Susling Svigermor

Shyyyh, sig det ikke til nogen (Men der ligger en dreng i min datters seng her til morgen). Altså! Bliver helt rørt. Han er den første efter brudet med Cykelmyggen. Hun er god til at passe på sig selv og kun gå efter det, der virkelig betyder noget. Ham her har jeg faktisk hørt om et par gange. Nu skal vi så åbenbart til at møde ham. Det er jo altid lidt af en udfordring for en forælder.

Tror nok det ville have været lidt nemmere, hvis han var kommet på den "pæne måde", sådan ind af døren på et fornuftigt tidspunkt, hvor voksne mennesker endnu ikke er faldet om på sofaen, og havde givet hånd og sagt: "Goddag, goddag".

Som det er nu kan man liste forsigtigt rundt og mentalforberede sig på, at der på et tidspunkt kommer en forsovet knægt ud med bollehår und alles og en Skumfidus, der dybest set synes det hele er lidt pinligt.

Har skyndt mig lige at tjekke toilettet. Man behøver jo ikke som det første afsløre, hvordan familiens standard er, når den er på slap line. Indrøm det: ingen har tip top stand i hjemmet på en helt almindelig smattet søndag. Med mindre selvfølgelig man er au pair-ejer. Sådan nogle skulle efter sigende ha' det meget, meget rent. Kender en, der tvang sin au pair til at ordne badeværelserne to gange om dagen, når hun ikke lige lånte hende ud til alle sine venner.

Nå, men nu skal vi så åbenbart til at ha' en ny svigersøn i vores hjem. Vi skal bare lige have overstået det første kejtede møde. Håber saftsuseme, at Anders når at komme hjem, inden de dukker op fra teenagebulen, så jeg ikke skal tage den her alene.

Update:
Har mødt Ungersvenden. Præcis så pinligt, som jeg regnede med. Skumfidusen var en stor sammenkrøllet grønært og han var til gengæld hammersød! Min indledningsreplik: "Haaaaaaaaaaaiiiij, duuuuu! Vi synes, at det er lige så pinligt, som du gør og haaaaaaaaaaaaaaaaallllllloooooooooo Anders, du skal da også lige møde Sgægis og hallo du (smækker døren op til min søns værelse) det er Skummis Lillebror! Sig pænt goddag!" (Skummis er gået fra mintgrøn til brækgrønt på det her tidspunkt.) De skrider helvedes hurtigt ud af døren og Anders og jeg bryder sammen i krampelatter. "Cykelmyggen med skæg!" råber min mand. Jeg kan ikke sige noget som helst, fordi jeg er faldet om på gulvet af grin. Bortset fra det er alt skøøønt!

Susling politiserer

Hvis der er noget, jeg vitterligt har svært ved at forstå, så er det, hvad det er, der får folk til at stemme på Dansk Folkeparti. Altså jeg kunne hurtigt lave en lille ordskitse, der beskrev en typisk DF-vælger, men det ville jo bare være bygget på mine personlige fordomme og det er i min bog hverken særlig demokratisk eller tolerant.

Det jeg virkelig godt kunne tænke mig istedet, det var at se lige ind i hjernekisten på en, der sætter sit kryds ved liste O. (Hvilket minder mig om en historie, jeg engang hørte om en agtværdig ældre dame, der udtalte, at hun skam var en ægte borgerlig, derfor satte hun altid sit kryds ved liste K (ommunisterne). Hvis det ikke er morsomt, så hvad jeg snart ikke, hvad man ellers kunne grine af!)

Men hvad tænker en liste O-vælger? At vi er ved at blive besat af muslimer? At det er helt naturligt at stemme ud fra, hvad der giver én selv mest i portmonnæen og så til hest med resten af landets indbyggere? At de alene ved, hvad det vil sige at være dansk?

Hvilke politiske overvejelser gør en O-vælger sig? Hvordan fortolker en O-vælger nyhederne? Hvad får en O-vælger til at konkludere at A fører til B (eller er det at A fører til O)?

Det er hele mindsettet, der er interessant og jeg er oprigtigt nysgerrig og vil så gerne forstå. (Anders foreslår: Kryds ved O (nullet!).

Susling som rollemodel

For mig er det et tydeligt tegn på, at jeg er ved at være rask, at jeg igen begynder at mærke verden og faktisk også har lyst til den. (Bare ærgerligt, at det første jeg registrerer er Hjorten og hans finanslov.)

