Susling om teenagere og familier

I går kom Dj Brockhouse sur og formørket hjem fra sit weekend-kærestebesøg i provinsen. Chokoladekalenderen, jeg havde købt til ham, var noget lort - han havde allerede fået den samme af sin nye kæreste (som forøvrigt er mørk ligesom mig, lidt punket, som jeg var, da jeg var ung og så vil hun være journalist - eeeww! Er han blevet kærester med én, der ligner hans mor?!)

Han sendte vrantne signaler omkring sig og lagde sig så på sin seng med hovedet vendt ind mod væggen. Da han kom lidt op til overfladen igen, satte han en sur seddel på køleskabet skrevet med rødt og tre udråbstegn, hvor der stod, at vi skulle ordne hans cykel. Her til morgen sagde han, at hans bukser skulle syes. Ikke noget med om jeg ville være sød og sy dem. De skulle bare syes. Han orienterede også lige om, at der var skole-hjemsamtale i morgen. Og at han mente, at vi havde fået sedlen om det. SUK! Det er nu man skal tænke manglende neuronforbindelser og ikke fuldtudviklede pandefrontallapper.

Faktisk viste det sig, at han var ked af, at han måske ikke kunne se sin udkårne de næste tre uger, fordi hun ikke havde lavet de lektier, hun skulle og hun forøvrigt er skilsmissebarn, der også skal besøge sin far. Nu er det vist så meningen, at jeg skal rykke ud på 911-morhjælp-måden og tale hans svigerfamilie til ro. Faktisk noget, jeg er ret god til. Men jeg ved ikke rigtig, om jeg gider. Andre må sågu da også tage sig lidt sammen og lade ungerne bestemme til og fra og lade dem gro ved at opleve konsekvenserne af deres handlinger.

Pfui altså, på nogle måder var det egentlig nemmere, at være mig anno teenager. Selv om det ikke var det mest festlige at flytte hjemmefra som 16 årig, så kunne jeg bestemme selv. Og jeg kunne finde ud af, at tage mit ansvar på mig, fordi det var jeg bare nødt til.

Men måske er det også derfor jeg er lidt blød over for mine unger?! For selvfølgelig syer jeg hans bukser, hans far lapper hans cykel og vi laver en feberredning på skole-hjemsamtalen - som altid. Chokoladekalenderen må han sgu' til gengæld leve med.Lissom det med kæresten.

PS: Der er lys forenden af tunellen. Jeg ved det, for Skumfidusen "Airhead" er ved at mutere til et fornuftsvæsen og hun er hård mht. Cykelmyggen: "Kan han ikke finde ud af, at værdsætte mig og kæmpe lidt for mig, så kan det være ligemeget, " siger hun. Hun siger også:" Jeg mærker slet ikke det sammen i maven mere, når jeg ser ham. Jeg synes bare, at han er fjollet, når han ikke vil hilse. Det er da en dum måde at slutte på." You go girl!

Susling om jul og traditioner

I morges stod jeg og så ud af vinduet og filosoferede lidt over, hvor alle år var blevet af. Man blinker med øjnene og pludselig er man 45 og skal farve hår og købe cremer til modne damer. Jeg tænkte også lidt på mine to smukke unger, som det ene øjeblik legede i hele huset med deres vilde projekter og det næste går til fester, får kærester og har bryster (den ene af dem), skægstubbe og Chewbakka-ben (den anden af dem). Og så var det jeg kom til at tænke på julen (man må godt snakke om det nu). Og så blev jeg faktisk helt glad!

Jeg behøver nemlig ikke længere, at planlægge fra midt i november og bagefter cykle forvildet rundt efter arbejdstid, for at skaffe 48 velgennemtænkte, prisræsonable og spændende ting i dreng- og pigeversion til julesokken. Ungerne tror ikke på julemanden længere.

Jeg behøver heller ikke længere, at bryde min hjerne med at finde på 8 velgennemtænkte, prisræsonable og spændende ting i dreng- og pigeversion til adventsgaver. "Det behøver du ikke, mor! Vi skal bare ha' nogle julegaver, det er fint nok."

Jeg kan nu ikke helt lade være med at juleglæde lidt. Så de seneste to år har jeg købt en juleskrap til dem og en chokoladekalender. En chokoladekalender er noget jeg under ingen omstændigheder ville have givet min unger tidligere. Jeg syntes det var underlødigt, uopfindsomt og so white trash. Nu er det bare lidt skægt og begge bliver så glade, fordi de egentlig ikke forventer sig noget. Iøvrigt har Dj Brockhouse proklameret, at skulle han vinde 50.000 kr. på sin juleskrap, så deler han med os: 10.000 hver til mor og far, 10.000 til Skumfidusen og så beholder han de sidste 20.000 selv. Sød knægt, meeen mon ikke han, når det kommer til stykket, beholder det hele selv?! Han har i hvertfald også udtalt, at han godt kan li' at tælle penge - sine egne penge. Lissom min bror faktisk. Det kan man da egentlig godt kalde en tradition.

Og juletraditioner at large!? Ja, altså min pointe er, at traditioner er til forhandling, og at de hele tiden skal tilpasses til det sted, man står i livet. Jeg ville gå i stykker, hvis jeg rigidt skulle følge en fast slagplan, der har mistet sin mening. F.eks. har vi fundet ud af, at de fleste af os ikke kan lide ris a la mande. Hvorfor fanden så plage sig selv med den ækle dessert? Vi finder da bare på noget andet. Nisselandsbyer har vi også lagt i skuffen og sådan er der med så meget juletradition, som vi opfandt tidligere og havde en funktion. Ud til højre med det.

Men jeg skal saftsuseme ha' min julekryppe, min Skt. Nickolausfigur, mine julebukke, min 70'er adventskrans i støbejern, mine glaskugler i vinduet, min halmkrans på døren, min grimme trænissefamilie i reolen, den gennemtyggede plastiknisse, som Skumfidusen fik som 6 mdr. gammel, mine to keramikjuleklokker (også i 70'erdesign), et kalenderlys og de to mølædte stråengle. Det skal jeg altså!

Susling bager sig gennem verden

Nogle vil måske mene, at min bagning har taget overhånd. Man er måske tæt på, at synes, at det er lettere småneurotisk. Det synes jeg egentlig også selv. Det tangerede i hvertfald i allerhøjeste grad der hen af, da jeg i torsdags lige lavede fire brød. Et rugbrød, fordi vi var ved at løbe tør, et ungarsk brød på bestilling af Dj Brockhouse, også fordi vi var ved at løbe tør, og så fik jeg en forbasket lyst til at prøve at lave et østrigsk surdejsbrød - som så viste sig, at skulle i to forme - 1 lig to - fire i alt.

Formen måtte jeg låne hos naboen, fordi jeg kun har en selv og da jeg afleverede form tilbage plus færdigbagt halvt østrigsk brød, stod hun med sin nyfødte baby plus to lidt større i skørterne og fik nærmest ticks af mit husmoderoverskud og begyndte at undskylde alt mellem himmel og jord. Det var jo lissom ikke meningen. Det er jo bare mig, der lige nu synes det er skægt at stå med hænderne i dej.

Nå men, jeg skred jo lige fra Ungarn til Østrig, med en passage over DK - rugbrødet - og det blev helt igennem vellykket, det østrigske brød. Jeg begyndte næste at jodle, da jeg smagte brødet med en god krydret pølse og et par cornichoner på toppen.

Østrigsk grovbrød med surdej:

Surdej:
1.dag
100 g. groft rugmel
2dl lunken kærnemælk
50 g gær
2. dag
100 g groft rugmel
2 dl lunken kærnemælk
3. dag
100 g groft rugmel
3 dl kærnemælk

(Jeg havde surdejen i forvejen. Den bor fast hos mig og bliver fodret. Men bare så I ved.)

Dej:
350 g groft rugmel
150 g knækkede hvedekerner
1 dl vand
1 spsk sirup
1 spk kommen (uhm jeg elsker kommen)
1 spsk fenikkel
1 spk salt
50 g gær
1/2 dl vand
350 - 400 g hvedemel

Tilsæt alle ingredienser (minus hvedemel) til surdejen. Rør gæren glat med vand og kom det i dejen. Ælt det meste af hvedemelet i og ælt dejen godt igennem. Lad dejen hæve tildækket til dobbelt størrelse.
Ælt dejen let igennem på et melet bord og læg den i to smurte forme (2l). Efterhæves til næsten dobbelt størrelse. Pensl med vand og drys med rugmel.
Bag på nederste rille i forvarmet ovn i 10 min. på 225 g. Dæmp varmen til 200 g. bag i ca. en time. Man får en brun og sprød skorpe, hvis man sætter en lille skål/aluform med vand i ovnen sammen med brødet.

Her i eftermiddag smækkede jeg så lige et fransk landbrød sammen. Det har jeg heller ikke prøvet før. Det skulle håndæltes på Camilla Plum-måden, så der stod jeg med mel over det hele og legede landbokone i Normandiet.

