Susling måske grådlabil?

Manner sidder lige nu midt i gode opgaver, kundeopdrivning, tekstproduktion, mand på hjemmearbejde fra den glade konsulentbranche, en Skumfidus, der har kørt hånden kærligt gennem mit hår, en glad lille Lugtelakrids, plagende Møjsøstre, flere gode middagsaftaler på vej, udskiftning af Bankrådgiver fra Helvede med en ny og blidere slags, penge på kontoen for en gangs skyld og føler mig helvedes ked og ensom.........

Jamen det gør jeg sgu....pludselig og uforklarligt føler jeg mig forladt og fortvivlet midt i det hele.......som om en eller anden stor kraft er kommet og har vist mig ud fra det gode selskab......Underligt, for spændingen i mine skuldre og lår er forsvundet.....Mit sind føles blødt og modtageligt som en svamp......Jeg mærkede min krop, da jeg gik ud tidligere i dag.........Jeg mærkede mine hofter vugge, mine bryster.......Tidligere på ugen.......gav jeg mig selv lov til at gøre noget godt for mig selv......jeg reparerede noget tøj, der havde ligget for længe, gav mig selv en manicure.......begyndte at drømme om tøj og fremtidsplaner.......Det er lang tid siden jeg sidst kunne det.........Og hvad skal jeg så med denne uforklarelige enlighedsfølelse? Denne følelse af bare at forsvinde? Følelsen af gråd, der stikker i halsen?

Ikke godt pludselig at være komplet humorforladt, blød i krop og sind og følelsesladet på den højspændte måde.........


Back to work sister.........!

Susling om døden

I Kina går man i hvidt. I Danmark går man i sort.......nogle gange også mentalt. Da min mor døde for lidt over fem år siden var det, som om et tæppe blev trukket væk under mig. Jeg græd og bed tænderne sammen på en gang. Fordi børnene stadig var så små, ville jeg ikke vise min sorg. De skulle ikke se mig svag. Så nogle gange gik jeg hen til køleskabet - åbnede døren, stak hovedet ind og græd stille derinde midt i mellem mælk, salat, kød og æg.

Siden er flere døde fra mig. Jeg har næsten vænnet mig til, at livet ikke er evigt. Jeg har accepteret, at døden kommer. At vi dør. Jeg tænker nogle gange på, hvordan mon dødsøjeblikket føles. Om man kan mærke det, når det kommer. Min svigerfar døde med støvlerne på bogstavelig talt. Faldt bare om midt i sin dagligdag. Hvad for der gennem hans hovede lige i det øjeblik? Og min far? Nåede han overhovedet at tænke? At føle? Min mor - nåede hun overhovedet at registrere noget? Er det sådan, at man godt er klar over, at man nu slipper livet og måske går et andet sted hen?

Tja....får vist først svaret, når jeg selv stiller træskoene. Men indtil da, må jeg leve med bevidstheden om, at det sker. Og at det derfor gælder om, at leve så meget i overenstemmelse med sine egne værdier og sit jeg. Og ikke mindst, at kærligheden, nok er det vigtigste og største man overhovedet kan eje.


Stort vådt smaskys til jer alle!

Og så er det vist i øvrigt på tide, at få skoddet de smøger!

Susling tæ hverda

Nåhmæn Susling, hvodden gå'red entli så'n mæ daj?
Jo tag som spør.....Går da fakker talt hælt okej! Er nu våvned åp fler dae i træk mæ æn glad fårnæmelse i maven.......Dæ lissom om al dæ hær "burde og skulle" ær fløjet væk......sæddær lie nu med æn spænnene åpgave å jaj trives.......sænner lie hvidløj og syv kårs i rætning af Bankrådgiver fra Hælved´..........

Å ungerne?
Jamen engen ko på isæn dær........Man ka' jo blie helt glaed i maven åver dæ osse.........Skåmfidusen - nu åver sin ænfluenza - kåm in tæl os i går å slo´ud mæ armænæ, mæns hun sae: "Jaj ælsker jær allesammen så majet!" Ho.......så bli'r man varm i hjærtet......Tror sgu' æntlig jaj ær tagnæmli får ledt.........Får ver menut i mid liv........Å´når dæt så ær sakt, så tænker jaj osse på dæm, dar sørver å lider lie nu............Fakker talt påvirkar dæ maj mer' æn jaj trode dæn slaks ku'..............Dæn hær cyberværden ær sgu æn unnerlig fesk.

Susling om omdømme

Mange mennesker er utroligt optaget af, hvordan de fremstår udad til. Nogle gange tror jeg, det er så meget, at de ikke kan høre, hvad der sker omkring dem på grund af al den støj deres konstante imagepleje laver. Seriøst. Det er ofte som om folk er mere optaget af at se ud og at lade som om, end at forholde sig til det, der reelt foregår.

Og der bliver kæmpet på bane 2. Man spejler sig i andre. Sammenligner sig med andre. Og gud nåde og trøste den, der der tager en anden i at falde igennem.

Det er menneskeligt. Men det er også lidt for meget at være vidne til. Og her i min høje alder må jeg også indrømme, at jeg egentlig mere er begyndt at forholde mig til, hvordan jeg opfatter tingene. Altså ikke så meget: "Hvad mon han tænker?" Men mere:"Hvad synes jeg selv?"

Det er faktisk lidt af en befrielse. Man er ikke så bange for at falde igennem, når koordinaterne for generel fremfærd bliver styret af ens eget kompas. Det betyder bl.a., at jeg er begyndt at tage min intuition alvorligt - eller rettere: Jeg er begyndt at tage mig selv alvorligt.

Det betyder nu ikke, at jeg ikke også lytter til andre. Faktisk blev jeg rigtig glad, da jeg igår fik at vide, at jeg var utrolig sød og sympatisk, fuld af energi og hamrende professionel.

Den slags samler jeg på, for selv om jeg er holdt op med at spejle mig i andre og at sammenligne mig med andre, så kan det stadig være svært at se sig selv på samme måde, som andre gør det. Og lidt omdømmeliderlig er jeg da også.

Susling - nu blogget ud?

Slut med Blogging? Nej! Bestemt ikke........også selv om jeg stadig et eller andet sted synes, at det er lidt noget sært noget at begive sig ud i....Noget på hjerte? Ja.....men det må komme pø om pø....Har Fivetosix ret? Nej! Måske gælder det for nogle, men ikke mig......og jeg takker for de fine kommentarer fra Aqc, Regitze og Busterbaby.......Det er der, jeg er.....og det er det samme som dem, jeg synes om blogging.

Jeg kommer igen. Jeg skal bare have rum til at formulere det næste. Lige nu har jeg travlt med at få min singel-business op at stå......og jeg har rigtig travlt, for Bankrådgiver fra Helvede ånder mig tungt i nakken.............Og ja, jeg havde håbet på, at kunne afslutte denne blog-jerimade med et: Jeg har fået et job. Men set i lyset af, at jeg skred fra et højtlønnet ditto sidste år, har haft en ren odyssé på vej mod det næste i dette år og har endt op med at sige nej til et prestige-på-papiret-og-mega-højtlønnet-åh-hvor-er-det-smart-samme igen. Så er det vist på tide at jeg ser det i øjnene...............Singel-business.........det er så meget mig...og så så man hende lige skride ud i solopgangen.

Vi snakkes snart!

Susling på en mandag

Hvordan holder man gejsten ved lige med det hersens blog? Er kørt lidt træt nu og synes egentlig, at det er en dødhamrende sær ting at foretage sig - sådan at sidde og sende tanker ud i æteren. Da egentlig underligt, at blotlægge sig over for folk man ikke aner hvem er. Så'n at fortælle løst og fast og stort og småt om sit liv og sig selv. Hvad skal det egentlig gøre godt for? Hvilken retning skal det tage? Hvorfor læser man med hos andre og hvorfor holder man op? Har Fivetosix ret i sin påstand? Og er det sandt, at månen er lavet af grøn ost?


Skal lige have en tænker............Men byd gerne ind med modargumenter.........

Susling om parforhold

Lykke på 23. år er, at:

1. Man kan stå og skrige hinanden hånligt op i ansigtet over noget på lørdagsindkøb i supermarkedet og så 5 minutter efter ikke engang kunne huske, hvad det var, der var så skide vigtigt
2. Man kan slå prutter på skift og så er den potte ude
3. Man lejlighedsvis kan være tudhamrende morgengrim og tænke: "Fandme godt, at han ved, at jeg også kan være smuk." Og det gælder vist begge veje
4. Man opdager, at man har gået og bekymret sig over det samme uden at sige det til den anden. Finde ud af det og også blive enige om, at der skal vist gøres noget
5. Man kan tænke: "Shit, jeg har vist lagt mig lidt ud." Og så konstatere, at det har han vist også og det er man da fløjtende ligeglad med, at han har
   
6. Man ikke længere går i panik, når man skal på toilettet, når han er i nærheden, modsat den allerallerførste tid, hvor man nærmest måtte slå op eller som miniumum smide ham ud, så man kunne skide i fred (ifølge ham, forklarer det nogle af de mere sære initiativer, man havde i den første tid!)
   
7. Man bærer over med de mere plagsomme musikinitiativer og accepterer, at det kan være effektivt at støvsuge til fusionsjazz
8. Man synes det er ok, at han tager en morfar i storsnorkende stil på sofaen. Man har selv gjort det en halv time før
9. Man kan blive enige om, at det er komplet borgerligt at lave en ugentlig madplan. Men i fælleskab synes, at det er en lettelse, fordi begge har så meget andet at tænke på (og som spin off, at ungerne ved, hvornår de skal nasse sig på aftensmad hos andre, fordi de på menuen på køleskabet kan se, at lige den og den dag står der noget, ifølge dem klamt, på menuen - Yes kiddos, vi skal bl.a. have svamperisotto og porre-kartoffelsuppe i denne uge!)
10. Man kan tillade sig at sige, at det ikke er så sjovt at være gift, som det har været og han tilgiver en og man forøvrigt ikke lige kan huske, hvorfor fanden det nu var man råbte det
    

JEPPER......SÅ'N ER'ET.

Susling siger God fredag

Som udgangspunkt synes jeg, at hver dag er vigtig. Det opdagede jeg den gang jeg pludselig indså, at fremtiden det er jo den, jeg er i gang med. Før det hed det altid, når, hvis og lige om et øjeblik. Men midt i min hektiske spurten rundt med fuldtidskarriere, efteruddannelse, små børn, parmiddage, indkøb af nye møbler, ferierejser, sko- og tøjkøb, barbering af diverse overskudshår, stressede frisørbesøg osv. osv. osv. Ja da indså jeg pludselig, at jeg altid halsede efter noget og havde planlagt mig selv og mine tanker på forkant et godt stykke ind i kalenderen.

Den slags kan man ikke undgå. Kalenderen må til, hvis man skal holde styr på det hele. Det er ikke så meget det, jeg skyder på......mere den her følelse af, at i morgen er alting i orden. Så har jeg det og det på plads og så kan jeg få ånderum til bare at være. Sådan er det jo ikke. I morgen planlægger man i overmorgen og i overmorgen næste måned......og så er der jo også alle de her "hvis-bare'er".