Jeg formoder mange andre har det som jeg, når de pludselig mærker, at de vist ikke helt er på dupperne. Jeg har siddet meget meget træt på sengekanten om morgenen og har stirret ud i luften, mens en hysterisk overansvarlig kvinde, har kværnet løs om, at: "I dag så tager du dig sammen. Der er vasketøj og ægteskab, unger og rengøring, interviews og tests, tekster og mails".

Den lille trætte pige har bare siddet der ved siden af og har mærket, hvordan kræfterne var sevet ud af armene og benene. Bare tanken om at rejse sig op er en odyssé. En lang, lang rejse. For ikke at tale om turen ned til apoteket. Næsten en umulighed.

Jeg har meget, meget svært ved at tillade mig selv, at det nogen gange er sådan. Jeg skal have tilladelse fra andre til det. At lægge mig med en influenza f.eks. Jeg har slæbt mig på arbejde med ravende halsbetændelser, siddet svimmel til møder, snottet mig gennem seminarer. Og undskyldt, undskyldt, undskyldt, at jeg lige i det øjeblik ikke var helt hjernemæssigt disponibel. Men lige om lidt, så var jeg på igen.

Det er altså ikke kvindefrigørelse. Nogle gange kan man ikke, basta. Og så må man vist lære at være sin egen mor. For når ungerne skranter, så beordrer jeg en dag under dynerne og fortæller dem, at verden ikke forsvinder på de få sekunder, det tager. Det er så bare ikke altid, de lytter. De stædige bæster.

Susling low key

I dag har min største bedrift bestået i, at jeg er stået op. Ungerne er også syge, så vi tøfler stille rundt med snotklude inden for rækkevide. Heldigvis er min læbe ikke længere på størrelse med en a-skål. Nu sidder der kun et af de hersens sår, som man i følge reklamerne fixt kan dække med sådan et rundt plastikplaster, som man sætter på, mens man energisk hopper rundt og tager sine højhælede på lige inden daten træder ind af døren. Jeg vil også hoppe energisk rundt! Istedet for hele tiden at smatte ud på sofaen og tage en uautoriseret mormor.

Lørdag aften var jeg også blevet omfavnet af sofaen, da jeg pludselig vågner op til en stue draperet af cykellygter. Strømmen er gået og Anders drønner sammen med Dj Brockhouse rundt for at lokalisere årsagen. Træt, meget træt løfter jeg hovedet op over sofakanten og foreslår, at de ringer til den hjælpelinje, vi rent faktisk har som lejere. Det går han hvæsende med til.

En halv time efter står der en sortklædt mand med pandelampe midt i min stue. Han bevæger sig rundt med hurtige katteagtige bevægelser og trykker løs på stikkontakter og hiver stik ud. Det var næsten som at være med i "Brazil" (i øvrigt en af mine yndlingsfilm). Han kommer hurtigt og han går hurtigt igen. Med den forskel fra "Brazil", at han rent faktisk reparede noget frem for at ødelægge. Nu skulle alt vel være i sin skønneste orden. Men nej! En time efter råber min søn gurglende på mig. Der er blod over hele håndvasken, på spejlet, på fliserne, på det der står på hylden under spejlet, på sæbedispenseren, på toiletet - overalt. Den stakkels knægt er tidligere på dagen med en fuldvoksen influenza med i bagagen, taget den lange vej for at slå op med sin kæreste. Han ville gøre det ansigt til ansigt. Han var kun væk nogle timer. Hele vejen til vestsjælland og så tilbage med makeupgrådrester på sin ene skulder. Nu havde han fået massivt næseblod. Det skal man jo også lige tage sig af - både blod og følelser.

Jeg skal hilse og sige, at jeg har sat hele familien på en vitaminkur (min datter er også nede med flu). Selv åd jeg også lige oveni d og c og b, et par fed hvidløg rå (tænkte, at der alligevel ikke er nogen, der gider at kysse på en med et plus size herpessår). Det med hvidløgene får jeg nok ikke ungerne til. Men så har de bare at spise nogle af de hjemmedyrkede spirer, jeg har planer om! Når jeg engang holder op med at være så træt.

Susling kyler med kernemælk

Kender I det her med, at låget ryger og man flipper skråt og opfører sig totalt barnligt og pinligt? Det er muligt, at det der triggede, sådan set berettigede en vrede. Men det er saftsuseme pinligt, at man ikke kan håndtere vreden på en voksen og konstruktiv måde.

