Susling om døden

I Kina går man i hvidt. I Danmark går man i sort.......nogle gange også mentalt. Da min mor døde for lidt over fem år siden var det, som om et tæppe blev trukket væk under mig. Jeg græd og bed tænderne sammen på en gang. Fordi børnene stadig var så små, ville jeg ikke vise min sorg. De skulle ikke se mig svag. Så nogle gange gik jeg hen til køleskabet - åbnede døren, stak hovedet ind og græd stille derinde midt i mellem mælk, salat, kød og æg.

Siden er flere døde fra mig. Jeg har næsten vænnet mig til, at livet ikke er evigt. Jeg har accepteret, at døden kommer. At vi dør. Jeg tænker nogle gange på, hvordan mon dødsøjeblikket føles. Om man kan mærke det, når det kommer. Min svigerfar døde med støvlerne på bogstavelig talt. Faldt bare om midt i sin dagligdag. Hvad for der gennem hans hovede lige i det øjeblik? Og min far? Nåede han overhovedet at tænke? At føle? Min mor - nåede hun overhovedet at registrere noget? Er det sådan, at man godt er klar over, at man nu slipper livet og måske går et andet sted hen?

Tja....får vist først svaret, når jeg selv stiller træskoene. Men indtil da, må jeg leve med bevidstheden om, at det sker. Og at det derfor gælder om, at leve så meget i overenstemmelse med sine egne værdier og sit jeg. Og ikke mindst, at kærligheden, nok er det vigtigste og største man overhovedet kan eje.


Stort vådt smaskys til jer alle!

Og så er det vist i øvrigt på tide, at få skoddet de smøger!