Susling om drømmemand, ønskebørn og alt det andet vi har ret til

Jeg sad og spiste morgenmad i morges sammen med en ret interessant diskussion på TV2News. Kvinder i '30erne er åbenbart begyndt at få kunstig befrugtning i stor stil, fordi de ikke har fundet drømmemanden, men mener, at det at få børn er en menneskeret.

Jeg fik ikke kaffen galt i halsen, for det har jo været tydeligt længe, at det er den vej, det bærer. Det er jo ikke for ingenting, at "Sex and the City", har været så populær, vel! Har man bare sine veninder, sine Manoloer, sine egne bankkonti og som Gammel-Moster siger: "En dildo og sådan en metaldims til at åbne genstridige låg med!" Jamen, hvad skal man så med en mand?

Forklaringen på, hvorfor kvinder valgte som de gjorde (i følge kunstig inseminator-læge, der vel har kroner i klemme), var, at dagens mænd ikke levede op til kvindernes forventninger. De var simpelthen ikke lige så godt uddannede, som kvinderne. - OG DEN LADER VI SÅ LIGE STÅ ET ØJEBLIK!

Men lad mig starte med, at være hård og brutal: Samfundet skal ikke betale til, at sunde raske kvinder skal hjælpes kunstigt, bare fordi de ikke har fundet den rigtige. Børn er ikke en designerhåndtaske og der står forøvrigt rigtig mange rigtig syge på ventelister til alt muligt andet.

Og når det så er sagt:

• Var jeg i 30'erne ville jeg også synes, at det var svært. For de er altså ikke sjove, de her fyre i 30'erne. Ved ikke om det er både mor og den kvindelige pædagog i børnehaven, der har tisset på deres sukkermad? For noget er galt! De har gang i et eller andet oprør, der ikke er sundt. Var jeg i den alder, så gik jeg nok efter mænd i 20'erne eller 40'erne.
• Men drømmemand? Findes han? En Mr. Darcy, der redder det hele og bliver ved med at bære en på hænder og fødder? Ai...Uanset hvad, så står du der med hans sure sokker og underbukser og alle hans svagheder på et eller andet tidspunkt. Kunsten er vel at kunne grine sammen og i øvrigt indrømme, at man da heller ikke selv er så drømmeagtig
• Sidst men ikke mindst! Ønskebørn? Altså mine to var planlagte og ønskede og jeg har nydt/nyder, at være deres mor. Men ærlig talt, når man står i lortebleer til anklerne, når man kæmper for en vuggestueplads, når man efter det kæmper for, at pædagogerne og folkeskolelærer gider se ens unge i det rigtige lys og i øvrigt passe deres job. Når man tager opdragerturnus og tænker på deres fremtid, men de er ligeglade, altså ungerne. Når man er ved at knække på langs for at gøre det, så godt som muligt for dem. Er det en menneskeret? Er det altid ønskebørn pakket ind i marimekko og "vi laller evigtlykkeligt rundt på en grøn græsplæne"? I think not! Men jeg kan da blive moderligt glad over, at ungerne siger: Skidt pyt med TV og X-box...vi skal nok få det sjovt...og i samme åndedrag fabler de om en uges sundhedstrip og yoga....Ai, men...nu havde vi lige planlagt vægtilvægdruk og bærplukning...

God ferie!

Susling på lavt blus

Det ville være synd at sige, at der bliver kørt på de høje nagler lige nu. Det kan godt være, at vi har lavet en to do liste, men der bliver kun krydset af, når vi gider krydse af. Som i Manana. Men det er jo også en måde at holde ferie på. Kan godt blive helt forpustet, når jeg hører om andres ferieplaner: "...og så skal vi og så skal vi lige nå og bagefter drøner vi lige over til...".

Sådan foregår det ikke her. Vi dyrker underbuksedage, hvor vi bare daffer rundt, til vi så ikke orker det mere og får vand i øjnene af bare kedsomhed. Og så skal der altså også ske noget andet. Mange gange har vi rejst. Vi har vandret på Etna og rundt på Vulcano. Vi har ledt efter Minnetaurus, danset græsk og passet på små nyfødte havskildpadder. Vi har set storke i Munster og vandret i Vogeserne. Vi har stået i stille andagt foran Tapetet i Bauyeux og den amerikanske kirkegård ved Omaha Beach. Vi har ledt efter gallere i Bretagne og opdaget hvorfor Asterix altid hænger trubaduren op i et træ. Den ægte vare lyder rædselsfuld!
De senere år er det mest blevet til Sverige. Og selv om ungerne klager, er jeg så ikke den, der gør det. Jeg elsker Sverige og det gør vores Veterancruiser også. Det er som om, den bliver ramt af ungdommeligt hovmod hvergang vi passerer grænsen.

Vi har været på skærgårdsture. Vi har set Kathult og Bulderby. Vi har set delfinshow i Kålmården. Vi har set glasværker og udvandrermuseet i Växjö. Vi har vandret i gamle kobberminer og bjergformationer. Vi har sunget med på Pippis sang som alle andre i "Astrid Lindgreens verden", alle os forenet, både tyskere, svenskere, nordmænd osv. Alle som én skrålede vi løs, men svenskerne sang nu højest og så ud som om de ikke helt kunne forstå, at lige netop Pippi var vores alle sammens barndom.

Vi har også gået i Snaphanernes spor og besøgt Linné og vigtigst af alt, så har vi plukket blåbær og hindbær, kantareller og smultron. Og tidligt om morgenen har jeg fulgt tranernes flugt, harer og dådyr.

Hejsan Sverige...jeg tror sgu' jeg går i gang med pakkelisten...sådan ca. manana.

Suslings Sådan er det så ikke mere

I min alder er det på tide at gøre status. Så'n midt i livet og på vej mod noget nyt. Og hvordan gik det så? Kørte årene før i flødeis og champagne? Ahr, ik' rigtigt, vel.

Hermed Suslings uprioriterede og ucencensorerede liste over ting, der har været prøvet og nu blot svejer i vinden:

• Strik. Jeg har lært at strikke. Jeg har også strikket. Men ikke rigtig noget siden den gang i 1980'erne, hvor det var cool at strikke på de her megatræstrikkepinde nr. 10 og 12. Min tålmodighed strakte ikke længere. Bortset fra den gang jeg blev konkurrenceudfordret på tøj til "Bølle". Der fandt jeg strikkepindene frem og også hæklenålen og symaskinen. En af mødrene var øretæveindbydende selvtilfreds. Det var en kamp på nåle, stof og garn. Og jeg kan godt sige det lige ud: Jeg vandt! Min datters "Bølle" var den bedst klædte i hele hendes omgangskreds!(Tror faktisk, at hun stjal en af mine kreationer. Det har jeg aldrig tilgivet hende)
  
• Syning. Det gjorde jeg mig ret meget i på et tidspunkt. Siden min nye symaskine er det kun blevet til en KKK-hætte, to babydynebetræk og en gang puder - som i øvrigt irriteterer mig. Man skal famdme være efter alle hele tiden, så de holder faconen
• Kæledyr. Jamen lad mig starte fra en ende af: Hamstere, marsvin, undolater, katte, kanin, fisk og lus. Nu har jeg kun Koppe 1 og 2 og er blevet Youtupe-junkie på kattevideoer
• Madlavning. Altså når min bror kan huske, at jeg har lavet mad til ham, men det er den samme ret på to forskellige adresser - må det tale for sig selv. Mine unger hujer dog, når jeg svinger pandekagepanden. Resten af tiden skubber de mig væk og overtager. Men så er det også jeg råber: "Vi skal da ha' de gode burgere fra Sandwich i Skt. Annægade." Bare for at få overtaget igen
• Fotografering. Æh, hvad? Hvis vi nu kan starte med at blive enige om, at det er rigtig, rigtig flot med meget gulv eller himmel på motivet eller at det næsten en kunsthappening med folk uden hoveder? Så'n lidt statementagtigt
• Planter. Tja, lige nu har jeg da én tomat på min tomatplante og krydderurterne fik sig lige en gang sulfochok, fordi jeg skulle af med bladlus og ikke lige havde en rovmide i nærheden
• Rejser. Altså, min søn råbte lige af mig, at vi aldrig rejser til udlandet! Det gør alle andre - i følge ham. Jeg har prøvet at forklare ham, at Sverige ER udlandet...(Han kan så heller ikke huske alle de steder vi har været, da han var mindre. De penge ku' man så godt ha' sparret sig!)
• Karriere. Så så man lige mig på høje hæle! Indtil jeg igen stod med hovedet i lokummet
• Sex. Ok...farligt territorium...Men lad os bare sige: Jeg er ikke single og jeg har været gift i mange år...hvad giver to plus to plus 0?

