Susling tager skeen i den anden hånd

Det værste ved at være gået i gang med at strikke, det er, at det kan begynde at tage overhånd! Jeg er ikke en gang nået længere end en tredjedel af et forstykke på mit første strikketøj i 16 år og så begynder der allerede at danse nye modeller og muligheder frem i mit hovede.

Jeg ser snoninger overalt, hvor jeg færdes og er tæt på at falde af cyklen, fordi jeg lige skal nærstudere dem. Jeg har også lovet Skumfidusen at hækle en bikini til hende. Jeg kan nemlig også hækle og den ser dødnem ud. Faktisk er det så slemt, at jeg kom til at købe bladet Kreativ Strik forleden - og jeg bliver konstant suget hen til hylder med strikkegarn - uargh!!!!

Jeg har også lavet chutneyer i lange baner og mit livs første marmelade og nu tror jeg faktisk ikke, at jeg kan presse mere ind i køleskabet, hvis vi også skal kunne spise alt det her....men jeg skal liiiige lave en ny omgang tomatchutney...

At tingene har udviklet sig sådan, tror jeg er en reaktion på, at jeg alt for længe har bevæget mig i de mere højteknologiske kredse domineret af it-konsulentkurter og reklamekajer. Jeg havde simpelthen brug for at genetablere noget ægte og solid kvindelighed udover perlerne, stresshabitten og de høje hæle.

Men derfor behøver man jo ikke, at gå helt over i den anden grøft, vel! Og jeg kan ikke forsvare, at gå og småhygge mig længere på provinshjemmegående husmor-måden! Skeen skal med andre ord tages over i den anden hånd (hvad mener man egentlig med det? At man rører bedre med højrehånden eller, at man er kørt træt af at røre i grøden?). Nu skal der skal fut under jobsøgningsgryden (har jo ikke gjort en dyt ved det i over en måned). Bortset fra det, så er jeg af den overbevisning, at man/jeg godt kan rumme begge dele og jeg er så glad for, at jeg har fundet den side af mig selv igen.

Susling på en tirsdag

Nå, men bedst som jeg havde bestemt mig til, at hade mine unger og min mand en lillebitte smule, så bliver de alle til små engle - mest ungerne. I går aftes deltog de på eget initiativ i aftensmadslavning og borddækning og gud hjælpemig, om jeg ikke vågnede op i morges til skramlen og buldren. De var begge selv stået op - før os - så de kunne organisere deres morgenbadning og så gik de i gang med at lave morgenmad og dække bord. (Måske har mine fortvivlede råb hjulpet?)

Den udvikling er jo ikke så god, hvis jeg sådan er i hade-mode. Hm...! Heldigvis er der så andre ting, man kan hade.

Jobansøgninger f.eks. (Shy...sig det ikke til nogen, men jeg fik ikke skrevet en eneste igår! Istedet bestemte jeg mig til, at forære mig selv en hyggedag med - og det skal I heller ikke sige til nogen, for det er så meget out of caracter for mig - nemlig strik. Yes, I hørte rigtigt! Efter ca. 16 år er jeg gået igang med at strikke igen. Nu er jeg så en lidt sær person, for jeg gider ikke strikke efter opskrift. Istedet har jeg designet min egen trøje - yup - og for at det ikke skulle blive for kedeligt, udfordrede jeg mig selv med snoninger og den slags. Jeg har aldrig lavet snoninger før, så jeg er gået analytisk til opgaven og har trevlet op og trevlet op. Men nu kan jeg! Og så kom jeg forøvrigt til at købe en hæklebog. Det skal jeg så også lige i gang med!)

Og så var der jo lige de her jobansøgninger. What's there to like?! Jeg kan rive dem af mig på et sekund, men jeg synes, at det er dybt demotiverende at skrive ud i det blå. Må også indrømme, at det er demotiverende ikke at blive kaldt til samtaler. Det plejer jeg ellers i sådan ca. 40 - 50 % af tilfældende - i hvertfald før i tiden. Men det er åbenbart nye tider nu og de nye tider er så vist ikke min tid. Og hvem vil egentlig også ha' en gammel krampe på 45?

Og hvad kan man ellers sådan hade? Tjo...jeg zapper væk, når Vikaren (vores nye statsminister) kommer på skærmen og skal fortælle om sit møde med Hr. og Fru Barak. Det gør jeg altså, for jeg har ikke inviteret ham. Altså statsministeren.

Heller ikke Barak for den sags skyld. Har han ikke vigtigere ting at tage sig til? F.eks. at få etableret en sundhedsforsikring for alle i sit eget land. Og tænk lige på, at hans besøg betyder, at helt almindelige borgere ikke kan få hjælp fra politiet, fordi al deres tid går med at sikre Barak. Den slags kan man sgu da også godt hade lidt. At alle honoratiores raver rundt henover hovedet på alle os helt almindelige, som om vi levede i feudaltiden. Hvilket minder mig om endnu en af mine hadeting: Direkte transmission af Dronningens nytårskur. Det er jo som at være med til et absurd globryllup! Hvad skal det til for?

Som I kan se, er der masser man kan hade, når først man kommer igang! Og så kan jeg i stedet elske mine unger lidt, indtil næste gang de slår en skagle og flipper ud på teenagemåden.

Susling siger "Un peau de mu"

Når jeg er helt nede og slikke gulvbrædderne, så sætter jeg altid ham her på.

Django Reinhardt er uforfalsket swing og livsenergi.

Prøv det!

Susling siger mrfll

Øv, hvor kedeligt: jeg er tom for ord. Måske er det, fordi ungerne startede morgenen på den mest charmerende måde ved at være skide sure og råbende. "Hold kæft, mor (Varbehar!!!)," råbte DJ Brockhouse, da jeg først gjorde ham opmærksom på, at et 20 min. lang bad var i overkanten. Selvfølgelig pga. klimaet, men vigtigst af alt, fordi vi var en hel masse andre, der også skulle bruge badet. Og siden, da jeg gjorde ham opmærksom på, at nu var kl. 5 min. i skoletid og at han skulle sætte fut på. "Jeg har mit eget tempo!" snerrede han (Varbehar!!!).

"Du er ikke hård nok, mor," vrængede Skumfidusen (Varbehar!!!). "Hvordan kan du dog holde det ud?" fortsatte hun. "Kors,"tænkte jeg. "Jeg går i koma." Det kunne jeg jo ligeså godt gøre. Gå i koma ligesom svigersøn "Cykelmyggen" og min elskede mand, som jeg elskede en smule mindre her til morgen, fordi han bare sad der morgenkomatøs og lod mig tage råb og skrig.

Nå, men heldigvis så:

• siller regnen ned
• skal jeg skrive ansøgninger
• har jeg taget mindst 10 kilo på fra igår aftes til i dag
• har jeg opdaget, at vasketøjskurven er fyldt op på én enkelt dag (troede jeg var i bund i lørdags - og det var jeg sgu!)
• er der gået hul på mine nye sokker (hvorfor gør der altid det?)
  
• er jeg begyndt at få udvoksninger
• roder ungernes værelser, så jeg får mentale tics, hver gang jeg går forbi
• ligner jeg en paté med rød peber i ansigtet
• strammer min bh (de forkerte steder)
• og mine bukser (pfuii...gudskelov, det er fordi de er helt nyvaskede!)
• bliver jeg pt. mindet om den eneste defekt, jeg fik i forbindelse med min søns fødsel (jeg går ikke i detaljer. Den kan vi tage en anden god gang. OBS/Update: har da lige opdaget, at der er en, der har det nogenlunde lissom mig!)

Jamen har vi det ikke herligt!

Susling tager en tur i byen

Nu er det jo ikke sådan, at jeg hænger ud på Christiania i tide og utide. Langtfra. Faktisk kommer jeg der meget sjældent. (Kan nu godt anbefale en gåtur i bagenden. Der er et fantastisk fugleliv og meget tilgroet natur.) En gang i mellem sker det dog, at der er en koncert, jeg gerne vil høre eller at vi tilfældigt hører noget, når vi er ude og gå aftentur på Volden.

F.eks. den gang vi hørte "Ring ooo.." gennem trækronerne på en aftengå-tur. Det måtte vi lige undersøge og så viste det sig, at Stig Møller holdt en lille gratis-koncert med alle de gamle Steppeulvene-numre. Som punker syntes man, at hippier var dødsyge, men det var og er jo en del af vores kulturarv og det var skægt, at stå der og skråle med på: Mine lilla snabelsko" og "Itsy Bitsi...taaaaaaaa med marj til Nepaaaaaaaal..."Nu havde jeg jo lissom den modne distance. Det var også skægt at se Laid Back i sommers og så er der jo de gamle punk-revival-koncerter.

Men nu sludrer jeg løs ud af et sidespor, for det var slet ikke det, jeg ville fortælle.