Det har jeg altså lagt lidt på hylden mentalt, for pludselig tænkte jeg:"Hold da kæft, jeg er vist blevet gammel, mens jeg var ung uden, at jeg opdagede det!"

Det betyder ikke, at jeg ikke har meget for eller ikke har jern i ilden - er jo lige p.t. i gang med at opgradere min freelance-biks - men jeg vil gerne have sjælen med, når jeg suser rundt. Mit yndlingsmoto er derfor lige i øjeblikket: "Hold your horses. Vi tager den lige stille og roligt - også selv om du er ved at skide grønne grise af stress og påstår, at min deadline sku' ha' været i forgårs."

Jeg kan ikke stille alle tilfreds, men jeg kan gøre det så godt jeg kan. Og så har jeg forøvrigt overhovedet ikke travlt med at blive gammel på forkant, det når man nok hen af vejen..........

God og afslappet fredag til jer alle og må jeres guder være med jer.

Update: Ok sad jeg lige for et par timer siden og var selvfed. Glem det. Grundet opgradering af freelance-tilværelse, har jeg komplet overset hjemmets tilstand. Har lige stået på hovedet i klamme, stinkende kattebakker, prøvet at presse overfyldt skraldepose igennem alt for lille hul i affaldsskakt, redt senge som ingen andre i huset åbenbart redder + ignoreret tid til at skifte sengetøj. Prøvet at tvinge noget kalorieholdigt i en influenzaramt Skumfidus, der nu på 5. dagen begynder at ligne en underernæret Mynde. Har en knaldende hovedpine og højstsandsynlig får en storsnakkende Lugtelakrids og en overstresset, sexhungrende My Guy hjem om ca. 2 timer. Hvornår indser verden, at jeg er en prinsesse, der har behov for undersåtter til at tage det grove. Jeg venter altså på 43. år.....Helt ærlig.

Susling mener....

Blog er ikke længere det samme. Jeg troede aldrig, at jeg skulle melde mig i koret om: Hvad sker der nu? Det er ikke lissom før! Men det gør jeg sgu nu......For pludselig føler jeg mig indvaderet.....oversvømmet........og det som var godt......at man skrev og følte, hvad man personligt havde på hjerte med sine helt egne personligt skabte ord og så måske, måske ikke fik en kommentar på det......findes ikke længere på samme måde.

Nu føler jeg mig nærmest som en uskyldig tilskuer til dating.dk.....eller til "I want my 15 minutes of fame goddammit.....og jeg skal den ondelyneme sørge for at jeg får dem" showet.

Og for at det ikke skal være løgn, så savner jeg nogle af de oprigtige stemmer. Dem jeg mødte, da jeg startede............Overvejer seriøst en pause.........eller måske at lukke helt.................Æv.

Susling dikteret af 50 % forargelse - ja I læste rigtigt - forargelse over kopisteri og 50 % tirret af en udfordring.

Susling om erindring

Jeg kan ikke længere helt huske følelsen af min mor. Jeg prøvede forleden dag, men jeg kan ikke. Kun nogle meget spredte sanseindtryk, som et strejf af en duft, et blidt strøg over kinden. Nogle få tågede erindringsbilleder, hvor det egentlig var mig, der spillede hovedrollen. Jeg spekulerer på, om det ikke i virkeligheden er en god ting. Det betyder vel et eller andet sted, at hun gjorde sit arbejde som mor godt nok. Hun stjal ikke min barndom ved selv at fylde, men gav mig rummet.

Hun var en varm og kærlig person og båndet mellem hende og mig var langt og glat. Jeg vidste, at jeg havde hendes ubetingede kærlighed uanset, hvad jeg gjorde. Det bærer jeg videre i mig selv som mor. Dette med at give den ubetingede kærlighed. Dette med at give plads. Jeg vidste dog også meget tidligt - måske var jeg 3-4 år - der hvor erindringen starter - at jeg ikke ville være som hende. Jeg følte mig ikke som hende. Jeg var heller ikke helt tryg ved, om hun kunne tage vare på mig. Hun føltes skrøbelig, svag......det var ikke noget jeg kunne formulere i ord, men kun noget jeg kunne fornemme intuitivt.

Erindringsflash: Min far var meget glad for dyr og en dag havde han taget en lille kattekilling med hjem. Helt naturligt syntes jeg, at den var dejlig. Blød, kælen, legesyg.......Det er måske nok en efterrationalisering, for det eneste jeg kan huske er, at jeg sad ved siden af min mor på køkkenbordet og at hun sad ved siden af mig med benene trukket op under sig og skreg. Oprigtigt skreg af angst. Jeg husker, at jeg syntes, at det var underligt.

Erindringsflash: Jeg går afsted med min mor. Hun holder mig i hånden. Det er en mørk vintermorgen og der er sne og is over det hele. Min mor har sin arvede persianner-pels på. På fødderne har hun hvide gummistøvler. Hun glider i sneen og jeg husker, at jeg tænkte:"Hvor er det synd for hende." Nok en efterrationalisering, men jeg husker noget med de gummistøvler, noget med, at der ikke var råd til varme vinterstøvler.

Erindringsflash: Jeg står med min mor ude på badeværelset. Hun har låst os inde, fordi hun er bange for min far. Jeg tænker på sangen: Der er lys i lygten, lille mor..." Noget med at tæve min far, når jeg bliver stor.......Jeg siger det til hende. Min far flår døren til badeværelse op og giver mig en syngende lussing........Jeg forstår ikke noget......Min far farer ind i stuen igen og sætter sig ved tv-et med lyden skruet helt op........Min mor står der bare.......Jeg lister ud og hen til min far og spørger om jeg ikke må se børnetime? Min far bliver helt blød og siger, at selvfølgelig må jeg det. Efterrationaliseringen er, hvem fejlede? Jeg ved det stadig ikke.

Sådan er der så meget med forældre. I forhold til mine børn har jeg altid tænkt, at jeg kun kan gøre det så godt, som jeg nu en gang kan og at de vil have deres egne erindringer........om fejl jeg har gjort, om vores skænderier, om sorg og om glæde. Jeg lovede også bare tidligt mig selv, at hvis de kom og følte sig dårligt behandlede, så ville jeg sige undskyld, jeg vidste ikke bedre. Men jeg elsker dig uanset hvad. For det ved jeg, at begge mine forældre gjorde. De vidste bare ikke bedre. Og de glemte at sige undskyld.

Susling om erindring

Jeg tror oprigtigt på, at der er visse ting skal man lægge ned i en lille kasse og blidt, men bestemt lukke låget på. Der er ingen grund til hele tiden at gennemleve det samme om og om igen. Gennemgå samme sorg, samme ydmygelse, samme mangel på forståelse. Har man gennemlevet noget som lille pige, vil det man gennemlever gang på gang altid være den lille pige erindring, den lille piges oplevelse.

Jeg har haft godt af at lægge ting i en kasse. De har ligget der og mistet deres betydning, for hvis jeg tænker efter, tror jeg faktisk ikke, at jeg ville kunne gennemleve erindringen på samme måde, som jeg oplevede dem den gang. Selv ikke hvis jeg bruger al min erindringskraft og sanseevne.

Hvis jeg skal beskrive, hvordan det var at være en lille pige, der ser sin far tæve sin mor. Hvis jeg skal beskrive, hvordan det var at være en en 14 årig teenager, der forhindre min mors selvmord, så ville det være en voksen kvinde, der fortalte. Hvis jeg skal beskrive, hvordan det føltes, at voksne mennesker som min mors veninder, naboer, familie, bare gik over på den anden side, når de så mig efter at min mor var blevet indlagt, så ville det kun være erindring ikke en følelse. Jeg tror aldrig, at jeg ville kunne gengive nøjagtig den følelse af forladthed og afmagt og chok, som jeg havde den gang.

Jeg har tænkt på, om det er fordi jeg ikke vil. Om det fordi jeg ikke vil begive mig ind i følelserne igen. Men jeg tror, nej jeg ved, at det ikke er det. De følelser spiller simpelthen ikke længere en rolle for mig. De er ikke længere med til at farve min personlighed. Jeg har forlængst distanceret mig fra dem. Derfor synes jeg nu stadig, at det er en historie, der skal fortælles. Jeg ved, at man er nået langt med psykiatrisk behandling og behandling for alkoholisme, men det svigt som jeg oplevede fra mine forældres side har mange former og farver. Der går stadig mange børn og voksne rundt med huller i sindet. Jeg ved det, for jeg kan se det på dem - jeg kan genkende dem.

Men hvis eller når jeg skriver de historier som er mine, vil det ikke være på det svigtede barns drivkraft. Det vil være på en voksen og stærk kvindes følelse af omsorg for andre. Fordi det er historier, som gentager sig og gentager sig og gentager sig hver dag, året rundt, mange steder. Synes I ikke også det?

Susling mener......

Når bare man har sit gode helbred. Det er sådan et lidt forældet mundheld. Noget ens mormor sagde trøstende, når man var ked af det."Du har jo dit gode helbred!" Ja, da......når man ikke er syg, så har man kræfterne til at kæmpe. Styrken til at gå videre. Det er ikke godt at være syg......

Kan huske dengang jeg forstuvede mit ene ben, så jeg var blå , sort og grøn helt op til knæet. Jeg faldt ned af trappen hos Scarpa......pas på den trappe..... typisk mig, at det var uden for en skoforretning......På en eller anden måde lykkedes det mig, at få fat på My Guy og få humpet med hen til Storkespringvandet, hvor han så ku' få mig bakset ind i vores bil og køre mig ud på skadestuen. Her mødte jeg op som mit sædvanlige jeg - hende der snakker sig til det meste og som regel bliver behandlet med respekt. Personalet var høftlige, men inddifferente. Jeg var bare endnu en af de tumper, der var kommet galt af sted den dag og vi var mange, hver med vores lille ting. Efter lidt ventetid blev jeg placeret i en kørestol med en blå ispose på mit forstuvede ben. Selve benet var placeret i en slags skinne, så mit ben ravede frem som en spydspids eller en rambuk. Jeg husker, at jeg tænkte på ungerne og at jeg måtte skynde mig, at få den her sceance overstået, så jeg kunne komme hjem til dem.

My Guy rullede mig ind i venteværelset og forlod mig, for at tage hjem. Jeg sad bare der og kiggede. Ville ikke være en del af venteværelse-slænget. Kunne høre på flere, at her kom de ofte......De kendte procedurerne og kunne aflæse alle tegn. " I dag er der lang ventetid", sagde de. "Nej," tænkte jeg. "Det går ikke."

Jeg baksede mig lidt rundt.......lærte efterhånden teknikken med hænderne på hjulene. Ud til lægesekretærerne.....tilbage igen. Ind i rygerummet. Ned af gangene. Pludselig mærkede jeg, at en tog et fast tag i håndtagene på kørestolen. En ram lugt af uvasket krop ramte mig. Forsigtigt drejede jeg mig rundt og så op i et rødmosset og svampet ansigt. Han smilede ned til mig med tågede øjne. Hans hår var fedtet og klistret af blod. "Nu schkallll jarj sjælpe Dem, lille dame," bøvsede han. I et split-sekund indså jeg, at der ikke var noget at gøre. Ingen lagde mærke til mig. Ingen læger, ingen sygeplejersker, ingen lægesekretærer. Jeg kunne heller ikke bare rejse mig og fylde mine sædvanlige høje 1,72.

