Susling på den bekymrede måde

Må man godt skrive, at man er en lillebitte smule bekymret? For fremtiden åsån. Den kommer jo snigende og uanset, hvor meget vi hopper på tungen, så sker der ikke noget. Vi skal stadig klikke os ind på jobnet hver uge og pengene bliver der mindre og mindre af. Jeg orker det ikke rigtigt. Bohemianstyleliving. Nu er jeg generelt ikke til overforbrug, men jeg vil da gerne kunne give mine unger tøj og mad. Ku' også være fint igen at turde gå ind i en tøjforretning og ikke få hjertekramper over, at man har købt sig en trøje til 129,-. Ikke skulle tænke over om termostaten på radiatorerne står på 2 eller 3, fordi man godt kan klare den ekstraregning, det giver.
Kunne tænke i noget ferie - et varmt sted. Kunne slappe af og holde fokus på sysler som at læse en bog eller måske ovenikøbet begynde at strikke og hækle igen. Måske sy noget tøj. Gå ud at spise. Købe billetter til en dyr koncert. Bare alt andet end den her gnavende bekymring for, hvornår fremtiden igen bliver lys.

Susling fryser ikke, men det gør andre

Nu, hvor vi er holdt op med at tale om finanskrisen, så er den vel afblæst, overstået, væk og vi er alle tilbage der, hvor den vigtigste beslutning i livet er, om vi skal omlægge realkreditlånet og om det skal være den ene designervask eller den anden i samtalekøkkenet. Igås! Sådan er det jo. Jo, jo, jo det er. Hvis bare vi ikke taler om det eller det er en af de "historier" TVfoxnews 2 har valgt at bringe, så findes det ikk´nikke, nikkenej!

Men det gør det altså stadig, findes. Vi dyrker bare alle sammen den danske finesse, det helt særlige danske kendetegn:"Så slemt er det vel heller ikke og nu taler vi ikke mere om det. Vil du ha' en kop kaff´?"

Og hvor fanden vil jeg hen med det på sådan en skide råkold mandag, hvor jeg ikke kunne finde mine nye sorte strømpebukser og istedet måtte tage et par grå på (så spændende!). Jo, altså, fordi...Jeg er på trods af min deroute på arbejdsmarkedet og prædikatet som én af dem, der ikke må få en bolig i en ghetto, hvis jeg gad det, så privilgeret, at jeg har strømpebukser, jeg kan tage på. Faktisk har jeg flere. Jeg har også flere par varme støvler - bevares so last season - men jeg har dem og jeg har et skab fuld af varme frakker og trøjer og pelse såmænd - hele tre af dem og en hue har jeg også og to par vanter.

Mine unger fryser heller ikke - i hvertfald kun, hvis de insisterer på at gå med allstars og t-shirts, fordi de vil være smarte. Den slags er man jo ikke herre over og jeg kan kun moderligt formane (som i råbe dem op i hovedet, at det er koldt og at de skal tage hue og vanter på). Men de behøver ikke at fryse, for de har hue og vanter og et hjem med fjernvarme og det er ovenikøbet et hjem, som ikke kan gå på tvangsauktion. Hvabehar...!!

Kan I lissom se, hvor jeg vil hen? Hvis ikke, synes jeg, at I skal læse den her artikel fra Politiken. Men også den her!

Der var godt nok nogen, der kom op af stolen der! Og skal jeg tolke på det, så er det den anden side af Danmark. Det Danmark jeg holder af.

Det er ikke kun nok nu. Det er mere end nok! Og det er vi mange, der mener i Valby (nå, ja og også os på Christianshavn).

Suslings ode

Som voksen og ansvarlig mor til to kan man ikke bare sådan lige lægge sig ned og dø (i hvertfald ikke for egen hånd). Man kan heller ikke trække dynen over hoveder, nægte at stå op og insistere på at lukke verden ude (i hvertfald ikke, hvis man har bare et minimum af selvopholdelsesdrift).

Men man kan godt "dø" lidt på midaldermåden. Det står nærmest skrevet i sten, at det skal man. Ind med hygge og ansvarlighed og ud med egne drømme og længsler. I den alder kan man næsten ikke mærke dem mere, alligevel.

I sumpen af regninger, husholdning, vaskemaskinens snurren og kampen for at skaffe sig et udkomme, så forsvinder poesien, og de digte og ideer, man måske en gang havde hovedet fuldt af, flyder som fedtperler i opvaskevandet (for at citere Tove Ditlevsen).