I dag har Christiania holdt fødselsdag og i den anledning var der en masse bands, der spillede gratis. Det synes jeg jo var en oplagt idé til en lille date med min mand. Så vi tøffede derover sådan først på aftenen. Meen...det her var så en aften, hvor jeg må råbe: "Jeg er gammel og jeg er stolt af det!"

Havnede først ind i et Onkelband, der spillede "I kan ikke slå os ihjel" med guitarsoloer, vibrafoner og fællessang. Det er så ikke lige en sang eller et arrangement, der sender de store vibrerende kuldegys ned af min rygsøjle. Faktisk kedede jeg mig så meget, at jeg begyndte at se mig rundt og så var det jeg begyndte at tænke:" Sig mig en gang, ved din mor og far, hvor du er lige nu!" om halvdelen af dem, der stod omkring mig. (Mine unger skal orientere mig om, hvor de er. Jeg forbyder ikke, men jeg vil bare gerne vide, at de er ok.)

Når man begynder at tænke den slags tanker, så holder feststemningen op, sku' jeg hilse og sige. Og det hjalp absolut ikke, at Medina gik på scenen som næste optræden. Jeg kan da godt høre, at det er noget de unge kan li' og hun er en flot pige, men da sang nummer tre også handlede om "mig, mig, mig" kiggede min Anders og jeg på hinanden og blev enige om at tøfle hjem og falde i søvn sammen på sofaen. Så det gjorde vi og nu ligger han og snorker. Det gør jeg vist også snart.

Nå, men Christiania: Tillykke med de 38 år. Jeg er så bare lige syv år ældre end dig og jeg er egentlig både halvgammel og halvtræt, men jeg håber da bestemt, at du har haft en god fest. Der er jo så mange andre end mig til at fejre dig.

Susling burde og skulle, men...

Jeg ved ikke, om I kender den her med "Jeg burde, jeg skulle, men..."? Selvfølgelig gør I det. Det er kvindeplage # 1. Jeg har nu observeret, at mænd også lider af det. Måske er det bare et menneskeligt vilkår?

Under alle omstændigheder, så kan jeg godt komme i tanker om ting, som jeg skyder, fordi...ja et eller andet.

1. Jeg burde skrive og sende mange flere jobansøgninger, end jeg gør. Men...jeg er så glad for bare at tulle rundt her og genfinde mig selv og alt det, som jeg også synes er dejligt, og som jeg helt havde glemt, fordi jeg brugte så meget tid på at stå og ørle i toilettet. F.eks. er jeg i gang med den helt store müsli-,chutney- og marmeladeproduktion. Jeg har også købt garn til en trøje for første gang i mange år. (Nu skal jeg så bare lige greje de her snoninger!)
2. Jeg burde have gjort rent, så vi kan nyde weekenden sammen. Men...jeg gad sgu ikke. Fordi? Fordi jeg ikke gad. Ganske enkelt.
3. Jeg burde genoptage yoga. Fordi jeg var faktisk ret god til det og det giver en dejlig kropsfornemmelse. Men jeg har ikke kunne finde den mentale ro til det i de senere år. Blev bare helt stresset af, at skulle nå også at stresse af.
4. Jeg burde læse flere bøger. Fordi det er dejligt og berigende, at blive klogere på ting. Men jeg kan ikke altid rumme andres tanker og sanseindtryk. Nogle gange har jeg bare brug for indre stilhed, så jeg kan høre mig selv.
5. Jeg burde elske lidt mere med min mand. (Ok, den her er lidt intim. Men det er vel sandheden for mange af os.) Fordi jeg elsker ham og fordi, det er så dejligt at være tæt på hinanden. Men jeg er træt om aftenen (det er han også). Desuden kræver det mere energi og plads og rum at komme i svung nu, end det gjorde, da jeg var yngre. Jeg er så heller helt så glad for min krop, som jeg har været. Der skal lidt mere til, at jeg føler mig sexet. (Men vi kan vist godt blive enige om, at det er noget fis og at det også er en kvindeplage, at vi går rundt og har det på den måde.)
6. Jeg burde ikke sidde og skrive sådan en liste, som den her. Fordi jeg egentlig synes, at vi skal gøre op med "burde, skulle-tyranniet". Men det er ikke nemt, at smide den pæne pige ud med badevandet. Uanset hvor meget jeg kæmper imod hende, så sidder hun der alligevel. Og lur mig, om det ikke også gælder for en hel masse andre end mig.

Hvad skal vi dog gøre ved det?

Susling om det fede ved fyrre

Da jeg cyklede rundt i Indre by i dag, fordi jeg havde nogle ærinder (den slags har vi Hausfraus jo), slog det mig, at jeg synes, at det er ret godt at være i 40'erne.

Bevares, tænderne er så ikke lige, hvad de har været, og jeg bruger en formue på at camuflere, at jeg ikke gider at være gråhåret (tror seriøst, at jeg bliver en af de hersens 80-årige, der render rundt med alt for meget "Tulipansort" og en led udvoksning, som jeg ikke kan se, fordi jeg er halvblind, samt to klatter pink rouge på den forkerte side af kindbenet). Men bortset fra det, så klager jeg ikke.

Det er nemlig så fedt at være i 40'erne - især midtfyrrerne - og kan jeg lige mærke, at en liste er på vej?! Jamen, det kan jeg da, så here goes:

Suslings ucensorerede og usortede liste over ting, der er fede ved at være 45:

• Jeg er hamrende ligeglad med mode! Jeps! Kørte forbi flere modeboutiques i dag og tænkte: "Har man set det før? Det har man da." Og ved I hvad. Jeg er ligeglad! Altså ikke, at jeg er blind for detaljer. Men jeg kan da bare hive resterne af mit tøj- og min sko-beholdning frem og så er den i vinkel. (Sådan var det så ikke tidligere. Jeg var tæt på at dø, hvis jeg ikke havde det rigtige kluns.) Og bare for de indviede: Der er ikke så meget nyt under solen i disse tider.
• Flimrer jeg over alle de nyhedsmails, jeg får ind i postkassen om alle dem, der har fået et nyt attraktivt job i den højhælede, bærbare pc-branche? Nope! Det eneste jeg tænker er: "Jamen velkommen til Stressbranchen. Må du ørle lykkeligt i dit private lokum." Jeg er i gang med andre takter.
• Gider jeg at stå og lege smart på et discotek? Selvfølgelig da ikke. Det gjorde jeg en gang. Men det her Übersexuelle hoftevrid, der er tidens trend, kan jeg lissom ikke ha'. (Alle dem, der synes Madonna har overskredet sidste salgsgrænse rækker hånden op!)
• Er jeg vild med ham den behårede, der ligger på sofaen og pludselig udbryder: "Jeg synes egentlig helt unge kvinder er dybt uinteressante" Det er jeg da - ham og mig for ever og så fik han et kærligt klap på den stadig ret pæne bagdel.
• Er jeg glad for ikke at være en af dem, der valfarter ned af min gade med barnevogn eller mave på, fordi der er lagersalg i Hal D. med børnetøj? Gæt selv! Panikken nåede mig helt op til fjerde sal og jeg var sååå glad for ikke at være der længere.
• Kan jeg overskue alting? Gu' kan jeg da ej! Men jeg prøver heller ikke længere på, at være sådan én, der kan det. Det går sågu da ok og min livserfaring siger mig, at det hele nok skal gå!

Nå, så er jeg ellers den, der er tøflet ud i køkkenet. Skal lige ha' fixet noget hjemmehøvlet müsli og henkogt noget mirabelle-noget.

Susling om generationsbestemt humor

Her hvor jeg bor, kan man se og opleve lidt af hvert (men det er jo klart, når det er et sted, hvor kirkeklokkerne f.eks. spiller:"Lille sky gik morgentur". Det forpligter). F.eks. så går der en mand rundt, som grangivelig ligner Holger (Waldo) fra Find Holger. Han er lang og ranglet som ham og går med en høj tophue. Det, der så er tvisten er, at denne udgave af Holger er sort. Hvis ikke han havde suppleret sit look med hvide firkantede solbriller, så ville han da være helt umulig at finde.

Forleden dag så jeg så en anden type, der fik mig til at fnise fjollet. En lille kinesisk mand, der er ude og lufte sin pekingeser. "En kineser med en pekingeser,"fniser jeg inde i mig selv. (Nu er det jo helt ok, at være både kineser eller for den sags skyld sort. Det er ikke så meget det. Det var mere ordspillet.Jeg synes f.eks. også den her: Ib René, Cairo, er fantastisk.)

Om aftenen sidder hele familien bænket om fredagsbolo'en og så kommer jeg i tanker om den her "En kineser med en pekingeser", og vil så divertere de andre med min, synes jeg selv, sjove betragtning. Kommer der en reaktion? Nope! Alle sidder og stirrer tomt ud i luften. Selv min mand.