Når jeg har armene i siden som to hanke på en te-kande og kaster nakken tilbage, så kan jeg godt sætte mig i respekt. Nu sad jeg bare der og klamrede mig til min taske, som var den mit sidste redningsbælte....Han havde nu gode øjne. Han var vist heller ikke ret gammel. Og jeg kunne jo hverken gøre fra eller til. For ham var det blevet hans personlige mission, at hjælpe mig rundt i en verden han åbenbart kendte ud og ind. Han fordrukne forsøg på en sidste rest af galanteri. Han begyndte at skubbe mig ned af gangen, drejede ind i venteværelset, hvor hans drukkammerater sad. "Jeg tsjar mig lige af damen her," erklærede han. De andre lo sjofelt. Jeg klamrede mig til min taske. Op og ned af gangene skred vi. Frem og tilbage, udenfor og ind. Mit greb om min taske blev mere og mere krampagtigt. Jeg kunne pludselig lugte mig selv. Min sved. Jeg følte mig beskidt. Mine stemme var spag. På et tidspunkt må han havde opgivet ævret...for pludselig var han væk. Jeg sad helt alene i min kørestol efterladt på gangen, mens læger, sygeplejersker, lægesekretærer, børn og voksne med skader hastede forbi. Jeg trængte til at komme på toilettet..havde behov for at se mig i et spejl...Se at jeg stadig så ud som mig selv. Med et fast tag om hjulene fik jeg drejet kørestolen rundt. Baksede mig henimod skiltet med Damer. Med benet stikkende foran mig som en rambuk fik jeg åbnet døren...Hev mig med armene hen mod vasken hen til spejlet.....Men jeg kunne ikke se mig selv! Spejlet var placeret så højt, at det eneste jeg kunne se, var toppen af mit hovede......Lige der gav jeg op.....lagde min værdighed væk. Den sidste rest røg, da jeg otte timer senere grædende kravlede op til fjerde sal på alle fire. I de næste dage opgav jeg også mere eller mindre at gå i bad. Jeg kunne hverken komme op eller ned i badekarret og jeg ville ikke have andres hjælp......Jeg kunne ikke gå med det tøj, jeg plejede. Jeg kunne ikke gå med de ørenringe jeg plejede.......Jeg kunne ikke komme ned af trapperne. Jeg kunne ikke rigtig hjælpe mine unger. Jeg kunne ikke være en ordentlig kone, der tog sin del af slæbet. Jeg kunne intet......Jeg var blevet en ting med et forstuvet ben.........

Heldigvis var det kun et forstuvet ben og jeg kom mig forholdsvis hurtigt. Men jeg husker stadig følelsen af at være prisgivet, af at miste sit sædvanlige selv, af at være reduceret..........Og jeg er stadig meget glad for, at jeg har alle mine lemmer, kan bevæge mig frit og gøre som det passer mig, når det passer mig.

Susling stønner: Det er for meget!

Når man er en kvinde over 40 med to teenage-børn og et langtidsholdbart ægteskab er det for meget at sige, at man ikke ved, hvor man er på vej hen. Det er for meget, at man ikke gider, at den ene dag bare tager den anden.
Det for meget, at man vil noget mere - noget andet.
Det er for meget, at man ikke bare nøjes med at finde tilfredsheden i dagligdags sysler.

Det er for meget, at man stadig tillader sig at have ambitioner.
Det er for meget, at man stadig bliver ved med at drømme om fremtiden.

I min alder har man/skal man have fundet sin plads.
Man skal tænke strategisk i forhold til placeringen i corporate-hierakiet.
Man skal tage små indforståede hints og bruge dem til sin egen fordel.
Man skal lukke øjnene for dårlige løsninger og manglende planlægning.
Man skal nikke blidt til mænd i jakkesæt.
Man skal lade som alt er ok til MUS.
Man skal hver måned åbne kuverten og tjekke om det tal, der står er det rigtige.
Man skal spekulere i låneomlægninger og kapitalpensioner.
Man skal låne i friværdien og tage på skiferier.
Man skal eje et sommerhus.
Man skal synes, at det er kolloenormt vigtigt at grille med vennerne.

Man skal tage sig af sine gamle pårørende.
Man skal vaske gulv og skifte sengetøj med militærisk præcition.
Man skal have et kompet stel og royalt sølvbestik.
Man skal synes "Vild med dans" er fantastisk eller også skal man som minimum gå ofte i Operaen.
Man skal nikke venskabeligt til naboen på den anden side af ligusterhækken, når man passerer hinanden på de motoriserede græsslåmaskiner.

Man skal...............og det er for meget, at jeg ikke gør..............

Susling forstår pludselig

Måske kan nogen af jer huske, at jeg skrev, at Skumfidusen havde arrangeret fest sammen med nogle veninder. Måske kan I også huske, at jeg skrev, at de havde skaffet dørmænd." Helt ærlig!", tænkte jeg, da jeg hørte det. "Dørmænd til tre 15-årige pigers fest." Dem blev der nu brug for, skulle jeg hilse og sige!

I følge en i øvrigt meget fåmælt Skumfidus, så var der kommet nogle "Gangstas" - som hun kaldte dem - og havde gatecrashed festen (hedder det stadig det? Det gjorde det i hvertfald, den gang jeg gik til posefester - men vi havde sgu da ikke dørmænd! Heller ikke til gymnasiefester og den slags.) Nå, men ud over de her "Gangstas" - så var politiet også kommet, fordi disse "Gangstas" havde opført sig aggressivt og voldeligt. Jeg var absolut ikke i panik-feltet...... men da lidt bekymret og på min forsigtige forespørgsel fik jeg presset lidt ud af en vrængende Skumfidus (hun er vendt tilbage til tilstanden: Min mor er en idiot - kommer lissom i bølger i øjeblikket.)

Det jeg fik presset ud af Skummisen, det var, at det åbenbart er helt normalt med de her "Gangstas", der kommer og ødelægger andres fester. "Altså moaaar fatter du ikke....det sker da tit!" Kommer pludselig i tanker om, at jeg for et par år tilbage hørte, at der i whiskey-bæltet havde udviklet sig en særlig festinvitationskultur. Når en holdt en fest i forældrenes store villa, så spredte nyheden sig som en løbeild via sms og festarrangørerne blev så invaderet af 200-300 personer, der kom spurtende på deres Europa-knallerter fra nær og fjern.

Nu er det jo ikke sådan, at jeg ikke også har været ivrig festdeltager i mine unge dage.....og så vidt jeg husker, så løb der også rygter om, at den og den holdt fest der og der og det betragtede man jo nærmest som en personlig invitation........Så helt ude af touch er jeg da ikke.....

Men hm.....selvom det åbenbart er sådan det foregår i dag......synes jeg nu stadig, at det er synd for de her 3 piger og alle deres venner, der har glædet sig meget, har snakket om den her fest i flere måneder og har været ude og købe nyt festtøj. Det er synd for dem, at de ikke kunne have deres fest i fred og at den blev lukket allerede ved 24- tiden. Jeps, det er synd for dem, men sig det endelig ikke til Skumfidusen. Jeg er jo bare sådan en altmodisch afdanket moar, der aldrig forstår noget.

Susling siger tak Ella

You Are Teal Green

You are a one of a kind, original person. There's no one even close to being like you. Expressive and creative, you have a knack for making the impossible possible. While you are a bit offbeat, you don't scare people away with your quirks. Your warm personality nicely counteracts and strange habits you may have.

What Color Green Are You?

Susling ømmer sig

Hold da helt fest! Jeg har været så mentalt udfordret i denne uge, at jeg har udviklet en forkølelse. Plejer at være et sikkert tegn på stress. I hvertfald hos mig, for kroppen siger simpelthen fra, når jeg næsten ikke kan mere. Sådan har det været i årevis og jeg lytter til det. Men heiiii, jeg er jo også kvinden, der tror på, at vi har en hovedhjerne og en mavehjerne - når jeg får ondt i maven over noget, så tager jeg det alvorligt!

Har forøvrigt og bortset fra det fået space nok til at kunne holde ud at læse andres ord. Jeg starter i det små med avisen. I Information har jeg læst flere tankevækkende ting. Men en af artiklerne fik mig til at tænke over, hvor vi er på vej hen i vores moderne samfund:

I England har man lavet en undersøgelse - selvfølgelig i bedste technokratstil - af studerendes arbejdsbyrde på forskellige studier. Man har bl.a. sammenlignet medicin-studiet med litteraturvidenskab. Konklussionen er, at medicinstuderende har en langt højere arbejdsbyrde end humaniora-folk. Fair nok!

Metakonklussionen er så til gengæld, at forskerne bag undersøgelsen stiller spørgsmålstegn ved det rimelige i, at humaniora-studerende kan få en grad, der rangerer på samme niveau, når der er så stor forskel på selve arbejdsindsatsen...(Ja, jo, på medicin skal der da læses meget eksaktviden.....på humaniora er det mere tankegange og systematikker man lærer....)

Men så er'et lige, at jeg siger:"Hold your horses!" For hvor havner vi henne med den konklussion? Betyder det så, at det at man arbejder med mere komplekse problemstillinger, er uvigtigt i vores dages samfund? Betyder det så, at filosofiske eller menneskelige overvejelser og en analytisk tilgang til virkeligheden ikke tæller? Er vi derhenne, hvor det vægtes højere, at man kan lire en masse paratviden af? Og hvad ville det betyde for samfundet, hvis vi kun var befolket af eksaktvidenskaben? Hvad ville det betyde for os, hvis vi ikke længere havde mennesker, der forholdt sig til det abstrakte? Og satte logiske og nødvendige spørgsmålstegn ved de mere eksakte videnskabers resultater?

Jeg læste engang bogen: Kallocain af Karin Boye.......den var skræmmende...........er det den slags samfund vi vil have?

Det kan min mave ikke li', sku' jeg hilse og sige!

Susling siger eh øh...

Kors opdager lige, at denne suveræne kvinde har tagget mig. Jeg gentager kors i hytten......jeg tror lige, at jeg tager den, inden jeg falder i en dødlignende søvn på sofaen foran telli'et. (Den slags - altså tagging - skal man tage alvorligt ellers rammer alverdens kædebrevsforbandelser én!)


1: Hvad står øverst på din ønskeliste til jul?
Må jeg? Sådan helt egocentrisk efter at jeg har tænkt på unger, mand, nevecer og Svigermor - hun har det med at insistere og helst vil hun have noget, hun kan bytte i Magasin - ok...helt mig, så kunne jeg godt tænke mig Anthony Beevor: "Den spanske borgerkrig" og...og.....et par superlækre, megadyre langskaftede brune støvler med snører - der stod vist Hugo Boss i bunden....

