Susling: Derfor er Triers "Idioterne" en genial film

I går begyndte jeg at græde, fuldstændig umotiveret. Jeg hulkede, hiksede og harkede (tror det var et alvorligt tilfælde af skulle-burde-kunne (kan ikke)-syndromet). Den bedste kur for det (i følge min bog) er et realitets -check - som i en god snak med én jeg stoler på.

Jeg ringede derfor til en jeg stoler på og hulkede, hiksede og harkede løs, mens hun medfølende kom med kommentarer de rigtige steder og også godt indspark til, hvad jeg måske kunne gøre. Da jeg havde hulket, hikset og harket færdig...kunne jeg godt se, at det nok var en meget god idé at spørge hende om, hvordan hun gik og havde det...Det gjorde jeg så:

Mig: "Hvordan går du og har det?"

Hun: "Vi er ved at blive skilt og han kan ikke ha' det, så han er begyndt at blive meget voldelig!"

Mig:" Mrfff...Æh, er der noget, jeg kan gøre?"

Hun:" Det ville være dejligt, hvis du ville holde en dør åben, hvis han bliver så vild, at vi ikke tør være her."

Mig: !!!????####%&R%UUY%%¤&&E

Og selvfølgelig vil jeg da det. Men jeg sad klart tilbage med en dårlig smag i munden af total-selvoptaget-idiothed!

PS. Triers "Idioterne" har præcis dén pointe! Vi andre savler rundt af selvmedlidenhed og i blandt os, så sidder der nogle med virkelig smerter og virkelige problemer. Siger der bare!