Pfui...Godt det snart er ferie!

Susling: Op på barrikaderne! Hvis vi ellers kan finde dem.

Har man bare gjort sig bare lidt tanker om køn og feminisme og kønskamp og hvad vi nu har, så vil man få stort udbytte af at læse denne kronik i dagens Tante Berlinger forfattet af Bente Dalsbæk.

Susling: Behind closed doors

Ja, undskyld, jeg ved ikke om det er mine astralbaner, der krydser i den øvre Zenith eller om det er alt det her jobsøgningsnoget, der gør, at jeg p.t. er temmelig optaget af det billede vi gerne vil skabe af os selv og det vi reelt er. Måske nok det sidste, for det at være jobsøgende tvinger jo én til hele tiden at holde sig selv ud i strakt arm, for at se, hvad man egentlig kan byde ind med og om den personlighed man har matcher. Egentlig rimelig anstregende.

Men bær over med mig eller klik væk, hvis I har fået nok.

Og nu til sagen:
Forleden dag ringede min nabo på døren. Hun ville have et svar på en banal ting, som jeg ikke kunne gi' hende. Jeg kendte simpelthen ikke til det, hun spurgte om. Indledningsvis prøvede jeg at komme hende i møde og prøvede også at henvise til andre, der bedre kunne svare hende. (Jeg lagde i parantes godt mærke til, at hun var pænt aggressiv og insisterende. Men det er hun tit. Meget pågående og grænseoverskridende, hvis hun vil opnå noget.)

Til sidst prøvede jeg at finte mig ud af den ved at spørge pænt til årsagen til, at hun skulle have et svar partout. Så eksploderede det og det endte med, at hun skred og smækkede med døren. For så kort efter at ringe på døren igen og råbe mig ind i hovedet, at jeg var sær.
"OK...!," tænkte jeg. "Det er da meget muligt. Synes da ikke, jeg ser mig selv i det lys, men hvis det er sådan, hun har det."

Jeg må indrømme, at jeg stadig er lidt mystificeret og det er da også ubehageligt, sådan at blive kaldt sær. Det skal jeg da ærligt indrømme.

Og nu til min pointe:

Udadtil er denne her nabo en dame med succes. Hun har et godt job, en mand med et endnu bedre job, to små børn og en tredje på vej. Hun har også venner og en stor familie. Udadtil er alt honky dory.

Det er bare ikke det, jeg ser. Jeg ser én, der har taget munden for fuld og ikke hviler i sig selv. Jeg ser én, der ikke er særlig god til at tage sig af de to små hun har og nu skal hun have en tredje. Jeg hører små børn, der råber og råber på deres mor - forgæves. Jeg ser et hjem, der roder meget og jeg ser en dame, der for ofte har luftet sin usikkerhed, ved at spørge mig om de mest banale ting. Jeg ser også én, der stæser afsted for at opretholde et selvbillede, men hun er ikke med på det.

Kan I klare mere?

For nogle år siden boede der en anden her i min opgang. Hun ville gerne være venner med mig. Hun ville i det hele taget gerne være venner med alle, der var noget ved musikken og hun lagde en stor indsats for dagen for at komme i kontakt med de her kendte mennesker. Jeg tror man kalder det Starfucker. Hun var også meget optaget af, hvordan hun tog sig ud udadtil. F.eks. fortalte hun mig om engang, hvor hun havde lavet noget kreativt. Men det var ikke processen eller det kreative output hun var optaget af. Hun var mere optaget af at fortælle mig, hvordan hun så ud, mens hun lavede det her kreative.

Ku' jeg li' hende? Næh, ikke rigtigt. Men jeg prøvede på ikke at være uhøflig. Prøvede at finte mig lidt ud af det på den pæne måde.
En dag mødte jeg hende tilfældigt et andet sted, end hvor vi bor. Hun stillede sig meget aggressivt op foran mig med hænderne i siden og spurgte, hvorfor jeg ikke kontaktede hende. Hm, tænkte jeg. Men jeg bevarede roen og sagde, at jeg egentlig ikke synes, at vi havde så meget tilfælles. Hendes svar var, at jeg burde gå til psykolog! Sådan i ordret rækkefølge.
Udadtil var hende her faktisk også en pæn dame. Og jeg garanterer for, at hun brugte meget energi på at opretholde det her billede af sig selv.

Nå, men det korte af det lange: Jeg kan godt se bag de her damers facader. Jeg kan se, at de fylder så meget i sig selv, at de ikke kan se ud eller se andre. Jeg kan også se, at de kæmper for at skabe et billede af sig selv, der mere er baseret på det de gerne vil være, end det de er. Det er absolut menneskeligt at have det sådan. Men jeg gider altså ikke at blive kaldt sær, bare fordi jeg ikke æder deres facader med hud og hår.

Susling om gammelhed

Gammel - moster er, bortset fra min bror, den sidste jeg har på min side. Det er hende, der bærer på alle minderne og husker alt det, vi andre ikke kan huske. Gammel-moster er samtidig også min mor nummer to. Når min mor svigtede pga. så mange ting, så var min moster der. Hun havde selvfølgelig sit at slås med og hun kunne ikke altid være der fysisk. Men jeg havde hende og fra hende strømmede der den her ubetingede kærlighed, man har brug for som barn og ung. Det har også altid været hende, jeg har kunne sige ting til, som jeg ikke kunne fortælle min mor, fordi min mor var for mentalt svag til at rumme, at det ikke altid gik mig godt.

Når jeg fortalte Gammel-moster ting, der plagede mig, har hun altid bare slået et stort grin op og er gået i gang med at synge en sang, mens hun gav os en lille svingom.

Hun kan ikke altid rumme, det jeg fortæller og et af hendes personlighedstræk er, at bliver ting for svære, så laver hun samtalemæssige overspring og begynder, at tale om noget perifært og ligegyldigt. Som f.eks. at radiatoren trænger til at blive fixet - det iøvrigt sagt helt uden relevans for den dialog vi har igang.

Hun kan heller ikke få ordene "Jeg elsker dig!" over sine læber. "Store ord har jeg det svært med, " siger hun. Men hell ingen er perfekt og så er det bare mig, der siger det hele tiden og krammer løs. Og jeg garanterer for, at i min egen lille familie, så siger vi det hele tiden: "Jeg elsker dig" er nærmest blevet vores afslutningshilsen, når vi taler i telefon sammen eller når vi bare bliver så overstrømmende glade for, at vi har hinanden. Især mig og Skumfidusen. Men vi er jo også de flagrende i familien. En gang imellem brummer DJ Brok og min elskede det også - helt spontant.

Nu er min moster desværre blevet lidt vakkelvorn. Hun kan slet ikke det samme som tidligere og jeg ved godt, at det er en stakket frist, jeg har hende. Det gør mig sgu' ked. Det gør mig også ked, at jeg ikke kan rumme alle hendes småproblemer. For hvad stiller man op med én, der pludselig begynder, at tale om konsistensen på sin afføring? Eller antallet af hospitalindlægelser? Eller herpessår på røven (undskyld at jeg nogensinde har mit nævnt mit eget (dog på munden) her på bloggen, undskyld, undskyld) eller blodstyrtninger eller den sidste by pass eller kæbeoperationen osv. osv....Når hun går igang, så er det mig, der laver samtalemæssige overspringningsøvelser. Jeg kan ikke ha' detaljerne. Men jeg elsker hende på trods og alligevel. Ubetinget!

Susling om karma

Jeg vil ikke vove den påstand, at jeg er et entydigt godt menneske. Det er der ingen, der er. Vi har alle vores mindre heldige sider, som kan være kommet af mange ting, og som vi lukker øjnene for. Derfor synes jeg også, at det er svært, at gøre sig til dommer over andre og deres handlinger. Lige som, når andre gør sig til dommer over mig. Der er jo så mange ting, der kan spille ind. Ting man ikke kan vide noget om eller årsagssammehænge, der gør, at man reagerer, som man gør.

