Susling uden det store på hjertet. Men alt vel. Stop.

Er blevet raskisagtig igen. Stop. Er blevet fotograferet. Stop. Det snakker vi ikke mere om. Stop. Har fået ny svigerdatter.Stop. Anders har fået job. Stop. Alt vel på Nordpolen. Stop.


PS. Kryds fingre for det folkelige oprør i Mellemøsten. Sidder selv på nåle og krydser alt, det jeg kan.

Susling om at snakke med sig selv

Da jeg vågnede i morges ville mit hovede godt på arbejde. Men det ville min krop ikke. Den nægtede simpelthen. Det må man vel acceptere. "Nå," tænkte min krop så,"Man kan vel bruge nedetiden på noget konstruktivt og skrive nogle jobansøgninger". Men så stod mit hovede af. Det nægtede simpelthen. Ikke et ord kunne det tænke og alle jobopslag var dumme og rettet mod nogle helt andre end mig.

"Kom så I dovne fjolser!" skreg jeg. "Som minimum kan I vel samarbejde omkring en lille tur ud, så vi ikke bliver sindssyge." Det gad de så godt.

Vel ankommet i Brugsen (skal jo teste om jeg kan holde mig oprejst) var der den længste kø jeg nogensinde har set bortset fra nytårsaftensdag, hvilket så viste sig skyldtes, at alle de andre kasseapparater var stået af. Min krop, mit hovede og jeg stillede os pænt i kø og ventede meget længe og meget tålmodigt uden at brokke os. Vi tænkte bare:"Ok, moment of zen."

Da det endelig blev vores tur og vi havde placeret vores varer på båndet. SÅ STOD DET KASSEAPPARAT OGSÅ AF!

Det er der ikke noget at gøre ved (prøver lidt zen her). Så vi slæbte os kollektivt over til en anden butik i området (den lidt for dyre) og så slæbte vi os hjem igen og gav hinanden en high five, fordi vi dog havde holdt lidt sammen.

Nu har jeg så bedt min krop om at arbejde lidt bedre sammen i morgen og jeg har sagt til mit hovede, at vi skal ha' os noget positivt udsyn og visionere lidt på, hvad fanden det egentlig er vi vil. Og så er vi kollektivt blevet enige om, at man ikke kan forcere ting. Selv om det gad jeg altså personligt godt efterhånden.

Susling om effektive slankekure

På et tidspunkt var der en fotomodel, der udtalte, at et ophold i Auschwitz måtte være den mest fantastiske slankekur. (Skal vi ikke bare tilføje: Den ultimative slankekur?). Jeg husker ikke præcis, hvem det var, der sagde det eller om det blev sagt i 80'erne eller 90'erne. Jeg skyder på 90'erne. Men uanset hvad, har udtalelsen har stået på min mentale "væg" lige siden, for den udtrykker jo dobbelt elendighed. Stakkels dumme modella, der var så desperat efter at tabe sig og samtidig var så blind for andres elendighed.

Men et eller andet sted har mange af os et mere eller mindre fordrejet forhold til vores krop.Det har vi altså og vi går også meget, meget op i, hvad vi putter i den og hvordan vi ser ud fra forskellige vinkler. Selv var jeg da ved at krepere, da jeg pludselig opdagede, at en eller anden havde stukket en cykelpumpe op i rumpetten på mig og havde pumpet mig op til en str. X-large. Ku' da overhovedet ikke genkende mig selv.

Siden er jeg så punkteret lidt og nu vil jeg gerne dele en hemmelighed med jer: Influenza og lungebetændelse er den nye slankekur!

Jeg tror så ikke, at jeg kan spinde guld på konceptet: "Virus dig slank". Og i længden er det nok heller ikke det sundeste for min krop. Men hell, jeg er forfængelig nok til med tilfredshed at kunne konstatere, at mine nyindkøbte jeans hænger på mig og at mine kindben træder lidt mere frem end tidligere. I et sindsforvirret øjeblik konstaterede jeg også, at det da var yderst belejliget, nu hvor jeg skal have taget portætter af mig selv. Så et eller andet sted er jeg vel lige så dum som modella.

