kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

21.11.10

Susling om at være smidt af den digitale udvikling

Min gamle moster ringede til mig igår, sent om aftenen om lørdagen. Ingen goddag, ingen hvordan går det, bare en hysterisk råben:

Moster: "DU SKAL HJÆLPE MIG MED AT SENDE SÅDAN EN MAIL!"

Mig: "Øh, jo da, det kan jeg godt. Hvem skal den sendes til?"

Moster stadig skinger:"Min tidligere udlejer."

Mig, mens jeg prøver at få ørenlyd: "Altså en mail er bare et brev. Hvis du nu sætter dig ned og skriver et brev til mig med mailadressen og det, du gerne vil have jeg skal sende for dig...."(jeg bliver afbrudt)

Moster nu meget skinger og agressiv:"DU SKAL BARE SENDE SÅDAN EN MAIL!"

Ovenstående dialog gentager sig 4 gange. Jeg er stadig tålmodig.

Mig en femte gang:"Jamen hør nu, en mail er bare et elektronisk brev. Jeg skal vide, hvem der skal have den og hvad der skal stå, før jeg kan gøre noget, men jeg vil selvfølgelig gerne hjælpe dig."

Moster:"SÅ KAN DET OGSÅ VÆRE LIGE MEGET. HVIS DU IKKE VIL SENDE SÅDAN EN MAIL FOR MIG, SÅ FINDER JEG EN ANDEN!"

Røret bliver smækket på.

Suk, effing suk!

Etiketter: ,

13.4.10

Susling er i vildrede

Hvad siger man, hvis man ikke kan sige:"Det skal nok gå?"

I dag lige om lidt skal jeg ud til min gamle moster. Hun skal snart have skåret sit ene ben af. Efter det skal hun sidde i kørestol og flytte i en ældrebolig. I går snakkede hun om, at begå selvmord. Jeg forstår hende godt. Hun har mistet alle omkring sig, sin mand, sine søskende, sine papbørn inkl. sit 41-årige papbarnebarn. Og nu ryger hendes ene ben også.

Hvad siger man, når man ikke kan sige:"Det skal nok gå"? Kan jeg sige, at hun stadig har os. Min bror og mig? Og at vi gerne vil have, at hun bliver hos os. At vi elsker hende. Det er det eneste jeg kan sige. Men jeg forstår hende godt, hvis hun vælger ikke at være hos os længere. Og inde i mig selv, der lurer angsten for at blive gammel. For jeg tror, at de færreste af os bliver gråhårede smukke mennesker på golfbanen. Spiller jo ikke engang golf.

Hvad fillan siger man?

Update:
"Det skal nok gå! Det skal det jo," sagde min moster. Jeg sagde ikke så meget. Jeg lyttede mest på al hendes snak om praktikaliteter og en lejlighed, der skal ryddes, og hendes gamle minder og så spiste vi en frokost på den gammeldags måde med svin og det hele, så jeg lige nu er ved bøvsende at krepere. Før det havde jeg shoppet Steradent og Tena-tissebleer og en god deo. Kunne fandme ikke en gang finde hylden, hvor den slags står. Jeg synes ikke, at hun ser dødsmærket ud. De folk, der er på vej til at dø, har en sær grålig em omkring sig. Der var stadig lidt gnist i hende. Lidt livsvilje. Så det går vel. Det skal det jo.

Etiketter: ,