Susling i drømmeland

Nogle gange så er jeg ude og svinge korpuset sammen med min elskede. Fredag aften var vi f.eks. inviteret til middag hos et par forholdsvis nye venner. (Det var Dj Brockhouse glad for. Skumfidusen var nemlig heller ikke hjemme og når han nu havde sin elskede - Den Skønne - på weekendophold, så kunne han ha' hele huset for sig selv sammen med hende. Hun kokkerede for ham og ikke et øje er tørt!)

Det er ikke en historie, at vi stred os gennem snemasserne. Det er heller ikke en historie, at jeg skal holde mig fra Bourbon. Nej, det der er interessant, det er, da jeg fik spørgsmålet:"Hvad drømmer du om Susling?"

Doooiiiing! Drømmer om? Æhm...jeg var godt klar over, at vi med dette spørgsmål ikke var i kategorien: "Jeg drømmer om at få et nyt køkken! Sådan et godt og solidt og gennemtænkt køkken med masser af skabs- og bordplads." (Men det kommer jo, hvis Københavns Kommune, Gud og Boligselskabet vil og ikke er faldet helt i bureaukratisk søvn.)

"Drømmer om? Drømmer om?" drønede det gennem mit hovede. Har man overhovedet drømme, når man er blevet 45?

Jeg gispede forsigtig:"Æh, da jeg var meget ung drømte jeg om, at få lov til at opleve den store kærlighed. Men det har jeg jo fået - og mine unger. Men dem drømte jeg ikke sådan om. De kom bare, da kroppen og sjælen sagde klar -parat."

Drømmer om?! Flere gange i løbet af aftenen drønnede spørgsmålet rundt i hovedet på mig. Hvad drømmer jeg egentlig om? "Jeg vil f.eks. gerne til Japan," hviskede jeg på et tidspunkt.

Men hvad med sådan noget som at kunne betale alle sine regninger uden at bekymre sig. Nå, nej, det er jo ikke en drøm. Der kan vi faktisk.

Et hus i Sverige? Tæller det?
At tabe 10 kilo? Ai, det er ikke en drøm, det er et mål.
At få et godt job? Der gælder det samme.
At bygge mit eget byøkologiske hus et smukt sted i København? Ok, det kunne godt tangere en konstruktiv drøm.

Det korte af det lange er, at jeg ikke længere drømmer - ikke så meget i hvertfald - jeg realiserer. Det var cirka det, der gik op for mig igår. Jeg ved ikke helt, om jeg skal synes det er trist eller bare praktisk.

Og her burde der så være en opskrift på Drømmekage fra Buddinge/Brovst. Men det kommer der ikke. Istedet har jeg nemlig bagt en appelsin-rosmarinkage (den første kage jeg har bagt siden jeg var tyve år gammel og bestemte mig til, at det der bagning ikke lige var mig - nå, ja bortset fra den new zealandske julekage.) Jeg tænker, at den vil stå helt fantastisk til hvid te og mit nye prinsesse-dukke-te-stel i voksenstørrelse (pasteller, blomster og guld, selvfølgelig).

Appelsin-rosmarinkage
4 æg
200g. sukker
1 økologisk appelsin
150 g. smeltet smør
2 spsk. hakket frisk rosmarin
200 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver

Pisk æg og sukker til det bliver lyst og skummende
Riv appelsinskallen fint og pres saften
Bland rosmarin med mel, bagepulver og appelsinskal og rør det i æg-sukkerblandingen
Hæld det smeltede smør og appelsinsaften i og bland det uden at røre for meget
Hæld dejen i en smurt og raspsdrysset form (ca. 2 liter)
Sæt det i en forvarmet ovn - 175 grader, hvis det ikke er en varmluftsovn, på nederste rille og bag kagen i ca. 1 time.
Afkøl kagen på en rist og tag den ud af formen

Susling og ham Jante

Altså:

Når min tidligere job coach skriver til mig, at jeg har et fantastisk drive og en herlig personlighed, så vælger jeg sgu at tro på det.

Når en ung flot fyr smiler med øjnene til mig, selv om jeg vader afsted med en stor sort underlig H&Mhue, gamle langskaftede slidte og upudsede sorte campers, slidte jeans og en lidt for tætsiddende sort sælskindsvest over en sort, højhalset billig akrylsweater, så smiler jeg tilbage.

Når jeg falder pladask for det mest fantastiske tøsefimsede prinsesse te-sæt med en pastellyserød tekande og gule, lyserøde, lysegrønne og lyseblå tekopper (med blomster og guld selvfølgelig), så køber jeg det.

Når jeg pludselig får lyst til at høre Rai og Paul Weller (og lidt mere Paul Weller), så sætter jeg det på.

Jeg er helt sikker på, at Jante bor godt og trygt hos nogle. Han skal bare ikke bo hos mig mere!

Susling i zen - i øjeblikket

Når man står der og bager Naan, rører agurkeraita og lige også smækker et Canadisk havrebrød sammen (fordi ungerne er vilde med det), mens man hører Orup og Bo Caspers orkester på you tupe, så betyder to afslag på en dag ikke så meget.

Jeg kører bare tungen over mine fine bakteriefrie laserbestrålede tænder og tænker frem på alt det frivillige arbejde, jeg kan kaste mig over. F.eks. så skal jeg lave en kampagne til fordel for kvinder i Mali og jeg er godt i gang med at bore mig ind på andre, der altså ikke kan komme uden om min gejst og mine kompetencer! Siger det bare. Og I hører selvfølgelig mere.

Susling i sneen

Altså, det er jo meget yndigt med alt det sne, der falder, vand der fryser til is og klar, klingende frost. Men nu begynder jeg ærlig talt, at blive en anelse træt af det. F.eks. fordi vores nuværende vejrtilstand får en af mine mindre begavede naboer til hoverende at råbe, mens hun sniger sig helt tæt ind på mig, så jeg kan se hendes udsmattede øjenmakeup i forstørrelse: "Ha, ha, og så snakker de om global opvarmning!"

"Tjo, jo," mumlede jeg ned i mit overdimensionerede halstørklæde, mens jeg instinktivt rykker mig tilbage til den obligatoriske afstandszone. "Nu er det jo faktisk sådan, at verden består af mere end Danmark og jeg er ret sikker på, at de siger noget andet på Stillehavsøerne og i Afrika."

Jo, jo, sådan er det. Og det er også sådan, at den globale opvarmning fremover vil bringe flere kolde vintre og flere varme somre med sig. Det kan jo lyde meget besnærende for en lille lokal dansker.

Men lad os se det i øjnene. Vi er globale, uanset hvad kakkelbordsdanskeren - en type min mindre begavede nabo klart hører til - end synes om det. I ved godt, det er dem, der siger, at muslimske mænd - over en bred kam - slår deres kvinder ihjel og synes Kurt V. er en frihedshelt. Og nu jeg er i gang: Hvad fanden sker der for vores nuværende regering?! De blabrer løs om serviceeftersyn af folkeskolen (blev jeg lige underlig, da jeg hørte Statsministeren udtale sig om det?! Som om det var det vigtigste i forhold til at styre landet! Diversion, det er lige, hvad det er. Det er et røgslør lagt ud, for at vi ikke skal se, hvor handlingslammet de er blevet). Og så er der det med privatisering af universiteterne og retræten på den obligatoriske madordning. Imens bliver der skåret helt ind til benet i sygehusvæsenet og stadig flere bliver ledige og endda langtidsledige (føj et grimt ord! Laaaaaaaaaaaang tiiiiiiiids ledig. Bliver jeg lige træt et kort øjeblik?!) Så gør dog noget, for dællan. Styr landet på makroniveau og lad være med at opføre jer som kommunalpolitikere.

