Susling var lige til en lille koncert

Krise, bortløbne børn, bekymringer og hvad vi ellers sådan har, er ikke hele billedet på mit liv. Kun et udpluk. Der sker nemlig også andre ting. F.eks. var jeg i torsdags i Amager Bio og høre Heaven 17.

Et ekko fra min ungdom skulle man tro (Jeg hørte dem til hudløshed, da jeg var sprød. Jeg elskde bl.a. den her og den her og for fanden også lige den her og sgu nok mest den her). Men det var slet ikke en retrooplevelse, at stå der helt oppe ved scenen og skråle med og danse (for det gjorde jeg). Bandet var intenst. Akustiken var fantastisk og samspillet mellem publikum og musikerne var næsten til at græde over.

Jeg skal ikke kaste mig ud i smarte musikanmeldelser. Det har jeg slet ikke viden nok til. Men jeg har et tegn på om en koncert fungerer eller ej - nej to tegn.

1. Når jeg glemmer mig selv og går ind i musikken og er ligeglad med, hvad andre tænker og tror
2. Når jeg ikke får ondt over lænden og mest af alt har lyst til at gå

Jamen, så har koncerten vært forrygende og har suget mig ind i tonernes verden. Det skete her.

Susling møder en lille pige

I sidste uge mødte jeg en lille undseelig 15-årig pige på Christianshavns Torv. Jeg havde lige givet HUS FORBI-sælgeren nogle penge og pludselig stod hun foran mig, da jeg var ved at låse min cykel op.

"Må jeg godt få lidt penge af dig?" spurgte hun med en lille stille stemme. Jeg så på hende og spurgte:"Hvad skal du dog bruge penge til?" Hun så ud som alle de andre 15 årige piger, selv om der var noget trist og lidt forjaget over hende, så jeg var lidt forbavset. Hun ville gerne købe sig noget at drikke, fortalte hun mig.

Nu er jeg ikke naiv. Der er mange, der tigger penge i København og jeg husker også mine egne punkdage, hvor det var helt almindeligt at bomme smøger og penge fra folk. Altså jeg gjorde det ikke. Men mange andre gjorde. Jeg er også vant til at se på de hårde forstads-chicks, der strømmer til vores bydel og Christiania. Hende her var anderledes.

"Jamen, jeg forstår ikke helt? Hvorfor spørger du mig om penge?" "Fordi, jeg er løbet hjemmefra," svarede hun.
Mig: "Jamen, lille skat, hvorfor er du dog det?"
Hun: "Jeg kan ikke med min mor."
Mig:"Kan du ikke med din mor?"
Hun: "Hun er ligeglad. Og jeg ved ikke, hvem min far er."
Mig:"Hvor bor du?"
Hun: "På Amager. Men lige nu bor jeg rundt omkring hos nogle venner."
Mig:"Er du sulten?"
Hun:"Joe, men jeg har vænnet mig til det."
Mig: "Vil du ikke med hjem og have noget at spise? Du skal ikke være bange. Jeg har selv to børn og er helt normal."
Hun:"Nej,nej. Det kan jeg ikke, jeg har jo allerede spurgt dig om penge." Mig:"Hvad så med et bad? Trænger du ikke til det?"

Den lille pige begynder at få tårer i øjnene. Store tårer, der gør hendes øjne blanke. Det får jeg også. Vi ser hinanden dybt ind i sjælen. Jeg gransker hende. Hun svarer: "Jo, jeg kunne godt trænge til et bad. Men..."

Mig: "Du er helt sikker?"Min eneste tanke er, at få hende med hjem, så jeg kan hjælpe hende mere, end med et par håndører.
Hun ser lidt usikker ud. Skal hun sige ja? Men selvfølglig ved hun ikke, hvad jeg er for en type. Og det er en stor ting, at sige ja til en fremmed, selvom jeg er en helt almindelig pæn dame. Jeg skifter emne og siger:"Har du nogen du kan ringe til?" Hun svarer, at hun har tænkt på Døgnvagten. En god idé, svarer jeg hende. Vi ser længe hinanden ind i øjnene og jeg kan godt se, at selv om hun er på nippet til at sige ja til at komme med mig hjem til mad og bad, så tør hun ikke. Og jeg vil ikke presse hende mere. Istedet tømmer jeg min pung i hendes lille hånd og giver hende mit mobilnummer. "Ring til mig, hvis du ikke kan mere,"siger jeg. Og moderligt formanende:"Du går ikke over på Christiania!"

Til afsked giver jeg hende et lille kram. Hun siger:"Gid der var flere som dig." og så går hun hen til metroen, ned af de første trapper og forsvinder ud af min synsfelt.

På vejen hjem til mig selv græder jeg indvendigt og det første jeg gør hjemme hos mig selv er at ringe til Døgnkontakten. Jeg fortæller om episoden og spørger, om det er almindeligt, at 15-årige børn render hjemløse rundt? "Desværre,"svarer damen i røret. "Det er blevet helt almindeligt."

Jeg er lidt rystet, men kommer så i tanker om den plakat, der hænger rundt omkring på Christianshavn. Det er Christiania og Christianshavns Beboerråd, der indkalder til borgermøde, for at drøfte, hvad man kan gøre for alle de unge hjemløse, der er begyndt at hænge ud på Christiania.

Dagen efter vågner jeg op og forbander mig selv, at jeg ikke hev hende ind hos bageren og købte noget mad og drikke til hende og at jeg ikke hævede nogle flere penge, så hun havde lidt mere, end de 30 kr. jeg kunne give hende. Selv nu sidder hun i mig og jeg spejder efter hende, hver gang jeg er på Christianshavns Torv.

Hold da kæft, hvor jeg håber, at hun har ringet til Døgnkontakten eller har fået noget hjælp på en eller anden måde.

Susling om at være kriseramt

Jeg tilhører en kriseramt generation. Når jeg sådan ser tilbage, så kan jeg fortælle om oliekrise, kartoffelkure, massearbejdsløshed, tvangsauktioner, konkurser, dot.com-bølgen og hele tiden en fornemmelse af, at det kan ramme mig i nakken, når som helst og hvor som helst. I 1980'erne klarede jeg mig igennem, fordi jeg studerede og havde et studiejob, men da jeg stod som nyuddannet i starten af 1990'erne, så var den der igen. 500.000 ledige og så mig. Den gang var jeg fræk som en slagterhund og fik snakket mig ind i reklamebranchen og efter det gik det fint nok. I skøn samdrægtighed med samfundsudviklingen og SR-regeringens økonomiske strategi var det en bevægelse fremad. Der var jobs og det var nemt at skifte. Ikke at jeg blev rig, men jeg blev mere ubekymret og en kort overgang troede jeg faktisk på, at alt var muligt. Så satte dot.com-krisen ind. En sindsyg bobel, der tog luften ud af det meste. I hvertfald i mediebranchen, for jeg tror ikke så mange andre led der i start-oo'erne. Men hell, jeg havde jo været der før, så den tog jeg med stiv overlæbe og en klippefast tro på, at det hele nok skulle gå.

Og nu sidder vi her så igen. Krise, krise, krise, fyringer og arbejdsløshed. Den reele tilstand bliver nu dysset pænt ned. Den sandhed vi får serveret er pænt pakket ind og vist en anelse fordrejet. Jeg bliver så træt i mit hovede, gør jeg. Bliver de da aldrig klogere, dem der har påtaget sig at styre verden?

Susling om at holde fast

Bare sådan mellem os, ikk', så sidder jeg altså ikke på toilettet og er taknemmelig hele tiden. Der sker også andre ting ind imellem. Ikke det store og epokegørende, bevares. Men lidt har også ret i min nye stressfri tilværelse. Skal huske at holde fast i det gode, når jeg starter på job en gang i april. Skal jeg virkelig. Det snakkede jeg med en bekendt om i dag. Hun var ledig arkitekt (de er ret ofte ledige, sådan nogle) og havde gået uden job et år. I den tid havde hun kastet sig over fitness (hurra) og havde tabt 12 kilo. Nu skulle hun starte i et vikariat og var glad men også bekymret. For hvordan holder man fast i de gode vaner, når livet ræser derudaf igen? Det spekulerer jeg faktisk også selv over. Hvordan skaber man sig de her små lommer af zen og selvtid?

Der står en hel masse om den slags i damemagasinerne. "Find din indre ro" "Start dagen med meditation" osv. osv. Nemt nok at skrive om. Ku' jeg da også sagtens. Men at gøre det. Det er straks sværere. For tager man tid til sig selv, så tager man den fra andre. "Sorry, små kyllinger. I må vende underbukserne, for mor skal ha' sig lidt pilates og selvtid." "Har du kærestesorger?! Ai, du, kan vi ikke tage den om tre timer. Mor skal lige over og rive i noget jern."
Jeg er bare ikke sådan indrettet, at jeg sætter mig selv først og slet ikke, når det handler om mine unger - uanset hvor store og selvstændige de end er nu. Der er altid et lille problem, vi lige skal have vendt. Resten fixer de trods alt selv. Men snakken, når behovet er der, den skal der være plads til. Og det bliver svært nu. Vi er jo lissom godt vant.