Det kan jeg så ikke helt forstå og derfor fyrer jeg denne helt igennem sjove betragtning af igen senere på aftenen, hvor vi alligevel alle er ved at gå i død over Talentløs 09. Denne gang opnår jeg en effekt! Først begynder min mand at sprutte af grin. Han synes faktisk, den var lidt sjov. Det der så er særlig interessant, det er, at ungerne også knækker sammen af grin. Men det var ikke over min bemærkning. Den ku' de overhovede ikke se noget sjovt i. (Måske er det fordi Peking i dag hedder Beijing?) Det, de syntes var sjovt var, at deres far først reagerer i anden omgang.

Og så er det, at jeg tænker på, om humor i virkeligheden er generationsbestemt? Jeg synes f.eks., at comedies som Langt fra Las Vegas og Klovn er herredårlige og absolut usjove. Til gengæld kan jeg stadig knække fuldstændig sammen over Monty Phyton, 'Allo, 'Allo og Absolutely Fabulous.

På tværs af generationer kan vi så godt blive enige om, at f.eks. Hva' snakker du om, Mik Øgendahl og Anden er bankemorsomme.

Susling om at spejle sig

Når min datter skal ud af døren, så tager det en krig og en madpakke. Vi har nemlig et stort spejl hængende lige ved siden af døren og det fanger hende. Slår sine arme omkring hende og vil ikke slippe igen. Så står hun der og vender og drejer sig. På et tidspunkt går hun helt tæt på og ser sig selv dybt ind i øjnene, mens hun laver sit spejlansigt. Et helt særligt udtryk, hvor hun suger kinderne lidt ind, laver trutmund og vipper hovedet lidt frem.

Jeg ved ikke, hvem det er hun ser derinde eller hvad hun ser. Men det er sikkert som amen i kirken, at det er samme sceance hver gang og det er underordnet, om hun er alene på vej ud af døren eller om hun er sammen med nogen. Hendes kæreste f.eks., der ikke siger en lyd, men bare står tålmodigt og venter på, at hun skal blive færdig med sig selv.

Jeg kan svagt huske, at jeg også gjorde sådan en gang. Jeg husker også svagt, at spejlingen handlede om at finde sig selv eller rettere forsikre sig selv om, at man var tilstede. Ikke så meget om bukserne sad ordenligt eller man havde taget den rigtige bluse på. Det er nemlig en anden slags spejling. En tjekspejling. Slet ikke som den, jeg her beskriver.

Selv er jeg forlængst holdt op med, lad os kalde det eksistentialismespejlingen. Jeg ved godt, at jeg er her midt i det hele. Nu laver jeg mere trækkemaven ind-spejlingen eller tjekke tænderne-spejlingen (så man undgår at komme ud af døren med læbestift og birkes på tænderne.) Eller vedligeholdelsesspejlingen - den hvor man klasker noget creme i hovedet, sætter sit hår og den slags. Jeg bliver også nødt til at lave sætte-kontaktlinser-i-spejlingen. Eller kan-jeg-stadig-tillade-mig-det-her-spejlingen. Men det er altsammen en helt anden type spejling. Og hvis jeg må tillade mig at sige det: En mere moden spejling.

Susling bliver lidt så'n

Jeg fandt et knorhår fra en af mine katte i dag. Den ene side af mig sagde, at det var noget gris, at jeg ikke havde støvsuget nok. Den anden side blev ked, fordi kattene ikke er mere.

Jeg savner dem! Jeg savner deres særheder og de små bump, det gav, når de sadte af for at hoppe op på køkkenbordet og tigge mad. Jeg savner den bløde fornemmelse i mine hænder, når jeg strøg dem over pelsen. Jeg savner deres mangeartede miawer og de "snakke" vi havde. Jeg savner, at de løb om kamp for at komme først, når vi pillede rejer.

Jeg savner deres små skægge gnæggelyde og deres kløer mod gulvet, når de opdagede duerne og mejserne uden for. Når de blev helt flade og ørene lå ud til siden, fordi der var potentielt bytte. Eller når de lå sammen i en bylt og plejede hinanden.

Mine katte - alle mine katte.

Suslings kamp mod trætheden

Jeg har snuppet mig en D-vitaminpille. En af dem man giver til gamle på plejehjem og til kvinderne dækket i sort. Jeg har drukket et kæmpeglas hjemmepresset saft - æble, drue og havtorn. Det burde gøre det.

Jeg lukker øjnene for, at det lige nu regner og himlen er grå. Så grå, at alle sov over sig i morges og for rundt som forvildede høns i kampen om badeværelset, morgenmaden og madpakkerne.
Jeg ser indad og siger til mig selv, at jeg godt kan li' efteråret og vinteren. At det bliver fint at trække i støvlerne og min smukke sorte sælskindsvest. At det bliver fint at sparke i farveladeblade og beundre de farende skyer og himlens gråblå nuancer.

Havde jeg en pejs, ville jeg tænde op i den nu. Havde jeg en have, ville jeg have samlet frugt og lagt det hele i kasser. Det har jeg ikke, så jeg tænder bloklys og finder frugt i naturen.

Efteråret er smukt og melankolsk på én gang. En symfoni i mol. Men jeg gider ikke at være i mol. For i virkeligheden har jeg jo ikke de store problemer. Min mand er min sjæleven og mine unger trives. Bevares tristessen rammer også dem og de bliver sure og stressede. Men sådan er mennesker jo. Nogle gange glade, andre gange sure og triste.

Mit eneste problem er faktisk, at jeg endnu ikke ved, hvordan jeg næste gang skal tjene mine penge. Mit eneste problem er, at jeg på et tidspunkt drejede forkert og nu prøver at dreje i den rigtige retning igen.

Susling om at blotte sig og blive træt

Nogle gange kan jeg godt blive meget træt i mit hovede. Så træt, at jeg næsten ikke kan indoptage mere. Så træt, så jeg bliver nødt til at trække mig tilbage en stund og sortere i indtryk og udtryk.

Jeg ved godt, at verden er fuld af liv, og at der er så meget man skal nå. Men man kan ikke nå det hele. Der må prioriteres og jeg skal ha' tid til at sortere mine sanseindtryk og fornemmelser. Jeg må også gøre op med mig selv, hvad jeg skal, hvem jeg skal nå og hvor jeg er på vej hen.

Og så må jeg tænke over, hvor meget jeg egentlig vil gi' af mig selv. For jeg synes, at det er vigtigt at blotte sig. Fortælle hvordan man har det, fordi livet ikke kun er marmeladeglas og saft. Vi er jo både godt og skidt. Nogle gange er jeg på toppen og dingler med mine dyre perleørenringe. Andre gange er jeg ved at pisse i bukserne og føler mig forvildet. Så kan jeg selvfølgelig blive skide gal på mig selv over, at jeg ikke kan. At jeg ikke formår at være hende med de dyre perleørenringe og de høje hæle. Gal på mig selv over, at jeg bliver bekymret. Bekymret for om min søn kommer sikkert hjem en fredag aften. Bekymret for om min datter er ok. Bekymret for om min mand trives. Bekymret for mig selv. For hvad er det egentlig jeg skal? Hvordan skal jeg flikke denne hersens jobansøgning sammen og gider jeg overhovedet det job?

Som regel gider jeg ikke være sådan en: En bekymrer. Som regel gider jeg, at være sådan en med energi. Men det er man ikke altid. Og det er vel ok. Jeg er ok og du er ok.

Susling spørger: Hvem er det egentlig synd for?

En overgang i løbet af min karriere (hvis man kan kalde den det), lavede jeg artikler om blinde. I og for sig et ok givende arbejde. Men på et tidspunkt blev jeg træt. Træt fordi de blinde jeg interviewede (ikke alle, men mange), syntes det var meget synd for dem. Og det er det jo også. Det må ikke være rart ikke at kunne se.

Men oftere og oftere så tænkte jeg:" Er det egentlig mere synd for en blind end for andre?" De blinde snakkede f.eks. meget om de muligheder, de ikke havde, som så mange andre, der kunne se havde. Det fik mig til at tænke: "Har en døv da bedre muligheder, bare fordi vedkommende kan se?" Eller: "Hvis nu man hedder Angelo og er født ind i en sigøjnerfamilie, hvor halvdelen sidder i fængsel for mord og resten piner og plager hinanden. Hvilke muligheder har man så, selv om man kan se?" (Ham Angelo endte faktisk på den lukkede og er aldrig siden sluppet ud). Eller hvad hvis man hedder Abdul og bor i Vollsmose? Eller man har giftet sig med en voldelig mand og bliver forfulgt resten af sit liv, selv om man endelig slipper fri af hans greb? Eller man har fået en såkaldt diffus sygdom og bare sidder fast i sig selv og systemet? Eller man har fået en invaliderede diskusprolaps?

Hvem er det egentlig synd for? Er det mere synd for den ene end den anden? Og i øvrigt det her med, at noget er synd for en. Det er også et begreb jeg stiller mig lidt undrende overfor. Synd for sammenlignet med hvad? Eller det at have ondt af nogen. "Ondt af" hvor konstruktivt er det lige?