Nå, men i den fase jeg åbenbart er i lige nu - navlepillerfasen - så må man jo til det hårde arbejde med at se på sig selv i strakt arm. For hvad er grundsubstansen i det, man reagerer ud fra? Det er nemlig ikke nødvendigvis det, den anden gør. Men det, den anden spejler i en selv. Det er ofte noget inde i en selv, man skal arbejde med.

Da jeg var ca. otte år, der kylede jeg en kernemælk (de her ulækre kvarte lunkne skolemælk) lige i krydderen på en af mine klassekammerater. Jeg husker, at jeg så lidt op til hende, fordi hun havde langt lyst hår og altid gik i strutkjoler. Men der var en dag, hvor hun sagde noget mindre pænt til mig og så blev jeg simpelthen så gal og såret og så SMAK! Rådden ulækker kernemælk ud over hendes fine hår og kjole. Den gang blev jeg bagefter rigtig flov, for det var et lige lovligt overreageret angreb. Det kunne jeg godt se og jeg vidste egentlig også, at vi ikke var rigtige venner og jeg ville egentlig heller ikke være venner med hende, fordi jeg synes hun var lige lovlig girlie-girlie og selvoptaget, men altså hun var jo så pæn med de der struttende kjoler, som min mor kategorisk nægtede, at jeg måtte gå med. (Sjovt nok, kan jeg ikke engang huske, hvad hun hed). Det var selvfølgelig hende, der fik alle de andres sympati. Det er en mere illustrativ uretfærdighed at stå med ulækker kernemælk over det hele, end den bemærkning, der var blevet hældt ud over mig. Så jeg trak mig og sad for mig selv og filosoferede over, at det nok ikke lige var kernemælk, jeg skulle kaste med en anden gang.

Faktisk tænkte jeg, at jeg slet ikke skulle kaste med noget overhovedet og at jeg skulle lære at tøjle min vrede. For vrede i DK er noget værre noget. Det kan vi ikke rigtig ha'. F.eks. husker jeg en situation for nogle år siden, hvor en beboer her hos os havde fået futtet hele sin lejlighed af, fordi nogle utilpassede unger smed fyrværkeri ind til hende. Det var hun forståeligt vred over - meget! Men da hun luftede sin vrede på et beboermøde, så sad de fleste andre og trådte sig over tæerne, mens de tyssede på hende og sagde:"Ja, ja, så er det heller ikke værre, vel." ØØØhm!? Hun havde fået brændt hele lejligheden af inkl. arvestykker og malerier. Det synes jeg sådan set var ret slemt.

Nå, det var en detour. Ville bare illustrere, at vi er et samfund, der ikke rigtig kan håndtere vrede og konfrontationer, så vi gemmer det væk, der gør os vrede og så kommer det ud som spidse sidebemærkninger og i sidste ende et vulkanudbrud, hvor proppen springer.

I dag kan jeg købe lige så mange strutkjoler og sølv- og guldsandaler, som jeg vil (min mor syntes heller ikke, at jeg skulle gå i glitrende sandaler) og hvis I ser mine skoposer, så har jeg faktisk flere glitrende par. Men desværre er der stadig visse ting, der kan trigge mig helt vildt. Og det er: Tada og trommehvirvel!!! En der går i strutkjoler (ai, fis) og dog, det trigger mig med mennesker, der går i mentale strutkjoler, men i virkeligheden slet ikke er søde.

Og hvad er det så, jeg skal arbejde med? Jo! At være ligeglad, for det er jeg dybest set.

Susling fra sygesengen part 2

Jeg er syg, jo det er jeg faktisk, men jeg keeeeeeeeeedeeer mig (her ville nogen nok indskyde, at hvis man keder sig, så er man ikke syg. Man er vist heller ikke særlig klog. "Kloge børn keder sig aldrig, remember?!). Nå, men når man nu keder sig, hvad kan man så gøre andet end at blogge?!

Og hvad skal vi så diskutere i dag? Jo, ser I. Jeg læste noget tankevækkende ovre hos hende her (hun hører til den lille håndfuld af bloggere, som jeg meget nødigt fremhæver, fordi de skriver så rasende godt. Og så bliver mine rønnebær lidt småsure. Men hei, jeg er large i dag.)

