kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

27.5.09

Suslings sande jeg?

I kender det sikkert: Man vil helst vise sig fra sin pæneste side. Gemme dét væk man er mindre stolt af - altså personlighedsmæssigt. Som min Hippie-mande-ven sagde:"Jeg vil jo helst fremstå som et tolerant og rummeligt menneske!" Selvfølgelig! Det man vil være er jo: God, klog, dygtig, i kontrol osv. osv. Og så passer det ikke lige ind med f.eks. jalousi, aggression, vrede, kaos osv. osv. Eller utilstrækkelighedsfølelse, klodsethed, manglende rygrad (rygning, motion) osv. osv.

Til at bekæmpe den slags ikke så pæne sider er det dødeffektivt med fortrængninger. "Lalalalalalala" råber man bare med fingrene godt proppet ind i ørerne. Men det kommer jo ud alligevel. Et eller andet sted. Personligt er jeg af den overbevisning, at en kvindes taske i høj grad afspejler hendes personlighed og indholdet i tasken et billede på hendes aktuelle sindstilstand. F.eks er jeg ikke lige den, der bare må ha' en lille Chanel clutcher. Jeg har mere sådan en blød poseformet lædertaske. Og indholdet varierer afhængigt af, hvor jeg er i livet. På et tidspunkt rendte jeg f.eks. konstant rundt med plastiklegepistoler, kapsler og sten (Hvad ungerne lige sådan synes jeg skulle holde for dem). (Jeg ved godt jeg har skrevet om det før, men det er jo et uudtømmeligt emne.)

Nå, men som den symbolanalytiker jeg er, kan jeg godt blive lidt bekymret for mig selv, når jeg ser på, hvad der ligger i tasken p.t.:
  • Boner selvfølgelig - usorterede og sammenkrøllede (jeg lærer bare aldrig at være bogholder - har simpelthen en gendefekt).
  • Kæmpestor rød pung fyldt med diverse kort - kan desværre huske koden til de fleste (og nogle af dem er forbudt land) plus kørekort (as if) og sygesikringskort (tidligere både mit og ungernes, men de er jo blevet så store, så det har de selv nu) og flere boner fra de perioder, jeg prøver at holde styr på - ja, hvad???
  • Nicoretteinhalatorer (3 stks) og patroner (7 pakker) (ku' jo være ånden kom over mig igen)
  • 3 defekte ligthere
  • En æske tændstikker - model husholdning og stort set kun fyldt af afbrændere
  • Handsker/røde - man må jo være beredt!
  • Taskeparaply/sort og hvidstribet - man må jo være beredt!
  • Vintageelastikdims med kroge til at holde ting fast med i cykelkurven - venligst doneret af Gammel-Moster, der var bekymret over, at jeg bare kørte rundt med ting i min cykelkurv - Uden noget...
  • Cigaretter - Orange Kinks
  • Nøgler - cykel, hus, bil (as if)
  • Mobiltelefon - pink model Teenage-diskosmart, der lyser blåt, når den ringer og helt af sig selv modtager beskeder fra Diskotek Luxx i Odense
  • Strebsiler (sagde jeg var klar til alt)
  • Allergipiller (musthave p.t.)
  • Lille turkis og guldmønstret indisk pung med håndcreme og 8 hour cream
  • Duftprøver - en af dem ret ulækker: Miss Dior. Alt, alt for sød og gammeldamepudderagtig til mig. Men det er vist trenden p.t. og parfumeprøvedame insisterede. Faktisk sprøjtede hun mig til, så jeg var ved at blive kvalt (Super salgstrick!)
  • Hårelastik i guld
  • Læsebriller/turkis - + 1
  • Lottokupon fra den uge man ku' vinde 72 mille. Gider normalt ikke, men tænkte Gud nok var enig med mig i, at der godt kunne falde lidt af. Behøvede ikke at være det hele. Bare lidt. Men næh...Gud var mere med dem på Vesterbro, Valby og Skibby (tror jeg nok). Gid de må kløjs i alle pengene. Er helt sikkert sådan nogen, der bare lige investerer i en helt ny mælkekasse til knallerten og en ny campingsvogn plus matchende nylontracksuits. Havde det været mig, du...Så sku' du se rigmandsstil!
  • Kvittering på afsendt pakke -krøllet
  • Pjece fra jobcenteret - total krøllet og har faktisk ledt efter den
  • Et uafsent brev - krøllet. Må hellere lige poste det!
Tak til Marie for inspiration og for, at have fået mig til at rydde op i min taske. Resten er straks lidt sværere...

Etiketter: