Susling om erindring

Jeg kan ikke længere helt huske følelsen af min mor. Jeg prøvede forleden dag, men jeg kan ikke. Kun nogle meget spredte sanseindtryk, som et strejf af en duft, et blidt strøg over kinden. Nogle få tågede erindringsbilleder, hvor det egentlig var mig, der spillede hovedrollen. Jeg spekulerer på, om det ikke i virkeligheden er en god ting. Det betyder vel et eller andet sted, at hun gjorde sit arbejde som mor godt nok. Hun stjal ikke min barndom ved selv at fylde, men gav mig rummet.

Hun var en varm og kærlig person og båndet mellem hende og mig var langt og glat. Jeg vidste, at jeg havde hendes ubetingede kærlighed uanset, hvad jeg gjorde. Det bærer jeg videre i mig selv som mor. Dette med at give den ubetingede kærlighed. Dette med at give plads. Jeg vidste dog også meget tidligt - måske var jeg 3-4 år - der hvor erindringen starter - at jeg ikke ville være som hende. Jeg følte mig ikke som hende. Jeg var heller ikke helt tryg ved, om hun kunne tage vare på mig. Hun føltes skrøbelig, svag......det var ikke noget jeg kunne formulere i ord, men kun noget jeg kunne fornemme intuitivt.

Erindringsflash: Min far var meget glad for dyr og en dag havde han taget en lille kattekilling med hjem. Helt naturligt syntes jeg, at den var dejlig. Blød, kælen, legesyg.......Det er måske nok en efterrationalisering, for det eneste jeg kan huske er, at jeg sad ved siden af min mor på køkkenbordet og at hun sad ved siden af mig med benene trukket op under sig og skreg. Oprigtigt skreg af angst. Jeg husker, at jeg syntes, at det var underligt.

Erindringsflash: Jeg går afsted med min mor. Hun holder mig i hånden. Det er en mørk vintermorgen og der er sne og is over det hele. Min mor har sin arvede persianner-pels på. På fødderne har hun hvide gummistøvler. Hun glider i sneen og jeg husker, at jeg tænkte:"Hvor er det synd for hende." Nok en efterrationalisering, men jeg husker noget med de gummistøvler, noget med, at der ikke var råd til varme vinterstøvler.

Erindringsflash: Jeg står med min mor ude på badeværelset. Hun har låst os inde, fordi hun er bange for min far. Jeg tænker på sangen: Der er lys i lygten, lille mor..." Noget med at tæve min far, når jeg bliver stor.......Jeg siger det til hende. Min far flår døren til badeværelse op og giver mig en syngende lussing........Jeg forstår ikke noget......Min far farer ind i stuen igen og sætter sig ved tv-et med lyden skruet helt op........Min mor står der bare.......Jeg lister ud og hen til min far og spørger om jeg ikke må se børnetime? Min far bliver helt blød og siger, at selvfølgelig må jeg det. Efterrationaliseringen er, hvem fejlede? Jeg ved det stadig ikke.

Sådan er der så meget med forældre. I forhold til mine børn har jeg altid tænkt, at jeg kun kan gøre det så godt, som jeg nu en gang kan og at de vil have deres egne erindringer........om fejl jeg har gjort, om vores skænderier, om sorg og om glæde. Jeg lovede også bare tidligt mig selv, at hvis de kom og følte sig dårligt behandlede, så ville jeg sige undskyld, jeg vidste ikke bedre. Men jeg elsker dig uanset hvad. For det ved jeg, at begge mine forældre gjorde. De vidste bare ikke bedre. Og de glemte at sige undskyld.