Tanker forsvinder i krav og spørgsmål om, hvor strygebrættet står (der, hvor det altid har stået) og om, at man skal være tilstede, når alle andre har behov. Læste engang, at Naja Maria Aidt kunne sidde ved siden af sine unger uden at høre dem. De kunne nærmest hamre søm i spisebordet lige ved siden af hende uden, at hun reagerede. Ikke en smuk egenskab, men for hende en konstruktiv egenskab. Hun lever af at skrive. Jeg lever af hverdag og jeg har ingen søm i mit spisebord. Jeg har heller ikke nogen digte. Ikke mere. Men jeg vil gerne. Meget.

Susling på julemåden

Nå, men i dag var jeg så ved at falde ned af kontorstolen af kedsomhed. Tror ikke det her jeg har gang i, i længden er mig. (Så blev man da så meget klogere). Og med den erkendelse i baglommen kunne jeg så trisse hjem med det nyerhvervede kalenderlys, som i min julebog er obligatorisk. Det var ikke en gang pænt, på den måde jeg synes noget skal være pænt, men der er da tal på og lidt gran og jeg greb det i farten, for kalenderlys, det skal vi da ha' og jeg gad ikke lede efter andre. Jeg har også grebet to chokoladekalendere og tre juleskrab til ungerne og til Anders i farten.

Ikke om jeg på vilkår ville have givet mine unger den slags før i tiden. Der brugte jeg hele november måned på, at planlægge og siden shoppe 48 meningsfulde og indholdsrige ikke for dyre nisseting til deres julesokker. Det var jo børnenes jul og det skulle jo være en fest og de ville blive skuffede og jeg havde jo selv indført alle traditionerne. Siden gik jeg med lettelse over til adventsgaver og nu...nu er jeg bare faldet af på den...(igen med en vis lettelse, for det var effing stressende alt det vi skulle til jul. Småkager, konfekt, juleklip, udsmykning, nisselandsby, adventskrans. MEN DET VAR JO VIGTIGT!)

Tror nok stadig, at jeg vil sparke min julehadende mand ned efter julekasserne og plastre mit hjem til med grimme nisser og juleklokker (Hvad sagde du? Er årets tema sølv??? Ikke i mit hjem. Her er altid bare julenissegrimt!) Og jeg vil selvfølgelig også lige tænde gammelkonekalenderlyset købt med 4 kr. rabat i Irma (og sandsynligvis vil jeg hade det en lille smule hver dag. For i virkeligheden ville jeg bare have et stort bloklys med røde tal. Men det er så åbenbart ikke årets tema).

Susling rapporterer fra kontorstol og cykel

I dag var jeg tæt på at falde ned af kontorstolen i total frustration over, at jeg ikke ved, hvad jeg skal være, når jeg bliver stor (Hallo, for fillan jeg er 46!!).

Altså, jeg ved, hvad jeg kan li' at lave og jeg ved også, hvad jeg er god til. Men farven på min jobtitel??????? Skal jeg være inhouse? Skal jeg være konsulent igen? Skal det være i noget ngo eller er jeg til det mere profitmaksimerende, hvor man ikke er overdresset, hvis man har en habit på?

Store og anstrengende spørgsmål på en dag, hvor jeg har bakset mig frem og tilbage på cykel i gråhvidt smatvejr på de overfyldte københavnske cykelstier, fordi jeg nægter at betale penge for at komme på arbejde (indrømmer så, at min kørestil var abslut nonaggressiv på gammelkonemåden. Meget muligt andre har et dødsønske. Personligt vil jeg gerne leve en dag længere. Selv som karriereforvirret).

Sluttede så lige dagen af med et møde i banken. Og hvad skulle vi snakke om? INVESTERINGER. Tro det eller lad være. Men det er faktisk sandt. Har fået frigivet en arbejdsgiverpension og nu skal der aktier og obligationer på banen.

Semiledig, tja. Karriereforvirret, bestemt! Men jeg forsøger at være det med stil iført pels, perler, kaoshår, strikhue og støvler fra sæson annu dazumal og nu også som aktiespekulant (ikke noget med etiske investeringer og corporate social responsability her. Giver det afkast, så napper jeg det. 'Cause I need it).