Har også planer om, at lave en New Zealandsk julekage og så skal der røres noget appelsinmarmelade.

Det sgu' skægt det her! Og jeg som ikke har bagt siden dengang den ildelugtende husholdningslærer tvang mig til at røre ramonce/romance (???). Klamt var lige hvad det var. Men det synes jeg til gengæld ikke det er, når jeg kan rejse rundt på kontinenterne og bage lige præcis hvilket brød, det skal være.

Jeg er dybt taknemmelig for at leve nu og præcis her (og så glemmer vi lige finanskrise og miljøkrise et kort sekund).

Susling om at ville og skulle

I tirsdags spurgte min jobcoach mig, om hvad jeg virkelig ville. Hvad der ville være det ultimative job for mig? Behøver jeg at sige, at jeg blev paf og temmelig mundlam? For det er sågu da et stort spørgsmål og føles nærmest blasfemisk i en krisetid. Hvad jeg virkelig vil?

Dunno.

Som ung og nyuddannet ville jeg være tekstforfatter på et reklamebureau - og det blev jeg. Da jeg fik barn nummer 2, var jeg temmelig udkørt af rejser og hårde deadlines, så der ville jeg være kommunikationskonsulent et roligt og familievenligt sted - så det blev jeg. Efter nogle år brusede eventyrlysten i mig igen og så ville jeg være tekstforfatter på et reklamebureau - og det blev jeg.
Så ville jeg arbejde med web - og det kom jeg til og så ville jeg være selvstændig - og det blev jeg. Jeg ville skrive artikler - og det kom jeg til. Og så lidt mere web og lidt ekstra og noget undervisning og mere til. Efterhånden holdt jeg nemlig op med at ville. Stille og roligt blev det mere at skulle fremfor at ville. Det holdt sgu ærlig talt op med at være sjovt. (Er det meget forkælet, at man godt vil ha' det lidt sjovt, mens man tjener sin løn?)

Så at ville noget, det er lang tid siden efterhånden. Vil jeg f.eks. arbejde med at skrive et helt website om pension og finans? Vil jeg skrive om energi, miljø og klima?

Kan man overhovedet tillade sig at ville? Er det efterhånden ikke mere bare noget med at skulle? At tage det man kan få og være glad til? Bare det føles nogenlunde i maven og dem man bliver ansat hos opfører sig normalt.

Dunno.

Susling siger: Bare vær som du er. Det er ok!

Når man er sådan en som mig, der tusser rundt og betragter verden og de mennesker, der befolker den, så kan jeg godt nogle gange blive slået bagover. Af forundring og nogle gange af lettere ubehag.

F.eks. hvis jeg er vidne til, at folk et kort øjeblik blotter sig og fortæller om det, der virkelig foregår bag facaden. Om det, der gør dem ked eller frustreret eller deres angst for aldrig at komme i job igen eller den gang de gik ned med stress og sad og stirrede ind i en væg. Eller deres frustrationer over ikke at kunne slå til eller deres akademiske usikkerhed eller deres manglende evne til at få familieliv og økonomi til at hænge sammen osv. osv. Nogle gange er der tale om deciderede mentale nedsmeltninger. En given slip og lade det hele hænge i de folder, de reelt slår.

Det, at de blotter sig, fylder mig ikke med ubehag, på ingen måde. Tværtimod. Jeg tænker bare:"Ah, et menneske med alle facetter og af kød og blod som mig."

Det, der til gengæld godt kan fylde mig med ubehag er reaktionen bagefter. For i 9 ud af 10 tilfælde skøjter folk tilbage til det, de føler er deres comfortzone. Dvs. det billede de i deres egne hoveder har det bedst med at vise verden. Så skal man igen høre om små søde dekorationer, nye krus, overdimensioneret gang i den på arbejdsmarkedet, 100 % succes på kærestefronten osv. osv.

Reaktionen er fuldt ud foreståelig. Det mener jeg oprigtigt. Hvem vil være en stakkel, der ikke kan finde ud af ting i sit liv? Hvem vil hænges op på brølere og fejltagelser? Hvem vil holdes fast i den svaghed, man viste i et kort øjeblik?

Men sagen er, at det bliver man jo ikke - hængt op altså. Ihvertfald ikke af mig. Personligt tænker jeg da ikke: "Nå, der går hende, der ikke kan få det til at hænge sammen med kæresten." Jeg tænker bare:"Nå, der er xx, gad vide, hvordan hun har det i dag?" Men jeg tænker også samtidig:"Lad nu være med at fylde mig med facade. Bare sig tingene, som de er og vær dig selv. Det er ok! "

Susling om at dele og hele

Hjemme hos os, der deler vi. Eller rettere Skumfidusen deler. F.eks. så "delte" hun Dj Brockhouses hue en aften. Den aften, hvor hendes taske blev stjålet. Dj Brockhouse brummede bare lidt og han har sikkert tænkt:"Airhead!" Og nu er han så hueløs.

Skumfidusen synes også, at der er fri deling på min badeværelsehylde. Min makeup f.eks. Jeg kan altid se, når hun har været der, for så mangler der et låg eller makeupsvampen er gået i stykker. Jeg brummer også lidt - dog højere end Dj Brockhouse - og tænker:"Airhead!"

Senest har hun så forgrebet sig på min nye Hårglæde fra Regitzes NoNonsense. Hun kom ud fra badet og sagde:"Mor, jeg tog lidt af den der nye Regitzes-ting. Den dufter så dejligt."
Det var egentlig ok, for jeg var lidt spændt på, hvad hun syntes om den. Jeg mener, man kan jo let lade sig forføre af et koncept - især hvis det er økologisk. Jeg kan i hvertfald godt blive besnæret og bilde mig selv ind, at nu gør jeg noget rigtig godt for mig selv.

Hun svarede, som sagt, at hun syntes den duftede utrolig godt og at hun var vild med, at man ikke skulle lade kuren sidde i særlig længe, før man fik en effekt. Jeg er 100 % enig, for jeg har aldrig været så god til det her med, at rende rundt med en plastikpose om hovedet i flere timer og så skulle skylle og rense og gøre ved. Når jeg er i bad, så er jeg i bad og så tager jeg hele turen på en gang og så slut.

Min oplevelse af Hårglæde er i øvrigt også lidt speciel. Om det skyldes Hårglæde eller det faktum at jeg er begyndt at spise B-vitaminer eller om det er en kombi, skal jeg ikke kunne sige. Men efter nogle ganges brug er der sket det, at jeg har fået mine krøller igen. Jeg har altid haft fald i håret som på et tidspunkt udviklede sig til krøller. I den senere tid var mit hår så begyndt at se ret træt ud og krøllerne var mere krus end krøl. Sådan er det ikke mere.

Det samme gælder i øvrigt min hud. Sjovt nok (jeg er trods alt 45), så har jeg næsten ingen rynker. Kun nogle meget fine linier ved mundvigene og en anelse under øjnene, som mest træder frem, når jeg er træt. Til gengæld har jeg fået mig nogle finmaskede blodsprængninger på kinderne. Ikke meget, men nok til, at jeg bliver lettere rødmosset, når jeg f.eks er stresset. Jeg har nu brugt Creme #1 og Skintonic # 1 i lidt over en måned og jeg kan se og mærke tydelig forskel. Det fintmaskede på kinderne er dæmpet betydeligt og jeg kan mærke, hvordan min hud suger til sig, hver gang jeg tager creme i ansigtet.

Jeg gætter på, at det er aloevera juicen, der gør forskellen. Aloe vera var nemlig præcis, hvad min koreanske akupunktør og massør anbefalede mig, da jeg klagede min nød over alt det røde. Han synes så godt nok, jeg bare skulle knække grene af min plante af og smøre den friske saft i hovedet. Men helt ærligt, det ser ikke lige så lækkert ud med en afgnavet gren på toilethylden som en lille krukke lækker creme.

Nå, ja, så har Creme og Skintonic # 1 en ekstra fordel. Det er jo til modne kvinder, så den lader Skumfidusen stå, og så har jeg den helt for mig selv. Det skal man jo heller ikke kimse af, vel!

Susling gør sig nogle tanker

Om ca. 2 timer skal jeg ud og snakke med min nye job-coach. Jeg er meget spændt og også lidt bekymret for, hvad han vil sige og gøre. For hvad kan han reelt gøre andet end at udstede sanktioner og vende det hele rundt, så det bliver min egen skyld, at jeg går ledig? Vi kan sidde og fedte lidt rundt i, hvordan min ansøgning er skrevet og måske rykke lidt rundt på et par pinde i mit cv. Men ellers? Jeg er blank.

Hvordan kan han i øvrigt være klog på netop mit fag, min branche, mine kompetencer, når han også skal være klog på så mange andres fag, branche osv.? Jeg sku' da mene, at der er forskel på, hvordan jobs bliver besat og de traditioner/konventioner, der er i de forskellige brancher.