Personligt ville jeg ønske, at der var mindre antipati og selviskhed i verden. Jeg ville ønske, at man kunne give af et godt hjerte og også modtage tilbage i en god ånd. Jeg ville ønske, at man ude i den offentlige sfære overholdt basale færdselsregler og udviste det nødvendige hensyn. Bare fordi det hele skal glide til mindst besvær for alle.

Jeg ved godt, at det er naivt. Og der er da øjeblikke, hvor jeg godt kan fare i flint over noget. Men jeg prøver at beherske mig. Ligesom jeg prøver jeg at bevare roen, når nogen gør sig til dommer over mig. De har ret til at have den holdning, de har og man skal ikke nødvendigvis være venner med alle. Selvfølgelig kan jeg godt blive lidt ked lige i øjeblikket, men jeg siger også til mig selv, at hvis andre har noget, de partout vil hælde i hovedet på mig, så dem om det. Efter jeg lige har rystet det af mig.

Er det mig, der er helt galt afmarcheret, når jeg har det sådan?

PS. Og det som godt kan få min indre punker frem er, når man låner ud af et godt hjerte og så bliver helt almindelige Emma Gad-konventioner ignoreret. Dvs. man ikke husker låneren og giver tilbage inden for anstændig tid. F.eks. som den gang vi lånte en donkraft ud og vedkommende ikke kom tilbage med den. Da jeg på et senere tidspunkt spurgte til den, stirrede hun underligt på mig, og sagde at det gamle lort var da gået i stykker, mens hun brugte den. Æhm! Synes du så ikke, at du burde give en form for kompensation? Den var trods alt i funktionsdygtig stand, da hun lånte den. Det mente vedkommende absolut ikke. Der går min grænse for udøvelse af god karma altså!

Susling om at være turist på Christianshavn

Kære Alle,
Jeg bor et smukt sted og jeg deler gerne ud af alle de herligheder, vi har her. Men alt for mange af jer glemmer, at vi her på Havnen også er helt almindelige mennesker, med almindelige liv og helt almindelige sysler. For at vi alle skal få det bedste ud af det, vil jeg gerne bede jer om, at respektere os og huske på følgende, når I besøger os:

• Vi er ikke alle christianitter og hvis I er kørt galt, så lad være med at spørge os om vej hele tiden
• Operaen ligger et helt andet sted. Sæt GPS'en til eller tag et print med fra routeplaner
• Jog ikke på gaden mod køreretningen i en ensrettet gade og så se ud som om man har bidt i din penis, fordi man overholder sin kørselsretning på cykel og IKKE VIGER selv om du har skuldre, der tydeligt signalerer, at du er en, der tager noget, der er ulovligt
  
• Lad være med at stå midt på gaden med din baby i barnevogn og konverser med din veninde, som om der ikke er andre end dig
• Lad være med at gå midt på gaden, som om du lige er ankommet fra syvende pløjemark - slet ikke, når der kommer syv biler imod dig og du i øvrigt går afsted på en gade, hvor der dagligt passerer mere end 4000 biler i døgnet
• Er du udlænding, så lad være med at være overmodig på en cykel. Vel er København en cykelby og personligt har jeg cyklet, siden jeg kunne sidde oprejst på et barnesæde, men det kan I ikke. I KAN IKKE CYKLE. I har lært at cykle, da I var små og det kan ses. At kunne holde balancen på en cykel og dreje pedaler rundt, er ikke det samme, som at begå sig i en cykelby
• Lad være med at parkere Autocamperen i min gade og lad venligst være med at putte babys lortebleer i papircontaineren
• Er du ejer af en luksusbåd, så lad venligst være med at lægge til ved en uautoriseret kaj. Vi får din diesel lige i hovedet. Spørg om lov først
• Hænger du ud på de lokale cafeer og restauranter, så lad være med at flytte alt møblementet midt ud på vejen og tror, at du er i Nyhavn
• Skal du noget på Christianshavns Torv og du er på cykel, så sæt din cykel et sted, hvor det ikke forstyrer almindelig færdsel. Gør du ikke det, så pander vi enten dig eller den ned

Bortset fra det: I er meget velkomne og jeg er sikker på, at det lokale næringsliv sætter pris på, at I lægger nogle af jeres kroner her.

PS. Og det eneste jeg skulle, var at køre i den lokale dagligvarebutik, fordi jeg var løbet tør for æg!

Susling om at tæmme en sommerfugl

Så er hun skredet ud på nye eventyr igen, min dejlige Skumfidus! Hende kan man bare ikke holde tilbage. Jo, hun var godt nok lidt utilpas, men nu var det jo lige, at hun fik muligheden for xxxx.
(Tror så nok ikke, at svinefluen ramte os i denne omgang...eller måske bare i en mild version?)

Når hun er i gang, så flyver ting omkring hende. Mennesker, ting, låg og tøj. Te-sien ligger kylet ned i vasken. Brødkrummerne flyder over det hele. Cremelåg flyver til højre og venstre og de snavsede underbukser kommer måske - måske ikke ud i vasketøjskurven.
Hun har fået tildelt SU, men hun har ikke sørget for et dankort. Hun skaffer sig en tjans på Roskilde Festivalen, men bruger alle sine fødselsdagspenge inden, så hun ikke har nogle penge at at tage med derned. "Men det går jo nok mor!" (Ja, Svedske, for du har jo os.) Hendes og andres tøj cykler rundt og pludselig står hun med en ny kjole. Hvis er nu det?
Når hun tager strømpebukser på, så sker det med en voldsomhed, så der kommer store huller. Og hvis strømpebukser er det? Mine? Eller en af hendes veninders?

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal synes? For nogle gange bliver jeg træt og råber, at det her hjem er ikke et pensionat. Du må deltage, og så bryder hun grædende sammen og siger: " Jeg skal nok!" Fem minutter efter, så cykler hun ud på nye eventyr, men hun satte lige i opvaskemaskinen inden - uden at jeg sagde noget.

På den anden side: I hendes alder fløj jeg ikke rundt. Eller det vil sige flyve gjorde jeg vel, men jeg skruede låg på, ryttede op, havde styr på mit tøj og sørgede for min egen økonomi. Jeg kan også huske, hvad jeg tænkte, da jeg hørte om én, der flyttede ind i sine forældres skab og nægtede at komme ud igen - i flere måneder. Jeg tænkt:"Hm, i princippet kunne jeg da godt sætte mig ind i mit skab. Men jeg tvivler på, at der er nogen, der lægger mærke til det. Hvad skulle pointen være ved det, så?"

Jeg tror også en side af mig var/er flyvsk. Der blev bare pillet lidt for meget ved mine vinger og en halvstækket, herreløs sommerfugl må passe på sig selv.

Men når jeg nu ejer en ny lille sommerfugl og en rimelig kontant én af slagsen - en tank-sommerfugl - er det så ikke mit ansvar, at værne om den?

Susling med strøm på igen

Christ! Så kom strømmen igen og når man så står der med hovedet nede i sure sokker, underbukser og Skumfidusens tøj fra Roskilde Festivalen, så kan man jo brøle løs på "Sunshine, sunshine reggae" (bare sådan ud af hovedet), mens man spekulerer på, om man er ved at udvikle svineflu...føles lidt sådan.

Og Skumfidusen har allerede lagt sig.

Man kan også spekulere på, om man nogensiden når, at se Gammel-venindes barnebarn inden han er flyttet hjemmefra. For sidst måtte jeg melde afbud pga. herpessår. Herpessår er ikke babyvenlige. Det er influenza heller ikke.

Men er der ikke noget med, at får man der her svineflu tideligt - som i nu-, så er den i sin milde form og man har fået dannet antistofferne til, når pandemien rammer massivt?

Oink...Tror snart I finder mig under dynen!

Susling uden strøm på

Der har været lukket for strømmen i en del timer her, hvor jeg bor. Det har jeg sådan set haft det rigtig godt med. Så har jeg nemlig med god samvittighed kunne undgå alle de strømførende to do ting, der godt kan gå hen og blive en evighedmaskine - en evindelig Sisifos-rutine.

• vaskemaskinen
• opvaskemaskinen
• støvsugeren
• netadgangen
  
• mailkorrespondancen
• ansøgningerne
• telefonen (selv den mobile - for den trængte til en opladning)

Med et klik langt under mig gav en elektriker mig nogle timers fred, hvor jeg kunne nøjes med bare at indoptage og læse Weekendavisen og weekendens Information.