Susling om at være smidt af den digitale udvikling

Min gamle moster ringede til mig igår, sent om aftenen om lørdagen. Ingen goddag, ingen hvordan går det, bare en hysterisk råben:

Moster: "DU SKAL HJÆLPE MIG MED AT SENDE SÅDAN EN MAIL!"

Mig: "Øh, jo da, det kan jeg godt. Hvem skal den sendes til?"

Moster stadig skinger:"Min tidligere udlejer."

Mig, mens jeg prøver at få ørenlyd: "Altså en mail er bare et brev. Hvis du nu sætter dig ned og skriver et brev til mig med mailadressen og det, du gerne vil have jeg skal sende for dig...."(jeg bliver afbrudt)

Moster nu meget skinger og agressiv:"DU SKAL BARE SENDE SÅDAN EN MAIL!"

Ovenstående dialog gentager sig 4 gange. Jeg er stadig tålmodig.

Mig en femte gang:"Jamen hør nu, en mail er bare et elektronisk brev. Jeg skal vide, hvem der skal have den og hvad der skal stå, før jeg kan gøre noget, men jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe dig."

Moster:"SÅ KAN DET OGSÅ VÆRE LIGE MEGET. HVIS DU IKKE VIL SENDE SÅDAN EN MAIL FOR MIG, SÅ FINDER JEG EN ANDEN!"

Røret bliver smækket på.

Suk, effing suk!

Suslings limbo

Jeg ville ønske, at jeg gad at skrive om:

• Det bankekød, der simrer duftende på komfuret
• De forskellige snapse, der står og trækker på mit køkkenbord(slåen, lakridsrod/anis, citronskaller/chili)
• Min datter, der skal lave en opgave om Silvia Plath og kvindesprog (deja vue fra ´80'erne og ind kommer mor med alle sine gamle uni-bøger)
• Mit frisørbesøg (igen-igen. Skal jo også farves og er nu fønnet på den hårde måde, men så snart jeg er fem m. fra modefrisøsen, så gør håret oprør og lige nu snor det sig som det selv vil. Suk!).
• Min helt ubændige trang til nyt tøj (og ingen penge).
• Mine klimakteriesildnætter (med op at tisse tid og flere vågne sessions)
• Min mand, der har hørt en nyhed om, at sex bliver fantastisk efter de 50! (Men også synes, at det skal han da ikke vente på og er på mig i tide og utide, mens jeg selv græmmes og selvfølgelig er glad for, at han gider mig, men ikke lige gider selv (ikke ham, men det. Fordi jeg ikke rigtig ved, hvor jeg er og hvad jeg synes))
• Mit nærsyn og tiltagende fjernsyn (linser, briller, briller, linser og manglende fokus)
  

Man kan jo vælte sig i utroligt mange poetiske historier om den enkelte lille detalje, men jeg kan ikke. Ved at det skal til og ville så gerne give hverdagspoesi. Kan så bare ikke vælge (og vinkle) længere. Mit liv løber over stok og sten og der er ikke plads til at dvæle.

Susling om at være i løntilskud

Jeg har fået fri til at skrive jobansøgninger. Fanjensme en fin arbejdsgiver jeg har. Men det er nok derfor, at mine ansøgninger ikke er så motiverede. Jeg kan jo i princippet godt li' at være, der hvor jeg er.

Men faktum er, at jeg skal søge og søge og minimum to ansøgninger om ugen. Meget svært at nå på en almindelig arbejdsuge og når man samtidig også har familie og et hjem, der skal holdes rent, tøj, der skal vaskes og hvad man sådan ellers har af almindeligheder.

Det er virkelig en underlig situation at sidde i - så'n at være i løntilskud. Lidt inde og bidrage og så alligevel være ude på sidelinjen og blive betragtet som arbejdsløs af systemet.

Og stedet, hvor jeg er. Tja, folk er søde nok - bevares. Men nogle gange så føler jeg mig som en fremmed fugl, der synger med et lidt andet næb end de andre. Det er ikke pga. løntilskudsstillingen. Det er vi en hel del, der er - på løntilskud og vi bidrager alle med vores og det bliver værdsat.

Men jeg føler mig fremmed, fordi jeg er opdraget i en anden arbejdskultur. Jeg går til tingene på en lidt anden måde og det har været en kæmpe udfordring for mig at tilpasse mig en mere rolig og indadvendt tankegang. Her løber man ikke så stærkt og man tænker ikke så meget i brugere, men mere i, hvordan det ser ud indefra. Underligt.

