kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

12.11.06

Susling om gud og barnedåb

Jeg er blevet fadder for anden gang. Det er ikke så godt. For selv om jeg elsker de små pus - min brors børn - og ville flække en arm på langs for deres skyld, så kan jeg vitterlig højhelligt og amager-halshug ikke love, at jeg vil opdrage dem i den kristne tro. Kan jeg jo ikke, når jeg ikke tror og forlængst har meldt mig ud af folkekirken.......

Præsten i denne omgang var også - ja tilgiv mig - gudsjammerlig. Talte om fåret, der var blevet væk fra flokken og mere i den dur......Lugtelakridsen bøjede sig på et tidspunkt hen i mod mig og sagde: "Hvor er det svært at sidde her og skulle høre på, at man skal sige, at man tror, når man ikke gør det!"......Efter 3 kvarter og efter at jeg havde afleveret min del oppe ved døbefonten, måtte jeg bare ud af kirkerummet....fordi jeg blev så gal....og udenfor stod jeg så og inhalerede 3 smøger i træk...Ved godt, at det ikke var fint at gå midt i ceremonien, men hellere det end, at begynde at råbe bandeord i kirken........Mens jeg stod udenfor kom Skumfidusen pludselig ud til mig og sagde: "Jeg kunne ikke ha' det. Han snakkede om de forvildede sjæle i den store by, der ikke kender til nærhed og tæthed.".......mens hun sagde det, gik hun vredt frem og tilbage..........

Da vi gik fra kirken efter den 1 1/2 time lange session, snakkede My Guy og jeg om, hvordan man tydeligt kunne høre forskel på grundtvigianerne og de indre missionske. Gudstjenesten i dag, var indre missionsk. Det var forvildede får og nadver med brækkede brød og Jesu Blod, som alle de blinde, de gangsbesværede og de forvildede lesbiske måtte suge ind i store doser......Da jeg stod fadder første gang for min brors søn, blev jeg faktisk positivt overrasket over præstens tale og over hele ceremoniforløbet......det han sagde og gjorde, var så meget mere i tråd med vores hverdag.....Jeg husker, at han talte om at tvivle på troen, om at alle havde ret til en plads og den slags.......Mere til at sluge......

Og hvorfor stillede jeg så op? Tja, min bror bad mig om det. Lige som dengang vi begravede min mor, lige som den gang de skulle giftes, lige som den gang jeg stod fadder første gang........Men nu vil jeg ikke mere......Måske mht. begravelser.......men ellers, så vil jeg melde pas frem over........Festen bagefter, det er helt fint.....En velkomstfest for et barn.......et bryllup mellem to, der vil hinanden......er jo bare dejligt....Men jeg og min familie lægger aldrig mere øre og krop til anakronistiske og i mine øjne ubegavede og forstokkede ord om et højere væren...........

Susling, der er tæt på at kaste op.......og forøvrigt har en lille familie, hvor vi er 3 ateister og en agnostiker - mig sagde hunden.

6 Comments:

At 13/11/06 07:55, Blogger Lizelotte said...

Arrgh - jeg kan følge dig helt ud af kirken og det hele.

Har en datter, som vil konfirmeres. Jeg har sagt, at hun skal MENE det - hvis ikke, kan vi sagtens holde festen uden kirkefjotteriet. Men hun MENER det sq. Respekt for det.

Men jeg er da et eller andet sted sådan lidt ... "jeg håber, hun bli'r klogere..."... ikke pænt men...

 
At 13/11/06 08:51, Blogger susling said...

Ja Lizelotte, man skal mene det. Jeg benægter ikke det ceremonielle aspekt - absolut ikke. Jeg har også været til kirkelige handlinger, som jeg syntes gav mening - min mors begravelse f.eks. Det gav mening, fordi hun gik i kirke....Hun troede.....Jeg reagerer måske mest på det anakronistiske i det.......Ei jeg har svært ved at forklare det.....for jeg respekterer da andres tro....Og jeg har forsøgt ikke at præge mine unger....for jeg var længe i tvivl - som sagt er jeg agnostiker.....Det er mine unger selv, der har taget stilling - lige som din datter :-)

 
At 13/11/06 14:32, Blogger Lizelotte said...

Vi mangler altså også en ikke-religiøs ceremoni fx. i forbindelse med begravelser.

Det er lidt hårdt at skulle finde på sin egen... når man står med sorgen og savnet.

 
At 13/11/06 14:48, Blogger susling said...

Min svigerfar fik en ikke-kristelig begravelse...Vi læste digte op...en af hans brødre holdt en tale...My Guy lavede selv det lille hæfte med digte osv. Det var meget, meget smukt..en værdig afsked for en meget stærk, smuk og højt elsket mand...og også en mental helende proces...

Jeg læste dette digt op, som jeg havde oversat til dansk:

En gång är den allra sista gången.
Det sista steget nedför trappan.
Lampan som släcks.
Ingen säger:
Nu var det sista gången

En gång är det sista ordet viskat.
Det sista brevet skrivet och postat.
Nyckeln vrids sista gången om.
Dagen liknar de andra.
Du vet inte när
och vill inte veta.

Men glädjen har alltid ett sista leende
Någonstans dröjer det kvar.
Någon förvarar det
djupt i sin saknad.


Viola Renvall


Det er også sådan jeg vil sendes afsted....med erindringer, digte og historier om mig, fortalt af mine kære.....

 
At 14/11/06 12:24, Blogger Lizelotte said...

Sikke et smukt digt. Jeg har altid elsket digtet "måske en martsdag":

Måske en Martsdag

Jeg dør en lille Smule
for hvert Sekund, der gaar,
jeg bærer Døden med mig
igennem Livets Aar.

En Nat, måske en Martsnat,
saa mild af Regn og Tø,
skal jeg gaa bort i Mørket
og holde op at dø.

Det måtte nogen gerne læse, inden de drysser mig i Lillebælt...

 
At 14/11/06 19:11, Anonymous Anonym said...

hm - ja sådan kan vi jo se forskelligt på det. Jeg er selv præst. Døbte et barn i søndags - barnedåb er altid så dejligt. Prædikede om at vi overfor Gud alle er lige - lige værdifulde - lige elskede - uanset hvad vi kan eller ikke kan. Da disciplene spørger Jesus hvem, der er den største i Himmerriget fremhæver han det lille barn - for hvad kan et barn andet end at regne med at det er elsket 100%

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home