Jeg behøvede ikke at gøre noget af den simple grund, at jeg ikke kunne. Det gik jo så alt sammen op i en højere enhed, fordi jeg også rent fysisk er uden strøm på. Det hele foregår oppe i mit hovedet, hvor det summer, knager og suser. Egentlig ikke sat igang af det store. For denne weekend har på mange måder bare været behagelig med samvær, lidt traktementer og en musikalsk afslutning, hvor jeg stod med svajende arme og sang med på "Sunshine Reggae" og "White Horse". (Forklaring: Laid Back gav gratiskoncert på Christiania. Det måtte vi simpelthen over at se, fordi vi efterhånden har en trackrecord med nostalgitrip f.eks. Stig Møller, der spillede gamle Steppeulvenenumre og Duck Soup, der fik mig til at danse ska.)

Men når det summer, suser og knager i hovedet på én og man bare ikke kan få hold på, hvad det egentlig er, man skal ha' formuleret og forstået, så er det dælme rart, når andre trækker stikket ud for én. Selv om det kun er i nogle stakkede timer.

Susling om selviscenesættelser og andre fornøjeligheder

Er man det man er? Eller er man det man gør? F.eks. er der en stigende tendens til, at man som kunstner bliver sin egen kunst. At man selv er kunstværket, frem for den kunst man skaber. Skaber man sig selv i så tilstrækkelig en attraktiv grad, at man bliver interessant for andre, så ender det også med, at man får solgt sine kunstværker eller sin musik. For så er det ens personlighed folk køber.

Men alt det er jo bare selviscenesættelse i en verden af make believe. Kunstnerne vælger at vise udsnit af sig selv. Det er ikke morgenhåret og mensesbabserne man ser. Med mindre selvfølgelig, at det er det, der er ens kunstprojekt - at bryde grænser for lige den slags ned.

Det samme gælder vel, når man blogger. Nogle vælger at "præsentere alt". For det er det, der er konceptet for bloggen. I sådanne tilfælde kan selv billedet af en æggemad være interessant og generere mange kommentarer, fordi æggemaden er skabt og postet af præcis den blogger, hvis personlighed man har "købt" og daglig følger. Jeg kommer til at tænke på "The Truman show", når jeg skriver dette. Det handler jo netop om én, der er blevet - om end uvidende - sin egen historie.

Jo tættere man rykker ind på en person, desto mere bliver det personen som historie, der er interessant, fremfor de historier/emner, der bliver skrevet om.

Det er der jo i princippet ikke noget forgjort i. Inden for journalistikken opererer man f.eks. med begrebet gonzo-journalistik. En slags "blotter-journalistik", der tager egne betragtninger og egne personlige anti- og sympatier med i sine artikler. Hunter S. Thompson var skaberen af denne genre og Morten Sabroe er en af de danske diciple. Det er en stil, der har gjort dem berømte.

Og hvad fanden er lige min pointe? Jo flere ting:

1. Jeg synes grænserne skrider rigtig meget nu. Det private er rykket ud i det offentlige.F.eks. er der en artikel i Information om en musiker, der ikke kunne sælge sin musik, men da hun begyndte at Twitte, så kunne hun sælge alt omkring sig inkl. sin blå glasdildo med medfølgende historie (host, host). Efterhånden er folk så også langsomt begyndt, at købe hendes musik
2. Vi synes, vi "kender" hinanden, fordi man læser om hinanden. Lige fra at Prinsesse Marie har fået en epidural til, at Britney går uden trusser og er en dårlig mor. (Hvad så fanden med hendes musik!)
3. Vi iscenesætter os selv alle steder, så folk tror de møder det private ansigt, men det gør de ikke, de møder det, vi lader dem se. Især på arbejdspladser, hvor det ikke længere handler om, at bare gøre det, man gør, men også om det ansigt man præsenterer. Pludselig er det meget vigtigere, at vise at man er total på og med - og så pis være med, om det man laver egentlig er godt nok bare i sig selv. Det æder én op, gør det.
   
4. Når man er mere sin historie og det man iscenesætter, end det man gør, så går man mentalt ned. Så brænder man ud på et tidspunkt. For så er det ikke længere nok bare at stable mursten. Så skal man også intellektualisere over sine mursten og huske på, hvordan man iscenesætter sig selv, mens man stabler de her mursten.
5. Jeg er dødelendig til at iscenesætte mig selv. Jeg drøner mentalt rundt et eller andet sted i stratosfæren og indoptager og fornemmer og glemmer helt, det ansigt jeg viser andre. Jeg tror i min naivitet, at andre ser det samme som mig og at de ikke vurderer mig på det, jeg laver/skaber, men det ansigt jeg iscenesætter. For det gør jeg jo ikke selv med andre. Jeg kan sagtens læse kedsomheden eller frustrationerne eller motiverne bagved det offentlige ansigt, de præsenterer for mig - og ret ofte, at det er iscenesat.
   

Nå! Og denne post kunne så have handlet om, hvor lykkelig jeg er med min mand, hvor meget jeg elsker mine unger, om en fantastisk fødselsdag, hvor jeg var sammen med Gammel-Moster, min bror og svigerinde og deres to lækre unger. Den kunne også have handlet om alt den gode mad jeg har fået og alle de planter jeg har på mine altaner. Eller om, hvordan jeg har siddet et par timer i en dejlig have i dag og fik ondt i maven. Posten kunne jeg så runde af med, at jeg skal ud og høre noget nostalgisk musik og at mit liv iøvrigt er så fabouless!

Men det gider jeg sgu' ikke!For jeg er den jeg er! Med tanker, tyndskid, hår under armene und alles.

Suslings unger

Nå, men bortset fra det, så går livet sin vante gang her. Skumfidusen er draget afsted igen og jeg har ikke set hende siden tirsdag. Jeg går stærkt ud fra, at det er et sundhedstegn, at hun ikke hænger hjemme hos os hele tiden! Hun har ringet hjem en enkelt gang, så jeg ved, at hun er i live. Men hvad hun lever af, ved jeg ikke. Jeg formoder, at hun får et eller andet at spise - bare en gang imellem. Gad vide om, det egentlig ikke også var sådan med mig i den alder? Jeg husker i hvertfald ikke noget om, at mad havde topprioritet i mit liv den gang.
Siden knivrøveriet har hun ikke haft noget arbejde. Nu er jeg så ikke lige den, der skal råbe:"Så find dig dog et job!" I stedet har vi punget lidt ud til hende. Må være det, hun lever af.

Herhjemme tøfler DJ Brokhouse og jeg så rundt og holder stille sommerferie. Det ville være synd at sige, at vi lægger et hæsblæsende tempo for dagen. Hvilket passer mig fint - lige nu. Det er ikke så mange måneder siden, jeg stæsede rundt med en computertaske og konstant opkastfornemmelse, fordi jeg synes, det var så rædselsfuldt, det sted jeg arbejdede og det jeg lavede. Efter det kan man godt begynde at sætte lidt pris på at lave ingenting. Og i en sommerferietid føles det næsten helt legalt.

Morgenen starter med, at jeg står tidligt op, fordi jeg skal lave kysse-vinkeseance med min mand, der drager afsted til den lykkelige konsulentbranche. DJ Brokhouse står så op sådan ca. ved 12.00-tiden, kommer ind til mig, spiser lidt morgenmad og som fast rutine stiller han sig op foran mig og spænder sine armmuskler. "Jo, da, jeg kan godt se, at de er blevet større!" skal jeg så svare.

Han går ret ihærdigt til den med det her fitness! Nu vil han så også til at male graffiti! Æhm...hans far har vist sagt god for det og sammen har de bestilt noget maling. Man skal jo ikke stå i vejen for kunsten, vel. Han vil male på nogle træplader, siger han...Det håber jeg sandelig også, for jeg har ikke råd til bøden, hvis han nu sku' få den idé, at dekorere et S-tog. Siger det bare. Han blev i øvrigt lidt lang i fjæset, da jeg kom til at fortælle ham, at det sommerhus vi har lejet i Sverige er meget primitivt. F.eks. er der muldjordstoilet. Min søn hader den slags. "Det sku' du sgu da ikke ha' sagt!" hviskede min mand til mig. DJ Brokhouse blev da også ret oprørt og råbte: "Er der overhovedet noget i det hus? El, f.eks.!" Det sku' der så vist nok være - håber jeg.

