Susling skråler: I dag er det DJ Brokhouse formerly known as Lugtelakridsens fødelsedag..

Pyh..vi er pænt udfødselsdaget her på matriklen. Først cocktailparty med ikke 20, men 35 (og de opførte sig fantastisk alle sammen! Jeg tror på den unge generation. De skal nok sætte verden på den anden ende og frelse os alle sammen!) I går familieføds...med lagkage og boller (og en Skumfidus og Dj Brokhouse formerlyt known as Lugtelakridsen, som aktiv medspiller! Hun havde stået både for boller og den ene lagkage (så hun er altså helt ok!) og han gad at være sammen med alle sine nivøer og niecer!))

I dag er det så DJ Brokhouse formerly known as Lugtelakridsens tur. !15 år bliver han. Og som han siger: "Vigtig alder. Jeg kan få medlemskort til fitness.dk (hans plan er, at træne sig til en six-pack), jeg kan få mig et arbejde (så man kan købe voks og tøj. Vigtige ingredienser for en 15-årig) og ikke mindst: Ha' lovlig sex (mprffl!!)."

Min elskede knægt (nu med seriøse skægstubbe) har valgt at fejre sin dag yderst forældrevenligt!

"Mor! Kan vi ikke bare chille? (Og så forøvrigt lave hans yndlingsbrunch (smoothies, pandekager, hash browns m. pølser). Om aften havde han tænkt sig spaghetti bolo og så skrider han til en eller anden fest... Sød dreng, elsker ham højt og betaler gerne voks og nedhængsbukser og x-box.

Elsker også min lille Sommerfugl - der slog en kæmpe brandskid, mens vi skrålede føds-sang - det må jo lissom ud, siger hun -og OK med mig, hvis hun ellers kan begå sig uden for privaten!

God dag til jer alle!

Susling midlertidigt indisponeret

Skumfidusen fylder aaaaaaaaaattteeenn i dag! Inden hun cyklede ud på nye eventyr, nåede hun lige at råbe, at der ikke kom 20 i dag, men 32! Og hvad havde jeg egentlig forestillet mig mht. aftensmad? (Det havde vi sgu da ikke aftalt!!???###¤¤&&&%?=((&/&%) Suk!

Hvis der er nogen, der ser en træt kone cykle afsted med en overfyldt cykelkurv med en vintageelastik med kroge spændt hen over overfyldte indkøbsposer (sådan for 27. gang), så smil venligt til hende. Hun trænger til det!

Correction: Hvis der er nogen, der har set en nu meget træt kone slæbe afsted med overfyldte indkøbsposer, så smil venligt til hende. Den cykel Skumfidusen cyklede ud på nye eventyr med var min (fordi hun hele tiden smider sine egne væk). Hvor er udmeldelsesblanketten til Forening Forældreskab?

PS. Nåede lige at sige til My Guy inden han smuttede afsted til sit multivigtige arbejde i konsulentbranchen, at jeg ikke var sikker på, at vi havde penge nok til mad resten af måneden - som i næste måned. Men vi elsker hende jo - Skummisen - og DJ Brokhouse formerly known as Lugtelakrisen skal jo også ha' sit. Hvorfor har min krop født to børn med to dages mellemrum (nå og så lige tre år)?

Susling rejser lidt så'n indreagtigt

For ...et eller andet...Bliver sågu da syg af ikke at rejse. Bliver næsten lidt plim af det. Men hvad med lidt indre rejse?

Tag f.eks. med mig til Østrig. De er pip gok dernede, men jeg savler af nostalgi hver gang. Spørg mig ikke hvorfor. Keine Ahnung.

Hvad f.eks. med en god gang gullasch?

Måske er du mere til en tur på Macce donals?

Eller hvad med den lokale religion? Har faktisk prøvet det in life og det hele!


Og når det kommer til stykket er jeg vist mest sådan en danskerting!

Og lige den helt originale - enjoy

Ses!

PS: Hvordan helgoland laver man embedded videoer på sin blog????

Suslings berejste lakridser

Jeg ville gøre noget godt for en ven forleden dag (som i for ca. 2 uger siden). Han er udenlandsdansker, så jeg tænkte lakridser, da lige måtte være det rigtige. Det kom der så følgende scenarie ud af:

Hej Søde,

Er lige nu indehaver af to poser lakridser, der har været hele vejen over Atlanten og tilbage igen. Har tjekket adresse og det hele. Det er postvæsenet i NYC, der er halvaber. Nu æder vi dem selv (har ikke råd til at smække endnu 100 kr. på til porto!) Du må så nøjes med tanken - men den gælder vel også - på en måde.

What a Debbie Downer! Hope they have a little bit of NYC flavor.
I am grateful for the warm thought. Voffer sendte de dem tilbage? De sataner! Nu vil jeg spise luftlakridser istedet og taenke paa jer...

Stort suk! Selv lakridser kommer mere ud og rejse end mig....

Update:
For satan, nu har han inviteret mig til NYC - igen! Nu med lakridser. Jeg ved det er total nedtur at sige den slags. Men serøst: jeg kan ikke overskue det. Kan stort set ikke overskue en skid. Hvor kan man købe noget overskuelse?

Susling: Et fjols eller et brokkehoved?

For fillan, nogle gange får man regulær gylp. Sådan så det næsten kommer ud af munden. Og min indre punker bliver aktiveret på fuld drøn. Sådan en blanding af opkast og aggression er peterbroderme en rærlig kombi og absolut ikke befordrende for min samfundsintegration og indre sjælefred. (Vent pointen kommer lige om lidt! Skal bare lige smække en svulpende skalle.)

Ok. Jeg er klar: Uvist af hvilken årsag (må være levn fra mine dage som selvstændig og måske også min måde at kigge kaptalen i kortene), så modtager jeg Erhvervsbladets nyhedsbrev. Som regel boring, boring, boring...Den og den bandit i habit er gået konkurs og den og den venturekapitalist har investeret i det og det og så videre og så videre...nice to have, men ikke need to have...!!

I dag - som i lige nu - havde de denne artikel! Kort fortalt handler den om, at chefer bruger finanskrisen som undskyldning for at rense lidt ud i personalet. Cheferne mener selv, at det er fjolserne og brokhovederne, de renser væk. Og så er det jeg spørger: "Hvad med dig selv?" (Altså ikke mig, men cheferne). Hvem sillan har ophøjet chefer til sandhedsvidner? Har da klart oplevet et par chefer, der bestemt ikke var den skarpeste kniv i skuffen og dem de fyrede, var nogle, der kunne true dem. Har også oplevet, at dem der overlevede diverse fyringsrunder heller ikke nødvendigvis var de bedste - altså fagligt - men de var rigtig gode til at lave duck and cover-finten. Og når jeg så har fået råbt og skreget her på min blog, i mit lillebitte space, så må jeg også spørge mig selv: Er jeg et fjols? Er jeg et besværligt brokhovede? Nu jeg så'n er gået hen og er blevet fyret? Er de 153.000, der p.t. er registreret som ledige, fjolser og brokhoveder? (Plus de ca. 30.000 uregistrerede, som ikke er med i tallene pga. forskellige regnemetoder, plus de ca. 200.000, der er i aktivering, sygemeldte osv.) Er vi alle sammen bare fjolser og brokhoveder?