Nå, det var et sidespor. Det må I fandme undskylde. Vejret og vores lands siddende regering er nu en gang som det er, og uanset hvor meget man brokker sig, så er der ingen, der gør noget ved det alligevel. I stedet kan jeg så rende rundt i al det her tindrende vintervejr og flashe mine fine hvide tænder. De matcher simpelthen sneen så godt.

Susling og Bjarne

Har jeg nogensinde fortalt jer om Bjarne? Nå, ikke, så er det vist på tide. Ser I Bjarne var en ret lystig fætter i sine yngre dage. Der var også ret meget systematik på drengen.Men i de senere år, synes jeg, at han er begyndt at falde lidt (eller ret meget faktisk) af på den.

Det er f.eks. Bjarne, der kommer ud efter en tissetur og 10min. efter opdager, at lynlåsen på bukserne står åben. Bjarne har heller ikke problemer med at klø sig bag i. Det kløer jo. Han piller også bussemænd og så kan han finde på, at jinge rundt til John Mogensen. Bjarne kan også li' en lille en til halsen og så har han svært ved at lægge smøgerne på hylden. Han gør det heller ikke længere så meget i sexet undertøj, som han har, han glemmer at barbere ben og synes egentlig, det er ok med et par duske under armene og så har han generelt ladet stå til, så han nu vejer 20 kg. mere, end da han var allersprødest.

Bjarne glemmer også at tømme tasken, så der konstant ligger gamle boner og unødvendig ting, der fylder. Han ved egentlig godt, at der er mest lækkert med en taske, der kun indeholder dekorative ting, som en lille diskret toiletpung, almindelig pung, nøgler, notesbog og en pakke tyggegummi. Men han er sgu blevet doven, den hund. Derfor gør han det også en del i overspringshandlinger. F.eks. så kan han godt finde på, at samle nullermænd op frem for at støvsuge og lige tage pletterne på gulvet med en klud frem for at vaske gulvet helt i tre hold skiftevand og med en eftertørrer.

Nå, men i dag tog jeg Bjarne med til tandlægen. Jeg syntes, at han skulle se, hvad hans dovenskab resulterede i. For mellem os, så er han altså ikke så flittig med tandstikkerne som han burde være. Jeg håber, at det gjorde lige så ondt på ham, som på mig med den intensive tandrensning, der gik helt ned i rødderne. Jeg håber, at han én gang for alle fattede, at nu er det nu. Måske sad tænderne ikke løst, og måske var der ikke tandlommestørrelser, der ku' sende en uskyldig kvinde på fattiggården. Men de var der. Fremover tager jeg ham også med til mine tre helt epokegørende laserbehandlinger, der kan sætte paradentosen i stå og jeg tvinger ham til at betale de 4.600 coroners, det koster.
Han har saftsuseme også pligt til at tage med til fitness. Af med bodegavommen, din dovne hund!

Susling siger: Apropos sygdomme

Altså, der var noget, jeg kom til at tænke på forleden dag. Fordi, det er jo faktisk sådan, at der er nogle sygdomme, som det er helt ok at have. Eller rettere de er ok at tale om, for vi kan hurtigt blive enige om, at alle sygdomme og skavanker er jo egentlig noget hø.

Men altså visse sygdomme og lidelser er, forekommer det mig, helt stuerene og man er nærmest en helt/heltinde, der skal ynkes, fordi der er så synd for én, at man lider af den slags. Andre lidelser er til gengæld ren tabu. Man kan f.eks. godt sige, at man har en tennisalbue, der gør rigtig ondt. Det lyder af aktivitet og stor heriosk smerte. Men man kan f.eks. ikke gå rundt og sige:"Ai du, jeg havde simpelthen den ledeste analkløe i går!" Eller:"Min hæmoride holdt mig vågen hele natten. Jeg var nærmest ved at blive sindsyg af smerte!"(Jeg kan så afsløre, at hæmoridianere er et hemmeligt broderskab. Når først man træder ud af skabet, så er der ingen ende på alle de gode råd, der bliver disket op med.)

Eller hvad siger I til inkontinens?! (Husk at knibe!). Dét snakker vi ikke om! Til gengæld er det helt legit, at brokke sig over en blærebetændelse. Det vælter ind med gode råd. F.eks. tranebærjuice og tranebærpiller.

Paradentose er heller ikke lige en lidelse, man underholder med til middagsselskaber. Det er mere noget, man hvisker diskret om til få udvalgte. Og det er ved gud heller ikke en lidelse, der kan skrives store dramatiske operaer om. Men - og nu kommer min pointe: Hvorfor skal så mange (og det er rigtigt, rigtig mange) rende rundt med en decideret invaliderende sygdom uden, at den kan behandles over sygesikringen? Hvorfor er tænder et luksusgode? Og hvorfor snakker vi ikke om det?

Og nå, ja, hvorfor bliver der ikke gjort noget mere ved inkontinens? Det er vel også en invaliderende sygdom -i hvertfald socialt. Er det mon fordi:
a)Bindproducenter lobbier massivt?
b) Det er en kvindelidelse?
c) Der bare ikke er præstige i, at forske i kvinder, der tisser i bukserne?

Susling på den karmaagtige måde

Altså, vi skændes stadig lidt med hinanden om, om det var Nina Hagen, vi så på Christianshavns Torv i går. Jeg mener en midaldrende kvinde iført kæmpe dusket læglang lamapels, sylespidse, stilet- leopardskindsstøvler, lædergamasher og nittetrusse, samt højt touperet hårlakhår? Jamen, hvad siger I? Vi ved, hun har venner på Christiania...så det ku' godt have været hende! Nu er jeg normalt ikke sucker for kendiser, men der er noget ved de gamle punk-korifæer, der gør mig lidt fjollet. Kan stadig ikke finde ud af at hilse på Steen Jørgensen og Lars Top, selv om de bare er nogen, der bor her i hoodet.

Det vi til gengæld ikke skændes så meget om, er at vi nok ikke længere skal tage imod invitationer til festivitas hos Anders' ældste bror og hans kone i Fredby. Det går simpelthen ikke. For hver gang vi sidder der med gaver og alle sæder fyldt op, så strejker den gamle veterancruiser "Vagn" (en Saab 900i - Save Saab - eller noget). Sidst gav udstødningsrøret sukkende op, og i dag begyndte han simpelthen at koge. Lige foran Statens Museum for Kunst. Så Skumfidusen og jeg måtte pløje os gennem børnefamilier og ældre uden børn med en fem liters plastikdunk, så vi kunne hente vand, som vi kunne hælde på drengen.
Men selv om vi fik hældt vand på, så strejkede han alligevel og vi måtte efterlade ham helt alene ved Rigshospitalet, mens vi andre tog bus og metro hjem igen. (Hver gang det sker og det sker faktisk ikke så tit, så begynder de forkælede teenagere at hyle op om ny bil.Ok, cool nok! Betaler I?)

Og ved I hvad, det var så i virkeligheden en dag, der startede absolut på den høje node: Mig og Anders op kl. 8.00 og afsted til fitness. Kl. 10. 00 var der så booket pilates-tid. Yes, sirry. Jeg havde fået ham overtalt, fordi jeg syntes, han trængte til noget korpus-kontrol. Hvad sker der? (Her burde jeg have vidst, at det kun ku' gå ned af bakke resten af dagen.)
Han overtager showet! Først møder han en tidligere kollega (kvinde og jappe, jappe, jappe) og da pilatesinstruktøren træder ind i lokalet, går hun direkte hen til ham og siger: " Hei, du er da kommet her i årevis, er du ikke?" (smile, smile) og så bruger hun i resten af forløbet ret meget tid på, at rette på ham (læs:pille, pille). Eddermamme godt, at jeg ikke har jalouxi-tendenser længere. Tænkte bare: "Nåh, ja...det er da godt, at andre også synes min mand har umf" (med lettere sammensnerpede læber).

Nå, ja og det var så endnu en dag i mit gloriøse liv.

