Suslings søn II
Skole-hjemsamtaler......suk......20 minutter, hvor ungen og vi bliver spiddet......Lærerne læser op af notater, Lugtelakridsen sidder lyserød i hovedet på nåle og vi hans forældre bliver trætte i hovedet. Ikke at det går skidt......bestemt ikke......Lugtelakridsen er kompetent,dygtig, en god kammerat og så nå ja.......så er han doven......har det vist sig. Big surprise......ved vi da egentlig godt.......Han er jo på vej ind i pubben.....og så er han sig selv.....gider kun det han gider........Sådan har han altid været......De vil gerne have, at han laver sine lektier.......Jamen selvfølgelig, smiler vi......spørger jo dagligt til det......Men og det sagde jeg også......Jeg forventer, at en næsten 13 årig tager lidt ansvar for sig selv.....Jeg spørger og vi er klar til at hjælpe......til sammen har vi forældre kompetencer, der burde dække folkeskolespektret.......Jeg hjælper med fransk, engelsk, dansk, historie. My Guy med matematik, fysik, kemi, biologi......geo'en dækker vi begge. Lugtelakridsen vil gerne have tysk til næste år.......klarer vi da også......
Men der er grænser for, hvad vi kan.......vi er bare forældre........Dansklæreren så gerne, at Lugtelakridsen læste bøger.........Jamen fint........vi har reolerne fulde og bliver der ytret den mindste interesse om et bestemt emne fra Lugtelakridsens side, så er vi dem, der er oppe på biblioteket med ham.......Jeg forstår kravet......Jeg har jo selv altid været glad for at læse.......Men ansvaret er vel ikke kun mit......Det ligger også på dansklærerens skulder.....Han må også gerne motivere og videreformidle glæden ved at læse......Det er hans job......ikke kun mit....Da jeg var barn, havde vi faste bogdage.......dansklæreren læste bøger højt for os fast en time om ugen......Det var motiverende.....Det samme med matematik........det er vel læreren, der skal formidle glæden ved faget videre.......vi - eller rettere My Guy - kan kun støtte, hjælpe, spørge.......indlæringen og forståelsen er vel lærerens ansvar.......
Jeg kan kun konkludere en ting: Hvis mine lærere i sin tid ikke havde taget ansvaret på sig, så havde jeg aldrig klaret den........mine forældre var ikke særlig meget til stede......de havde deres og sit........Hvorfor lægger dagens lærere så så meget ansvar ud på vores skuldre? Tænk, hvis jeg gjorde det samme med mine opgaver! Tænk, hvis jeg spurgte kunden: "Ja og hvad synes du selv? Du må vist hellere læse lidt mere på lektien."
posted by susling @ torsdag, november 09, 2006
7 Comments:
Lidt populært hedder det vel at forældrene skal gøre deres barn undervisningsparat... Så skal skolen nok klare resten...
Det var i hvert fald det jeg fortalte forældrene i aftes ... Men ak ...
Personligt har jeg forsøgt og forsøgt og forsøgt at gøre min søn undervisningsparat ... Til hver skole-hjem samtale har jeg fået af vide, at det er et genialt barn, der dog er ekstremt doven...
Så tro mig susling, når jeg siger, at jeg virkelig kan følge dig ...
Her har sidste skridt i kampen været resignation ... Det hjalp selvfølgelig ikke ... Men da han gik fra overmiddel til lige under middel i snit, gik det op for knægten, at der må arbejdes for sagen :-) Så der er altid håb...
Ja ansvaret ligger vel også hos børnene selv.....men jeg synes lærerne generelt fedter den lidt af......Fint, at dansklæreren siger, at der skal læses bøger hver dag......men han må også selv gøre noget for at motivere....det er ikke kun vores ansvar....Den tog han i øvrigt til sig....Tænk også på, at vi forældre knokler med vores eget...oven i skal vi så også tage en del af læreprocessen på os....det mener jeg ikke er fair...som jeg skrev jeg snakker, hjælper, spørger og irettesætter....mere kan jeg faktisk ikke gøre....
Det er noget af det sværeste at forholde sig til som forælder...det er lige før jeg tror at uanset hvilken "metode" man vælger, så vil den ikke i tilbageblik kunne huskes som vellykket.
Min grundfilosofi er, at jeg ikke kan se at sådan et ungt væsen kan få noget godt ud af at lave nogle lektier ALENE fordi at de skal.
Ikke fordi de unge skal tro at man ikke 10.000 gange i livet vil opleve netop den situation, men fordi jeg langt hellere vil fremelske deres egen motivation, uanset hvor længe jeg skal vente.
Hvis man kan tåle at de mislykkes med forskellige tiltag: skolegang, opgaver, lektier osv...så kan man måske få en dyb kontakt til deres selvforagt og usikkerhed midt i forvandlingens kaos - og den kontakt finder jeg altafgørende.
OG...een ting kan man være sikker på!