2: Hvem er din favoritperson i Matador?
Matador....hm...synes jo nærmest, at det er blevet en institutionaliseret folkeforblænding.....Men hvis og det skal det jo......så skulle det være "Røde" og hende, der bliver gift med "Røde" - kan aldrig huske navnet...nå jah....Agnes.

3: Nævn et blæret fremmedord?
Er vi på bullshit bingo?! Nå ja..jeg har altid elsket ordet interuterin vegetering........Orker ikke det marketing wise lige nu......men win/win situation kan jo tage vinden ud af det meste

4: Hvad var din senest købte cd?
Kurt Elling: "Man in the air" og "This time it's love" - fra biblioteket har jeg lige nu (gælds vel også) Poul Weller: "As is now" og " Catch-flame", Miles Davis: "Miles in the sky" og "On the corner" og tada - trommesolo: Røde Mor - en eller anden mega kompilation med 8 cd'er pakket ind i ægte Dea Trier Mørch - design --------retro!!

5: Hvor mange dage siden er det, du oprettede denne meme i forhold til, da det blev startet, som er 15. november 2006 ?
Oprettede??? Nåååååååh....i dag er det den 17. Jamen 2 dage.....i ægte "swift with the cyperwindspaceworpspeadmode-stil".

Og så skal der tagges videre: Hvad med Spacemermaid, Livsnyderen, Vrangsiden og Beostæren? Ready steady go?????

Susling i sort?

Man skal skrive, når man har noget at skrive og man forøvrigt kan få hold på alle sine tanker. Lige nu drøner mine rundt i øst og vest som små frække unger. Lidt svære at få samlet skulle jeg hilse og sige. Dvs. jeg har indkredset en flok. Jeg tror, at det er nogle af dem fra Blå Stue....

Nej, jeg gider ikke at være kryptisk. Jeg er ved at indskredse, hvad mit næste skridt skal være, derfor har telefon, internet og mail glødet her i det lille hjem. Nu må jeg se, hvad der kommer ud af det. Når jeg har mere styr på det, fortæller jeg mere.

Til gengæld sker der jo også andre ting end mig, mig, mig, mig på matriklen.

Jeg kan kun sige en ting: Mine unger er sgu blevet store!

Skumfidusen har egenhændigt arrangeret en fest for 70 mennesker sammen med to andre veninder - uden at vi skal hjælpe eller gøre ved. Festen foregår heller ikke hos os. De har selv skaffet lokale og dørmænd (DØRMÆND!!!). På min forespørgsel om, hvorvidt de havde tænkt sig noget med drikkevarer, svarede hun, at de nok købte nogle shots (SHOTS!!!) og at folk i øvrigt selv tog med........Nå ja....havde jeg da glemt. Det var jo, sådan man gjorde som ung. Man gik jo til POSE-FESTER *slår mig lige for panden*

I øvrigt er jeg ikke en dyt bekymret. Min Skumfidus er en fornuftig tøs! Lidt periodisk tumle-klodset, men ellers med et hoved på skuldrene. Jeg er sgu stolt af mit fimpebarn.

Lugtelakridsen er så nu officielt kommet i puberteten og nu kommer den: Han er ved at blive metrosexuel!

Bare et par eksempler:

1) Han er blevet klippet af mig. Flejner helt og aldeles - han har visse præferencer for pandehår- jeg stikker en gang hårmousse i hånden på ham. Han låser sig ude på badeværelset i 3 kvarter. Kommer så ud og siger: "Mor! Hvorfor har du ikke fortalt mig om hårmousse før?"
Siden sådan ca.i tirsdags har han nu dagligt frekventeret badeværelset og bag lukket dør i rundt regnet 1/2 time ad gangen formet hår med mousse!

2)Lugtelakrids ringer hjem og orienterer mig om, at han tager med et par venner ud i Fields - der skal shoppes. Ingen alarm for min skyld. Han er blevet stor nu og kan så meget selv.

Hjemvendt fra Fields-shopping-felttrip siger Lugtelakridsen:
"Mor! Jeg kunne godt tænke mig noget mærketøj."

Mig:"Jamen det har du da. Jeg har jo lige købt et par Quicksilver sweatshirts til dig."

Han svarer:" Nå er det et mærke. Jeg tænkte mere på Levi's. Jeg så et fantastisk bælte og en sej t-shirt og så kunne jeg godt tænke mig et par Levi's jeans (det sidste er jeg nu indforstået med. Det er nogle ret gennemtænkte og holdbare bukser)."

Men han siger også:"Forøvrigt så så jeg en hammer lækker læderjakke. Den kostede kun 3000,-" og:

"Jeg kunne også godt tænke mig nogle Jørn Borg-underbukser" - (Det er ikke mig, der har stavet forkert. Det sagde han.)

OK......mht. de sidste to ting er jeg lige den, der melder pas. Han skal ikke have en læderjakke til 3000 kr. hverken nu eller når jeg bliver rig igen. Mht. underhylder har jeg allerede fulgt nogle af hans luner -de sidste 3 år har han kun ville have satin-boksershorts i Homer Simpson-varianter. Stilen er åbenbart skiftet i klassen. En af hans venner ønsker sig et Gucci-bælte og har konsekvent det stiveste pandehår jeg nogen sinde har set........*suk*

Nå hvad, jeg har jo selv valgt at få de små pus......så må man også håndtere konsekvenserne.

Og Ugens Stemning:

Træt men fortagsom

Orker ikke at uddybe.

Susling - der trænger ret meget til weekend!

Susling i det røde felt

I al hast. Har susende travlt med at være mentalt udfordret. Skal jo lige har lidt styr på fremtiden.

1. Må overveje fremtidig beskæftigelse
2. Skal levere sidste ladning af de kedelige for denne omgang i dag
   
3. Har fået etableret kontakt til anden opdragsgiver
4. som også skal have noget af samme surdej som de kedelige
5. Er forøvrigt slet ikke kedelige
6. Det er de nye heller ikke
7. giver bare en lousy betaling
8. men det er nødvendig suplement til højspændt ikke-økonomi
9. har så indset, at den står på gamle klude og udtrådte støvler en sæson til
10. det bekymrer mig
11. har ikke rum eller plads til bekymring
12. skal bruge energi på at holde mig oprejst
13. så jeg ikke falder igennem
14. ingen kan lide tabere
15. synes jeg så heller ikke jeg er
16. jeg er vist mere fremsynet og selvbevidst
17. det koster
18. men hell - jeg er 40-generationen og vi er nogle rigtige seje fightere med kampgejst og stamina
19. Ingen får mig ned med nakken
20. kun for en kort bemærkning
21. for jeg er fucking ligeglad med overflade og oppustet prestige.....
22. det overlader jeg til andre
23. ikke at det gør, at jeg går grinende ned til banken
24. Men lur mig, om jeg i sidste ende ikke alligevel er den, der vinder
25. Tak for jeres opmærksomhed. Den sætter jeg stor pris på. Som bekendt er intet menneske en ø

Yours truly
Susling

Susling siger.........

Undskyld radiotavsheden......det har været nogle rodede og forvirrede dag, hvor jeg har prøvet, at finde hoved og hale i det der foregår. Det korte af det lange er, at jeg har taget en beslutning: Jeg vil ikke være det sted, jeg tidligere har fortalt om. Under ingen omstændigheder vil jeg udsætte mig selv for kaos, bagtalelse og hovsa løsninger........

Det er svært at forklare uden at blive for konkret, så jeg vil istedet komme med nogle generelle betragtninger:

Det er ikke tillidsskabende, at holde folk hen i evigheder, love dem guld og grønne skove og så i sidste ende kun smide krummer på gulvet

Det er ikke tillidsskabende, når folk bliver fyret eller går fra det ene øjeblik til det andet

Det er ikke tillidsskabende først at love en opgave og så trække den af bordet igen med nogle mudrede forklaringer i sidste øjeblik

Det er ikke tillidsskabende, at behandle højt kvalificerede mennesker som kvæg eller maskiner

Kunne fortsætte med meget mere i den dur. Men jeg er træt lige nu - og udmattet og faktisk også meget i tvivl om, hvad næste skridt skal være.........

fortsættelse følger......

Susling bliver phenomelogisk

Ydgr....Må skyldes mit fædrene ophav nord for alperne......dybt rodfæstet i den tyske muld!

Which philosopher are you?

You are Martin Heidegger. You believed that thinking was a most perilous task. And you should, because your thinking led you to become a member of the Nazi party in the 1930s, at which time you ratted out on both colleagues and friends alike. While your thinking underwent various transformations, you were always concerned with the question of Being. You were called by some the most original philosopher of the 20th century, because you approached this question by examining the structures of lived existence and through the moods that human beings experience. For this reason you are considered the father of existential phenomenology. You believed that philosophy must deal with the darkness, with the nothingness, and that the question of being required us to understand the most fundamental meaning of time. In the latter part of your career, you rejected all the traditional elements of philosophical thinking and sought to answer your questions through a philosophical exploration of the meaning of poetry. You were also married, and there's no evidence that you were an ass-master, but that whole Nazi deal really burned some people's asses (e.g., THE JEWS). Still though, people cannot deny that your thinking remains important and reveals a lot about human existence. Take this quiz! Quizilla | Join | Make A Quiz | More Quizzes | Grab Code

Susling erindrer

Denne post er et indlæg, jeg aldrig troede, jeg skulle skrive. Jeg havde faktisk lovet mig selv, at det var lagt bag mig for længst.....Jeg har heller ikke tid til det.....Men da jeg læste Christians historie ovre hos Vrangsiden......så tænkte jeg:"Tja, hvorfor ikke!" Så her kommer min mors historie....

Min mor var kærlig, nænsom, følsom, omsorgsfuld. Hun var klog og hun var kreativ. Men hun var ikke stærk.......Hun gennemlevede et helveds ægteskab med vold, druk og angst og en dag fik hun et psykotisk gennembrud.........Jeg lod som ingenting. Jeg passede min skole, tog mig af min bror, gik ud med mine veninder osv. Men det her er ikke min historie, det er hendes......

Da min mor fik sit psykotiske gennembrud startede en deroute......Det var et liv på psykofarmika, svingdørsture ud og ind af den lukkede.......For hvert år der gik, blev hun et mere og mere drænet menneske - en stakkels skabning, som til sidst lå og døde i sit eget skidt. Min bror og jeg blev hele tiden forsikrede om, at nogen tog sig af hende. At hun var tilknyttet distriktpsykiatrien, at hun havde hjemmehjælp, at hun havde hjemmesygeplejerske....Vi gjorde vores bedste - det lover jeg. Men for pårørende er der en grænse.....En dag må man sige: "Det her er, hvad jeg kan give dig.......resten må jeg beholde til mig selv og min familie - mine børn."

