Susling prøver at være en ansvarlig mor

Mens vi havde planlagt date med bøf og ost mm. så havde min søn planlagt en anden slags date. Han skulle på weekend-besøg hos en pige, han har kendt et stykke tid (men oprindelig har mødt over nettet. Det gør de jo efterhånden sådan nogle. De mødes på en helt anden måde, end jeg selv gjorde.) Det er ok. og han må gerne for min skyld. Overnatte og hele svineriet. Jeg stoler på ham, men jeg er ikke ligeglad, så jeg bad ham om pigens forældres telefonnummer, så vi lige kunne afstemme.

Mig, taste, taste, taste:" Ja goddag, jeg er DJ Brochouses mor. Jeg ville bare lige, at vi fik snakket sammen, nu når min søn kommer på besøg hos jer."

Ny piges mor:" Jamen goddaw (..indledende snakke-manøvrer...) Ja, altså! Du behøver overhovedet ikke bekymre dig. Vi er jyder."

Mig (ææææhhhh...???Er der ikke lige to kvinder, der er blevet slået ihjel i hovedlandet og er der ikke noget med en hel masse spritkørsel i Nordjylland. Undrer mig til tider over jyders selvopfattelse).
Mit svar: "Hm, jeg er københavner, så det beroliger mig da ikke specielt."

Hun tog det pænt - havde faktisk en hel del humor. Og vi blev enige om, at alt var ok og jeg orienterede lige om, hvem vi var, at jeg havde forberedt ham bedst muligt og i øvrigt selv havde en datter og havde været igennem den med første gang en dreng overnatter i hendes seng.

Der er jo ingen grund til at være dramamoster. Og jeg er sikker på, at både han og den lille søde pige får det skægt. (P.t. har jeg ikke hørt en lyd fra ham, og det plejer at være gode tegn.)

Susling begår noget næsten pornografisk

Det er ikke en bevidst villet handling. Ikke noget vi sådan har aftalt eller planlagt. Det er heller ikke noget, vi proklamerer højlydt eller bruger for at stive os selv og vores ansigt ud mod verden af. Det er bare noget, der har udviklet sig over tid og er blevet sådan.

Og hvad er det så? Jov:

Vi spiser næsten ikke noget kød mere. Og når vi spiser kød, så er det ikke som kød med tilbehør, men kød som tilbehør. Vi er med andre ord blevet så'n lidt småvegetariske. (Det er så nu, jeg får lyden af hare khrisna-triangler og trommer i ørene og billeder af udsultede, udtørrede og selvretfærdige ostemadsvegetarer på nethinden).

Men hvorom alting er, så er det altså sådan, det er blevet. Vi spiser linser og bulgur og perlebyg og fuldkornspasta og veggieburgere og grønsagssupper og salater og drikker grøn te og urtete (nu dukker de dersens skide billeder op igen!!). Men det gør vi altså.

I den forbindelse vil jeg gerne slå endnu et slag for Klimakogebogen .
Vi har nu spist os igennem en del af opskrifterne og det smager nyt, spændende og mætter på den rigtig gode måde. Og uden at være frelst, vil jeg gerne have lov til at sige, at klimaet faktisk er noget, der ligger os meget på sinde. Med den her kogebog er vi hjulpet godt på vej som familie.

Men, men. Jeg er jo ikke Susling for ingenting og en dag for ca. 2 uger siden, så siger jeg til min Anders:"Hold kæft, hvor ku' jeg godt bruge en stor, svedig rød bøf!"
"Uhm," svarer Anders og ser drømmende ud. "Men det er jo ret dyrt," fortsætter han.

"Sku' vi ikke gøre det en dag ungerne ikke er hjemme?" svarer jeg spidsfindigt. Vi har med andre ord aftalt en date. Og det har vi så gået og ventet på et stykke tid, for selv om ungerne er ude, så er det ikke altid koordineret. Men nu! Nu er dagen næsten oprundet. En aften uden unger hjemme. Vi er højstemte og står og aftaler lidt i køkkenkrogen i går aftes. Skumfidusen hører os og hyler højt:" Jeg vil også ha' bøf." Men vi er ubøjelige.

I morges slår Anders så øjnene op og siger:"Nu det sgu' fredag igen!" (Vi har det sådan for tiden, at vi går i seng søndag aften og dagen efter, så er det fredag igen. Tiden flyver afsted.)

Det næste han siger er:" Og jeg skal ha' BØF!"

Det skal vi nemlig! Vi skal ha' en stor, svedig rød klimaulovlig bøf med hele svineriet: Bagekartofler, persillesmør, salat osv. Kun ham og mig. Jeg tror, jeg topper det hele op med en god gang ost og frugt til dessert. Pissedyrt og smovs for alle pengene. Og lige om lidt bevæger jeg mig ud i verden og glor på rødt kød. Det vil være næsten som at gå ind i "Lust" og helt ned i den stærkt pornografiske underetage.

Susling dyrker diskret sexualundervisning

Jeg er mor. Jeg er mor til en datter og en søn. Derfor føler jeg et vist ansvar i forhold til, at sikre at min datter får en god start og det bedst mulige ud af sit gryende sexualliv. Det samme gælder min søn og ikke mindst de damer, der krydser hans vej.

Min søn skal på weekendbesøg hos en ny (?!!) potentiel kæreste og derfor udspiller sig følgende, for mig lidt smågrænseoverskridende, samtale (som egentlig kører over flere dage, men her i essens):

Susling:"Æhm...du skal besøge hende hersens ???!!!..."

DJ Brockhouse:" Ja, og..??"

Susling:"Husk nu...æhm...kondom..."

Brock:"Har jeg."

(Et par dage senere:)

Susling:"Æhm...husk nu, at lade være med at presse pigen, hvis hun ikke vil."

DJ Brockhouse:"Selvfølgelig ikke."

(En dag senere)

Susling:"Æhm, ved du, hvad piger godt kan li´?" (sagt total-diskret og midt i noget andet, så det ikke virker for åbenlyst.) "Hemmeligheden er, at få hende til at føle sig unik og som den mest attråværdige i verden." (Og her føler jeg alle grænser overtrådt, men samtidig har man jo et ansvar som mor til en dreng (og man er jo også selv kvinde.))

DJ Brockhouse:" Ja, da mor. De (piger/kvinder) kan godt li', at man tager styringen, men lader dem tro, at de bestemmer."

Æhhhh...godt eller skidt?

Susling rapporterer fra liggende position

I går var en god dag. Det troede I nok ikke, hva'! Men det var det faktisk. For det jeg realiserede var jo, at man ikke kan høre, hvad der bliver sagt, når man sidder med skuldrende oppe over ørene. Det vidste jeg jo faktisk godt i forvejen. Men man erkender i spiraler og til sidst så falder ti-øren (vidste I, at man siger sådan, fordi man i gamle dage lagde en ti-øre på telefonapperatets klokke, så man kunne se om nogen havde ringet?)

Nå, men i går sad jeg hele formiddagen og lidt over, sammen med en kær gammel bekendt og hjalp hende med at analysere nogle svar på nogle spørgeskemaer, hun skulle bruge dels i et afgangsprojekt på en diplomuddannelse og også ude i det virkelige liv.

Pludselig siger hun:"Nu forstår jeg, hvad en analyse vil sige! Jeg har siddet så mange gange med de akademikere, der underviser på mit studie og har ikke fattet en brik af, hvad de sagde og det var der mange andre, der heller ikke gjorde. Men du har siddet stille og roligt og har forklaret og vist i praksis, hvordan man gør! Tak skal du ha' for det!"

Så var det, at jeg fik afsindig ondt i hovedet og maven knugede sig sammen. Her var vist lige noget, jeg skulle tænke over. Dels i forhold til, at der er nogen der ser mig så tydeligt og dels i forhold til min fremtidige gøren og laden.

Jeg elsker jo, at gi' folk aha oplevelser med noget, der falder mig så nemt. Jeg elsker, at give folk sammen glæde ved at skrive og analysere, som jeg selv har.

Så det er nok der, jeg skal tage fat. Hvordan må komme i step 2.

Nå, men det eneste jeg har bestemt mig til at lave i dag, er at bage et rugbrød og at vaske det tøj, DJ Brockhouse gerne vil have med, når han skal på weekend hos en ny(?) pige. Mere gider jeg simpelthen ikke foretage mig. Men jeg skulle hilse fra mig selv og sige, at det går ok. Faktisk går det bedre end ok. Det går egentlig tæt på fint.

Susling om huller i maven, Mother Theresakomplekser og selverkendelse

Jeg har pludselig opdaget/erkendt noget meget underligt om mig selv. Eller underligt og underligt. I virkeligheden er det nok helt normalt. Måske ovenikøbet typisk for den aldersklasse, jeg er havnet i, hvis man vel og mærke ikke har levet et gnidningsfrit og ubekymret liv, hvor alt flaskede sig.

Kort og godt:

Jeg kan ikke alt! Eller rettere, jeg kan ikke alt hele tiden. Når maven begynder at mudre og jernbåndet strammer om panden, så er det stop. Time out! Lukket for boks to hos mor her.

Men den er svær at have med at gøre, når jeg f.eks. står med andre, der har brug for omsorg. F.eks. Gammel-Moster. Jeg kan jo godt fornemme hende og hendes bekymringer. Men når hun dræner mig med sin insisterende ensomhed og bekymring, så strammer båndet og maven klager sig. Det samme gælder, når jeg mærker andres sorg, ensomhed, bitterhed, manglende livserkendelser osv. Signalerne vælter ind over mig hulter til bulter og jeg mærker, sanser, modtager, for jeg kan jo ikke bare ignorere det. Det sidder jo een over for mig og rækker ud og måske ku' jeg lige være med til at skubbe lidt på vej. Gøre en forskel bare et kort øjeblik.