Men igen, det er måske bare mig, der ikke fatter en lyd? Jeg tror det nu ikke. Og skal jeg være helt ærlig - og det skal jeg jo - så bider krisen hårdt nu. Meget hårdere, end det bliver sagt offentligt. Man kan jo dårlig stikke en tå ud af vinduet eller gå til et middagsselskab og så hører man om folk, der er blevet fyret eller er bange for at blive fyret, fordi det er meldt ud i organisationen, at der skal skæres. Man hører om bunken af ansøgninger, der vokser på jobs, der tidligere ikke kunne besættes. F.eks. så talte jeg med en udviklingschef, der på samme tid sidste år havde modtaget 8 ansøgninger på to jobs. I år havde han modtaget 60 til samme type stillinger. Han var rystet. (Jeg synes så personligt, at han bevæger sig i en lidt forkælet branche, for jeg er da vant til op til 300-400 ansøgere og bare det at komme til samtale er jo nærmest som at vinde i lotteriet.)

Og bare for at sætte en tyk fed streg under: Det jeg hører om, er mange forskellige typer jobs, ikke kun inden for min egen lille verden. Det er systemudviklere, ingeniører, ad'ere, sekretærer, bygningshåndværkere, VVS'ere, journalister, cand.ling. merc'ere, cand.merc'ere, jurister - fortsæt selv listen.

Hvad man skal stille op med alt det her, ved jeg ikke. Måske gør min nye job coach?

Update: Ingen ko på isen. Min job coach var en rigtig flinker fyr. Da vi afsluttede, sagde han, at det havde været en fornøjelse at møde mig (Æhmm...er det nu man skal rødme?). I tiden i mellem sagde han, at jeg gjorde alt det rigtige, og at han kunne se, at min eneste udfordring var, at jeg var så erfaren og derfor godt ku' se dyr ud. Nå, men så er det altså det jeg er: En dyr dame. (Kan nu godt nøjes med noget, der bare giver en anelse mere end dagpenge. Bare sådan 5-6tusinde mere udbetalt om måneden, så er vi sgu da superkørende! Så så dyr er jeg da heller ikke.)

Susling om mad

Nu er jeg jo sådan en, der debatterer ret meget med min krop om, at den skal holde sig i skindet og ikke flyde mere ud, end den allerede gør. Faktisk synes jeg seriøst, at den skal til at tage sig sammen og indskrænke sig.

Det forhindrer mig dog ikke i, at interessere mig for god mad.
Hjemme hos os har vi delt det sådan op, at Anders kokkerer og vi andre spiser. Jeg står så for supplementet, som f.eks. brød og nu jeg lige har bragt det emne på banen, vil jeg gerne reklamere for ungarsk landbrød. Jeg bagte et i fredags, så forsvandt det og jeg bagte et igår aftes og nu det også væk. Det er jo en ros i sig selv, men når Dj Brockhouse så ovenikøbet siger: "Mor, det er det bedste brød, du har lavet," så er den stensikker.

Ungarsk landbrød er dødnemt: Man opløser en pakke gær i lunkent vand (ca. en deciliter) og så tager man 75 g. rugmel, 100 g. grahamsmel, 300 gr. hvedemel, en teskefuld salt og to deciliter lunkent vand. Ælt det til det slipper skålen og lad det hæve til dobbelt størrelse. Ælt det dernæst let igennem, form dejen til en kugle og lad det hæve igen på en bageplade med bagepapir. Når det er hævet til dobbelt størrelse, sætter man det i en forvarmet ovn på 250 grader, giver det dødskysset i 10 m. og skruer så temperaturen ned til 190 grader og lader det bage videre i ca. 40 min. Voila.

Og så var der lige den her tomat-rød peberchutney: Man tager:

3 dl eddike (der er frit slag. Personligt bruger jeg alm. lagereddike)
100 g. sukker (igen her er det op til en selv. Det kan være rørsukker, men jeg bruger bare alm. raffineret af den slemme)
1 tsk. fuld allehånde (stødt eller hele. Jeg bruger hele. Men igen smag og behag).

Det hele koges op.

Skær 400 gram tomatter og 2 røde peberfrugter i tern. Skær to løg i både og hæld det op i eddikelagen.
Tilsæt dernæst
2 spsk. reven ingefær (jeg bruger helt frisk)
Limeblade (hvis man er til det) Jeg bruger p.t. citron peber
Chili (jeg bruger en lille af de milde røde ca. en halv hakket i terninger)

Kog under låg en halv time. Konsistensen skal være som grød. Det skulle være det.
Man kan dog også variere, hvilket jeg gør: F.eks. tilsætter jeg nogle gange tørrede abrikoser -hakket i små stykker. Andre gange tilsætter jeg et par fed hvidløg - put dem hele i. Nogle gange dropper jeg chilien osv.

Og så vil jeg gerne lige slutte dette for mig lidt usædvanlige hausfrauindlæg af med en nyopdagelse: I lørdags da jeg var ude til en middag blev jeg introduceret for kogebogen "Sølvskeen".



Det skulle angiveligt være italienernes "Frøken Jensen". Bogen er på 1264 sider, hvilket siger en del om italienernes forhold til mad - tag den Hüttemeyer og co! Den bog skal jeg i allerhøjeste grad ha'. Det er selvfølgelig med den bagtanke, at Anders bliver inspireret. Vi er ved at kløjs i klimarigtig mad og danske rodfrugter p.t. Så nu synes jeg, det er på tide med lidt italianostemning og solskinsmad.

Ciao regazze e regazzi!

Suslings tre hektiske dage med reelt indhold

Der er dage, hvor man storker fra Herodes til Pilates og bliver mere og mere udbrændt for hvert hak man sætter ud for en aftale/task afsluttet. Og så er de dage, hvor man oplever, at det man troede bare var endnu en aftale, giver energi til mere (på trods af alkoholindtag og begyndende et eller andet kriller i halsen).

Lad mig starte bagfra:
Gæt, hvad jeg nu har på min venstre ringfinger?

Nemlig!

Jeg vil stadig gerne have en sten i min. Men jeg må også være realistisk. Selv om jeg prøvede lidt med, at det jo ku' være en julegave å så'n, vidste jeg jo samtidig, at det er min opgave at være voksen og ansvarlig og at børnene under mine vinger skal have mad. Niels Løvschal havde ellers fundet en fantastisk aquamarinfarvet brilliant frem til mig.

Den skal jeg ha'! Det eneste jeg så skal gøre er, at hive lidt penge ind, tage ringen af fingeren og sende den over til ham. Han reserverer stenen til mig og sætter den i og sender den tilbage. Det koster faktisk ikke en gang særlig meget...

Nå, men da jeg så stod der og følte mig lidt opstemt og genert på en gang og hiver penge op af min lille fedtede pung, så tager Niels et eller andet frem og hænger det om min hals. Jeg bliver helt underlig og endnu mere genert. Men han synes, jeg skal ha' det. Jeg rødmer dybt (jeg er ikke så god til at tage imod ting. Vil meget hellere gi'.) Men se lige her:


Hvad kan man sige andet end tak! Tak, mange tak!

Nåede man i øvrigt ikke ind og opleve "Bornholm i København" på Onkel Dannys Plads, så kan man istedet drage til Køge d. 5. eller 6. december. Der lægger M/F Povl Anker til kaj.

Går vi en dag længere tilbage, end i dag søndag, så bød lørdagen også på aktionspakket indhold. F.eks. sidder jeg pludselig og spiser morgenmad med min nye svigerdatter. Gosh, hun var dælme dejlig. Store, smukke, intelligente øjne, søde ord og en personlighed, der bare gled ind. DJ Brockhouse sad og så tintrende lykkelig ud og mor 2 - alias Skumfidusen - hviskede til mig, at hende den skønne bare var den dejligste pige, der havde været med hjemme til dato. Det bedste var nu, at høre Den Skønne og Dj Brockhouse hyggemumle sammen på vennemåden. F.eks. da hun sad og ordnede hans hår med vores glattejern.

Dj Brockhouse havde i øvrigt bedt os om, at få lov til at være alene hjemme med sin udkårne. Heldigvis var vi blevet inviteret ud om aftenen. (Jeg sagde jo det var aktionspakket). Jeg kendte ikke en sjæl og jeg følte mig lidt åndsvag, da jeg stod der og viftede med min Juleskrab, som jeg havde købt som værtindegave. Det viste sig nemlig, at vi var inviteret med til en fødselsdag! Jeg håber, der er gevinst på, for så er det vel en ok fødselsdagsgave, sku' man mene. På trods af, at jeg ikke kendte en sjæl, så udviklede aftenen sig som en af den slags aftner, hvor man fik energi og blev helt høj af stimulerende konversation. F.eks. sad jeg ved siden af en filmfotograf, der skyder film for National Geografik og over for mig sad en scenetekniker fra Normandiet. Bortset fra selskabet, så var maden også forrygende: 5 retter i Italiensk ånd og sjæl.
Hvad kan man sige andet end tak? Så tak, mange tak.