Susling en ægte tabersild

Nå, nu er man så åbenbart gået hen og er blevet sådan en taberbitch, der runder rundt med en manglende kindtand og en halv tand uden krone og fandfuckme også er arbejdsløs! Har faktisk altså også lagt mærke til, at der er en af sumperne på torvet, der blinker til mig.

Men til mit forsvar vil jeg sige, at han, så vidt jeg kan vurdere, er Über-sumperen i det parnas. Og til mit næste forvar vil jeg sige, at jeg bærer mit nederlag med stil og pels og knejset nakke. Og til mit allersidste forsvar vil jeg sige, at man sgu stadig kan se godt ud alligevel og få et par håndværkere til at danse lidt og sætte det nye antenne-stik, der hvor man vil ha' det. Og til mit ekstra suplerende forsvar: Det er sgu ikke mig, der render rundt med hærget solariehud, uggs, poset joggingdragt og en af der korte jakker med fakepels i kanten, som teenagere rendte rundt med for et par år siden og bortset fra det vel er godt inde i 40'erne, som hende jeg så i metroen i dag. (Hun må ha' forvildet sig væk fra Ama'r eller Brånby!)

Næh, næh, uanset hvad, er det min plan, at blive absolutly Mont Pellier! Til det sidste vil jeg kaste med håndledende, svinge mine ringe og svøbe mig i pels. Til det sidste vil jeg flirte og farve hår. Til det sidste vil jeg bælle champagne og spise østers. Og til det sidste vil jeg en gang imellem sætte en gammel punkplade på fra den gang mor var ung og danse moderne.

Yes sirry!

Susling siger: Ro med fucking ro på!

For at ta' den baglæns. Altså jeg kom ud fra posthuset og så var min cykel flad. Jeg havde ellers lige tilbagelagt distancen Nørrebronx - Christianshavn i skarp sprint.
Men i virkeligheden var jeg før det gået ud af en dør og før det igen, var jeg gået ned af nogle trapper. Det var efter, at en anden dør havde smækket efter mig.Men før den dør smækkede, havde jeg lige smækket visaen i det lille sugende satans hul i maskinen, fordi jeg før det igen, havde fået en vattampon i munden. Den havde jeg fået, fordi jeg før vattamponen var blevet en kindtand fattigere (hulk, mit første seriøse alderstegn. Men den ville have kostet mig endnu mere, hvis jeg havde insisteret på at redde dens liv.)
Før det var jeg blevet klappet på hånden og forsikret om, at lige den tand var den, der betød mindst, og at ingen ku' se det. Det var så efter, at jeg lige før havde fået at vide, at det ville være en god idé, at jeg fik noget helt nyt eksperimental paradentosebehandling, som kunne fjerne min begyndende parantose helt og ovenikøbet få nyt væv til at vokse frem igen. (WoaW!). Efter det fik jeg så at vide, hvad det nogenlunde ville koste (farvel akvamarinblå brilliant, farvel omfarvning og omsyning af sælskindsjakke. Farvel forbrug).
Men før det, havde jeg faktisk sat mig i stolen med papirshagesmæk, med min tabte porcelænskrone i en lille tubberwareboks, for at få sat den på igen, efter den var faldet af et par dage før. (Den bliver på husets - altså tandlægens hus regning). Men før det var jeg cyklet i sprint fra Christianshavn til Nørrebronx. Og før det, havde jeg bestemt mig for, at kvitte smøgerne.
Før det igen havde jeg meldt mig til yoga i aften.
Før det, var jeg stået op om morgenen og havde tænkt: "Hm, bliver det her en god dag?" For faktisk havde vi dagen før igen opdaget, at Skumfidusen (nu 18 år og myndig for f...sake!!!) havde lavet et større overtræk på sit Dankort.

Og nu: Jeg har købt 10 blå kings og har meldt fra Yoga.

Christ!

Susling om solidaritet I

I går, da jeg var til a-kassemøde skulle jeg lige tage nogle kopier. Da jeg stod ved kopimaskinen tænkte jeg, at jeg ville være lidt sød og indstille maskinen, så det blev nemt for de næste også at tage nogle ordentlige kopier. Det gik lidt i skuddermudder og mens jeg stod der og prøvede at regne ud, hvordan jeg lige fixede det, kom der en helt ung fyr ud for også at tage den påbudte kopi. Jeg spurgte om han kendte til indstillingerne på sådan et dyr. Men han svarede bare nej, skubbede mig lidt til side, tog en kopi til sig selv og gik. To sekunder efter kom en meget ung pige ud, som havde siddet med meget store øjne og havde ynket sig selv, fordi hun nu var havnet i arbejdsløshed. Hun var jo noget helt særligt. Hun så også bare på mig med tomme øjne, gik ind foran mig, tog en kopi til sig selv og vendte om på hælene.

Senere på aftenen, efter Skumfidusen og jeg havde dyrket det, hun kalder velværeaften dvs. tre timer foran tv med Project Runway, Hells Kitchen, Master Chef, og to kæmpe chailatte (næste onsdag skal vi sidde med ansigtsmasker), fik jeg lige lidt enetænketid og der slog det mig, hvor fantastisk usolidariske mange unge er. Bare de kan komme frem - om det så er for at tage en sølle kopi - så skider de ellers på resten. Faktisk fik jeg lidt kuldegysninger ved tanken. Det blev yderligere sat i relief af en samtale jeg havde samme dag med en arbejdsløs grafiker, der havde fortalt, at hans kone havde opgivet at være filmklipper, fordi markedet var blevet helt umuligt, fordi så mange unge underbød og førte sig frem.

De skal eddermame få baghjul skal de. Det er ikke en kvalifikation udelukkende at være ung og jeg håber og beder til, at rigtig mange unge bliver ramt af den økonomiske krise, så de får lidt mere perspektiv på tingene og oplever, at solidaritet faktisk er det, der holder et samfund sammen og sikrer, at man kan leve af og med sit erhverv. Det skal de jo også kunne på sigt.

Frygtelig egoistisk, I know!

Susling er en realist

I går, da jeg var høj på endorfiner eller adrenaliner eller hvad de nu hedder, de dimser, der udløses i kroppen, når man virkelig går til den fysisk, var jeg så speedet, at jeg fik sat gang i en hel masse, som jeg kun fik gennemført halvt. Bl.a. fik jeg meldt mig til Thai Bo intro. Jeg var også ret tæt på, at melde mig til salsamix og yoga.

I dag har jeg så meldt fra igen. Jeg er nemlig faldet ned - helt ned - så meget, at jeg ikke en gang kunne overskue, at cykle ud på Østerbro til et møde, jeg havde aftalt i slutningen af sidste uge. Mine lårmuskler er ømme, min lænd er øm, mine biceps er ømme og jeg kan dårligt nok løfte armene. Ai, så slemt er det ikke. Jeg er faktisk i bedre form, end jeg troede. Men det med mødet er dødærgerligt. Det handlede nemlig om, at jeg skal lave kommunikation på frivillig basis for en lille velgørende kvindeorganisation.

Jeg tænker nemlig som så, at jeg faktisk er ret priviligeret. Også selv om jeg ikke bor i villa og har en firehjulstrækker. Jeg behøver ikke, at gå 10 km. hver dag for at hente vand. Jeg skal heller ikke op før fanden får sko på og stampe maniok til morgenmaden. Min mand har jeg også selv kunne vælge. Jeg har kun født de børn, jeg selv ville og de er ikke døde som spæde. Jeg har også fået en lang uddannelse og nu hvor jeg er ledig, kan jeg få dagpenge.

Al det priviligerethed tænkte jeg, at jeg kunne dele lidt ud af, nu hvor jeg alligevel er sat på udskiftningsbænken. Altså lige bortset fra i dag, hvor det nok er bedst, jeg tænker lidt på mig selv.