Og så er der hele komplekset med, hvordan man egentlig opfatter sig selv. F.eks. har jeg mange styrker og meget i mit liv går godt, og skal jeg være helt ærlig, så har jeg klaret mig forrygende med og på trods af de få og underlige kort, jeg har fået tildelt. Jeg er en fighter og en fighter er ikke svag. Som en anden baggårdskat har jeg selvfølgelig en gang imellem måtte trække mig tilbage ind under en skraldespand og slikke mine sår - men altid med væssede kløer og ørene drejende rundt parat til næste fight.

Men lige nu har jeg lagt mig fladt ned på siden med blottet bug og fire potter strakt frem i overgivelse og så håber jeg bare på, at kattereglerne bliver fulgt: Man angriber ikke en, der signalerer overgivelse. Og hvis jeg er rigtig heldig, så kommer der mange flere, end jeg tror og støder panden mod mig og giver mig et kærligt slik uden at give mig murren i maven og strammen om panden.

Suslings perpetuum mobile

Fuuuuk...! Jeg synes mit liv er blevet en omgang soap i den trivialle ende af genren. Uendelige gentagelser i slow motion, så selv tonedøve kan følge med.

• Stå op, gå i seng
• Åbne og lukke døre
• Bære ud og ind af borde og sætte i opvaskemaskine
  
• Håndtering af sur teenage-dreng, der synes verden er uretfærdig
• Høre opmærksomt på overskudsmormåden på kvidrende Skumfidus, der lige slår en brandskid midt i en vigtig besked
  
• Kysse på afværgemåden på kyssesyg ægtemand, der pludselig hiver Tracy Cox' Hot Sex ned af hylden
  
• Nedstirring af vasketøjsbunke
• Ignorere badeværelse - der trænger til en kærlig hånd
• Glemme defekt Saab
• Indkøb i Netto - og spontantudvikle teflonhud over for sur ekspedient
• Optrævling af strikketøj
• Kalenderping med påmindelse om jobansøgninger på jobs, jeg egentlig ikke gider
• Evt. anden samtale på job, jeg ikke gider
• Hjælpe bekendt - selv om jeg ikke gider
• Mail fra bank om minus antal kroner på konto
• Hul i alle sokker - selv om jeg lige har købt nye
  
• Alt for mange gamle slatne trusser uden elastik, men gider ikke sortere dem
  
• Fjerning af overskudshår - rent sisifosarbejde
• Undgå møde med nabo fra i går - "sju schgu en darlig tjame" (Jeg tror ikke, at han kommer så meget ud!)
  
• Fodre surdej og ryste slåensnapsen
• Smække (endnu) et brød sammen
• Ignorere nye modetiltag - har alligevel ikke råd til dem
• Prøve at håndtere hår, der har bestemt sig til at krølle på den krusede måde
• Leve med sidste års støvler - har alligevel opgivet moden
• Slæbe rundt på taske fyldt med gamle boner - opdager det altid, når jeg er ude og stikker hånden ned i min lille "skraldespand". Tænker hver gang, at nu må jeg lige...og glemmer det igen
• Telefontrætlytte på monolog fra Gammel-Moster, der er hysterisk af skræk for, at vi alle 4 dør af svineinfluenza og prøve at afværge, at hun vil betale en vaccine til os (Hun tror kæphøjt selv, at hun går fri, fordi hun er født før 1952 og" Har jeg ikke hørt om undtagelsestilstanden i USA. Du ser vist ikke særlig meget TV, hva'!" Kværne, kværne, kværne. Troede egentlig man slap for den slags, når ens egen mor var død!)
  

Det var iiiiikkkeee liiigeee sådan, jeg havde forstillet mig mit liv skulle blive, den gang jeg var ung.

Susling om at sige fra - og lidt til - på den pæne måde

Hjælp! Min aldrende nabo er begyndt at bage på mig. Jeg stod så'n helt stille og røg en cigaret ud af vinduet og pludselig dukker hans hovede op i vinduet lidt længere henne af gesimsen.

"Tsju, sjer sgu schtadi brandgodt ud, hvor gammel er det nu du er?" hyler han. "Æh, jeg er 45 og Anders siger heldigvis også sådan til mig," svarer jeg lidt afværgende.
"Sjaj har tænkt mig, at invesjere dig på en kop rødvin," fortsætter han.
"Jeg kan ikke tåle rødvin,"svarer jeg endnu mere afværgende.

"Tsju, sjer sgu stadig brandgodt ud. Sjaj har tænkt mig, at invesjere dig på en kop rødvin," gentager han.
Jeg er holdt op med at sige noget. For hvad skal man sige? For jeg skal sgu da ikke sidde og drikke rødvin med ham. No sirry! Han er nu meget sød og en af de gode gamle christianshavnere og det er da ok, at slå en lille sludder af med ham en gang i mellem. Men derfra og til at sidde og private den sammen. Nej tak!

Men hvordan kringler jeg mig lige ud af den, når man nu er sådan en pæn dame som mig, der ikke vil såre folk?

Nøjagtig samme følelse havde jeg, da jeg fik en venneanmodning på Fjæsbog fra DJ Brockhouses x-kæreste. Han vil ikke ha' noget med hende at gøre, og så er jeg pludselig en x-svigermor i klemme. Jeg nænnede ikke at sige nej og efter det, er jeg blevet spammet med Knuzzer-100%-lykkelig tøseindlæg. Og det gider jeg faktisk ikke. Det invaderer mit space.

Men hvordan siger man nej, når man nu er sådan en pæn dame som mig, der ikke vil såre folk?

PS.
Til gengæld kan jeg også sige til med både min forstand og mit selvværd i behold. F.eks. vovede jeg mig ud af mit blogunivers og afslørede mit sande jeg til en blogger-komsammen. Der var godt med kage. Ret godt med kage. Mere kage end jeg har spist på et helt halvt år. Bagefter måtte jeg simpelthen hjem og kværne en spegepølsemad. Heldigvis var der også masser af grin, så meget så jeg gang på gang blottede amalganfyldningerne og begyndte at klaske andre hæmningsløst på skuldrene. Undskylder, hvis jeg gav nogle af de tilstedeværende blå mærker!

Susling om tid

Jeg vågnede op i morges og den første sætning, der ramte mig var:"Seize the moment!" Grib øjeblikket. Men det er jo nemmere sagt end gjort. Tiden løber derud af og pludselig er det igen søndag eller oktober osv i en lang tidssnor. Og så er det jeg tænker:"Hvordan griber man egentlig tiden?" For jo ældre jeg bliver, desto hurtigere synes jeg den går - tiden.

Pludselig er det mig, der sidder og siger:"Kan du huske dengang?" og i samme åndedrag går det op for mig, at det er noget, der er sket for 10 år siden. Præcis lige som de ældre, jeg har fnesset af, da jeg var yngre. Noget der ligger 10 år væk er på en gang meget fjernt og samtidig noget meget nærværende i min hukommelsesbank. Det var jo næsten i går og så alligevel ikke.

At ha' det sådan, er helt klart aldersbetinget! Ingen tvivl om det. Ting og oplevelser begynder at gentage sig, fordi man har set en variant af det samme før. Måske i en anden kontekst, men det er handlinger, der minder mig om noget eller det er ting, jeg har hørt eller set før - ofte til bevidstløshed. Don't get me wrong, jeg har det ok med det. Det er da på mange måder en lettelse ikke hele tiden at stå undrende og lidt usikker på, hvordan man nu skal gribe en ting an. Det er rart, at der er kommet en form for ro på.

Men derfor kan man jo godt stadig spekulere på, hvordan man egentlig griber i et øjeblik.

Susling - et naivt fjols?

Mens jeg sidder og ser på surdejen, der er begyndt at boble, og håndterer ventetiden på tilbagemeldingen på evt. job på zen-måden dvs. bliver det ikke det her, så bliver det noget andet og jeg er vel en lige god og kompetent person uanset hvad. (Og prøver at ignorere, at Saab'en er stået af igen.).

Ja, så var det måske på tide med en lille historie. Om mig, selvfølgelig! Havde I forventet andet?

For et stykke tid siden sagde en af mine bekendte nemlig til mig:" Susling! Du er jo ikke en karriedame. Du tænker alt for meget på fællesskabet. Du kan slet ikke det her, med at møve dig frem med rundsave på albuerne."

Doooiiiinnnnggg! "Er det så tydeligt?" tænkte jeg. Men jeg har jo egentlig altid vidst det. At mit hjerte og mit engagement løber af med mig. Det er ikke altid nemt i den glade konsulentbranche, hvor tid er penge. Det har også gjort, at jeg til tider har følt mig som en temmelig fremmed fugl, når jeg har stået og betragtet andre og deres måde at bevæge sig frem i hierakiet.

Her gik jeg rundt og troede, at vi var i gang med at lave en superløsning til kunden, og at vi alle var bevidste om pladsen for hver vores tandhjul i maskineriet, men nej. Det vigtigste har været at hytte sig selv og sine egne interesser.

Nu tror jeg såmænd ikke, at det er så meget anderledes, hvis man arbejder internt i en organisation (det har jeg også prøvet, skulle jeg hilse og sige). Bortset fra at man ikke skal timeregistrere og ting derfor ofte tager mere end den tid, ting bør gøre, så er der lige så meget politisk skrammel og selvpromovering.

Og ved I hvad! Det gør mig sgu ærlig talt lidt træt. Men ved I også hvad! Jeg vil rigtig gerne modbevises lige på det punkt. Jeg vil rigtig gerne opleve og høre om, at det kan gøres på en anden måde og så vil jeg gerne opleve, at det at tjene penge ikke suger mit blod og mit livsmod.

Bare kald mig naiv!

