Suslings hverdagsfilosofi

Nu er jeg ikke den skarpeste kniv i skuffen, så'n livsindsigtwise. For skal vi ikke bare blive enige om, at var man lige så klog på livet, da man var ung og smuk, som man er med omvendt fortegn i dag, så havde jeg nok valgt karriere og livsstil som miniqueeni eller Tryg-Stine for år tilbage. (Tal lige om nogen, der har sat sig godt på flæsket (altså ikke deres egne bagdele))!

Næh, her er man bare Middelsvensson og efterhånden en ret kedelig en af slagsen (tror seriøst, at jeg har tabt min humor et sted). Det skal dog ikke holde mig tilbage fra at divertere med(underholde med/udbrede mig om/forkynde) lidt hverdagsfilosofi.

Ting man ikke skal:

• Man skal ikke pjække med argumentet influenza, fordi man er bagud på jobansøgninger. For så får man influenza lige bagefter og skal tilbringe en hel dag iført briller, filtsutter, kæmpehalstørklæde, knaldende hovepine og dårlig samvittighed!
• Man skal ikke fortrække en mine, når ens søn har besøg af en pige, der i den grad er hans type (han er til slanke, mørkhårede piger med store smukke øjne), når man kommer hjem.
  
• Og slet ikke kommentere på, at der er ryddet op på værelset (hvilket stort set kun sker, når der er seriøst pigebesøg).
• Og ikke løfte et øjenbryn, når knægten siger, at man ikke skal lægge noget i, at han spiller Dario Krampeottos sang om kærlighed (!!!) Det er i følge ham ikke fordi, han er forelsket, men kun fordi, han kan li' Dario (!!!!!!!!!!!!)
• Nævne for sin mand, at man måske skulle indføre den regel, at har man ikke haft sex i løbet af måneden, så SKAL man gøre det, den sidste dag i måneden. For pludselig får han den idé, at man måske skulle tænke den regel ind på ugebasis!
  
• Være kæk og købe en blazer str. 38, fordi ens datter mener, at man helt bestemt er slankere, end man selv tror (tak, datter). For så står man der og føler sig meget fed og oppustet, fordi man så alligevel ikke er (og aldrig igen bliver) en str. 38.

Til gengæld må man godt (jo, man må!):

• Synes V's ordfører ligner en gris (sådan seriøst. Synd for ham. Gad vide, hvor meget han scorer?)
• Være lidt træt af efterlønsdebatten. (Bør vi ikke istedet snakke om, at få hjulene igang, åsån?)
• Være snotforvirret over, hvor ens rigtige hylde er, men også samtidig synes, at det man kan, er man supergod til.
  
• Lade være med at barbere sine ben om vinteren og slukke for mobiltelefonen.
• Ikke hænge sig så meget i modetendenser, men bare købe det man kan li' (for så at konstatere, at man har en drejning mod noget østrigsk og military-look (!?!?)).

Susling og Bjarne

Har jeg nogensinde fortalt jer om Bjarne? Nå, ikke, så er det vist på tide. Ser I Bjarne var en ret lystig fætter i sine yngre dage. Der var også ret meget systematik på drengen.Men i de senere år, synes jeg, at han er begyndt at falde lidt (eller ret meget faktisk) af på den.

Det er f.eks. Bjarne, der kommer ud efter en tissetur og 10min. efter opdager, at lynlåsen på bukserne står åben. Bjarne har heller ikke problemer med at klø sig bag i. Det kløer jo. Han piller også bussemænd og så kan han finde på, at jinge rundt til John Mogensen. Bjarne kan også li' en lille en til halsen og så har han svært ved at lægge smøgerne på hylden. Han gør det heller ikke længere så meget i sexet undertøj, som han har, han glemmer at barbere ben og synes egentlig, det er ok med et par duske under armene og så har han generelt ladet stå til, så han nu vejer 20 kg. mere, end da han var allersprødest.

Bjarne glemmer også at tømme tasken, så der konstant ligger gamle boner og unødvendig ting, der fylder. Han ved egentlig godt, at der er mest lækkert med en taske, der kun indeholder dekorative ting, som en lille diskret toiletpung, almindelig pung, nøgler, notesbog og en pakke tyggegummi. Men han er sgu blevet doven, den hund. Derfor gør han det også en del i overspringshandlinger. F.eks. så kan han godt finde på, at samle nullermænd op frem for at støvsuge og lige tage pletterne på gulvet med en klud frem for at vaske gulvet helt i tre hold skiftevand og med en eftertørrer.

Nå, men i dag tog jeg Bjarne med til tandlægen. Jeg syntes, at han skulle se, hvad hans dovenskab resulterede i. For mellem os, så er han altså ikke så flittig med tandstikkerne som han burde være. Jeg håber, at det gjorde lige så ondt på ham, som på mig med den intensive tandrensning, der gik helt ned i rødderne. Jeg håber, at han én gang for alle fattede, at nu er det nu. Måske sad tænderne ikke løst, og måske var der ikke tandlommestørrelser, der ku' sende en uskyldig kvinde på fattiggården. Men de var der. Fremover tager jeg ham også med til mine tre helt epokegørende laserbehandlinger, der kan sætte paradentosen i stå og jeg tvinger ham til at betale de 4.600 coroners, det koster.
Han har saftsuseme også pligt til at tage med til fitness. Af med bodegavommen, din dovne hund!

Susling siger: Apropos sygdomme

Altså, der var noget, jeg kom til at tænke på forleden dag. Fordi, det er jo faktisk sådan, at der er nogle sygdomme, som det er helt ok at have. Eller rettere de er ok at tale om, for vi kan hurtigt blive enige om, at alle sygdomme og skavanker er jo egentlig noget hø.

Men altså visse sygdomme og lidelser er, forekommer det mig, helt stuerene og man er nærmest en helt/heltinde, der skal ynkes, fordi der er så synd for én, at man lider af den slags. Andre lidelser er til gengæld ren tabu. Man kan f.eks. godt sige, at man har en tennisalbue, der gør rigtig ondt. Det lyder af aktivitet og stor heriosk smerte. Men man kan f.eks. ikke gå rundt og sige:"Ai du, jeg havde simpelthen den ledeste analkløe i går!" Eller:"Min hæmoride holdt mig vågen hele natten. Jeg var nærmest ved at blive sindsyg af smerte!"(Jeg kan så afsløre, at hæmoridianere er et hemmeligt broderskab. Når først man træder ud af skabet, så er der ingen ende på alle de gode råd, der bliver disket op med.)

Eller hvad siger I til inkontinens?! (Husk at knibe!). Dét snakker vi ikke om! Til gengæld er det helt legit, at brokke sig over en blærebetændelse. Det vælter ind med gode råd. F.eks. tranebærjuice og tranebærpiller.

Paradentose er heller ikke lige en lidelse, man underholder med til middagsselskaber. Det er mere noget, man hvisker diskret om til få udvalgte. Og det er ved gud heller ikke en lidelse, der kan skrives store dramatiske operaer om. Men - og nu kommer min pointe: Hvorfor skal så mange (og det er rigtigt, rigtig mange) rende rundt med en decideret invaliderende sygdom uden, at den kan behandles over sygesikringen? Hvorfor er tænder et luksusgode? Og hvorfor snakker vi ikke om det?

Og nå, ja, hvorfor bliver der ikke gjort noget mere ved inkontinens? Det er vel også en invaliderende sygdom -i hvertfald socialt. Er det mon fordi:
a)Bindproducenter lobbier massivt?
b) Det er en kvindelidelse?
c) Der bare ikke er præstige i, at forske i kvinder, der tisser i bukserne?