Bortset fra det. Helle for ikke at være haitianer. For satan, mand. Det er jo et samfund fuldstændig i opløsning. Godt, at der er så mange, der giver en støttende hånd eller skilling. Nå, ja ikke Kurt. Godt nok surt, at hedde Kurt, hva'!
Oh, gud! Det bliver ved.

Susling svæver

I dag kl. ca. 9.30 stod jeg og var ved at låse min cykel op og pludselig fik jeg følelsen af at svæve - altså ikke sådan i luften på munkemåden - mere et velvære, der begyndte at brede sig i kroppen og helt ud i fingerspidser og tæer. En lidt underlig, men også meget fantastisk følelse. Sådan en nu kan jeg bare alt -følelse.

Jeg havde lige tilbragt en time med en masse maver på ben og et par enkelte ret seje og senede personer til noget Fitness World kalder "Stram op". Jeg havde stået med tunge jernstænger, håndvægte, forskellige typer elastikker, stepbænke og jeg havde spjættet - eller rettere forsøgt at spjætte - i takt med en hyperaktiv instruktør med headset. "Og en til og en til, og syv og seks.... ooog sidste gaaaang ooooooog slaaaaaaaaaaaaaap aaaaaaaaaaaaaaaf."

Undskyld! Det er absolut ikke meningen, at det her skal blive til en fitness-blog (eller en bageblog for den sags skyld). Det var bare en så dejlig følelse at have fået sig rørt, så'n helt igennem -bagefter. Ikke imens, for det var dælme hårdt.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at det at få sig rørt, skaber større sjælelig velvære. Jeg kender f.eks. én, der har løbet sig fra sin angst. Jeg har også selv praktiseret, at gå mig fra mine bekymringer. Sådan en god lang gå-tur, hvor man mærker kroppen og får suget sig noget lys ind.

Nu har jeg så faktisk ikke de store bekymringer. Es verdad! Jov altså, jeg har lige tabt en porcelænskrone, som jeg har betalt 6000,- for, men det er vist inden for garantiperioden. Så det er jo ikke et problem. Min søn er godt nok også lidt seksuelt frustreret (eeeww) og har lavet et hul i sin dør og en reol, fordi han blev så gal på mandemåden. Men det er jo godt at vide, at han er en mand og har masser af tetosteroner. Skumfidusen er også en fjumse og smider hele tiden sine vanter væk, eller taber rullen med madpakkeposer, så det nu er en meget underlig rulle, men at ha' så meget fjumset energi, kan jo også være en charme. Jeg får heller ikke så meget sex, som jeg gerne vil ha', men det er jo også noget, man bare kan få gjort noget ved og nå, ja, så er jeg stadig arbejdsløs. Men det går nok også. Et eller andet sted venter det rigtige job på lige netop mig.

Og indtil da, så finder I mig som en born again fitnessfreak! Halleluja.

Susling på vej mod stramme mavemuskler

Når man kl. 10.00 søndag morgen finder sig selv liggende nede på gulvet, mens man fokuserer på, at presse navlen ned mod rygsøjlen samtidig med, at man skal holde en fiktiv prut tilbage, så det kun er ens mavemuskler, der gør hele arbejdet, når man skiftevis løfter det ene ben og det andet, uden at spænde numsemusklerne og brystkassen samtidig skal gøres henholdsvis bred og smal og det hele helst også skal foregå med lang nakke, så er der sgu ikke så meget plads til at tænke over livet. Jo, ok, jeg spekulerede lidt på, om jeg mon lugtede. Eller kom til at slippe en vind, på trods min stædige holden tilbage. Det var der faktisk en der gjorde i lokalet. På den rungende måde. Men det lod vi os ikke mærke med. Vi mærkede kun de skrå og de lange mavemuskler. Som jeg faktisk identificerede stadig var tilstede. Især de lange.

Jeg kan anbefale pilates. Det er hårdere end man tror. Man bevæger sig næsten ikke. Kun de der små ryk og lange træk.Men trækket i de lange og skrå muskler. De bider.

At jeg overlevede min første introtime og faktisk forstod, hvad den kværnende pilateslærerinde sagde, kan jeg takke 3 ting for: 1. mine yogatimer for en del år siden. (Må igang igen), 2. min gravidetet, hvor jeg opdagede, at jeg havde et korsben (og derfor forstod, hvad damen sagde, når hun sagde, at man skulle hvile på korsbenet), og de utallige knibeøvelser, som jeg laver, når jeg husker dem, (f.eks. nu, fordi jeg helst ikke vil være slap og rende rundt og tisse i bukserne og også en gang i mellem stadig kan være i stand til at få en vaginalorgasme.)

Var der ikke en, der rendte rundt og sagde: En sund sjæl i et sundt legeme? Nå, men nu er jeg da nogenlunde på vej. I morgen tidlig kan du finde mig på cross traineren - korrektion: Til Stram Op.

PS. Til den der havnede her ved at søge på Osteklokken, Sylvia Plath. Søde ven, hendes roman hedder: Glasklokken. The Bell Jar på engelsk. Men bortset fra det. Hende Sylvia er bestemt en læsning værd. Selv om jeg personligt stod lidt af på hendes neurotiske væsen.

Susling om navne

Tænk, hvis man hed Bob. Eller Bruce. Eller Laila eller Linda. Hvis man nu f.eks hed Linda Jensen, ville ens liv så se anderledes ud? Der er der nogen, der tror fuldt og fast på. Kan I f.eks. huske den mor, der kæmpede for, at hendes dreng skulle ha' lov til at hedde Christophpher? PH PH!! Hun var så vedholdende (grænsende til det sygelige, hvis I spørger mig), at hun vist endte med en eller anden dom.

Der var også en i min pure ungdom - Hanne eller Anne hed hun vist, i hvertfald et helt almindeligt navn - der ville ændre sit liv. Det gjorde hun ved at få navneforandring. Til - og hold nu fast - Alice.
Jeg kan godt huske, hvad jeg tænkte den gang. Jeg tænkte:"Altså, hvis man går så langt som at skifte sit døbenavn ud i den tro, at lykken herefter venter lige om hjørnet, så kan man da som minimum vælge et navn med noget goddav i! Det er der da ikke rigtig i Alice." Goddag, jeg hedder Alice.

Men navne er vel egentlig noget sært noget. Min søn kom en gang op fra legepladsen, han har vel været omkring 4 år, og proklamerede, at han havde mødt en ny dreng, der hed Benny. Vi undrede os godt nok lidt, for hvem ville kalde sin søn Benny? På den anden side er folk jo lidt til den skæve side her, hvor vi bor, mine børn har da i hvertfald gået i skole og børnehaver med Røskva, Sol, Sixten, Kiwi, Kiri, Perle, Graham-Alexander osv. Så det der med Benny kunne jo være meget muligt. Den nye ven viste sig så at hedde Mikkel. Da jeg spurgte min søn, hvorfor han så kaldte ham Benny, svarede han:"Han lignede en Benny."
Så fremover hed den nye ven Benny-Mikkel. Det kunne hans forældre godt forlige sig med. De synes faktisk, at det var lidt skægt.

Men når nu man sådan lige kan skifte et navn og pludselig hedde Alice, kan man jo godt undre sig over den ildhu nybagte forældre lægger for dagen, når den lille ny skal hedde noget. Selv gik vi da ret højt op i det, da Skumfidusen skulle have sit navn. Vi købte: "Hvad skal barnet hedde" og skrev hver en lang liste med muligheder. Ideen var, at hvis der var et eller to sammenfald, så var det det, den lille ny skulle hedde (vi kendte ikke hendes køn.) Det hun reelt kom til at hedde, var så rent faktisk et navn udelukkende fra Anders' liste og prioritet nr. 8 eller 9. Det virkede bare pludselig indlysende, at det var det rette navn til hende. Frækt og feminint på én gang. Selv er hun ret godt tilfreds, bortset fra den korte periode, hvor hun erklærede, at hun ikke ville hedde det hun hed, hun ville hedde Stella.