Susling laver en Hella Joof

Jeg ved ikke, om I har bemærket det, men Helle Joof, der p.t. er dommer i Talentløs 09, har det med løbende at nævne sin fremskredne alder og overkokketere med det. "Ja, i min alder...". "Nu er jeg jo så gammel, at..." Sådan løber det derud af i en gevaldig munddiarré, der får os stakkels sagesløse familiemedlemmer til at blive lidt trætte i håret. "Så sluk dog!"råber vi til hinanden. Men vi slukker selvfølgelig ikke for Tv'et. Vi sidder håbløst fastklistrede som alle andre.

I dag oplevede jeg så mig selv gøre det samme. "I min alder...". "Når man er nået op i 40'erne..." osv. osv. osv. i en lang trættende båndsløjfe. Det var lige før jeg råbte: "Lille De, jeg skal lige finde læsebrillerne."

Det var lissom ikke en person, der stavede til succes, vel! Men jeg kan sgu ikke helt lade være, for jeg er midt i 40'erne og jeg er lidt småtræt af ungdommelig selvfedme og jeg har set og gjort en hel del. Og man kan jo ikke bare smide sin bagage væk, skrue tiden tilbage og igen stå der og plirre med store troskyldige blå øjne. Nu må vi så håbe, at alt det gammelsnak ikke har spændt ben for mig.

Fik jeg sagt, at jeg synes, jobsamtaler er lidt anstrengende?

PS. Kan se, at Oprahs udsendelse om vi lykkelige danskere er kommet på youtupe. Jeg tror eller rettere jeg ved, at vi har det meget bedre på velfærdsområdet, end de har i USA. Men der var godt nok nogle misforståelser, der blev serveret bramfrit. F.eks. at vi alle får 90% af vores løn af staten, når vi bliver ledige. 90%! Hvem stjæler fra min konto hver måned? Det blev også nævnt, at vi næsten ikke har fattigdom og hjemløse og at de fleste danskere er høje, slanke og blonde...Jeg lader den lige stå et øjeblik.

Susling bryder nye personlige grænser

"Hvaaad!! Har du tænkt dig, at blive dogmebager på Camilla Plum-måden?" udbrød Anders i går. Altså, det eneste jeg havde sagt, var, at jeg godt kunne tænke mig at starte en surdej op og prøve at bage med det.

Nu kan det så godt være, at nogle af jer sidder og griner smøret i skægget og tænker:"Jamen Pus, det har vi da gjort i årevis. Skulle det nu være interessant?!" Og det er da meget muligt, at jeg er ved at havne i latterligshedszonen. Men jeg har, hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal jeg jo, ikke rørt bageovn og mel med en ildtang før i tiden. Jeg havde nemlig fået ind i mit hovede, at den slags ikke lige var mig. Faktisk er jeg løbet væk fra det stærkere end en hest kan rende, fordi jeg anså mig selv for at være en anden kvindetype, end sådan en der bager og den slags.

Men nu har jeg taget et nyt og epokegørende skridt og har startet en surdej op. Hvis nogen skulle være interesseret, så har jeg lavet den på en blanding af rug- og hvedemel og har tilsat A-38 og nogle knuste vindruer som kickstartere. Gæringen skal jo i gang, kan jeg forstå.

Jeg kan så også allerede nu se, at en surdej næsten er som at få et nyt husdyr. Den skal fodres hver anden dag! Det er nok meget godt, at jeg har noget at fodre, for efter at kattene er væk (plus Mulle - den lækre kanin - fiskene: Megamallen, Steen, Jerisard, Gerontologen og Den uden Navn), Koppe, der er gået i vinterhi, den syge due, der er drattet ned fra gesimsen og ungerne, der ikke er lige så opmærksomhedskrævende som tidligere, så sidder jeg ærlig talt med et omsorgshul. Anders, hin pelsede, mener så, at jeg skal fylde ham ned i hullet. Men næh, nej, der skal flere levende væsener til (Jeg savner at have kat!).

Nå, men ud over at have fået sådan en ting man skal fodre, så har jeg også lige startet en omgang hindbæreddike op. Vi havde oprindelig købt en flaske i det nu hedengangne Nimph-udsalgssted sammen med en Karl-Johan saltblanding, en fustage østers og nogle østrigske vine, på et gavekort Anders havde fået i den glade konsulentbranche, og nu hvor stedet er lukket og hjemmet desuden fattes penge til extravaganza, så tænkte jeg, at sådan en svend ku' jeg da lige fixe og nemt er det jo: En gang hindbær og lidt vineddike. Det står så nu og trækker ved siden af min slåensnaps, som jo ved gud også er så enkel at lave, at det er til at græde over: En gang slåen frisk fra fryser og en ordentlig omgang vodka af den billigste fra Netto. Alt det kan jeg så gå og ryste lidt en gang i mellem, mens jeg fodrer surdejen.

Men stopper det her?! Nope, for jeg har også for første gang i mit liv lavet marmelader. Den første var en hypen-havtorn-ting og jeg stod edderperkeme og bandede, da jeg skulle rense det skidt. Det er jo nemt nok at koge det hele sammen, men før det er der jo plukning og bagefter rensning og det kan godt få én til at spekulere på, om ikke convinience-food var lidt smartere. For ikke at tale om, om man ikke kunne understrege sin femininitet lige så godt med nye sko og en parfume.

Marmeladen har så vist sig at være en succes og nu er den næsten væk - selv Gammel-Moster har fået en omgang og var glad for det. Jeg startede derfor en produktion af kvædemarmelade op og det skal I fandme unde jer selv. Kvæder er til at få lige nu og det smager himmelsk. For interesserede, så er det meget enkelt: 900 g. kvæder, ca. 1 kg sukker (jeg skar selv lidt ned på mængden og brugte kun 800 g.), citronskal i strimler plus saften fra 2 citroner, 2 vaniljestænger, 2 tsk. frisk revet ingefær. Damp lige kvæderne først! Pil dem, skær dem i terninger, hæld det hele sammen og lad det boble til det bliver gyldent. Man kan i processen blive meget i tvivl om det nu størkner og gå helt i panik og hælde mere sukker i. Don't do it! Tag i stedet, efter ca. 1/2 t., en teskefuld, smæk det på en lille tallerken, stil det i køleskabet i ca. 10 min. og hvis det størkner i løbet af kort tid, så er marmeladen klar.

Og stopper det lige der? Nope, for i min fanatisme har jeg også lige bikset nogle chutneyer sammen. Jeg nævner i flæng: Tomatchutney, mirabellechutney og kvædechutney. Vi spiser det til alt. F.eks. kan det spice en gang biksemad gevaldigt op. For interesserede er det uhyre nemt at lave og basis er det samme: En gang æbleeddike, lidt allehånde, lidt sukker, peberkorn, et par fed hvidløg, et par chilier af de milde - fint skåret, 1 løg -fintskåret, og friskrevet ingefær. Til tomatchutneyen tilsætter jeg desuden rød peber og abrikoser. Sådan. Prøv det. Det er skægt og nemt.

Nu vil jeg så ikke nævne strikketøjet, for det er jeg altså gået helt i død på. Sådan et anarkistmærke er ikke for fatsvage. Til gengæld så bliver jeg vist nødt til at hive mig ud af husmoruniverset for en stund. Jeg skal ud og snakke med nogen om et projekt/job, hvad det nu sådan skal blive til, i morgen tidlig og jeg tror ikke, jeg kommer særligt langt med at underholde om surdeje, marmelader, chutneyer og deslige, så nu vil jeg i stedet begrave mig i webformidling, informationsarkitektur, webstrategier og andet uhåndgribeligt fra den luftige sfære. Wish me luck! (For riget fattes penge).

Suslings suk

Nogle gange kan man ha' sådan en dag, hvor ét afslag på et job fylder mere end det faktum, at man jo egentlig samtidig skal til en samtale på et andet job.

Sådanne dage fylder det mere, alt det man ikke har fået gjort, end det man reelt har præsteret.

Det er også på de dage, der pludselig er spindelvæv i loftet og en syg due er flyttet ind på gesimsen. Så kan man så stå der i hver sin pjuskede fjerdragt og plirre til hinanden.

Det er også lige på sådanne dage mit hår vælger at opføre sig utilregneligt, så der stort set ikke er andet at gøre, end at gå med hat eller leve med virvaret og så i øvrigt trække godt op i strømpebukserne (med huller), så der i det mindste er kontrol med et eller andet.

Er det kun mig, der har sådanne dage?

Update:

Nu er duen fløjet! Måske er den drattet ned? Den så godt nok sølle ud. Spindelvævene er fjernet med den smarte fjerdims med teleskopstang, jeg anskaffede mig som nypudset hausfrau. Håret er sat i en hestehale og det bliver ovenikøbet siddende, hvor det skal og jeg er ved at lægge an til at sælge mig selv med manér. (Kvalmen sidder heler ikke længere helt oppe i halsen. Jeg kan jo godt og jeg kan jo også selv være med til at definere, hvordan jeg skal håndtere mit fremtidige arbejdsliv.)

Suslings hemmelige passion

Capac har lavet et indlæg, hvor han skriver, at jodel ikke lige er ham. Det er da klart, siger jeg. Hvis man har fået den slags ind på jysk via fjernsyn skruet ind på ZDF eller ARD, så ligger jodel jo ikke ligefrem i blodet og fremstår vel nærmest lidt fjollet på Jodle Birge-måden.

Nææææh, man sku' ha' været der! Og det har jeg så en gang været i min barndom. Det er mig i den røde Dirndl-kleid. Min mor er hende i midten - selv om hun var dansker, så var hun fuldstændig tunet ind på at være Frau Jodlio. Klumpen i hendes arm er min lillebror. Senere blev han større og proppet i et par Lederhosen. Uheldigvis var de sorte og uheldigvis, så tissede han ret meget i bukserne. Så hans outfit var som regel sorte Lederhosen, rødternet skjorte og lange sorte tissestriber ned af benene. Men jeg elskede ham alligevel.