Heldigvis var der også nogle af de blinde, der taklede deres situation på en helt anden måde. F.eks. hende den teatertossede, der engang havde været seende og som nu som blind stadig insisterede på at gå i teateret."Jeg fornemmer jo stemningen lige som jer andre," sagde hun. Det var også hende, der sagde, at det at være blind kunne have sine fordele, f.eks. når strømmen gik om natten. Så var hun den eneste seende. Det eneste hun var ked af var, at man ikke længere kunne flirte. "For flirte gør man jo med øjnene," sagde hun.

Sådan en som hende var et lyspunkt. Hun var én, der havde taget livtag med sin situation og indrettede sig efter den. Og hun jamrede ikke. "Mig skal du ikke have ondt af, " sagde hun. "Jeg er jo i live og jeg får det bedste ud af det liv, jeg har."

Og hvad er min pointe? Jo, at gu' kan man sidde der og have så ondt, så ondt, både i sin krop og sin sjæl. Man kan råbe: "Min smerte er større end jeres smerte". Eller at verden er uretfærdig, fordi de ikke godtager netop ens lille problem/ handicap/race/ sorg osv. Man kan stæse op på kommunen og forlange, fordi man føler, at man har mere ret til noget end andre. Man kan sidde dag ud og dag ind hos lægen og identificere sig med sin situation og gøre den til hele sit livsindhold. Man kan også en gang imellem huske på, at der er mange, der har det svært, og at der er nogle, der har det værre end én selv. F.eks. ham den multihandicappede, der ikke havde været ude for en dør i otte år. Ham er det sgu egentlig lidt synd for.

Suslings ode til stærke kvinder

For et stykke tid siden sagde min mand til mig, at jeg var en Mutter Fit (så vidt jeg husker er det Ismejeridamen i "Sonja fra Saxogade"). Nu har mænd det jo med aldrig at sige det rigtige, selv om de mener det sødt. Så jeg blev dødfornærmet! "Mener du, at jeg er lige så fed som Bodil Udsen!" hvæsede jeg.

Den har jeg så gået og tænkt lidt over siden. For egentlig kan jeg rigtig godt lide Bodil Udsen (og jeg vil da gerne være en Mutter Fit. Hun var faktisk en klog, nærværende og omsorgsfuld dame.) Og Bodil Udsen er/var en dejlig rummelig og bramfri dame med en rungende mavelatter.

Det næste jeg tænkte var så: Hvem synes jeg egentlig, er dejlige damer? Hvilke kvaliteter har de, som jeg synes, man bør påskønne og efterstræbe. Det blev så til en hel liste inde i mit hovede:

• Mine to oldemødre. Begge levede i starten af forrige århundrede og jeg nåede kun at møde den ene. Men jeg har hørt mange historier. Den ene var en rap, skrap og rund, 1,50 cm. høj Christianshavnermadam, der hentede sin mand på værtshuset, når hun syntes, at han havde skejet nok ud, opdrog 5 børn i en bittelille og fattig christianshavner-lejlighed og en gang fortalte min mormor, at det sidste man skulle være, var at være bange for mænd. De havde bare at gøre, som man sagde. Hun trak hende også til side en dag og fortalte, hvordan man undgik at få for mange børn (i 1920'er-30'erne var det ikke helt almindeligt). Den anden var en senet og benet kvinde, der stod alene med tre børn i en meget ung alder og siden blev kromutter med stort K. Var der noget hun ikke mente var i orden, så sagde hun det.
  
• Selma Lagerlöf. En dame, der satte sig et mål for øje og gik mod tidens strømninger og forventninger om, hvad en kvinde kunne og ikke kunne. Hun endte med at blive hele Sveriges fetterede forfatterinde.
  
• Emily Dickinson. En amerikansk poet, der valgte kunsten. Hun blev aldrig gift og sad i sit lille kammer og skabte den mest vidunderlige poesi. Hun var måske lige lovlig beskeden og hun blev først udgivet post humt, men jeg hiver stadig den lille digtsamling som Poul Borum samlede og Brøndum udgav frem, når jeg vil hvile mine øjne på noget stort. En kvinde, der kan skrive om en frø og en flue, så det bliver en beskrivelse af livet, er i min bog slet og ret genial.
  
• Anni Lennox. Gudindesmuk sangerinde. Hun legede med det androgyne, så det feminine blev forstærket og man pludselig godt turde stå ved sine mere maskuline sider. Hun havde også kontrol over sine produktioner og styrede selv sin karriere i Euritmics. Da hun blev ramt af livet (en masse spontane aborter) var hun ikke bleg for at trække sig, for at pleje sig selv. Hvem sagde Madonna? Ikke mig.
  
• Madeleine Albrigth. Den første amerikanske kvinde, der blev Secretary of State. Hun virker som en kvinde, man ikke kan vælte. En der står fast og kæmper på mændenes banehalvdel, men på sine egne præmisser. (Hvor er hun egentlig i dag?)
  
• Bodil Udsen (selvfølgelig)
  
• Anna Magnagni. Italiensk skuespiller, der på en gang var smuk og grim. Jeg glemmer aldrig scenen (var det i Rom åben by?), hvor hun og hendes datter er blevet voldtaget af nogle soldater. Det er år siden jeg har set den sidst, men dengang gjorde den måde hun spillede moderkærlighed på, et dybt indtryk på mig. Sådan ville jeg også være. Stærk og svag på en gang.
  
• Coco Chanel. Kvinden der satte kvinders krop fri og skabte beklædning, jeg den dag i dag, synes er symbolet på ultimativ elegance. (Stik mig lige de tofarvede sko, den lille vaterede lædertaske og en af hendes dragter!)
• Kvinderetsforkæmpere i Afghanistan, Pakistan, Indien osv. Den styrke og det mod de har, er næsten ufatteligt. Men de gør det.

Man kunne også lave den slags lister med mænd. For dem findes der mange dejlige af. Det er bare ikke lige mit ærinde i dag, så den tager jeg en anden gang.

Susling om at gi' og tage imod

Den grimmeste oplevelse jeg har haft i mit liv, var dengang jeg oplevede, at voksne mennesker nægtede at åbne døren for mig, smækkede røret på eller gik over på den anden side af gaden, når de så mig. Okay, min mor havde godt nok fået et psykotisk gennembrud og min far var aggressiv og boede i en flaske - og var forøvrigt blevet smidt ud af min mor. Men jeg var altså kun 15 og hvad havde det egentlig at gøre med mig? Jeg havde jo ikke bestilt den udvikling.

Indrømmet: Jeg havde stort set opgivet de voksne på det tidspunkt, men at såkaldt almindelige mennesker udstillede deres berøringsangst så massivt, var lidt svært at tage ind. Konsekvensen var, at jeg som 16 årig lå i min seng på et kollegieværelse (jeg måtte jo lissom videre) og lettere småfilosofisk tænkte jeg eller måske snarere erkendte jeg, at man, når det kom til stykket, var alene. I sidste ende havde man kun sig selv. At mennesket er alene og at det, at man var sammen og forbundet med andre blot var en illusion.

Sådan har jeg det så ikke helt i dag. Jeg kan nemlig godt være forbundet med nogle, der elsker mig og som jeg elsker. Men jeg ved også, at der er visse kampe, man må tage selv: fødsler, døden, et tungt sind. Det er der ingen, der kan hjælpe en med. Man må selv kæmpe og ville.

En anden konsekvens af den skælsættende oplevelse er, at jeg den dag i dag, bliver dybt rørt, når jeg oplever, at der findes nogle, der vil mig godt. Som tænker på mig og gør noget for mig helt uegennyttigt - bare fordi.

Det har jeg oplevet en hel del gange i de seneste uger. En af mine naboer stod f.eks. uden for min dør med en buket blomster forleden dag og sagde: Den skal du have, fordi du er sød. En anden har designet et strikmønster til mig, en tredje har købt en bog lige præcis til mig, med mig i tankerne. En helt tredje har lavet en keramikskål, som jeg skal ha'. Sådan kan jeg blive ved...for det vælter ind med tilkendegivelser og smukke erklæringer fra andre...

Jeg tror, jeg har sagt det før, men nu siger jeg det igen: Lige så vigtigt det er at gi', lige så vigtigt er det, at kunne tage imod. Jeg tror, jeg er ved at lære det på den fine måde.

Susling om at hilse

Ovre hos Madamme har der kørt en snak om at hilse på hinanden. En af kommentarerne var, at ude på landet hilste man altid på hinanden, når man mødte hinanden, men det gjorde man ikke i byerne. Mellem linjerne stod der også, at det ihvertfald var meget bedre på landet, hvor man altid fik en glad hilsen.

