Susling på en mandag
Hvordan holder man gejsten ved lige med det hersens blog? Er kørt lidt træt nu og synes egentlig, at det er en dødhamrende sær ting at foretage sig - sådan at sidde og sende tanker ud i æteren. Da egentlig underligt, at blotlægge sig over for folk man ikke aner hvem er. Så'n at fortælle løst og fast og stort og småt om sit liv og sig selv. Hvad skal det egentlig gøre godt for? Hvilken retning skal det tage? Hvorfor læser man med hos andre og hvorfor holder man op? Har Fivetosix ret i sin påstand? Og er det sandt, at månen er lavet af grøn ost?
Skal lige have en tænker............Men byd gerne ind med modargumenter.........
posted by susling @ mandag, november 27, 2006
5 Comments:
det er en god, sund og tilbagevendende overvejelse.
jeg har ført min weblog i 14-15 måneder, og har på intet tidspunkt tænkt, at nu gider jeg ikke dét længere. imodsætning til andre fritidssydsler og forsætter, er webloggen blevet en del af mig.
udover at det er min opslagstavle og min legeplads, som Visitsen kalder det, er det jo også en journal.
at den blev elektronisk er naturligt for mig. laptoppen er altid indenfor rækkevidde, og jeg taster hurtigere end jeg håndskriver. jeg kan lide min blogspottemplate - sådan en ville jeg ikke kunne lave selv uden videre på en hjemmeside.
i min weblog er jeg mig, men jeg betragter det som en stadig øvelse at balancere på en hårfin kant mellem det personlige og det private. og det er en god øvelse, som jeg også har glæde af at være opmærksom på i det virkelige liv.
jeg øver mig i at fortælle en god historie, og det er nok min egentlige interesse.
blogbot og diverse tælleapparater var først noget jeg fik øje på senere. i begyndelsen var kommentarer noget, jeg blev forskrækket over.
i dag er jeg meget glad for den mulighed der ligger i, at modtage kommentarer. det er tilfredsstillende at skrive noget, som andre forholder sig til. det er hyggeligt at have ping-pong med andre mennesker.
jeg bruger meget tid på at læse andre weblogs. jeg har mine foretrukne, som jeg nøje følger, og jeg har fået et utal af inspirationer herfra. jeg lægger også gerne kommentarer.
i begyndelsen var jeg mere krigerisk end jeg er i dag.
i dag behøver jeg ikke konstant at pisse mit territorium af ved at fortælle andre, at de vist er galt afmarcheret.
jeg har lært mere om andre (læs fremmede) mennesker det sidste års tid her i blogosfæren, end nogensinde i andre fora. det har gjort mig mere rummelig i mit liv som sådan.
og jeg er så heldig også at have lært nogle af blogførerne at kende i det virkelige liv. og det er blevet meget inderlige bekendtskaber. wysiwyg. stort.
sikke en masse ord. sikke en masse rod. men nu er det sagt:)
Susling, bliv ved. jeg ville nødigt undvære din kilde til inspiration.
Tjoeh. Jeg har ret tit spekuleret over hvorfor jeg gør det, og hvorfor jeg gør det så offentligt.
Lysten er naturligvis svingende, og af og til tænker man jo på om det her virkelig rager andre folk. Især når visse andre folk føler trang til udtrykkeligt at fortælle at det ikke rager dem - og de iøvrigt tror det hele er løgn fra aen ende af.
Jeg tror ikke at det hele er så enkelt som du lægger op til ved at linke til fivetosix. Folk har forskelige motiver til at skrive, og hvis du skriver for at tilfredsstille andres behov, jamen så ryger gnisten og gejsten jo ret hurtigt.
Min egen tommelfingerregel er at kun skrive når jeg ikke kan lade være. Det er ikke altid det lykkes, men jeg skriver primært når der er tanker der spænder ben for hinanden i hovedet.
Jeg kunne lige så godt skrive det på papir, som Regitze også er inde på, men jeg vil aldrig gide at vedligeholde noget på papir på samme nemme måde som det sker på min blog. Jeg får fornøjelse af at læse mine knudrede tanker igen, mest fordi jeg har en tendens til at glemme hvordan jeg har det når følelsen er opverstået. Det er den der korkprop-ting.
Jeg kører ud af en tangent her - men min primære pointe er at du ikke skal lade andre definere hvad du skriver og hvorfor. Har du brug for at lade være en stund, eller får du en uimodståelig lyst til at skrive haikudigte eller fortælle om kunsten at holde høns i stedet for dine lange personlige indlæg, jamen så gør da det.
Kender så udemærket blogtrætheden... Der er tider, hvor der bare ikke er mange ord ... og så er det måske begrænset, hvad man skal skrive...
Jeg blogger nok lidt som acq skriver, når tankerne spænder ben for hinanden... Og bare skal formidles til andre...
jeg har af flere omgange forsøgt at skrive dagbog, men jeg er bare ikke vanvittig god til at føre et papirliv... Man kan så argumentere for, at man kunne skrive den i word eller lignende... Men det fantastiske ved at blogge denne slags er sq nok egentlig at der er en fremragende systematik i bloggen... (Modsat hvad jeg nogensinde ville få i en worddagbog)...
Endelig så er det skønt at få et par tilbagemeldinger af og til ... Både dem der bekræfter, men så afgjort også dem, der skubber ens livsopfattelse
Har du droppet bloggen??
Man behøver jo ikke vende hele vrangen ud ;-)
Jeg haaber ikke du dropper bloggen, for jeg hygger mig med dine poster. (",)
Send en kommentar
<< Home