I øvrigt, som I kan se på de meget korte nederdele, så foregår dette billede i start 1970'erne. Det var nogenlunde så langt hippiebevægelsen var nået til den lille Klein Stadt, vi boede i. Men selvfølgelig var der da også et par lokale Hippies eller Gamlere, som de hed. Dem havde jeg så ikke så meget at gøre med lige på det tidspunkt.

Nå, men det var den dersens jodel, jeg lige kom bort fra. Lad mig lægge ud med en lille instruktionsvideo. Det er godt nok fra en børneudsendelse og værre endnu fra Bayern - østrigere vil ikke associeres med tyskere, men lad det nu ligge.



Og når I er blevet så kloge, synes jeg da ikke, at I skal snydes for den helt ægte, originale Kuckkucks-Jodler, der den dag i dag driver sentimentale tårer frem hos mig.



Nu gik det hele jo ikke kun op i at jodle. Vi dansede også:



Jeg tror faktisk, vi dansede så meget,fordi maden vi spiste var lidt rigeligt fedende!



Det fedt, der ikke røg af ved at danse eller jodle, det gik vi af. Og I må gi' mig ret, der er sgu da smukt, der hvor jeg trådte mine barnesko.

Susling om takt, tone og periskopperspektiv

Mens jeg går og venter på, at mine brød skal hæve færdige (det er sgu' rigtigt. Jeg bryder lige nogle personlige grænser p.t.), så kom jeg til at tænke på den tone, jeg synes begynder at være fremherskende i den daglige debat og omgangen med hinanden.

F.eks. så hørte jeg i et indslag på TV2News, at politikere var begyndt, at give tydeligt udtryk for, at de ikke kan lide hinanden og den politik hver enkelt står for. I følge kommentatoren, så var det meget beklageligt, fordi politik på folketingsniveau handler om at kunne samarbejde og indgå fælles forlig. Eller rettere, det har der tidligere været tradition for i Danmark - brede velfunderede forlig.

Samme tendens oplever jeg nu også mere og mere i hverdagen. Folk skal lige aflevere en besked set fra deres egen forurettede navle og de er egentlig ligeglade med, om det har relevans for andre eller er rationelt. Som regel følger der heller ikke fyldige argumenter med, der lægger op til dialog eller som minimum gør vreden/forurettetheden etc. forståelig og spiselig for andre.

Nu er det jo ikke til at sige, hvad der kom først: Er det f.eks. magthavernes retorik og omgangstone, der drypper ned i folkedybet eller er det folkedybets omgang med hinanden, der afspejles hos de opportunistiske og populistiske politikere?

Uanset hvad, så er der altså et eller andet galt med manges periskopsyn. F.eks. får jeg en sjælden gang en kommentar på denne blog, hvor jeg tænker: "Helledusseda! Hvem har tisset på din sukkermad?" For det er da godt nok en vred og selvretfærdig kommentar, som ikke lægger op til andet, end at vedkommende er kommet af med sin irritation.

F.eks. var der en, der lagde en kommentar til mig, om at hun da godt kunne forstå, at jeg ikke var i arbejde, hvis jeg sådan sad og udstrålede negativitet ved jobsamtaler. Hvis mit indlæg nu havde beskrevet mig til en jobsamtale og havde indeholdt en masse negative gloser om, hvor dumme arbejdsgivere er, så ville denne kommentar havde haft en vis relevans. Men det handlede indlægget slet ikke om. Det handlede mere om, hvordan kompetencer og personligheder gled mere og mere sammen på dagens arbejdsmarkede og om, hvordan man til tider kan komme ud for, at chefter træder ind over grænser, de ikke bør - i hvertfald ikke, hvis de ikke samtidig parrer kritikken med menneskekundskab og kompetent erfaring.

Set i den sammenhæng synes jeg, at det var en meget underlig kommentar. For hvordan kan vedkommende vide, hvad jeg udstråler til en jobsamtale? Og hvor i kommentaren er der lagt op til debat eller dialog? I stedet var det bare en ubrugelig grønhakker.

Der var også en anden, der skrev, at nu gad hun ikke læse mig mere, fordi jeg havde omtalt noget creme, som jeg havde købt af en, der åbenbart er venner med en anden, som vedkommende har set sig gal på. ØH? Hvad har det med mig at gøre, at den ene er vred på den anden, som den tredje vist har noget med at gøre? Jeg er mystificeret.

Og så dog ikke alligevel. Næh...for jeg har faktisk en pointe! Nu er blogs ikke udtryk for virkeligheden. Min blog er bare et punktnedslag i min hverdag. Men blogs og den måde, der bliver debatteret på, afspejler vel egentlig meget godt, hvordan det også foregår ude i det offentlige rum. Eller i hvertfald, hvordan folk tænker og det, der slår mig er, at alt for mange lever i et åndeligt vakuum, hvor de ikke ser perspektiverne og de store sammenhænge. De evner heller ikke, at hæve sig op og måske se tingene fra en anden synsvinkel end deres egen.

Det kan så være, hvad det er. For hvorfor hænge ud med den slags typer. Næææh, det der er rigtig bekymrende - nærmest angstprovokerende, det er, når landets politikere begynder, at gøre det samme!

Suslings hot or not

Når man sådan dimser rundt i hverdagen, så er der i et moderne liv hele tiden noget man skal stilling til og forholde sig til. Både bragt til én via den store verden og via den hjemmelige, hvor der jo som bekendt bor andre end mig, med hver deres behov og præferencer. Så hvad synes jeg egentlig er hot og not lige nu?

Hot

Regitzes creme. Jeg modtog en lille pakke med creme og skin tonic i meget appetitlig emballage, smurte det straks i ansigtet og min hud sugede til sig, så jeg i skrivende stund er lige så blød som en babynumse. Jeg satser på, at creme nr. 1 også holder rynkerne i strakt arm

Kvæder og tomater. Jeg får nogle gange nogle trips og lige nu er jeg på hjemmeproduceret tomatchutney med rød peber, abrikoser, løg og ingefær og kvædemarmelade med citron, frisk ingefær og vanillie. Uhm

Samtaler. De dybe, de skægge, de intense, de uforpligtende og dem, der måske kan føre til noget, jeg kan tjene penge på. Jeg elsker, at nå andre mennesker via ord

Hår. Min modefrisøse gør mig glad på flere måder. Forleden fik jeg lige klippet 10 centimeter af og camoufleret det grå og samtidig fortalte hun, at hun havde taget en 16 årig pige ind som sin egen, fordi moren var død af druk. Kudos. Det kræver mod og overskud, men som hun sagde:"Hvor skal sådan en lille 16 årig gå hen?" "Tja," tænkte jeg. "Hun ku' være havnet som mig, helt alene på et kollegieværelse." Godt at hun ikke gør det.

Klima. Hva' så spasser, må sgu da gøre noget! Selv tænker jeg mere og mere over det. Kan godt mentalt blive helt opstemt ved tanken om en rød og svedig tornedous, men det holder jo ikke. Og hvad med at bruge eftervarmen i ovnen eller vaske på lave temperaturer? Har I tænkt på det? Jeg kan anbefale "Klimakogebogen" til en start.

Den er ikke genial, men meget lavpraktisk og rykker lige lidt ved noget af min glemte hukommelse. Nå, ja, det var jo det min mormor fortalte mig, at man skulle gøre



Skader, måger og høj himmel.At se fugle svæve lige over mit hovede og cirkle rundt i luften på luftstrømme gør mig lykkelig i et kort sekund. Jeg bor jo helt oppe under taget, så når fuglene svæver henover, så kan jeg næsten se deres maver og naturen føles et kort øjeblik meget tæt på


Not

Deep ambient og Old school electronica! Min hubbie har sine faser. Lige nu er det bla. Steve Roach og Klaus Schultze. Jeg bliver sindsyg af at lytte til det, for det er på en gang musik, der kræver, at man lytter og samtidig så pladrer det bare det bare derud af i en uendelig ring af ingenting. Det er næsten lige så slemt som fusionsjazz

Rod. Bunker gør mig fysisk utilpas og jeg kan ikke få ind i min knold, at folk kan leve med det og bare ignorere, at det bliver værre og værre. For mig er det et tegn på indre kaos. Men vi har selvfølgelig alle vores, som vi ikke har styr på, derfor er Ryd op i dit rod, en genial bog.


Jeg skal bare bladre lidt i den og så kaster jeg mig over, det der skal gøres






Penge. Gode at ha', men også en pestillens, hvis det er årsag til bekymring. På et højere plan, så er penge lig med grådighed. Man slår ihjel for penge, man lyver og bedrager for penge. Penge bliver brugt til at signalere, at man er mere vigtig end andre. For mig er det godt nok bare at kunne betale mine regninger og få dækket mine basale behov. Resten er fyld

Kaos (i ministerier). Først Forsvarsministeriet og ny Klimaministeriet. Det går ikke så godt, vel! Og hvad med Sundhedsministeriet? Kaoset der lige blev dysset ned. Vågn nu op, for fanden

Raw food eaters. Umiddelbart lyder det jo fint nok og ret frelst, men dem jeg har mødt, har været lidt for selvtilfredse og jeg mangler stadig en forklaring på, hvorfor de skulle være bedre end os andre. Det er da ikke særlig klimabevidst, at købe eksotiske frugter fra fremmede himmelstrøg hele året rundt (fløjet specielt ind) eller at tage flyet til Durian-festivaler i Thailand. Og så er det meget muligt, at de understreger, at de til gengæld ikke bruger el eller tager lange bade. Dels tror jeg ikke det ene opvejer det andet og dels så lugter de

Susling på en fredag

Kære Dagbog,

I dag har jeg:

• Tømt og sat i opvaskemaskinen (perpetum mobile)
• Købt kvæder og appelsiner
• Lavet kvædemarmelade
• Lavet æble-pære-drue-havtorn-saft
• Bagt to grovbrød
• Snakket med veninde om hendes projekt og bistået med diverse rådgivning
• Smurt min trøje ind i dej
• Snakket med ked-af-det-grædende Skumfidus, som har været ude for noget venindefis - og har hentet mathildekakaomælk, piskefløde og hindbærroulade til hende (ægte efterårssorgslukkere)
  
• Lavet et hul på mine spritnye prikkede uldsokker
• Kæmpet med lynlås på megadyre sorte støvler (hvis den står af, så græder jeg)
  
• Sendt jobansøgning
• Hentet megalækker creme på posthuset fra hende her (Mit ansigt gør helt ondt af at suge fedtstof til sig lige nu)
• Snakket med anden veninde, som er ked af det
• Prøvet at få DJ Brockhouse til at rydde op og i øvrigt fortælle lidt om "hende, der ikke er kæreste", hvilket han nægter - begge dele
  
• Sat endnu en opvaskemaskine over
• Lagt an til at lave kvædechutney
• Ryddet op og redt senge
• Og om lidt står jeg klar med forvarmede tøfler og en drink til min trætte mand, der vender hjem fra den glade konsulentbranche.