Må vist til at gå i tænkeboks. Men gode råd og erfaringer modtages gerne.

Susling om the basic

Jeg ved ikke, om det er BIVIRKNINGEN eller om det bare er mig sådan i al almindelighed. Pludselig synes jeg nemlig, at det hele er blevet lidt sådan, ja hvordan skal jeg beskrive det? Sådan fladt; sådan lige ud-agtigt. Ikke det store på tapetet, hverken til den ene side eller den anden side. Ingen store latterbrøl eller små fnis. Ingen uro eller bekymring. Ingen irritation over dette eller hint. Bare sådan: Nå!

Sær tilstand, hvis du spørger mig. Men jeg tror faktisk, at det er den tilstand mange efterstræber. "Stik mig lidt ro og forudsigelighed,tak." Og det er afgjort forståeligt, for livet kan være en ordentlig mundfuld. F.eks. hvis man går på et job, der giver en ondt i maven, eller man bryder grædende sammen over aftensmaden, fordi man endnu en dag har måtte bakse med sig selv og sin følelse af, at være havnet i det forkerte fag, eller er gået endegyldigt ned med stress og nu må se sin egen uformåen i øjnene (Dem er der mange af. Alt for mange! I alt for mange brancher. Noget er altså rivraskruskende galt.)

Jeg har jo også selv haft det sådan og jeg har arbejdet med det. Men jeg er vist også kommet videre.
I går skete der nemlig det, at jeg sad på toilettet og pludselig blev jeg grebet af stor taknemmelighed. Tænk, at jeg kan sidde her på mit hvide toilet og skide. Hvor er jeg heldig! Jeg behøver ikke at gå ud i en skov og grave et hul. Jeg er ikke en middelalderkvinde, der skal besørge halvt hængende ude over voldgraven. Jeg ligger ikke i en tilluset seng med diarré i en fangelejr. Jeg har ikke stress og jag og forstoppelse. Jeg kan tage mig præcis den tid, det tager og sidde lige her hos mig selv og jeg må gerne.

Lyder det underligt? Men tænk over det, for det er jo faktisk lidt af et privilegie! Tænk på fortidige kvinder og tænk så også på, hvor meget vi jager rundt bare på vores lille plet af kloden. Tænk på, hvor lidt tid man giver sig selv til bare det basale...helt, helt basale...og her snakker jeg ikke om at stirre ind i en væg og drikke te og se vasketøjet vifte i vinden (ret zen i øvrigt, hvis du spørger mig), men helt bodily basics. Et eller andet sted synes jeg, at det hele starter der.

Susling - nu som realityTv

Hvis nu nogle af ugens mediehistorier er noget med nogle sms-afstemninger til en pseudo-begivenhed, som når helt op på regeringsniveau og noget med en lille skilsmissepige, der bliver offentligt udstillet og en masse andet tv-transmittet ligegyldighed jeg ikke får set, fordi: Jeg er ligeglad! Og fordi jeg i virkeligheden synes, at der er andre meget vigtigere ting, som bliver fortiet. F.eks. at danskerne er verdens mest forgældede nation eller at regeringen er kommet med et spareudspild, der bl.a. indeholder en forventet besparelse på 10 mia. på effektiviseringer (host, host...hvad indebærer det lige og er der ikke luftkastel og spin?). Nå, jamen, hvis det er, hvad man byder mig som normalt begavet menneske og ansvarlig borger, så kan I sgu heller ikke forvente det helt store vroum på denne kanal.

Det er kun med absolut møje og besvær jeg kan hive noget interessant ud af ærmet i denne omgang, for min weekend har været helt igennem Ikke (og det skal I faktisk ikke klage over. Tænk bare på, hvor mange der sidder skruet fast til skærmen for at se Singleliv, De unge mødre, X-faktor, Forældrefælden osv. osv.)

Min weekend:

Skulle have passet min nevø og niece, men det blev aflyst, fordi min niece slog et hul i hovedet (men så var der da bare endnu mere gammeldags kyllingesteg, hjemmelavet agurkesalat, kartofler, brun sovs og is til os andre.)

Fik hentet Skumfidus i lufthavnen og stod, inden hun ankom, dybt fascineret og betragtede passagerer direkte ankommet fra Islamabad. Godt nok mange papkasser og kvinder i pakistansk tøj. Spejdede efter næste omgang passagerer fra Istanbul og pludselig står en udmarvet og vred Skumfidus foran os og erklærer, at hun er ved at dø, fordi hun har brækket sig i små poser hele vejen hjem. Hun synes også vores nye Carola er en Brian-bil og at vi er nogle sure gamle røvhuller. (Elsker også dig, min skat).

Faldt i søvn på sofaen midt i Barnaby (hvornår gør man ikke det?) og kravlede sent om natten, efter at have hentet cola og vand til en storskidende Skumfidus, ind under dynen til min snorkende elskede (må have anskaffet mig ørepropper snart).

Vågnede 6.30 og var i storform (jeg kan bare ikke sove særligt længe om morgenen mere!). Skred ned i fitness-centeret til min forbookede pilatestime, men gad ikke og rev i stedet lidt på må og få i maskinerne, mens jeg prøvede at blokke ud af hovedet, at folk ser meget fjollede ud, når de f.eks. løber afsted på et løbebånd med et stift blik rettet mod intetheden.

Gik bagefter en lang tur for at tjekke om ramsløg er på vej op ovre på Volden. Er de så ikke. Og gik hjem og spiste frokost og fyldte de kalorier ud, jeg lige have smidt til fitness.

Har nu sat vask over, skal til at skifte sengetøj, burde støvsuge og rense lokum og skubber i øvrigt alt to do for i næste uge ud til imorgen.

Velkommen til min verden!

Susling om et tabu

I min bog må man godt være vred og skælde ud. Måske lidt latino-agtigt, men skidtet skal da ud af systemet, så man ikke vender det indad og bliver bitter, udbrændt, anorektiker eller hvad uudtalt vrede ellers kan afstedkomme. Vrede er helt ok.

Sådan har det selvfølgelig ikke altid været for mig. Jeg er trods alt dansker og har derfor lært, at vrede er uacceptabelt. Man skulle jo nødig lægge sig ud med folk. Afsløre sig, miste kontrollen og andet i den dur. Som barn løftede min mor mig op og satte mig foran spejlet, når jeg var vred. Så kunne jeg rigtig se, hvor grim jeg var, når jeg stod der og skabte mig! Sagde hun. Meget muligt, at jeg ikke lignede en Padget Girl, når jeg stod der med min vrisne underlæbe og glødende øjne og brølede af min mor. Men hvad fanden, måtte jeg ikke være vred, når jeg nu var det? Senere sagde hun altid:"Så det mener du! Du ligner for meget din far."

Mine unger må godt være vrede. Vi har nogle huller hist og pist, som DJ Brockhouse har lavet med sin knytnæve. Der var vist også noget med, at han tegnede små vrede mænd på væggen inde i sin hule under den høje seng. Skumfidusen smækker med døre og kaster rundt med ting. Da de var små sagde jeg altid til dem, når jeg skældte ud over noget:" Jeg er vred nu og det er jeg, fordi jeg ikke synes, at det du har gjort er ok. Men uanset hvor vred jeg er, så holder jeg da ikke op med at elske dig." Det er altså ikke fordi, at jeg var selvfed og bedrevidende. Jeg bestemte mig bare for, den gang jeg stod foran spejlet med min sure underlæbe, at sådan ville jeg fandjenseme ikke behandle mine egne børn.

I vores hus må man med andre ord godt råbe og skrige. Man må godt skændes og blive vred på dem og det. Man må råbe af tåbelige politikerforslag broadcastet direkte på news. Man må flippe over andres utilstedeligheder. Man må skændes og ryste af aggression og lappe væggen en ordentlig knytnæve. Man må bare ikke slå på hinanden og når man er sluppet af med sin vrede, er det bedst, at man lige siger undskyld og giver et kram.

Vrede er et tabu i Dk på linje med hvad hvem får i løn, børns sexualitet, død og psykiske lidelser. Skal vi ikke bare lige blive enige om, at punktere de tabuer? Vi kan jo starte med vreden.

Suslings bivirkning slår til!

Jeg er sådan indrettet, at jeg sagtens kan mærke mine egne grænser og også sagtens kan blive vred og sige fra. Men konsekvenserne, du! Dem har jeg svært ved at deale med. Selv om min vrede over noget er fuldt legitimt og kun ret og rimeligt, så føler jeg en sitrende skyld, når jeg kan mærke, at jeg må sige fra eller stille skabet, hvor det rettelig skal stå.

