kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

18.5.09

Susling topper på oplevelseskurven

Ok, ser åbenbart ud til, at den her erhvervspraktik som pensionist er blevet forlænget - på ubestemt tid. De må jo mene, at jeg er god til det.
Jamen, jeg mener, når forrige uges absolutte højdepunkter har været:
  • Tur til Ikea. Kom hjem med salatslynge (absolut nødvendigt, hvis man skal være med på bølgen). Bøjeligt skærebræt (to-pak) (Hvorfor må du ikke spørge mig om. De stod der. Jeg tog dem. End of story) og den egentlige mission: Stof til sofapuder.
  • Syning af sofapuder. Brugte halvdelen af lørdagen på projektet (normalt ikke noget jeg går vildt op i! Heller ikke syning, men efter min succes med Ku Klux Klan-hætten har jeg fået blod på tanden - sådan syningsmæssigt. Jeg er faktisk tæt på at blive overmodig og kan f.eks. udbryde: Den syer vi da bare selv (om hvad som helst)). Entusiasme med sofapuder greb om sig. Syede så mange, at man ikke kan sidde i sofaen. Har til gengæld væsentlig fordel: Man sidder så langt ude på kanten, at man ikke falder i søvn i sofa! Stod hele MGP igennem og stemte ovenikøbet ?!!??! "Vi" vandt selvfølgelig. Tænkte på stakkels nordmænd - Grand Prix-sejr OG 17. maj! (godt jeg ikke bor i Oslo, selv om der nu også er herremange nordmænd i Danmark - Opdager det hvert år, når de går i optog ned af Torvegade (og jeg begynder at dugge i øjnene - ikke fordi jeg er norskofil, men mere, fordi jeg er begyndt at blive grådlabil. Hver gang, der er demonstrationer og optog, så fælder jeg en tåre - endnu et tegn på aldring!))
  • Gensyn med tidligere veninde (jeg kom en halv time for sent, fordi ...???...fordi jeg havde bildt mig ind, at det var en halv time senere (endnu et tegn på aldring!)). Hyggeligt gensyn, men hun er lidt lissom det her tøj, man hiver frem af skabet og tænker: "Hei!! Super bluse! Hvorfor havde jeg lige glemt den? Indtil man så tager den af om aftenen og bare ved, hvorfor man havde glemt den. Hun gav, fordi hun ku' få procenter, og jeg klagede ikke. Det her erhvervspraktikstøtte er ikke ligefrem til "Sex in the city-liv"! Hvilket også gør, at jeg takker mig selv for, at have været så god for den danske betalingsbalance i mit tidligere liv, at jeg bare kan hive sko og tøj ud af skabet. Mine absolut favorites lige nu er: støvgrønne le coc sportive - sneakers (har opdaget de er blevet trendy igen (Kilde: Skumfidusen)). Til finere lejligheder mine sort-hvide great gatsby-pumps (slut på servicemeddelelse).
  • Besøg på jobcenter (tidligere beskrevet, men absolut hyggeligt, at møde de andre erhvervspraktikanter!)
  • Besøg hos Gammel-Moster. Le grand finale på en uforglemmelig uge! Vi spiste selvfølgelig gammeldags (og pimpede en flaske hvidvin!) efter, at vi først havde kørt afdød onkels pladesamling til genbrugspladepusher (tænk, at et hel livs samling af countrypop og opera kun giver 300,-!!!). Med hos Gammel-Moster var Skumfidusen (der plejede tømmermænd på sofaen - efter frokost og hyggesnak. (Må tage en snak om alkoholforbrug)). Med var ikke Lugtelakrids (han var på date! Må tage en snak om kvindeforbrug)
PS: Pudeprojekt er aldeles vellykket! Faldt heller ikke i søvn på sofa søndag! Nå - must dash. Skal fluffe puder og se pensio-program på tv. ("Küchenslacht" på ZDF. Hvis nogen skulle være interesseret.)

Etiketter:

3 Comments:

At 18/5/09 19:27, Blogger @ said...

Ha, det er i orden at kalde det 'erhvervspraktik' - den betegnelse kunne jeg godt komme til at kopiere i mit daglige arbejde ;o)
Tak fordi jeg måtte kigge med - jeg kigger nok forbi igen!
/LoGD

 
At 19/5/09 10:48, Blogger flinkonellas på vej ud af flinkeskolen said...

Susling, det er bare en tanke, hvad med at søge job i ældresagen??? KNUS

 
At 19/5/09 11:18, Blogger susling said...

@ liv og glade dage. Velkommen og du er også meget velkommen til at kopiere min "betegnelse" i dit daglige arbejde. Men advarsel: Betegnelse kræver en vis portion humor. Nok ikke så smart til folk, der er nedbøjede over arbejdsmarkedet og på vej til at gå fra hus og hjem.(Her på matriklen holder vi (jeg) fanen højt. Alternativet ville være at ligge i fosterstilling under dynen - så'n i store træk.)

@Flinkonellas. Er du da rådden, mand. Jeg skal ikke arbejde i den aldersfascistorganisation (Har for øvrigt lavet noget for dem på et tidspunkt. Det var galematias.)

 

Send en kommentar

<< Home