Kan det hele mon skyldes, at jeg tager vitamin D?

Susling siger Bøvs

Jeg tror, en eller anden her skal tage sig sammen og gå på slankekur. Det er meget muligt, at det ekstra fedt giver en god barm, men resten skulle jo også helst ligge lige så højt på lækkerhedsskalaen. Bliver der ikke gjort noget drastisk, så ender det med, at det eneste outfit vedkommende kan passe er kittel og støttestrømper. Lige det tror jeg ikke tager kegler, når man skal sælge sig selv på jobmarkedet.

Og med det fortsæt in mente drog Skumfidusen og jeg ud til Gammel-Moster. På vejen derud snakkede vi om slankekure og den var hun helt med på. Ikke, at jeg synes hun trænger - langtfra - men det skader vel ikke med lidt mere salat og alt det andet vi blev enige om ville være lækker tøsemad. Og så satte vi os ellers til et frokostbord med mayonaise og remolade og frækkedeller og rostbøf og laks og rejer og æg og tomater og vi proppede os, til vi var ved at revne. Super start på en slankekur! Vi åd så meget, at vi bøvsede og pruttede hele vejen hjem.

På vejen hjem snakkede vi om, hvor dejligt det ville være at vinde i lotto. Skumfidusen har altid været en meget heldig Fidus - hun vinder gavekort konstant og den gang hun var lille, så flød det ind med ting hun ønskede sig. F.eks. den gang hun ville ha' en kanin og vi nægtede. Tre dage efter havde en eller anden efterladt en kanin i et bur på legepladsen og så skulle Mulle selvfølgelig bo hos os. Eller den gang hun ville ha' en halvpart på en hest og vi nægtede og pludselig, så fik vi konstant opringninger med folk, der nærmest smed ponyer i nakken på os.

Skumfidusen mente nu, at hendes held havde forladt hende her på det seneste. Men hvis nu hun varmede op med et skrabelod, så kunne hun købe en lottekupon bagefter. Det må vi så prøve af og imens kan vi jo gnaske løs på salat og andet grønt.

Susling om teenagere

At ha' teenagere er næsten lige som, at have fået sine forældre tilbage i deres mest irrettesættende tilstand.

"Ret ryggen," sagde min mor.
"Trim næsehårene," siger min søn
"Sid ordentligt på stolen, "sagde min mor.
"Synes du ikke, at du overdriver," siger min datter.

Sådan ku' jeg blive ved. For uvist af hvilken grund, så har teenagere det med, at føle sig hævet over alle andre. De er en sær blanding af megalomi og usikkerhed og de er ikke rigtig til at hugge og stikke i med al deres selvovervurdering og forestillinger om, hvordan alting hænger rigtigt sammen.

Nu er det jo forbudt, at lappe sine børn en på sinkadussen og man kan heller ikke længere løfte dem ind på deres værelser og bede dem om, at tænke sig om en ekstra gang. Slet ikke, når de er størrelse et hovede højere end undertegnede.

På et tidspunkt indførte jeg "Sig noget pænt til hinanden tid", for jeg syntes det hele gik op i bebrejdelser, irrettesættelser og korte bjæfende kommandoer og den slags bliver man jo træt af. Det virkede faktisk også perfekt en overgang. Men nu synes jeg godt nok, det igen begynder at vende den tunge ende nedaf. Heldigvis er jeg begavet med selektiv hørelse og teflonhud og i aften tror jeg lige, vi tager en ny runde med Sig noget pænt-tid.

Susling: Efterårsferie på voksensk

Jeg har fået mange gode råd mht. at håndtere kastanjer og andet efterårsferierelateret og tak for det! Men lad os se det i øjnene: Der er en tid for alt og der er også en tid, hvor noget slutter. Kastanjesamleri og den slags må jeg tage revanche på, når jeg bliver bedstemor og med en datter på 18 og en søn på 15 ligger det jo egentlig ikke så langt ude i horisonten. Faktisk har jeg flere bekendte, der allerede er mormor til to. Og bortset fra, at jeg ikke kan lave rødgrød som min mormor ku' og forhåbentlig heller ikke bliver så tyk som hende, så kan jeg jo alt det andet, der gør en mormor god. F.eks. så er jeg rigtig god til at fjolle og lege og lave dukketøj og se på kanoner og sværd (og synes, at det er interessant.)

Men den tid den glæde. Nu er det nutiden, der gælder.

Og hvad har nutiden bragt mig? Tja.

1 stks. overgearet Skumfidus, der kommer hjem kl. 17.00 og lettere manisk går i gang med at lave om på sit værelse. Alt bliver kylet ud i de tilstødende lokaler, så man skal kravle over bunker af underlige ting, glide i sengetøj og dameblade og samtidig forholde sig til interiør-finesser på hendes værelse.

1 stks. nedpillet skrivebord plus diverse, der bare skal væk. (Jeg gik med på, at vi stillede skrivebordet væk. Hun bruger det alligevel aldrig. Det hele foregår pr. Mac og det som ikke gør, kan hun lave ved spisebordet)

1 stks. hysterisk mig, der efter en god portion rod, forlanger, at alt som jeg skrider rundt i og falder over, bliver bortskaffet

1 stks. stresset mand, hjemkommen fra den glade konsulentbranche, der pludselig råber op, fordi han vil have fred

1 stks. mig, der meget hellere vil have orden og bortskaffede ting end fred (får først fred, når der er orden!)

1 stks. skænderi og mig, der tuder ned i den dej, jeg er ved at ælte (godt saltet brød, nu)

1 stks. bortskaffelse af diverse rodende elementer

2 stks. sure medbeboere

1 stks. sovende kvindemenneske

1 stks. glad og snakkende søn, der vender hjem kl. 2.30 efter arbejde og besøg hos "hende, der ikke er hans kæreste". (Vågnede lige op, fordi jeg godt nok stoler på mine unger, men da også bekymrer mig. Smører lige lidt Basiron på hans ryg - bumser I ved - og dejser i søvn igen.)

1 stks. opvågning og ved ikke om man skal være sur eller bare lade det hele fare. Beslutter mig til det sidste

1 stks. indkøb i kulde og blæsevejr

1 stks. opfyldning af opvaskemaskine og ophængning af vasketøj

2 stks. sovende teenagere (stadig nu her, hvor kl. er 11.37. Jeg har været inde og tjekke om de er i live. Det er næsten som den gang, man havde nyfødte spædbørn og jeg også lige engang i mellem måtte puffe lidt til dem, for at være sikker på, at de trak vejret)

Og nå ja. 1 stks. jobsnaknoget i næste uge

Kort sagt: En stor lykkelig familie.

Suslings rapport fra Lidenlund

I går spurgte jeg DJ Brockhouse, om vi ikke skulle lave noget sammen i efterårsferien. Han rejser sig op, ser ned (ned!!) på mig og siger:"Mor, nu må du altså ikke blive ked af det. Men jeg har en del personlige ting, jeg godt vil lave i min efterårsferie."

Nå, ok. Så går han da bare glip af kastanjeindsamling og vilde dyr, hvis det skal være på den måde. Kan nu godt forstå, at det vist ikke trækker så meget længere med vikingekampe på Tøjhusmuseet, vilde dyr i Zoo og hjemmeproducerede kastanjedyr, når man er 15 1/2. Der er jo også både jobbet og hende, han ikke vil indrømme er en begyndende ny kæreste. En lille kær blondine, som tilfældigvis liiiiigeee kommer forbi en gang i mellem og som han besøger. Så er man altså kærester i min bog. Især, hvis man helt af sig selv går i gang med at støvsuge og rydde op, fordi "der kommer én, mor og lad nu være med at spørge mere."

Jeg har nu vænnet mig til, at de er blevet så store begge to. Det er jo i virkeligheden fantastisk, at de er nået så langt og kan selv, vil selv. Det eneste jeg måske synes er lidt et tab, det er, at jeg ikke har nogen at lave kastanjedyr med mere eller se på våben og kanoner sammen med. Jeg kommer heller ikke længere i biffen for at se Disneys eller Pixars nyeste. Eller Harry Potter. Der er ingen at lave dukketøj til og jeg aner ikke, hvad den nyeste dille på børnemarkedet er. Jeg kan heller ikke længere tillade mig at gynge eler råbe højt af fryd, når vi rutsjer ned af den store rutsjebane sammen.

Til gengæld så sagde DJ Brockhouse noget andet (og man bliver jo glad selv for små ting): "Mor, dig og far, I er lidt anderledes end de andre forældre. Vi må meget mere. Altså ikke, at I ikke passer på os, men I stoler på os." Og ja, det gør jeg. Men jeg gider altså stadig også godt lave kastanjedyr og den slags og det savner jeg lidt.