Hvis de har hadet læsning, skrivning osv FØR tvangen - så vil de afsky digte og tysk og geografi i resten af livet (sat på spidsen).
Jeg anbefaler bogen: LIONHEART af Jesse Martin, hvor en ung mand sejler jorden rundt alene...ved sin handling - og ikke mindst forældrenes indstilling - sætter han spørgsmålet om det unge menneskes søgen efter en voksen identitet på spidsen.
Ja, jeg ER en blød banan.
Men jeg har fx. en stedsøn på 20 år, som ikke kan stave til ordet 'bog' og som lige nu er soldat (værnepligt). Han siger at det er kedeligt og nederen - men han GØR det og står det igennem...og jeg hører kun ros fra hans generaler osv.
Han har altså lært sig at tåle noget, der ikke rimer på pomfrit.
Den evne er guld værd.
Kort sagt: Hvis skolearbejdet ikke er noget for de unge, så søg andre løsninger. De kan altid indhente det tabte, når de selv finder det betimeligt.
Måske er det ikke kun eller overhovedet lærerne der har forandret sig men også eller blot dig og dine børn? Er din dreng samme slags elev som du eller dine drengekammerater dengang? jeg tvivler. Når lærerne måske i højere grad nu end tidligere appellerer til forældrene er det måske fordi opgaven med at motivere børnene er blevet større/sværere?
Stjernestøv> da ikke mere end før....Mine unger virker ikke så anderledes tænkende end os.....og så skide nemme at motivere var vi da heller ikke...andre ting bankede også på dengang...Måske beder jeg bare om lidt faglig stolthed og om lidt væren til stede i det man gør..??
Susling, jeg giver dig helt ret. Det er ogsaa laererens job at goere det interessant for ungerne at laese, regne, etc.
Vi kan alle huske vores bedste fag i skolen, og i de fag havde vi med garanti ogsaa de laerere der var mest engagerede og bedst til at fange os.
Gu' er det vigtigt at laese og isaer at laese og forstaa, men at laese bare for at laese - det er ikke alle der gider det, der skal vaere et formaal. Det er laererens job at finde paa det formaal. Finde det emne der fanger din soen hvor han bare ikke kan lade vaere med at ville laese om det - saa er det da ligemeget om det er Baseball (ja jeg er jo i Californien), musik, fodbold, knallerter, geografi, historie eller nogle af de klassikere de skal laese.
Det er kun rimeligt at bede om faglig stolthed og vaeren tilstede. Min datters laerer som er spritny, hun blev faerdig i sommer, sagde til os her til vores foraeldrekonsultation at hun var glad for at der var 6-7 elever i klassen som var meget dygtige for de var med til at goere hende til en bedre laerer fordi de udfordrer hende og hun vil selv soerge for at udfordre dem saa de ikke keder sig. Dejligt at hoere fra en helt ny groen ung laerer, med faglig stolthed. Vi blev lidt mere rolige og er sikker paa at det bliver et godt aar.
Selvfølgelig kan lærere gøre noget for at motivere og stimulere til læselyst. Men jeg tror faktisk, at læselyst først og fremmest kommer indefra. Så kan du læse nok så meget højt og fortælle nok så mange historier som lærer og som forælder - hvis den indre motivation ikke er der, så hjælper det ikke en dyt.
Jeg har læst og læser tonsvis af historier for mine drenge, (det er kun den ældste der er i skolealderen), og jeg er selv den vildeste læsehest. Det har jeg altid været. Jeg lærte mig selv at læse som 5 årig og stavede mig igennem hele børnebiblioteket og siden voksenbiblioteket. Den glæde ved bøger ville jeg frygtelig gerne give videre til mine drenge - og tro mig, jeg kæmper en brav kamp. Men min ældste HADER at læse. HADER bøger. Han vil gerne have læst højt. Men han nægter pure at læse selv - han læser udmærket og har et kolossalt ordforråd - er meget verbal og velargumenteret - men det interesserer ham ikke at læse. Overhovedet. Jeg har forsøgt med spændende 'drengebøger', med sjove tegneserier, med seje tegneserier, lokket med at vi skiftes til at læse en side hver - lige meget hjælper det. Det er en kamp, hver gang han f.eks. skal lave en boganmeldelse i skolen (han går i 2. klasse, men de er i fuld gang m. anmeldelser og den slags), han skyder anmeldelsen til allersidste sekund og bruger først og fremmest tid på at finde den kortest mulige bog.
Så jeg har faktisk resigneret lidt - jeg føler, jeg har gjort, hvad jeg kunne for at anspore og motivere, men jeg kan jo ikke tvinge drengen til at interessere sig for læsning / litteratur. Jeg forventer heller ikke, at hans lærer skal kunne motivere ham. Måske finder han lysten en dag - måske ikke. Men jeg er overbevist om, at hvis lysten dukker op, så er det noget, der kommer fra ham selv.
Line
Send en kommentar
<< Home