Vi vidste faktisk ikke engang, hvor slemt det i virkeligheden stod til. Vi inviterede hende til alt, hvad vi ku' komme i nærheden af. Vi snakkede dagligt med hende i telefonen.......Og selvfølgelig kunne vi se, at livet havde tærret ekstremt på hende......Oven i sin sindslidelse havde hun fået diabetes 2, fremskreden paradentose, så hun til sidst ikke havde en pløk i munden og inkontinens.....Min smukke, smukke elegante mor var reduceret til et menneskeligt vrag.......Det var næsten ikke til at tage ind for min bror og mig.........og hjælpes af os, ville hun heller ikke......Men vi troede ikke, at det i virkeligheden var så gudsjammerligt, som det syn der mødte os, da vi skulle rydde hendes lejlighed efter, at hun var død pludseligt af insulinchok............Der havde ikke været en hjemmehjælper i umindelige tider. Seng og stol var gennemrådnet på grund af hendes inkontinens. Komfuret i køkkenet var ikke sluttet til......Badeværelset var ubekriveligt.......Vi fandt hendes tabte tænder rundt om og inde i skabet stod resterne af noget, der engang havde været vores barndomshjem - hendes syskrin med alle de fine knapper og silketråde i alle regnbuens farver. Min brors gamle indianertelt......Hendes fine tasker.....De sølle rester fra et liv, der havde været engang.....

Hun blev svigtet, gjorde hun! Af det højbesungne velfærdssystem. Af det distriktscenter hun var tilknyttet. Af hjemmehjælpere. Af hjemmesygeplejersker og også lidt af os - min bror og mig....selv om jeg sværger på, at jeg gjorde, hvad jeg kunne, så længe jeg kunne. Til hendes begravelse sendte distriktspsykiatricentret ikke en gang en lille blomst - intet - og alle dukkede sig......Måske var de i virkeligheden glade for at slippe af med hende.....En dårlig samvittighed mindre.......hos nogen, der ikke gør deres arbejde godt nok........

Puha........Det er præcis derfor, at jeg siger:"Man skal være stærk, for at være svag i vores fantastiske velfærdssystem....!"

Susling om gud og barnedåb

Jeg er blevet fadder for anden gang. Det er ikke så godt. For selv om jeg elsker de små pus - min brors børn - og ville flække en arm på langs for deres skyld, så kan jeg vitterlig højhelligt og amager-halshug ikke love, at jeg vil opdrage dem i den kristne tro. Kan jeg jo ikke, når jeg ikke tror og forlængst har meldt mig ud af folkekirken.......

Præsten i denne omgang var også - ja tilgiv mig - gudsjammerlig. Talte om fåret, der var blevet væk fra flokken og mere i den dur......Lugtelakridsen bøjede sig på et tidspunkt hen i mod mig og sagde: "Hvor er det svært at sidde her og skulle høre på, at man skal sige, at man tror, når man ikke gør det!"......Efter 3 kvarter og efter at jeg havde afleveret min del oppe ved døbefonten, måtte jeg bare ud af kirkerummet....fordi jeg blev så gal....og udenfor stod jeg så og inhalerede 3 smøger i træk...Ved godt, at det ikke var fint at gå midt i ceremonien, men hellere det end, at begynde at råbe bandeord i kirken........Mens jeg stod udenfor kom Skumfidusen pludselig ud til mig og sagde: "Jeg kunne ikke ha' det. Han snakkede om de forvildede sjæle i den store by, der ikke kender til nærhed og tæthed.".......mens hun sagde det, gik hun vredt frem og tilbage..........

Da vi gik fra kirken efter den 1 1/2 time lange session, snakkede My Guy og jeg om, hvordan man tydeligt kunne høre forskel på grundtvigianerne og de indre missionske. Gudstjenesten i dag, var indre missionsk. Det var forvildede får og nadver med brækkede brød og Jesu Blod, som alle de blinde, de gangsbesværede og de forvildede lesbiske måtte suge ind i store doser......Da jeg stod fadder første gang for min brors søn, blev jeg faktisk positivt overrasket over præstens tale og over hele ceremoniforløbet......det han sagde og gjorde, var så meget mere i tråd med vores hverdag.....Jeg husker, at han talte om at tvivle på troen, om at alle havde ret til en plads og den slags.......Mere til at sluge......

Og hvorfor stillede jeg så op? Tja, min bror bad mig om det. Lige som dengang vi begravede min mor, lige som den gang de skulle giftes, lige som den gang jeg stod fadder første gang........Men nu vil jeg ikke mere......Måske mht. begravelser.......men ellers, så vil jeg melde pas frem over........Festen bagefter, det er helt fint.....En velkomstfest for et barn.......et bryllup mellem to, der vil hinanden......er jo bare dejligt....Men jeg og min familie lægger aldrig mere øre og krop til anakronistiske og i mine øjne ubegavede og forstokkede ord om et højere væren...........

Susling, der er tæt på at kaste op.......og forøvrigt har en lille familie, hvor vi er 3 ateister og en agnostiker - mig sagde hunden.

Susling siger, at så er der fest

Ai..er der så ikke rigtigt.....ikke på vi myldrer sammen med raslende poser-måden.....den slags sker jo også engang i mellem.....Men i dag er det mere, fordi vi hører Poul Weller på højeste volume......Han har fulgt mig lige siden, jeg første gang hørte The Jam. Stod lige over på Style Counsil-perioden bortset fra et par forrygende numre som: "Shout to the top" (hvor mange andre kan ramme beatet så præcist med et symfoni-orkester) og det gigantiske hit: Walls came tombling down." Men efter at han gik solo igen...........Uhmm..........Det er sanser, luftguitar, fortid og nutid. Det er vrede og følelse og en mand, der aldrig har solgt ud........Han er venstreorienteret, han er politisk og han laver musik, der smører og rammer........Jeg ved, at The Who's Pete Townsend har stor respekt for ham.........Tjek ham ud, hvis I endnu ikke kender ham....
Go go go go.........gooo!Nå jeg er skredet......skal bare høre mere på højeste volume-knap!

Susling om navne

Som TS. Elliot siger, er det en kunst at vælge et navn til en kat. Det samme er det vel sådan i al almindelighed. Når man skal vælge navn til sine børn. Når man skal finde den lille ordlyd, der kommer til at hænge på dem resten af livet - med mindre de senere går til numerolog og har besluttet, at Alice-annemette eller Phrede eller Rosamunde vil gøre deres tilværelse lettere. På samme måde er det vel egentlig med blognavne. F.eks. hvorfor har jeg valgt navnet Susling? Fortryder det egentlig lidt i dag......men den gang passede det fornemt: Det var et kælenavn en veninde havde givet mig - jeg kalder hende Babs - cool ikke sandt?! Oven i følte jeg mig sgu lidt diminuativ på det tidspunkt.......på trods af skridende linier på kroppen, så følte jeg mig sgu lidt lille og udtværet......Tænkte også, at jeg egentlig altid har haft så mange navne gennem livet. Min mor kaldte mig f.eks. Prutskid og Sludrechatol.......Jeg syntes dengang, at det var fantastiske navne......udtalt med min mors kærlige stemme, gjorde det mig jo til en ganske særlig prinsesse. Min bror kaldte mig Nanni......det kan jeg stadig godt li', selv om han forlængst er holdt op med at kalde mig det. Nu hedder jeg Saster.....øh eh..ikke så sexet...Til gengæld kalder jeg ham Monkel og Kamokes......(Har vi det ikke sjovt!?) Ungerne hedder også en masse: Frikkedelen.....Fredemus.....Lille Sommerfugl.......Båthans, Johannesbrød.....lille Vaskebjørn.......My Guy hedder Sukkerroen, Puuusliiiiiing, Min aldrende ungersvend og så hans rigtige navn, som jeg elsker. Jeg siger det i tide og utide og har en masse forskellige nuancer afhængigt af humør. Der er f.eks. den skarpe, der svirper gennem luften som et piskesmæld
......der er den indsmigrende, når jeg bruger omvendt psykologi, der er den forurettede, der er den kærlige, når jeg synes han er sjov, der er den jeg sukker om natten i hans arme og så er der den helt særlige version, som han får, når jeg er gudsjammerligt forelsket i ham for gud ved hvilken gang. Han kan til gengæld overhovedet ikke sige mit navn....selvom det er helt almindeligt....De få gange han gør det, knækker jeg sammen af grin......Men hvad....Han er jo også manden, der kan sige kusse, så det lyder som et kærtegn. Han kalder mig meget sjældent ved mit navn......Det er altid omskrivninger.....eller slet og ret nye kælenavne...hvoraf Susling er en af dem......på det seneste er han begyndt at kalde mig Godissbulla........deeeeeen ved jeg ække riiiiiiiiiiigtig, hvad jeg skal synes om. Får mig til at føle mig som en stor udflydende svensk kage med godt med fyld...........Kattene har selvfølgelig også en masse navne: Dillerdyret, Tissemissen, Køkkenskriveren, Kula Shaker, Kæææææledyret, Møgsøstrene.....Missedyr.....Selv tror de vist begge, at de hedder Kat.........men hvad, de kommer uanset, hvad vi kalder dem, bare de hører lyden af en rejepose, en dåse kattemad eller når My Guy sætter aftensmadsmusikken på......Poink siger det og så kommer de flyvende gennem luften........

Nå guys and dolls, ser lige på uret.....har desværre ikke tid til at lege mere......skal hakke videre på tasterne..........
Tænker på jer derude i cyperspasen......ha' en god fredag!

Susling siger......

Tilgiv mig gårdagens selvoptagelse. Jeg kom bare til at tænke på, hvordan vi alle sidder bag skærmen og maler ordbilleder - collager - abstraktmalerier - af os selv. Nogle har valgt at have billede på, mens andre tegner og fortæller udelukkende med ord. Jeg kom også til at tænke på, at jeg endnu ikke er blevet overrasket over en blogger, når jeg har mødt dem i virkeligheden.....Jeg kender jo allerede deres tanker, deres sind. Vi fortæller så meget om os selv med de ord, vi vælger og det vi vælger at fortælle om. Dybt fascinerende og - slår mig lige - også med stor tillid til omverdenen. Tillid til, at andre modtager det, man siger i den rette ånd.


Ugens stemning er i øvrigt:

Hov

Helt banalt fordi det allerede er fredag igen og dagene bare er fløjet afsted. Hov fordi, det ser ud til min økonomi får et lille tiltrængt boost. Hov fordi jeg har konverseret med nogle meget dejlig mennesker i denne uge. Hov fordi ungerne er gode og holder meget af hinanden. Hov fordi jeg i denne uge har grint og fjollet med My Guy, som jeg gjorde før i tiden. Og hov fordi livet lige nu egentlig er ok. Jeg er her i hvertfald endnu.......

Susling siger.....

Bare en tanke........Men hvordan tror I, jeg ser ud? Hvad tror I, jeg interesserer mig for? Hvad tror I, jeg tjener min penge på? Hvordan tror I, jeg bor? Hvem ser I, når I kun møder mine ord? Og hvorfor tror I, jeg blogger?