PS. Hvis ikke jeg var så pæn en dame, så var det sågu snart mig I så stå og svinge bare babser til anti-demo'er. Nooooomeeeeeeeeeeeensaaaaaaaaaat ...Pling!

Update:Hører i den lokale øresnegl, at webbureauet Creuna fyrer hver femte medarbejder. Er de alle sammen brokhoveder eller fjolser?

Suslings sande jeg?

I kender det sikkert: Man vil helst vise sig fra sin pæneste side. Gemme dét væk man er mindre stolt af - altså personlighedsmæssigt. Som min Hippie-mande-ven sagde:"Jeg vil jo helst fremstå som et tolerant og rummeligt menneske!" Selvfølgelig! Det man vil være er jo: God, klog, dygtig, i kontrol osv. osv. Og så passer det ikke lige ind med f.eks. jalousi, aggression, vrede, kaos osv. osv. Eller utilstrækkelighedsfølelse, klodsethed, manglende rygrad (rygning, motion) osv. osv.

Til at bekæmpe den slags ikke så pæne sider er det dødeffektivt med fortrængninger. "Lalalalalalala" råber man bare med fingrene godt proppet ind i ørerne. Men det kommer jo ud alligevel. Et eller andet sted. Personligt er jeg af den overbevisning, at en kvindes taske i høj grad afspejler hendes personlighed og indholdet i tasken et billede på hendes aktuelle sindstilstand. F.eks er jeg ikke lige den, der bare må ha' en lille Chanel clutcher. Jeg har mere sådan en blød poseformet lædertaske. Og indholdet varierer afhængigt af, hvor jeg er i livet. På et tidspunkt rendte jeg f.eks. konstant rundt med plastiklegepistoler, kapsler og sten (Hvad ungerne lige sådan synes jeg skulle holde for dem). (Jeg ved godt jeg har skrevet om det før, men det er jo et uudtømmeligt emne.)

Nå, men som den symbolanalytiker jeg er, kan jeg godt blive lidt bekymret for mig selv, når jeg ser på, hvad der ligger i tasken p.t.:

• Boner selvfølgelig - usorterede og sammenkrøllede (jeg lærer bare aldrig at være bogholder - har simpelthen en gendefekt).
• Kæmpestor rød pung fyldt med diverse kort - kan desværre huske koden til de fleste (og nogle af dem er forbudt land) plus kørekort (as if) og sygesikringskort (tidligere både mit og ungernes, men de er jo blevet så store, så det har de selv nu) og flere boner fra de perioder, jeg prøver at holde styr på - ja, hvad???
  
• Nicoretteinhalatorer (3 stks) og patroner (7 pakker) (ku' jo være ånden kom over mig igen)
• 3 defekte ligthere
• En æske tændstikker - model husholdning og stort set kun fyldt af afbrændere
  
• Handsker/røde - man må jo være beredt!
• Taskeparaply/sort og hvidstribet - man må jo være beredt!
• Vintageelastikdims med kroge til at holde ting fast med i cykelkurven - venligst doneret af Gammel-Moster, der var bekymret over, at jeg bare kørte rundt med ting i min cykelkurv - Uden noget...
  
• Cigaretter - Orange Kinks
  
• Nøgler - cykel, hus, bil (as if)
  
• Mobiltelefon - pink model Teenage-diskosmart, der lyser blåt, når den ringer og helt af sig selv modtager beskeder fra Diskotek Luxx i Odense
  
• Strebsiler (sagde jeg var klar til alt)
  
• Allergipiller (musthave p.t.)
  
• Lille turkis og guldmønstret indisk pung med håndcreme og 8 hour cream
• Duftprøver - en af dem ret ulækker: Miss Dior. Alt, alt for sød og gammeldamepudderagtig til mig. Men det er vist trenden p.t. og parfumeprøvedame insisterede. Faktisk sprøjtede hun mig til, så jeg var ved at blive kvalt (Super salgstrick!)
  
• Hårelastik i guld
• Læsebriller/turkis - + 1
• Lottokupon fra den uge man ku' vinde 72 mille. Gider normalt ikke, men tænkte Gud nok var enig med mig i, at der godt kunne falde lidt af. Behøvede ikke at være det hele. Bare lidt. Men næh...Gud var mere med dem på Vesterbro, Valby og Skibby (tror jeg nok). Gid de må kløjs i alle pengene. Er helt sikkert sådan nogen, der bare lige investerer i en helt ny mælkekasse til knallerten og en ny campingsvogn plus matchende nylontracksuits. Havde det været mig, du...Så sku' du se rigmandsstil!
  
• Kvittering på afsendt pakke -krøllet
  
• Pjece fra jobcenteret - total krøllet og har faktisk ledt efter den
• Et uafsent brev - krøllet. Må hellere lige poste det!

Tak til Marie for inspiration og for, at have fået mig til at rydde op i min taske. Resten er straks lidt sværere...

Susling uden ord

Det er ikke altid man har så meget at sige og i visse øjeblikke kan det være helt ok at poste billeder af en æggemad. Det kan jeg så ikke præstere, men til gengæld kan I få et lille indblik i mit private 'hood'. Men husk jeg er fra den generation, hvor man mest havde indre snapshots. Det var alt for dyrt med kamera og fremkaldelse.(PS. Sprut og Pølsehorn er en del af den kommende 18 års fødselsdag!!) (PPS. Så hold dog kant for fillan! (Der er hverken gået fotograf eller grafiker tabt i mig!!))

Suslings longdistance love

"Mor, mor," lyder det i mobilen. "Smukkeveninde skal holde op!" Skumfidusen er i røret og ked af det. Mig:"Nåååh, trøste, trøste, går nok, trøste, trøste." Afslutning på hektisk teenagepige-opkald.
Summer videre med dagens dont. Indtil det pludselig slår mig! Jamen, nu jeg tænker efter, så gik Gammelveninde også ud af min klasse. Sådan bang, pludselig. Kan egentlig ikke rigtig huske, hvad jeg tænkte om det.

Ringer op til Skumfidus (det er lissom så'n vi holder kontakten, når hun nu hele tiden cykler rundt på nye eventyr).

Mig:" Du, nu jeg tænker over det, så gik Gammelveninde ud af 1. g. og hun er faktisk den eneste jeg stadig ser fra den gang (og som jeg elsker højt)."

Skumfidus:" Ai Mor, nu gør du mig glad!" Senere opringning: "Mor, mor, Smukkeveninde blev bare så glad, da jeg fortalte hende, at din ældste veninde også gik ud af gymnasiet før dig."
Jamen tak som byder. Hvis der ikke skal mere til at gøre smukke piger glade....

Og nu jeg tænker over det, så er dem, jeg har den allerbedste kemi med faktisk nogle, som jeg ikke nødvendigvis ser dagligt, men på ad hoc -basis. F.eks. så havde jeg en 3 timer lang samtale over telefonen med min Hippie-mande-ven i dag - og der kan altså godt gå måneder imellem, at vi snakker sammen. Han havde kærestesorger plus alt det andet han roder rundt med hele tiden. Jeg hældte også lidt ud om, hvad jeg sådan går og roder med. Frem og tilbage og kaffe og kage. Jeg kender ham helt tilbage fra den gang, vores ældsteunger gik i samme børnehave. Vi har bestemt ikke siddet lårene af hinanden, men når vi snakker sammen, så siger det bare klik. Han er forøvrigt en hamrende flot fyr. Høj, mørk, med alt sit hår på hovedet endnu - og meget af det. Han har et erhverv, der er dødromantisk og nok næsten kommer op på siden af en rock-guitarist og han er en kanon-far for sine tre smukke døtre. Sjovt nok har jeg aldrig tændt på ham og han ikke på mig. Vi er bare venner som i stort V.