Nå, ja, så var der også lige fredagen. Der hang jeg ud i Skurvognen og bællede juleøl og byggede burgere. Der blev snakket så meget, at jeg lige måtte træde lidt afsides og inhalere en enkelt cigaret, mens jeg bøvsede lidt og genfandt noget ørenlyd. At jeg så i processen blev smækket ude og måtte vandre lidt hvileløst rundt i baggården, mens jeg spekulerede på, om jeg overhovedet kunne komme ud af den gård og om alle damerne med de store organer overhovedet havde bemærket, at jeg var væk og hvis ikke jeg slap ud, hvor længe jeg så skulle stå uden overtøj i den gård, er en anden historie! (Jeg slap ud og havnede i Skurvognen igen. Og lover at poste opskrift på tomatchutney snarest.)

Men ved I hvad?! Nu er jeg sgu' træt og uret på køleskabet bimler med besked om, at jeg skal tage mit ungarske landbrød ud med det vuns, som i nu.

Vi snakkes.

Susling spørger: Hvor var du i 1984?

Det slog mig lige: Hvor var du egentlig for 25 år siden? Hvad lavede du? Hvad tænkte du? Boede du alene? Havde du fået et barn? Var du overhovede født den gang? Det ku' være spændende at vide, hvor folk egentlig var i november 1984.

Bare for at lægge ud (nu udbygget -)): Jeg var 20 år gammel og var lige flyttet sammen med Anders og to katte. Vi boede i en lille bitte slumlejlighed i en sidegade til Holmbladsgade - lige ved siden af Alaska Pub, der havde fået tildelt "5 knojern". Jeg var startet på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet to mdr. før og fattede ikke en bjælde af alle de teorier, jeg blev forelagt.

Vi frøs som ind i helvede og havde aldrig penge. Men det gjorde ikke så meget, for vi var stadig punkere dengang, så det galdt om at se alternativ ud og at føle sig uden for samfundet. "No future" - remember. Kraftigt understreget af Tjernobyls nedsmeltning tidligere på sommeren.

Så vidt jeg husker rålyttede vi til ting som Iggy Pop's "Zoombie Birdhouse", en masse King Krimson, Preefab Sprout, Blaine Reininger, Blue Nile, Siljun Veljet, 22 Pistepirkko (her kan jeg ha' en erindringsforskyldelse) og så gik vi til et hav af koncerter i Ungdomshuset, når vi ikke lige dyrkede lidt sex. Hold da helt kæft, hvor var jeg forelsket

Hvad med dig?

Tilføjelse: Sikke en skæg og interessant leg!Og sikke historier! Jeg lader posten stå lidt længere. Måske vil flere lege med?!

Susling springer over

Jeg vil indlede denne dag med at bakse rundt med møblerne i stuen. Der er egentlig ikke nogen speciel grund til det, for de står meget godt, der hvor de står og det er heller ikke lige frem sådan, at der er mange variationsmuligheder. Men jeg trænger til at bakse med noget. Slæbe bordben tungt henover gulvet og skubbe sofaen til det giver et højt knæk, fordi jeg har skubbet den for langt ind i et hjørne. Jeg vil jonglere rundt med lamper og vikle mig ind i ledninger. Og til sidst vil jeg sætte mig tungt ned, se rundt i stuen og vide, at det hele var lidt omsonst og egentlig ikke giver den store forandring.

Når jeg har fundet pusten igen, vil jeg lænke mig til computeren, som nu står i den anden ende af stuen og tvinge mig selv til at skrive nogle jobansøgninger. Jeg vil i den proces ignorere alle gode og velmenende råd fra jobrådgivere og jeg vil lade være med at tænke på, hvad der sker i den anden ende af min afsendte ansøgning. For tænker jeg for langt, så får jeg kvalme. Det føles nemlig præcis lige så nyttesløst, som at flytte rundt med møblerne.

Update:
Hold kæft, hvor kan man hvirvle meget støv op, når man flytter rundt på nogle få møbler. Det var lige, hvad jeg trængte til! Nu har jeg så opdaget, at jeg mangler en ny sofa og et sofabord. Sofaborde er ellers noget, jeg føler mig meget fremmedgjort overfor. Har ikke ejet et siden Skumfidusens veninde smadrede min art deco-kopi engang i ´90'erne. Kan også se, at det er ved at være på tide med et nyt hyrdetæppe og også et til soveværelset og et nyt skab i entreen og en Verner Panton "Skallampe" og to af hans "Flowerpots" til mit kommende køkken (jeps, det er snart inden for rækkevide. Men det almennyttige sadler som bekendt ikke, samme dag som de skyder bjørnen.). Og således motiveret for at hive en nævefuld dollars ind, vil jeg fornøje mig med 2-3 ansøgninger.

Susling om commitment II

En gang for en del år siden var der en bekendt, som var ældre end mig og også havde meget ældre børn, der sagde, at man skulle lade være med at knytte sig for meget til sine børns kærester. Man blev nemlig så ked af det, når de slog op med hinanden.

Skumfidusen har nu planer om, at slå op med Cykelmyggen. Hun synes ikke, at han har været der nok for hende på det seneste. Og ret skal være ret. Det har han faktisk ikke. Men derfor kan man jo godt sidde og være en anelse svigermor-ked. De har trods alt været sammen i 2 1/2 år. Men hun viste mig også lige et billede af en, hun er blevet lun på! Så jeg tror, hun overlever.

DJ Brockhouse har også gang i noget nyt. Jeg skal møde hende på fredag, hvor hun kommer til byen og skal overnatte hos os. Før det har der allerede været et par andre storøjede, slanke, søde piger og så Den fynske Prinsesse. Og jeg er jo venligheden selv hver gang. Men kan man godt tillade sig at blive en anelse træt?

Personligt er det år siden, jeg har slået op med nogen. Det var faktisk Anders. Det holdt fem dage, så lå jeg uden for hans dør kl. 4.30 om morgenen uden kontaktlinser og talte gennem hans dørsprække. Han åbnede heldigvis døren for mig. Og resten er i princippet historie. Ai, selvfølgelig ikke helt, for det koster da kræfter at pleje sådan et skab. Og en gang imellem så råber jeg: Jeg vil skilles! Men jeg mener det jo ikke - kun lige i øjeblikket. Faktisk er jeg så glad for ham, at jeg stadig har drømme, hvor jeg vågner sur op, fordi han har været mig utro (i mine drømme). Men så vender jeg mig rundt og ser hans velkendte kontrafej og putter mig lykkelig ind til ham.

Egentlig kan jeg godt en gang imellem undre mig over, at det bare bliver ved og ved. År efter år. Og selv om det ikke længere er ungdommens lidenskab, der har topprioritet i vores forhold, så er den der stadig - lidenskaben. Men en meget mere dybfølt og intens lidenskab, hvor jeg elsker ham mere end mig selv. (Selv om jeg selvfølgelig også elsker mig selv, for elsker man ikke sig selv, er det ret svært at elske andre, sku' jeg mene.) Jeg synes også stadig, at han både er sjov, interessant og sexet og for at det ikke skal være løgn, så opdager jeg stadig nye ting hos ham.

Det er sgu' da meget godt, syn's jeg.

Susling om skyld med skyld på

Hver dag, når jeg åbner en ny kalenderlåge i mit liv, så starter jeg med at lave en to-do-liste. Når jeg har den, så føler jeg mig mindre skyldig over så'n, at tøfle rundt her på skatteydernes regning. Synes så godt nok, den begynder at blive en anelse monoton, den liste. F.eks. står der hver dag: Skrive ansøgning. Et andet punkt, der er ved at være rimelig gennemgående er: Bage brød.

Det er meget muligt, at alt det her bagning oprindeligt startede som en sjov ting. Men så'n spiller klaveret ikke længere. Nu står jeg på regelmæssig basis og klasker et brød sammen nærmest ud af hovedet midt i alle de andre husmoderlige pligter. DJ Brockhouse er godt nok begyndt at mumle noget om, at han godt ku' tænke sig købebrød.Men det vælger jeg at overhøre, for er I klar over, hvor dyre sådan nogle brød er? Så er mors her altså betydeligt billigere.

Nå, men det var det her skyld. Jeg er skide god til det. Faktisk tror jeg, at jeg ville kunne stille op i Danmarks Mesterskabet i Skyld og skyldfølelse. Jeg er f.eks. hende, der stadig føler skyld over, at jeg som 5 årig kom til at såre min mormors følelser, fordi jeg vrængede af en pølse, hun havde købt udelukkende til mig for sine bitte små pensionspenge.(Undskyld, undskyld, undskyld!)

Jeg er også hende, der føler sig skyldig uden grund. F.eks. hvis nogen påpeger, at et eller andet er gået galt/i stykker/noget tredje. Straks bliver jeg helt i tvivl om - mod bedre vidende - om det mon er min skyld? For det ku' jo godt være, at.....(Undskyld, undskyld, undskyld).

Den her skyldsfølelse sidder simpelthen så dybt i mig, at jeg reagerer pr. ren refleks, for er jeg ikke lige skyldig i det ene, så er jeg da helt sikker skyldig i noget andet. (Og kom ikke her og snak om, at det er den protestantiske skyld, jeg slæber rundt på. Jeg har også fået en bette dosis katoliscisme og der lægger man skylden i skriftestolen (Skide smart forøvrigt).)