Suslings søn II

Skole-hjemsamtaler......suk......20 minutter, hvor ungen og vi bliver spiddet......Lærerne læser op af notater, Lugtelakridsen sidder lyserød i hovedet på nåle og vi hans forældre bliver trætte i hovedet. Ikke at det går skidt......bestemt ikke......Lugtelakridsen er kompetent,dygtig, en god kammerat og så nå ja.......så er han doven......har det vist sig. Big surprise......ved vi da egentlig godt.......Han er jo på vej ind i pubben.....og så er han sig selv.....gider kun det han gider........Sådan har han altid været......De vil gerne have, at han laver sine lektier.......Jamen selvfølgelig, smiler vi......spørger jo dagligt til det......Men og det sagde jeg også......Jeg forventer, at en næsten 13 årig tager lidt ansvar for sig selv.....Jeg spørger og vi er klar til at hjælpe......til sammen har vi forældre kompetencer, der burde dække folkeskolespektret.......Jeg hjælper med fransk, engelsk, dansk, historie. My Guy med matematik, fysik, kemi, biologi......geo'en dækker vi begge. Lugtelakridsen vil gerne have tysk til næste år.......klarer vi da også......

Men der er grænser for, hvad vi kan.......vi er bare forældre........Dansklæreren så gerne, at Lugtelakridsen læste bøger.........Jamen fint........vi har reolerne fulde og bliver der ytret den mindste interesse om et bestemt emne fra Lugtelakridsens side, så er vi dem, der er oppe på biblioteket med ham.......Jeg forstår kravet......Jeg har jo selv altid været glad for at læse.......Men ansvaret er vel ikke kun mit......Det ligger også på dansklærerens skulder.....Han må også gerne motivere og videreformidle glæden ved at læse......Det er hans job......ikke kun mit....Da jeg var barn, havde vi faste bogdage.......dansklæreren læste bøger højt for os fast en time om ugen......Det var motiverende.....Det samme med matematik........det er vel læreren, der skal formidle glæden ved faget videre.......vi - eller rettere My Guy - kan kun støtte, hjælpe, spørge.......indlæringen og forståelsen er vel lærerens ansvar.......

Jeg kan kun konkludere en ting: Hvis mine lærere i sin tid ikke havde taget ansvaret på sig, så havde jeg aldrig klaret den........mine forældre var ikke særlig meget til stede......de havde deres og sit........Hvorfor lægger dagens lærere så så meget ansvar ud på vores skuldre? Tænk, hvis jeg gjorde det samme med mine opgaver! Tænk, hvis jeg spurgte kunden: "Ja og hvad synes du selv? Du må vist hellere læse lidt mere på lektien."

Susling siger: Beånd mig

Er der nogen der har set gejsten/ånden fornyelig? Hvis så er det min. Den skred i svinget og nu sidder jeg her og har stirret på det samme åndsvage dokument hele formiddagen. Det er ellers så enkelt og jeg ved lige, hvordan den her skal skæres. Overskrift er på plads, underrubrik, disponeringen, baggrundsmaterialer og interviews........det hele ligger der og det er bare om, at få sat fingrene på de rigtige tangenter.......snip, snap, snude.....så sku' den potte være ude.......I morgen venter der endnu én af samme skuffe......og i overmorgen skal jeg vist briefes på noget, der også er en lige i skabet ting........Så såre enkelt........burde det være.....er det måske også........

Men ikke lige nu........Lige nu kan jeg blive helt bekymret for, hvor den her gejst er blevet af. Er den flyttet over til nogle andre, der fordrer den med fløde og sild? Har den forladt mit hylster, fordi den ikke får næring nok? Vil den hellere bo hos en yngre og meget mere entusiastisk person end mig? Men hvis jeg nu hvisker til den, at det jo bare er, fordi jeg er træt af klicheer og tomme fraser.......Hvis jeg nu blidt lover den, at der måske, måske kommer noget mere spændende på bordet.....noget hvor den rigtig kan folde sig ud? Hvis jeg nu siger: "Er ked af det gejst, men sådan er det lige nu.....og du ved, vi har brændt så stærkt sammen før.......vær nu lidt loyal, please." Vil det hjælpe? Eller har den forladt mig for evigt?

Susling på piller

På mit køkkenbord står der et lille mørktfarvet glas med mærkat og et hvidt plastiklåg. Når man holder glasset op mod lyset, kan man se en masse mørkegrønne M&Ms-lignende tingester. Jeg har fået dem ordineret af min læge og fik først taget mig sammen til at hente dem på apoteket forleden. Apoteker-manden blinkede indforstået til mig. Dvs. han var indforstået. Jeg fattede ikke helt, hvad vi skulle være indforståede omkring. Ku' kun mumle noget med:"Ja, man er jo over 40, ik'." Det var lissom det, jeg fornemmede jeg skulle sige.

Når man åbner mærkaten står der en masse: Man kan besvime, man må ikke drikke alkohol samtidig, 1 ud af 100 oplever de og de bivirkninger. Allerede der bliver jeg lidt afstandstagende.....Skulle det nu være nødvendigt? Mig som aldrig spiser piller.....kun i de tilfælde, hvor jeg ved, at penicilin f.eks. er den eneste mulige løsning. Jeg har aldrig været den, der lige skulle have mig et hurtig lykkefix, hjælp til en lang nattesøvn eller trippe på den psykedeliske måde - aldrig! Jeg har max. røget lidt pot og deslige i mine unge dage. Men det stoppede dengang jeg havnede i saniteten på en Roskilde-festival....sgu ikke værd at ligge og lalle sammen med alle de fulde svenskere, når man i stedet ku' stå og rokke sammen med Lou Reed.

Og nu står jeg så med det her glas i hånden. Skal - skal ikke..........

Skulle.......resultatet......tør smag i munden.....lidt omtåget i hovedet.....og en tissetrang af den anden verden.......til gengæld sidder mine fingreringe løst igen og ødemerne i ansigtet har lagt sig........

Nå er den, der er daffet....skal jo også lige snuppe en kalktablet mod knogleskørhed og vitaminpillen med Ginseng......

Sgu' ikke altid lige nemt at være en hormondulle over de 40!

Susling - så så man hende lige

Stress II - intet kan stoppe denne kvinde, når først hun har åbnet for posen - (og lige nu laver mega overspringsøvelse, fordi tidsplanen snærper til og hun skal levere 2 artikler til i overmorgen og er booket til flere opgaver i de næste uger og derfor slår sig i tøjret.....må være noget post stress-noget!)

Så så man lige Susling sætte foden ned og sige ro på........RO PÅ......råber hun......jeg skal lige have hjernen med...........

Jeg er mester i at sige fra.........Jeg er kvinden, der går, når det hele bliver for meget. Jeg har stået med fine visitkort og flotte lønsedler.......Men det jeg så i spejlet hver gang var tomt og det føltes forkert. Som yngre ku' jeg ikke sætte ord på det......men det føltes ikke som glæde inden i.......og oveni så finder jeg mig ikke i urimeligheder bare på grund af en løncheck.......Jeg finder mig ikke i at blive råbt af, presset ud over min grænse, at blive bedt om at lukke øjnene for dårlig forretningsførelse og fusk......Nope........

Men kors hvor har jeg betalt for min personlige sjælefred:

• Jeg går ikke længere i designertøj
• Jeg er ikke længere i front på sko-moden
  
• Jeg ved ikke længere, hvad jeg skal kalde mig selv - plejer jo at stå på visitkortet
• Jeg er ikke længere en almindelig lønmodtager med et godt forhold til banken
• Jeg har gæld
  
• Jeg ved aldrig, hvor næste måneds løn-check kommer fra
• Jeg er ikke længere susende effektive Sus, der klarer det hele og oven i hænger ud på smart-cafeer
• Jeg er holdt op med at drømme om istandsættelser og huset i Sverige.......Listen af ting, der skal ordnes er blevet for lang
• Jeg led længe af søvnløshed
• Jeg mistede glæden ved det, som jeg ellers altid havde holdt så meget af, som f.eks. at læse
• Jeg er først begyndt, at finde glæden ved de små ting igen nu
• Jeg planlægger aldrig alt for lang tid frem. Ved, at der altid kan komme noget og trække tæppet væk under mig
• Jeg har ikke længere samme tillid til folk, som jeg havde tidligere

Til gengæld har jeg:

• Fundet glæden ved H&M
• Sagt fra over for bling bling ræset
• Fået en ny ro på
• Er ikke bange for konsekvenserne......man klarer det jo nok
• Indset, at jeg er en fighter og at jeg har stagmina
• Erkendt min egen rå-styrke
• Kan se andre mennesker meget klarere end tidligere
• Er ikke bange for at falde igennem - dem der ikke kan se, hvem jeg er, er alligevel ikke værd at samle på og sidst, men ikke mindst:
  

• Er blevet en veritabel sultekunstner - igen - næsten lige som dengang jeg var ung......

Ja, sådan er det bare.........og det er godt nok.

Susling synes....

ja synes er så meget sagt....Det er mere noget jeg ønsker mig. Jeg ville ønske, at folk generelt var bedre til at styre deres stress. Det er ikke nødvendigvis andres skyld, at netop du ikke kan overskue, det du har gang i. Det er ikke min skyld, at du har hængt så længe ud på arbejdet, at du må køre dødskørsel for at hente Lille-guf og derfor snitter mig med din sølvfarvede stationcar med alle børnesæderne på vej til institutionen.

Det er ikke nødvendigvis min skyld, at alle deadlines pludselig er blevet rykket og så har jeg bare at levere på trods af, at vi oprindelig aftalte et andet leveringstidspunkt eller at du ikke kan huske fra hovede til hale, så jeg bliver nødt til at lave en del af dit koordineringsarbejde.

Det er ikke nødvendigvis min skyld, at du har kørt så dårlig en ansættelsesprocedure, at du ikke en gang ved, hvem I har snakket med og hvad du oprindelig har aftalt.

Det er altsammen bare dårlig timing, dårlig planlægning og en uhyggelig mangel på evne til at se fremad og til at sige fra. Ikke dermed sagt, at jeg ikke forstår, at I gerne vil levere, at I gerne vil se så godt ud som muligt i andres øjne. Vil vi jo alle.......Men jeg vil ikke på bekostning af min sjælefred og mit overblik. Og nu jeg tænker mig om, så vil jeg faktisk hellere se godt ud i de øjne, der møder mig hver dag i spejlet end at sole mig i, hvad chefen siger............

Dybest set synes jeg, jeres stress er mangel på personlig integritet......det er mangel på en indre kerne....Det er vel også det, der får folk til at købe kopivarer......Det ser ud, men det er ikke......Personligt ville jeg da have det skide underligt med, at gå rundt med et lad os sige fake Gucci-ur. Måske stiver det dig af, at andre tænker:"Hold da op hun må være rig....et Gucci-ur!"
Men var det mig, ville jeg tænke:"Ja, og dette er en plastik-kopi fra Hong Kong." Mærkevarer køber man vel, fordi det er kvalitet - eller formodes at være det. Fordi det oprindelige design formodes at være gennemtænkt og solidt. Er det en kopi, så er det jo bare en show off, et tomt signal sendt af en person, der gerne vil være, men ikke er.