Tja, hvad skal man sige til det? Hos os her i den store by, hilser vi da også på hinanden. Jeg hilser da både på naboer og genboer, underboer og dem jeg kender fra de andre opgange, dem jeg kender fra den anden side af gaden, på forældre til mine børns venner, på mine børns venner, på butiksejerne på Torvet, på gårdmændende, på mine børns tidligere pædagoger, mine kolleger, når jeg er i arbejde, nuværende og tidligere kunder. Jeg hilser på alle, jeg har en berøringsflade med, når jeg støder på dem. Hvis man så ikke lige slår vildt ud med armene og råber glade bemærkninger, så sender man som minimum et anerkendende nik eller et smil. Nogle får så måske et mere stramt smil, fordi vi ikke er så vilde med hinanden.

Men lad os se det i øjnene. Skulle jeg hilse på alle dem, jeg møder på min vej her i den store farlige storby, hvor vi alle er fortabte får, der vansmægter på stenbroen, så ville jeg slet og ret blive tosset.

Og faktisk er det meget rart ikke at kende alt og alle. Her går vi nemlig ikke og holder øje med hinanden og hvad hver især nu har fundet på. Det er jo også en slags frihed.

Susling om at være en mor

"Er det egentlig ikke lidt lang tid siden, jeg har sagt det sidst?" brummede DJ Brockhouse pludselig til mig, plus noget jeg ikke helt ku' høre, fordi hans stemme er blevet så dyb.
"Æh, sagt hvad?" svarede jeg lidt distræt, fordi jeg var i gang med noget andet.
"Hørte du ikke, hvad jeg sagde?"
Mig lettere rundforvirret:"Nja..".
Ham: "Jeg sagde, at jeg elsker dig".

Det er ikke så tit, at han og jeg udveksler den slags erklæringer. Men glad bliver man jo, for det betyder, at jeg stadig har den dybe kontakt med mine unger. Den kontakt man mister lidt, når de ikke længere sidder varme og bløde efter et bad, på skødet af én, mens man læser historier eller synger fjollesange. Det er også år siden, at vi lavede den her med, at vælge frugter og ting, når vi skulle op af de mange trapper til fjerde sal. Et jordbær, to jordbær, tre jordbær og så videre til næste afsats, hvor den anden så skulle vælge. Det kunne godt blive ret drabeligt med en edderkop, to edderkop, tre edderkop eller en tank, to tanks, tre tanks...osv.

Det er også år og dag siden vi lå og puttede tæt sammen i mørket og legede: Hvem kan liii...og så skulle man finde på en hel masse skøre ting, som man kunne li' og især ikke li'. Det vakte vild jubel, når en af os skrålede: Hvem kan li....pruuuutter?

Altså den slags kan man jo ikke lave længere med en på 15 og en på 18. Nu snakker vi pludselig politik, som f.eks. om det er ok, at udgive Soldatens bog? Min søn synes, at det er noget fis, at der er så meget ballade omkring det. For står der egentlig noget i den bog, som fjenden ikke ved i forvejen? Han synes i det hele taget mange ting for øjeblikket - i en stor pærevælling. F.eks. trænger han - ifølge ham selv - til nye skjorter og en parfume og i samme åndedrag har han en mening om Svineinfluenzaen og den siddende regering, for så sekundet efter at brokke sig over, at der ikke er det rigtige mad i køleskabet. Midt i det hele kan Skumfidusen så komme valsende forbi og trallende spørge, om jeg synes hendes hår sidder pænt, hvorefter hun så også begynder at brokke sig over køleskabets indhold.

Det blev så lige lovlig for meget forleden dag. Så jeg knaldede morknytnæven i glasbordet og sagde med min bestemmestemme, at hvis der var så meget fis, så kunne de da bare lette sig og køre med mig i superen. Og det gjorde vi så - alle tre. Det var så også et af de øjeblikke, hvor jeg følte mig tæt forbundet med mine unger. Ikke på ejerskabsmåden, men mere bare en sådan os-tre-fornemmelse-måde. (Faren hører selvfølgelig med, men han var ikke lige hjemme).

Altså, det korte af det lange: Når jeg har sådanne stunder med mine unger, så nyder jeg dem i præcis den alder, de har ligenu. Og så gør det ikke så meget, at DJ Brockhouse har defriendet mig på Fjæsbog, fordi han syntes, at jeg kunne følge for meget med i hans eskapader og at Skumfidusen overhovedet ikke gider være "venner". (Du skal jo ikke behøve at vide alt, hvad jeg gør!"siger hun.)Er der noget vigtigt, så tror jeg de kommer og fortæller os det.

Suslings om kvindeliv

Jeg ved ikke helt, hvad der sker for mig for tiden. I går kom jeg f.eks. til at købe mormorbladet "Hendes verden". "Ai," råbte Skumfidusen. "Det er sgu da smaddergodt, der er jo både en vitaminguide lige til at tage ud og hænge op og et strikkehæfte! Det er så smart, mor".

Æhm...Synes jeg det er smart? Eller er det bare alderen. "Hendes Verden" var noget min mormor købte engang imellem.

Jeg har også købt garn til en trøje, jeg gerne vil strikke. Jeg har den inde i hovedet, men jeg tager stadig tilløb. Og så er der, det her hybenmarmelade! Altså jeg har lavet den slags før. Jeg lavede også tomatchutny og kryddereddiker. Men det var i tiden, før jeg brugte det meste af min fritid på at stå og ørle af stress ned i toilettet.

Ungerne render også rundt hele tiden og siger, at de elsker mig og jeg er begyndt på sådan noget venindeslaberads.

Alt sammen er jo fint nok og en del af et kvindeliv. Men noget inde i mig stritter. For er det den type kvinde jeg vil være? Hvad så med hende på de høje hæle, der udfordrer selvhævdene mænd på deres egen banehalvdel? Hvordan opnår man balancen mellem de stille kvindesysler og sin brølende aggressive side?

Susling om solidaritet

"Mor, hvad betyder solidaritet egentlig?" spurgte DJ Brockhouse mig i går. "Fordi mor, jeg har jo opdaget, at jeg ikke er så god til matematik og så vil jeg i stedet være rigtig god til ord - især fremmedord.

"Tjo," svarede jeg. "Solidaritet betyder, at man tager ansvar for hinanden og står sammen om at løse problemerne." (Det var lissom det tætteste jeg kunne komme på at få forklaret, hvad ordet betød og indebar.)

I morges kom Anders og jeg så til at snakke om, at han havde spurgt os om lige netop det ord.
"Det står egentlig ret skidt til med solidariteten, når DJ Brokhouse bliver nødt til at spørge os om, hvad det betyder," sagde han. "Ja", svarede jeg. "Det har du ret i."

Det kan man så rode rundt i og finde alskens forklaringer på. Hvorfor vi som samfund har mistet anstændighed og ansvarsfølelse. Hvorfor en-hver-mand-for-sig-selv-princippet og friværdisvanvid har erstattet hensyn og fællesskab. I princippet kan man vel blot sukkende konstatere, at den siddende regerings værdipolitik og indædte kamp mod alt, der lugter af Socialkammeraterne er lykkedes.

Men, der er dog åndehuller. De er ikke store, men de er der. F.eks. så er jeg nået til det stadie, hvor jeg synes, at alt på indpakninger og etiketter bliver skrevet med alt for små bogstaver. Jeg er så bare ikke nået helt dertil endnu, hvor jeg altid har mine læsebriller + 1,50 med i tasken. Så kan man så stå der med varen strittende ud fra sig i så'n ca. en arms længde for at tyde, om der er noget farligt inden i. Og det er så her solidariteten træder ind. Jeg spurgte nemlig forleden en anden medinkøbsinde (som jeg i øvrigt ikke kendte) om hun kunne læse, hvad der stod lige der, det med småt. "Åh, nej," svarede hun. "Jeg har ikke mine briller med. Men det har min veninde. Øjeblik, jeg får lige fat i hende!" Begge kommer stormende. Veninde nu med briller på og hun læser så etikettens mange ord op for mig.

Anden situation. Jeg står sammen med Ny Skæg Bekendt, som pludselig udbryder:"Jeg MÅ låne et toilet - NU." DET ved man godt, hvad betyder, når man har fået sig et par unger og har nået en vis alder og tyngde. Det betyder akut risiko for, at man pisser i bukserne i det offentlige rum! (Og nej, knibeøvelser er ikke nok. (Sidder dog og laver et par af dem ligenu, bare så'n, fordi det skal man jo)). Min medfølelse er kolo-enorm og det står vi så lidt og diskuterer. Bag ved os i køen (hvad, fanden, jeg er sgu da hele tiden i supermarkeder!) står der en lidt ældre dame, så'n ca. i 60'erne. Hun er helt klædt i sort, har store sorte solbriller på og en piratbandana bundet om hovedet (bor jo på Christianshavn, ing'). Ny Skæg Bekendt spørger lidt indeklemt den unge kassedreng, om det er muligt at låne et toilet. Ung kassedreng stirrer arrogant på Ny Skæg Bekendt: "Narj, det er det da virkelig ikke."
Piratbandana-dame udbryder forarget og med medfølelsen (eller skal vi kalde det solidaritet?)tydeligt malet i sit lille og alt for tynde ansigt:"DET MÅ DA VÆRE MULIGT, AT MAN KAN LÅNE ET TOILET, NÅR MAN NU SKAL!!!!!!!"