PS.
Tager på arbejde i morgen - syg eller ej. Jeg må videre og ud. Satser på raskhed i morgen. Med mindre...DJ Brockhouse er lige kommet hjem med omgangssyge og jeg forsøgte selvfølgelig at holde ham ud i en arms længde. Orker ikke mere privat svagbørnskoloni.

Er vi lige en familie, der trænger til et to ugers ophold på Bahamas?!Er jo også lige blevet bikiniklar.

Susling om at blive fotograferet

Jeg har et stort handicap i disse gennemfotograferede tider. Jeg kan ikke lide at få taget billeder af mig selv. Hver gang en eller anden retter et kamera mod mig, så bliver jeg helt stiv og akavet, og får et underligt stirrende blik og en fordrejet mund.

Da jeg var purung, blev jeg en gang imellem stoppet på gaden og spurgt, om jeg var interesseret i at blive model. Det skulle man så synes var meget pleasende for mit ego, men jeg gik bare i panik. Kunne slet ikke klare tanken om, at skulle stå der med "øjet" rettet direkte mod mig. Fuldstændig i fokus og centrum. Det hjalp så heller ikke, at jeg samtidig var en intellektuel og feministisk snob. Jeg skulle saftsuseme ikke udbyttes. Mit udseende talte ikke, kun min hjerne og min viden. Og så pæn var jeg da heller ikke. Jeg var både for tyk (jeg vejede 54 kilo) og havde en forkert hage og trængte altid til at få plukket øjenbryn og alt muligt andet. Faktisk var alle andre meget pænere end mig.

Men det går jo ikke, sådan ikke at have nogle ordentlige billeder af sig selv. De skal være på cv'et og på FB og på linkedin og jeg ved ikke hvad. Så nu har jeg en aftale med min to meter høje evigt ulykkeligt forelskede fotografven. Han har bedt mig om at bruge 10 min. hver dag indtil vi ses i næste uge på at tænke over, hvordan jeg gerne vil ses. HUH!Det er decideret angstfremkaldende for mig. Hvordan vil jeg gerne ses? (Skal vi starte med at blive enige om, at jeg nok ikke vil ses, som jeg ser ud lige nu med feberøjne og fedtet hår).

Hvordan vil jeg gerne ses? Donno. Som en professionel? Som lattermild? Som primadonna? Som mor? Sgu da et dybt eksistentielt spørgsmål! Ved da ikke, hvordan jeg gerne vil ses. Det er jo mig, der er betragteren. Blev nødt til at spørge Anders forleden: "Hvordan vil jeg gerne ses?" Det kunne han selvfølgelig ikke svare på. Og hvis han ikke kan svare, hvem kan så?

Susling på en søndag

Om jeg er blevet rask? Tak, fordi du spørger. Overhovedet ikke. Hvornår jeg sidst har været i bad? Øh...så langt kan jeg ikke huske tilbage. Men jeg har til gengæld en flot hårkage på hovedet. Og jeg lugter meget naturligt. Tror jeg nok, for jeg har mistet lugtesansen. Og smagssansen.

Får jeg omsorg? Ja, da. Anders har lavet en dejlig "bliv rask nu, søde kone" drik med ingefær, havtorn, æble og gulerod. Den kunne jeg heller ikke smage - overhovedet. Men det var da dejligt med noget kølende gennem halsen og jeg er helt sikker på, at den nok skal hjælpe.

Er jeg ved at blive bims? Jep! Og jeg skal nok holde min kæft nu. Det her er jo bare en banal influenza garneret med en bette lungebetændelse. Ikke noget med operationer eller andre seriøse ting. Jeg bliver helt sikkert rask igen. Men please, det må godt være om snart!

PS. Ny Girlfriend er sød. Meget. Og er nem at omgås og helt normal og har både sin mor og sin far i samme hus og en lillebror, og to katte. Og hun synger i kor og laver sine lektier. Sådan noget kan en mor godt li´. Men jeg glemmer hele tiden, hvad hun hedder. Det må jeg altså arbejde på, ellers bliver jeg lige så pinlig som min far var, da han konsekvent kaldte Anders for Carsten i de første 6 år, vi var sammen?!

Susling om venner

Vi har pigebesøg, jo, jo. Hun ser meget sød ud OG HUN BLIVER HER HELE WEEKENDEN! Must be lorve. Hun er lige så snottet, som jeg er og var mødt op med makeup og store røde næsefløje (og store smukke øjne). Stak hende diskret en stang lommeletter og en dåse e-vitaminsalve til næsefløjene. Hun er forøvrigt vegetar, og det skal respekteres, så i aften laver vi indisk vegetarmad med godt med ingefær og chili til at lufte luftvejene igennem!

Jeg har så tilgengæld nedtursbesøg. I følge min medicinkyndige veninde er det meget almindeligt, når man er på en antibiotikahestekur (hurra, for antibiotika. Havde jeg raget en lungebetændelse til mig før 2. verdenskrig, så var jeg død).
Men altså, jeg synes faktisk min verden er lidt betændt lige nu og i går tudede jeg ned i min pink discophone, da jeg ringede til min medicinkyndige veninde. Jeg har brug for mine venner lige nu. Mine rigtige venner. Jeg har brug for at vide, at de er der for mig. Heldigvis popper de op og fjerner den følelse af eksklusion, jeg har gået rundt med et stykke tid. (Måtte så lige aflyse en aftale i aften. Lungebetændelse og wine and dine går ikke godt i spænd).

Måske har jeg bare en buket venner, der ikke er som andre. Måske har jeg bare venner, der er lige som mig selv. Vi sidder ikke lårene af hinanden, men hvis man rækker hånden ud, så er de der. Det er næsten bedre end antibiotika. For uden venner, så dør man en helt anden slags død.

Susling på randen af...

I går aftes sådan ved spisetid råbte jeg:"Sayonara!!!" skred ud af døren, smækkede den hårdt efter mig og trampede op på torvet, hvor jeg åd en ristet med det hele hos Cafe Fodkold. Så vidste jeg ikke rigtigt, hvad skulle gøre mere og så trampede jeg hjem igen. Hjemme for hele familien rundt som små stressede myrer og gjorde rent og ryttede op. (Skumfidusen tog for første gang i sit liv badeværelset og har lavet en to-do-liste over deres kommende pligter på eget initiativ). Anders mente i øvrigt, at var jeg blevet væk lidt længere tid, så havde de sgu nok også støvsuget.

Jeg kan så ikke lige huske, hvad jeg blev så gal over. Men normalt er det ikke mig, der laver den slags dramaqueensk konflikthåndtering. Det er mere min bedre halvdel. Desto mere effektivt var det så åbenbart.

Men indrømmet, min lunte er lidt kort p.t. og i dag har jeg fundet ud af hvorfor. Jeg har fået konstateret lunge- og kæbehulebetændelse. Ny oplevelse in deed. Følte mig akut sølle, da jeg hvæsende trak vejret ind og ud hos lægen og siden stod storsvedende i køen på apoteket. Faktisk kom jeg til at springe mig selv over, fordi jeg havde bildt mig selv ind, at jeg havde trukket et højere nummer, end jeg rent faktisk havde. Sammen med alle de andre på apoteket, så jeg mig også forarget rundt, da ingen reagerede på: "123! 123!!" Da vi så kom til nummer 125, som jeg mente var det nummer JEG havde, gik jeg hen mod skranken med en hysterisk teenagepige i lige hælene. "125, det er mig. Det er det altså!"