Lad mig give et eksempel: Min airhead af en datter ringer til mig kl. 21.00 om aftenen fra Istanbul og spørger om vi ikke liiiiigggeee kan overføre nogle penge til hende, fordi hendes konto er blevet spærret. Grunden til at den er spærret er, at hun har tastet sin kode forkert tre gange i træk. Doh! Jeg bliver oprigtig vred på hende. Så'n virkelig forarget over hendes manglende fokus og ikke tagen sig sammen. Vi har nemlig betalt hendes rejse, for penge vi reelt ikke har og ovni overført 3000,- til hendes konto, så hun ikke skulle stå i et fremmed land uden midler - og de penge har vi sådan set heller ikke. Og hvad sker der? Hun laver sådan et nummer. Min første indskydelse er, at den må hun fandme selv klare. Hun er over 18 og formodes dermed at være myndig. Mor er ikke skuffet, hun er knaldende vred og dybt forarget. Men så er det skylden sætter ind. For vi kan da ikke lade hende stå uden penge, vel. Og hvad sker der med hende, hvis jeg følger den her helt til dørs og lader hende klare ærterne selv? Så uanset, hvor vred jeg er, så ved jeg, at jeg vil ringe til banken og høre, hvad vi kan gøre.

Kan I se, hvad jeg mener?!

Jeg har også et andet eksempel: Min gamle moster, som bortset fra min bror, er den eneste jeg har tilbage, kan ikke komme ud af døren pga. noget med hendes ben og nogle sår og noget kredsløb og noget diarre og jeg skal komme efter dig med kvalmende detaljebeskrivelser, som jeg meget har mig frabedt. Jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe, men nu synes jeg efterhånden, hun tærsker langhalm på sin sygdom og at hun er begyndt at disponere lige lovlig meget over min tid uden at have spurgt mig først. Kan jeg ikke lige smutte i Matas, kan jeg ikke lige smutte i banken, kan jeg ikke lige købe en gave fra hende til min nevø, osv. osv. Det er ikke så meget det, at hun har brug for hjælp, men mere det, at hun, i lighed med Skumfidusen, som en selvfølge forudsætter, at jeg bare stiller op i tide og utide. Det gør mig fandme vred. Med til historien hører den lille krølle, at min moster svigtede mig på et tidspunkt, hvor jeg meget havde brug for hjælp. Hun efterlod mig simpelthen muttersalene som 15-årig med en ravende vanvittig mor, der rendte rundt med knive og snakkede kaudervælsk. "Desværre, Sus, jeg bliver nødt til at gå nu, for min mand vil gerne have, at jeg kommer hjem til ham. Good bye, Ruth!" Og jeg idiot tilgiver og tilgiver og rummer og forstår og så er der jo også lige konsekvenserne. For jeg kan jo ikke bare, og hvad nu hvis og man må ikke svigte og hun er jo bare sølle og jeg ku' jo sagtens og blablablablabla....

Kan I se pointen?! Fandme anstrengende, at mine omgivelser tager mig som en selvfølge og vel egentlig overskrider mine grænser og jeg kommer lappende som en anden opopfrende tossegod Florence Nigthingale, mens hele mit indre skriger: "Stop! Nu er det sgu nok! Jeg er her også og nu er jeg saftsusemig gal. "

Susling - en sur bilejer

Så blev Carola vores. Vi fejrede med en tur på tanken og bagefter ud og køre stærkt på motorvejen. Med politiet lige i hælene! (Så vi kørte ikke helt så stærkt). Blev vi stoppet? Blev vi viftet ind til siden? Nope. Kan skyldes, at vi har fået pillet det der tonede stads af ruderne!

Anders er en lykkelig mand. Det kan jeg godt forstå. For 11 år siden havde han en flunkende bil og en flunkende kone. Siden er flunken som bekendt gået af os begge. Men han får altså ikke lov til at skrotte mig. Gør jo hvad jeg kan for at holde en vis standard. Og med al det her finess-halløjsa, så kan man måske ovenikøbet se frem til at kunne krybe i en bikini igen,her til sommer, uden at brække sig. (Skal bare lige huske at barbere mig centrale steder. Er f.eks. ved at transmorgrife til en gorilla-hun på benene.)

Har iøvrigt taget livtag med pollenallergien. Var oppe og få en vaccine forleden dag. Nu kan jeg trække vejret igen og se ud af øjnene. Stort fremskridt. Det eneste kedelige ved den her vaccine er, at en af bivirkningerne i starten er lettere tristesse og/eller pms-rage. Fedt nok. Så kan jeg trække vejret på den sure måde. Men nu er I advaret! Kommer der sure opstød her på siden, så er det ikke mig, men BIVIRKNINGEN, der taler, og høn/den/det har faktisk allerede noget:

Tada! Barnevogne. Eller rettere: Barnevognsførere. Hvad sker der for dem?
Skal komme med nogle eksempler for at illustrere:

Scene 1:
Mig færdig med yoga og i gang med at tage sko på og rulle måtte sammen. Ind kommer mor-barn-holdet. Og hvordan kommer de ind? De triller såmænd barnevognene ind i salen direkte fra gaden og sætter store mudrede hjulspor på gulvet. Altså! Da jeg førte barnevogn satte vi dem da uden for og tog så ungen ind i en lift, en indsats, en snuglisele eller en voksipose. Hvor svært kan det være?

Scene 2:
Mig på fortov. Tre barnevognsførere mod mig på en snorlige vertikal linje. Hvem flytter sig? Ikke barnevognsførerne. De skulle jo nødig gå glip af samtale og venindeskab. Jeg er så den, der må hoppe tilside og ud på kørebanen i sidste øjeblik. Altså da jeg førte barnevogn, gik jeg til side. Moderskabet er ikke helligt!

Scene 3:
Mig i alenlang supermarkedskø. Foran mig to barnevognsførere med ekvipage, så køen bliver ekstra lang. Hvorfor? Da jeg førte barnevogn, kunne man da sagtens sætte barnevogn og bebs ud til siden imens jeg købte ind. Og jeg tror ikke mine bebser døde af, at stå der lidt. De sov jo.

Sur hilsen BIVIRKNINGEN.

Susling om Vagn, Cirkeline og Carola

Veterancruiseren Vagn skal begraves i denne uge og det har vi været lidt nedbøjede over. Vi har derfor forsøgt at afsætte nogle af hans organer til en Saab-entusiast club. Men det var de ikke interesserede i (skiderikker!). Og nu er der kun en vej: Han skal masses og hugges op. Suk! Jeg tager ikke med til begravelsen. Det er jeg alt for sensitiv til. Ville bare begynde at tude.

Nå, men sådan forgår al verdens herlighed åbenbart. Til gengæld havde vi så en snak om en lille hvid Cirkeline (C1), men ved nærmere granskning er hun lidt petite i det og selv om vi måske gjorde et ærligt forsøg på at ignorere, at vi stadig har hjemmeboende børn, der også skal ud og køre med en gang imellem, så går den jo ikke. Ikke hvis man vil være ansvarlige forældre, og det skal vi jo være.

Og så er det, at Carola (Toyota Corolla) kommer ind i billedet. Jeg så hende igår og hun er saftsuseme en velholdt dame. Ikke en ridse, ikke en rustplet, ren og flot motor. God plads til alle og stadig en bybil. Vi tog også en lille testkørsel i hende. Anders ved rattet og mig på passagersædet. Vroum, vroum. "Du tager lidt hårdt på hende," hylede jeg. "Pas lige på med den kopling. Hun skal køres blidt. Kan du ikke mærke det?!" vrælede jeg, mens Carola dansede afsted og lystrede hvert et vink. Den slags er vi jo ikke ligefrem forvænte med. Vagn skulle køres hårdt og brutalt og det var ikke altid, at han gjorde, som man sagde.

Så alt i alt, er Carola et rigtig godt køb. Men i min verden skal tingene åbenbart ikke være perfekte. Der skal altid være et lille aber dabei, så karmakontoen holder sig stabil.

CAROLA ER PERKER! Jeps. Det er den skinbarlige sandhed. Hun har:

Allufælge (vel egentlig ok) og specialdesignede sportssæder. Meget behagelige, men med tudgrimt indtræk. (Gad hvide om man kan kaste noget småblomstret Libertystof henover?)

Og nu kommer det:

På hendes ene side står der Sport med store hvide bogstaver og det rigtig, rigtig slemme: Hun har tonede ruder (Ydrgg. Yak.) Tonede ruder er noget af det værste jeg ved. Bortset fra, at man i Københavnsstrup lissom kører efter nogle andre forhold (man skal kunne orientere sig ret godt) end ude på en pløjemark i provinsen, hvor man vel i princippet bare skal lære at køre frem og bakke, så er tonede ruder i min bog ensbetydende med noget lysskydt og forbryder-agtigt. Det ville måske nok gå på en pløjemark i provinsen. Men vi bor for fanden lige op og ned af Christiania (sådan cirkus) og selv om politiet ryddede Pusher Street for hash, så har hverken hashen eller Pusher Street opdaget det. Nu er min store skræk, at politiet vil tro, at vi også er nogen af de hersens forstadspersonager, der cruiser rundt i området. Mit eneste spinkle håb, som jeg klynger mig desperat til er, at diverse forstadspersonager med hang til Christianias særlige udbud, aldrig ville sætte deres ben i en lille rød Carola. Mon ikke de mere er til Bimmere og Audier på svenske plader? (Og så skal vi have det er tonede rudestads væk. Jeg kan ikke ha' det.)