I det hele taget håber jeg på godt vejr i den uge, vi er afsted. Kan næsten ikke holde ud at tænke på os fire i et lillebitte svensk træhus i silende regnvejr. Sidst det skete brugte jeg det meste af tiden på, at udvikle selektiv hørelse over for teenagebrok. Mand, hvor var de sure. Nogle gange måtte jeg bare sætte mig et sted uden for huset helt alene for at undgå at kværke dem. Og det kan man jo ikke som mor! Altså kværke dem.

Så kryds fingre for godt vejr! Sku' jo nødig ende med, at man udover at være ledig også skal i fængsel.

Susling: Om det rationelle vs. det irrationelle

Min post forleden har affødt en meget interessant dialog, som jeg synes fortjener en dybere udforskning. For hvad er rationelt og hvad er irrationelt? Og hvad er rigtig og forkert?

I min bog findes der altid noget "bag om". Det "bag om", er metaforklaringen på det, som sker i nuet. Det kan være noget historik, noget levet erfaring osv. Det "bag om" bliver ofte ignoreret og placeret på hylden som irrationelt. Der er også nogle, der bevidst manipulerer med det "bag om" og agerer som om, der kun findes det sagte i nuet. Det er f.eks. noget vores nuværende regering har dyrket i stor stil. "Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet!", sagde Schlüter i sin tid. Det var der så alligevel. Og lige sådan nu, hvor diverse politiske ordførere benægter reel fakta og afviser det som løgn og fordrejninger. Men det "bag om" lurer stadig og en dag giver det bagslag.

Det samme gælder helt almindelige relationer. Det har jeg observeret så tit. Folk ser kun forsiden af facaden og tror på det sagte ord i nuet. Jeg skal komme med et konkret eksempel:

Min datter havde en meget tæt veninde fra hun var tre år. Denne veninde var sprogligt meget bagud - påfaldende meget. Alle omkring familien sagde: "Ei, du må få din datter til en ørelæge. Hun kan jo være stokdøv." Andre sagde:" Du må få tjekket, om hun har en hjerneskade!"
Jeg sagde:" Har du tænkt på, om du snakker nok med hende? I er jo mange i jeres familie."

Da datteren havde været til ørelægen, kom moderen til mig og sagde, at jeg havde ret. Der var intet galt med pigen! De snakkede bare ikke nok med hende.
Hvordan kunne jeg vide det? Jeg er ikke fagspecialist, men bare en helt almindelig lægmand. Jo, fordi jeg er observant. Pigen kom meget hos os og jeg havde ikke mærket noget sært. Hun reagerede helt normalt, når man henvendte sig til hende. Jeg havde også selv lige fået en ny baby - min søn - og havde ofte taget mig selv i, at tale henover hovedet på ham istedet for direkte til ham. Ud fra det lagde min hjerne bare to og to sammen næsten uafhængigt af min villede tanke.

Hvis jeg nu havde været fagmand - psykolog, ørelæge osv. - så ville folk ikke have sat spørgsmålstegn ved mine konstateringer. Men uden visitkort af den slags var mine observationer irrationelle.

Jeg har stået i den situation rigtig mange gange både før og siden. Det, at jeg kan læse/se det, der er "bag om", har gang på gang fået folk til at vige fra mig eller de har ikke troet på det, jeg sagde. Efterhånden har jeg bare lært, at holde kæft. Det gør mit liv nemmere.

Men min forklaring på, at jeg kan, det jeg kan, er nu meget enkel og er absolut "keine hexerei":

Jeg er vokset op med en far og en mor, der har haft deres svagheder. Min far blev tidligt alkoholiker og min mor blev psykotisk, da jeg var ca. 11-12 år. Resten af min danske familie havde også deres. Der var både skizofreni og tavshed, der dækkede over stor sorg og smerte. Sådan som der er i så mange familier. Alt det skabte en mur af det usagte. Og sådan en mur fornemmer man let som barn. Jeg lærte derfor hurtigt at aflæse tegn og sindsstemninger. Var jo lissom nødvendigt for, at jeg kunne ha' mit rum og vide, hvornår jeg ku' tage pladsen. (Det samme galdt i øvrigt min østrigske familie!). Alt den tavshed og det usagte tror jeg, at jeg har akkumuleret og indoptaget som en slags levet emperi...og hen af vejen er det blevet en vane....Det har også hjulpet, at jeg har læst et fag på universitetet, der understøttede alle mine konstateringer og gav mig nogle rationelle forklaringsmodeller på alt det jeg så og sansede.

Ad åre har jeg så også lært at acceptere, at det jeg ser er rigtigt. I dag synes jeg ikke, at det jeg kan se er irrationelt. Det er bare sanseligt og empatisk og jeg har lidt ondt af dem, som ikke kan.

Til gengæld har jeg det stadig svært med dem, der snakker om kundalini,synskhed, healing og aura...Jeg benægter ikke, at det er muligt, for hvad ved jeg, men jeg mangler stadig en forklaringsmodel på det, som er rationel.

Susling: Lediggang a gogo

Det kan lyde sært, men det er faktisk ret stressende at være ledig/arbejdssøgende. I princippet er der masser af fri tid og plads til at være. Men problemet er, at tiden er med løs bagkant. For selv om jeg nu har været tæt på et nyt job et par gange, så ved jeg jo reelt ikke, hvornår det lykkes mig at finde en ny arbejdsgiver. Derfor er det bare om at sætte sig til tastaturet og sprøjte ansøgninger afsted. Gør jeg ikke det, så vælter den dårlige samvittighed ind.

Der er også alle selvbebrejdelserne: Er jeg udbrændt? Burde jeg have ageret anderledes? Måske er der en grund til, at jeg nu er uden job og den grund er mig selv? Selvbebrejdelserne er tunge og kan nemt sætte stresscirklen i gang. Kan jeg gøre det anderledes? Bedre? Hvad skal der til for at blive lukket ind i den etablerede middelklasse igen? Der er også den her følelse af, at man er kategoriseret som taber. "Nå, søster! Hvad er den af? Har du ikke noget netværk, hva...!" "Nå, du nok er stadig ledig! Har du tænkt over, hvorfor?"

Jeg arbejder på at få dem minimeret - de her selvbrejdelser. For jeg ved jo godt, at der er så mange forskellige faktorer, der spiller ind i job-lotteriet. Arbejdsgivere er ikke orakler. De vurderer bare ud fra, hvad der nu engang passer ind i deres maskineri og her kan man komme til kort pga. så mange ting. Det er jeg helt afklaret med og jeg er ikke fornærmet, når jeg får et afslag.

Men jeg er splittet i to dele. For faktisk må jeg også indrømme, at jeg har snydt mig lidt til det lille åndehul af tid. De seneste år har været hårde og jeg har mere end en gang stået med hovedet i toilettet og brækket mig. Over tåbeligheder, uklarheder og ligegyldigheder. Over arbejdspres og den manglende mulighed for at sige fra, fordi der er nogle hierakiske latterligheder, man bliver nødt til at respektere. Men det er nu en gang spillereglerne.

Mit åndehul - min lille tidslomme - har jeg så brugt til at definere for mig selv, og føle efter, hvad der vil være rigtigt for mig. I alt for mange år har jeg udført det, jeg gjorde, fordi...Men fordi er bare ikke nok i det lange løb....Det kan godt være, at mit visitkort har haft fine titler og det kan godt være, at der har stået andre, der ville slå ihjel for de muligheder, jeg har haft. Men hvis nu det ikke er den rigtige hylde, man er havnet på og man synes jobtitlerne er pis og papir....?

Så nu har jeg bestemt mig til at holde mental ferie. Fra nu og frem til starten af august tillader jeg mig selv at nyde og sanse uden det skide tankevirvar og den evigt dårlige samvittighed.

PS: Rent praktisk giver det også sig selv. De jobs, jeg synes er relevante, har deadline i august og jeg har lige modtaget en mail om, at en ansættelsesproces er udskudt til august pga. for mange ansøgere. Og så har jeg faktisk "rigtig" ferie fra om en uge. Så på en måde kan man sige, at det kun er lidt "snyd".

Susling: En datter og hendes mor

I sidste uge, da min skønne Skumfidus var på Roskilde Festival, vågnede jeg og tænkte:"Passer det, at min datter har ringet og har været ked af det, fordi hun kun havde 70,- kr. tilbage?"