Susling om indre resourcer og karisma

I dag deltog jeg i en lille øvelse. To på den ene side af bordet skulle vælge mellem hele den række (ca. 10 stks.), der sad på den anden side af bordet. I følge øvelsen havde alle vi, der sad overfor de to, samme kompetencer. Hvem ville de vælge til et job (udelukkende baseret på udstråling og personlighed)?

Begges øjne søgte mine og havde det været op til dem, var jeg blevet ansat på stedet. "Ja," sagde kursuslederen. "Du virker som en meget resourcestærk og karismatisk person." "Tak," mumlede jeg. "Jeg kan nu også blive træt engang i mellem." Alle lo sammen med mig. For det kan man jo. Blive træt af hele tiden at skulle og kunne.

Jeg har været rigtig mange år på jobmarkedet og min naivitet og tiltro til, at en ledelse vil én det bedste, er efterhånden lidt flosset. (og jeg vil slet ikke komme ind på, hvad jeg har måtte stå model til. I ville tro, jeg løj. Men lad os bare sige, at jeg har bevæget mig i et par brancher, der har tiltrukket en bestemt type mennesker, der nok burde holde sig selv lidt ud i strakt arm en gang i mellem).

Det betyder nu ikke, at jeg har opgivet ævret - langt fra. Jeg er bare nået dertil i mit arbejdsliv, hvor jeg selv også gerne vil være med til at bestemme, hvad jeg skal tjene mine penge på og hvordan. F.eks. er jeg meget, meget træt af hit an' run-løsninger, hvor man smækker et standard-web/it-system op til kunderne og så må de selv finde ud af resten. Systemet spiller måske overhovedet ikke, men det er man ligeglad med, for nu har kunden betalt. Eller man har måske en årsaftale på en gang presse, men det eneste man leverer er en tynd omgang presseovervågning. Men katjing 25.000 ned i foret fast hver måned. Eller man udtænker en pissedyr reklamekampagne, som helst skal foregå et sted med masser af sol (om vinteren), fordi man trænger til en tur sydpå. (Sagde jo, at jeg har været mange år på arbejdsmarkedet og har prøvet lidt af hvert.)

Når den slags er sket, har jeg simpelthen fået ondt i min etik-tarm og har følt min loyalitet spredt ud mellem den pågældende kunde og min p.t. arbejdsgiver. Og lad mig være helt ærlig: Den slags slider på mig og så kan jeg sidde nok så meget der med min karisma og min styrke. Derfor har jeg bestemt mig til, at det næste jeg skal bruge min kunnen, min viden og mit personlige engagement til, skal række ud over den almindelige middelklasse-lønscheck. Jeg gider godt investere mig selv i en god sag og jeg gider godt tage det løntab, det reelt er for mig, at vælge helt nye græsgange. Men jeg gør det og jeg vil det - netop fordi jeg har karisma og indre resourcer.

Susling sætter kulør på dagen

Min dag startede med, at jeg skar mig selv i pegefingeren. Så satte jeg blodspor på mit hvide håndklæde og tabte mine kontaktlinser, hvorefter jeg støtte hovedet ind i kanten på badeværelsedøren, og til sidst gik jeg i koma over strømpeskuffen, fordi jeg ikke kunne finde et eneste par sorte strømpebukser uden hul på fødderne.

Sådan en dag kræver lidt ekstra kulør.

Heldigvis er jeg blevet tagget af Henriette. Legen går ud på, at man skal finde 7 ting i sit hjem med en bestemt farve, i det her tilfælde gult.

Gul er en fantastisk farve. Man bliver simpelthen glad i låget af den og da jeg først begyndte at have fokus på at spotte bare èn enkelt farve ud blandt de mange andre, så blev det en hel passion. Faktisk kunne jeg have bragt mange flere billeder af, hvad der findes af gult hos mig (og der er vist mere end syv her).

Men hermed:



Skulle nogen have lyst til at lege med, så foreslår jeg farven Turkis.

Måske har Gittemay, Lizelotte og Sifka lyst til at lege med?

Susling om fordomme og fordomsfuldhed

Er jeg fordomsfuld? Stempler jeg folk ud fra en enkel detalje, som gør dem anderledes end gennemsnittet? Det, er der en af mine læsere, der mener. I en kommentar til dette indlæg giver hun mig råt for usødet.

Tja...jeg skal da gerne indrømme, at det for mig som "normal" er svært at håndtere visse ting. F.eks. arbejdede jeg i en periode med at skrive om blinde og jeg skal åbent og ærligt indrømme, at jeg lige måtte synke to gange, når jeg skulle interviewe en person med et øje hængende halvt nede på den ene kind. Det var også lige lidt svært at håndtere, når jeg stod med en, der havde viklet sig selv og sin blindestok ind i et par parkerede cykler og trimlede om midt på Nørrebrogade eller når jeg skvattede over en førerhund, der lå roligt under et bord, men som jeg ikke havde set. Det var også svært kun at skulle agere med sin stemme, fordi jeg ikke havde øjenkontakt med dem, jeg snakkede med. Meget svært og meget mentalt opslidende, fordi det så meget var mig, der var indstillet på deres behov.

Det samme synes jeg da også, når jeg møder en spastisk lammet eller en "perle", der tydeligt er en Bro' og med i en klub eller en trans med skægstubbe. Det er svært at ha' med at gøre, fordi det er mig, der skal forholde mig til deres sfære og deres behov, fordi det jo står skrevet med store fede bogstaver hen over hovedet på mig, at jeg er den "normale" og derfor er jeg også den, der overhovedet ikke har nogle problemer what so ever og er så gennempriviligeret, fordi jeg kan se, høre, gå, er hetero, født i en kvindekrop, dansker, er gift, har normale børn, som jeg har produceret og født på den naturlige måde, har en uddannelse, som jeg også har brugt, ikke lider af noget psykisk osv. osv. Sådan en som mig, har bare ikke nogen problemer og har jeg, er de ikke værd at tage alvorligt, vel!

Men, men, men: Skal vi ikke snart lade være med at putte hinanden i kasser, hva'! At én person f.eks. sidder i kørestol gør ham jo ikke lig med en anden, der sidder i kørestol. Det er vidt forskellige mennesker, med vidt forskellige udgangspunkter, behov og personligheder. Sku' vi ikke bare se hinanden ind i øjnene (eller nu jeg har nævnt de blinde - ind i sjælen) og se, hvad der ligger bag. Se personen bag og så forøvrigt kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl.
Det vigtigste er i sidste ende, hvordan man håndterer skovl og spade, synes jeg. Basta!

Susling om moderskab

DJ Brockhouse, der bare for et blink siden gik mere op i Counter Strike og World of Warcraft, men nu mere har fokus på tøj og damer, har pludselig fået to mødre. Der er den ene - mig - hans officielle og biologiske mor, der har født ham, tørret ham i numsen og forsørget ham, og så er der den anden - Skumfidusen - der pludslig og helt uforklareligt er trådt i karakter som überstoresøster:

"Jeg synes altså ikke, at du er en hård nok mor!" erklærede hun f.eks. forleden dag. "Æh, skat, sætter du ikke pris på, at jeg er sød ved dig og støtter dig?" svarede jeg lidt mystificeret.
"Jo, med mig er det fint nok, men jeg synes ærlig talt, at du skal gøre noget ved den knægt. Han forstår jo ikke grænser,"kværnede hun og fortsatte:"Det er jo helt horribelt, som han roder."

Senere, da DJ Brockhouse fik damebesøg, kom hun ind til mig med forargelsen tydeligt malet i ansigtet: "Sig mig, mor, er du klar over, at de ligger inde på hans seng sammen og holder om hinanden!!!"

Sådan kører det løs for øjeblikket. Hun herser, retter og regerer rundt og nogle gange bliver jeg nødt til at tale en anelse højere: "Skummis, DJ Brockhouse HAR altså en mor og det er mig."
Det er så meget muligt, mener hun, men nogen skal jo tage affære, når han ikke forstår beskeden og jeg åbenbart er alt for sød. Personligt har jeg så bare den holdning, at DJ Brockhouse p.t. er under ombygning. Derfor må man fare frem med omhu. Ligesom hun i øvrigt var for blot et år siden og mellem os, så roder hun faktisk mere end han gør og mellem os, så har hun altså også en kæreste, som hun har ligget og holdt om, mens vi andre har listet fnisende rundt.

Men jeg tror altså lige, at jeg skal i gang med at få stoppet det her selvretfærdige kvindebesserwisserhed i opløbet. Den slags kvinder er jo ikke til at være i nærheden af og uanset, hvor meget de mener, at de og de alene har ret, så vil de uværgerligt hele tiden løbe sig mange forargede staver i livet. Det er livet sgu da for kort til.

Susling om hierakier

Jeg synes, at der har sneget sig en kedelig tendens ind på arbejdsmarkedet. Udover, at vi bliver målt og vejet på, hvad vi præsterer rent fagligt, så bliver vi også vurderet på vores personligheder. På hvor omgængelige og tilpasningsdygtige vi er som mennesker. Nu er der selvfølgelig en logik i, at der skal være en vis kemi mellem chef, kolleger osv. Det er da klart. Men det er jo ikke sådan, at vi er ens, eller at vi kommer lige godt ud af det med alle.

I min (nok ret oldnordiske) forståelse sælger jeg først og fremmest min arbejdskraft og min kunnen. Det er det jeg gerne vil vurderes på og det jeg føler, jeg får min betaling for. Ikke på, om jeg har "et vindende væsen" eller "en indre energi og drive" eller er "alles ven". Det er selvfølgelig gode egenskaber, men kun relevant i en kontekst med det, jeg leverer. Og det må først og fremmest være det, der tæller.