Se det er solidaritet!

Så kære medsøstre og medbrødre. Kammerater! Husk, at vi kun får et bedre samfund, hvis vi forstår hinandens situation og giver en hjælpende hånd! Og er du endnu ikke nået til det stadie, hvor du synes, at alt bliver skrevet med alt for små bogstaver og du lever i konstant risiko for at vådte dig selv, fordi din bækkenbund og blærekontrol ikke er, hvad den har været, så husk: En dag står du der selv og så vil du blive rigtig glad for en solidarisk gestus.

PS. Til orientering nåede Ny Skæg Bekendt, at finde et toilet et andet sted. Den lokale italianobiks var fuld af forståelse for, at skal man, så skal man og det er NU - som i akut. Solidaritet, siger jeg bare!

Susling nu på jordtrip?

Sådan en helt almindelig søndag kan man vælge at tilbringe på sofaen, mens man filosoferer over om man egentlig får nok ud af sine dage eller sit liv så'n i det hele taget. Man kan også vælge at lette sin aldrende krop og komme lidt ud. I går valgte vi det sidste og det var klart en af de søndage, hvor jeg blev bekræftet i, at jeg er ved at genfinde mig selv. Jeg må også indrømme, at jeg var tæt på at føle mig lidt selvfed eller måske snarere lidt mere i sync med nogle af de sider, jeg også har.

Og hvad gjorde vi så? Vi tog på Vikingemarked.






Det og så middelaldermarkeder har en sær fascinationskraft. Og det jeg vist ikke alene om at synes.

Bemærk i øvrigt de to madammer. Tidligere var de de yndigste punksylfider. Siden blev de lidt mere omfangsrige. Men den slags lærer man at leve med henaf vejen. Der kommer så meget andet i livet, der giver mening.

Nu var det så helt fint med brænderøg og sværdslag, men vi fik os også lige en bonus. Min mand er nemlig sådan én, der får sig de særeste hobbies. På et tidspunkt var han vild med at lave coctails og gik til det med dedikation og ekspertise. Nu har han så fået sig en ny og meget sundere hobby. At finde spiselige ting i naturen. Den er jeg med på og vi lærer hele tiden nyt.(Det var jeg så også, dengang det var cocktail-dillen. Men der bliver man sågu da både fuld og fed.)

Vikingemarkedet blev afholdt på Ishøj Strand - meget realistisk setting. Og hvad opdagede vi?



Der groede mængder af havtorn og slåen på stranden. (Vi snubbede også lige nogle hyben med, bare for at understrege originaliteten og autenciteten.) Resten af dagen stod vi så og pillede havtorn, frøs slåen ned (Det skal de. Det sagde alle vikingerne, når de passerede os, mens vi plukkede.) Og så er der jo også lige de her hypen. De skal blive til marmelade.

Er der et øje tørt? Er I ikke bare ved at falde bagover, over hvor fantastisk husmoderlig og autentisk jeg er?

PS. Der er altså en sær tilfredsstillelse ved selv at finde sin mad. Man kan nemlig godt blive lidt træt af altid at stå i kø i supermarkedet. Og når jeg nu ikke har en have, så må jeg gå andre veje.

Suslings Oscar-tale

Jeg har fået mig sådan en Award-ting fra en sej kvinde i chilisovs. Temaet for den gør mig rigtig glad, for det er vel sådan jeg er.

Er det så nu, man skal hive Oscar-talen op af baglommen? Ihvertfald er det meningen, at man skal skrive 10 ting om sig selv. Nu synes jeg jo nok, at jeg hele tiden skriver om mig selv, og mig og lidt mere om mig. Men jeg kan da sagtens skrive lidt mere. So here goes.

Ti ting om Susling:

1. Jeg blev født på Morsdag og ovenikøbet en søndag. Jeg er med andre ord et søndagsbarn (er der ikke noget med, at de skulle være særlig heldige?) I virkeligheden skulle jeg så havde været en abort! Det er jeg ret glad for, at jeg ikke blev.
2. Jeg elsker min mand -stadig og meget højt. Men jeg vidste jo også, at han skulle være manden i mit liv, den gang jeg som 16 årig, så ham i profil tværs gennem den Grå Hal. Det blev han så også nogle år senere. Den dag i dag kan jeg stadig kigge nydende på ham og synes, at han er min helt.
3. Jeg har et helt grundlæggende optimistisk syn på verden. Mit udgangspunkt er, at jeg fortjener, fordi jeg er mig og at de fleste vil mig det godt, indtil andet er bevist. Ikke dermed sagt, at jeg er tossegod. Det er bare en meget god idé, at møde verden med åben pande - og at stille krav. For det meste går det jo godt.
4. Når det så går mindre godt, hvad det jo gør til tider, så er jeg god til at tage problemerne ved hornene og se dem lige i øjnene. Det er ikke altid, jeg kan løse mine problemer på en studs, men jeg mener grundlæggende, at strudsemetoden bare gør ting værre. Det hober sig op det skidt, hvis ikke man tager fat fra start.
5. Jeg navigerer helt fundamentalt efter mine egne indre værdier. Statussymboler af enhver art er da fine nok, men de skal føles rigtige i maven og hvor meget behøver man egentlig, for at være tilfreds? Om jeg kører i en gammel spand eller en ny summende Audi et eller andet ændrer jo ikke fundamentalt ved mit liv.
6. Med alderen er jeg blevet mere og mere ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Især efter at jeg er blevet 40. Det er faktisk ret fedt.
   
7. Som 9-årig bestemte jeg mig til, at jeg ville være sådan én, der skrev og det blev jeg. For mig er der intet mere tilfredstillende i hele verden (øhøm..selvfølgelig er der da lidt andet også (fnis)). Men at skrive er det, der er med til at give mit liv mening. Hvis ikke jeg kunne komme af med alle mine indtryk og tanker eller at lege med ord, ville jeg få pip.
8. Jeg kan ikke kommunikere med en bestemt type kvinder. Sådan nogle, der synes det hele er skøøønt og bare hyyyyggger sig - hele tiden. Eller i hvertfald lader som om. Eller dem som siger, mænd og kvinder er lige (indtil de så oplever, at det er vi ikke.) Fakkertalt, så synes jeg sgu, vi trænger til noget solid kvindekamp. Men hvor fanden er barrikaderne henne?
9. Og i virkeligheden så er jeg ret feminin. Jeg har altid været stolt af et være en kvinde. Det var mig i så med knaldende postkasserød læbestift og hår ned til taljen på Uni. i 1980'erne. Den slags gjorde man ikke, hvis man ville tages seriøst intellektuelt! Jeg elsker også rent duftende tøj og planter - det går jeg meget op i. Jeg kan også blive helt ved siden af mig selv, hvis jeg ikke har tjekkede sko, tasker og støvler.
10. Jeg ved, at jeg var et meget elsket barn. Jeg havde både en mor, en mormor, en morfar, en moster, onkler og min far til at fortælle mig, at jeg var ønsket og elsket. (At det så gik galt senere ændrer ikke på den grundfølelse). Den kærlighed jeg havde fået, mærkede jeg i allerhøjeste grad, da jeg selv fik børn. Det var så nemt at elske dem og gi' videre af alt det, jeg selv havde fået. Det kom bare. Nu er de så store, at de også giver mig igen tifold og noget af det, der gør mig allerstoltest, det er, at jeg kan se, at de er selvstændige, reflekterende og stærke unge mennesker, der kan klare sig og tage fat, når det gælder. Mere succes kan man da næsten ikke bede om!

Nu er det så meningen, at jeg skal sende depechen videre til tre andre. Jeg har ikke helt styr på, hvem der har fået og hvem ikke, men jeg synes, det ku' være sjovt at se, hvad Henriette, Pernille og Fivetosix kan få ud af den her.

Susling undrer sig

Der er noget, jeg har gået og tænkt på. Så'n i mit stille sind funderet over. Jeg har nemlig opdaget, at en del kvinder i min alder er blevet førtidspensionister. De har fibromyalgi, depressioner, poststresssyndrom, slidgigt, for højt blodtryk osv. osv. Dem der ikke er blevet førtidspensionister, er langtidssygemeldte, i skånejobs eller er bare helt almindeligt arbejdsløse. For de yngre kvinder har jeg observeret, at mange bruger muligheden for graviditet og barsel til at trække stikket ud.

Jeg har også observeret, at mange tidligere meget ambitiøse kvinder pludselig vælger helt andre beskæftigelser, end dem de oprindeligt blev uddannet til. F.eks. en arkitekt, der vælger at uddanne sig til sosu-assistent.

