kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

20.5.09

Susling om stress

Når man én gang for meget har prøvet at ligge på toilettet og kaste op af stress, ligge søvnløs om natten og prøve at få kabaler til at gå op, glemme, hvad man havde gang i og i det hele taget føle sig fuldstændig forkert. Når man én gang for meget render rundt med en krop, der er konstant spændt som en fjeder og mad, der vokser i munden på en, så man ikke kan få en bid ned (men man stadig kaster op), så må der altså stikkes en prop ind et sted. (Også selv om det er en forrygende slankekur).

Jeg har prøvet det og det er helt ad helvede til. Faktisk tror jeg, at jeg har udviklet en form for allergi mod stress. Der skal mindre og mindre til, før jeg reagerer. Min mavehjerne siger: Nej! med det samme. Desværre kan man ikke altid effektuere sit nej i samme øjeblik, man erkender det. Man bliver bare nødt til at traske videre, fordi - fordi så meget skal hænge sammen. Sidst jeg var ude for det, brød jeg til sidst hulkende sammen og så blev jeg fyret. (De fyrede så også lige et bundt andre og døden skal jo have en årsag!)

Gør det mig til en taber? Det synes jeg ikke selv. Tværtimod er jeg en meget stærk person, der har klaret mere end de fleste. F.eks. har jeg klaret mig selv siden jeg var 13 - med en psykotisk mor og en lillebror på kun seks. Jeg har set min far tæve min mor og set ham vælte drukken rundt på gaden. Jeg har klaret deres skilsmisse, hans afvisninger og min mors manier - "Nej, mor, der sidder ikke en djævel i gyngestolen." "Nej, mor, det er en dårlig idé, at stikke en kniv i sig selv."

Senere tog jeg studentereksamen og læste på universitetet uden anden støtte end den Staten giver. Jeg har sultet, jeg har frosset, men jeg holdt fast.

Jeg har klaret arbejdsløshed, ægteskabelige kriser, presset ved at være selvstændig, økonomiske nedture, mine forældres alt for tidlige død. Og imens opdragede jeg mine unger, klarede erhvervslivets pres i en ret hård branche og holdt fast i mit ægteskab.

Og nu? Nu er jeg sgu lidt træt! Træt af at være overbærende, forstående, tolerant. Træt af han-aber, der spiller virkelighedsstratego og kvinder, der sylter sig ihjel, hvis ikke lige de holder på facaden, for at klare sig i det der virkelighedsstratego, som åbenbart er kotume i mange brancher.

Kan I da for fillan ikke tage og slappe lidt af?! Man kan sagtens være effektiv og tjene penge uden at det hele skal være sådan et forpulet spil! Det spil skaber f.eks. sådan nogle som Stein Bagger. Han kunne kun gøre, det han gjorde, fordi "I" lod ham gøre det. Pga. grådighed og virkelighedsstratego. Ja, jeg siger det bare!

Nå, men nu ved jeg faktisk ikke helt, hvad mit næste skridt skal være. For havner jeg i det samme igen, så kaster jeg ikke pænt-pige-op-i-toilettet, men et helt andet sted...

Etiketter:

1 Comments:

At 20/5/09 23:41, Blogger flinkonellas på vej ud af flinkeskolen said...

ja gu´fanden er du stærk!!!! Jeg siger det bare.

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home