Nu er jeg jo lejlighedsvis en pæn dame iført perler og pels, så jeg blev hamrende flov, men er jo samtidig også p.t. udstyret med kort lunte, så jeg sagde:"For satan! Undskyld og alt det her, men jeg har altså høj feber og akut lungebetændelse "(og følte mig et kort sekund som en alkonarkomanhjemløstabernasser). Så jeg fik heldigvis mine 'ganer (3 dages antibiotikakur) og slæbte mig hjem til svagbørnskolonien, hvor jeg endnu en dag kan feste på skatteydernes regning.

Bortset fra det, så skal man tage det her lungebetændelse ret alvorligt p.t. Min læge sagde, at det var epidemiske tilstande lige nu (pfui, jeg er helt normal!). Skumfidusen siger, at hun kender en, hvis chef lige er død af det, fordi hans kone tvang ham på arbejde, fordi hun ville have guccitasker (sådan meget forenklet). Nu er jeg så ikke lige den, der synes, at det er forsvarligt, at bruge et helt afrikansk børnehjems budget på en "Jane Birkin", og jeg har heller ikke nogen planer om at dø lige nu. Men jeg er taknemmelig for, at mine unger nu tager del i rengøringen.

Susling - en af arbejdsmarkedets heltinder?

Jeg tog på arbejde i går, fordi jeg skulle bevise...Ja, hvad skulle jeg egentlig bevise? At jeg kunne køre på en cykel, gå op af nogle trapper, tænde computer og læse mails, besvare dem og aftale et vigtigt møde og så for resten af pengene bare sidde og stirre tomt ud i luften, fordi min hjerne ikke var samarbejdsvillig? Nå, ja, jeg formåede også lige at slæbe mig ned til frokost, kvækkende konversere kollegaer gennem de tiltagende febertåger og en brændende hals og så køre hjem igen kl. 16.15. Ret heltindeagtigt, ikk' sandt.

Og som tak for min heltedåd, er jeg i dag slået hjem og kan ikke overskue en dut. Kan dårligt løfte armene og synes, at det at tømme en opvaskemaskine eller at fjerne det vasketøj, der har hængt lidt for længe på stativet er uoverskuelige projekter. Fordelen ved det er selvfølgelig, at man så også kan tillade sig at ignorere rengøringstrængende badeværelse, gigant støvbolde og andre normalt påtrængende kvindesysler, der hører i børkategorien.

Jeg er med andre ord fuldstændig færdig med at lege heltinde. Feber, sandpapirshals og grødhjerne skal man tage alvorligt, skulle jeg mene. Jeg glemmer det bare hver gang.

Nååh!

Wednesday, Jan 19th, 2011 -- If possible, take some time away from work today. Even if you are very busy, you can still disappear for a short while by hiding within the privacy of your home or going on a personal mini-retreat without telling anyone. Keep in mind that how long you are gone is not all that important; the quality of your downtime is what counts. Shut out the rest of the world and concentrate on yourself.

Susling om strik og snot

Fester lige nu med dyne (og te, og knækbrød og halstørklæde), men sneg mig lige ud for at investere i et par halstabletter. I kiosken så jeg i min febrile tilstand det nye Hendes Verden (ikke et blad jeg normalt dyrker). Temaet var så vidt jeg kunne se gennem briller og vandede øjne: Strik dig tynd. (jeg lader den lige stå et øjeblik).

"Hm, (nys) Strik dig tynd?Interessant. Er det noget med farten af strikkepindene? Er det, fordi man strikker stående og samtidig dyrker step? Snakker vi Zumbastrik? Eller er det videnskabeligt bevist, at garnvinding er lige så godt som spinning?"

Jeg er mystificeret. Gælder det så også for hækling? "Hækl dig hel". Eller syning? "Sy dig sund".