Lidt lige som dem, der render rundt med mobilbamsen klistret fast til det ene øre.....Det er vel for at se travl ud.......Lege New Yorker-smart........problemet er så bare, at man meget ofte kan høre, hvad I snakker om.......og helt ærlig......venindesladder og så sagde hun også og så gjorde hun også....er ikke tegn på et travlt og indholdsrigt liv.......Havde man gang i det helt store projekt, ville man slet ikke have tiden til den slags tom snak........

Og grunden til at jeg kan sidde her og være så skide selvretfærdig? Jo, ser I, det er fordi jeg engang selv har været der.......altså minus fake bling-bling og mobilbamsen......men plus stressen.......og det huede mig fandme ikke.......Jeg havde ikke selv bedt om det.....og den stress jeg oplevede var andres sindsyge konstruktion.........En massepsykose skabt i de bedste dot.com -dage, hvor alle stessede efter en usynlig bold......Unødvendige møder blev lagt kl. 17.00 og trak ud i det uendelige (ikke godt når man har små børn). Pludselig skulle faktureringsgraden være 85% - hvilket er en umulighed, når der ikke er opgaver løbende......Planlægning var en by i Rusland og den dybe tallerken skulle opfindes for hvert nyt projekt......Pengene fossede ud af virksomheden......og cheferne, der dybest set bare havde fået en battlefieldpromotion, blev mere og mere stive i ansigterne...Meget, meget tillidsskabende på den negative måde, skulle jeg hilse og sige.........

Behøver jeg at fortælle, at jeg skred? Det gjorde jeg! Ud til ingenting.......Jeg er nemlig allergisk over for dårlig stress....Jeg er allergisk overfor disfunktionalitet.....Jeg bestemte mig til, at min mentale sundhed og balance var mere værd end 40.000 om måneden......Jeg bestemte mig også til, at jeg ikke er den, der kæmper mod vindmøller........Den leveregel har jeg fulgt siden.......Det er mit liv og det er mig, der bestemmer. Om det så er ensbetydende med, at du opfatter mig som en taber - det er dit valg........du kan jo bare stresse videre...........

Ting tager tid og kunsten er at planlægge, så opgaverne bliver eksekveret på en fornuftig, gennemført og professionel måde.........Når det er på plads, gør det egentlig ikke så meget med lidt konstruktiv stress.......et godt og gedigent adrenalin-sus......der gør, at man yder sit ypperste - når det er nødvendigt........Og det skal jeg så i gang med nu......har lige to kedelige til, der skal skrives.

Suslings søn

Ved ikke lige hvad der sker med Lugtelakridsen i disse dage. Meget mystisk. Han ligner sig selv og så alligevel ikke. Pludselig får han fedtet hår og er sur og vranten. Han vrisser af mig, gør han. Står med himmelvendte øjne og siger:"Moaar altså." Han vil ikke længere fortælle mig ting, som han plejer. Bortset lige fra det med hårene et bestemt sted, men det må have været i et øjeblik af momentan tilbagevenden til en tidligere tilstand. Nå ja, han har også fortalt, at han nu ved, hvad han skal gøre, når (NÅR!!) han får våde drømme. Men for det meste ser han bare på mig med et opgivende:"Kvinder, altså"-udtryk i øjnene.

Min før så ryttelige søn synes pludselig, det er helt hen i vejret, at jeg beder ham om at rydde lidt op. "Hvad snakker du om? Her er da ikke rodet!" Han er begyndt at lugte på samme måde som sin far. Han er begyndt at svede på samme måde som sin far. Han synes i det hele taget, at det er federe at hænge ud med sin far end med mig. Min søn vil gerne begynde til boksning, men det skal være far, der følges med ham derover. Min søn skulle have nye sneakers, men det var far, der skulle købe dem sammen med ham. Og ved gud om de ikke kom hjem med en størrelse 40!

Kors......min knægt er ved at blive teenager. Susling nu med to teenagere i huset. Jeg bliver træt på forkant.

Update: For en gang skyld har Lugtelakridsen i dag valgt ikke at melde tilbage, hvor han har valgt at slå dagens folder.......Jeg nægter at gå i selvspind...Jeg nægter at gå i selvspind....Jeg har min egen agenda...har masser der skal skrives.......Jeg nægter at gå i selvspind....Jeg har min egen agenda.....Jeg nægter at gå i selvspind.....Han er stor nu.....Han kan selv.....Jeg nægter at gå i selvspind......Jeg er ikke en kylling og de kan begge to selv så meget nu.......de er store.....de kan selv.......Jeg nægter at gå i selvspind...........Auuuuuuhmmmmm...... Umpf.....det er hårdt at være mor til to kan-selver......Hvad gør det egentlig mig til nu?

Susling betror sig

Mennesket har sider man bare helst ikke vil have afsløres eller på nogen måde bliver offentlig. Jeg er helt sikker på, at Hugh Grant i sin tid ikke syntes, at det var så karrierefremmende igen at blive afsløret med sin javertus i en sort prostituerets mund. Eller George Michael....arme mand.....nu er han blevet snuppet på et herretoilet igen.

Personligt er jeg lidt græsk-katolsk....So what mændende har et sex-liv......måske ikke så idyllisk igen.....men hvad.....vi er bare mennesker. Og kommer driften over en, jamen så gør den det......Ville klart ikke selv hænge ud på Lossepladsvej ved Amagerfælled......Men hver sin lyst......Ville nok heller ikke hælde drugs i en ung mands drink for derefter at voldføre ham eller have sex med en død hund eller et får...ja nu referer jeg jo bare, hvad jeg har læst i "Den der tør" de seneste par dage........Der står jeg lige af..........Har jo bare et helt almindeligt au naturel sexliv uden de store fabelader........så jeg er ikke lige den, der skal bindes, smækkes, pakkes ind i latex og den slags.......Ville sgu' nok få lidt af et grineflip.........Lige som den gang jeg skulle prøve noget Karma Sutra......Jeg tror stillingen hed: Rette bøjede søm ud............Bortset fra at jeg fik gevaldig krampe........så fik jeg også et grineflip.......et fuldstændig hysterisk, knækkende og svimlende grineflip..........

Nå,men selv om jeg er sådan en au naturel-ting og egentlig ikke har det store at skjule, så er jeg altså blufærdig........Ikke på jeg skammer mig på rødme måden........men mere omkring det jeg gør og de lyster jeg har. Det er privat (hvorfor helvede skriver hun det så her, tænker I måske.)

Jov ser I, sex er noget helt naturligt og dejligt, ingen grund til at fornægte det. Det er en del af vores samvær med andre.........Det er det, der driver scoresteder rundt....dating.dk.....Byture med intens kiggen og søgen..............Kan huske en gang jeg trådte ind på Park med en veninde og kødranden af mænd oppe ved baren vendte sig, som en dominorække............Det så virkelig ud som de her forsøg med 1 mio. domino-brikker, man ser i TV engang i mellem......Behøver jeg at sige, at vi skred igen......Sex- eller ønsket om det - holder sammen med sprut, tempoet i vejret på alle julefrokoster efter kl. 01.00. Det er de evige jagtmarker........det er jagten på suset......erobringen.....scoringen..........Nogle påstår, at mænd vil det mere end kvinder.....Måske.....ved det ikke......I perioder måske......for nogle.......Jeg har nu altid ret godt kunne lide det. Især efter jeg som meget ung lærte at sige nej......så det blev, når jeg ville og med dem jeg ville og ikke fordi jeg var beæret/forvirret over, at nogen ville mig.

... når sex er godt.........når det er rigtig godt, så tænker jeg hver gang: "Hei.....mere af det." Det er så naturligt, at vi alle gør det........med andre og nogle gange med os selv..........Og selv om piger ikke snakker så meget om at onanere, så gør de det sgu lige så meget som mænd.

"Hænderne over dynen!" råbte min Haus-frau-tante til mig (på kommandotysk), når hun passede mig som lille. Jeg var dengang 6-7 år, så jeg fattede ikke en bønne......Eller det vil sige, jeg fattede, at der var noget jeg ikke måtte, men hvad det var .......øh.........??????Fandt jeg så ud af senere.....

Min mor og far sagde aldrig noget i den dur..........Lige som det var helt naturligt, at de og vi gik nøgne rundt......altså ikke hele tiden, men i de situationer, hvor det var naturligt: Om morgenen, før man skulle i bad osv.

Sådan har My Guy og jeg også altid haft det........Men der kommer en dag, hvor den naturlige blufærdighed sætter ind. En dag ku' jeg mærke, at ungerne ikke længere ville have, at man så deres kroppe.......f.eks. når de var i bad. De brød sig heller ikke om, at vi løb splitter fornøjet rundt......Ingen af vi voksne sover med nattøj, men selvfølgelig dækker vi os til, når vi står op......Blufærdigheden er helt naturlig og jeg kunne mærke den hos dem med det samme......Jeg kunne genkende følelsen fra dengang jeg selv var 12 år og ville have min krop i fred..........

For det er vel det det er: Man vil gerne have sin krop og sine lyster i fred. Jeg er personligt ikke bange for det mere vilde.......Jeg lægger mig ikke bare ned.....ruller natkjolen op og tænker på Gud, Konge og Fædreland, mens Lille-far tilfredsstiller sig selv på mig. Men det er en sag mellem ham og mig........eller de andre jeg har været sammen med i tidens løb. Det er vores personlige leg.........og fred være med det.

Susling elsker

Dig og mig, My Guy. Os to forbundet, som den gang vi først så hinanden. Som da jeg så din smukke profil og din sanselige mund tværs igennem det hele. Som når vi mødtes tilfældigt i byen og luften sitrede....Jeg sitrede.....Som første gang jeg gik med dig hjem. Lige der blev vi for alvor forbundet og jeg kunne bare ikke give slip. Som da du jagede min dumme ex-kæreste væk ved bare at sætte dig ned foran ham og nedstirre ham, mens jeg stod i stuen ved siden af og bed knoerne til blods. Som vores første store skænderi, hvor du vækkede mig dagen efter med en flaske af min yndlingsparfume og den længste rose, jeg nogensinde havde set. Som de lange, kolde vinterfirsere, hvor vi aldrig havde penge, men vi havde hinanden.

Dig og mig, My Guy. Os to forbundet, som da jeg tog et fast tag i dine brysthår, mens jeg fødte og ikke gav slip, før vi fik vores lille pige. Som da du stod ved siden af mig på rådhuset og var så glad. Som de gange, hvor din sanselige mund vendte mundvigene nedaf, fordi du var så ked og jeg ikke vidste, hvordan jeg kunne hjælpe dig. Som dengang du stod lidt opgivende og tænksom og så på en reol med Matchboksbiler i Fætter BR og vi ikke vidste, hvad jeg havde inden i min mave. Som da vi pludselig blev fire og du var så fortvivlet over, at du ikke kunne forsørge os og som den stolthed, der lyste i dine øjne, da du kunne igen.