Vroum, vroum, vroum.

Susling tager hånd om sin mandag

Naboens datter har tilgivet mig og vi laver da bare en ny aftale. Den holder jeg. Wolla. Skumfidusen er nået frem til Istanbul og er begejstret, DJ Brock savner sin kæreste og Anders er på arbejde igen.

Selv har jeg opdaget glæden ved den dersens maskine i fitten, hvor man lidt leger ski-løb. Woaw! Altså ikke crosstraineren, som egentlig også føles, som at skiløbe derudaf, men ikke på samme rytmiske måde, som den jeg prøvede i dag. Hvis jeg lukkede øjnene imens, så var det næsten, som om jeg var ude på en løjpe. Bare glide afsted i en fast og harmonisk rytme, hvor jeg kunne mærke musklerne i mine lår, min bagdel og min mave. Bagefter "roede jeg Bagsværd sø rundt" - i hvertfald et stykke af vejen. Jeg har forsømt fitness lidt i den sidst uge. Det skal jeg ikke. Uden bevægelse så bliver alt så tungt og trist og tøjet strammer.

Trist er det også, at jeg lige nu ikke kan gennemskue, om jeg er forkølet eller om det er pollenallergien, der er ved at sætte ind. Jeg tror, det er det sidste, for mine øjne kløer, min næse løber og mit hovede føles som en 3. dags brandert. Det kan virkelig gøre mig nedstemt. At jeg kan se frem til endnu et forår og en sommer, hvor jeg skal fylde mig med antihistamin - også selv om jeg får en vaccination. Sådan var det sidste år og jeg var helt derude, hvor jeg jublede, når vejrudsigten meldte om sommerregn.

Nå, hvad, sygdom er noget pis og hvem gider at høre om det. Det er bare om at tage hånd om skavankerne og gøre noget ved det. Ligesom med økonomien. Det er, når man lader det sejle, det går galt. Det har vi gjort her hos os - altså taget hånd om det. Vi laver madplaner (med kødfri dage). Vi køber stort ind. Vi sparer op og afdrager gæld. Og forbrug ud over rimeligheden er sat på stand by. For gør dyre sko, nims i massevis og poser med modekluns mig lykkeligere? Hver gang jeg ser noget interessant, tænker jeg: "Har jeg virkelig brug for det?" Svaret er for det meste nej. Og det føler jeg en sær tilfredsstillelse ved. Jeg føler, at jeg har hånd om mit liv og at det er mig, der bestemmer. Ikke banken, ikke andres værdier, men mig.

Og bare til inspiration. En rigtig god ret, der ikke skader co2 balancen, kalorietællingen og økonomien:

Kål og gulerodsbhaji
2 spk. olie
1 spk knuste korinaderfrø
1/2 tsk spidskommen
2-3 hele tørrede chilipebre
350 gram strimlet kål
175 gram gulerødder skåret i tern
75 gram hakkede tomater
1/4 tsk. gurkemeje
1/2 tsk salt

Varm olien i en gryde og rør koriander og spidskommen sammen med den tørrede chili. Steg det ved middelvarme i et minut.
Tilsæt kål, gulerødder og tomater og derefter gurkemeje, salt og hvis man har lyst chilipulver og grønne friske chili. Bland det hele grundigt.
Skru ned for varmen og lad det simre i 15 - 20 min. Grønsagerne skal være møre, men stadig med bid.
Færdig!

Vi spiser retten sammen med Ris Pillau, tomat-rødløgsraita, chutneyer og naan-brød.

Susling om at være sig selv (nok)

Meget, meget underlig følelse at sidde helt alene på en højhellig søndag. Skumfidusen er draget afsted til Istanbul, DJ Brockhouse er stadig hos sin kæreste på den anden side af Sjælland og stakkels Anders har overarbejde.

Jeg er meget sjældent alene. Der er hele tiden nogle, der kommer og går. Møder sent, får tidlig fri, har projektarbejde. Der er altid en eller anden i huset.

Nu er det kun mig og hvad skal jeg egentlig stille op med mig selv?

Jeg kunne selvfølgelig starte med at tage tøj på. Men det er efterhånden en stinker. Jeg er så træt af vintertøj. Talte forleden mine trøjer og opdagede, at jeg har 5 -fem - højhalsede sorte sweatre. Det er jo til at blive deprimeret af. Men tager man sommertøj på nu, ligner man en tosse.

Jeg kunne også sætte en vask over, rede senge og fylde i opvaskemaskinen - har jeg gjort.
Jeg kunne støvsuge og vaske gulv - gider jeg ikke.
Jeg kunne læse resten af det dameblad, jeg kom til at købe i et øjebliks sindsyge. Men det er så dårligt, at jeg ikke gider.

Jeg ved, hvad jeg skal. Jeg skal på café med naboens ene datter og det gider jeg faktisk heller ikke. Det var bare en af de ting, der for ud af min mund. Det sker faktisk ret tit for mig. Så tilbyder jeg mig som flyttehjælper hos de frivillige. Tilbyder at passe min brors unger eller købe ind for Gammel Moster. Og jeg ved allerede i det øjeblik, jeg siger det, at jeg ikke gider. Det er bare lissom, at jeg i få sekunder glemmer, hvad jeg selv gider og mere tænker på andres behov og hvad, der er det mest anstændige at gøre. Må være en kvindekulturel skade fra forrige århundrede, hvor man blev opdraget til at være den pæne pige, der altid hjalp til. Kan så mærke, at det er pænt ude af trit med tiden. For det er jo ikke altid sådan, at man får det igen, man giver ud. Alt for sjældent faktisk. Det er meget mere oppe i tiden, at tænke på sig selv først.
Gid jeg kunne det lidt mere.

PS. Nu har jeg aflyst og jeg skammer mig. Man skuffer ikke et lille barn. Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg er mega-pms og fik et kæmpeallergiangreb, da jeg luftede ud. Fuck! Er pollensæsonen allerede gået igang? Jeg magter det ikke. Det ødelægger min livskvalitet. Må æde en ordentlig håndfuld antihistaminer og hente hende fra børnehaven en af dagene i næste uge.

Suslings fredag eftermiddag

Da jeg stod sent eftermiddag i går med et kæmpestort østrigsk grovsurdejsbrød, som skulle i ovnen, faldt den ene del af ovnlågen af. Den poppede simpelthen ud af hængslerne.Desperat skred jeg ind til naboen og spurgte om der var en mand i huset. (Jeg havde prøvet selv, at få lågen til at makke ret først). Han kom ind og baksede løs og i hælene på ham, kom hans små døtre. De hærgede så lige min stue (jeg er ikke klar til at få børnebørn, kan jeg godt mærke).

Imens vimsede Skumfidusen forvirret rundt, fordi hun er ved at pakke til en skoletur til Istanbul og var helt fortvivlet over, at de havde fået at vide, at de skulle have anstændigt tøj med. "Hvad er anstændigt tøj?", spurgte hun mig hele tiden "Keine Ahnung," hvislede jeg i forbifarten, mens jeg pendulerede fra det ene sted til det andet og skiftevis hentede værktøj til nabo-manden og forsøgte at holde små pilfingre fra min computer (har jeg sagt, at jeg ikke er klar til at få børnebørn endnu?)

Nabomanden gav op over for ovnlågen og så måtte jeg låne naboens ovn. Det gik den ene af de små pilfingre så meget op i, at hun løb frem og tilbage mellem min lejlighed og deres, for at holde øje med mit brød. Viste sig siden, at hun havde holdt så meget øje med brødet, at hun havde slukket for det. Imens var Anders kommet hjem fra overarbejdsdag og satte vipti-vupti ovnlågen på igen (har jo sagt, at han er min idealmand!) Og så faldt der lidt mere ro på (skulle jo også have lavet nogle naan-brød.) Men småpigerne hang stadig ud hos os og for at slippe af med dem, blev jeg nødt til at love den største, at jeg ville tage hende med på café søndag, for at drikke cacao. (Kors nævnte jeg, at børnebørn godt må vente?)

I mens havde DJ Brockhouse ringet og fortalt, at han var nået frem til Den Skønne og helvedeshuset, men at han havde mistet sit tørlæde i toget og i øvrigt havde meget ondt i halsen. I al forvirringen nåede jeg slet ikke at spørge, om han havde husket kondomer (Jeg er altså ikke klar til børnebørn endnu!).

