen med Den Skønne og Dj Brockhouse (det bliver interessant). Skummis bliver hjemme. Hun er så flyttehjemmefraklar, at bare en uge alene hjemme er tæt på paradis.

Har så ikke lige fået taget mig sammen til at lave pakkelister (tvivler på at skridttælleren (underligt ord egentlig, lyder helt sjofelt, når man sådan tænker efter!? Lissom de dersens se gennem tøj briller, der blev reklameret for, den gang jeg var en lille pige). Altså tvivler på at skridttælleren tæller kuglepensbevægelser og tankeaktivitet med).

Og servicemeddelelsen? Nå, ja. Motion er vigtigt. Sved er ulækkert.

Etiketter: ,

18.1.10

Susling svæver

I dag kl. ca. 9.30 stod jeg og var ved at låse min cykel op og pludselig fik jeg følelsen af at svæve - altså ikke sådan i luften på munkemåden - mere et velvære, der begyndte at brede sig i kroppen og helt ud i fingerspidser og tæer. En lidt underlig, men også meget fantastisk følelse. Sådan en nu kan jeg bare alt -følelse.

Jeg havde lige tilbragt en time med en masse maver på ben og et par enkelte ret seje og senede personer til noget Fitness World kalder "Stram op". Jeg havde stået med tunge jernstænger, håndvægte, forskellige typer elastikker, stepbænke og jeg havde spjættet - eller rettere forsøgt at spjætte - i takt med en hyperaktiv instruktør med headset. "Og en til og en til, og syv og seks.... ooog sidste gaaaang ooooooog slaaaaaaaaaaaaaap aaaaaaaaaaaaaaaf."

Undskyld! Det er absolut ikke meningen, at det her skal blive til en fitness-blog (eller en bageblog for den sags skyld). Det var bare en så dejlig følelse at have fået sig rørt, så'n helt igennem -bagefter. Ikke imens, for det var dælme hårdt.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at det at få sig rørt, skaber større sjælelig velvære. Jeg kender f.eks. én, der har løbet sig fra sin angst. Jeg har også selv praktiseret, at gå mig fra mine bekymringer. Sådan en god lang gå-tur, hvor man mærker kroppen og får suget sig noget lys ind.

Nu har jeg så faktisk ikke de store bekymringer. Es verdad! Jov altså, jeg har lige tabt en porcelænskrone, som jeg har betalt 6000,- for, men det er vist inden for garantiperioden. Så det er jo ikke et problem. Min søn er godt nok også lidt seksuelt frustreret (eeeww) og har lavet et hul i sin dør og en reol, fordi han blev så gal på mandemåden. Men det er jo godt at vide, at han er en mand og har masser af tetosteroner. Skumfidusen er også en fjumse og smider hele tiden sine vanter væk, eller taber rullen med madpakkeposer, så det nu er en meget underlig rulle, men at ha' så meget fjumset energi, kan jo også være en charme. Jeg får heller ikke så meget sex, som jeg gerne vil ha', men det er jo også noget, man bare kan få gjort noget ved og nå, ja, så er jeg stadig arbejdsløs. Men det går nok også. Et eller andet sted venter det rigtige job på lige netop mig.

Og indtil da, så finder I mig som en born again fitnessfreak! Halleluja.

Etiketter: ,

13.1.10

Susling på fit-trip

Fjerdedagen med fitness (jeg tog lige to dage i rap) og jeg kan vist roligt kontatere, at hvis jeg på noget tidspunkt var i tvivl om, om jeg stadig har muskler, så er de der endnu og de lider, de små forsømte stakler. F.eks. margrethe-musklen og mine biceps.

Jeg var forøvrigt derovre på et nyt tidspunkt og det er nok ikke et tidspunkt, jeg vil dyrke fremover. Det var nemlig "Bad Boy hour". Store mænd med store muskler og mange, mange, mange tato'er. Det følte jeg lissom ikke rigtig gik i spænd med mine truntede husmorsceancer på cross traineren eller ved den der triceps/biceps ting, hvor jeg max. kunne løfte 25 kg. Ikke, at der er nogen, der generer nogen. Den slags gør vi ikke. Men det var lissom bare ikke min scene og jeg blev lidt træt af hele tiden at skulle løfte vægtpinden fra 100 kg. til 20 og så alligevel skulle hive desperat og højrød i hovedet i alle de snore og håndtag og stænger, sådan nogle monstrumer er udstyret med, for at løfte bare en smule af de dersens jernplader.

Men jeg giver fanjensme ikke op! Det her er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv i meget lang tid og drømmen er jo, at jeg igen kan genkende min krop og vinke goddag til folket uden at overarmene flapper. For i virkeligheden er 45 jo ingen alder eller rettere alderen, hvor man stadig kan nå at rette op på ting og at ændre kurs. Og det er lige præcis det, jeg har sat mig for. Såvel fysisk som arbejdsmæssigt. 2010 - here I come!


Etiketter: ,