Det samme gælder Magic Guy, der er draget til NYC og er lykkelig. Ham kender jeg fra et tidligere arbejde, hvor han ret hurtig blev fyret, fordi der gik krise i branchen. Har ikke set ham i evigheder i kød og blod, men vi holder kontakten og når vi snakker, så ved jeg bare, at det er ham og mig.

Sådan kunne jeg egentlig blive ved. Dem jeg holder allermest af, er ikke nødvendigvis dem, jeg ser hver dag (altså bortset fra min familie selvfølgelig). Faktisk sagde Hippie-mande-ven, at vi da måtte ses lidt oftere. "Oh gud nej," sagde jeg. "Det er ikke nødvendigt. Faktisk bliver jeg helt underlig, hvis der er nogen, der vil have mig til at være deres hverdags-te-drikke-vi-laver-det-hele-sammen-hver dag-veninde."
"Du får klaustrofobi," siger Hippie-mande-ven. "Nemlig!"

Ihvertfald, hvis det er sådan nogle, nu skal vi rigtig hygge og blive gift -kvinder. Det betyder ikke, at jeg ikke er der, hvis man har behov. Min dør og min telefon er altid åben....og så sætter jeg nok mest pris på mennesker, der ikke er stereotype og fyldt med fordomme...Og jeg ved, at vi altid mødes, når vi mødes...på tværs af tid, sted, køn, lykke, ulykke og geografiske forskelle.

Det sgu da ok...

Suslings ikke-liste

Jeg ved godt, at man skal være positiv og visualisere - eller måske ovenikøbet udføre - det, der skal til, for at skabe forandringer i sit liv. Mig-selv, skal man sige. Nu tager du dig sammen og ændrer det, der skal ændres. Sæt igang! Og så skal det gå over stok og sten i så forrygende stil, at man ender som forbillede i et dameblad. Helst under overskriften: "Hendes liv tog en kolbøtte, da... (fyld selv ind her) og med et flot billede af en superkvinde i lækker boligindretning (helst i hvidlige nuancer).

Sådan er det så ikke lige her på matriklen:

• F.eks. kan jeg jo IKKE visualisere mig til et job. (Det ville klart hjælpe, hvis jeg skrev nogle flere ansøgninger. Men jeg kan IKKE holde ud, at skrive ud i den blå luft. Og hvor jeg måske før kom ofte til samtaler, så gør jeg det IKKE nu. Hvorfor ved jeg IKKE. Har en svag mistanke om, at potentielle arbejdsgivere tænker: Sådan en gammel hejre og så er hun ovenikøbet ledig. Der må være noget galt med hende. Hende skal vi IKKE have med i bunken af mulige kandidater.)
• Jeg vejer IKKE længere 58 kilo. Det er efterhånden en del år siden og jeg tror IKKE, at jeg nogensinde igen kommer til det. Nu ligger vi mere på et BMI på 23,5 og det er jo IKKE så galt endda, men alligevel. Til gengæld har jeg endnu IKKE rynker - kun meget få, som næsten kun jeg kan se (man må jo se på det positive, ikk' sandt.)
• Jeg er IKKE holdt op med at ryge. Det var jeg på et tidspunkt og jeg var tævestolt af mig selv. Overvejede endda at begynde at løbe. Men det gjorde jeg så IKKE og det kommer jeg nok heller IKKE til.
  
• Jeg har IKKE længere tillid til arbejdsgivere. Jeg har for mange gange oplevet, at man IKKE bliver set som et mennesker med mange ressourcer, men mere som et tandhjul i maskineriet, der skal passe nogle bestemte knapper på Blip-Blob-fabrikken. (I må meget gerne modsige mig lige på den her. Det vil jeg morderlig gerne ha'.)
• Jeg har IKKE længere katte og det kommer jeg nok heller ikke til at ha' i overskuelig fremtid. Fornuften sejrede over følelsen, så at sige (men IKKE med min gode vilje. Jeg har altid haft kat. Men jeg har jo IKKE et hus med have og det kommer jeg nok heller IKKE nogensinde til at ha', så de små killinger, der stod på venteliste, kommer ud til nogen der har. Suk!)
• Nå, ja og så meget andet IKKE,IKKE,IKKE, som jeg IKKE kan overskue lige nu.

PS. Er skredet. Har megalang to-do liste (skal f.eks. holde tre fødselsdage 3 dage i træk og for fillan have skrevet ansøgninger). Har IKKE kunne tage mig sammen. Men det skal jeg nu. Man kan jo IKKE ligge på den lade side, hvis man skal nå at komme med i et dameblad.

Susling tørrer tudefjæset

Nå, er holdt op med at tude. Sker faktisk meget sjældent, men ånden kom lige over mig, lissom...I det hele taget er der ret mange ting, der holder op her på matriklen. Børnefødselsdage f.eks. Næ, næ...nu skal vi have cocktail-parties!

"Jeg har inviteret 25 af de nærmeste!", proklamerer Skumfidusen, mens hun skrider ud af døren. "Og de skal også lige have noget at spise", når hun lige at råbe, inden hun cykler ud på nye eventyr. "Mrpfffl..., " siger jeg. "Æh, har vi aftalt det? Og er det ikke noget vi lige sådan skal planlægge? Og hvad nu, hvis det regner?"

Skumis på farten: " Ai, moar, du er så negativ.."
Mig: " Mrpfll....!!

Lugtelakridsen (som fremover er døbt DJ Brokhouse, fordi han brummende brokker sig over det hele p.t.) har fødselsdag to dage efter Skummisen. Han skal selvfølgelig også ha' noget festivitas. Men hvad?

DJ Brokhouse formerly known as Lugtelakrids: " Ai...kan I ikke bare improvisere noget!!?"

Mig: "Mrpflll!"

PS.
Skumfidus: "Altså, jeg synes godt nok, det er gået hurtig med at blive 18!"
Mig: (Tavshed! Tænker på, at mit hår er blevet pænt gråt siden den gang..(det er der jo, selv om jeg camuflerer!)"Ahr...hurtigt og hurtigt!?"

Susling: Derfor er Triers "Idioterne" en genial film

I går begyndte jeg at græde, fuldstændig umotiveret. Jeg hulkede, hiksede og harkede (tror det var et alvorligt tilfælde af skulle-burde-kunne (kan ikke)-syndromet). Den bedste kur for det (i følge min bog) er et realitets -check - som i en god snak med én jeg stoler på.

Jeg ringede derfor til en jeg stoler på og hulkede, hiksede og harkede løs, mens hun medfølende kom med kommentarer de rigtige steder og også godt indspark til, hvad jeg måske kunne gøre. Da jeg havde hulket, hikset og harket færdig...kunne jeg godt se, at det nok var en meget god idé at spørge hende om, hvordan hun gik og havde det...Det gjorde jeg så:

Mig: "Hvordan går du og har det?"

Hun: "Vi er ved at blive skilt og han kan ikke ha' det, så han er begyndt at blive meget voldelig!"