Meget muligt, at små nyfødte får mig til at smelte og at det er skægt med små søde piger og drenge, der siger og gør de mest fantastiske ting. Men jeg er ikke klar til børnebørn endnu. Egentlig vil jeg helst bare nyde, at jeg ikke længere skal ligge på mine knæ og sortere barbiesko og Polly Pocketfigurer. Ikke længere skal træde henover og gå ned under en Actionman soldaterbane bestående af snor spændt ud i hele vores lejlighed i tre forskellige højder. At jeg ikke længere har riskoen for at glide tværs igennem entreen på en duploklods, når jeg er oppe, for at tisse midt om natten. At jeg har min seng for mig selv og blablablabla...

Og i aften skal jeg være helt alene med min elskede. Jeg har lagt en god flaske vin på køl.

Susling om retten til og forventninger

Pis os'! Det går sgu lige lovlig godt for tiden. Den slags bekymrer min indre stoiker. Hun sidder lige nu og vrænger tvært om hybris og nemesis og andet i den dur. Og jeg ved da godt, at tæppet kan blive trukket væk under én, stolen sparket bort under fødderne og man igen kan stå med fletningerne i postkassen. Det ved jeg alt for godt. Men hvad skal jeg med den gnidrede fattigfølelse, der hvisker til mig?

Det handler vel i princippet om, hvad man føler man har ret til. Og den "retten til" sidder dybt begravet i én og stammer nok fra den opvækst man har haft. F.eks. min gamle studiekammerat, der kom fra et meget rigt borgerliv. Vi var lige kloge, lige arbejdsomme og lige smukke. Ingen forskel der. Men modsat hende måtte jeg selv skaffe noget at bo i, jeg måtte selv tjene til livets ophold ved siden af studierne og jeg fik ikke ekstra penge og luksusting hjemmefra.

Hendes tilgang til, hvad hun fortjente og måtte have, for at have en normal tilværelse, var så diamentralt modsat min. Ikke at jeg ikke den gang også forstod at værdsætte luksus og jeg var også opdraget med musik og bøger, og alt det her akademikerhjem-hejs. Men jeg kunne godt klare mig med mindre og jeg forventede ikke, at blive behandlet som en prinsesse. Vi var nu lige gode venner af den grund. Forskellen i forventninger var bare noget jeg grundede over allerede den gang. For selv var jeg sådan én, der havde prøvet at sulte - for sindslidende mødre køber ikke ind og laver mad. Selv var jeg sådan én, der boede alene fra jeg var 16 - for det er svært at koncentrere sig om at lave lektier og gå i gymnasiet, når ens sindslidende mor laver sirlige systemer med skuffer og skabe trukket ud i avancerede mønstre, mens hun går mumlende rundt og taler kaudervælsk. Selv var jeg sådan én, der som studerende stoppede mine strømper og tog bad i en balje. Nå, kunne blive ved...men gider ikke

I øvrigt før finansgrisen satte en stopper for det, gik der rigtig mange wannabee prinsesser rundt. Alle havde jo "ret til et fedt køkken" og designertøj og skiferier og hus og have og bil og sommerhus og eksotiske luksusrejser. Jeg tror de har tømmermænd nu.

Det har jeg så til gengæld ikke - tømmermænd. Men jeg har vel lige så meget ret til at forvente som alle andre. Og det har Skat så givet mig ret i og også dem, der nu vil ansætte mig i et lillebitte job præcis det sted og inden for det område, jeg gerne vil arbejde.

Heldigvis er jeg i dette øjeblik ved at udvikle en halsbetændelse og har lidt feber. Det burde vel i princippet holde Nemesis fra døren og skabe balance på karmakontoen for nuværende.

Susling er tændt

Jeg er til bad boys. Sådan nogle med lidt rebelsk attitude og skægstubbe. Sådan nogle med gode solide hænder og et frækt glimt i øjet. Det havde jeg lidt glemt i den almindelige hverdag. Det kan man sagtens komme til uden at ville det. Men så var det, at jeg kom til at se nogle af de første afsnit af Orange County (min datter har samtlige afsnit på DVD.) og en af hovedpersonerne minder i den grad om min mand, da han var yngre.

Han er fandme fræk, ham fyren i OC. Han er den tavse, fattige, men åh så følsomme mand med brede skuldre og altid i jeans. Han er ikke særlig høj og så har han en sexet profil. Præcis som min mand. Og nu er jeg pludselig blevet helt romatisk oven i hovedet. Sådan på den fjollede måde, hvor jeg konstant vil kysse og kæle og kan finde på at ringe ham op og sige, at jeg har vildt meget lyst til ham og at jeg savner ham.

Det er ikke fordi, jeg leger, at min mand er ham Ryan fra OC. Jeg ved godt, at der er mange, der har en fantasimand, som de bruger til at spice deres kærlighedsliv op med. Al respekt for det. Hvis der skal den slags ting til for at holde sexlivet gående, så synes jeg faktisk, at det er en ret uskyldig ting. For lad os se det i øjnene: Der skal bare lidt mere til, når den berusende tiltrækning og første forelskelse har lagt sig.

Og nu tror I sikkert, at jeg lyver. Men jeg har ikke brug for en fantasifigur. Min mand er nemlig på mange områder min idealmand. Han er sensitiv og stærk. Han er kreativ og dygtig til det, han gør. Han er belæst. Han ved en helvedes masse om musik og vi deler på mange måder samme musiksmag. Han er hamrende dygtig til at lave mad og så er han tilpas solid til, at jeg kan læne mit hovede op af ham, når jeg trænger. Når han siger:"Det skal nok gå," så slapper jeg helt af. Og så er det jo også sådan, at jeg synes, at han er dødsexet. Da jeg var ung/yngre, var jeg helt besat af ham.

Det var så lige det, jeg havde gået hen og glemt. At jeg synes, at han er dødsexet og at jeg ikke ville bytte ham for hverken Peter Aschenfeldt (-green?) (pengene, det er der jo nogen der synes er sexet), Fabio (man skal godt nok være en udsultet forsømt surburban hausfrau for at tænde på ham) eller Jude Law (ai, ok. Han er fandme sexet! Min datter og jeg sætter en gang i mellem genindspilningen af "Alfie" på og så sidder vi og hviner og hujer sammen.)

Og lad mig så med dette indlæg takke Ryan fra OC (og nok også noget gryende forår) for, at jeg genopdagede, hvor meget jeg elsker - og tænder på - min mand.

Susling siger: Why fix it, if it ain't broken?

På visse områder er jeg meget flyvsk. Hvis noget keder mig eller ikke føles godt og rigtigt, så blafrer jeg lystigt videre. På andre områder er jeg til gengæld stabiliteten selv. Min filosofi er, at der ikke er grund til at ændre på noget, hvis det fungerer. På positivsiden betyder det, at jeg har mig det her langvarige ægteskab. På negativsiden, så er jeg typen, der bliver ringet op af TDC og noget så mindeligt bliver bedt om, at skifte mit oldekolle-abonnement ud. Det kan simpelthen ikke betale sig hverken for dem eller mig, at bevare det længere. På negativsiden er der vel også historien om Veterancruiseren "Vagn". Hvis vi/jeg ikke havde haft så dybe og intense følelser for ham, så havde vi kunne se lidt klarere og havde skiftet ham ud ved forrige syn (det havde vi så kunne tjene 10-15.000 på.)

Nå, men min hang til det stabile (og måske også dybt kedelige, hvis jeg skal være helt ærlig) betyder også, at jeg har haft den samme modefrisøse i nu næsten 17 år (og det giver altså pote på rabatsiden, skulle jeg hilse og sige), jeg går til den samme tandlæge også i mere end 20 år nu (også lidt rabatgivende der) og jeg er desuden kommet hos den samme optiker siden jeg var 18. Prøv lige at regne på den: 45 minus 18 er lig 27 år (tror jeg nok).

I dag ringede jeg ham op, fordi jeg skal have mig et nyt hold kontaktlinser. Vi snakker lidt frem og tilbage om, hvorvidt jeg har brug for en synsprøve og han spørger, om jeg har problemer med linserne.

Mig:"Æh, nej egentlig ikke. Jo, altså, jeg har det med at falde i søvn på sofaen med linserne i."
Min optiker:"Ja, det er altså ikke linsernes skyld."
Mig lettere rundforvirret: "Nej, nej, selvfølgelig ikke."
Min optiker:"Ja, for ellers ville jeg da sige, at du godt nok havde fået dig nogle kedelige linser!"
Mig i latterkramper og ude af stand til at sige andet end:"Mrfflll!!!"

Må man godt elske sin optiker, sin tandlæge og sin frisør?

Susling om kvinder og mænd og lidt feminisme (sorry)

Det er egentlig underligt, at når man nævner det dersens feminisme, så er der nogle, der i den grad kommer op af stolen (Ja, ikke her. Her er tavst som graven. Begynder at spekulere på, om jeg overhovedet har nogen tilbage, der læser mig. Nå, ud til højre med det.) Bare man hvisker sådan noget som ligeløn eller bedre lønninger i kvindefag, eller glasloftet eller for få kvindelige eksperter i medierne eller, eller...you name it. For helt i sync er vi jo ikke endnu...Så kommer det: Er man feminist, så er man også mandehader. Sjovt nok, har jeg bemærket, at det faktisk er mænd (de yngre af dem), der kommer med de mest hadske udfald. (Men det er måske det, ordet i virkeligheden betyder: Hadende mænd?)