Nåmen, skyldig er man jo,f.eks. som lige nu, hvor jeg er skyldig i at gå arbejdsløs i landet, der flyder med mælk og honning og hvor vi for blot få år siden kunne købe hele verden (citat:Thor Petersen). Det er meget muligt, at vi ikke kan det længere, men derfor kan vi jo stadig lege, at vi kan. Og set i det lys, så er jeg jo skyldig! Så er det min egen skyld, at jeg ikke er i job, for der er helt sikkert et eller andet galt med mig, når jeg ikke så'n kan finde en arbejdsgiver, der vil ha' mig og det der er galt med mig, er også helt og holdent min egen skyld. Det er i hvertfald aldrig andres skyld.

PS: Undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undsk...hvor mange gange skal man egentlig undsige sin skyld, før man får aflad? Eller er det godt nok, hvis man følger det 11. bud og går ned med sin demokratiske borgerpligt i hånden og sætter sit kryds?

Susling næsten på glatis

Måske havde jeg en anelse, bare en lille bitte smule, panik på i dag, da jeg cyklede aftsted til det aftalte møde med 2. aktør. "Jeg.vil.ikke.på.4.ugers.jobsøgningskursus!" tænkte jeg, mens jeg trådte hårdt til i pedalerne. "Jeg kan godt finde ud af at søge jobs og gå til samtaler - især når jobs'ne er der!" (Vigtig pointe).

"Du skal søge uopfordret,"sagde min jobkonsulent, da jeg sad og svedte foran ham. "Det er også vigtigt, at du har en plan b," sagde han. "Æhm, plan b," svarede jeg. "Mener du sådan noget med at stå i butik eller så'n?" Det ku' han så ikke lige svare på, men han var ikke helt dum alligevel. Han havde nemlig tænkt, at det bedste for mig ville være et ugentligt coachingforløb. At det så lige bliver hos deres tougheste konsulent, må jeg vist tage i strakt arm og med dinglende ørenringe. Man er vel en voksen dame og stadig i match-gruppe 1! (Heldigvis vælter det lige pludselig med relevante jobs, det har der ikke gjort længe, så mon ikke snart der sker noget? Især, hvis jeg begynder at gøre noget ved det.)

Bortset fra det: Husk nu!


Og lige lidt flere fristelser:

Susling om commitment

Jeg har aldrig været sådan én, der drømte om store bryllupper og en kjole som nypisket marengs. Jeg syntes faktisk, at det var rigelig commitment, den gang Anders og jeg, i vores pure ungdom, gik ned og fik en fælles hustandsforsikring. Jeg var tæt på at blive kvalt, da vi sammen underskrev dokumentet. En måned efter skiftede vi min seng ud til en fælles nyindkøbt og så ku' jeg ikke kapere mere tosomhedsforpligtigelse i den ombæring.

Siden blev vi så gift. Heller ikke der var jeg til prinsesselook og brudebuketter og store fester. For alt det med kjoler, kareter og blomsterdekorationer, behøvede jeg ikke. Jeg elskede min mand og det vigtigste var, at jeg vidste, at han altid ville være der for mig. Vi giftede os derfor i al hemmelighed. Bare mig, min elskede og vores nybagte 14 dage gamle Skumfidus, en helt almindelig lørdag på Københavns Rådhus sammen med oppustede blondiner, gambianere og andet godtfolk.

Der er dog én ting jeg altid har ønsket mig: En vielsesring. En lille diskret ring, der betød, at han og jeg hørte sammen. Og nu efter 25 år og 9 mdr.s samliv og 18 år og 5 1/2 mds. ægteskab, så synes min Anders, at det ku' vi da egentlig godt. Han foreslog det selv, efter at vi var stødt på denne ring:

Designeren er Niels Løvschal. Og jeg må sige, at det er meget lang tid siden, at jeg har set smykker, jeg ikke har kunne glemme. De er så enkle og elegante i al deres nytænkende anderledeshed. Jeg har personligt set mig lun på en variant af denne med en lille "sten" mellem guldtrådene. (Tror jeg plager og plager og sniger det forbudte mastercard med, når vi skal købe)!



Men se også lige her:






Vil man opleve en stortudende Susling, kan man lægge vejen forbi:

"Bornholm i København" i weekenden 21-22/11. Stedet er Råhuset på Vesterbro (København). Man kan selvfølgelig også opleve en hel masse andet! Og skulle man få appetit på smykkerne, så kan man også kontakte "Smukke Niels" personligt.

PS. Hvilken ringfinger er det egentlig man skal sætte en vielsesring på?

Susling om håndtering af værdier

I går kl. ca. 01.30 gik jeg rundt i silende regn med en dybt ulykkelig Skumfidus. Vi havde en lygte med og lyste ned i skraldespande, trappeskakter osv. Mens jeg gik rundt der, bemærkede jeg alle de cykler, der bare lå og flød. Mange cykler og tydeligt fjernet fra deres oprindelige ejermand.

I sidste weekend havde Skumfidusen fået stjålet sin cykel og det vi nu gik rundt og ledte efter en mørk og stormfuld novemberfredagnat, var hendes vinterfrakke og taske. Det var blevet stjålet til et lukket arrangement på hendes gymnasium. I tasken lå ipod, mobil, make up, nøgler, you name it.

"Nu har jeg slet ikke noget tilbage," sukkede Skumfidusen.

"Tja, kender du den her gamle sang:Freedoms just another word for nothing left to loose?" svarede jeg, mens jeg tørrede mine regntunge briller af i mine bukser.

"Nej, men så mangler jeg vel egentlig bare, at Cykelmyggen slår op med mig, for at gøre det helt perfekt," sukkede hun endnu dybere.

Det værste er, at jeg faktisk havde fået et syn, en indskyldelse, en intuitiv fornemmelse, kald det hvad I vil, om at dette her ville ske. Derfor havde jeg sidste weekend bedt hende om kun at tage det allermest nødvendige med i byen. Det glemte jeg så denne weekend.

Det endnu mere værste er, at det åbenbart er helt dagligdags, at de her unge får stjålet deres ting. Jeg hører om det gang på gang. Og så er det, at jeg bliver flintrende arrig i mine gamle knogler. Har ting ikke længere en værdi? Er det bare rundesang på ting som cykler, mobiler, ipods osv.? Det opleves sådan, når jeg hører Skumfidusen fortælle. Men måske er det også sådan, at de unge har flere værdier, de kan få frastjålet?

Aner det ikke. Men ubehageligt er det.

PS: Jeg skældte ikke Skumfidusen ud, jeg sagde bare alle gode gange tre - først røverisk overfald i den butik hun arbejdede i, så hendes elskede Maxinette, og nu hendes frakke og taske med indhold. Nu kan det da kun gå fremad!

Suslings demokratiske kvabalser

Nå bortset fra at jeg endnu en gang har reddet mig et herpessår og lige nu ligner en, der har fået lavet et dårligt læbe-job, så'n Anni Fønsby på halvdelen af munden, så er der jo også lige det her med den demokratiske pligt, der skal passes. Og jeg må indrømme, at jeg stadig er helt blank på, hvem jeg skal tildele mit kryds.

Det er vi faktisk alle os stemmeberettigede her i huset. Derfor har vi taget kandidattesten på DR.dk. Skumfidusen kom lettere desorienteret ud fra sit værelse og sagde:"Altså den her test siger, at jeg er mest enig med en fra Christiania-listen. Det vil jeg ikke være!"

Anders var mest enig med Frank Jensen og det fandt han også dybt nedslående. Selv ser det ud til, at jeg er blevet socialliberal, fordi jeg er 88% enig med Manu Sareen. Gad vide om det var fordi, jeg sagde ja til, at det offentlige godt måtte sælge reklamerum til private og at jeg synes, vi var ved at have cykelstier nok og også skulle tænke lidt i at skabe bedre muligheder for biltrafikken?

Nå, skal vist lige gi' det her en tænker, for hvis jeg giver Manu-drengen et kryds, så støtter jeg jo også indirekte Claus B med brillerne og dét vil jeg under ingen omstændigheder. Han vil gøre København til verdens nummer 1 cykel- og bøsseby. Ikke at jeg har noget imod cykler og bøsser, men vi er trods alt også andre, der bruger byen, så'n på helt almindelig daglig beboerbasis og det synes jeg da også lige skal tænkes ind.

Ellers er jeg stadig rigtig glad for, at det ikke blev til det job, jeg snakkede om. Vågnede op dagen efter helt lettet - og med herpessår. Næste hurdel bliver så det her jobstrategi-noget. Det kan man jo også både få bylder, bumser og herpes af, for hvordan snoer jeg lige ham jobkonsulentgutten? Men hvis jeg nu siger, at jeg har søgt syv jobs i løbet af de sidste to uger (pludselig er der nemlig noget at søge), mon så han slapper lidt af?