Anyways. Hun har skrevet et yderst interessant indlæg, som I kan læse her.(Når I har læst det, så vend venligst tilbage ellers bliver jeg virkelig sur og misundelig).

I sit indlæg fortæller hun om en kvinde, der har afsat 7 - syv - minutter til sin mand hver dag. I ved 7 daglige minutter til det der (ahem). Det gjorde indtryk på mig og jeg nævnte det lige en passent til Anders. Han lyste lidt op. Det gjorde han altså. "Er det, så det, du vil ha'?!" spurgte jeg lidt spidst. "Øøøøhmm," rømmede han sig eftertænksomt. "Der er vist én, der får ret mange blomster." Og så fortsatte han:"Hun kan også sagtens sige: Skat, jeg så lige en diamantring. Den koster kun 5000,-. Og hendes mand ville bare smile smørret og sige: Selvfølgelig, skat."

"Men hvis vi nu tager det alvorligt," svarede jeg. "For jeg kan godt se pointen. Det er svært at få passet hyrdetimer ind i hverdagen. Og kan du forøvrigt huske SOandSo? Hun fortalte ofte, hvordan hun lige gav sin mand lov inden han gik ud af døren. Og de er i dag stadig lykkelige på 28. år." (Stejler så godt nok lidt over det her med at give lov. Nok også især fordi hendes mand er musikker og pænt ombejlet af andre kvinder. Hvis han lige fik sit put, så kom han nok hjem igen. Formoder, at det var en af hendes bevæggrunde. Men jeg kan på den tredje side også godt se ideen med at gå med til en quicky lidt oftere. Med alt muligt fræsende om ørene og al den kvindeperfektionisme, man roder sig ud i, så bliver man lidt langsom i optrækket. Og i virkeligheden er det jo ret skønt, når man endelig får taget sig sammen.)

"Ai," sagde Anders så. "Det er mest det med de syv minutter, der lyder lidt forkert. Ku' man ikke sige f.eks. 21 min. og så kun 3-4 gange om ugen?"

Susling fra sygesengen

Og så var det, at jeg lige vågnede op med tyk hals og snot. "Hold da helt kæft, hvor ser du skidt ud!" sagde min højtelskede mand. "Mange tak," gurglede jeg. "Jeg elsker også dig." Men da jeg kort efter så mig i spejlet, kunne jeg godt se, hvad han mente. Det var ikke mit bedste øjeblik.

Så nu har jeg lagt mig syg. Eller rettere jeg prøver på at ligge syg. Det er jeg ikke så god til. "Lad nu være med at stresse," sagde mit søde arbejde, da jeg gurglende og rallende forklarede i telefonen, at jeg nok måtte gå fra at være en, der arbejder hjemme, til en der ligger syg. Og så stressede jeg og remsede hysterisk alt det op, jeg havde planlagt hele denne uge skulle bestå af. Jeg kan godt lide mit arbejde.

Det jeg nok burde gøre nu, det var at lægge mig på sofaen med et tæppe trukket godt op over næsen og stene Dr. Phil å'sån. Men det kan jeg ikke finde ud af. Jeg får stress af bare at ligge der som en anden grønsag. Jeg bliver rastløs og irritabel og vil meget hellere være i gang. Cykle ud i verden med læbestift og pæne sko på, få noget fra hånden, snakke med andre og mærke livet omkring mig. Men det med læbestiften ville sgu se grotesk ud på min ene opsvulmede læbe og snakken med andre ville foregå i staccato afbrudt af pudsen næse. Hurra!

Nå, men jeg må gøre forsøget på at ligge syg. Hvis bare jeg kunne finde ud af det, suk.

PS. Jeg har virkelig brug for gode råd til, hvordan jeg opbygger mit immunforsvar ud over at sluge D-vitaminer.

PpS. I den fortløbende saga med Gamle Moster, så kan jeg berette, at hun nu er blevet småskør. Sådan bogstavelig talt. Det siger hendes plejepersonale selv, så det er ikke noget, jeg bare sådan sidder og finder på. Det er rent autoriseret. At hun er blevet småskør, kan jeg ikke helt forholde mig til. Gider ærlig talt ikke flere familiemedlemmer, der lever i et parallelunivers. Jeg kan vel i princippet heller ikke gøre så meget ved det. Har ellers foreslået plejepersonalet, at de ordinerede lidt psykologsnak. Men det nægter den gamle kategorisk. Så nu fylder de hende med lykkepiller og andet godt fra medicinskabet istedet. Hurra!

ppps. Jeg er faktisk ret ked af det min moster.

pppps. Jeg vil ha' et kram!

