Susling om erindring

Jeg tror oprigtigt på, at der er visse ting skal man lægge ned i en lille kasse og blidt, men bestemt lukke låget på. Der er ingen grund til hele tiden at gennemleve det samme om og om igen. Gennemgå samme sorg, samme ydmygelse, samme mangel på forståelse. Har man gennemlevet noget som lille pige, vil det man gennemlever gang på gang altid være den lille pige erindring, den lille piges oplevelse.

Jeg har haft godt af at lægge ting i en kasse. De har ligget der og mistet deres betydning, for hvis jeg tænker efter, tror jeg faktisk ikke, at jeg ville kunne gennemleve erindringen på samme måde, som jeg oplevede dem den gang. Selv ikke hvis jeg bruger al min erindringskraft og sanseevne.

Hvis jeg skal beskrive, hvordan det var at være en lille pige, der ser sin far tæve sin mor. Hvis jeg skal beskrive, hvordan det var at være en en 14 årig teenager, der forhindre min mors selvmord, så ville det være en voksen kvinde, der fortalte. Hvis jeg skal beskrive, hvordan det føltes, at voksne mennesker som min mors veninder, naboer, familie, bare gik over på den anden side, når de så mig efter at min mor var blevet indlagt, så ville det kun være erindring ikke en følelse. Jeg tror aldrig, at jeg ville kunne gengive nøjagtig den følelse af forladthed og afmagt og chok, som jeg havde den gang.

Jeg har tænkt på, om det er fordi jeg ikke vil. Om det fordi jeg ikke vil begive mig ind i følelserne igen. Men jeg tror, nej jeg ved, at det ikke er det. De følelser spiller simpelthen ikke længere en rolle for mig. De er ikke længere med til at farve min personlighed. Jeg har forlængst distanceret mig fra dem. Derfor synes jeg nu stadig, at det er en historie, der skal fortælles. Jeg ved, at man er nået langt med psykiatrisk behandling og behandling for alkoholisme, men det svigt som jeg oplevede fra mine forældres side har mange former og farver. Der går stadig mange børn og voksne rundt med huller i sindet. Jeg ved det, for jeg kan se det på dem - jeg kan genkende dem.

Men hvis eller når jeg skriver de historier som er mine, vil det ikke være på det svigtede barns drivkraft. Det vil være på en voksen og stærk kvindes følelse af omsorg for andre. Fordi det er historier, som gentager sig og gentager sig og gentager sig hver dag, året rundt, mange steder. Synes I ikke også det?