Mig:" Mrfff...Æh, er der noget, jeg kan gøre?"

Hun:" Det ville være dejligt, hvis du ville holde en dør åben, hvis han bliver så vild, at vi ikke tør være her."

Mig: !!!????####%&R%UUY%%¤&&E

Og selvfølgelig vil jeg da det. Men jeg sad klart tilbage med en dårlig smag i munden af total-selvoptaget-idiothed!

PS. Triers "Idioterne" har præcis dén pointe! Vi andre savler rundt af selvmedlidenhed og i blandt os, så sidder der nogle med virkelig smerter og virkelige problemer. Siger der bare!

Susling om stress

Når man én gang for meget har prøvet at ligge på toilettet og kaste op af stress, ligge søvnløs om natten og prøve at få kabaler til at gå op, glemme, hvad man havde gang i og i det hele taget føle sig fuldstændig forkert. Når man én gang for meget render rundt med en krop, der er konstant spændt som en fjeder og mad, der vokser i munden på en, så man ikke kan få en bid ned (men man stadig kaster op), så må der altså stikkes en prop ind et sted. (Også selv om det er en forrygende slankekur).

Jeg har prøvet det og det er helt ad helvede til. Faktisk tror jeg, at jeg har udviklet en form for allergi mod stress. Der skal mindre og mindre til, før jeg reagerer. Min mavehjerne siger: Nej! med det samme. Desværre kan man ikke altid effektuere sit nej i samme øjeblik, man erkender det. Man bliver bare nødt til at traske videre, fordi - fordi så meget skal hænge sammen. Sidst jeg var ude for det, brød jeg til sidst hulkende sammen og så blev jeg fyret. (De fyrede så også lige et bundt andre og døden skal jo have en årsag!)

Gør det mig til en taber? Det synes jeg ikke selv. Tværtimod er jeg en meget stærk person, der har klaret mere end de fleste. F.eks. har jeg klaret mig selv siden jeg var 13 - med en psykotisk mor og en lillebror på kun seks. Jeg har set min far tæve min mor og set ham vælte drukken rundt på gaden. Jeg har klaret deres skilsmisse, hans afvisninger og min mors manier - "Nej, mor, der sidder ikke en djævel i gyngestolen." "Nej, mor, det er en dårlig idé, at stikke en kniv i sig selv."

Senere tog jeg studentereksamen og læste på universitetet uden anden støtte end den Staten giver. Jeg har sultet, jeg har frosset, men jeg holdt fast.

Jeg har klaret arbejdsløshed, ægteskabelige kriser, presset ved at være selvstændig, økonomiske nedture, mine forældres alt for tidlige død. Og imens opdragede jeg mine unger, klarede erhvervslivets pres i en ret hård branche og holdt fast i mit ægteskab.

Og nu? Nu er jeg sgu lidt træt! Træt af at være overbærende, forstående, tolerant. Træt af han-aber, der spiller virkelighedsstratego og kvinder, der sylter sig ihjel, hvis ikke lige de holder på facaden, for at klare sig i det der virkelighedsstratego, som åbenbart er kotume i mange brancher.

Kan I da for fillan ikke tage og slappe lidt af?! Man kan sagtens være effektiv og tjene penge uden at det hele skal være sådan et forpulet spil! Det spil skaber f.eks. sådan nogle som Stein Bagger. Han kunne kun gøre, det han gjorde, fordi "I" lod ham gøre det. Pga. grådighed og virkelighedsstratego. Ja, jeg siger det bare!

Nå, men nu ved jeg faktisk ikke helt, hvad mit næste skridt skal være. For havner jeg i det samme igen, så kaster jeg ikke pænt-pige-op-i-toilettet, men et helt andet sted...

Susling en aktiv jobsøger

Ham Hjorten har gjort det godt, da han indførte en række regler, der skal holde alle os samfundskulkere til ilden. Det må man altså lade ham. Forleden skrev jeg f.eks. om det her helt igennem fantastiske spørgsmål, man skulle besvare på det lille skema, man får udleveret før sin "jobsamtale" (det kalder de det altså -!!!) på Jobcenteret. Spørgsmål: Hvorfor mener du, at du er ledig? Smak! (kom desværre til at se efter sidemanden. Tænkte, at det var nok var smartest med noget standard. Skrev selvfølgelig ikke helt det samme. Lavede bare en fortolkning).

Ham jobkonsulenten, der tog imod os, var frisk - det må man lade ham. Frisk på den så'n sidst i 40'erne først i 50'erne måde. Med venlig, men bestemt mine gennede han os ind i lokalet med et udtryk i øjnene a la "Velkommen idioter, der ikke kan begå sig på arbejdsmarkedet".

Han tog virkelig kegler, da han, efter vi alle var bænkede og i fuld gang med at udfylde skemaet, sagde: "Ja borgere, det er jo sådan, at der altid er nogle borgere, der kommer for sent, så kan I ikke lige sørge for, at de borgere der mangler, får de her papirer!" (Doing! Borgere?...er vi lige i gang med den franske revolution eller hvad? (Citoyen hedder det på fransk) Nå, Borger Susling, har du været ude og nakke nogle aristokrater i dag? Hvis ja, hvilke? Hvis nej, hvorfor ikke og hvad mener du, selv er årsagen til, at du ikke har opfyldt din borgerpligt? (Jeg kom til at fnise hysterisk, hvilket absolut ikke var velset! Efter det, bad jeg til, at jeg ikke skulle til "jobsamtale" hos ham. Jeg ville bare været kommet til at hulke af grin og det havde helt sikkert sendt mig minum i matchgruppe 3 eller endnu værre, jeg ville måske blive tvangsaktiveret på et klemmeværksted!))

Nå, men nu har jeg så været til den her samtale og jeg har også pligtskyldigt udfyldt et lille grønt kort, med de jobs jeg havde tænkt mig at søge i overskuelig fremtid. I dag modtager jeg så et brev fra jobcentret, hvor der står, at det er mig pålagt, at søge det job, jeg havde tænkt mig at søge, som jeg selv har fundet frem til og at min a-kasse er orienteret!!???!!! Wouaw, siger jeg bare! Det er dælme et effektivt system, det her...(Har lavet hele møllen en gang på a-kassen. Skal nu over til 2. aktør, fordi jeg er akademiker. Skal vi vædde på, at jeg skal lave hele stunten en gang til!?)

PS. Nå har ikke mere tid, skal søge job, der er mig pålagt at søge, som jeg selv har fundet frem til og under alle omstændigheder har tænkt mig at søge.

PPS. Tror de virkelig, at det er en fest at være på dagpenge? At det er noget jeg har spekuleret i, så jeg kan gå og loppe mig på de danske skatteyderes regning? I think not: A) Jeg er gået netto 12.000 ned om måneden B) Jeg har altid betalt skat (og den har til tider været ret høj) C) Jeg er for ung til erhvervspraktik som pensionist.