Selv kan jeg da godt genkende træthedsfølelsen. F.eks. var det meget nemt, dengang jeg var ung og ansat i et psykisk meget krævende job, at tage skridtet med en ny baby. Det var på et helt forkert tidspunkt, hvis jeg ville gøre mig det mindste håb om en stor karriere, men jeg trængte til en pause. Den pause en barsel giver. I dag har jeg heller ikke så knaldende travlt med at komme ud på arbejdsmarkedet igen. Dvs. jeg gider godt at bruge mine kompetencer og viden (og jeg gider forsørge mig selv og min familie), men jeg gider ikke slås.

Hvad er det, der sker? Hvorfor er det sådan? Kører livet os træt? Er arbejdsmarkedet for hårdt?

Og så bare for lige at understrege min pointe:

En nyhed på dr.dk/nyheder

Suslings kedsommelighed

Dagen igår var nok den kedeligste dag, jeg har haft længe. Intet skete der - bortset fra, at jeg var ved at blive kørt ned to gange. Men det var sådan set min egen skyld. Jeg ku' jo bare ha' ladet være med at overholde trafikreglerne. Sådan er det nemlig her på Christianshavn. Her gælder kun en-hver- for-sig-selv-reglen. Vi (cyklister) kører på fortovene og over for rødt. Vi overholder ikke vigepligter og kører helst over gaden via fodgængerfelterne og vi tager absolut ikke hensyn til andre. (Det gælder iøvrigt også bilisterne!). Og det er så, når jeg glemmer, at det er ligegladreglen vi kører efter, at det går galt.

Jeg nåede heldigvis at undvige begge gange og køre videre, mens jeg svingede truende med næven. Det reagerede hønsne heller ikke på (man kan så kun lønneligt håbe, at de havde reageret, hvis jeg havde ligget smadret sammen med min cykel oppe på deres kølerhjelm og lindte noget jordbærnoget!)

Men I kan jo godt se, at hvis det har været dagens højdepunkter, så er der ikke meget at skrive hjem om.

Og hvad har så især bidraget til at gøre min dag ekstra kedelig? Taaa...daaa: Jobansøgninger. Jordens absolut kedeligste diciplin. Men det skal jo gøres og jeg har vist skulket lige lovlig længe. Jeg har dog udtænkt en måde, hvorpå jeg kan spice processen lidt op. Jeg er nemlig blevet deadlinejunkie. Min fremgangsmåde er meget enkel: Jeg udser mig nogle jobs, jeg synes ku' være relevante og så skubber jeg det og skubber det, lige indtil det er ved at være sidste ansøgningsdag.Det giver sådan lidt et kick, at skulle skrive omkap med tiden. Om det er særlig smart, skal jeg ikke ku' sige, men som sagt, så sætter det lidt kulør på det hele.

Normalt er jeg ellers ikke deadline junkie. Absolut ikke. Der foretrækker jeg at planlægge og lægge buffere ind, så der er plads til at finde fejl og mangler. Sådan nogle smutter der jo altid med.

Og ja, sådan en er jeg. En der overholder regler, tager hensyn og indtænker fejlmargener. Måske sku' man strikke sig en trøje, hvor der står idiot på ryggen?

Susling om gps'er og saftpressere

Som københavner - og ovenikøbet 5. generationskøbenhavner - mener jeg nok, at jeg kender min bys topografi og som regel har jeg ikke problemer med at navigere rundt. Der er altid et eller andet jeg som storbyfugl kan bruge som pejlemærke. Men da jeg igår havde forladt metroen med mig og min cykel og befandt mig på Vestamager, der slog min indre gps fra og begyndte hysterisk at vræle: "Prøver at genskabe rute, prøver at genskabe rute, prøver...noget, et eller andet."
Nu er jeg jo ikke så arrogant, at jeg udelukkende forliger mig på min indre sans. Jeg havde tjekket routeplaner, før jeg tog afsted. Men det slog helt klik for mig, da jeg havnede på den gigantiske byggeplads, som området er. Desperat cyklede jeg rundt blandt betonmixere og gravemaskiner og tænkte: "Hell no! Jeg er fortabt." For hvordan navigerer man efter et lille parcelhus i det kaos?


Hvad tænker en desperat kvinde? Hun tænker selvfølgelig: Min livline. Min mand. Hvorefter jeg ringede til ham, så han kunne guide mig ud af byggehelvedet via mobil og et opslag på Krak. Det måtte jeg så gøre flere gange i løbet af det næste kvarter, indtil jeg til sidst ramte Kongelundsvej, hvor min indre gps slog til igen. Mange hader "lorteøen" og ku' aldrig drømme om at sætte deres ben der. Men sådan har jeg det ikke. På mit indre kort er det en hel naturlig del af min by og efter lidt mere trampen i pedalerne, nåede jeg svedende og 3 kvarter for sent frem til mit bestemmelsessted: Et lille sødt parcelhus og brunch med en ny bekendt. Hun er i øvrigt fra Hvide Rusland og meget skæg. Det endte med, at vi sad og så gamle videoer fra et land lige efter perestrojka. Som barn havde hun været pioner og komsomol (var de ikke alle det?), så det var spændende historie og i allerhøjeste grad besværet værd.

Men jeg skulle jo også hjem igen! Hvad gør man så, når man er sådan en som mig? Man tænker hurtigt. Jeg havde nemlig opdaget, at der var en saftpresser på tilbud i Harald Nyborg til 289,- smakkeroons. Det synes jeg lige var til at overkomme (for kan jeg undgå at betale fuld pris, så gør jeg det og jeg er altså hverken jøde eller jyde.) En saftpresser har været Anders' højeste ønske længe, så det var jo et handy pressionsmiddel (normalt plejer jeg at bruge løftet om sex, men jeg var godt klar over, at det nok ikke lige var det, der ku' få ham op af stolen og ud i bilen, så han kunne hente mig.) Dét med saftpresseren virkede over al forventning. Han stod der på klokkeslettet - prisen hjalp nok også godt med og heldigvis, så lå Harald Nyborg, som jeg forøvrigt aldrig har sat mine ben i før, stort set lige om hjørnet fra, hvor min nye bekendte boede. Smart tænkt, ikk'!

Så med andre ord: Jeg kom helskindet og sikkert hjem og han stod og pressede alt, hvad vi havde af presbart resten af aftenen. Se det var en lykkelig historie!

Susling hæfter ender

Uvist af hvilken årsag er jeg begyndt at fatte en vis interesse for at revitalisere mine strikkeevner. Min Skumfidus siger, at det er smart at strikke. Og det kan jo sådan set godt være noget af forklaringen, for jeg vil da rigtig gerne være smart.
Nu har jeg så strikket før - som i gamle dage - derfor ku' jeg hurtigt finde mine gamle strikkepinde frem og inde i mit hovede begynder maskerne at blive slået op.

Lørdag aften var så den aften, hvor jeg rigtig skulle i gang. Jeg havde planlagt en stille aften foran tv'et indstillet på ARD - de sendte Open air koncert med Hansi Mittersee - og en strikkeprøve. Imens skulle min mand så til punk-revival på Christiania.

Klar hyggeplan, syntes jeg selv. Men altså som timerne gik, så ku' jeg godt mærke, at det her projekt ikke lige var i Suslings ånd og da DJ Brok sagde:"Så gå dog ud og hyg lidt med far. Jeg klarer mig,". Jamen så var der lissom lagt op til noget andet end strik og stearinlys. Da jeg så også hørte i min øresnegl, at bl.a. Cockpit Musik og City X skulle spille, så rev det i en gammel cirkushest.

Og hvad skete der? Altså efter at jeg havde konstateret, at mange af os havde overlevet og stadig så godt ud - selv om livets wear n' tear har revet i os, og mange af os er blevet både ældre, tykkere, rundere, blødere, mere gråhåret og alt muligt andet, men stadig var glade - Ja, hvad skete der?

Suspense...suspense...suspense...

Pludselig fandt jeg mig selv dybt involveret i en snak om snoninger, perlestrik og små strikkede bomber...og nu ved jeg så lige, hvordan man laver den slags: man strikker, tager nogle masker ud, vender strikketøjet, strikker nogle masker, vender strikketøjet igen og samler alle masker til én. Mageløst siger jeg bare. Perlestrik fik jeg også lige på det rene - en ret og en vrang -, sådan midt i heftig anarkistisk musik og summen for ørene og så tog jeg lige en runde med en anden om plantefarvning. Især det med Pis-blåt.

Ai, men tænk altså, at man sådan lige kan hæfte ende på sit liv i løbet af nogle få timer!

PS. Og nu kan jeg så sidde her med ondt i ørene. For helt ærligt - spillede de lige så højt den gang vi var unge?

UPDATE: Jeg er rørt til tårer! Den stramtandede strikketante har designet en hel speciel snoning helt til mig! Den skal altså med på min trøje. Tak!