Personligt hader jeg altså ikke mænd. Nogle af mine bedste venner er mænd. Jeg nyder også at have sex med mænd (ai min mand selvfølgelig). Og jeg kan ret godt li' den maskuline tilgang til tingene. Ikke så meget klynk, men mere lidt sammenbidte tænder og så fixer vi den/det. Altså sådan som de lidt ældre mænd gør. For jeg synes da godt nok, jeg har mødt mænd, der er lidt yngre end mig, der klynker konstant. Kan hænde, at det skyldes, at de blev overset som små, fordi deres mødre havde alt for travlt med at komme ud på arbejdsmarkedet, brænde bh'er og synge: Hej Søster i basisgrupperne og til Abort-demoer? Det er absolut ikke utænkeligt. For jeg synes en del har tendenser til at være lidt mandschauvinistiske (fuck, nu kom jeg til at sige et grimt ord.)Men det, der kommer ud af deres mund, lyder grangiveligt sådan i mine øren. Men nok, hvis man lytter rigtig godt efter, mest som et godt gammeldags hadsk moderopgør.

Og nu vi er ved mødre. Så synes jeg egentlig godt, at vi kan bebrejde mødrene fra den gang. Yup, det synes jeg, for halvdelen af ansvaret for at opdrage sønnerne (og døtrene) har ligget på deres skuldre. (Gør det jo egentlig stadig). Og er der én ting, kvindekampen har været med til at smide ud med badevandet, så er det respekt for hinanden og især galanteriet. Og det er vist igen sønnerne af rødstrømperne, der går forrest der. Får jeg smækket en dør lige i hovedet, så er det med 100% garanti, dem i 30'erne, der gør det. Kan selvfølgelig være, at de ikke synes, at jeg er kærestemateriale, men forklar mig så, hvorfor mænd over 40 og unge knajte under 30 holder døren for mig. Eller flirter hyggeligt - bare fordi? Faktisk synes jeg, at de helt unge mænd hviler meget i sig selv (totalt generaliserende, I know) og udviser respekt for det andet køn (igen generaliserende, sorry).

Dem i 30'erne (eller egentlig er det mest dem sidst i 30'erne),de roder til gengæld rundt. Ai, de roder ikke rundt. De stræber. Efter materielle goder, efter lederposter (det er meget mere cool, at være leder end ekspert, synes de.) Efter perfektionisme. Begrebet metrosexuel er skabt af den generation. Begrebet drengeaftener blev skabt af den generation. Nu vil de også have Mandens internationale kampdag. De vil hele tiden have, fordi de føler sig snydt. Hvad de føler sig snydt for, ved jeg så ikke. Men jeg kan da godt se, at det ikke har været nemt at være en lille dreng, der ikke måtte lege krig og hele tiden så sin mors skosåler, fordi hun skulle ud på barrikaderne.

Nå, men tak for fri abort, muligheden for uddannelse, stemmeret og retten til at bestemme over egen krop. Men til jer fra den gang: Kunne I ikke lige dimse forbi jeres sønner og fortælle dem, at I elsker dem og at I gjorde det så godt, I kunne. Så kunne det være, at vi andre kan arbejde på, at gøre det endnu bedre for de næste generationer uden at skulle forholde os til det kor af mænd (og kvinder fra samme generation), der erklærer feminisme og kvindekamp for død.

Susling på en 8.marts

Det er d. 8. marts og det er en dag, der ikke kan gå upåtalt hen. I hvertfald ikke hvis man er Susling og har en anelse hang til røde sokker. Uden at være rabiat selvfølgelig. Røde sokker matcher fint med høje hæle og parfume, synes jeg. Man behøver absolut heller ikke at være en mandehader, når man spankulerer rundt i sokkerne. Jeg hader absolut ikke mænd. De er jo i princippet ikke meget bedre stillet i forhold til lighed og status, end vi andre. Mange af dem er lige så meget underlagt restriktioner og er ikke naturligt født ind i de "old boys-netværk" vi har i dette land. Jo, det passer. Selv om vi har demokrati og i princippet lighed for alle, så er der altså nogle, der er mere lige end andre og de hjælper hinanden og dækker over hinanden og hiver hinanden op igen, når det går galt for ét af medlemmerne i netværket. Se f.eks. Rigmor-pigen. Nu er hun taget til nåde og kan igen svinge roberne hos de Royale (godt hun lyttede til mit råd og holdt kæft til sidst og jeg sagde jo, at farmand nok skulle trække i nogle tråde. Eller vent! Kan det tænkes, at De Royale også er på coke?).

Nej, nej, jeg er slet ikke gal på mændene bestemt ikke. Men jeg kan til gengæld godt komme op på barrikaderne, når jeg læser om kvinder, der har realiseret sig selv, bl.a. ved at uddelegere det kedelige husarbejde til en philipinsk au pair. I en stort anlagt artikel i Informeren læste jeg bl.a. følgende (ikke ordret gengivet):

"Umfubulaina er som en teenagedatter for mig. Og det er jo slet ikke hårdt arbejde hun har. Næh, da min mor var ung, da måtte hun ligge på sine knæ og skruppe gulvet med en børste og hun kunne ikke være i fred. Hendes arbejdsgiver var hele tiden efter hende." WTF!

• Ad. 1: Hvis det overhovedet ikke er hårdt arbejde at gøre huset rent længere, hvorfor gør hun det ikke selv evt. i fællesskab med sin mand?
• Ad. 2: Hvis hendes mor var en skurekone, så snakker vi næppe en baggrund i overklassen. Hvorfor så pludselig overklassemanér?
• Ad. 3: Man sætter ikke sin teenagedatter til at tage alt det sure i hjemmet. Så gør hun oprør.
  

En anden udtalelse fra artiklen:
"Hvis man skulle betale en overenskomstmæssig løn til au pairs, så ville det jo kun være de rige, der havde råd til at have hjælp i huset."

Yes, sirry. Det ville det nemlig. Og så ville du skulle stå med skurebørsten nede i lokummet selv, sammen med alle de andre middelklassekvinder. Men prøv lige at overveje om du ikke kunne dele tjansen med din mand.

Ja, der kan I se. Nu kom jeg op og skrue. Men det gør mig altså lidt utilpas, at vi for at komme frem i verden selv, stiller os på skuldrene af vores underpriviligerede medsøstre. En af de kvinder, der udtalte sig om at have au pair, havde ovenikøbet ikke et fuldtidskarrierejob, men kun en mindre deltidsstilling på 28 t. om ugen. Hun gad bare ikke gøre rent. Og det er jo sådan set fair nok. Men så synes jeg, at man enten deler den sure tjans med sin mand, betaler en rengøringsdame en rimelig pris eller alternativt sænker sine standarder for rengøring.

Selv kunne jeg aldrig drømme om, at have en lille pige fra et underpriviligeret land til at muge ud i mit skidt. Og jeg har altså haft den type jobs, som flere af kvinderne i interviewet havde. Jeg har også været hængt op 24/7 og med tidskrævende titler på mit cv. F.eks. den gang jeg var tekstforfatter i reklamebranchen, hvor det var og er helt normalt, at man havde/har au pairs. Jeg glemmer aldrig, hvordan det blev diskuteret henover frokostbordet, hvilken type au pair, det var bedst at få. En sagde direkte, at det var bedst at gå efter dem fra de rigtigt fattige tidligere østbloklande. Rumænien eller Bulgarien, f.eks. Dem ville man kunne få mest arbejde ud af for færrest mulige penge. Behøver jeg at sige, at jeg bare sad helt stille og kastede op i munden, mens de andre snakkede løs?

Så, kære medsøstre: God 8. marts! Men husk, kvindernes internationale kampdag gælder for alle. Høj som lav.


PS. En au pair pige får 3000 kr. om måneden plus kost og logi og står i princippet til rådighed døgnet rundt.

Susling om bekymringer og forventninger

Hvis der er en ting, jeg har lært på min vej gennem livet, så er det, at det ikke kan betale sig at bekymre sig på forkant. I visse tilfælde kan man hverken gøre fra eller til og det afværger faktisk ikke noget, at man går rundt med en stor klump i maven og småstresser over det truende i horisonten. Det der udløser bekymringen kommer uanset hvad og så må man tage livtag med det.
Andre gange så forsvinder det bekymrende som dug for solen. F.eks. er Den Skønne kommet her i weekenden, fordi hun hellere ville være hos os og slappe af. Der kunne jeg have sparet mig en bekymring. Det kan også vise sig, at ens bekymring bare er en storm i et glas vand; ikke nær så slemt, som man troede og noget der er til at leve med.

