Susling erindrer
Denne post er et indlæg, jeg aldrig troede, jeg skulle skrive. Jeg havde faktisk lovet mig selv, at det var lagt bag mig for længst.....Jeg har heller ikke tid til det.....Men da jeg læste Christians historie ovre hos Vrangsiden......så tænkte jeg:"Tja, hvorfor ikke!" Så her kommer min mors historie....
Min mor var kærlig, nænsom, følsom, omsorgsfuld. Hun var klog og hun var kreativ. Men hun var ikke stærk.......Hun gennemlevede et helveds ægteskab med vold, druk og angst og en dag fik hun et psykotisk gennembrud.........Jeg lod som ingenting. Jeg passede min skole, tog mig af min bror, gik ud med mine veninder osv. Men det her er ikke min historie, det er hendes......
Da min mor fik sit psykotiske gennembrud startede en deroute......Det var et liv på psykofarmika, svingdørsture ud og ind af den lukkede.......For hvert år der gik, blev hun et mere og mere drænet menneske - en stakkels skabning, som til sidst lå og døde i sit eget skidt. Min bror og jeg blev hele tiden forsikrede om, at nogen tog sig af hende. At hun var tilknyttet distriktpsykiatrien, at hun havde hjemmehjælp, at hun havde hjemmesygeplejerske....Vi gjorde vores bedste - det lover jeg. Men for pårørende er der en grænse.....En dag må man sige: "Det her er, hvad jeg kan give dig.......resten må jeg beholde til mig selv og min familie - mine børn."
Vi vidste faktisk ikke engang, hvor slemt det i virkeligheden stod til. Vi inviterede hende til alt, hvad vi ku' komme i nærheden af. Vi snakkede dagligt med hende i telefonen.......Og selvfølgelig kunne vi se, at livet havde tærret ekstremt på hende......Oven i sin sindslidelse havde hun fået diabetes 2, fremskreden paradentose, så hun til sidst ikke havde en pløk i munden og inkontinens.....Min smukke, smukke elegante mor var reduceret til et menneskeligt vrag.......Det var næsten ikke til at tage ind for min bror og mig.........og hjælpes af os, ville hun heller ikke......Men vi troede ikke, at det i virkeligheden var så gudsjammerligt, som det syn der mødte os, da vi skulle rydde hendes lejlighed efter, at hun var død pludseligt af insulinchok............Der havde ikke været en hjemmehjælper i umindelige tider. Seng og stol var gennemrådnet på grund af hendes inkontinens. Komfuret i køkkenet var ikke sluttet til......Badeværelset var ubekriveligt.......Vi fandt hendes tabte tænder rundt om og inde i skabet stod resterne af noget, der engang havde været vores barndomshjem - hendes syskrin med alle de fine knapper og silketråde i alle regnbuens farver. Min brors gamle indianertelt......Hendes fine tasker.....De sølle rester fra et liv, der havde været engang.....
Hun blev svigtet, gjorde hun! Af det højbesungne velfærdssystem. Af det distriktscenter hun var tilknyttet. Af hjemmehjælpere. Af hjemmesygeplejersker og også lidt af os - min bror og mig....selv om jeg sværger på, at jeg gjorde, hvad jeg kunne, så længe jeg kunne. Til hendes begravelse sendte distriktspsykiatricentret ikke en gang en lille blomst - intet - og alle dukkede sig......Måske var de i virkeligheden glade for at slippe af med hende.....En dårlig samvittighed mindre.......hos nogen, der ikke gør deres arbejde godt nok........
Puha........Det er præcis derfor, at jeg siger:"Man skal være stærk, for at være svag i vores fantastiske velfærdssystem....!"
posted by susling @ mandag, november 13, 2006
15 Comments:
Stærkt gået Susling!
Det kræver altid mod, at skulle efterlade sine kære i det velfærdssamfund, vi fra selvfede politikere, overordnede, osv. bliver bildt ind fungerer. Du og din bror gjorde hvad jeres resourcer tillod jer at gøre, der er trods alt grænser for hvad man som nære har kræfter til.Stort knus herfra.