Suslings unger

Mine børn er store nu. Meget store. Det er nærmest underligt at kalde dem børn efterhånden. Om 4 måneder, så bliver Skumfidusen 20 og DJ Brockhouse 17. Det er ikke børn længere. Det er unge mennesker (og heldigvis fornuftige). Skumfidusen kom glad ind i dag og trallede, at hun har en veninde, der kan skaffe en lejlighed til sommer og at hun gerne ville flytte ind sammen med hende. "Aj, hvad!?" udbrød faren. "Så bliver vi jo næsten alene."
"Tjo", svarede jeg. "Men det er jo naturligt. Selvfølgelig vil hun gerne bo for sig selv. Det ville da være underligt andet."

Og det mener jeg seriøst. Måske var jeg vild med at være mor til to bløde poder, der sagde skægge ting og lavede legekonstruktioner i hele huset. F.eks. den gang min datter syntes at vores bestik var familier og vi derfor hele tiden måtte spørge hende, om Familien Olsen, Jensen og Gårdbo ikke lige kunne komme på arbejde på spisebordet. Eller den gang vi havde Action Man træningsbane i hele stuen, hvilket betød, at vi måtte kravle henover og nedunder snore spændt ud mellem stole, borde og reoler i flere uger. Eller den ugentlige tur til Tøjhusmuseet, hvor vi skulle klappe kanoner og snakke om sværd og musketter og uniformer. Eller Skumfidusens prinsesseperiode, hvor kun kjoler, glimmer og gummistøvler duede.

I mit hovede var det altsammen lige i går alt det skete. Men samtidig så er hver periode i deres liv fantasisk. Hvert udviklingstrin er spændende. Som da Skumfidusen kunne stemme for første gang og vi cyklede trallende afsted ned til valglokalet, mens jeg råbte:"Velkommen til demokratiet!"

Hver ting til sin tid! Og glæder mig vel egentlig til den næste fase.


PS. Jeg har valgt at forlade min dyne. Bliver bare bims af at sølle den på svagbarnsmåden. Ikke, at jeg ikke må. Min familie er meget deltagende og omsorgsfulde. Men altså...

Susling på en sygedag

"God morgen, nu skal I op," kvækkede jeg kl. 6.45 til mine to comatøse unger og skaffedyret på min højre side og så dejsede jeg om i min dyne igen (min bedste ven p.t.).
Jeg er ikke ligefrem på omgangshøjde i disse dage og det irriterer mig. For ærlig talt: Der er en hel verden derude og jeg vil gerne være en del af den. Selv med grød i hovedet og feber.

Da jeg senere fik øjne, flimrede det rundt i hovedet på mig med alt det, jeg skal og alt det, jeg bør og så smattede jeg ud igen. Det er vist ikke lige mig Fru Middelsvensson, der bygger verdenen lige nu eller driver hjulene rundt. Jeg fryser og sveder, hoster og harker, mens jeg bekymrer mig om, hvordan jeg får skovlen under fremtiden. Min fremtid. Ikke den nærmeste. Jeg har en to-do-liste, der er længere, end den tid jeg har tilbage hos "afrikanerne". Men den næstnærmeste. Hvad skal den blive til? Kan jeg tage livtag med konsulentbranchen igen? Vil stressspøgelset ramme mig igen? Hvad kan jeg overhovedet lide at lave, så'n hvis jeg mærker efter og kan jeg finde ud af det?

"Hvad har Susling fundet på i dag?", spørger min travle mand mig en passent, da han lige stikker hovedet forbi mellem 50.000 aftaler. "Ikke (nys) noget," harker jeg ham op i hovedet og fortsætter: "Er det ok, at jeg lige lægger mig lidt på sofaen?" Den slags gør jeg normalt aldrig, men lige i det sekund var det mit bedste bud på en konstruktiv handling. Og det må jeg vist affinde mig med på en tåget, grå sygedag, kun med udsigt til en sendeflade med royale tvillinger og ny K-leder.