Måske er det min motivation for at komme videre? Måske skal jeg søge tilbage til konsulentbranchen? Måske vil det føles, som at komme hjem?

Jeg tænker (og prøver at undertrykke angsten for stress).

Susling er lidt træt og bekymret

(Undskyld, jeg maser mig lige ind fra sidelinjen for en kort bemærkning). Ikke, at jeg har det store at fortælle, man bliver jo nærmest mundlam af alt det, der foregår i Lidenlund med kager og saftevand og ghettoer og pointsystem og i ly af alt det, så bliver der skåret ned på uddannelserne, SUen, dagpengeretten og fyringsvarslerne fyger os om hovedet. Jeg ved ikke med jer, men mig giver det myrekryb og uden at jeg skal smide nazikortet, så tangerer det sågu. Og hvorfor er der ikke flere, der råber op?

(Gør jeg jo heller ikke selv. Jeg kæmper min egen private kamp med krøller og a-kasse og jobsøgning og økonomien og vasketøjet og strid vind fra Barritshavet, mens jeg passer min midlertidige dont i godgørenhedsbranchen).

En meget klog kone sagde en dag til mig:"Alt kommer for en dag!" Og det gør det helt sikkert. Det er allerede godt i gang og i længden kan intet blive fejet ind under gulvtæppet - bunken bliver for stor og så tipper læsset. Men ind til da, så tror jeg, at vi skal meget ondt igennem, mange vil græmme sig og fattigdom vil blive et livsvilkår for rigtig mange flere her på de hjemmelige breddegrader på en måde vi ikke har set siden forrige århundrede.

(Undskyld. Det var bare det, jeg ville sige. Hej).

Susling kedelig med kedelig på

En gang blev jeg beskrevet som en skarp grøn chili. Nu føler jeg mig egentlig mere som en grønært af den udkogte slags (som i minus bid). Og hvorfor nu det? Jov, ser I - uuuuhhh suspeeeeeennnseeee.

Altså, der var engang en mørk og stormfuld nat...nå, nej...der var engang, hvor jeg kunne ryste det ene bloginlæg efter det andet ud af ærmet. De kom bare til mig, så'n flyvende og selv en tur ned til postkassen eller i den lokale super, var fyldt af historier. Så'n har jeg det i princippet stadig. Historierne myldrer rundt og jeg ser mange ting. Jeg.gider.bare.ikke.længere.at.skrive.dem. Simple as that.

Og hvorfor gør jeg ikke det, spørger den skarpe læser. Jo, fordi...og så meget. Men nok mest fordi, at virkeligheden har overhalet mig og tør jeg sige det?? Jo, det gør jeg, fordi sådan en person er jeg: Blogverden er blevet dybt kedelig i samme takt som mig selv. Der er saftsuseme ikke sammen grunk og bid over det mere - ligesom hos mig selv. Jeg lægger bånd på mig selv, holder mig tilbage og er gået i please-mode (oh rædsel). Det er dybt, dybt kedeligt både at ha' det sådan og at opleve det hos andre. Der er langt mellem snapsene og efterhånden meget få steder, der kan få mig op af stolen. Slut med cutting edge og ind med online dating på venindemåden. Beklager og hvis det får nogen til at stå af her, så siger jeg: OK!

Men nu lægger jeg så ikke lige på en studs min blog i graven. For jeg elsker den lidt skøre Susling, der ikke altid helt kan finde ud af det. Hun er min legeplads og en kreeret figur. For selvfølgelig kan jeg - den rigtige person - godt finde ud af mit liv (i store træk. Men vis mig den, der altid har styr på alting og lad dem kaste den første sten!!). Susling er bare en helt igennem fantastisk kanal til at vise de mere skæve sider af mig selv og det samfund, der omgiver os.

Hun er sgu bare lidt træt af sin egen båndlagte stemme - og af andres. Og hvis ikke hun og jeg går i tænkeboks nu, så ender jeg op med at skrive om gudsjammerligt kedelige ting som, at jeg drikker noget kaffe, om hvad jeg spiste i kantinen i dag (Hjerter i flødesovs - bøvs) og går det helt galt, vil I se en postering, hvor jeg har draperet mit minus-strik henover en busk i gården. (Skyd mig, hvis dét sker!!!!!)

Og hvis jeg så pludselig får blod på tanden og vender stærkt tilbage med et fantastiskmagastisk indlæg i morgen. Jamen, hell, så gør jeg dét. Hvis ikke, så lev med det.