Susling drømte en drøm

I nat befandt jeg mig i et tog. Jeg skulle besøge nogen. Mens jeg sidder der i kupeen og bumler afsted, går det op for mig, at jeg ikke ved, hvem jeg skal besøge og i hvilken by jeg skal stå af. Pludselig kommer der to svedige oppustede polaker med pomadehår og billige papegøjefarvede jakkesæt ind i kupeen. De begynder at chikanere mig, så jeg rejser mig op efter et stykke tid og forlader kupeen. Da jeg kommer tilbage, opdager jeg, at de har stjålet min pung og at min mobil er løbet tør for strøm. Jeg trøster mig med, at jeg kan melde min pung stjålet og at den jeg skal besøge sikkert har en oplader. Hvis bare jeg lige vidste, hvem det var og i hvilken by, jeg skal stå af. Og så vågner jeg.

Snakker vi tyk symbolisme, eller hvad?! Jeg har i drømmen en svag anelse om, at den jeg skal besøge er en af min søns veninder. Han er lige nu 16 år. Jeg var 16, da jeg flyttede hjemmefra. Lidt nødtvungent, men det var fordi min mor hele tiden fik psykotiske gennembrud. Det kan man lissom ikke leve med i længden, når man samtidig skal passe sin skole, sine venner og sit fritidsjob.

Jeg tror, at jeg i nat prøvede at rejse tilbage til mig selv. Til den gang jeg var 16 år. Til den gang jeg opdagede, at de voksne slet ikke var så voksne endda og at de ikke var i stand til at varetage mit ve og vel. Til den gang de voksne stjal min energi og mine midler (muligheder?). Til den gang jeg opdagede andre voksnes hårrejsende afvisning af mig, fordi det er svært at håndtere psykisk sygdom og psykotiske gennembrud. Til alle de døre, der blev smækket i hovedet på mig og de telefonrør, der blev smidt på - bogstavlig talt. Tilbage til min fars vattede forsøg på at hjælpe og hans hurtige given op, fordi det var for svært for ham følelsesmæssigt. Jeg forstår det godt i dag. For hvad stiller man op med et andet menneskes chok (mit), hvis man aldrig har helet sig selv. Hvis man dybest inde i sig selv, selv er en forsømt lille dreng.

Da jeg var 16 år gammel erkendte jeg, at man kun har sig selv. At man i bund og grund er helt alene som menneske. Det var og er en lidt trist erkendelse og jeg brød mig ikke om den. Heldigvis har jeg i dag nogle, der gerne vil låne mig deres oplader og hjælpe mig med at melde min pung stjålet.

End off confession time!

Fremover vil jeg kun poste billeder af mine små tykke tæer og afblomstrede ærteblomster.

Susling efterlyser et godt råd

Nu er det jo ikke meningen, at min blog skal blive en sygejournal og jeg ved godt, at herpes er en folkesygdom. Men altså, noget siger mig, at jeg må have en ubalance, siden jeg har fået flere af den slags angreb i løbet af i år. Plus allergien.

Den herpeshævelse jeg har lige nu er den klassiske. Den kommer hvert år omkring det her tidspunkt. Men der har også været noget i foråret og nu er jeg lidt træt.

Man kan vel angribe problemet fra to sider: Den fysiske og den psykiske.

Tager man det fysiske, så mener jeg, at man må kunne rette op med nogle vitaminer og mineraler. Men hvilke? På apoteket siger de D-vitamin og det spiser jeg faktisk. Selv om jeg lige har holdt en sommerpause og suget sol i stedet. Jeg spiser også sundt og varieret og har absolut ikke en sød tand. Jeg overspiser heller ikke og mange vitaminer og mineraler burde jeg få gennem kosten, som meget består af grønsager, bælgfrugter, ris, fuldkornspasta, fisk og en gang i mellem kød (ikke hver dag og meget sjældent rødt kød. Er for dyrt og for dårligt.)
Bortset fra det så dyrker jeg motion og cykler til arbejde.

Hvad kan en stakkels kvinde gøre mere?