Ja, undskyld, at jeg er i det filosofiske hjørne. Men jeg tænker meget over, at bekymringer faktisk kan forstærke det uafværgelige som en nedadgående deprimerende spiral. Bekymringer kan reelt være en modbydelig spændetrøje, der hindrer en i at gribe efter månen. For hvad nu hvis? Derfor må jeg hellere bare sidde stille og roligt her uden at drømme og forvente. F.eks. kunne jeg godt være dybt bekymret over, at jeg er ledig og ikke længere hiver mine 40 kilo ind om måneden. Det har jeg så valgt ikke at være - altså bekymret. Jeg skal nok komme i job igen. Jeg har gjort det før, hvorfor skulle jeg så ikke kunne gøre det igen? Jeg vælger simpelthen at visionere, at det hele nok skal gå, frem for at gå i fosterstilling i min seng. (Hvor jeg forøvrigt ville kede mig dybt.)

Nu jeg snakker ny bil (undskyld, undskyld, undskyld. Det optager mig bare), så kunne jeg sige: "Det har vi ikke råd til, for jeg er jo ledig og hvor sikker er min Anders i sit job?" Med de fakta på bordet burde vi sige:

• Scenarie 1: Ingen bil.
• Scenarie 2: En gammel blikspand, som vi kan betale kontant med vores opsparede midler, men som også kan koste os alt for meget i det lange løb (service, vægtafgift, benzinøkonomi osv.)

• Og så er der Scenarie 3: Vi klarer det sgu nok og nu fortjener vi noget, der fungerer og er en oplevelse.

Da vi i sin tid købte Saaben tænkte vi også scenarie 3 og det var faktisk selvom Anders lige var blevet ledig (jeg var i job), men vi gjorde det. Købte en bil og al den glæde og frihed den har givet os! Og det gik sgu da.

Så kald mig bare happy go lucky. Men det har faktisk vist sig, at jo mere happy go lucky jeg tænker, desto flere bidder af månen får jeg.

Susling:Trains and boats and planes og biler

EN TOYOTA COROLLA fra 1996. Det sker fandme ikke! Jeg nægter, at sætte mine dyre støvler i det stads (eller at bruge de surt opsparede penge, vi trods alt har formået at lægge til side med mig på dagpenge. Det har så også kostet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået en ny klud - ikke en gang fra H&M eller Zara - men til gengæld takker jeg mig selv for min fremsynethed, da jeg havde penge og lige dinglede forbi de dyre butikker og lagde mesterslanten, bare fordi. Det betyder, at jeg stadig kan trække noget ud af klædeskabet, smykkeskrinet eller tage fra støvlehylden og skabet med mine pelse.)

Kald mig bare en snob. Men goddamnit om jeg vil eje en T.C. fra forrige århundrede. Så hellere undvære! Så bliver jeg sågu da bare cykeløkologisk.

Og efter den smøre smidt i hovedet på mit livs Anders, så holdt han kæft. Der er ingen økonomi i en gammel coche med reperationer herfra og til månen og hvad med cool-værdi? Hva'?!
(Mest det med økonomien faktisk. Jeg orker ikke flere opmærksomhedskrævende metallig. Jeg vil ha' kubik på den moderne måde.)

Suslings bil

Må man godt græde (bare en lille smule) over, at ens gamle trofaste Saab 900i er ved at afgå ved døden? Ved jo godt, at det kun er en bil. En ting. Men den har båret os rundt, stabilt og driftsikker, til Normandiet, Alsace, Bretagne, Paris, millioner gange til Sverige og ellers har den bare kværnet de danske veje og motorveje.

Nu kan "Vagn" ikke mere. Han er kaput eller i hvertfald så meget, at vi ikke vil pøse flere penge i ham. Tænker lidt på, om han begyndte at opgive ævret, da jeg var ham utro i tankerne. Begyndte nemlig at få hemmelige længsler efter en af de nye Fiat 500 (sådan virkelige saftige drømme). Ku' sagtens se mig selv lige slynge pelsen og den bærbare ind på bagsædet og kaste mig ud i bytrafikken i en lille rap dulle.

"Vagn" han var lidt mere en tung og stærk dreng. Med bagvendte gear og sin helt egen personlighed. Bevares med nye og interessante raslelyde efterhånden som årene gik. Men hell, han var jo også en gammel dreng. En morfarflyder med blød hat. Og også et statement. For hvem vil ses offentligt i en eller anden sølvfarvet stationwagon-kedsommelighed. Ikke mig!

Nu skal vi til at tælle på knapper. Hvad kan vi, hvad kan vi ikke? Hvad gider vi overhovedet?
En side af mig er stemt for at lease en rap dulle. Jeg trænger til noget moderne kubik.

Undskyld, "Vagn". RIP og tak for alle de gode ture.

Susling har et dilemma

Jeg er lidt mundlam lige nu. Der sker ikke det store her. Ingen dramaer og så'n. Ok, lidt drama måske og det sætter mig faktisk lidt i et dilemma.

Min søns kæreste,Den Skønne, er taget hjem til fallitboet og skal pakke alle sine ting ned, så hun kan flytte. Hun vil gerne ha', at min søn tager hen til hende og hjælper hende. Han synes også selv, at han bør støtte hende. Så langt så godt. Men...at hjælpe hende indebærer, at han skal tage toget til et sted på Sjælland, der ligger så langt fra os, at han bliver nødt til at overnatte der. Han kan ikke bare tage hjem igen. Det indebærer også, at han skal overnatte i et hus, hvor der er en virkelig dårlig og ubehagelig stemning. Med aggressive mennesker, der skændes og råber af hinanden. Det synes jeg og hans far ikke, at han skal udsættes for. Han er kun 15 år og selv om vi også råber og skændes herhjemme, så er vi ikke hadske. Vi elsker hinanden og for det meste kysser vi, danser eller laver mad sammen.

Jeg vil ikke forbyde ham at hjælpe den, han elsker. Det er vigtigt, at sætte andre før sig selv en gang imellem og det er vigtigt at hjælpe mennesker i nød. Det synes han også selv. Men han er ikke glad ved tanken om, at tilbringe hele sin weekend i et ubehageligt klima.

Hvad gør man i sådan en situation? (En side af mig siger:"Lad ham tage afsted, så kan han se, hvor heldig han er og måske sætte en anelse mere pris på sine gamle fugleungeforældre!)

Susling deducerer og kokkerer

Jeg er sådan en type, der får flip og bliver meget dedikeret til noget i en periode. F.eks. så kan jeg godt finde på at læse en bestemt forfatters værker i forlængelse af hinanden. Selvfølgelig nyder jeg den enkelte bog, men på et tidspunkt, så bliver jeg lidt detektiv-agtig og begynder at lede efter de større sammenhænge. De fleste forfattere skriver nemlig udfra et grundtema, som så går igen i variationer igennem samtlige værker. (Øjeblik, jeg skal lige rette på mine klogebriller).

Det samme gør jeg, når jeg bager. I starten stod jeg ydmyg og stirrede på opskrifterne i min bagebog og tænkte:"Nøj, er det sådan man gør!" Efterhånden har jeg bagt så mange forskellige brød, at det keder mig og så er det, at jeg begynder at hacke grundtemaet. (Sådan gjorde jeg også, da jeg skulle til teoriprøve. Jeg læste teoribogen igennem tre gang, indtil jeg ku' se logikken i grundprincipperne.) Når vi snakker brød, så har jeg bemærket, at der altid, altid, altid skal 1 tsk. salt i et brød. Og det er uanset om brødet oprindelig er indisk, fransk eller østrigsk. Man skal også altid røre gæren ud i 1 dl. lunkent vand (med mindre man bruger våd surdej.) og så skal de fleste brød hæve tildækket til dobbelt størrelse. Resten er faktisk bare variationer over melblandinger og smagstilsætninger. Sådan cirkus.

Nu har jeg så kastet min kærlighed på indisk mad. Og der har jeg også allerede luret nogle grundprincipper/grundtemaer. I dette tilfælde handler det meget om krydderierne.
Basiskrydderier i meget indisk mad er:

• Garam masala (blandingskrydderi, der kan fås f.eks. hos tyrkiske grønthandlere)
• Ingefær-hvidløgspuré (nemt at lave selv. Riv frisk ingefær og hvidløg og bland det sammen)
• Chili (friske eller som flager)
• Gurkemeje
• Spidskommen

Derudover er det en god idé at ha' hele kanelstænger, yoghurt naturel (de bruger en fandens masse af det i Indien) og rosenvand i huset. Og nå ja, så selvfølgelig også hvedemel og gær. (Men det skal man jo ha' uanset hvad. Forbruget af gær er jo næsten blevet en indikator på folkestemningen i Dannevang).
Resten er faktisk bare variationer over grønsager og kødtyper.