PS. Nyeste afsnit i hårsagaen: Når man så'n bliver frisørklippet på den dyre måde, så skal sådan noget hejs jo sættes - hver effing morgen. Det er jeg hammerdårlig til og så er der jo de her krøller, som er ret genstridige og kun modefrisøsen eller en monsterhård håropskrap kan tøjle dem (og nej. Foreslå ikke et glattejern. Jeg har et - ovenikøbet et dyrt et - og jeg kan ikke finde ud af at bruge det.)

Nå, men, så skete der lissom det, at frisøsens gedigne fønhåndtering blev ødelagt af en gåtur i regnvejr i går efterfulgt af en hårvask i morges (skal man jo den slags), så nu ligner jeg igen en afdanket Ronja Røverdatter dog nu med noget frisure!!!

Susling om at spare de forkerte steder

Så var det jeg lige lavede desperationsfinten! Vente bunden i vejret på mig selv, tog en saks og klippede en ordentlig bid af mit hår. Fra at have lignet en aldrende havheks med hår til midt på ryggen, blev jeg nu forvandlet til en afdanket voksenudgave af Ronja Røverdatter!! (Mit hår krøller afsindigt, hvis jeg giver det lov).

Heldigvis er der jo hestehale- og knoldfinten. Skrap det hele sammen, sæt det bag på hovedet og så ser ingen, hvordan musikken spiller.

Men hov! Jeg ser det jo og i nat havde jeg en seriøst diskussion med mig selv. Jeg havde nemlig en tid lørdag til at få farvet bunden (jeg er bare ikke klar til at blive gråhåret endnu). Men jeg trængte også seriøst til at blive klippet. Der hvor jeg hænger ud er det ikke helt billigt, så for og i mod: en ordentlig klip eller en grå udvoksning? (Skal jo spare). Det var en svær kamp. Det er ikke fikst med grå udvoksninger. Omvendt, så kan jeg kan ikke i længden rende rundt og ligne en Ronja Røverdatter 40 something på en dårlig hårdag.

Hvad gør en damsel in distress ( i hvertfald, hvis hun er mig)? Hun overtaler selvfølgelig sig selv til, at begge dele er dybt nødvendigt for hele ens velbefindende og som jeg sagde til Anders: "Helt ærligt! Der kommer et tidspunkt i en hver kvindes liv..." Nej det sagde jeg selvfølgelig ikke. Men jeg sagde:"Helt ærlig, jeg render rundt med støvler der kører på x. sæson. Mine jeans er enten for store eller for afdankede. Mine trøjer har huller eller er tilbage fra 2000 og når jeg endelig køber noget nyt, så er det altid sort eller gråt. JEG MÅ SOM MINIMUN HAVE ET ORDENTLIGT HÅR!"

Det har jeg så nu - delvist. Jeg vekslede min farvetid til en klippetid og nu er Ronja-look skiftet ud med en frisyre (men med grå udvoksninger). Til gengæld bestilte jeg så også lige tid til en bundfarve. Man er vel en kvinde.

Susling Gammelsmølfine

Fyrre, fed og færdig? Tja, lidt færdig føler jeg mig lige nu, hvor jeg lever af en cocktail bestående af strepsiler og pinexer og sidder indhyllet i store sjaler (og i dag var ved at dejse om efter en tur i kiosken (forbandet, at man samtidig har en lille stemme inden i en, der siger: Pjækkerøv. (Damn flinkeskolen!)). Fyrre er jeg jo også - på den seriøse måde. Om et halvt år kan jeg ikke længere sige, at jeg er midtfyrrekategorien og inden jeg ser mig om, så havner jeg i kategorien 50-69.

Og så må jeg tilstå, at læsebriiilllen er blevet en fast bestanddel af mit liv. Men efter flere års tilløb er jeg i det mindste nået til det stadie, hvor jeg husker dem og også bruger dem. Mine arme er simpelthen ikke lange nok længere til at læse det med småt, tråde en nål eller klippe negle.

Men fed!! Nope. Her er der sket en radikal ændring, for pludselig kan jeg passe bukser, jeg købte, da jeg var i 30'erne og de sidder faktisk lidt løst. (Ret heldigt, for jeg har ikke råd til nye og jeg hader desuden at købe bukser). Kiloene rasler af mig, uden at jeg skal gøre så meget for det. Til gengæld må jeg så tøvende indrømme, at det hele sidder lidt mere løst. Det gør det altså. Kan stadig lave ballondyr på min mave og vinkemusklen har også sit helt eget liv.