At navngive DJ Brockhouse var ti gange nemmere. Skumfidusen, lidt over to år gammel, sagde en dag meget kategorisk, at hun ville have en lillebror og han skulle hedde XXXXX. "Så gerne,"sagde jeg. "Det er en aftale." Jeg vidste nemlig godt, at jeg var gravid. Og DJ Brockhouse var hermed gennem hele min graviditet lillebror XXXXX. Den sidste måned blev jeg dog lidt bekymret. Det kunne jo være, at jeg var gravid med en pige, men da jeg forsigtigt luftede det for den knap 3 årige Skummis, så hun forarget på mig og erklærede, at det kunne der ikke være tale om og så var den potte lissom ude. (Hun har en meget fast karakter!) Da han kom ud, døbte hun ham ret hurtigt Båthans. Det synes vi da var meget sødt, og det kaldte vi ham alle i flere år, indtil den dag DJ Brockhouse så på os med store vrede øjne og erklærede: "Jeg hedder ikke Båthans. Jeg hedder XXXXX!!!!" Han er forøvrigt også rigtig glad for sit navn, så vi har da ramt meget godt.

Forøvrigt bare kald mig Zuzling. Jeg er overbevist om, at min lykke hermed er gjort. Blot ved at ændre et par bogstaver og pludselig være anderledes klædt på numerologisk, så står potten med guld uden for min dør, jeg taber 10 kilo uden at røre en finger (og kan spare mig introholdet i Pilates i morgen tidlig) og nye arbejdsgivere vil kime mig ned. Har vi en aftale?

Susling: Er mad det nye sex?

Da jeg gik hjem i går med min nyerhvervede "Sølvskeen"- en moppedreng på 400 sider fyldt med opskrifter på pasti, antipasti, dolce, insalata, pesce, carne, ialt 1250 opskrifter, funderede jeg videre over en tankestreng, som jeg havde startet for flere dage siden sammen med min mand Anders.

"Erstatter vi sex med mad?" (Altså ikke kun os, men folket generelt.) For skal man være helt ærlig, så vælter det jo med kokkeprogrammer og kogebøger i disse tider (og madblogs for den sags skyld). Vi ser Kokkekampen, Annemad, Fru Plum i køkkenet (i forskellige varianter), TopChef Uk, Topchef USA, Spise med Price, Hells Kitchen, Solens mad, Tinas mad, Nigella, Kniven for Struben, Ramseys Kitchen Nightmare, Ramseys Cook a long, Hjemme hos Jamie Oliver, Jamie Olivers programmer om at få englænderne til at spise bedre, Küchenschlacht og Lafer, Liefer, Lekker på ZDF osv. osv. (Var jeg lige den der blev ulykkelig, da vi ikke længere kunne se BBC Food, som vist forøvrigt hedder BBC Lifestile i dag!?)

På min reol så står der Klimakogebogen, Camilla Plums: Sødt, Grønt (Bind I & II), Umoderne mad, Mors mad, Nigella Ekspress, Suveræne salater og brilliante bufetter, Brunch af Louise Pickford, Vorherres Køkkenhave af Steen Viggo Jensen, Tinas Mat (to bind), Middelaldermad af Bi Skaarup, Karolinebøgerne fra 1980'erne og 1990'erne, Brugsens Mad, Alverdens mad (Begge gamle og antikvariske og den ene har jeg fået bundet specielt ind af min Svigerfar), de klassiske bøger om sylt, frokost, bagning osv. (som jeg hæger meget om), Gyldendals Bagebog, Poul Cunninghams Inkognito Royale, plus meget mere og alt det jeg samler sammen, når jeg støder på det, f.eks. Krydderiet fra Irma, Saeson fra Brugsen, Årstidernes opskrifter fra kassen (når vi har abonneret), opskrifter fra Mad og Venner, Gastro og nu selvfølgelig "Sølvskeen", osv. osv.

Og ved I hvad! Det er sgu ikke en gang mig, der laver mad hjemme hos os. Jeg suger det bare til mig og så snupper jeg de hjørner, hvor herren ikke huserer, som f.eks. bagning og at lave chutneys, marmelader, og salater.

Men helt ærligt: Jeg er vist ikke helt alene med denne fascination af forarbejdning af råvarer. Ellers ville der jo ikke blive lavet så mange madprogrammer, vel! Eller udgivet så mange kogebøger eller magasiner om spisning.
Og så er det jeg tænker: "Hvad fanden sker der?"
I gamle dage kunne jeg nøjes med Brugsens Kogebog og jeg talte ikke det store om mad. Jeg spiste dårligt nok. Der var heller ikke mange kokkeprogrammer på fjerneren: Lidt Hüttemeyer og så de to med "Rigeligt med smør".

Er det virkelig sådan, at mad er blevet vigtigere, end at krølle sammen med manden i sengen og lave nogle øvelser? Er det kun noget, der har ramt min generation (dem, der ikke stadig tror de er unge med de unge eller er døde)? Eller er det en generel samfundstendens? En cocooning væk fra Burka-debatter, madordninger i børnehaver, en slatten regeringsleder og jordskælv i helvedets forgård Haiti(bare for at være aktuel) (Og hvad er det forøvrigt alle de gamle danske mænd inkl. Jørgen Leth laver der? Er Haitiansk mad specielt lækkert)?

Hvad siger I?

Suslings lortedag

Bortset fra, at jeg stod glad op i morges og hørte en solsort synge, så synes jeg egentlig ikke denne dag arter sig (og ja, jeg ved godt, at man skal se på de positive sider! Jeg indleder jo med ordene glad og fuglesang!).
Min fitness-partner meldte afbud - eller rettere glemte at melde afbud, men facit er det samme. Jeg havde sidste session med job coach og han kunne ikke sige mere til mig, end jeg allerede vidste i forvejen: Der er intet galt med mig, intet galt med mine kompetencer, intet galt med min erfaringer, intet galt med min personlighed, jeg skriver kanonansøgninger, det er bare tidernes ugunst og farvel og tak. Jeg har samtidig fået ny jobkonsulent, som jeg havde telefonsession med i morges og bortset fra, at jeg skulle forklare det hele forfra (taler de ikke sammen i det hus?), så kunne hun ikke tilføje noget. Jeg gør alt det rigtige, det er bare tidernes ugunst osv. osv.

Og nu er jeg sgu sur! Fitness klarer jeg nok. Jeg tager bare selv derover i morgen tidlig. Det passer mig faktisk bedst. Men hvad med alt det andet? Hvordan fanden kommer man videre?

• Mindfullness?! Ja, da...jeg stirrer løs på isen i havnen og de gryende tegn på mere lys.
• Bagning?! Ja, ok da, men der er mere i livet.
• Rengøring som motion?! Jamen, hvor mange gange kan man rense lokum og støvsuge uden at miste gejsten.
• Moderskabet?! Jamen, man skal jo ikke kvæle ungerne.
• Kreahejs som strik, sy osv.?! Sådan set også ok, men der ændrer ikke på verdens gang og min tiltagende: Hva' så spasser, må sgu da gøre noget.

Lortedag!

Susling på fit-trip

Fjerdedagen med fitness (jeg tog lige to dage i rap) og jeg kan vist roligt kontatere, at hvis jeg på noget tidspunkt var i tvivl om, om jeg stadig har muskler, så er de der endnu og de lider, de små forsømte stakler. F.eks. margrethe-musklen og mine biceps.