Susling er i tvivl

Lige nu sidder jeg og er i tvivl om, jeg overhovedet gider ha' det dersens job. Jeg er også lidt i tvivl om, hvem jeg selv er. Hø, hø, jeg er freaking 45 og jeg er stadig ikke i stand til at se mig selv i strakt arm og er stadig i tvivl om, om det jeg sanser og fornemmer er det rigtige! Burde der ikke ha' indfundet sig en afklaring efterhånden?

Men seriøst, jeg kunne godt bruge en manual. Det ku' bare være sådan en Ikea-pixi-ting med tegninger eller hvad med noget med nogle forudbestemte milestones, så man vidste, hvad livet bragte og man ikke hele tiden skal ekstemporere.

Især i forhold til jobmarkedet (kan man købe et kvalitetsjob?) er jeg blevet lidt pas. For det er som om koderne er lidt ude af sync med mig. Anders fortalte i øvrigt, at endnu en af hans kolleger i den glade konsulentbranche, er blevet langtidssygemeldt med stress, og når jeg hører det, så vender det sig i maven på mig. Så meget er det altså heller ikke værd, det marked (bortset fra lønsedlen, selvfølgelig). Men man tramper jo lystigt rundt i hamsterhjulet indtil man enten falder af eller selv hopperaf og ind i sin lille rede med hø. Eller slet og ret bare lader hjulet køre rundt med én helt frem til hjemmehjælp, guldur og pension fra det offentlige.

Ja, jeg ved sgu ikke rigtig lige nu. Måske sku' man bare blive nyreligiøs og gå med i en sekt, der bestemmer det hele for én?

Susling spørger: Er der noget i luften?

I dag kravlede jeg ud til min 2. samtale. Folk støtte ind i mig og så sure ud.

Så sad jeg til 2.samtalen og blev gennemheglet især i forhold til min forrige arbejdsplads. Det var hårdt, for det endte jo mindre pænt. Og hvad siger man? Det er jo lidt af et dilemma og jeg bryder mig i hvertfald ikke om at tale grimt om tidligere arbejdspladser. Uanset,hvor grimt det har været. Hvad skal man det for? Det gælder om at se fremad og jeg kan jo ikke gøre for, at jeg havde en underlig chef, som jeg til sidst simpelthen ikke vidste, hvordan jeg skulle takle. Men den slags kan falde tilbage på en. At man har været i et utroligt ringe arbejdsmiljø.

Heldigvis er det en tidligere kollega, der har anbefalet mig. Så helt abnorm kan jeg jo ikke være. Og nu må vi se. Har det nu sådan, at bliver det ikke dette job, så bliver det et andet.

Og så kravlede jeg i øvrigt hjem igen og folk støtte ind i mig og så sure ud. Og en mor med barnevogn stillede sig op midt i indgangen til det supermarked, jeg skulle ind i og da jeg høftligt gjorde opmærksom på, at jeg godt ville forbi, råbte hun på rejekællingemaner, at hun fandme stod og ventede på sin datter og jeg eddermame ikke skulle gi' hende elevatorblikket. Og før det havde jeg lige mødt en bekendt på metrostationen, der fortalte at en gruppe unger havde lovet ham bank, da han stod i elevatoren og nu ville han fandme stemme på DF.

Og nu har jeg så sat mig, så jeg kan stirre lidt ind i væggen.

Suslings november

I morges faldt Anders ud af sengen. Bare få minutter før havde vi ligget og holdt krampagtigt fast i den sidste rest af nat og pludselig rullede han rundt og faldt ud over kanten. "Jeg er vist træt," sagde han nede fra gulvet.
Senere sad han med en sko på og den anden i hånden. Han var gået helt i stå. Sad bare og stirrede ud i luften.

Sådan kan man jo godt ha' det en gang imellem. Selv har jeg vist noget med lynlåse lige nu. For bare en halv time siden kom jeg til at låse mig inde i min anorak og var pludselig reduceret til et svedende og fortvivlet børnehavebarn. Det var før jeg opdagede, at lynlåsen på et par af mine støvler var død.

Jeg tror, vi har gang i noget november. Det er nu ellers ikke en måned, jeg synes er slem. Det gjorde jeg engang, men da havde jeg heller ikke råd til ordentligt overtøj og vi fyrede med petroleum. Og så studerede jeg et selvhøjtideligt fag på verdens kedeligste universitet. Til gengæld var jeg åleslank og havde min egen hårfarve.

I dag synes jeg egentlig januar er værst. Det er måneden uden ende og uden penge. Eneste lyspunkt er, at dagen begynder at tage til igen. Der er feststemning hos os, når man kan læse i avisen, at dagen er tiltaget med 1 min.

Apropos feststemning, så er Skumfidusen helt opstemt over, at hun skal over og stemme igen. "Nu kan jeg for anden gang være med til at bestemme i samfundet,"siger hun, og synes hun er meget heldig. Jeg er til gengæld heldig, fordi jeg har fået mig en vaskeægte lille demokrat.

Og så er vi forøvrigt alle sammen heldige, fordi vi bor i et demokrati og kan gøre en grå regnfuld dag i november til en rigtig festdag. Husk nu at sætte kryds ved anstændighed. Det trænger vi efterhånden ret kraftigt til.

Susling undrer sig II

Jeg har ordnet vasketøj, slået et brød op og sat det i ovnen, lavet mere surdej, sendt min familie ud af døren, skiftet håndklæder på badeværelset, redt senge, lavet indkøbsliste til det småtteri vi mangler bl.a. til en æblechutney, som jeg også har planlagt at lave i dag, sat i opvaskemaskinen, trykket det opligatoriske "jeg er stadig ledig" på jobnet, redigeret en opgave for en bekendt og er lige nu i gang med en ansøgning.

Hvorfor har jeg så, sådan en underlig følelse af at pjække fra noget? Sådan en underlig urolig følelse af, at jeg slet ikke må være her, hvor jeg er, og at jeg gør noget meget forbudt, fordi jeg i virkeligheden burde gøre noget andet og være et andet sted.

Update: Nu 1 1/2 jobansøgning, indkøbstur, teenagekommehjem og er gået igen snak X 2, tømt og genopfyldt opvaskemaskine, forberedelse til 2. samtale i morgen og en gang kogende æblechutney siden. Føler det samme! At jeg pjækker fra noget. Det er bare ikke fair.

PS. Meget interessant æblechutney. Skal tilsættes rosiner og salvie og ellers det sædvanlige: æblecidereddike, hvidløg, sukker, salt, allehånde. Bliver spændende. Gad vide om man kan skrive den slags på sit cv?

Susling nu til brød med country-look

Egentlig sad jeg her til morgen med min husbond ved min side og spiste morgenmad i sengen. Det gør vi næsten aldrig. Det er alt for rodet og besværligt og man får blødkogt æg på sit rene dynebetræk, men vi synes, at vi ville være lidt så'n vilde, når vi nu var teenage-fri.

Nå, men så sad jeg der iført housecoat, morgenhår og briller og fik nærmest åndenød af at bladre i weekendens aviser. For syvhundrede hundestejler med løg på! Der er da godt nok en en del, man bør reagere på. Jeg nævner i flæng:

• Den nye lømmellov (som vel betyder, at vi ikke længere kan markere vores mishag med noget via fredelige demonstrationer)
• Loven om at fjerne ungdomsydelsen for 15-17 årige, hvis ikke de makker ret (det skal nok hjælpe de unge i den rigtige retning eller noget.)
  
• Reglen om, at pensionister skal melde til kommunen, hvis de rejser ud af landet længere end 2 mdr.(Hvad så med alle de rige Solkysten-pensio'er?!)
  
• Right wing conservatives i the greatest nation of all, der nægter at gå med til at klimaregulere (kommer I fandme til kammerater, one way or another!)
  
• Birthe Rønn Hornbeck flankeret af Waffen SS aka Peter Skaarup og Thulesen Dahl, hver gang hun fremlægger en stramning (er det kun mig, der synes hun ser hundset og underkuet ud?)
• Stigende arbejdsløshedstal (hørte fra en, at hun lige havde søgt på et job, hvor der havde været 1200 - tolvhundrede!! - ansøgere)
• osv. osv. osv.

Men, nu har jeg bestemt mig til at gøre som flertallet: Jeg stikker hovedet i busken og vender mig mod de hjemmelige sysler.

Og så var det, at jeg fik den idé, at jeg ville bage brød med country-look. Slet og ret. For kan jeg ikke få verden til at gøre, som jeg vil ha', så kan jeg som minimum ælte en millirem af de atomer vores jord består af, i præcis de faconer, jeg vil ha'.

Til det skal jeg bruge en hævekurv eller to, så det har jeg søgt på og undskyld eller hvad, men bliver man da lige taget i portemonæ'en bare, fordi man har fået en hobby! Meget muligt, at man samtidig køber lidt Plum, Isabella, økologi på den rigtige måde-aura med. Men helt ærlig!