Men hell, hvis man bare tænker i trusser, der samler (om jeg så må sige) og strammer bh-stroppen en anelse - efter, at man har hældt det, man nu har hængende foran indenfor det betryggende stof (elsker, at jeg opdagede bh'er, da jeg var i starten af 30'erne og ungerne havde tygget mine fine bryster lange), så går det sågu nok.

Skal jeg være helt ærlig (og det skal man jo), så synes jeg, at det er meget bedre og nemmere at være i fyrrene, end i 30'erne. Meget muligt, at jeg var strammere, men jeg var også ti gange mere bekymret og stresset og angst for at gå glip af ting og jeg vidste ikke helt, hvilken retning jeg skulle gå i og jeg fandt mig i meget mere, end jeg gør i dag. Og jeg var bange for at falde af på den og ikke nå med og ungerne skulle også have deres og jeg var frustreret perfektionist og kunne ikke tilgive hverken mig selv eller andre (mest mig selv) og det kan jeg så se,at alle dem, der er yngre end mig, kæmper med, ligesom jeg gjorde i deres alder og jeg har mest lyst til at lægge en beroligende hånd på deres skulder og sige det går nok og husk, at du har kun ét liv og nyd det du har (og lad være med at tro, at formlen er "Sex and the City", for det har du hverken råd eller tid til!)

Det var bare det, jeg ville sige. Hej, Hej.

Suslings ode til P1

Jeg sidder her pakket ind i P1 og uld. Godt at man kan blive klogere, mens man fryser og halsen er som sandpapir. Lige nu hører jeg f.eks. om, hvordan det er at være bedemand. Det er faktisk en metier, jeg selv har overvejet, lige som at blive privatdetektiv. To samfundsnyttige og meget agtværdige erhverv skulle jeg mene! Og så er det lige, at jeg tænker, at bedemænd, de bliver sgu da ikke arbejdsløse. Tvivler kraftigt på, at død er konjukturbestemt. Men hvordan bliver man bedemand? Kan man komme på bedemandskursus? Tror ikke lige, at man kan blive aktiveret som bedemand, nu hvor vores ansvarlige regering, sammen med den hellige, der har fået sit besyv med, med en værdikommision, har skabt endnu en finanslov, der får hjulene til at rulle (not) og lige sådan en passent, har skåret aktiveringen væk.(Siger jo, at man bliver klog af P1!)

Men altså bedemand! Hvorfor ikke?! Det kræver jo både omsorg, empati og organisationstalent.

Susling om måder at håndtere en krise

Nå, men så gik man lige hen og blev syg på den underlige måde. Mystiske kuldegysninger, klamslimet hals og vat i hovedet. For fillan, hvor ukonstruktivt!? Vidste bare, at jeg ikke skulle kysse på en influenzaramt Anders efter, at jeg blev sendt hjem fra a-kassemødet med et påbud om at søge flere jobs. Jamen, jeg gør jo, hvad jeg kan og med en 37 t. arbejdsuge plus almindeligt familiehejs, så er det altså svært at nå to ansøgninger om ugen. Hver uge.

Måske blev jeg også lidt syg af at sidde og se på en ung pige, der brød grædende sammen, efter at hun havde fortalt os, at hun var i en løntilskudstilling og hiksende og hulkende til sidst råbte, at hun følte sig... følte sig... Følte sig ARBEJDSLØØØØØØØØØØØØØØØØS! "No, shit, Sherlock," tænkte jeg, men fordi, jeg er en pæn dame, så sagde jeg:"Jamen, søde. Det gør vi da alle her."

Og det var så derefter, at en anden af de ramte (en ung fyr) nægtede at fortælle om sig selv og jeg pludselig opdagede, at en anden ung fyr måtte være mentalt syg, for han fortalte, at han var både i løntilskud og var startet som selvstændig og havde kunder nok og nu ville han melde sig ud af det her system og han gik hele tiden ind og ud af lokalet, mens han mumlede og hans hår strittede og han kunne ikke fylde sine skemaer ud. Og en helt tredje ung pige skingrede løs om sig selv og tog al tiden og vores og den søde unge lidt rodede nyuddannede billedkunster fik mere og mere kuglerunde øjne og og og....