Nu ved jeg, at min datter sagtens kan klare sig selv, men lidt moderlighed skader jo ikke, så jeg ringede til hende senere på dagen og spurgte, om det var noget, jeg havde drømt eller om det vitterlig var sandt, at hun kun havde 70,-kr. tilbage og var meget ked af det? Hun svarede med sin sædvanlige trallende stemme:"Nej, nej, mor! Jeg har da stadig lidt penge."

Skumfidusen kommer træt hjem fra Festivalen sent søndag aften. Det første hun siger til mig er:
"Mor, mor...jeg var lige ved at ringe til dig. Søndag morgen opdagede jeg nemlig, at jeg kun havde 70,- kr. tilbage! Lige præcis 70,- kr.! Var det ikke underligt?"

Spooky!

PS. Jeg har ærmet fuld af den slags historier:

F.eks. den gang jeg pludselig fik afsindigt ondt i maven og gik rundt og sagde, at der var nogen, der skulle dø. Hele aftenen jamrede jeg. Dagen efter, da jeg kom hjem fra arbejde, holdt der en ambulance og en politibil uden for vores opgang. Underboen var fundet død. Hun var død præcis på det tidspunkt, jeg gik rundt og havde ondt i maven og jamrede mig.

En anden gang drømte jeg, at et bestemt hus brændte og at der fløj afbrændt papir rundt i luften. En måned senere brændte huset og der fløj hvide stykker halvbrændt papir rundt i luften.

Eller hvad med den gang, jeg så på min far og lagde mærke til et underlig gråt skær omkring ham. Måneden efter fik han konstateret uhelbredelig lungekræft.

Spooky! Men jeg må også konstatere, at det såmænd da er meget godt, hvis man sådan kan gå rundt og forudse ting. Det er jo bare ikke så praktisk at kunne det, hvis man ikke kan gøre noget ved det eller forhindre, at noget sker, vel!

Susling om kvinder, mænd og karriere

Nu er det jo ikke fordi, at jeg skal sidde her og vifte med den røde strømpe, vel! Så'n noget gør jeg mig ikke så meget i. Slet ikke nu, hvor jeg går med bare fødder i sandalerne. Meeeen.......altså......i visse øjeblikke, kan man godt gå hen og blive lidt træt på den præklimakterielle måde...

Sæt jer godt tilrette, for nu vil jeg fortælle en lille historie om mænd, kvinder og karriere. Sidder I godt? Er I klar? Ok....

Der var engang for en lille uge siden, hvor jeg sad og gjorde mig til, så godt jeg nu kunne foran et ansættelsesudvalg. Ansættelsesudvalget bestod kun af kvinder på nogenlunde min alder. Jobbet var spændende og stedet var interessant. Men så var den heller ikke længere. Det var ikke en særlig god løn og stillingen var tidsbegrænset, men jeg havde tænkt som så, at det nok ville være ret smart, at få drejet mit cv lidt mere hen i den retning, jeg gerne ville gå. Vi var fem, der var udvalgt til denne vinderbonuschance og set i lyset af, hvor mange ansøgere, der havde været, så var vel allerede det at være udvalgt ret godt klaret.

I dag blev jeg så ringet op! Og nej, jeg fik ikke jobbet. Men det gjorde HAM, der kunne det samme som mig. Den søde afslagerske sagde beklagende, at hun ville ønske, hun kunne komme med noget, som jeg kunne gøre bedre, anderledes, klogere. Men det kunne hun ikke. Der var ikke en finger at sætte på mig og min performance. Nu havde de bare valgt ham og så kom hun med nogle argumenter, der bare ikke holdt vand. For alt det han kunne, kan jeg også.

Og så er det, at jeg får deja vue ringlen for mine ører:

Scene 1. Take 1:
Jeg er med i et ansættelsesudvalg. Alle udvalgte til samtale er kvinder - undtagen én. Han var mand. Kvinderne var dybt kompetente og seriøse og ham manden gav mig nogle virkelig bad vibes. Gæt hvem, der gik fuldstændig agurk, da der skulle voteres? Alle de andre kvinder i ansættelsesudvalget og resten af afdelingen. Vi sku' da ha' en mand, ja vi sku' sgu' da. En af kvinderne i afdelingen nærmest truede os korporligt.Hun ville have en mand, ville hun. Altså alle gik agurk, undtagen mig. Jeg synes, at køn, alder og farve er fløjtende underordnet. Man skal da ha' den bedste. Men om jeg fik et ben til jorden. Nope! Han blev ansat og han vidste sig, at være den største døgenigt og slapsvans, jeg længe har stødt på. Men han var jo maaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaarrnd! Som de andre sukkede.

Scene 2. Take 2:
Var til samtale et sted. Det gik forrygende. Blev så ringet op med et beklagende afslag. Spurgte om der var noget, jeg kunne forbedre i performance, kompetencemæssigt eller otherwise. "Næh," var svaret. " Kun hvis du ville gennemgå en kønsskifteoperation." "Hup???!!", sagde jeg. Men det var da i det mindste ærlig snak.

Scene 3.Take 3:
Samtale. Kvindeligt ansættelsesudvalg. Gik forrygende (Get the picture?). Bliver ringet op. Afslag: Vi havde alle været skide dygtige, men der havde så også været denne her ene mand og
han ku' jo både og både...Intet af det var noget, jeg ikke kunne og det var bestemt heller ikke sådan, at jeg ikke også havde gjort opmærksom på nøjagtig det samme, da jeg sad til samtalen.

Jeg har flere af den slags i ærmet og må altså indrømme, at jeg begynder at blive lidt træt i ansigtet.

Bonusinfo: Ham døgenigten viste sig, at være indplaceret på et højere løntrin end mig. Og det selv om jeg havde mere erfaring og et meget større fagligt ansvar. Han nåede også lige, at smadre firmabilen i en brandert. Men hell, han var jo mand!

PS. Jeg kan flere af den slags historier - også på et større plan. Men lige nu gider jeg ikke rigtig mere, så dem får I en anden dag.

PPS. Kom lige i tanker om, at man jo kan indhente inspiration til videre fremfærd: Er der andre end mig, der har oplevet noget i samme dur? Og hvordan ku' man evt. kringle dén kønsdims....??

Susling om individualisme

Her hvor jeg bor, vil vi rigtig, rigtig gerne være specielle. Sådan individuelle på den kreative måde og også helst lidt alternative, hvis det er muligt. I en vis del af bydelen er de i øvrigt endnu mere rigtig alternative og specielle. Vi andre rundt omkring er så mere med på den til låns. For der er trods alt grænser for, hvor alternativ man kan være i helt almindelige boligkomplekser.

Det forhindrer os nu ikke i så'n at føle, at vi tilhører den kreative, specielle og helt individuelle klasse, der går sine egne veje. Det er der rigtig mange, der føler meget intenst, når de cykler rundt med deres kassevogne eller parkerer veteranbilen ved gadedøren. Så'n i mentalt kor.

Men når vi nu alle render rundt og er så individuelle og kreative osv. så er der én ting, der virkelig undrer mig. VI KØBER ALLE SAMMEN DET SAMME! Og det er de samme hylder, der bliver rippet i samtlige supermarkeder.

Og nu hører det lige med, at vi fordeler os pænt på forskellige Supermarkeder. De ældre og pensionisterne går i Irmaen. Flertallet tager Superbrugsen og så er der en del, der tager de større indkøb i dicounterne (som vi gør). Men her i sommerheden har jeg konstateret, at den fordeling ikke er konsekvent. Forleden ville jeg f.eks. købe en flaske Campari. Alle hylder var rippet, alle steder. Og jeg mener Campari! Kan forstå, at hylderne med billig hvidvin er tomme alle steder, men Campari? I går ville jeg så lige købe et par flasker danskvand. Ku' man det? Nope! Alle hylder var rippede for ganske almindelig discount danskvand (normalt står der paller med det). Og det var faktisk over hele linjen i samtlige butikker. Det eneste der stod tilbage på hylderne var Egekilde med blåbær og granatæble til en formue. (Smager forøvrigt ret godt!) Senere lykkedes det mig dog, at finde et lille sted, hvor der stadig stod en enkelt flaske alm. danskvand. Jeg snuppede den med det samme og sendte i øvrigt en venlig tanke til gærstrejken. Kan I huske det? Folk gik helt amok. Som om vi alle står og bager dagen lang...Gær og toiletpapir var bare umuligt at opdrive dengang- også her, hvor vi alle synes, at vi er så unikke, individuelle og alternative....