Det må kunne gøres billigere, tænkte jeg og så var det lige, at jeg faldt over den Kinesiske Butik i Rosengaarden (på nettet altså) og selvfølgelig, de har alt mellem himmel og jord til en brøkdel af prisen. Der tager jeg ind i morgen.

Og hvorfor er det lige, at jeg gerne vil ha' en hævekurv (eller to) udover at forme min egen lille verden?

Jo, jeg vil lave et østrigsk grovbrød med surdej. Med sirup, kommen, fennikel, knækkede hvedekerner, rugmel og hvedemel. Og sådan et skal (det ved jeg, fordi jeg boede der som lille), ha' de helt rigtige riller (nå ja, jeg kan så også bruge kurven til andre brød.)

Jeg ser det for mig: Al min vrede og forargelse kan æltes ud og hældes op i den smukke kurv og så er min verden retrillet i et kort sekund. Og kom ikke og sig, at I ikke også gør det samme! Sorry folks, men det er jo lidt sandt, ik' gås.

Susling er klimapornografisk igen

Kære Klimadagbog,
i aften skal jeg være alene med min mand igen. DJ Brockhouse ser ud til at have fundet kærligheden og er draget på landet til sin udkårne (hvorfor finder han dem så langt væk?) og Skumfidusen skal ud til noget stort, hvor man skal være meget, meget fin.

Og så er det altså, at vi (med al den berusende frihed) er kommet til at planlægge noget med oksekød igen. Denne gang Gullasch med kartoffel-jordskokkemos. Jeg indrømmer, at det er min skyld, at det sker - igen. Trangen kom over mig og det eneste jeg kunne tænke var:"Uhm, en god røget rosenpaprika, små stykker oksekød i tern og en or'nlig omgang af det, der smadrer det glykemiske index!" Og straks så jeg sienna mod okkergult garneret med olivengrønt for mine øjne.

Kære klimadagbog, hvis jeg nu lover, at skære mine varme bade ned til fem min., fortsat vasker mit tøj på lave temperaturer, lufttørrer det og kun - jeg sværger - kun bruger sparepærer i alle lamper, tror du så, at det kan hænge sammen sådan på globalt plan?

PS. Jeg lover også højt og helligt aldrig mere at spise sushi. Det er så white trash (Tænk på Brian og Dennis, der blev skudt på i Hellerup) og så er sushi-manien med til at fiske havene tomme.

Har vi en aftale?

Susling siger: Mor er ikke skuffet, mor er sur!

Nå, ser åbenbart ud som om, at det er nu man skal lære sine unger lidt om arbejdsmarkedets velsignelser (og mangel på samme) og om at chefer ikke nødvendigvis er mentalt forbundet med Gud og Kongehuset!

Jeg vil vove at påstå, at jeg har lært mine unger om arbejdsmoral og anstændighed. Om at tage fat og være sig sit ansvar voksent. Det er faktisk dyder, jeg selv sætter højt. Man hvad nytter det, når der ikke bliver samarbejdet i den anden ende?

Jeg giver lige et par eksempler:

• Skumfidus bliver tilbudt kokain af chef til julefrokost
• Skumfidus bliver udsat for røverisk overfald med stor slagterkniv og en med maske involveret. Vi må selv tage affære, dvs. hente (og sørge for at kasse bliver talt op), kontakte krisepsykolog osv. osv.Dvs. INGEN chefer, der dukker op på gerningsstedet, siden kontakter hende eller formidler kontakt til krisespykolog, selv om virksomheden faktisk har en aftale med den slags. At aftalen er der, finder vi først ud af flere dage efter
  
• Skumfidus søger job og får at vide, at man ikke ser på kompetencer og erfaring, men udelukkende på, om hun er sød (og det er hun, det siger hendes veninder)
• DJ Brockhouse får at vide, at han er en pjækkerøv, fordi han må lægge sig syg med influenza (og jeg garanterer for, at han ligner en svedig hulkindet zombie, da han ringer og siger, at han ikke kan komme.)
• DJ Brockhouse står og venter på, at han kan komme til at feje op efter, at en kunde har væltet nogle flasker. 2 - TO - chefer - kommer farende og siger, at de ikke gider se på, at han dovner den af og at han skal tage sig sammen ellers melder de det til den øverste chef. I samme butik har jeg som kunde adskillige gange overværet chefer overfuse medarbejdere lige foran mig. En gang greb jeg altså ind og sagde, at jeg synes, at de skulle tage sig sammen og at den slags gad jeg ikke være vidne til.
  

Hvad fanden er meningen?!!! Mine unger prøver jo bare på at tjene lidt håndører.

Og sådan opløftet vil jeg nu skrive en ansøgning.

Føj for satan!

Suslings unger

På visse områder er jeg meget, meget heldig. Selv om jeg nu også vil tillade mig at mene, at jeg selv har haft en finger med i spillet. Det er nemlig, når ens unger er i teenagealderen, at man ser resultaterne af sit langsigtede arbejde som forælder.

Det er selvfølgelig ikke alt, man er herre (frue) over, f.eks. er jeg af den overbevisning, at børn bliver født med en personlighed. Det er ikke en lille klump ler jeg har fået mellem hænderne, men et lille væsen med anlæg og talent for forskellige ting. Mine børn er født i samme måned og på næste samme dato. Hvis man er til den slags, så er de mao. født i samme stjernetegn. De kommer også fra samme fabrik (deres far og mig) og der er kun tre år imellem dem. Dvs. at de er blevet opdraget nogenlunde samtidigt og ud fra samme principper af os forældre.

Alligevel er de vidt forskellige. Skumfidusen er flagrende, trallende og emotionel. Dj Brockhouse er organiseret, eftertænksom og velovervejet. Det er Skumfidusen, der hele tiden smider sine ting væk, mister cykler, glemmer at sætte låg på ting og skaber støj. DJ Brockhouse smider stort set aldrig noget væk, sætter altid låg på, har styr på sine penge og kan være meget stille.

Den forskel kunne jeg se allerede, da de var bitte små. Skumfidusen var sådan én, der spredte sit legetøj omkring sig og ud fra det skabte hun en logik og systematik. Det var (og er) de store armbevægelser og de brede linjer i hendes leg og hendes tilgang til livet. Med hende måtte jeg altid være ti skridt foran for at følge med. DJ Brockhouse var så lige det modsatte. Han var fokuseret på få ting af gangen og havde samlermani. I en periode skulle vi f.eks. hele tiden købe små tinsoldater på Tøjhusmuseet. Det kunne også være micromachines, pókemon eller FCK-ting. Hele hans tilgang til livet var (og er) meget systematisk. Med ham behøvede jeg ikke at være ti skridt foran. Der kunne jeg næsten blive bekymret, for burde han ikke XXX på nuværende udviklingstrin? Og hver gang jeg blev bekymret, så gjorde han præcis det han skulle. Men han gjorde det i sit eget tempo.

Nu er de selvfølgelig to forskellige køn og jeg fornægter ikke, at køn spiller en rolle. Faktisk har jeg været meget bevidst om det allerede fra start. Da jeg fik min Skumfidus læste jeg store tykke bøger om kønsforskning og barnets udvikling (man er vel akademiker), for min datter skulle ikke hæmmes. Med Dj Brock gjorde jeg mig de samme tanker bare med omvendt fortegn - altså ikke, at han skulle hæmmes. Mere noget med, hvordan man understøttede hans køn, men undgik, at han blev en dum drengerøv.

Det jeg også gjorde - og det er faktisk det jeg tror, gi'r pote i dag, det er, at jeg SÅ mine børn. Jeg mødte dem præcis, der hvor de var (er). Har de haft interesser har jeg understøttet dem, men ikke presset på. Har de været vrede, har jeg set deres vrede og har taget den alvorligt - modsat det jeg selv oplevede som barn. Har de været kede af det, har jeg sagt, det var ok og at det måtte man gerne være osv. osv.

Og hvad sidder jeg så med i dag? Tja! Skumfidusen kom stortudende hjem i nat og vrælede at hun virkelig havde dårlig karma, fordi hendes cykel er blevet stjålet (d. er så den xxx, vi er på) og hun havde fået afslag på et job. Men vips så tænker hun posetive tanker og har skaffet en ny cykel og er allerede i gang med at søge andre jobs. DJ Brockhouse pakkede allerede i går systematisk sin taske, fordi han skal på weekend hos sin (nye!) kæreste.Inden han gik afsted i morges messede han: Jeg har husket nøgler, mobil, madpakke, vanter.....

Jeg har virkelig gjort alt, det jeg kunne som mor. Men så vidt jeg kan se, står nogle ting vist ikke sådan lige til at ændres.

Susling skal ha' sig en jobsøgningsstrategi

Jeg er indkaldt til en 2. samtale i næste uge og i den forbindelse ringer jeg til min 2. aktør og spørger, om vi ikke kan udskyde vores møde, som ligger klods op af 2.samtalen. Synes selv, som jeg siger, at det da ville give fin ræsson, hvis jeg havde noget reelt at komme med, som vi kunne diskutere på de her helt igennem dødssyge og ukonstruktive møder.