Tak Flinko...Jeg burde måske have råbt lidt mere op.....men man bliver også træt af at slå i en dyne hele tiden....
Kæmpe kram tilbage til dig, smukke!
Din stakkels mor og stakkels dig. Stort knus herfra.
Tak Udhængssuzy...Det var nu mest synd for hende....hun led og hun døde.....Jeg er et helt andet sted - i dag.....Troede heller aldrig, at den her historie skulle skrives, men frem kom den...sådan er det vist bare en gang imellem......
No wonder du er blevet en stærk stærk kvinde.
Sidder her på mit arbejde med klump i halsen og våde øjne.
Heiii....det er jo præcis derfor, jeg ikke går rundt og fortæller den slags normalt.....Medlidenhed frabedes....så'n i store træk.....Men måske kan man bruge det her til at kæmpe lidt for dem, der ikke kan.....Jeg skulle bare lige ovenvande og nu er det trods alt over 5 år siden hun døde.....Ud og kæmp for dem, der trænger. Det er det vi skal!
Rystende historie, der burde være et enkeltstående tilfælde, men desværre ikke er det...
Ikke medlidenhed, snarere medfølelse - og sorg over, at den slags forekommer her i velfærds-Danmark...
Forfærdelig historie, men det værste er, at jeg ikke fuldstændig ude af mig selv over den. Fordi det ikke kommer bag på mig, at sådan noget kan forekomme i Velfærdsdanmark.
Jeg bliver trist og vred, men heldigvis mest vred, når jeg læser din mors historie. Vi har som samfund pligt til at hjælpe vores svageste, til et værdigt liv - og det fik din mor ikke - systemsvigt så det basker :-(
Nu ved jeg hvad din styrke er rundet af Susling
Undskyld, jeg ved ike om du ser dette her, og hvis du goer vil jeg undskylde paa forhaand, for jeg vil bare sige, at min mormor var i noejagtigt samme situation - den enste forskel var, at min mor ofrede al sin fritid, energi og overskud paa at soerge for at hun havde et vaerdigt liv. Det var meget haardt for hende, og alle os andre som ogsaa hjalp til at hvad vi kunne, men det betyder nu, at vi har det ok med hendes doed.
Det er ikke bare samfundets skyld.
Vi bliver noed til selv at tage ansvar for hvores kaere, vi kan desvaerre ike regne med at velfaerdssamfundet klarer det hele - saa mange resourcer er der heller ike i det offentlige.
Glem ikke, at K er et af de mest priviligered elande i vernden - men det danske system er ikke alvet til, at folk kan overlade deres boern/aeldre fuldstaendigt til samfundets omsorg. Selv HVIS det fungerede tip top vile det alligevel aldrig kunne erstatte kaerligheden fra familie medlemmer.
Nej, vi kan ikke overlade det hele til samfundet - det er det heller ikke mit indtryk, at Sus på nogen måde har gjort.
Men man kan HELLER ikke sætte sit eget liv på stand-by på ubestemt tid for at være mor for en pyskisk syg mor. Man kan i øvrigt heller ikke erstatte pyskiatrien - for det har man ikke faglig kompetance til.
Distriktspykiatri fungerer kun for de raskeste psykisk syge. De, som orker at møde op, magter at lukke en "kontaktperson" ind, når det ringer på døren. Hjemmehjælp og hjemmepleje - kræver også, at brugeren magter at modtage.
Jeg har set det på tæt hold. Havde en nabo, der ikke kunne fungere i egen lejlighed, men bare så frygtelig gerne ville tilbage til det forsorgshjem, "systemet" jo ellers syntes, det var en succés, hun var kommet væk fra. (Og som jo selvølgelig heller ikke er beregnet til permanent ophold - der mangler pladser i forvejen).
Jeg ved ikke om en løsning for nogle af disse ulykkelige skæbner kunne være en slags permanent forsorgshjem?
Det sidste, jeg hørte til min nu forhenværende nabo, efter at også jeg havde måttet opgive, var, at hun blev sat ud med fogedens hjælp (den er god nok - jeg var hjemme, da det skete) - og dernæst kom tilbage på "sit" forsorgshjem - for en stakket stund.