Det har det så ikke altid været. For ofte har jeg været ude for, at chefer har grebet ind og har kommenteret folks personligheder (jeg har en svag mistanke om, at de har gjort det, fordi de rent fagligt fik baghjul af deres medarbejdere). Jeg har selv været udsat for det og jeg har været vidne til, at andre har fået en tur gennem møllen. De seneste gange har det været chefer, der har været midt i 30'erne og uden den helt store menneskelige forståelse og uden den faglige ballast, der har gjort, at de har kunne vurdere, hvad den pågældende diciplin kræver af arbejdsmetoder, tilgang osv.

Disse chefer har heller ikke indset eller anerkendt, at der er nogle indforståede hierakiske overenskomster, der skal overholdes. (Jeg sælger min arbejdskraft, du leder og fordeler arbejdet og tager dig af den store sammenhæng og det får du så meget mere i løn for end mig!).

De har frit for leveren sagt, hvad de synes om en bestemt person og har dermed sat sig på samme side af bordet som medarbejderen uden forståelsen for, at de reelt har hånd- og halsret over den pågældende. For selv om man snakker flade strukturer og åbne døre, så sidder vi ikke på samme side af bordet. Jeg ville jo f.eks. aldrig kunne sige, hvad jeg synes om de her chefer og deres personligheder, for så ville jeg jo udsætte mig selv for hetz og i sidste ende miste mit økonomiske grundlag. Så jeg har aldrig sagt noget tilbage. Jeg har bare tænkt mit.

Det værste ved de her seneste chefer det er, at de også har været skide bange for, hvad de ville få af konsekvenser for deres renomme og selvfølelse, at de lige smed en gang hø i hovedet på folk. Snavse til, snavse til, snavse til og så lige en masende tommelfinger i sylten og de famøse ord: "Jeg håber, at vi kan være lige gode venner alligevel!" Æhm...venner!? Er vi venner?! Ai vi har indgået en byttehandel. Min arbejdskraft for dine penge.

Og for lige at understrege: Især den ene af de her chefer var ude på et overdrev. Han råbte og skreg hysterisk af folk foran alle andre. Han snavsede alt og alle til, når han kunne komme til det - bag deres ryg og offentligt. Han gad ikke komme ind til folk, men sad og skreg på os fra sin stol. Så kunne vi som små hunde smide alt hvad vi havde i hænderne og lunte ind til ham. Han kunne finde på, at komme ind i et rum og pludselig kaste sig ned på gulvet, så han lå på maven med hænderne omkring sig, mens han skreg - sådan helt offentligt i kontortiden. Han overholdt ikke aftaler og kommandogange osv. osv. Skal sådan en undermåler bestemme, hvad min personlighed rummer?

Susling har et forklaringsproblem

I morges sagde min søn ved morgenbordet:"Øv! Jeg havde ellers glædet mig til jeg blev 16, så jeg kunne købe sprut lovligt."

"Ja, min skat", tænkte jeg. "Til gengæld, så er du nu teknisk set over den kriminelle lavalder og kan komme i fængsel." Nu synes jeg så ikke, at det ok, at unge skal vælte sig i sprut, men jeg synes, at der er noget signalforvirring på gang, når man med den ene hånd umyndiggør unge (sprutten) og med den anden stiller krav og rykker den kriminelle lavalder ned til 14 år.

Dvs. på den ene side skal de stilles til ansvar for deres egne handlinger og på den anden side skal vi formynde dem. For ikke at tale om fodlænker til børn (man er altså et barn, når man er 12 år) eller forslaget om at fratage i forvejen dårligt stillede børnepengene, hvis deres børn ikke lige er i gang med en uddannelse eller et job. Det skal nok hjælpe fedt og gi' de i forvejen svage endnu mere overskud til at bryde den sociale arv.

Jeg begynder, som mor, at få alvorlige forklaringsproblemer over for mine unger efterhånden. For hvordan skal jeg forklare dem logikken og sammenhængskraften i de for mig og se løsrevne forslag til, hvordan vi dæmmer op for druk, kriminalitet og ungdomsarbejdsløshed. På mig virker det som enkeltstående løsningsmodeller, der måske nok adresserer et enkelt problem, men ikke er tænkt ind i den store helhed.

Skal jeg være helt ærlig, så gad jeg ikke en gang høre på Vikarens forklaringer i går. Han var på begge de store kanaler og det var så tydeligt, at det var holdt mikrofon. Han havde decideret bestilt taletid og det eneste jeg kunne tænke var:"Din lede karl. Det her er grumt at være vidne til, at jeg næsten ikke kan bære det." Bedre blev det så ikke, da der var Topmøde på Tv2News, hvor Pia K. så tydeligt overskred alle gængse regler for almindelig anstændig debat. En ting er hendes ord (vi lever trods alt i et demokrati), men hendes mimik med himmelvendte øjne og nedladende mundbevægelser. Nej!

Hvad fanden skal jeg egentlig sige til mine unger? At regeringen tager vare på os alle og udstikker de love, der er nødvendige for, at vi fortsat kan være et godt samfund at leve i?
Ai, vel!

Susling om magtfordeling og magtbalance

Mens vi sidder og ser Triers "Direktøren for det hele" udbryder min mand:"Når man ser den film, så bliver man sgu da arbejdsky, hvis man ikke er i arbejde og er man i arbejde, så bliver man suicidal."
Vi er begge ret vilde med den film og den er altså i store træk sand - det ved man især, hvis man har arbejdet i it-branchen, som vi begge har. (Og det er så også lidt forklaringen på, hvorfor jeg trisser rundt her nu. For jeg skal dælme ikke arbejde i den branche igen - ever.)

Nå, men min kære mand han siger også noget andet - måske inspireret af "Direktøren for det hele"? Han siger, at han synes, at jeg er alt for pæn på min blog og at jeg tilbageholder visse oplysninger, fordi nå jah, fordi jeg er alt for pæn. Det han især referer til, er mit møde med jobkonsulent hos 2. aktør. "Hm, du har en pointe", svarer jeg ham. Jeg har nemlig bortcensureret visse småting. Hermed:

Som I måske husker, så er min jobkonsulent blevet enig med sig selv og mig om, at jeg er første klasses taber. (Matchgruppe 1). I husker måske også, at han var en nyuddannet kandidat, der forgæves havde søgt sine drømmejobs i et år og nu istedet havde fået et job, hvor han skulle rådgive andre om, hvordan de kom i job.

Det jeg så ikke lige har fortalt er:

Fakta 1: Jeg har fået hul igennem til nogen, som jeg synes ku' være spændende at arbejde med. Det trækker så desværre ud og bliver måske/måske ikke til noget. Da jeg fortæller min konsulent hvor og hvem det er, så krakelerer han i ansigtet og begynder at fumle nevøst med sin pen. Lige der foran mig. Det jeg har fået en måskechance for at få, er præcis inden for den branche og det område, han har søgt forgæves et helt år!

Fakta 2: Manden er handicappet og sidder i kørestol. Første gang jeg skulle mødes med ham, ku' jeg slet ikke forstå, hvor den hilsende stemme kom fra, fordi jeg stirrede lige ud med strittende hilsearm rettet mod det sted, jeg forventede at vedkommende ville være. Jeg opdager så, at stemmen kommer fra en position nogenlunde på højde med min hofte, og jeg skynder mig derfor hurtigt at knække tilpas sammen i kroppen, så jeg kan udvise den nødvendige respekt. Jeg var tæt på, at sætte mig på hug i bar pænhed.

Nu kan man så indvende, at det at man sidder i kørestol, ikke har noget at gøre med det, man har mellem ørerne og nej, det har det ikke. Men vi befinder os jo lissom i et eller andet omvendt magtforhold, hvor han er den stærke og det er mig, der er taberen. En førsteklasses, selvfølgelig, men alligevel en taber, fordi jeg bliver nødt til at komme hos dem. Derfor bruger jeg en del energi på at spurte så hurtigt som muligt ind til en stol ved et skrivebord, med ham rullende lige i hælene på mig, så vi kan komme i den øjenhøjde, det her omvendte og kunstigt konstruerede magtforhold kræver.

For lad os se det i øjnene: I et helt andet scenarie ville denne magtfordeling jo være anderledes. Så ville det være mig, der var den "normale" og princippet ku' det jo ligeså have godt være mig, der sad på den anden side af bordet og rådgav ham om, hvordan man bedst kommer i arbejde som langtidsledig og handicappet akademiker.

Sådan er det så ikke. Som det er nu sidder han med alvorlige øjne og autoritativ stemme og belærer mig om, hvad jeg skal gøre for at komme videre, mens jeg til gengæld sidder og bruger det meste af min energi på ikke at bryde fnisende sammen og på, at tage ham alvorligt. Det bliver jeg jo lissom nødt til, ikke sandt!

Disclaimer: Hvis nogen skulle få galt i halsen, at jeg skriver om en persons handicap, så vil jeg gerne understrege, at jeg ikke som sådan har fordomme. Jeg synes bare, at denne lille ekstradetalje i den grad sætter hele min situation i relief. Og I ved også godt, at man i selskab med handicappede gør alt for at ignorere det pågældende handicap. Faktisk blev jeg så febrilsk, så jeg kom til at spørge manden, om han har børn (fjollet small talk!). Min mands kommentar til det var senere, da jeg refererede det:"Du ved jo faktisk ikke, om han overhovedet kan!" (Dvs. lam fra bæltestedet og ned).Pis oss'.

Susling på en flad mandag II

Hold da kæft, hvor er det bare en dræber at være jobsøgende. Jeg sidder og stirrer tomt på jobopslagene og kan bare ikke se, hvor jeg passer ind. Hvad gider jeg overhovedet?

