Susling om omdømme

Mange mennesker er utroligt optaget af, hvordan de fremstår udad til. Nogle gange tror jeg, det er så meget, at de ikke kan høre, hvad der sker omkring dem på grund af al den støj deres konstante imagepleje laver. Seriøst. Det er ofte som om folk er mere optaget af at se ud og at lade som om, end at forholde sig til det, der reelt foregår.

Og der bliver kæmpet på bane 2. Man spejler sig i andre. Sammenligner sig med andre. Og gud nåde og trøste den, der der tager en anden i at falde igennem.

Det er menneskeligt. Men det er også lidt for meget at være vidne til. Og her i min høje alder må jeg også indrømme, at jeg egentlig mere er begyndt at forholde mig til, hvordan jeg opfatter tingene. Altså ikke så meget: "Hvad mon han tænker?" Men mere:"Hvad synes jeg selv?"

Det er faktisk lidt af en befrielse. Man er ikke så bange for at falde igennem, når koordinaterne for generel fremfærd bliver styret af ens eget kompas. Det betyder bl.a., at jeg er begyndt at tage min intuition alvorligt - eller rettere: Jeg er begyndt at tage mig selv alvorligt.

Det betyder nu ikke, at jeg ikke også lytter til andre. Faktisk blev jeg rigtig glad, da jeg igår fik at vide, at jeg var utrolig sød og sympatisk, fuld af energi og hamrende professionel.

Den slags samler jeg på, for selv om jeg er holdt op med at spejle mig i andre og at sammenligne mig med andre, så kan det stadig være svært at se sig selv på samme måde, som andre gør det. Og lidt omdømmeliderlig er jeg da også.