Nu er det så, at jeg godt kan blive lidt gammelkonebekymret, for lige om lidt skal jeg ud og have fat i advokado, feta og mælk. Skal vi vædde på, at hylderne er tomme?

Susling om at overleve

Når jeg sidder sådan en frisk sommermandagmorgen med mine sommerferiesovende unger samlet under ét tag igen, så arbejder jeg hårdt på at bekæmpe bekymringsboblen, der drøner rundt i min mave. Så prøver jeg, at huske mig selv på alle de gange, det er gået godt mod mange odds.

F.eks.da jeg 17 år gammel stod helt alene sent om aftenen på Frihedspladsen i Athen. Ham jeg rejste med var lige sprunget ud af skabet og jeg ved ikke om det var det, der gjorde, at han blev psykisk ustabil. Under alle omstændigheder skiftede han fuldstændig personlighed. Råbte og skreg af mig i falset med fråde om munden og forlangte at få mine sidste penge. Jeg nægtede, pakkede hurtig min rygsæk og skred fra den campingplads, vi havde slået lejr på. Og så var det, at jeg pludselig befandt mig på den rumlende og støjende kæmpeplads midt i et sommerlummert Athen og med en tre døgn lang togtur i et beskidt tog mod København foran mig.

Hvad gjorde jeg? Satte jeg mig på en bænk? Var jeg bange? Jeg husker det ikke. Men pludselig stod der en arabisk forretningsmand foran mig. Han spurgte deltagende til, hvad så ung en pige dog lavede der kl. halvtov om natten. Jeg fortalte ham det og han sagde, at jeg skulle komme med ham. Det var alt for farligt for en ung pige at være der. Han tog mig over på sit luksushotel og bad receptionen om at sørge for, at der blev sat en ekstra seng op til mig i hans suite. På vejen op i elevatoren fortalte han mig, at han selv havde en datter på min alder og at han savnede hende. Dagen efter spenderede han morgenmad på mig og vores veje skiltes. Han rørte mig aldrig! Han var bare et godt menneske, der reddede mig ud af en ubehagelig situation.

Senere samme dag mødte jeg en hollandsk fyr, der tog mig under sin vinge, betalte en frokost og hjalp mig med at købe en busbillet til München. Derfra kunne jeg så tage resten af vejen til København i tog. Vi tilbragte dagen sammen i Athen, hvor han viste mig det Athen, han holdt af og fortalte om sin familie og viste billeder af sin kæreste. Til sidst fulgte han mig til busstationen og vinkede farvel.

For mine sidste penge havde jeg købt en stor flaske vand og et brød. Det var, hvad jeg havde til den næste lange tid. Men også det gik. Folk i bussen delte deres mad med mig og var i det hele taget meget hjælpsomme. Vel ankommet til München Hauptbahnhof følte jeg mig på hjemmebane, fordi jeg havde været der så tit både med mine forældre og alene, når turen gik ned til min østrigske familie. Så derfra gik det nemt og glat hjem til København (jeg havde stadig min interrail-billet.)

Hvorfor ringede jeg ikke til mine forældre, da jeg stod der i en desperat situation? Fordi jeg ikke havde dem længere. Jeg var helt alene og måtte klare mig, som jeg bedst kunne. Og det gik jo! Der var ingen, der gjorde mig fortræd og jeg kom hjem i et stykke. Og det er ikke fordi jeg var en lalleglad og naiv pige. Jeg havde bare en grundstøbt tro på, at det hele nok skulle gå. Den følelse er vigtig at have. Og jeg har båret den med mig i mange andre situationer, hvor det kunne være gået galt. Hvor andre ville være knækket sammen i desperation.

Jeg synes bare, at det bliver sværere og sværere efterhånden. Så lige nu sidder jeg og bokser med bekymringsboblen og prøver at huske mig selv på, at der også findes det gode, og at der er dem, der vil mig det godt. Og ikke mindst, at ingen situation er stationær. Jeg skal nok klare mig over på den anden side igen. Som så mange gange før.

Susling om hænder og andre gode opfindelser

Har fået min højre hånd igen! Gør det bare så meget nemmere, f.eks. at afslutte toiletbesøg. Må have sovet på den i en akavet stilling eller måske har jeg tævet på nogen i søvne? Kioskmanden fortalte mig i hvertfald en hårrejsende historie om en af hans venner, der drømte, at nogen bed i hans fingre. Da han vågnede, opdagede han, at han havde gnavet godt og grundigt i sig selv....Synes nu ikke, at jeg er specielt vred på nogen eller noget, men sindet kan jo bedrage én.

Tilbragte lørdagens tropeaften i lystigt selskab. Vi bor ud til en kaj med skummende vand. På en aften som i går, er det fantastisk at sidde der. Det er næsten som at være syd på. Når man så samtidig sidder sammen med en græker og en hollænder - som er skægge og rodede på den kreative måde - så er det jo næsten som at have løst en billet til Rhodos. Jeg tror, at jeg har fået mig nogle supervenner på den gammeldags måde - uden fjæsbog osv. Bare helt almindeligt løbende samvær, hvor et venskab begynder at gry.

Nu snakken er på venskab: Skumfidusen har ringet hjem fra Roskilde Festivalen - stortudende. Vi skulle komme og hente hende med det samme. Pigerne i hendes lejr er vist nogle bitches (og lille Pus, jeg tror, du er møghamrende træt og moden til at komme hjem i de familiære varme arme. Skidt være med Yeah, yeah, yeahs). Hendes kæreste Cykelmyggen er også dernede og så var det, at vi velmenende forældre synes, at hun skulle tage sine ting og gå over til ham. Det er sgu' da det, man har kærester til! Det har hun så vist nok gjort nu. Og hvis alt går vel med det - og hun kan klare sig selv lidt endnu - så er vi dem, der skruer jazzhænderne på og skrider til jazzfestival i eftermiddag. Udover jazzhænder medbringer jeg også megaherpessår i kraftig bedring, sommerfødder og almindelig søndagsglæde.

PS: Synes jeg bruger meget tid på, at rådgive mine unger om menneskelige relationer for tiden. F.eks. har DJ Brokhouse hængt ud med en pige, der gerne vil være kærester med ham, men som han siger:"Jeg kan altså ikke finde forelskelsen!" Mit svar var: "Sig det til hende på en pæn måde - du synes jo stadig, at hun er smuk og sjov. Men der er jo ingen grund til, at du er sammen med hende bare for at være en flink fyr. Du har også følelser og ret til at have dem." Så nu har han gjort det forbi. Selv havde jeg ikke nogen til at rådgive mig om den slags, da jeg var ung. Så jeg har intet sammenligningsgrundlag udover min mavefølelse. Men er det ikke meget normalt, at ens børn kommer til én og beder om råd og vejledning?

Susling: AV! 2

Vågnede op i morges og kunne ikke bevæge højre hånd (skriver lige nu med venstre hånd og næsen). Aner ikke, hvad der er sket! Har jeg sovet på hånden og forstrakt den? Har jeg smasket den ind i noget uden at bemærke det (jeg gestikulerer meget)? Har jeg fået seneskedehindebetændelse? Er det begyndende gigt? Ingen idé, men ondt gør det og jeg skulle hilse og sige, at man bruger højre hånd til ret meget. Vaske hår, tørre sig, tage bh og andet på, holde tandbørsten, sætte vand over, klippe med en saks, låse cykel op, holde fast i cykelstyr osv. osv.

Mit lidelseskatalog ser derfor p.t. ud som følger:

• middelsvært herpessår og halv Anni Fønsby-læbe
• græspollenallergi
• begyndende tandbyld
• smertende og rimelig ubrugelig højrehånd

Hvem har lyst en forbandelse over mig? Hvah, hvah....???!!!

Til gengæld har jeg nu superlækre sommerfødder! Jeg har været i "Bo med fødderne"s kærlige hånd. Mens jeg sad der kl. 8.00 dut, med herpessår, snot og en ikke-fungerende hånd, blev jeg så underholdt med hans nyeste eskapader inden for kategorien østeuropæiske katalog-kvinder. Lige nu er det en russisk pige fra Riga. Jeg krydser fingre for ham denne gang. Han er en rigtig fin mand og hvis jeg ikke var gift og sådan, så skulle jeg da ikke afvise, at han godt måtte tage hånd om mine fødder på en mere regulær basis. Han ved bare ikke selv, hvor fin han er. Og derfor lader han sig udnytte gang på gang.