Jeg er ellers supermaxübermatchgruppe 1. Det siger min jobaktør. "Jo,"svarer jeg, da han siger:"Skal vi ikke blive enige om, at vi krydser dig af i gruppe 1." "Man kan vel nok kalde mig en 1. klasses taber. Den er jeg da helt med på."
Det sidste siger jeg, mens jeg febrilsk overvejer, om jeg ikke skulle finde på nogle skavanker og svagheder af en art, så jeg kunne ryge et par matchgrupper længere ned og dermed kunne tillade mig at fralægge mig det dræbende ansvar det er, at skulle tage hånd om min egen skæbne.

Jeg tror nu ikke, at det ville nytte meget. Min jobkonsulent kan i hvertfald ikke hjælpe. Han er selv en forholdsvis nyuddannet akademiker, der forgæves søgte sine drømmejobs i et år og istedet er blevet en, der skal rådgive andre. Hvad han kan gi' mig af fif, venter jeg stadig lidt spændt på.
Til gengæld kan han underholde mig med, at jeg om nogle måneder skal aktiveres og hvad kan de tilbyde: Tadaa...et jobsøgningskursus.
Jeg siger ikke så meget til ham, når jeg er der. For mig gælder det mest om at få denne dræbende sceance hver anden måned overstået, så jeg kan komme til at ånde igen.

Dvs. ånde og ånde. Det lurer jo hele tiden i baghovedet. At jeg ikke er i job. At jeg bliver nødt til at tage mig sammen, så jeg kan hive nogle penge ind og komme videre i mit middelklasseliv. Men jeg må indrømme, at jeg er en anelse blank på, hvad det skal være lige nu. For hver gang jeg ser på en jobannonce, så danser billederne af hierakier, kontorfnidder og kedelig kantinemad for mine øjne. Jeg bliver kvalm ved tanken om at skulle måles og vejes og at skulle sidde og vifte med mine kompetencer, det bedste jeg har lært for måske/måske ikke at slippe gennem nåleøjet. Og hvis jeg så slipper igennem nåleøjet, så kan jeg se frem til en lang streng af stressede morgener, lange dage og aftner, hvor jeg går ud som et lys.

Hold da helt kæft, mand!

Susling på en flad mandag

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er ved at give op eller om det bare er tilværelsens ulidelige gentagelighed, jeg dealer med lige nu. F.eks. ville Saab'en ikke starte her i weekenden. Det er jo efterhånden en bedaget herre, så han har fået sine særheder, bl.a. vil han ikke starte, hvis det har regnet for meget lige som her fredag/lørdag (derfor har vi konsekvent en dåse pronto liggende i bagagerummet.). Det, at han ikke vil starte, ku' jeg så godt gå i panik over. Men det gør jeg ikke. "Nå," tænker jeg bare. "Nu igen". Og så ringer vi til Falck (de har fået ham i gang).

Det er også ved at være en hel fast mandagsting, at én af ungerne (eller begge) er sure. Her til morgen var det Skumfidusen, der brød hysterisk hulkende sammen, fordi jeg spurgte hende, om hun havde taget en af mine toppe. "Far, far!,"hulkede hun. "Mor taler til mig med sådan en kold stemme." Indrømmet, jeg var irriteret, for det er ikke første gang, hun får noget af mit tøj til at forsvinde eller, at hun ødelægger noget, der er mit og hun har det også med at glemme at aflevere tilbage. Det er sket så tit, så jeg næsten ikke kan tælle på fingre mere. Nu kan det så godt være, at hun IKKE har lånt min top, og i så fald burde jeg sige undskyld, men jeg gider ikke og så kan man i øvrigt sidde her og føle, at ens liv går i ring.

Samme oplevelse har jeg med så mange andre ting. Det hele går i ring og jeg kan næsten ikke hidse mig op over noget mere. "Nå, du er bekymret for at blive fyret," siger jeg til min mand. "Den tager vi, når det kommer." (Har jo lissom været der før). Nå, nu er der igen ballade i regeringen. Nå, nu stiger huslejen. Nå, nu er jeg begyndt at spise af kassekreditten. Nå, nu er det sværere at skaffe sig et job. Nå, nå, nå, nå.

Og med alle de nå'er, jeg siger i løbet af en dag, så er det vitterligt, at jeg begynder, at spekulere på, om det bare er sådan at være 45. Man har set så meget gentage sig og gentage sig, at ens liv er blevet til en stor ring, man kan cykle rundt i, indtil den dag man cykler ned i sin grav.

PS. Jeg er ikke deprimeret. Jeg står glad ud af sengen hver dag. Men det er altså ikke lige så festligt som det har været, så'n at blive voksen for alvor.

Susling i strid storm

Jeg bor med direkte udsigt ud til havnen og helt oppe på fjerde sal. Når man står i en bestemt position i min stue, så er det næsten, som om man sejler på det store hav. I dag ku' jeg godt være tæt på at blive søsyg, for bølgerne går højt med små hvide skumtoppe af travlhed.

I det hele taget er der megen turbulens lige her. Når det blæser, fyger det hid og did i min gade og det er næsten en kamp, at komme over den lille bro, der fører til vores bebyggelse. Mange gange har jeg stået der med to små unger, en cykel og en masse indkøbsposer, lige der på den lille bro. Jeg har kæmpet, så sveden sprang af mig for at holde balancen, så cyklen ikke tiltede og jeg kan stadig se billedet for mig af de to samarbejdvillige unger med deres store cykelhjelmshoveder, der, mens de holdt godt fast i cykelstolene, kom med solidariske råb som:" Vi klarer det, mor! Vi holder fast."

Og det er så det, jeg elsker allermest ved mine unger. Det, at de fatter situationens alvor og arbejder med, når det kræves. F.eks. den gang vores gamle Saab begyndte at ryge og sprutte midt i bilferiekøen fra Bretagne til Paris. Bilen kogte, buldrede og bragede og vi måtte køre ind til siden for at finde ud af, hvad der var sket. I samme moment opdagede vi, at udstødningsrøret sad løst. Min Anders kan, når det tæller, så han kravlede ind under den spruttende bil og bandt røret op med sin anoraksnor. Imens sad ungerne alvorsfuldt på bagsædet uden at sige et pip. Kun fem minutter før havde de larmet og skændtes.

Eller den gang vi måtte sige til dem, at der ikke var nogle penge. "Desværre, I kan ikke få det, I plejer, men vi skal nok sørge for, at alt kommer i orden igen." Det er hårdt, at sige den slags til sine børn, for jeg ville jo helst gi' dem månen, hvis jeg kunne. Men der er øjeblikke i ens liv, hvor man bare må gi' op og sige: "Sådan er situationen, kære unger!" De tog det pænt og fandt andre måder, hvis de gerne ville have noget.

Det, jeg så tror er rigtig vigtigt, det er, at man klarer blæsten sammen. At man siger: "Situationen er sådan og sådan, men I skal vide, at det ikke bliver ved med at være på denne måde. Vi skal nok klare denne hurdle også, hvis bare vi arbejder sammen om det." Jeg tror børn gror og udvikler sig af at se, hvordan ens mor og far rider en storm og af, at de får lov til at være med til at modstå den med det, de nu kan byde ind med. Ganske simpelt!

Susling i begivenhedernes centrum

I morges stod jeg op, åbnede mine altandøre og stillede mig klar til at vinke til Barack Obama. Lidt i otte svævede Air Force One ind i min horisont, mens jeg missede mod den smukke morgensol. Jeg tror ikke, at han så det, men jeg vinkede pænt, mens jeg tænkte, at jeg håbede, at der også var lidt klimarelaterede emner på programmet ud over sporten. (Jeg fik også lige vinket farvel, da flyet, som det eneste på himlen inden for min horisont, blinkede i solen og fløj omkap med mågerne.)

I de forløbne timer han har været her, kan jeg garantere jer for, at der er blevet passet godt på ham. Luftværnets helikoptere har cirklet rundt i luften og havnen har vrimlet med frømænd. Det var i hvertfald dem, jeg kunne se og høre. Det skulle vist også vrimle med "hemmelige" servicefolk og andet af samme kaliber rundt omkring i mit nærområde.

Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at vi er vant til det, i hvertfald ikke det massive sikkerhedsopbud, der har været i dag. Men det er også lidt sandt, at det ikke er nyt for mig med helikoptere i luften, frømænd i havnen, skovvogne og politi i fuld udrustning. Jeg er nærmest blevet lidt småimmun over for det. For der sker hele tiden et eller andet her, hvor jeg bor.

I går sejlede f.eks. en del IOC-medlemmer lige forbi mine vinduer. Var jeg løbet uden for min dør ville jeg have kunne se den royale challup sejle over til Holmen. Men det gad jeg ikke. Man er vel blevet lidt blasert.

Nå, men det er jo alt sammen fest og farver (og egentlig en lidt stor ting), men der altså et par ting, jeg tænker på og godt kan undre mig lidt over:

1. Nu når man ser direkte transmission med honoratiores, der møder hinanden og står lidt og smalltalker, så tænker jeg: "Hvad siger de til hinanden?" (for har da absolut ikke nogen idé om, hvad sådan nogen siger til hinanden, når de står der og ryster hånd?). Jeg går ikke ud fra, at Barack underholder med sin begyndende jetlag eller, at han er øm bagi af at sidde ned så længe. Hvad siger Per Larsen? Hvad siger Daisy og Kong Henrik? Hvad siger de til hinanden?
2. Det andet er baseret på en lille rask meningsudveksling mig og min underbo imellem, mens vi i går sammen så på skibet ladet med VIP'ere sejle forbi vores vinduer: Hvordan kan man forsvare at bruge så mange penge på nogle selvbestaltede honoratiores (især sikkerhedsopbuddet), når man ikke kan finde ud af at give lidt penge til at få renoveret en institution. I sidste ende så kommer det hele jo fra samme kasse?
   

Bare sådan et par strøtanker! Ellers så er der vel ingen, der undrer sig over, at jeg virkelig elsker at bo her oppe i skyerne i min lille lejlighed midt i begivenhedernes centrum.