Susling topper på oplevelseskurven

Ok, ser åbenbart ud til, at den her erhvervspraktik som pensionist er blevet forlænget - på ubestemt tid. De må jo mene, at jeg er god til det.
Jamen, jeg mener, når forrige uges absolutte højdepunkter har været:

• Tur til Ikea. Kom hjem med salatslynge (absolut nødvendigt, hvis man skal være med på bølgen). Bøjeligt skærebræt (to-pak) (Hvorfor må du ikke spørge mig om. De stod der. Jeg tog dem. End of story) og den egentlige mission: Stof til sofapuder.
• Syning af sofapuder. Brugte halvdelen af lørdagen på projektet (normalt ikke noget jeg går vildt op i! Heller ikke syning, men efter min succes med Ku Klux Klan-hætten har jeg fået blod på tanden - sådan syningsmæssigt. Jeg er faktisk tæt på at blive overmodig og kan f.eks. udbryde: Den syer vi da bare selv (om hvad som helst)). Entusiasme med sofapuder greb om sig. Syede så mange, at man ikke kan sidde i sofaen. Har til gengæld væsentlig fordel: Man sidder så langt ude på kanten, at man ikke falder i søvn i sofa! Stod hele MGP igennem og stemte ovenikøbet ?!!??! "Vi" vandt selvfølgelig. Tænkte på stakkels nordmænd - Grand Prix-sejr OG 17. maj! (godt jeg ikke bor i Oslo, selv om der nu også er herremange nordmænd i Danmark - Opdager det hvert år, når de går i optog ned af Torvegade (og jeg begynder at dugge i øjnene - ikke fordi jeg er norskofil, men mere, fordi jeg er begyndt at blive grådlabil. Hver gang, der er demonstrationer og optog, så fælder jeg en tåre - endnu et tegn på aldring!))
• Gensyn med tidligere veninde (jeg kom en halv time for sent, fordi ...???...fordi jeg havde bildt mig ind, at det var en halv time senere (endnu et tegn på aldring!)). Hyggeligt gensyn, men hun er lidt lissom det her tøj, man hiver frem af skabet og tænker: "Hei!! Super bluse! Hvorfor havde jeg lige glemt den? Indtil man så tager den af om aftenen og bare ved, hvorfor man havde glemt den. Hun gav, fordi hun ku' få procenter, og jeg klagede ikke. Det her erhvervspraktikstøtte er ikke ligefrem til "Sex in the city-liv"! Hvilket også gør, at jeg takker mig selv for, at have været så god for den danske betalingsbalance i mit tidligere liv, at jeg bare kan hive sko og tøj ud af skabet. Mine absolut favorites lige nu er: støvgrønne le coc sportive - sneakers (har opdaget de er blevet trendy igen (Kilde: Skumfidusen)). Til finere lejligheder mine sort-hvide great gatsby-pumps (slut på servicemeddelelse).
• Besøg på jobcenter (tidligere beskrevet, men absolut hyggeligt, at møde de andre erhvervspraktikanter!)
• Besøg hos Gammel-Moster. Le grand finale på en uforglemmelig uge! Vi spiste selvfølgelig gammeldags (og pimpede en flaske hvidvin!) efter, at vi først havde kørt afdød onkels pladesamling til genbrugspladepusher (tænk, at et hel livs samling af countrypop og opera kun giver 300,-!!!). Med hos Gammel-Moster var Skumfidusen (der plejede tømmermænd på sofaen - efter frokost og hyggesnak. (Må tage en snak om alkoholforbrug)). Med var ikke Lugtelakrids (han var på date! Må tage en snak om kvindeforbrug)

PS: Pudeprojekt er aldeles vellykket! Faldt heller ikke i søvn på sofa søndag! Nå - must dash. Skal fluffe puder og se pensio-program på tv. ("Küchenslacht" på ZDF. Hvis nogen skulle være interesseret.)

Susling hvisker: Nooomensaat - pliiing!

Ved ikke, hvor mange af jer, der har gået til afspænding på den holistiske måde? Men altså, når man ligger der på måtten og der bliver sagt: "Noomensaat - pliiing!" Så både nommer man og plinger man...Og er der ikke noget med, at man skal have sig et mantra....sådan et man siger, når man er kommer i total rødt felt og bare må ha' rrrrrooooo på...?

Er personligt p.t. hverken ramt af cancer, cyster, forhøjet blodtryk, truende diabetes 2 eller andet (men det kan jo komme!) og jeg har (gudsketakker og lov) nået den horrible alder af 45+ og jeg står stadig...Jeg er så selvfølgelig in-be-tween-jobs lige nu. Den slags kan jo ramme selvfølelsen - både på pengepungen og prestigeblæren...Men ikke her, doh! Nooomensaaat - pliiiing. Klarede "jobsamtale" på jobcenteret med bravour. "Du er jo højtuddannet, erfaren og så er du både præsentabel og kan snakke for dig selv," sagde jobkonsulentdame. Hvis hun også havde sagt:"Og så holder du dig jo fantastisk - for en af din alder,"
så havde jeg pandet hende én. Nooomensaat -pliiing! Til gengæld slap jeg for jobsøgningskursus....Noooomensaaat - pliiing! "Det kan du jo sagtens," sagde hun. Jep da - noooomensaaat - pliiing! Hvad havde du troet?

Har for øvrigt bemærket, at mænd kigger lidt rigeligt på mig for øjeblikket og naboerne er vildt venlige....Har jeg læbestift på tænderne? Eller en busser i næsen? Nomeeensaaat - pliiiing!

Har sagt nej til freelanceopgaver (de kedelige!) fordi jeg bare ikke orker mere ligegyldig tekst og flere interviews med mænd i jakkesæt og det kan godt sætte mig lidt i panik, sådan at sige nej - noooomeeeensaaaat - pliiiiiiiiiiiing! Til gengæld begynder jeg, at få mig en vision (eller ok, bare en idé) om, hvad jeg vil og det kan også sætte mig i panik....
noooooooooooooooooooooomeeeeeeeeeeeen - fucking - saaaaaat - pliiiiiiiiing!

Og også god fredag til jer! Noooooooooooooooooomeeeeeeeeeensaaaaaaat - pliiiiiiiiing!

PS: På det skema man skal udfylde, når man sidder der på tabernes holdeplads - nomeeensaat - pliing!, står der bl.a. : Angiv årsagen til, at du mener du er ledig. Øøøøhhh....???Jeg lugter? Jeg mangler mit højre ben? Ingen kan li' mig?

Ham ved siden af mig, der havde skrevet: Er tømrer/snedker/byggepladsleder/buschauffør og noget mere jeg ikke kan huske her i skrivende stund, skrev "Lavkonjuktur". Jeg skrev: Finanskrise og ansættelsesstop. Hvad fanden sku' jeg ellers ha' skrevet? "Er fed up med Virkelighedstratego, mænd i jakkesæt og grimme sko og hoveder der er barberet skallede, så vi ikke skal opdage, at de er skaldede???" Noooomensaaat - pliiing! (Mødte forøvrigt flere bekendte på det der center...en der havde været redaktør i rigtig, rigtig mange år og en der har været uafbrudt i arbejde siden midt '90'erne)....Crisis, what crisis??? Nomensaat - pliiing!

Susling om katte

Kan man ha' katte i en lejlighed? Det mener min svigermor ikke. I sin vanlige stil sagde hun:"Hvor er det altså synd med katte i en lejlighed." Hendes kommentar faldt, da jeg kom til at lufte, at vi (nogle af os) overvejer at få kat igen. Men er det virkelig synd? Er man en dyreplager?