Ja, så sad vi der hver for sig og håndterede krisen. Jeg gjorde det ved, at spørge fyren ved siden af mig, om han ville dele en appelsin med mig og ved at fyre små jokes af, som f.eks. da Konsulenten spurgte mig, om der var noget, hun kunne hjælpe mig med og jeg svarede:"Næh, det sku' da lige være et job." Og alle brød grinende sammen (så sjovt var det altså heller ikke, det jeg sagde!).

Jeg ved sgu ikke rigtigt, hvad jeg skal synes om det her, men må nok hellere lige fyre en ansøgning eller to af i min omtågede influenzatilstand.

Susling om humor

Hvis der er noget, jeg er dybt taknemmelig for, så er det, at jeg har evnen til at grine. Ellers kunne man hurtigt ende op med et ansigt som en bulldog. (Og i min alder er det ikke noget man vil have!) Tag f.eks. mit skab. Først er det i restordre, så jeg må vente to uger på det og så er dørene fan'jensme også i restordre, så vi må vente i to uger mere på dem. Der kunne man jo godt være faret i flint, havde kimet dem ned og oprettet en "Jeg hader Jysk" facebook-gruppe. Men hvorfor skulle jeg det? Forbandelser man udsender, rammer tilbage på én selv. (Fed livsvisdom, ikk' sandt) og så er det altså ikke godt for min rynkesituation.

I går overhørte jeg også noget, som hvis jeg havde været en bitter gammel sveske, godt ku' ha' sendt mig i selvspind.

Mig i kiosk. Ung mand i 20'erne taler i mobil med sin ven: "Hvad!? Siger du, at der kommer piger!? Så må vi ha' noget salat. Piger vil have salat." Her kunne man tage forarget rødstrømpe-attitude op af tasken. Men sådan er jeg ikke indrettet. Jeg tænkte som så: "Jeg er helt sikker på, at din mor har opdraget dig med grønt og frugt. Nu er du dig selv og du hviler i din maskulinitet, og er man en flok drenge sammen, så står den nu engang på rødvin og steaks med minimum af grønt. Du har dog så meget pli og vil gerne stå dig godt på pigefronten, og så skal der selvfølgelig være salat til det smukke køn."

Jeg blinkede til knægten og hviskede:"Yep! Piger vil ha' salat!" Bagefter grinede Anders og jeg sammen ved tanken om, at salat nok endte med at være en gang iceberg, nogle tomater og noget Thousand Island-dressing. Men hei, da grønt og en slags salat.

Kan I se min pointe? Man kan vælge, at se det hele som angreb og så kan man vælge, at se livet som daglig humor på højt plan.

Susling hønemor

Principielt går jeg ind for, at mine unger er ærlige og fortæller mig om deres bekymringer og den slags. Altså i princippet. For når de fortæller mig noget bekymrende, så starter den store Mor-bekymringsmaskine op på fuldt tryk. F.eks. som lige før, hvor Skumfidusen kommer ud til mig i køkkenet og siger, at hun synes, det er underligt, at hun ikke kan finde sin pung. "Skriiiiiiiiig!!" hviner det inde i mig og stemplerne på maskinen går igang. Jakkedi, jakkedi og godt med bekymringsdamp ud af begge ører. "Eiiii, jeg skulle aldrig ha' fortalt dig det, "sukker Skumfidusen opgivende og går ind på sit værelse igen.

Nej, for fillan, det skal hun ikke. En bekymringsmor, som mig, har til tider bedst af at blive holdt hen i mørke. I hvertfald, når det gælder de små ting og hvis hun nu selv mener, at pungen ligger hos en veninde?! Eller hvad med den dag, jeg spurgte min søn, hvordan han egentlig gik og havde det og så svarer han:"Fint, fint, jeg skal bare lige have styr på mit liv."(!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!)

Uuuuh, jeg er god til bekymringer, når det drejer som alle mine små kyllinger. Kom ind under mors lune vinge, gok, goooook, gok.

Susling modeblogger

Og så pudsede Sønnike også lige alle vinduer på matriklen. Det gav ham næsten en Heureka-oplevelse, at se, hvor rene de kan blive (motiverede ham til også at tage spejlene og vores glasspisebord "Har det nogensinde været gjort rent på denne måde," spurgte han (Tsk.Tsk)). Ved ikke lige om det tilsammen med nystøvsugede og -vaskede gulve plus et opryttet værelse, er 300,- værd, men hei, man skal ikke gøre opdragelse op i penge. Og det er nu så yndigt med regn på nypudsede vinduer.