Tager vi det psykiske, så er det jo næsten et vink med vognstang, når min ene side af munden pludselig hæver op. Det er altid den venstre side og det sker som regel i forbindelse med, at jeg kommer tæt på noget småtraumatisk (har vi ikke alle nogle lig i lasten, som skal bearbejdes!?).

Det er noget med, at jeg ikke må tale. At jeg ikke må sige det, jeg ser og synes (har verificeret den med andre og gudsketak og lov for min blog. Her kan jeg springe ud lige så meget som det passer mig). Årsagen til, at jeg ikke føler jeg må tale og være tilstede med mine meninger kan være legio. Selv mener jeg, at jeg fik et decideret chok, da jeg kom tilbage til Danmark fra Østrig og oplevede at blive holdt ude og drillet, fordi jeg var anderledes. Og det var jeg jo også. Jeg havde set andre ting, levet i en anden kultur og talte andre sprog. Jeg var også flere niveauer fagligt over mine klassekammerater, fordi jeg havde gået i en hård skole med fyldepen, diciplin, udenadslære und alles. Det var bare ikke så hammerpopulært, at jeg faktisk syntes, at det var skægt at gå i skole. Så jeg lærte ret hurtigt at lægge bånd på mig selv for at passe ind. Selv om jeg allerede som 8-årig godt viste, at det kom jeg nok aldrig til.

Og så er der jo også det hjemlige gaskammer. Uden at gå for meget i dybden, så kan jeg da godt komme i tanker om situationer, hvor jeg blev bedt om at holde kæft. Jeg blev også kaldt for et sludrechatol (charmerende, ikk' sandt!) og der blev ikke rigtig lyttet til mig, når jeg sagde noget. For det meste synes hele min pukkelryggede (inkl. tanter, onkler, bedsteforældre osv.), at jeg var umådelig charmerede, men ikke lige én, der skulle tages alvorligt.

Nå, men jadde, jadde, jadde og for at gøre en lang historie kort, så er min pointe, at man må gå holistisk til værks, hvis man vil af med sine småskavanker og ubalancer. Det psykiske kan jeg godt håndtere. Det har nærmest sin egen indre inerti. Men hvilke mineraler og vitaminer skal der til?

På forhånd tak!

Update:
Tak til mig selv! Fatter ikke en bønne.
Nåååh! Zink, magnesium og kalcium og vitamin B og C. Snakker vi en multivitaminpille? Ikke det mest eksotiske jeg har hørt om.

Susling på en regnvejrsdag

Der er de her dage hvor:

Man (jeg) vågner op til de blide toner af P1 og opdager, at nogens ene læbe i al stilhed har udviklet et herpessår, så man (jeg) er hævet i den ene side af underlæben.

Man (jeg) hænger i en telefonkø til lægen og af ubegribelige årsager hele tiden står i kø som "Nummer fem". (Hvem fanden er det, der er sådan en jammerkommode?)

Man (jeg) opdager, at det "pisser ned" (som vi siger her i København) og alle i min husstand farer forvildet rundt efter regnjakker. Bortset fra een (mig), som priser sig lykkelig over, at dagen i dag er en arbejdehjemmedag.

Man (jeg) skal nemlig ringe til jobcenterdame, fordi man (jeg) stadig er en del af den galaj, når man (jeg) er i løntilskud. Det kan man (jeg) godt bliver lidt deprim over og så kan man (jeg) jo lige så godt også blive deprim over andre ting. Som i, at sommeren er ved at gå på hæld. Som i, ingen kan lide mig (bilder jeg min ind) og det er sgu også bare fordi jeg er så sær og kommer til at sige noget til folk (af et godt hjerte), som rammer og så blive de sure og derfor skal jeg holde min kæft og det prøver jeg også, men nogle gange løber det af med mig og så bliver jeg depri og har mest lyst til at gemme mig væk.

Hvilket minder mig om, teorien om skyggesider, som min skægge søde boss lige har indviet mig i. Meget interessant i øvrigt. Lad os lave en lille øvelse!

Tænk på en person f.eks. en kendt person, som du absolut ikke kan have. Du er ikke bare ligeglad. Du bliver ganske enkelt oprørt, hver gang vedkommende dukker op på skærmen/FB/whatever. I mit tilfælde er det Sasha Dupont.

Det næste du så skal tænke over er, hvilke ord du forbinder med den person. Tomhjernet, aggressiv etc. I mit tilfælde, så er det ord som: for meget, fjollet, ikke en del af det gode selskab, men vil så gerne være med. De ord, der dukker op er ord på ens skyggeside. Skyggesider som man skal bearbejde, for at kunne komme videre.