Jeg har haft kat stort set siden jeg flyttede hjemmefra. Og jeg har altid kun boet i lejligheder. I de seneste to har der været altaner. Min første kat var en stor dejlig hankat, der var vant til at komme med mig rundt (det er ikke med løg på!). Dengang andre gik rundt med rotter på punkmåden havde jeg katten på skulderen. Det var måske dyreplageri - set i bakspejlet - men den var en super social kat. Den kunne lide andre mennesker og andre katte. Det var min første kat og jeg anede intet om katte og kattemanerer, så jeg gjorde bare tingene. Den elskede f.eks. at kravle op på min skulder, lægge sig godt tilrette og bore hele hovedet ind i mit hår. Hvis jeg havde sat håret op, tog den forsigtigt et tag i håret for at få det til at lægge sig omkring den (Jeg havde meget langt hår dengang). Den gad også sidde pænt i min cykelkurv og den gad gå i snor. Meget særlig, kærlig, stor og smækker hankat og jeg tror altså, at jeg er og var lydhør nok til, ikke at ville have gjort alle de her ting, hvis den havde vist det mindste tegn på ubehag. Siden fik jeg en forlovelseskat - det var efter min dumme første kæreste og jeg stoppede og My Guy flyttede ind med sin tandbørste og sin pladesamling. Han kunne rigtig godt li' katte og jeg havde længe synes, at det var synd for en indekat, at den ikke havde selskab. Så enter Forlovelseskatten. De to katte elskede hinanden fra dag 1. Det er 100% sandt og nok lidt specielt. Derfor blev Forlovelseskatten også dybt ulykkelig, da Socialkatten forsvandt. Det blev jeg også. Jeg ledte og ledte, men væk var den.

Fik så en ny lille kat - en halvt main coone. For to skal man være. Det var også i den periode, jeg blev kattemor. Der var så mange vildkatte, der hvor vi boede, at jeg begyndte at fodre dem. (Husejeren gjorde ikke noget ved problemet og jeg tænkte, at det da var bedre, at jeg så tog mig lidt af dem. Foreslog også på et tidspunkt en løsning med, at vi fik ryddet lidt ud i bestanden og så skulle jeg nok sørge for de få, der blev tilbage. (Det er nemlig sådan, at der altid vil flytte katte ind på et område, hvis der ikke er andre katte). Men udlejeren var ikke til at hugge og stikke i. Så jeg fortsatte bare med at fodre.

Det var også i den periode, at jeg oplevede den sjældne ære, at en kat kastede sin kærlighed på mig. Det var en vildkat (født og opvokset som vildkat), der godt kunne "se", at jeg nok var meget god at hænge ud med. Jeg tog den derfor til mig, så godt jeg nu kunne i det rottebefængte helvede af en baggård. Den fik lov til at komme op på køkkentrappen, hvor den overnattede. (Jeg kunne ikke have den indenfor. De to andre ville være gået i sultestrejke!) Her fik den et lille kuld killinger, som den lagde på min dørmåtte (det var en meget stor ære!). Killingerne gjorde jeg så tamme som muligt og afleverede til Kattens Værn, da de var store nok. De fik vist et rigtig godt hjem. Da vi flyttede sørgede jeg for, at min lille baggårdskat blev hentet og aflivet. Jeg kunne jo ikke tage hende med. Jeg fik også sat Kattens Værn på sagen, så der blev ryddet ud i resten.

Forlovelseskatten og den lille main coone havde jeg indtil de blev 16 og 17 år - i lejligheder. Da de ikke kunne mere, fik jeg efter noget tid Møgsøstrene. Det har været de nemmeste katte, jeg nogen sinde har haft. Bortset fra den gang jeg måtte have låsesmed og politi på, fordi den ene havde forvildet sig ind på naboens altan og ikke kunne finde tilbage (naboen var bortrejst). Siden blev det bare en vane lige at gøre opmærksom på, at der sad en kat på hans altan. Han kom også selv med katten, hvis vi ikke lige havde opdaget, at den var smuttet. Møgsøstrene har jeg lige måtte aflive med en måneds mellemrum, fordi de blev ramt af nyresvigt (tak fucking Whiskas - købaldrigdetlort.dk).

Og nu...Jamen nu er vi kattefri/katteløse (afhænger af, hvem du spørger i hustanden. Ungerne synes, det er underligt uden katte, My Guy synes, det er rart, jeg er sådan på den ene side og den anden). Men kattefri/katteløs er man jo ikke så længe, når folk får nys om det. Der er altid en kat eller killinger, der søger nye hjem! Så på hånden har vi nu: 2 små killinger, der er klar til at flytte hjemmefra i midten af juli og måske Gammelvenindes datters 10 måneder gamle killing. Boede jeg i hus og have ville jeg ikke betænke mig et sekund. Jeg ville tage dem alle plus det løse. Men det gør jeg jo ikke. Så hvad nu? Er det dyreplageri at have kat i en lejlighed? Skal vi sige tak, men nej tak?

Susling om 45 +tilstanden

Nåmen, hva' det nu hedder...hvor sjovt er det lige at blive 45+? Der sker jo ikke noget skælsættende. Noget der markerer, hvor voksen man så er blevet...skulle da lige være, at man nu for alvor er på vej mod det rigtige klimakterie! Men det er jo ikke sådan noget, der sker på dagen, vel. Man vågner, tjekker postkassen og så er der et brev fra Sundhedsstyrelsen, med beskeden: Tillykke, du er nu fyldt 45+ og har dermed ret til klimakterie.

Det er meget sjovere, at blive f.eks. 15, som min Lugtelakrids bliver. Han kan både blive medlem af fitnessworld og har ret til at arbejde (hvis han ellers kan finde et). Der er vist også noget med, at man nu må køre på knallert. Min Skumfidus bliver 18 også lige om lidt og hun traller dagligt: "Jeg bliver snart aaaattteeen!" "Så kan jeg få et dankort," siger hun f.eks. "Jamen, søde," svarer jeg. "Det er da bare det samme som et visa elektron." "Aij, er det?" siger hun. "Så er der da ikke noget ved det. Jeg troede, at et dankort var bedre, for så kan man trække over!" (Huuh, siger jeg og får røde bekymringsknopper i hovedet.) Som 18 årig kan hun også stemme. Det er da noget, der markerer en ny alder. Velkommen til demokratiet.

Men 45+! Det må da være verdens kedeligste alder. Eller måske er det 46, eller 47 eller 48?

PS. Og det er ikke en gang fedt (hvor oldet er det lige at bruge ordet fedt!?), når jeg hører kassedamen i baggrunden sige til de ventende i køen, mens jeg lige er henne og veje bananerne, som jeg har glemt at sætte prisen på (snakker vi begyndende demens her?!): "Øjeblik, jeg venter lige på den unge dame der." Nope, for de andre i køen begynder så at tale om, hvor gamle de er. Sådan mellem 80 og skindøde! (og det er så her, jeg skal komme med en kommentar til dem om, hvor godt de dog holder sig. Men den leg gider jeg ikke lege. Siger det bare.)

Susling - en ægte nytaberdame

Nu når vi har systemer, er det jo meget godt, at sådan nogle virker. Jeg mener, der bliver jo både brugt tid og penge og planlægning og bureaukrati på den slags. Jeg tænker her f.eks. på Politireformen, men kunne også være Retsreformen eller Sygehusreformen eller Skattereformen. Hu hej, hvor det går over stok og sten i vores nye liberale samfund, som Anders F. i følge et interview i dagens aviser er så stolt af, at han har skabt. Et godt systemskifte kalder han det.