Ingen kan hjælpe den, der ikke vil hjælpe sig selv. Det er barske ord, men det er også sandheden.
Tak Frk. Møller! Jeg svigtede nemlig ikke...og som du selv siger: Man kan ikke sætte sit liv på standby for at være mor for sin mor. Jeg levede med det her fra jeg var en 13-14 år til jeg var 36....Det er lang tid.....og en tid, hvor jeg også selv måtte have rum - ellers ku' vi jo ende op med at sidde og mimre sammen - og hvor var vi så henne.
Og ja, min mor skulle have været under en eller anden forsorg i de senere år...Men ingen tog sig af det.....Hun nåede også at blive smidt ud af fogeden et af de andre steder hun boede - det tog heller ingen sig af......og jeg vidste altså ikke til sidst, hvad jeg skulle stille op......Jeg havde råbt og skreget mig hæs for mange gange.
PS. Jeg har med vilje undladt at kommentere forrige post - ku' ikke rigtig forholde mig. Men jeg mener nu, at det er for nemt at sige den slags. Det var hendes mor og ikke hende selv, der tog sig af mormoren. Spørgsmålet er, hvordan hun ville have grebet det an, hvis det var hendes egen mor og noget der startede, allerede når hun var 14.
Bortset fra det kærligheden fra min brors og min side manglede bestemt ikke, men det kurerede da ikke min mor!
Kaere Susling
Naturligvis svigtede du ikke din mor. Du har helt ret i, at det er noget ganske andet at skulle tage sig af en psykisk syg mor, som har vaeret syg siden man var 14, end at tage sig af en senil mor i de sidste 6 aar af hendes levetid.
Der er ingen tvivl om, at velfaerdssystemet svigtede din mor - det har jeg selv oplevet paa naert hold da jeg paa et tidpunkt arbejde i hjemmeplejen, og saa for faa resourcer der var. Vi havde ganske enkelt ikke tid nok til at goere hvores job ordentligt.
Det spoergsmaal jeg rejser er blot, om vi i Danmark forventer for meget af det offentlige, som ikke har resourcer nok til at tage sig af alle de opgaver, dets borger selv afskriver sig. Det foerer naturligvis over i en minimal stat vs velfaerdsstats debat, men det er ikke det jeg vil ind paa.
Jeg vil blot konstatere, at vi saadan som situationen er idag, ikke kan forvente at samfundet tager sig af vores svage, uden at vi selv raaber op og hjaelper meget til.
Det lyder som om din mors skaebne er meget soergelig, og som om der nok ikke var meget mere I kunne holde til at have gjort.
Det er soergeligt at din mor fik saa uvaerdig en slutning paa sit liv, og det er en stor skam af samfundet ikke kunne hjaelpe hende. Men vi kan ikke rette fingeren imod systemet.
Dermed ikke sagt, at den skal rettes mod dig heller - men imod en lang raekke soergelige omstaendigheder som resulterede i din mors sygdom.
Saadan som du har beskrevet historien, er det ikke nogens "skyld".
Marian....skyld ikke skyld...man skal også ville selv. Og min mor var svær at hjælpe. Men så uværdig en død og sidste tid havde hun ikke fortjent.....hun var et meget sødt og omsorgsfuldt menneske......Men jeg synes stadig, at man kan forvente sig noget af systemet....i hvertfald når de påstår, at der var tilknyttet hjemmehjælp, hjemmesygeplejerske og distriktspsykiatrien.....Havde så hellere foretrukket sandheden...ikke dette henholdende: Vi gør noget. For det gjorde man ikke!
Og det er i øvrigt ikke småpenge, der bliver trukket på skattebilletten hver måned. Spekulerer på hvad de går til....og nu snakker vores helt igennem succesrige - mener jeg så ikke - regreing om brugerbetaling oven i....den havde jeg nu forudset år tilbage......Vi skal have en velfærdsdebat skal vi.....og så er der også nogen i omsorgsbranchen, der skal tage sig lidt sammen......mener jeg oprigtigt......menneskeliv er ikke papirbunker og skrivebordsarbejde!
Send en kommentar
<< Home