Glemte lige at indskyde, at det ikke er en særlig rar øvelse og den kan godt flosse ens selvfølelse en smule. Vi vil jo alle gerne være søde, godhjertede vindere, ikk' sandt!

Men hei: Erkendelse er vejen til åndelig frelse! Og hvad er bedre end lidt selvpineri på en rådden regnvejrsdag, hvor man (jeg) sidder med sin ene halve hævede underlæbe, skal ringe til jobcenteret og dagens højdepunkt bliver en tur i brugsen og på apoteket for at hente sønnens bumsecreme, zovir i pilleform og nok også en gang D-vitamin og Omega 3 (sommeren på hæld, remember!)

Også god regnvejrsdag til jer!

Susling i nu'et

Det ville være synd at sige, at ordene i disse dage flyder fra mig som skidt fra en spædekalv (fed metafor, ikk').

Dagene er bare futtet derudaf i sit eget tempo med spændingsfyldt indhold som arbejde, fitness og oprydning. Oprydning skal der til, hvis man som mig bor i en skotøjsæske. Personligt følger jeg kassekurveprincippet. Alt har sin plads og bor i sin respektive kasse, kurv, skål, krukke mv. Man skulle så tro, at når tingene i min lille skotøjsæske ved, hvor de bor, så kan de også selv finde hjem. Det kan de så ikke. Ret ofte er de flyttet ind hos min smukke datter og den er efterhånden stensikker, at er noget blevet væk, så ligger det inde hos hende. Mit tøj f.eks. Men lad det nu ligge, for hun siger dagligt, at hun elsker mig og så smelter jeg, og alle mine onde hævntanker og fantasier om restriktioner forsvinder som dug for solen.

Min søn siger også, at han elsker mig og bliver så glad, hvis jeg sådan lynbørge har vasket hans yndlingstøj. Og det gjorde jeg da gladeligt i søndags, for i dag har han første skoledag. (Jeg har købt blyanter til ham). Jeg blev sågu da helt rørt, da jeg vinkede farvel til ham og hans to venner. Rigtige små mænd, der starter næste fase af deres liv. (Snøft! Og om et år bliver min datter student og inden jeg ser mig om, så er det eneste jeg vasker, min mands sure sokker og mine egne underhyllere!)

Kæft! Tiden går hurtigt! Og jeg synes lige det var i går, jeg badede de to små numsetrolle. Jeg har dog tilpas meget selverkendelse til ikke længere at snakke graviditeter og fødsler med nye vordende forældre. Når det er 19 og 16 år siden man selv var på den galej, så synes jeg faktisk ikke, at der er så meget at byde ind med. Selv om processen i princippet er den samme, så er der formodentlig sket så meget nyt bla. på drugsfronten. Og i virkeligheden er jeg jo selv i gang med en helt anden børnefase, der, hvis jeg selv skal sige det, er lige så spændende.

Nå, men det jeg ville sige var, at jeg i øjeblikket prøver at være tilstede i nuet. Det er en svær diciplin, fordi man hurtigt kan komme til at skemalægge og tænke fremad (og så bliver jeg stresset) og det er lige før man allerede skal tænke på julegaver og næste år. Det gider jeg ikke. For så har man teknisk set levet sit liv mentalt, før man har levet det. Ligesom hende i min første mødregruppe, der i ramme alvor spurgte os andre, om vi også sparede op til vores ungers konfirmation. Jeg lader den lige stå lidt på lystavlen! (Ungerne var på det tidspunkt 3 mdr. gamle og 13-14 år var i den sammenhæng en umulig abstraktion).

Ja, altså, det er så det jeg gør, prøver at være i nuet. Det kan anbefales.

Susling works

All work and no play! Dælme hårdt at komme tilbage på pinden efter tre lange uger. Præsterede dog en hel to do liste, når jeg ikke lige var ved at falde ned af kontorstolen eller gabte mine kæber af led.

I dag gik det så en anelse bedre og inden man ser sig om, så hænger man i møllen igen. Men bare sådan for at feste lidt, så gik jeg ned og købte en lottokupon. Eller faktisk har jeg købt to. Jeg ved bare, at Fortuna smiler til mig (en gang om en krig og en madpakke). Det er den positive side af mig, der taler her. Den sure side vrænger, at jeg er en klaphat og er faldet til proletarpatten. Det er kun arbejde, der tæller. Hårdt arbejde og surt brød i dit ansigt sved. Og en byrde, der skal bæres med smil på læben, mens man nøgen sidder og spinder til sin nød.