Tja, jo...måske. Man tør jo næsten ikke at pippe op om, at man ikke nødvendigvis er heeelt enig i al ting, så bliver man jo bare stemplet som socialistisk ballademager. Og det kan sådan en pæn dame som mig altså ikke ha'. Jeg vil ikke stemples. Men det bliver man jo så alligevel - på den ene måde eller den anden. F.eks. er jeg nu officielt ledig og jeg er dermed indkaldt til jobsamtale (det kalder de det - wolla!) på vores lokale jobcenter. Det må man jo tage hatten af for. Lige netop det system virker - upåklageligt. Jeg møder selvfølgelig pænt op - er jo en pæn dame og jeg skriver også alt det ned jeg skal - på tro og på love og al ting - nu hvor jeg er en officiel taber, der skal indrulleres i taberhæren. De skal bestemt ikke høre noget vrøvl fra mig. Dét eneste jeg måske nok vil pippe en anelse op over er, hvis de vil sende mig på jobsøgningskursus! Hvad fanden tror de, jeg sidder og laver? Og har lavet indtil nu? Jobsøgning selvfølgelig! Hvis det sker, så tror jeg altså, at de ligeså godt kan putte mig ned i matchgruppe 5.

Susling nu 45 +

Jeg overlevede! Jeg er nu officielt 45...Fra nu af er det bare om at løfte op i barmen og rulle derudaf...Skal så lige finde den rette attitude. F.eks.er det vel ved at være de tider, hvor man skal være selvretfærdig bedsteborgerdame, der altid støtter op om og kræver:

• den hellige ejendomsret
• mere politi i gaden
• nattero (blev der sagt)
• fortrinsret på fortovet (og alle andre steder i øvrigt)
• statsstøtte til botox og andre kosmetiske fixfaxerier (selvfølgelig foretaget på min udvidede Thailandsrejse)
• udvidelse af aldergrænsen for ældrechecks
• retten til at kalde alle unge autonome (eller medlemmer af bander)
• retten til at kommentere på alt, hvad der foregår alle andre steder (også selv om jeg kun har læst om det i BT)
• retten til at vide "bedst" om alt, fordi jeg er blevet ældre og dermed er ret klog på alt (også det jeg ikke ved noget om!)
• kongehuset (fordi de jo er mageløse turistmagnetter og desuden leverer materiale til blade som Se&Hør og BilledBladet og på den måde er en form for indirekte statstøtte til disse blade)
• retten til at falde i søvn til Barnaby! (Lykkedes mig denne gang at vågne op til den del, hvor morderen bliver afsløret! Normalt er det omvendt, så jeg aldrig finder ud af, hvem morderen er. Denne gang missede jeg så, hvem der blev myrdet). Og forøvrigt skal vi da have meget mere Barnaby...vil vil have endnu flere genudsendelser...vi vil have en hel Barnaby-kanal: TV2 Barnaby. Det er da det, vi skal have!
  
• betalt rengøringshjælp til alle over 45 eller som minimum en au pair pige - helst så underkuet som mulig (fordi jeg fandme har gjort nok rent i mit liv)
• retten til altid at afbryde og fortælle om, hvordan alting var meget værre, da jeg var ung! Lige fra fødsler til SU. Og alle generationer efter mig er nogle forkælede børn...det ved vi jo de er!
  
• retten til at lukke øjnene for regeringens spin og i stedet bælle hvidvin på min terrasse (Som jeg forøvrigt også kræver ret til at få - altså terrassen - med statstøtte selvfølgelig!)

Jarmen, haaar vi det ikke skøøønt! Og så længe der er is nok til min Campari, så kan den globale opvarmning og den ulmende utilfredshed pakke sig...(hvis nu bare jeg havde en ligusterhæk! Sådan en kræver jeg også ret til - med statsstøtte!)

Susling sukker henført

Altså....den her kærlighed, ikk'...når man har den, er det bare så..... Når man får helt ondt i kroppen af længsel (og det selv om man har været sammen længere, end man gider huske...og ens elskede minder en om, at det man snakker om, var for 20 år siden!!!!!?????). Når man kan slå ud med armene og sige: Ok bliver du fyret, så klarer vi det nok. Det har vi gjort før. Det gør vi jo altid. Når han er i gang med at planlægge ens fødselsdagsmiddag...bare fordi og man er ved at krepere af glæde, fordi man egentlig ikke forventer sig så meget....Når man ville ønske, at man kunne give formlen for det her videre til andre, som bare i stedet bliver skilt og det er altså trist. Så er man bare så forbandet heldig! Jeg er forbandet heldig - og jeg ved det godt...

Kudos til det her par! De har klaret det endnu længere og meget på trods...



(Hvad sker der lige? Jeg svømmer over af blød varme og kærlighed...Stoooop...:-) )

Susling går fra gråt til blåt

Ok...i dag er der så tre - 3 - dage til jeg bliver 45. Har via talblindhed fået en hel dag foræret. Og det er jo sådan set meget godt. 45! Så er man da noget. Ved så ikke lige hvad p.t. For det hersens erhvervspraktik som folkepensionist har gjort det tydeligt for mig, at det skal jeg altså ikke være...ikke lige nu i hvertfald. Men hvad så? Sædinseminør? Aij..Det kan bestemt gøre nogle lykkelige! Man skal ikke kimse af folks valg af erhverv. Nogle malker orner og gør grise gravide, andre vælger at være statsminister...

Og hvad skal jeg så være, når jeg bliver stor? Keine Ahnung! Og det er jo det, der er hele misæren. Lige nu synes jeg, at jeg er ved at lave en omvendt teenager. Jeg er helt blank på, hvad jeg fremover skal beskæftige mig med. Mig som før i tiden storkede afsted, mens andre tog en tænker. Mig, der var den fortravlede småbørnsmor med fuldtidsjob og efteruddannelse - alle 3 ting på én gang. Mig som var fuld af energi og entusiasme. Mig, der var fræk og skaffede mig jobs, da arbejdsløsheden var på sit højeste. Mig, som vidste, hvad jeg ville, allerede fra jeg var ni år.

Hvem var hun? Hende den travle. Hende, der cyklede hæsblæsende gennem byen for at hente sine børn - altid for sent - altid som den sidste (og mit hjerte græd!). Hvem var hun, hende, der sørgede for, at der altid var rytteligt, ungerne rene og veltilpasse og som hver aften faldt i søvn med hovedet ned i en stor bunke vasketøj.

Hvem var hun, hende, der altid troede på, at det hele nok sku' blive bedre..."I morgen, hvis bare lige vi gør sådan og sådan...". Jeg kan næsten ikke kende hende. Hun føles som min lillesøster og broen fra hende til mig er lang og vakkelvorn. Alt for mange brædder er knækket. Nogle steder er snorene næsten slidt over.

Sagt på almindelig flat dansk, så har jeg mistet alle mine illusioner. Min kampgejst, min tro på, at man kan ændre ting. Kan man jo ikke...Man kan kun være i nuet og nu skal jeg finde ud af, hvad jeg hælder i det nu...men fanden heller om jeg vil være sædinseminør... !!!