Jeg var forøvrigt derovre på et nyt tidspunkt og det er nok ikke et tidspunkt, jeg vil dyrke fremover. Det var nemlig "Bad Boy hour". Store mænd med store muskler og mange, mange, mange tato'er. Det følte jeg lissom ikke rigtig gik i spænd med mine truntede husmorsceancer på cross traineren eller ved den der triceps/biceps ting, hvor jeg max. kunne løfte 25 kg. Ikke, at der er nogen, der generer nogen. Den slags gør vi ikke. Men det var lissom bare ikke min scene og jeg blev lidt træt af hele tiden at skulle løfte vægtpinden fra 100 kg. til 20 og så alligevel skulle hive desperat og højrød i hovedet i alle de snore og håndtag og stænger, sådan nogle monstrumer er udstyret med, for at løfte bare en smule af de dersens jernplader.

Men jeg giver fanjensme ikke op! Det her er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv i meget lang tid og drømmen er jo, at jeg igen kan genkende min krop og vinke goddag til folket uden at overarmene flapper. For i virkeligheden er 45 jo ingen alder eller rettere alderen, hvor man stadig kan nå at rette op på ting og at ændre kurs. Og det er lige præcis det, jeg har sat mig for. Såvel fysisk som arbejdsmæssigt. 2010 - here I come!

Susling siger: Ånd ind, ånd ud

Bortset fra, at jeg endnu ikke er blevet head huntet til en vigtig stilling, så skrider januar planmæssigt frem. (Nå, ja, kontierne har det heller ikke så godt, men det er vel i princippet som det skal være. Jeg har til dato endnu ikke oplevet en januar, hvor jeg væltede mig i penge.)

Men fitness, do! Jeg er på og har nu været dernede to gange. Senest her til morgen, hvor jeg kl. otte ringede på hos den bekendte og så tog vi lige en hurtig cykeltur og lidt morgengym. I går skulle jeg egentlig havde været ovre med Anders, men jeg bryder sammen og tilstår: Jeg havde ondt i numsemusklerne. Forklaringen er selvfølgelig, at jeg gik lige lovlig hårdt til den på cross traineren.

Apropos cross traineren, så blev jeg nødt til at undgå den i dag. Ikke pga. af min bagdels status, men fordi jeg faktisk træner et ret specielt sted. Alt hvad der kan krybe og gå her på Christianshavn er jo nærmest derhenne. I dag var det så en af forældrene til en af min søns tidligere børnehave- og skolekammerater. Han spassede totalt ud på den her cross trainer og stod i en halv time med hovedet svingende fra side til side og et indadvendt blik. Jeg kunne bare ikke klare, at stå ved siden af ham. (Der var forøvrigt også en anden far derovre i lørdags iført hvide shorts, alt for lille røv og lange tynde, hvide ben. Vi hilste pænt og ignorerede herefter hinanden.)

Ellers har jeg bemærket, at "vi" også opererer med dress code. "Vi" er klædt i sort og er ikke for smarte. Der passer jeg faktisk meget godt ind med mine slidt h&m-jogginger, sort t-shirt (for at det ikke skal være løgn en sportsting, jeg købte i et forvirret øjeblik) og mine løbesko, som jeg stort set aldrig har brugt, dog til at male i, så de nu er kreativt dekorerede med små hvide pletter. Mærket skulle vist være ok, i følge min mærkevarefikserede søn. New Balance hedder de. Anede ikke, at det var smart, da jeg købte dem, men jeg vælger at tage navnet symbolsk: Ny balance!

Jamen, det er vel det: Januar, ny balance (dog ikke på kontoen) og en hel masse i vente, hvis bare jeg nu vælger at tro på det.

Og hov: Har introduceret nyt brød i familien. Et nødde-æblebrød. Det er en succes. Og jeg vælger at dele det med jer. For alt det hejs med noget hemmeligt og noget, jeg er en god husmor, fordi jeg bager. Det er sgu ikke min kop te. Så fra mig til jer:

Grovbrød med æbler og nødder
1 pakke gær
2 dl vand
2 dl ymer
1 stort æble
25 g. hakkede nøddekerner (jeg tager hvad jeg har af nødder og putter gerne lidt mere i, for chrunchets skyld)
1 spk. honning
200 g. fuldkornshvedemel
1tsk salt
ca. 500 g. hvedemel

Smuldr gæren og rør den glat med 1 dl vand. Tilsæt resten af vandet, ymer, hakkede nødder, revet æble med skal, honning, fuldkornsmel og salt. Rør blandingen godt sammen og rør det meste af hvedmelet i.
Ælt dejen godt igennem og lad den hæve til dobbelt størrelse.
Ælt let igennem igen, læg den i en form og lad brødet efterhæve til dobbelt størrelse.
Pensel med vand og bag i forvarmet oven på 225 g. i ca. 50 min. (Jeg har varmluftsovn og bager derfor på 200 g. i 35-40 min.)

Velbekomme!

Susling en helt almindelig hverdag

Isen pakker sig tættere og tættere i havnen og kanalerne på Christianshavn. Det er mange år siden, jeg sidst har set dét. Isen er dog ikke tættere end at forbipasserende både og skibe danner sejlrender i den grødede overflade på havnens vand. Der skal meget til, at vandet uden for mit vindue fryser. Men med solen strålende ovenover og de glade skøjteløbere på den modsatte side, så er det præcis sådan et vejr, jeg sætter pris på. Høj, klar og tør klingende frost, der giver røde kinder, når man er udenfor.

Selv sidder jeg veltilfreds her med nyfarvet hår og nyklippet pandehår og skal for første gang i lang tid skrive en ansøgning til et job, jeg virkelig gider. Måske får jeg det ikke, måske kommer jeg ikke en gang til samtale, men det er en fin ansøgning at skrive, fordi jeg er motiveret. Da jeg viste jobbet til min job coach i går, blev han helt begejstret og udbrød, at det var da lige mig. Da jeg gik efter min session, var jeg lige ved at give ham et kram. Jeg tog mig dog i det. Man kan sgu da ikke kramme sin job coach. Især ikke, når vi vist begge samtidig skal holde os tilbage for ikke at komme til at flirte. Meget weird situation. Men den slags sker jo.

Ellers triller det bare derudaf. Ungerne er søde på teenagemåden, min mand er dejlig varm under dynen og jeg har taget - eller næsten taget- hul på et af mine nytårsforsætter. Det er ret banalt på damebladsmåden, men nu vil jeg altså tabe mig. Jeg har en gang vejet 58 kilo og havde ingen problemer med at holde vægten. Jeg må vel for fanden kunne komme derned af igen. Skumfidusen siger nu, at jeg ligner de andre mødre- altså de pæne af dem, understregede hun. Men det ved jeg egentlig ikke om jeg gider - ligne de andre midaldrende mødre. Jeg er nemlig så træt af at være truntet. Jeg vil have mit gamle jeg igen. I hvertfald så meget, at jeg kan lukke mine læderbukser og godt kan tillade mig at hoppe i en top uden at bekymre mig om mormorarme. Det kunne også være rart igen at kunne dyrke yoga og lave Klovnen uden, at bryster og mave dingler hen over ansigtet.

At nå det mål kræver en indsats, så nu tager jeg en af mine truntede bekendte under armen og så går vi sgu sammen ned i fitnesscentret. Så kan vi stå der og grine til hinanden højrøde i hovederne i vores udvaskede joggingbukser og for små t-shirts.

Ønsk mig god vind og vægttab!

Susling råber: Kan vi så se, at få noget folkelig debat!

Nu skrev jeg det ikke her på min ydmyge blog, men jeg kan edderperkeme garantere jer for, at jeg tænkte det, da jeg første gang hørte om, hvordan Kurt Westergaard reagerede, da en attentatmand smadrede hans fordør. HAN LOD SIT BARNEBARN SIDDE - for selv at søge i dækning.