Velkommen tilbage Frk. Hverdag.

PS. Jeg er faktisk meget godt tilfreds. Nu snakker de om at forlænge min ansættelse. Sgu da meget godt.

Susling om rette tid og sted

Kan man danse til Gloria Gaynor i Auschwitz? Kan man sidde i en bank og få en nærmest religiøs åbenbaring? Kan man overhovedet blande den slags ting sammen?

Jeg har som mange andre danskere gæld. Ikke i millionklassen, men nok til, at jeg mentalt har indstillet mig på, at sådan ser mit liv ud. Sådan vil det blive ved med at se ud. Afdrag på gæld, intet albuerum, ledighed ad libitum i al evighed, amen. Indtil jeg mødte Benny.

Vi var ellers gået i banken for at forhandle en kassekredit, så vi ville kunne klare os, nu hvor vi begge var blevet ledige. Vi sagde selvfølgelig ikke noget til ham om den situation, der var ved at ramme os - igen, igen. For alle ved jo, at man låner penge og får oprettet kreditter, mens man har penge. Har man først rigtig brug for dem, så smækker banken kassen i for fattigrøvene.

Benny taler pænt og respektfuldt til os to fattigrøve i ånden. Sådan har vi jo vænnet os til at opfatte os selv. Meget muligt vi begge, når vi er i jobs tjener på den pæne side af den ½ million, men dybest inde er vi begge stadig No Future-kids. Børn af atombomben, fattigfirserne og slumlejligheder. Dømt til for evigt ikke at have muligheder og en fremtid.

Jeg burde have lugtet lunten allerede på det tidspunkt. Han gennemgår vores pensionsordninger og muligheder. Han taler pænt og respektfuldt til os. Der er ingen løftede pengefingre. I følge ham ser alt fint ud. Og så siger han pludselig:"Hvis I afdrager 500,- mere om måneden på jeres lån, så er I gældfri om 7 år." "S-y-v år!??!" udbryder jeg lettere rystet "Syv år, jamen det er jo om snart. Om syv år er jeg 53!" (og så er børnene også flyttet hjemmefra lig med anseelige besparelser.) Jeg kan næsten ikke fatte det. Men der er selvfølgelig ikke noget at rafle om. 500,- bobs mere om måneden. Dem finder vi. Det klarer vi.

Det er et næsten religiøst øjeblik, hvor jeg pludselig indser, at jeg har en fremtid. At livet ikke bliver ved med at se ud på en bestemt måde for altid. At jeg har masser af muligheder. At jeg er på vej ind i en ny livsfase, hvor mine drømme kan blive til virkelighed og at No future kidsne er blevet voksne med fod på økonomien.

Følelsen har siddet i mig lige siden og har fuldstændig ændret mit perspektiv. Fra en konstant brandsluknings- og lappe-løsnings-fornemmelse. Fra en konstant forbereden sig på at atombomben falder og tæppet bliver rykket væk under fødderne om lige nu. Til en følelse af - tør man sige det - optimisme og for at det ikke skal være løgn, normalitet. (Her hjælper Carola godt med. En helt almindelig bil, der ikke støjer og rasler, med centrallås, lakken intakt og mange som hende på gader og stræder og må jeg tilføje, en benzinøkonomi, der driver glædestårerne frem i mine øjne.)

Og hvorfor vover jeg så, at sammenstille min bankoplevelse med en gammel jøde, der danser foran krematoriet i Auschwitz?

Jo, for han overlevede. Han fik en fremtid. Og han fortæller alle os andre, at det vi skal er, at helligholde livet og alle de muligheder, vi rent faktisk har. Istedet for at hænge posttraumatisk fast i det, der har ramt os hen af vejen og har gjort livet så tungt og svært at bære. Det betyder ikke, at man ikke skal huske de levede erfaringer og det grusomme, der har ramt en hel befokningsgruppe. Eller en selv for den sags skyld. Men man skal ikke nødvendigvis leve det og gennemleve det i al evighed amen.

Nå, men se selv videoen. Jeg vil aldrig kunne høre "I will survive" på samme måde mere.