Susling ser gråt

Det er altid bedre at se rødt fremfor gråt. Ser man rødt har man i det mindste noget energigivende adrenalin. Ikke at det er fedt at flejne. Det er jo kontroltab. Men det er det jo i princippet også, når man ser gråt. Når man gør det - altså ser gråt - så er det ikke en gang sjovt, det man bør synes, er sjovt. Som f.eks. vores Justits-Brian, der står der med sin stramme overlæbe og sine 1940'er sygekassebriller og forsikrer os om, at politireformen kører som den skal. "Oh, søde Brian, de der briller fylder mig med tiltro! (og nej, du er slet ikke forklædt som voksen)."

Eller hvad med min eskapade i byens boghandel! Jeg går tillidsfuldt hen til en fyr, der tydeligt er boghandler. Han har slipover på, skjorte, butterfly,garbadinebukser med læg, tilbagestrøget hår og sygekassebriller - alt i 1940'er stil.

Mig: "Har I Kurt Vonnegut? Jeg kan ikke se ham på hylderne." (for uindviede er Kurt Vonnegut en amerikansk forfatter, der har skrevet adskillige klassikere. Mest kendt er nok: Slagtehal (hus?) 5, om bombningen af Dresden (II.war)

Boghandler, ser mistænksomt på mig gennem sygekassebrillerne: "Gider du stave det?"

Mig: "Øh, ja, Kurt som i Kurt og så V-o..."

Boghandler: "W?"

Mig: "Nej, V.."

Boghandler: "Altså V og ikke W!"

Mig: "Øh...han er altså en kendt forfatter..."

Boghandler (klikker irriteret rundt i deres søgesystem): "Jeg kan se, han kun fås som læse-let bog til folkeskolen..."

Mig: "Jamen, der burde da findes flere versioner..."

Vi bliver afbrudt af aldrende boghandler-kollega: "Undskyld, men han er altså kun 30 år gammel...!!!"

Mig i tankerne: "Ok, hvorfor fanden har han så klædt sig ud som boghandler, hvis han ikke kan sit repetoire??"

Se den slags burde jeg jo synes var skidesjovt. Jeg burde hulke af grin over nogle fjolser, der tror, at det er godt nok at klæde sig ud som voksen. Jeg burde frydes over de indforståede blikke vi fra generation x sender til hinanden, når generation y og generation mig og dig selv tror det kører for dem...Men det kan man jo ikke, når man ser gråt...Så tænker man: "Ok, den paradigmebølge er jeg ikke lige med på...". Og så fatter man bare sit gangstativ og humper videre. Mod hvad er jeg så ikke helt klar på lige nu. Men har set, at man kan få tilskud til at komme i voksenlære som sædinseminør!??!!

PS. Har måtte aflive kat nr. 2 og det er trist. Får det ene afslag efter det andet i min mailbox og fylder 45 om 3 - tre - dage! Trist, trist, trist og nu regner det fandeme igen. Jeg har jo lige ordnet fødder!

Susling summer

Han kom godt hjem - ham min Lugtelakrids - men han havde vist fået lidt under vesten. I hvertfald tog det ham ret laaaaaaang tid at komme op af trappen, fra han ringede på og til han stod på reposen foran døren. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt (jeg sanktionerer ikke væg til væg-druk, men det er altså lidt skægt, når ens unger ta'r fat på nye livsafsnit (og så fuld var han heller ikke)!)

Dagen efter kunne han - og min Skumfidus - så pleje deres teenagetræthed (!) til min brors fødselsdagsbrunch. Det væltede rundt med børn i alle størrelse, men da jeg kærligt puttede mine to på et tæppe i solen lidt afsides fra de andre, så kunne jeg godt mærke, at jeg er i gang med et nyt livsafsnit...Hmm og så har jeg en gammel veninde, der kun er 1 år ældre end mig, som skal være mormor...Det er altså lidt skørt. Jeg kan huske, da hun lå inde i sin mors mave (hende, der skal have en baby) og nu har hun selv en baby i maven.

Himmel, kan mærke årskortet til Operaen rykke nærmere...!

Susling overgiver depechen

Det er 1. maj! I gamle dage (da jeg var barn og var en del af en socialkammeratisk arbejderfamilie) var det en stor festdag. Godt nok hang jeg senere mest ud hos anarkisterne, drak pilsnere og hørte på punkrock...men kammeratlig fest det var det da...Gider jeg så ikke mere. Men mit hjerte svumler af stolthed, når begge mine unger drager afsted mod Fælledparken.
Lugtelakridsen synes så lige, at det vil være helt rigtig med en sådan 7-8-9 øl!!!!!???? Synes jeg absolut ikke, og følgende dialog udspiller sig.

Bekymret mor: Æh..har du drukket øl før?
Lugtelakridsen: Ja, da, hvad regner du mig for?
Bekymret mor: ?????????????!!!!!!!!!!!! Æh...kan du så mærke, hvis det bliver lidt for meget? (tænker jo på vold, og oprør og plantagebrand og så'n noget og nå ja...også drikkekultur og hvem skal samle ham op, hvis nu!)
Lugtelakridsen med himmelvendte øjne: Moaar altså! Jeg har styr på det...
Bekymret mor med pivestemme: Kan du ikke bare nøjes med en enkelt øl eller to?
Lugtelakridsen: Moaar, jeg har styr på det!

Og her stopper dialogen. Kan jo lissom ikke skygge ungen. Må bare ha' tillid til, at det ikke bliver 7-8-9 øl, men bare er udtryk for noget drengeligt/mandligt overmod i øjeblikket. Og bortset fra det er det jo altid dejligt, at se traditioner blive ført videre (altså ik' det med øllen). Min gamle morfars socialkammeratiske hjerte ville have svulmet...altså over det med 1. maj...

Susling spørger...

Hm...gider mænd sex mere end kvinder? Gider vi kun sex i starten af et forhold og efterhånden som årene pøser på, så gider vi mere sko og børn og den slags? Eller er vi måske i virkeligheden for blufærdige til overhovedet snakke om det...At snakke om det, føles måske lidt sådan slutty-agtigt, med mindre det er i en professionel sammenhæng som f.eks. Joan Ørting (Bemærk, at hun heller ikke snakker om sig selv og sin lyst (ikke hvad jeg ved af, i hverfald), men mere holder en professionel distance).

Selv voksede jeg op i de frigjorte 1970'erne med Elle bælle bolle-bogen og fritdinglende babser, hvor man end så hen...Som teenager var jeg i en basis-gruppe med nogle veninder (lyder corny i dag, men det var altså ret trendyt på det tidspunkt.), hvor Frække-Bettina fik os andre til at tabe kæben (og mandler og polypper), når hun foldede sig ud. Der var også "Kvinde kend din krop", hvor man kunne læse sig til, at: "dæ nårmalt...alt hvæd du føøøler er nårmalt..!" Jeg hørte/og hører heller ikke til den fraktion, der syntes/synes, at mandekroppen var/er grim (kan den jo så være, men det er jo heller ikke sådan, at der ikke også render et par ret uskønne kvinder rundt.)

Men hvad er svaret så? Er det, fordi vi ikke gider? Slet og ret. Er det fordi, 1990'ernes nypuritanisme gik af med sejren? Er det fordi rigtig mange mænd bare ikke er gode nok? Er det, fordi vi følger et oldgammelt mønster, hvor vi først lokker manden til os, og når vi så har ham i saksen, så gider vi sgu ikke mere? Eller er det, fordi vi ikke tør vedkende os vores lyster?

Ja, jeg spørger bare...