Nu har jeg ikke været hele det indiske køkken rundt. Jeg er jo lige startet. Men vi har allerede et par favoritter, som jeg gerne vil dele. Det er både billigt og nemt og smager forrygende.

Keema Mutter
350 g. hakket okse- eller lammekød
100 g. løg i skiver eller stykker
100 g hakkede tomater
1 spk. ingefær- hvidløgspuré
½ tsk chilipulver
1/4 tsk gurkemeje
½ tsk spidskommen
½ tsk garam masala
1 tsk salt
125 g. ærter
1 grøn chilipeber
2 spk frisk koriander og/eller forårsløg

Kom kødet i en gryde sammen med løg, tomat og alle krydderierne. Bland det hele godt og kog retten under låg i 25-30 min. Rør rundt en gang imellem. Tag så låget af så overskydende vand fordamper. Tilsæt herefter ærter og chilien og læg låg på igen og lad det koge videre i 5-7 min. Når de minutter er gået, så tilsæt korianderblade og forårsløg og kog yderligere 2-3 min.

Færdig! (Hvis du laver ekstra meget, kan det bruges til at lave samosaer til ungernes madpakker.)


Murgh Saag
450 g. kyllingebryst
450 g. frisk spinat eller broccoli
1 spk. ingefær-hvidløgspuré
50 g. løg (hakket)
1 tsk chilipulver
1/4 tsk gurgemeje
½ tsk garam masala
½ tsk spidskommen
1 tsk salt
2 spk olie
1 ½ spks yoghurt naturel
1 grøn chilipeber

Skær kyllingebrysterne i i tern (2, 5 cm)
Skyl og rens spinaten og hak den groft (hvis du bruger broccoli så gør det samme)
Hæld 115 ml vand i en gryde og tilsæt krydderierne. Bring det hele i kog og læg låg på. Skal simre i 3-4 min.
Kom kyllingestykkerne i gryden og kog det hele uden låg i 15-20 min. til væsken er fordampet.
Tilsæt olien og lad det koge mens du rør i gryden til retten ser skinnende ud.
Tilsæt yoghurt, spinat/broccoli og grøn chilipeber og bland det hele, så der kommer et jævnt lag krydderi på spinaten. Læg låg på og lad det koge ved lav varme i 10 min. Tag herefter låget af og lad det simre indtil retten er næsten hel tør og skinnende.

Velbekomme!

Der er selvfølgelig mange flere retter. F.eks. er jeg vild med Lamb Daahl, som er lam med linser og der er jo også alle de forskellige grønsags bahjiteer. Men det må I få en anden dag. Nu er mor træt og hun skal altså også skrive en jobansøgning.Så snip, snap, snude....

Susling om systemer, køkkener og raita

Jeg er stor tilhænger af struktur og timing. Altså ikke på den rigide måde. Der skal være plads til udsving. Som f.eks. at naboens små døtre pludselig står i døren med nogle tegninger til mig og moren så også lige følger efter. Inden jeg får set mig om er de to små igang med at lave vafler sammen med Skumfidusen ude i vores diminuative køkken.
I det samme kommer Anders hjem og får den idé, at han vil lave brødcroutoner af resten af rugbrødet. Jeg skal samtidig lave dej til naan-brød. Det må vi så lave ved stuebordet.
I samme øjeblik Skumfidusen er færdig, rykker vi ud i køkkenet, hvor jeg skal lave tomat-rødløgs-raita, tomatchutney og dej til et grahamssurdejsbrød. Anders skal også i gang med at koge ris og lave kylling med spinat og brocolli.

Hvis I så mit køkken, ville I tro det var løgn, at vi kan være flere derude samtidig og at vi kan lave så meget forskelligt mad. Køkkenet er nogenlunde på størrelse med en kabys på en sejlbåd og når vi ordner derude kalder vi det da også, at gøre klart skib. Men netop fordi det er så lille et køkken, har alt sin bestemte plads præcis som i en kabys (vi har dog ikke et koøje og gryder hængende i loftet.). Der er system og struktur. Et princip jeg også viderefører andre steder i vores lejlighed. Det fungerer ganske glimrende, at nøgler, handsker og huer, sko, støvler osv. har deres faste pladser. Vores morgener kører som smurt. Især hvis vi også lige timer, hvem der skal i bad, hvornår man kan lave større ting, hvornår man kan børste tænder osv. Sådan er det bare, når vi har valgt at bo som vi gør.

Jeg kan i øvrigt på det kraftigste anbefale indisk mad. Vi er begyndt at spise det forholdsvis ofte. Det er en genial måde, at få brugt ting som linser, bønner og grønsager, og selv sådan en simpel ret som f.eks. kylling med spinat bliver eksotisk og spændende. Kombinerer man det med naanbrød, raita og chutney bliver det helt festmåltid.

I går prøvede jeg at lave en ny type raita. Så vidt jeg kan se i min nye kogebog, så er det et helt univers for sig.

Tomat-rødløgsraita (4 personer)
Frisk ingefær (1 cm)
3 grønne chilier (kan udelades)
1 pillet rødløg
1 tomat
50 gram agurk
200 gram yoghurt

Skræl og hak ingefæren meget fint (Jeg rev den dog i stedet). Snit de grønne chilier i tynde ringe. Hak rødløget fint. Skær tomat og agurk i små tern (uden kerner)
Kom yoghurten i en stor skål og tilsæt alle de finthakkede grønsager og rør det sammen. Man kan pynte med chilipulver. Jeg tilsatte lidt spidskommen i stedet.

Naan-brød (8 stks.)
½ pakke gær
1-1½ dl håndvarmt vand
2 spk yoghurt
1 tsk salt
250 gram hvedemel

Rør gæren ud med vandet, yoghurt og salt. Tilsæt melet og evt. mere vand, så dejen bliver elastisk. Ælt dejen godt igennem på bordet og lad det hæve i skålen lunt og tildækket til dobbelt størrelse.
Ælt dejen godt igennem igen og rul den til en pølse og del den i otte lige store stykker. Rul den i ovale stykker med en kagerulle ca. 1 cm tykke og 20 cm lange. Læg dem på en bagerist med en bageplade under og sæt den på øverste rille i ovnen. Bag brødene ca. 1 min. på hver side. (Jeg bruger grillfunktionen.)
Smager bedst helt nybagte.

Hvad I så vil spise til ellers er der frit slag for. Igår fik vi som sagt kylling med spinat og broccoli.

Suslings om jubilæer og kasser

Dagen i dag er faktisk en jubilæumsdag. Det er nemlig lige præcis et år siden, jeg bad om en fritstilling og forlod det sted, der ikke var mig og heller aldrig ville blive mig - om jeg så hoppede på tungen og dansede niggerjazz.

I dagene efter var jeg lidt rundforvirret, for hvad havde jeg lige gang i?Krisen var ved at blæse godt i gang og jobsne hang ikke lige frem på træerne længere. På den anden side, så fortrød jeg ikke. For det sted havde sat mig ned i en kasse, hvor der slet ikke stod mit navn på. Sådan kan det bare gå en gang imellem og det er i min bog ikke nogens skyld. Hverken min eller arbejdsgiverens.

Ret hurtigt efter gik det op for mig, hvad jeg egentlig skulle bruge denne nyvundne frihed til. Jeg skulle have mig en tænkepause. En time out, hvor jeg kunne indsnævre præcis hvilken kasse, jeg så hørte til. (At pausen så er blevet en anelse længere end jeg oprindelig havde tænkt mig, tja. Det er bare en af de ting, der sker. Jeg græder ikke.)

Det, der så siden er gået op for mig, det er, at jeg egentlig aldrig har karriereplanlagt. Jeg, min pen og min evne til at tænke kreativt er bare gået ind af de døre, der har åbnet sig. Jeg har aldrig rigtig følt mig indsnævret og som tilhørende en bestemt kasse, men er bare gået ud af landevejen som en anden Klodshans - lidt tossegod, men bestemt rar og også lidt talentfuld i øjeblikket.

Det er jo meget godt, at jeg har evnet at tage de byggesten, der nu var på min vej og været åben, for de muligheder, det gav. Men nu kan jeg godt se, at jeg bliver nødt til at definere min kasse og gå målrettet efter det, den passer til. For selv om man som person kan bestå af mange ting, så gør man sig alligevel nogle valg henaf vejen, der definerer ens personlighed, så at sige udgør ens kasse.

Hver gang man vælger til, så vælger man jo samtidig noget fra. F.eks. så har jeg valgt til at bo på Christianshavn. På den måde vælger jeg et parcelhus i forstaden fra. Når jeg har valgt til at arbejde som kreativ, så vælger jeg en strømlinet karriere fra. Når jeg tænker kvindepolitisk, så vælger jeg en brasilian wax og designertasker fra. Når jeg vælger at dele mit liv med en kreativ grafiker i jeans og med skægstubbe, så vælger jeg den nordsjællandske jakkesætmand fra. Osv. osv.

At jeg har indset det, gør mig faktisk ret tryg. Jeg er næsten helt lettet.