Susling om katte

Kan man ha' katte i en lejlighed? Det mener min svigermor ikke. I sin vanlige stil sagde hun:"Hvor er det altså synd med katte i en lejlighed." Hendes kommentar faldt, da jeg kom til at lufte, at vi (nogle af os) overvejer at få kat igen. Men er det virkelig synd? Er man en dyreplager?

Jeg har haft kat stort set siden jeg flyttede hjemmefra. Og jeg har altid kun boet i lejligheder. I de seneste to har der været altaner. Min første kat var en stor dejlig hankat, der var vant til at komme med mig rundt (det er ikke med løg på!). Dengang andre gik rundt med rotter på punkmåden havde jeg katten på skulderen. Det var måske dyreplageri - set i bakspejlet - men den var en super social kat. Den kunne lide andre mennesker og andre katte. Det var min første kat og jeg anede intet om katte og kattemanerer, så jeg gjorde bare tingene. Den elskede f.eks. at kravle op på min skulder, lægge sig godt tilrette og bore hele hovedet ind i mit hår. Hvis jeg havde sat håret op, tog den forsigtigt et tag i håret for at få det til at lægge sig omkring den (Jeg havde meget langt hår dengang). Den gad også sidde pænt i min cykelkurv og den gad gå i snor. Meget særlig, kærlig, stor og smækker hankat og jeg tror altså, at jeg er og var lydhør nok til, ikke at ville have gjort alle de her ting, hvis den havde vist det mindste tegn på ubehag. Siden fik jeg en forlovelseskat - det var efter min dumme første kæreste og jeg stoppede og My Guy flyttede ind med sin tandbørste og sin pladesamling. Han kunne rigtig godt li' katte og jeg havde længe synes, at det var synd for en indekat, at den ikke havde selskab. Så enter Forlovelseskatten. De to katte elskede hinanden fra dag 1. Det er 100% sandt og nok lidt specielt. Derfor blev Forlovelseskatten også dybt ulykkelig, da Socialkatten forsvandt. Det blev jeg også. Jeg ledte og ledte, men væk var den.

Fik så en ny lille kat - en halvt main coone. For to skal man være. Det var også i den periode, jeg blev kattemor. Der var så mange vildkatte, der hvor vi boede, at jeg begyndte at fodre dem. (Husejeren gjorde ikke noget ved problemet og jeg tænkte, at det da var bedre, at jeg så tog mig lidt af dem. Foreslog også på et tidspunkt en løsning med, at vi fik ryddet lidt ud i bestanden og så skulle jeg nok sørge for de få, der blev tilbage. (Det er nemlig sådan, at der altid vil flytte katte ind på et område, hvis der ikke er andre katte). Men udlejeren var ikke til at hugge og stikke i. Så jeg fortsatte bare med at fodre.

Det var også i den periode, at jeg oplevede den sjældne ære, at en kat kastede sin kærlighed på mig. Det var en vildkat (født og opvokset som vildkat), der godt kunne "se", at jeg nok var meget god at hænge ud med. Jeg tog den derfor til mig, så godt jeg nu kunne i det rottebefængte helvede af en baggård. Den fik lov til at komme op på køkkentrappen, hvor den overnattede. (Jeg kunne ikke have den indenfor. De to andre ville være gået i sultestrejke!) Her fik den et lille kuld killinger, som den lagde på min dørmåtte (det var en meget stor ære!). Killingerne gjorde jeg så tamme som muligt og afleverede til Kattens Værn, da de var store nok. De fik vist et rigtig godt hjem. Da vi flyttede sørgede jeg for, at min lille baggårdskat blev hentet og aflivet. Jeg kunne jo ikke tage hende med. Jeg fik også sat Kattens Værn på sagen, så der blev ryddet ud i resten.

Forlovelseskatten og den lille main coone havde jeg indtil de blev 16 og 17 år - i lejligheder. Da de ikke kunne mere, fik jeg efter noget tid Møgsøstrene. Det har været de nemmeste katte, jeg nogen sinde har haft. Bortset fra den gang jeg måtte have låsesmed og politi på, fordi den ene havde forvildet sig ind på naboens altan og ikke kunne finde tilbage (naboen var bortrejst). Siden blev det bare en vane lige at gøre opmærksom på, at der sad en kat på hans altan. Han kom også selv med katten, hvis vi ikke lige havde opdaget, at den var smuttet. Møgsøstrene har jeg lige måtte aflive med en måneds mellemrum, fordi de blev ramt af nyresvigt (tak fucking Whiskas - købaldrigdetlort.dk).

Og nu...Jamen nu er vi kattefri/katteløse (afhænger af, hvem du spørger i hustanden. Ungerne synes, det er underligt uden katte, My Guy synes, det er rart, jeg er sådan på den ene side og den anden). Men kattefri/katteløs er man jo ikke så længe, når folk får nys om det. Der er altid en kat eller killinger, der søger nye hjem! Så på hånden har vi nu: 2 små killinger, der er klar til at flytte hjemmefra i midten af juli og måske Gammelvenindes datters 10 måneder gamle killing. Boede jeg i hus og have ville jeg ikke betænke mig et sekund. Jeg ville tage dem alle plus det løse. Men det gør jeg jo ikke. Så hvad nu? Er det dyreplageri at have kat i en lejlighed? Skal vi sige tak, men nej tak?