Susling foretrækker aftenshopping eller tidligt om morgenen

Hvis der er nogen af jer, der undrer sig over, hvorfor nogle af os arbejdsuduelige vælger at købe ind på tidspunkter, hvor alle de travle arbejdsbier handler ind, så kan jeg godt gi' en hurtig forklaring. Sammen med jer, undgår man nemlig:

• at stå foran en ældre dame, i køen, der taler meget aggressivt med dåsetomater. Det eneste man håber på, er at hun ikke pludselig synes, man er mere interessant end dåserne
• at stå bag én sydlandsk udseende mand, der går hektisk frem og tilbage, så man ikke er helt klar på, om han står i kø eller ej, mens han hele tiden nedstirrer én. Når man pænt siger:"Nu er det vist din tur." Begynder han at råbe aggressivt af en og sige underlige ting. Det eneste middel man har, er at råbe tilbage: "Gider du lige at styre dig. Jeg står jo bare her i køen." Han holder kæft, men nedstirrer stadig en og kaster med et vrid i kroppen og nærmest psykotisk, sine varer i hovedet på ekspedienten og befaler, at hun skal pakke det ind for ham. Hun nægter og han råber: "Sådan en fucking bunke rascister." Æhm...der begyndte jeg altså at svede lidt i håndfladerne
• at stå ved siden af en grønlænder med to kolde fra kassen og en ordentlig tissetår i bukserne
  
• at blive torpederet af en barnevogn, så man knækker sammen i knæene, fordi den nybagte mor har så travlt med at tale i mobiltelefon, at hun ikke ænser, hvad der foregår omkring hende
• at skulle tage sine varer, men ikke kan nå dem, fordi hende før, synes hun har sindsyg god tid og er ligeglad med alt omkring hende og pludselig begynder hun at lægge dine varer i sine poser

Jamen, så enkelt er det. Jeg undskylder selvfølgelig, at jeg optager noget af arbejdsbiernes space, men jeg vil egentlig også bare gerne føle mig normal (og komme nogenlunde helskindet hjem.)

Susling: Happy shiny people

Efter (endnu en gang) at have jamret og haft ondt af mig selv (og så skrev jeg ikke en gang noget om, hvor ung og slank jeg så ud dengang, hvor jeg stadig havde min egen hårfarve -det kan man jo også blive lidt depri over - eller hvor nuttede og bløde og dejlige mine små unger så ud, eller hvor flot min mand var). Ja efter det, der trimlede jeg om på sofaen og døde en lille bitte smule. Den virus, jeg har gået rundt med i de seneste dage, var sadt ind med sit sidste crescendo.

Det er meget muligt, at det har været "Svinet", jeg har trods alt lige haft besøg fra NYC, hvor dyret vist skulle trives ret godt. Men det er lige så muligt, at det ikke har været det. Hvis, så har det været en forholdsvis mild omgang.

Dog ikke mere, end at jeg i går var blottet for tankeaktivitet. Intet ku' rigtig bevæge mig, heller ikke de fjollede billeder af Lars Løkke i fuld kampuniform, som jeg svagt så ud af øjenkrogen. Ikke engang den historie, der var om, at man nu kan konstatere genet for skizofreni, så folk har mulighed for at vælge et barn med de gener fra. Og dog, der kom jeg altså en anelse op af stolen.

Skizofreni er en meget grim sygdom - indrømmet. Men selv om man har disponeringen for sygdommen er det ikke nødvendigvis noget, der vil udvikle sig. I min bog afhænger det lige så meget af miljø som arvelighed. I indslaget i Tv-avisen havde man som "ugens glade krøbling", valgt at interviewe en kvinde, der selv led af skizofreni. At hun fravælger at få et barn, kan jeg godt forstå. Det er ikke helt nemt, at være en psykotisk mor. Men jeg synes, det var et skidedårligt eksempel, som på ingen måde illustrede problematikken. Blev spørgsmålet om hun selv gerne ville have været en abort måske stillet?


Som datter af en skizofren mor rammer denne historie mig lige i solar plexus. For hvad er det egentlig, den siger? At man ikke har ret til et liv, fordi man har en gendefekt, der måske - måske ikke udvikler sig.

Denne nyhed river op i alle de fordomme, jeg har måtte slås med gennem tiden. Som f.eks. min kære svigermor, der på et tidspunkt sagde - før jeg fik børn - at jeg nok skulle overveje ikke at sætte børn i verden. Eller den her med: "Ja, der er jo sindsyge i familien". Og det skal så være forklaringen på, at alt er gået galt for en person.

For mig er det bare ansvarsfralæggelse og angst af værste skuffe.
For hvis nu alt kan reduceres til en gendefekt, så kan de, der ikke har den, vide sig i sikkerhed og i øvrigt undgå at tænke nøjere over livet og det miljø de skaber for deres egne børn.

Og så gider jeg overhovedet ikke snakke om eutonasi og racehygiejne (jeg havde en grandtante, der blev gasset af tyskerne, fordi hun led af epilepsi). Der skal vi da slet ikke hen...Men skulle man føre tanken helt ud, så kan jeg da godt komme i tanker om andre defekter, man bør se nærmere på. For videreføre noget gør vi alle.

Min mand har f.eks. morbus scheuermann og en grim eksem, der kommer og går. Burde han være sat i verden? Burde min svigermor ikke lige ha' tænkt lidt over det? Eller hvad med diabetes? Det er sgu da en led sygdom, der kan gøre folk blinde og i øvrigt koster samfundet i diverse medicin. Og hvad skal vi egentlig med de blinde og de døve? Og dem der lider af sclerose? De ligger jo bare samfundet til last og er ikke særlig produktive. Eller overvægt. Der kan man sgu da virkelig tale om arvelighed og et lidt tungere liv, end for gennemsnittet.

Men er det virkelig det, vi vil ha'? Et samfund udelukkende med happy shiny people.

Susling om at finde sig selv

Forleden dag, da vi var ude hos ungernes farmor, fandt Skumfidusen nogle fotos helt tilbage fra 1997. Der sad vi, alle fire, og det føltes som om det var billeder fra en helt anden planet. Hvordan var det egentlig dengang? Hvad tænkte jeg? Tænkte jeg det samme, som jeg gør nu? Eller var jeg bare fanget i det liv, der var den gang?

Den gang for 12 år siden havde jeg favnen fuld af en 3-årig og en 6-årig. Og på billedet ser jeg så ung og skrøbelig ud. Spinkel og med vægten af ansvar for ungerne og et fuldtidsarbejde hvilende tungt på mine skuldre. Jeg tror egentlig, at det var en fin tid. En travl tid. Jeg elskede at være mor til mine to små unger og at øse ud af alt det, jeg havde at gi' til noget, der var mit helt eget. Min helt egen selvproducerede familie. Det var også en tid, hvor jeg tjente godt, havde et fint visitkort og succes med det jeg lavede.

Men jeg ved godt, at inde i hende den unge og skrøbelige kvinde på billedet, der boede følelsen af, at der også var noget andet. Jeg lyttede bare ikke så meget til det, fordi jeg var så glad for endelig at være normal. Jeg var ikke længere hende med den syge mor, eller hende i tyrolerkjolen. Jeg var ikke længere hende den fortvivlede 16-årige, der sultede og godt vidste, at hun kun havde sig selv. Jeg var bare en helt almindelig middelklassedansker, der fik sin løn, opdragede sine børn og var en del af det hele. Derfor overhørte jeg uglæden, som kunne snige sig ind på mig, når jeg træt stod med hovedet ned i supermarkedets frysedisk. Jeg nægtede at reagere på de spinkle tanker, om hvis bare cyklen kunne cykle baglæns, så jeg slap. Slap for endnu en dag med ingen-glæde og ord jeg ikke selv bestemte over.

Netop den ingen-glæde og ord jeg ikke selv bestemte over, har fulgt mig på sidelinien i årevis. Jeg har aldrig været rigtig glad. Jeg har i virkeligheden ofte siddet og tænkt, hvorfor skal det her være så vigtigt? Og her i foråret, der kulminerede det.

Jeg var bare få uger før gået hjem med en fyresedel, som jeg var rigtig glad for (fordi det sted jeg var havnet var forkert fra ende til anden) og havde uden hovede kontaktet mine sædvanlige freelancekontakter, for videre skal man. Da jeg blev ringet op af en af dem, og spurgt om jeg ville skrive en artikel om et emne, der er så ligegyldigt, at jeg ikke en gang gider nævne det, kunne jeg pludselig mærke kvalmen bølge gennem mig. Helt nede fra maven og op i halsen for til sidst at ende i min mund. Jeg sagde nej, nej tak, jeg kan ikke mere (og det skal man ikke sige som freelancer!). Men jeg var ligeglad. Og det er jeg stadig. Jeg kan simpelthen ikke længere løbe i røven på noget, der ikke er mig. Jeg kan ikke jagte en karriere og spille med i et spil, som jeg ikke kan tage alvorligt og hvor jeg ikke kan gi' mig selv 100 %.

Min store udfordring er så at finde ud af, hvad jeg så kan? Hvad det næste skal være? En ting ved jeg dog: Det skal være noget med ord!