kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

21.11.06

Susling mener......

Når bare man har sit gode helbred. Det er sådan et lidt forældet mundheld. Noget ens mormor sagde trøstende, når man var ked af det."Du har jo dit gode helbred!" Ja, da......når man ikke er syg, så har man kræfterne til at kæmpe. Styrken til at gå videre. Det er ikke godt at være syg......

Kan huske dengang jeg forstuvede mit ene ben, så jeg var blå , sort og grøn helt op til knæet. Jeg faldt ned af trappen hos Scarpa......pas på den trappe..... typisk mig, at det var uden for en skoforretning......På en eller anden måde lykkedes det mig, at få fat på My Guy og få humpet med hen til Storkespringvandet, hvor han så ku' få mig bakset ind i vores bil og køre mig ud på skadestuen. Her mødte jeg op som mit sædvanlige jeg - hende der snakker sig til det meste og som regel bliver behandlet med respekt. Personalet var høftlige, men inddifferente. Jeg var bare endnu en af de tumper, der var kommet galt af sted den dag og vi var mange, hver med vores lille ting. Efter lidt ventetid blev jeg placeret i en kørestol med en blå ispose på mit forstuvede ben. Selve benet var placeret i en slags skinne, så mit ben ravede frem som en spydspids eller en rambuk. Jeg husker, at jeg tænkte på ungerne og at jeg måtte skynde mig, at få den her sceance overstået, så jeg kunne komme hjem til dem.

My Guy rullede mig ind i venteværelset og forlod mig, for at tage hjem. Jeg sad bare der og kiggede. Ville ikke være en del af venteværelse-slænget. Kunne høre på flere, at her kom de ofte......De kendte procedurerne og kunne aflæse alle tegn. " I dag er der lang ventetid", sagde de. "Nej," tænkte jeg. "Det går ikke."

Jeg baksede mig lidt rundt.......lærte efterhånden teknikken med hænderne på hjulene. Ud til lægesekretærerne.....tilbage igen. Ind i rygerummet. Ned af gangene. Pludselig mærkede jeg, at en tog et fast tag i håndtagene på kørestolen. En ram lugt af uvasket krop ramte mig. Forsigtigt drejede jeg mig rundt og så op i et rødmosset og svampet ansigt. Han smilede ned til mig med tågede øjne. Hans hår var fedtet og klistret af blod. "Nu schkallll jarj sjælpe Dem, lille dame," bøvsede han. I et split-sekund indså jeg, at der ikke var noget at gøre. Ingen lagde mærke til mig. Ingen læger, ingen sygeplejersker, ingen lægesekretærer. Jeg kunne heller ikke bare rejse mig og fylde mine sædvanlige høje 1,72.

Når jeg har armene i siden som to hanke på en te-kande og kaster nakken tilbage, så kan jeg godt sætte mig i respekt. Nu sad jeg bare der og klamrede mig til min taske, som var den mit sidste redningsbælte....Han havde nu gode øjne. Han var vist heller ikke ret gammel. Og jeg kunne jo hverken gøre fra eller til. For ham var det blevet hans personlige mission, at hjælpe mig rundt i en verden han åbenbart kendte ud og ind. Han fordrukne forsøg på en sidste rest af galanteri. Han begyndte at skubbe mig ned af gangen, drejede ind i venteværelset, hvor hans drukkammerater sad. "Jeg tsjar mig lige af damen her," erklærede han. De andre lo sjofelt. Jeg klamrede mig til min taske. Op og ned af gangene skred vi. Frem og tilbage, udenfor og ind. Mit greb om min taske blev mere og mere krampagtigt. Jeg kunne pludselig lugte mig selv. Min sved. Jeg følte mig beskidt. Mine stemme var spag. På et tidspunkt må han havde opgivet ævret...for pludselig var han væk. Jeg sad helt alene i min kørestol efterladt på gangen, mens læger, sygeplejersker, lægesekretærer, børn og voksne med skader hastede forbi. Jeg trængte til at komme på toilettet..havde behov for at se mig i et spejl...Se at jeg stadig så ud som mig selv. Med et fast tag om hjulene fik jeg drejet kørestolen rundt. Baksede mig henimod skiltet med Damer. Med benet stikkende foran mig som en rambuk fik jeg åbnet døren...Hev mig med armene hen mod vasken hen til spejlet.....Men jeg kunne ikke se mig selv! Spejlet var placeret så højt, at det eneste jeg kunne se, var toppen af mit hovede......Lige der gav jeg op.....lagde min værdighed væk. Den sidste rest røg, da jeg otte timer senere grædende kravlede op til fjerde sal på alle fire. I de næste dage opgav jeg også mere eller mindre at gå i bad. Jeg kunne hverken komme op eller ned i badekarret og jeg ville ikke have andres hjælp......Jeg kunne ikke gå med det tøj, jeg plejede. Jeg kunne ikke gå med de ørenringe jeg plejede.......Jeg kunne ikke komme ned af trapperne. Jeg kunne ikke rigtig hjælpe mine unger. Jeg kunne ikke være en ordentlig kone, der tog sin del af slæbet. Jeg kunne intet......Jeg var blevet en ting med et forstuvet ben.........


Heldigvis var det kun et forstuvet ben og jeg kom mig forholdsvis hurtigt. Men jeg husker stadig følelsen af at være prisgivet, af at miste sit sædvanlige selv, af at være reduceret..........Og jeg er stadig meget glad for, at jeg har alle mine lemmer, kan bevæge mig frit og gøre som det passer mig, når det passer mig.

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home