Kryster og kujon, råbte jeg. Jeg råbte også, at nu gad jeg fandme ikke længere høre om den højreradikale nar og hans skide tegning eller om, at han nu skal have 30 mænd til at bevogte ham. Hvad dælen?! Er han livsvigtig for nationalstatens overlevelse eller hvad? Er det fordi han er blevet et symbol på Den ægte danske kulturelle ytringsfrihed, som den er defineret af højrefløjen? Og hvad, hvis - og dette er bare et tankeeksperiment -man brugte den resource 30 mænd er på, at beskydte voldsramte kvinder i stedet? De er da også vigtige samfundsborgere i et lige og demokratisk land som DK, sku' jeg mene.

Men hvilken forskel ville det gøre, at jeg skrev alt det her, tænkte jeg så også? Ikke meget. Så det er jo godt, at kvinder som Karen Thisted med tale- og lyttetid og kendisværdi, i det mindste siger noget, tænkte jeg som det næste. Vi er jo ikke lige for loven og for medierne. Nogle er mere lige end andre.

Men så var det jeg også tænkte: "Hvad om folket nu kom ud af deres komfortzone og deres skønmalede blomsterbuske og sagde noget? Sådan virkelig sagde noget, der talte på et højere plan? Brugte det lille hjørne af taletid de havde, f.eks. på deres blog og meldte rent mel i posen.
Hvad hvis en stemme blev til mange stemmer?" Måske er det demokraten i mig, der tror på folket. Men jeg kan ikke lade være. Det er lissom det, jeg er opdraget med.

Så lad os for fanden se, at få noget debat. Lad os diskutere om det er ok, at varetægtsfængsle klimaaktivister i 20 dage. Om vi vil være med til at arrestere folk eller smide dem ud af landet på formodning om, at de måske eventuelt i fremtiden vil have intentionen om, at udøve en terrorhandling eller forbrydelse. Lad os diskutere, hvordan vi gerne vil ha' vores land ser ud.
Lad os diskutere de her skide Muhammed-tegninger. Lad os diskutere religionsfrihed. Lad os vise verden, at vi i virkeligheden ikke er smålige og racististiske, men faktisk er og har noget vi kan være stolte af.

Men - suk - måske er det bare mig der er naiv?

Susling i spørgehjørnet

Selv om man er stærkt på vej mod tallet 46 på livets kalenderlys, er det jo ikke sådan, at man har fundet den komplette indsigt og afklarethed. Bevares, der er da ting, jeg tager ret let på efterhånden. F.eks. at jeg ikke er perfekt og heller aldrig bliver det, så hvorfor stræbe efter det. Jeg lider også i tiltagende grad af deja vue, som kors, det har man da set/hørt/oplevet før. Det sidste skulle så i øvrigt være lidt af alderens svøbe. Det, at man ikke ser verden som ny mere. Bare noget af samme skuffe i et nyt år, nyt årti osv. Det er i øvrigt fra samme skuffe, man finder tendensen til at huske noget, som var det igår og så er det 10 år siden!

Nå, men meningen var nu ikke at gammelmimre. Mere noget med, at jeg da stadig kan undre mig:

• Efter julens eksesser, og jeg har da ikke sådan holdt mig tilbage, har jeg faktisk tabt mig og kan spænde bæltet en tak ind. Øhhh,lidt sært.
• De er sneet inde i Jylland. Det har jeg aldrig prøvet. I hvertfald ikke i København. I Østrig selvfølgelig, men der sneer man ikke rigtig inde. Man tager bare overtøjet på og starter bæltekøretøjet. Det er hverdag. Hvordan mon det er at sne inde?
• Hvorfor lader danskerne som om, der ikke er nogen økonomisk krise? Vi er faktisk i gang med en af de største økonomiske nedture i fredstid og det går meget dårligere i Danmark end i vores nabolande? Hvorfor er danskerne så fabelagtigt gode til at lukke øjnene for realiteter?
• Hvorfor er DF'ernes brokkementalitet pludselig ophævet til en politisk dagsorden?
• Hvorfor får jeg mindelser om filmen "The minority report", når jeg hører om, at man nu kan blive arresteret og sendt ud af landet på forventning om en evt. forbrydelse? (Ai, det er klart. Filmen handler jo netop om, at opspore forbrydere, før de begår en forbrydelse.) Men hvorfor er der ikke flere, der råber op og protesterer? Det næste ku' jo være, at man ku' blive arresteret præventivt, fordi man havde tænkt sig at gå med til en klimademo eller en velfærdsdemo.
• Hvor fanden ligger arbejdsmarkedet egentlig henne? Og hvor har man gemt de nu over 12.000 arbejdspladser, der er forsvundet?

Susling born again Hausfrau?

Da jeg tilfreds afleverede adgangskort, pc og mobil og herefter gik ned af trapperne og smækkede den tunge dør efter mig for sidste gang, vidste jeg ikke, hvad der ventede mig. Jeg havde ingen planer eller idé om, hvad mit næste træk skulle være. I det øjeblik var jeg bare lykkelig for at kunne lægge en grim og ubehagelig tid bag mig og komme videre.

Men er jeg så kommet videre? Både ja og nej.

Når man ikke er i arbejde, mister man lidt af sin statssanktionerede identitet. Det gør man altså. Men den fik jeg hurtigt vendt, for jeg havde seriøst ikke lyst til at fortsætte i det spor, jeg var kørt ind på. Det var ukreativt, statisk og uden glans. Bare en række systemer, der blev kastet i nakken på folk uden tanke på struktur, design og indhold. Til gengæld var det hundedyrt. I den tid jeg var der, følte jeg mig levende begravet i et stort koldt hus, hvor alle talte volapyk til hinanden og ikke kunne få armene ned af begejstring over sig selv og de kunder, der blev hevet ind. Skide være med løsningen. Det var bare salg, salg, salg og hurtigt videre til det næste. Jeg kunne ikke ånde, mens jeg var der og når jeg kom hjem, brugte jeg mindst et kvarter på at ørle al min væmmelse ud. Det er meget muligt, at det gav en identitet,men det var fandeme ikke et liv.

Nu har jeg et liv, men ikke nogen identitet. I hvertfald ikke i den gængse middelklasseforstand med visitkort og kroner på kontoen. Til gengæld har jeg i allerhøjeste grad været der for mine unger og jeg har opdaget, hvor vigtigt det er, at have en stabil og nærværende mor, når man er teenager. Jeg har også opdaget glæden ved små sysler. Ting jeg havde glemt og ting jeg aldrig havde prøvet før. (At brødbagning efterhånden er blevet en pligt, og at jeg p.t. stadig kun har et halvt forstykke med megamange snoninger er så en anden sag.)

Nå, hvad fanden var det, jeg ville sige? Æh, jo, det har været et forrygende fredgivende og beroligende år...Men nu er jeg fanfisme begyndt at kede mig lidt. Også selv om jeg lynbørge pløjer en to-do-liste på 10 punkter igennem i løbet af nogle timer. Det er næsten som at vågne op efter en lang søvn, hvor jeg er frisk på det hele -næsten. På høje hæle, på tempo, på arbejdsliv.
Hvis bare ikke det var så umanerligt kedeligt at søge jobs og gå til jobsamtaler og hvis bare jeg igen turde tro på, at der findes de gode arbejdsgivere og arbejdspladser.

Men hell håbet er jo lysegrønt!

Suslings fod har talt

Måske er der nogen af jer, der kan huske, at jeg vrikkede om på min fod i sommers. Det var sjovt nok den samme fod, som jeg nogle år tidligere havde forstuvet, da jeg faldt ned af stentrappen foran en skobutik. Den gang var jeg gul, blå, grøn og sort helt op til knæet og var i flere uger fysisk udfordret med et par krykker som ekstra accesories (eddermame svært at komme op i et badekar med krykker! Eller ned og op fra 4. sal.) Gudskelov, at man har sine to ben, tænker jeg stadig, når jeg husker tilbage på mig selv liggende stortudende med kroppen halvt ind over badekarskanten, mens jeg prøvede at hage mig fast i vandhanen, så jeg kunne få resten af mig selv ned i vandet.

