Susling og den store morprøve

Det er gået op for mig, at det snart er fastelavn. Og er jeg lige den, der er glad for, at jeg ikke længere skal op til den store morprøve i kreativ klæ'udtøjsyning! I ved jo godt, at det er et faktum, at enhver mor med respekt for sig selv og sit omdømme fremstiller det perfekt outfit til sine poder helt selv. Ikke noget med køb af akrylhejs fra Fætter Be´ Om, hvis man vil være noget i moderfællesskabet.

Men jeg har været der - engang. Den sidste gang jeg foldede mig ud med stoffer, ville min søn være mumie. "No, sweat,"sagde jeg. "Det kan der vel ikke være så meget ben i!". Og så købte jeg for en formue gazebind.

Projektet mislykkedes totalt.

Alle troede min søn var et trafikoffer og det hjalp overhovedet ikke på hans selvfølelse og hans tillid til mine kreative evner, at han var den, der fik allerflest penge i raslebøssen. Ikke en døjt. Efter det nægtede han simpelthen at blive klædt ud til fastelavn. Det kunne i en periode max blive til noget vampyrhejs, fordi han i forvejen havde et plastiktandsæt og en sort kappe med rødt for, som jeg havde syet til ham til en halloweenfest. (Den var så til gengæld ret vellykket.)

I dag kan alt det her selvfølgelig være lige meget. Men jeg indrømmer åbent og ærligt: Det var afgjort et af mine sortere øjeblikke som mor. Den gang jeg dumpede til den store morprøve.

PS: Og så lidt fra den gang ungerne var meget, meget, meget små og fastelavn var en fest.

Min søn (de to første) og min datter (de tre nederste):