Det synes han så ikke. Istedet siger "Konsulent, der er nyuddannet og selv har søgt job forgæves i over ét år, og derfor ikke har så meget konstruktivt at byde ind med":

"På næste møde, skal vi vist til at snakke seriøst om din jobsøgningsstrategi!"

Øh jobsøgningsstrategi?! Kan man kalde dette her en strategi?:

1. Jeg holder øje med opslåede jobs, der matcher min profil

2. Jeg skriver ansøgning

3. Jeg sender ansøgning

4.a.Jeg modtager afslag

4.b.Jeg bliver kaldt til samtale

Herefter kan det ske, at jeg går tilbage til

4.a.Jeg modtager afslag

Det er dog også igennem de 16 år jeg har været på markedet sket:

5.Jeg får job

Men måske sku' man for hans skyld peppe det hele lidt op? F.eks.:

1. Jeg holder dedikeret og systematisk øje med opslåede jobs, der matcher min profil, men søger selvfølgelig også uden for mit kompetenceområde (det skal sgu' nok gi' pote."Jeg kan overhovedet ikke det, I kræver, men jeg er frisk og lærnem.")

2. Jeg skriver målrettet og meget entusiastisk ansøgning (hvor jeg først har researchet og kimet folk ned, for at gøre opmærksom på mig selv (også selv om jeg intet konkret har at spørge om.)

3. Jeg sender ansøgning til rette vedkommende pakket godt ind i masser af håb, farvelade og andet, der får mig til at stikke helt specielt ud fra bunken

4.a.Jeg modtager begrundet og velfunderet afslag

4.b.Jeg bliver kaldt glad og overivrigt til samtale og jeg selv er ved at tude af lykke over, at de har udvalgt netop mig

Herefter kan det ske, at jeg går tilbage til

4.a.Jeg modtager begrundet og velfunderet afslag

Det er dog også igennem de 16 år jeg har været på markedet sket:

5.Jeg får drømmejob, hvor jeg kan gøre stor karriere, betale topskat plus alt det andet skat og jeg lover aldrig mere at havne i jeres system og nasse på samfundet.

Nå, må videre. Skal jo skrive ansøgninger, men nu fuldkommen rask og med pænt hår. Tæller det som en del af strategien? (Har været til frisør. Snart den eneste luksus i mit liv. Bortset selvfølgelig fra at ligge i ske med husbond og at bage brød.)

Susling dyrker det olme

Sidder her helt, helt stille, så jeg kan holde kvalmen i ave. Hver bevægelse sender bølger af dårligdom gennem mig, og det kan man faktisk godt gå hen og blive lidt olm af. Jeg gør i hvertfald - bliver olm. Så olm, at jeg kan lave en hel liste med ting, der får mig til at skumle.

1. Jeg har givet mig selv fri fra arbejdsmarkedet i dag. Men det marked kan faktisk godt gøre mig ret olm sådan på en bredere basis. F.eks. er jeg ikke blevet kontaktet omkring den 2. samtale, der blev lagt op til og som jeg fik en henvendelse om i starten af forrige uge. Jeg nægter at tage det personligt. De må jo have deres grunde. Men jeg er ikke helt sikker på, at det er stedet for mig med det tempo, de lægger for dagen.
2. Til gengæld tager jeg det dybt personligt, at et eller andet obskurt firma har sendt mig 3 par lyserøde syntettrusser i str. mormor. Der er godt nok blonder på for at bløde looket lidt op, men helt ærligt. Det er da ikke lige det, der sikrer dem mersalg fra min side.
3. Jeg kan også blive lidt muggen over, at denne her sygdom ikke overholder sin del af aftalen. Man lider, man er syg i begge ender og så burde man da for fillan som belønning smide et lille kilo eller to. Men nej.
4. Så er jeg faktisk også ret sur over, at jeg er tvunget til at tage stilling til politik. Jeg har jo sagt, at jeg har meldt mig ud af samfundet, indtil der kommer nogle klogere og mere kompetente politikere på banen. Men nej, man skal død og pine forholde sig. Og det eneste jeg efterhånden kan komme i tanker om er minus-metoden. Dvs. hvem er gået ind for noget, jeg er imod. Ud til højre/venstre med dem. Har så lige set, at een af mine naboer stiller op til Borger Repræsentationen. Måske sku' jeg bare sætte et kryds ved hende? Ikke at jeg er specielt vild med hende, men noget skal man jo gøre.
5. Og så har jeg vist bare generelt ondt i røven. Ellers går det godt. PS.Send flere penge.
   

Susling p.t. halvt oppegående

Selv om jeg bruger en del energi på at holde balancen idag, så stopper hjernen jo ikke med at finde på, så jeg syntes lige, jeg ville underholde med pralebilleder af mine brød og så var det min mands kommentar faldt:"Hvad, nu er du sgu for alvor blevet en husmor-blogger!"

Og så var det, at jeg måtte rejse mig for en kort bemærkning fra mit ildelugtende sygeleje i selvretfærdig harme. Husmor-blogger!!! Går sgu' ikk', marn. Det kan enhver da sige til sig selv. Meget muligt, at jeg p.t. er husmor slash mellem jobs slash lidt løsgående, men husmor-blogger!!! Nope!

Først mine brød. Jeg er så stolt. Jeg troede virkelig ikke, at jeg var sådan een, der kunne bage på dogmemåden. Hvad bliver det næste???!!!

Og så en historie, jeg har gået og gemt lidt på. Hæng på, den er lettere provokerende, hvis man er sådan én, der lader sig provokere.

Skumfidus og jeg kommer hjem fra indkøbstur og ser hendes barndomsveninde med ny mand. (Det gør vi tit, men ham her var anderledes som type). Barndomsvenindes mor hænger ud af vinduet og følger datters gang med ny mand ned af gaden. Jeg åbner vindue (stadig i ført overtøj og indkøbsposer) og hujer:"Heiii...hvem er det (gammel barndomsveninde) hænger ud med?"

Gammel barndomsvenindes mor:" Ja, jeg er ikke helt sikker, men jeg tror, han er bøsse."

Skumfidus også iført overtøj henover skulderen på mig:" Aj altså, sådan én har (gammel barndomsveninde) altid ønsket sig!"

Lidt grin og så den næste:

Skumfidus:" Jeg har også én!"

Mig:"Ja, min er desværre rejst."

Nabo:"Så må du ud og finde en ny!"

Bøsse lig designerhåndtaske?

PS: Ai vel! Jeg er ligeglad med, hvem der går i seng med hvem og hvordan (bortset altså fra dem, der skal ha' dyr og små børn med under dynerne), men jeg elsker surreele samtaler. Stay tuned, jeg har flere af den slags historier i ærmet, når jeg er færdig med at dyrke toilettet.Husmor-blogger!! Hrmph.

Susling om at holde sig oprejst og den slags

Det er godt nok svært at holde sig vertikal, når man er syg i begge ender. Især når det kommer samtidigt, er det lidt af en udfordring at være syg på den pæne og husmoderlige måde (iiiiiwww!)

Jeg tror ikke lige, at det bliver i dag, jeg tænker store tanker om fremtiden og hvad det hele dog skal blive til. Er faktisk revnede ligeglad i skrivende stund og blive til et eller andet, bliver det vel.

Det bliver heller ikke i dag, jeg bevæger mig for langt væk fra skønne fasciliteter som hvid sanitet og skyl. Tør dårligt nok gå ned til den irakiske kioskejer. For hvad nu hvis?

Til gengæld holdt jeg mig tilpas oprejst i går til lige at bryde en ny grænse. Jeg fik afprøvet mine nye bageevner på dogmemåden. Surdejen skulle jo bruges og det blev den i en melblanding bestående af almindelig hvedemel og gramhamsmel. Det blev lidt af en succes og da dødnemt. Hvad fanden har jeg været så bange for før i tiden? Jeg kan jo bage! Jeg smækkede også lige et andet brød sammen - et landbrød med øl og honning. Faktisk meget interessant: Man blander gær, varmt vand og en lille pilsner sammen med 125 g. grovhvede, honning, olie og salt og så skal det stå, til det begynder at boble (!!). (Jeg er lidt hooked på sådan noget småkemisk). Når det bobler (efter ca. en halv time), så blander man hvedemel i og blander og ælter til det bliver en fast elastisk, men stadig fugtig dej. Og så skal det bare hæve og hæve og hæve. Og det gør det - hæver altså. Brødet blev gigastort og fik mit surdejsbrød til at ligne en bette klejn ting. Jeg er imponeret.

Når jeg kan stå oprejst igen, så tror jeg næste projekt skal være noget fransk landbrød med valnødder eller måske et græsk landbrød eller....pfui...Nå, men indtil da, har jeg da sørget en anelse for familiens overlevelse.


PS:
Og til dem, der skulle få den idé, at det er mine brød, der har resulteret i klam sygdom, så siger jeg bare: "Flyv bort, onde menneske!" Jeg kan nemlig bage, ja, jeg kan. Og nu er jeg den, der er skredet. Skal lige nærstudere noget hvid sanitet.