Nå,det er lang tid siden, men faktisk er det sådan, at jeg en gang i mellem, sådan helt ud af det blå, pludselig ikke kan stå på det ene ben. Som en anden Quasimodo begynder jeg at humpe rundt med en fod, der ikke vil lystre og en massiv murrende smerte i anklen. Og så er det, at jeg med malmfuld røst proklamerer:

"Vi står over for et vejrskifte! Foden har talt!"

Ret praktisk egentlig, for så kan jeg som en anden Tobias i Tårnet advicere min familie om, hvad de skal tage på dagen efter. F.eks. regntøj eller vanter og hue. Jeg kan selvfølgelig ikke forudsige temperaturer og den slags, mere skift i højtryk og lavtryk. F.eks. som i går aftes, hvor jeg råbte:" Der kommer en mildning i luften. Foden taler!" Og se, jeg har ret. I kan bare tjekke vejrudsigten.

PS. Min fod er naturligvis ikke global. Derfor giver jeg kun lokale vejrudsigter. Jeg kan således ikke udtale mig om stormvarsler i Biscayen eller strømændringer ved Dokkerbanke og det sydlige Uztirak. Beklager.

Suslings kamp for at penetrere jobmarkedet

Ih, altså! Der var en sød dame, der lagde en kommentar igår om, at hun håbede vi mødtes igen, fordi hun synes mit bekendtskab var berigende. Nøj og mange tak for det.

Jeg håber så også bare, at modtagerne af punkt nr. 4 på min to do-liste, synes det samme.
For ja, nu sidder jeg her sgu igen og tamper løs i tasterne med det lille spage håb om at slippe igennem nåleøjet og få den ære at tjene til dagen og vejen.

Nu sidder der så nok nogle blandt jer, der tænker:"Hvad fanden er der galt med hende? Hun må jo være en umulius." Men det kan jeg forsikre jer om, at jeg ikke er. Faktisk har jeg flere gange været tættere end et ku...hår på at blive lukket ind i de hellige haller. Og som min job coach siger:"Du vil være en berigelse (der var den igen!) for en hver dynamisk og moderne arbejdsplads." Jamen, jeg takker da pænt. Men for fanden, hvor ligger der lige sådan en? Skal man tro jobannoncerne, så er det jo alle sammen dynamiske og moderne virksomheder. Bare så underligt, at når man ringer op for at spørge kvalificeret til en stilling og stillingens indhold, så er det jo nærmest som at tale med døden fra Lübeck. F.eks. den her:

"Ja, altså! Du skal jo kunne noget med kommunikation. (Æh, det drejede sig om en kommunikationsmedarbejderstilling.)
"Ja, selvfølgelig. Men hvad stiller I af specifikke krav? "
"Ja, vi ser jo gerne, at du kan skrive (Æhm, hvordan laver man formidling uden at kunne skrive?)
"Jo, ja, men er der f.eks. særlig fokus på webdelen?"
"Web?, Hvad mener du?"
"Ja, altså internettet. Hjemmesider og så'n." (Jeg er så småt holdt op med at sige websted til folk. De er lidt mere med, når man siger hjemmesider. I visse tilfælde må jeg gribe til ordet Home page, selv om det er noget vrøvl.)

Og sådan kunne jeg blive ved. Men det vil jeg spare jer for. Pointen var, at manden i den anden ende af røret, der stod som kontaktperson, ikke anede en skid om, hvad stillingen indebar. Behøver jeg at sige, at jeg ikke beriger dem med min personlighed?!

Og sådan opløftet er min arbejdsdag skudt i luften.

Velkommen til hverdagen!

Suslings had/kærlighedsforhold til januar

På denne højhellige 1. januar har min største bedrift bestået i at lave en to do-liste med det, jeg skal de næste dage. Synes jeg burde foretage mig et eller andet husligt. (Der er 10 punkter på, så jeg får sgu travlt de næste dage).

Nå, men det var jo slet ikke det, jeg ville fortælle. Næh...dette indlæg skal handle om januar. Og når det så er sagt, så er det jo lidt åndsbollet, at man sådan bliver rørstrømsk den 31. december og står dagen efter med alle sine nytårsforsætter og føler, at det hele starter påny. Fordi altså, vi opererer jo kun med disse imaginære opdelinger, fordi romerne på et tidspunkt valgte, at opdele året i 12 måneder og det har vi så adopteret. Kan så ikke lige huske om det er den gregorianske eller julianske tidsopdeling vi arbejder med...Hm...? Anyways, nu er det det, vi dealer med og så må man jo forholde sig til det.

Ikke at jeg har gidet at lave en skid research, så det er meget muligt, det følgende er noget fis, men altså, så vidt jeg husker, så er januarmåned opkaldt efter den romerske gud Janus. Janus var en tohovedet satan, som man ikke rigtig vidste, hvor man havde og sådan har jeg det sågu med Januar. Ved ikke rigtig hvor jeg har den måned og hvad jeg synes om den. Og det passer så heller ikke helt, for i virkeligheden er der så meget, der går igen år efter år.

5 gode ting ved januar

• Lyset vender langsomt tilbage. Allerede midt i måneden aner man, at dagene tager til i kraft og at noget af det bedste ved at bo i DK - lyset - snart er livgivende igen
• Spægelse og askese. Jeg elsker det. Efter overflod og fedt i lange baner, så står den på grønsager, salat, citrusfrugter og lange gåture
• Frosten. Februarmåned går godt nok for at være den koldeste. Men der er noget helt igennem fabelagtigt smukt ved en klingende frostklar januarmorgen, hvor man endnu ikke er blevet træt af sine støvler og sit overtøj og handskerne stadig er hele
• Følelsen af en ny begyndelse. Jeg elsker f.eks. at hænge årets nye familiekalender op. Sidst år var det med Pedersen og Findus, i år har jeg investeret i en Halfdan Rasmussen-kalender. Årets første citat: Citroner er sure og gule, cigarer er fulde af røg, Charlotte er cyklet til Thule med to kasser øl og et løg, så hun har nok tabt sig en smule
• Rene flader og minimalisme. Jeg elsker mine gamle arvede julenisser, min julekryppe og min Skt. Nikolaus, og mit juletræspynt, men jeg elsker endnu mere at fjerne det hele og sætte en smuk buket hvide tulipaner på bordet og mit fad med sten og hvide bloklys
  

5 dumme ting ved januar

• Budgettet. Uanset hvor meget jeg er kommet ovenpå økonomisk i starten af december, så slår det aldrig fejl: Jeg starter med et minus. Og det er ikke fordi, jeg ikke har prøvet at være økonomisk. Og så er der alle kvartalsregningerne, som skal ligge der. Smak, swuish og så er kontoen tom
• Evigheden. Januar bliver ved og ved og ved...det er den længste måned på året. Tiden snegler sig afsted. Jeg har ingen forklaring på hvorfor, men det er som om, det hele tiden er d. 15.januar
• Udsalg. Jeg kan godt lide at være smart og jeg betaler helst ikke fuld pris for noget, hvis jeg kan undgå det. Men for sillan, jeg har aldrig penge i januar. Så udsalget er spildt på mig
• Det er stadig mørkt. Og koldt. Kun mit optimistiske sind og bloklys holder mig oppe
• CO2-svineriet. Det er sågu da koldt, så der skal skrues op for varmen. Termostaten ryger op et sted, jeg dårligt kan holde ud, så jeg supplerer med sjaler, sutsko og striktrøjer og som en lille biting: Er træt af sorte og kradsende striktrøjer. Vil ha' små tynde bluser, bare ben og sandaler. Men gik jeg rundt i det, ville jeg blive anset for at være en tosse og jeg ville fryse...
  

Nå, men bortset fra det: God 1.januar! Må I være kommet tømmermandsfrie ind i et nyt friskt år.