Dig og mig, My Guy. Os to forbundet, som når du har kreative kriser og jeg ved, hvad jeg skal gøre. Som når vi begge har mistet forældre og mærker hinandens sorg. Som de snakke vi har om at komme videre og beholde gejsten, for det vi brænder for. Som når vi mødes i samme musikoplevelse. Som når vi synes, at det samme er sjovt. Som når jeg kender dine vaner og du mine. Som når du lever dine særheder ud og tilgiver mig mine. Som når du er selvretfærdig og jeg er ligeglad. Som når du klarer problemerne og jeg bliver stolt. Som når jeg står og betragter dig i badet og din dejlige krop er helt skummet til. Som når jeg stadig mærker din og min sitren. Som når vi finder hinanden igen, hvis vi har været mentalt væk fra hinanden i perioder.

Dig og mig, My Guy. Os to forbundet og så klarer vi nok resten, som vi altid har gjort.

Susling er sur

Jeg har slettet den forrige post......gider egentlig ikke høre om andres besværligheder med kærligheden. Gider heller ikke høre om andres succes med karrieren. Gider ikke en skid. Er bare pisse sur og tvær og ved at brække mig. Dagen startede ellers fint.....men hen af vejen kan man jo køre sig selv ud i en tilstand, hvor det hele bare kan være skide lige meget.......Og det er det sgu nu.......

Skulle ha' skrevet en artikel, men kan hverken få fat på ordentlig fakta eller interviewpersoner, så der røg den tidsplan.....Har ikke en hørt en bønne fra bureauet med opgaven...siden jeg fik hurtigt tilbagemelding pr. mail fra to forskellige om, at det så rigtigt fint ud.......men hvad fanden skal jeg bruge det til, når jeg i den grad har brug for at blive strøget på kinden og få at vide, at jeg er god til det, jeg gør og det vil man sørme da gerne betale penge for..........hænger bare her i limbo.....ved ikke engang om jeg kan sende en faktura. Modtager så også lige et afslag på et job, jeg havde glemt, jeg havde søgt og i øvrigt også var skide ligeglad med, især da når behandlingstiden fra jobopslaget og til nu har været næsten 3 måneder......Nok ikke lige der man rider samme dag, som man sadler.......Jeg ville da være gået helt i død.................Men alligevel...bare dagens nr. 3 lussing..........Hjemmet ligner selvfølgelig noget der er løgn, men det skider jeg sgu på..........og så kan jeg jo sidde her som en anden idiot og filosofere lidt over, hvad der mon egentlig er galt med mig, siden intet lykkes for mig. Hvilken guds sukkermad har jeg pisset på fornyeligt, siden jeg åbenbart bare ikke kan få en skid op at stå, bortset fra noget hos My Guy og det er jo helt godt, at den side er tilbage på sporet............Men det er sgu alt for positivt..............så jeg plager lige mig selv lidt mere med, hvad jeg nu har for hånden........


Hvorfor helvede skal jeg blive ved med at køre i de samme cirkler? Og jeg kan godt sige jer, at lige p.t. hager jeg mig fast i det her bureau..........De har bare at synes, at jeg er den cooleste og bedste ever..........for skal jeg sidde til bare en samtale mere og synge lange fantastiske sange fra de varme lande foran en flok ja, jeg ved ikke hvad' er, så brækker jeg mig ud over mødebordet........Og skal jeg stå model til en til afvisning, så er jeg den der spænder rygsækken og bliver posedame..............

Og ugens stemning skulle i øvrigt have været:

Kærlighed

Men det bliver det så ikke................Pis os........

Susling uden overskrift

Ord er bedre en oprydning. Ord er sjovere end pligter. Ord kan trænge sig massivt på. Jeg har en fridag i dag og jeg vil meget hellere bruge dem på ord.......Mine egne ord...mine helt private ord.......ord jeg ikke bliver betalt for...ord som trænger sig på......Så tilgiv mig mine lange poster........de tager ikke så lang tid at skrive og måske er der nogen der læser med.

I mit hovede flyver der så mange tanker rundt.......Jeg burde sætte dem på en formel. Jeg burde tænke i modtager.....men jeg ved egentlig ikke, hvem min modtager er......Jeg ved ikke, hvem der læser mig og hvorfor jeg bliver læst. Berører jeg nogen? Når jeg nogen? Sådan har jeg det egentlig med alt jeg skriver også professionelt.....Bliver alle mine ord overhovedet læst? Spilder jeg min tid? Kunne jeg bruge mig selv meget bedre i andre sammenhænge og på andre måder? Er alle mine ord bare et forsøg på at nå......? Mange af de ting jeg har skrevet om, er faktisk tanker jeg har gjort mig for lang tid siden.......og for hver gang jeg kommer af med noget, så er det næsten en mental rensning......min indre cencor fortæller mig, at det er arrogant.....at det er ikke det, som dette medie er skabt til.....at det er disrespekt for modtagerne.......men hvis det nu er godt for mig? Så er det vel godt for noget......Alt det gamle tankegods...ud med det.....så er der plads til nyt.......Og der er så meget nyt at tage fat på.......

Synes jo egentlig at verden presser sig på........og her går jeg og piller i egen navle........Situationen i Irak....Folk der lider rigtigt....Den globale miljøkrise.....Mester Jakel-regeringen, der klæber til taburetterne og mere og mere spiller absurdteater...Disrespektfuld dialog.....og rædselsvækkende udvisninger....fra et land som er så rigt....og som burde kunne rumme......Alt sammen et håbløst spil, som udspilles live hver aften kl. 19.00.......Set i det lys, så bliver mine ord små, så bliver Nynne-stilen lille, blomsterbinding og kærestekriser fjollede.....Så bliver små latterlige blogsskænderier og betragtninger over vejr og liv bare til vand og ligegyldighed.......Set i det lys, så er jeg bare endnu én, der hælder ord ud i det store støvede on-line arkiv......

Ja jeg ved ikke rigtig......

Susling om at spille spillet

Jeg har en tilståelse: Jeg gider ikke spille spil. I hvertfald ikke de her spil, hvor man sidder som en pokerspiller med lukkede kort ved designer-mødebordet og helt bevidst kører en strategi, der skal positionere én bedre i forhold til et givent hieraki. F.eks. ved en jobsamtale.....Alt for mange gange har jeg siddet over for en mand i jakkesæt, der så tydeligt ikke har meldt klart ud. Jeg kan aflæse situationen med det samme og tænker så:"Boring.....det her for banalt. Jeg kan jo se, hvad du vil have, jeg skal sige. Og det du vil have jeg skal sige, er simpelthen for dumt. Her vil jeg ikke kunne trives."

Livet har gjort mig til en betragter. Jeg lærte derfor hurtigt at aflæse situationer og mennesker. I mit første job, som jeg var meget glad for, fordi det var prestige-fyldt, så jeg med det samme, hvad det var der foregik. Jeg så også, hvilke kort jeg skulle spille ud for at positionere mig bedst muligt. Jeg husker også, at jeg tænkte:"Det her er bare for banalt! Det er jo en flok drenge forklædt som voksne, der render rundt og tror de er så kloge. Sgu da ikke værdigt!"

Sådan har jeg tænkt mange gange siden. På andre arbejdspladser og når jeg har siddet over for en bestemt type kunde i min egen biks......Men in suits har jeg tænkt. For ærlig talt mange af dem er spradebasser med sammenbidte kæber og meget lidt menneskeligt overskud og varme. På med jakkesættet, fightermanualen under armen og selvfølgelig seneste gadget. Men ....Når jeg har set ind i deres aflukkede øjne, har jeg tænkt:"Hvad er du så bange for? Hvorfor hviler du ikke i dig selv?"

Og når jeg har udfordret dem, for det kan jeg faktisk og jeg kan godt lide det, så har de spillet tilbage i urent trav. Nogle har forsøgt at intrigere. Andre er løbet ind til chefen og har brokket sig. Meget få har taget en direkte konfrontation. Hvorfor ved jeg ikke. Måske fordi jeg er kvinde? Og det i deres verden har været helt forkert, at en kvinde udfordrer dem? Måske........

Men jeg kan faktisk godt lide spil. Jeg er bare mere til åbne brætspil, hvor man kan se, hvad der foregår og hvor det afhænger af logisk tænkning og fremsynethed. Eller de her spil, hvor man teamer op og skaber et resultat i fælleskab. Det er vel for fanden det, det handler om: at skabe et resultat, der er til fælles bedste. Til virksomhedens bedste. Spiller vi ikke åbent og ærligt, så koster det jo virksomheden i prestige og på bundlinien. Går det galt, så kan man have gamblet sig så nok højt op......det hjælper ikke ved konkurser eller fyringer.

Nu er jeg så heller ikke idiot, så selvfølgelig har jeg siddet steder, hvor jeg har tænkt: "OK, her tænker man ikke fællest og fremadrettet, så jeg er lige den, der sørger for at få de fede opgaver, som ser godt ud på mit cv og når jeg har fået det, så er jeg den, der er skredet."
For jeg vil gerne være i det jeg gør. Jeg vil gerne mentalt udfordres på højt plan og jeg vil gerne have, at vi respekterer hinandens intelligens......Det andet er bare drengestreger på højt niveau.

Denne post er i øvrigt inspireret af Aqc og den efterfølgende kommentartråd.....Det står jeg gerne ved. Jeg er nemlig heller ikke den, der stjæler eller plagierer.Jeg vil meget hellere lade mig inspirere og så skabe mit eget.

Susling- som i øvrigt undskylder, at hun altid kommer til at skrive så langt. Det er meget u-blogagtigt. Men jeg håber da, at nogle af jer gad læse så langt som hertil.

Susling spiser

Mens jeg sidder her og holder en lille frokostpause fra dagens dont, kommer jeg til at tænke på kvinders forhold til mad. Jeg vil selvfølgelig ikke generalisere, men jeg tror, jeg har en vis portion ret i at sige, at mange har et lidt skyldsbetonet forhold til det at spise. Vi spiser simpelhen med dårlig samvittighed og det vi ikke spiser med dårlig samvittighed, er vi meget fokuseret på holder de rette antal kalorier.

Jeg ved ikke med jer andre, men jeg har altid sådan en indre kalorietæller kørende....som på et tidspunkt slår ud og siger: "Så har du vist nået dagens ration".....det sker at jeg overskrider den og kan finde på at trodsspise....."To hell with it...jeg nupper mig sgu lige en mad til, noget chokolade, noget dessert".

Man kan selvfølgelig sige, at det er fornuftigt at tænke sådan, hvis man skal af med de famøse 5-10 ekstra kilo alle kvinder synes de vejer for meget og især da, hvis man er overvægtig.....Men pointen er for mit vedkommende, at jeg altid har haft det sådan........selv da jeg var åleslank, så havde jeg en indre regulator, der styrrede mit indtag.....Jeg spiste ikke bare, jeg tænkte og kontrolerede, mens jeg spiste....Jeg vil gerne understrege, at jeg aldrig har været hverken anorektiker eller bulemiker........kan ikke rigtig se pointen i overhovedet ikke at spise eller at voldspise og så bagefter kaste op................Men jeg tror, at mange af os har en snært af de to yderpunkter liggende i os.........Og så har jeg en vag fornemmelse af, at også mange unge mænd er begyndt at få det på samme måde.

Susling, nu med ondt i maven, fordi hun gav efter og spiste en ekstra leverpostejmad med agurk.