Nå, men bortset fra det, så fortalte han om, hvor slemt det står til i Baltikum. Jeg skal gøre det kort: Massivt tiggeri, tyveri og prostitution! I følge ham er det kommet fra den ene dag til den anden. Menneskene derovre er desperate og vil gøre hvad som helst for at overleve. Fra kommunisme over brølende liberalisme til den totale nedsmeltning.

Er megaglad for at leve i en velfærdsstat! Er megaglad for min dagpengeret! Skal vi ikke love hinanden, at vi passer rigtig godt på det, vi har og råber vagt i gevær, hver gang nogen vover at gøre anslag mod det, der er bygget op over de sidste 100 år? Årh jo kom nu...

PS. Og hvem end det er, der har lyst en forbandelse over mig, så siger jeg bare: "Right back at ya'!"

Susling siger: Hvorfor fanden har jeg ikke fundet på den?

Da jeg var ung og smuk i reklamebranchen, havde man en speciel term, man brugte i forbindelse med den ultimative anerkendelse af et koncept eller en idé: "Hvorfor fanden var det ikke mig, der fandt på dét!!!"

Mine damer og herrer! Når jeg nu alligevel sidder her høj/svag på herpesmedicin, allergipiller, kombineret kalk og d-vitaminpiller og kratter i mit herpessår, mens jeg slår mig selv oven i hovedet med, at jeg nok får afslag igen, så må jeg udbryde: "Hvorfor fanden, var det ikke mig, der fandt på dét!

Intet mindre end genialt:

Afskaf provinsen


er blevet til:

Downside of Denmark

Enjoy!

PS: Kan forstå, at der er mange, der i den nuværende globale økonomiske krise vender hjem til Danmark. I skal være så velkomne. Men husk at tage jeres udenlandske briller med hjem. Her er ikke så lyserødt, som der var engang (i en meget kort periode fra 60'erne til start 00'erne).

Susling: AV!

Jeg er som udgangspunkt ikke noget pylrehovedet. Jeg kan ta' det...ka' jeg! Jeg mener, jeg var hende, der fødte på ægte vikingemaner uden tilsætningstoffer. Jeg brølede ganske vist som en ko og bandede og svovlede. På et tidspunkt skreg jeg vist også:"Hvis jeg nogensinde snakker om, at få en 3. baby....så stooooooooooop mig!" Men ellers foregik det på rent ilt og med en super jordmor.

Jeg er heller ikke den, der kaster piller og medicin i mig for hver en pris eller er "heavy user" hos lægen. Når ungerne er syge, prøver jeg også at være rationel og tænke logisk i forhold til, hvad jeg kan hjælpe med. Ondt i hovedet: Tiger balsam. Brændsår: Aloeverasaft fra min plante eller 8 hour cream (efter koldt vand). Influenza: På hovedet i seng og noget koldt/varmt at drikke osv. Vi har heller ikke ejet et termometer siden den gang, jeg kom til at koge det. Tænkte: "Aha, "desinfection" lig kogende vand!" Termometeret eksploderede! (Hvilket jeg selvfølgelig ku' ha' sagt mig selv. Kviksølv og kogepunkt...ai vel). Må ha' været lidt distræt i øjeblikket.

Og når jeg sådan nu har slået mig selv for brystet og pudset min glorie, så må jeg også krybe til korset og indrømme, at jeg til tider har skide ondt af mig selv (nogen skal jo ha' det!).

Så hermed Suslings lideliste:

• Har raget mig et superherpessår til. Hele den ene side af læben er hævet på Anni Fønsby-måden. (Har ringet til lægen, for nu skal der skrappe midler til!)
• Har vist noget betændelse i en tandrod. Orker ikke at tage stilling til det.
• Har menstruationssmerter (hurra for det...på en måde).
• Har ondt i fødderne, fordi jeg har arvet min mors sarte hud (men skrider til fodmand i morgen tidlig).
• Har stadig allergi
  

Og så de mere filosofiske ting:

• Regner med at få afslag på job, som jeg har været til samtale på (synes ikke jeg performede så godt)
• Skal være helt alene i aften. Datter og mand på Roskildefestival og søn ude til...et eller andet. Og der er ikke en skid på fjerneren
• Har brugt for mange penge

På positivlisten (ting skal jo ha' en balance):

• Jeans er holdt op med at stramme - kan ikke få en bid ned pga. varme, tand og herpessår
• Har fået mig en funky ny kjole til næsten ingen penge og en rigtig statement-halskæde (skulle være det helt store lige nu)
• Skal til fodmand. Jeg kommer til at svæve ud derfra! (Skal også lige catche op på hans eskapader med kvinder fra den tidligere østblok)
• Jeg har nyfarvet hår
• Jeg har barberet ben

Udjævner det ene det andet? Ikke en skid! AV!!!

Susling lige nu

Jeg har ikke så meget at sige lige nu, så i stedet har jeg scoret den her ude fra blogland (Husk min mund er p.t. lukket med syv segl!)

LIGENU:

Udenfor mit vindue er der…Klukkende vand, både (med sejl og med motor), glade folk på kajen (nogle spiser, andre soler sig), smukke gamle bygninger, måger, toppen af Marmorkirken og Skuespilshuset.

Jeg tænker på…at jeg ikke har lyst til at tænke. Bare være. Jeg kan alligevel ikke gøre så meget ved så meget. Tiden må bringe det til mig.

Jeg er taknemmelig for… at mine unger trives. At de begge er på vej ud i livet og at jeg har succes som mor (det er nemlig ikke en hel nem diciplin. Jeg ser alt for mange, der ikke ser (og lytter til) deres børn! De må simpelthen fylde for meget inde i sig selv!) Jeg er også lykkelig for, at jeg stadig elsker min mand. At jeg stadig synes, han er dejlig, og at vi kan blive ved med at rumme hinanden.

I køkkenet er der… ryddet for opvask, forskellige slags olier og eddiker, bistrokander og et fødselsdagsflag, der skal pakkes væk.

Jeg er klædt i… opalgrøn lang og løs hørskjorte, afklippede jeans, guldørenringe, nyfarvet hår og hestehale, bare tæer og hvid neglelak.

Jeg laver… helt almindelige ting: vasker tøj, smører mit herpessår på hagen, ryger en cigaret, skriver for sjov.

Jeg skal…sende en fødelsdagshilsen til min moster (gudskelov for interflora.dk!), købe en lille barselsgave, hive den stinkende voksdug op af badekaret, når den er ren, hænge vasketøj op, skrive en uopfordret ansøgning og få lidt sol på benene.

Jeg læser… www.ni.dk, Bitterfisen, De så det ske -1.verdenskrig og resten af et dameblad.

Jeg håber… ved ikke? Måske er jeg holdt op med at håbe? Jov, selvfølgelig håber jeg! Jeg håber, at jeg får et job et sted, hvor jeg bliver værdsat og hvor de ikke driver rovdrift på mig. Jeg håber, at det bliver et job med mening og at jeg med mine beskedne kompetencer, kan være med til at gøre en forskel på et større plan. (Jeg gider ikke længere hive penge ind udelukkende til ejerledere og aktionærer.)

Jeg hører… skvulpende vand, bølgesprøjt, kirkeklokker og mågeråb.

Rundt om i huset…er der stille. Ingen mand og ingen unger. Der er også rod på ungernes værelser. Det synes jeg, de selv må fixe. De er store nu. På mine domæner roder der ikke. Jeg kan ikke li' rod og klaustrofobiske bunker.

En af mine yndlingsting er… at skrive! Og at få ting til at gro: Unger, planter, kærlighed, formidling, der gør en forskel. (Nå ja, og snak...jeg elsker at snakke og kommunikere).

I løbet af weekenden skal jeg nå…at kramme min mand, kysse min søn, snakke med min datter. Købe ind til hele ugen. Støvsuge osv. osv.

Af billeder har jeg lyst til at dele…Jeg deler ikke billeder, hvis jeg kan undgå det. Er blevet jagtet rundt med et kamera hele min barndom! Billeder er kun en kort fortolkning af sandheden. Jeg maler med ord i stedet.