November-regn, gråt men smukt på sin egen enkle måde. Det har så lige fået mig til at investere i nyt uld: 3 par strømpebukser og tre basic trøjer. Nu hvor de er lagt på plads kan jeg se i min husmorpraltøjreol, at jeg gør det meget i sort og gråt (ville ikke behøve at orientere Anders om mit snold. Ingen kan se forskel på, om jeg har den ene sorte trøje på eller den anden).

Ikke at jeg solder vildt. Opdagede i går, at jeg havde en bh fra 2004 på, trusser fra Netto til en 20'er - ½ år gamle, læderbukser fra 2001, sorte lange læderstøvler, der går ind i deres fjerde sæson (købt 2006), et damet chaneltørklæde Skummis har købt på et loppemarked, en af de nye trøjer fra H&M til 129,- og som kronen på værket et par læsebriller fra Tiger til 30,-. Hvabehar! Er der nogen, der kan stikke den? Kom ikke her og sig, at jeg er en dyr dame. Og det er ikke en gang, fordi jeg er frelst eller noget. Jeg tænker bare ikke så meget over forbrug og køber kun, når jeg mangler. Eller også er det noget med alderen? Når man er 40 + på den seriøse måde, så flyder årene jo sammen. Synes nu heller ikke, at moden rykker så meget p.t. Jeg får konstant deja vue og kan gå ud i mit skab og finde noget, der godt kunne være gangbart på den stille jeg er lidt med på moden 40+ agtige måde.

Hvad har I på i dag?

Susling syn's at OD sucks

Mine oversolidariske (:-/ not)unger har Operation Dagsværk i dag. Skummis har lagt sig syg (fordi hun nægtede at tage ud til en privatperson, hun ikke ved hvem er, for at gøre rent. Jeg forstår hende godt). Min søn har ikke skaffet sig noget arbejde og nu skal vi hoste op med 300,- fordi det vil han blive afkrævet, når han møder på skolen i morgen. Vi giver ham modvilligt pengene mod, at han støvsuger og vasker samtlige gulve herhjemme - og rydder op på sit værelse (meget tiltrængt). Men altså! Sidder faktisk og er lidt knotten over, at vi bliver presset til at give 300,- til Operation Dagsværk, fordi de ikke har formået at skaffe et projekt til ham. Meningen er vel, at den glade danske ungdom skal gå ud og øse lidt af deres overskud til de fattige. Men som det er nu, så må vi forældre - teknisk ledig og fuldtidsledig - tage af vores meget begrænsede midler, fordi der åbenbart hersker den opfattelse, at alle forældre til gymnasieelever er velpolstrede middelklasseforældre med friværdi.

Synes altså, at jeg er solidarisk nok med de fattige, nu hvor jeg arbejder til lidt over dagpengesatsen i velgørenhedsbranchen!

Susling i november mode

Tja!I dag røg strømmen på mit kontor og varme er der heller ikke meget af, fordi varmeanlægget skal renoveres. Så jeg cyklede hjem. Ingen grund til at stirre på en sort skærm iført uldstrømper, uldkjole og uldsjal hevet godt op om næsen.

Så nu sidder jeg her (stadig iført uldstrømper, uldkjole og uldsjal) og funderer lidt over livet (arbejder selvfølgelig også lidt!)

Det er blevet november. Regnfuld og blæsende som en november skal være. Mine unger mugger og snakker om tristesse. Det gør andre også. Jeg har det bare ikke sådan. Jeg kan godt li' november måned. Blæsten, træernes smukke farver, håret der bliver rusket og køligheden i luften. Jeg elsker at kunne gå i støvler, uld, pels og læder. Tænde bloklys og se på de drivende skyer. Vade i våde multifarvede blade og snuppe min sædvanlige d-vitamin (som jeg vil anbefale til alle. Det er som at spise indre lys). Se på fugletrækkene, der flyver henover mit tag, så tæt, at jeg næsten kan se fuglene ind i øjnene, når de krydser min fjerdesal. Krybe ind under dynen til min varme mand og stå op om morgenen og tage et varmt bad.

November er bare en måned i en lang række af måneder. En årstidsindikator i en række af årstider. Det er hvad man gør med den måned, der tæller.