Suslings hverdagsfilosofi

Nu er jeg ikke den skarpeste kniv i skuffen, så'n livsindsigtwise. For skal vi ikke bare blive enige om, at var man lige så klog på livet, da man var ung og smuk, som man er med omvendt fortegn i dag, så havde jeg nok valgt karriere og livsstil som miniqueeni eller Tryg-Stine for år tilbage. (Tal lige om nogen, der har sat sig godt på flæsket (altså ikke deres egne bagdele))!

Næh, her er man bare Middelsvensson og efterhånden en ret kedelig en af slagsen (tror seriøst, at jeg har tabt min humor et sted). Det skal dog ikke holde mig tilbage fra at divertere med(underholde med/udbrede mig om/forkynde) lidt hverdagsfilosofi.

Ting man ikke skal:

• Man skal ikke pjække med argumentet influenza, fordi man er bagud på jobansøgninger. For så får man influenza lige bagefter og skal tilbringe en hel dag iført briller, filtsutter, kæmpehalstørklæde, knaldende hovepine og dårlig samvittighed!
• Man skal ikke fortrække en mine, når ens søn har besøg af en pige, der i den grad er hans type (han er til slanke, mørkhårede piger med store smukke øjne), når man kommer hjem.
  
• Og slet ikke kommentere på, at der er ryddet op på værelset (hvilket stort set kun sker, når der er seriøst pigebesøg).
• Og ikke løfte et øjenbryn, når knægten siger, at man ikke skal lægge noget i, at han spiller Dario Krampeottos sang om kærlighed (!!!) Det er i følge ham ikke fordi, han er forelsket, men kun fordi, han kan li' Dario (!!!!!!!!!!!!)
• Nævne for sin mand, at man måske skulle indføre den regel, at har man ikke haft sex i løbet af måneden, så SKAL man gøre det, den sidste dag i måneden. For pludselig får han den idé, at man måske skulle tænke den regel ind på ugebasis!
  
• Være kæk og købe en blazer str. 38, fordi ens datter mener, at man helt bestemt er slankere, end man selv tror (tak, datter). For så står man der og føler sig meget fed og oppustet, fordi man så alligevel ikke er (og aldrig igen bliver) en str. 38.

Til gengæld må man godt (jo, man må!):

• Synes V's ordfører ligner en gris (sådan seriøst. Synd for ham. Gad vide, hvor meget han scorer?)
• Være lidt træt af efterlønsdebatten. (Bør vi ikke istedet snakke om, at få hjulene igang, åsån?)
• Være snotforvirret over, hvor ens rigtige hylde er, men også samtidig synes, at det man kan, er man supergod til.
  
• Lade være med at barbere sine ben om vinteren og slukke for mobiltelefonen.
• Ikke hænge sig så meget i modetendenser, men bare købe det man kan li' (for så at konstatere, at man har en drejning mod noget østrigsk og military-look (!?!?)).

Susling smalltalker

Generelt er det jo sådan, at man godt kan holde sine egne prutter ud, men ikke andres. (Min datters er forøvrigt meget parfumerede?!) For det meste kan man også klare sin egen jamren for smerten er jo så stor så stor. Men altså, når jeg ikke en gang kan holde mig selv ud længere og tænker jammerkommode, så er det vist på tide at plante sin str. 39 solidt i jorden og ta' et nyt afsæt.

F.eks. så lyser solen klart og gult i dag, og jeg kan såmænd også mærke noget varme. Og dagen er tiltaget med...bom, bom...ret mange minutter. Og vores allesammens miniquieni har fået sig et sæt tvillinger. Hvad sker der lige for den kvinde?! Er hun ikke lidt for perfekt! Føder på en dag, hvor vi alle har tid til at følge med i i medierne. Føder naturligt. Føder ét stks. af hver. Skal vi vædde på, at hun ikke engang er revnet og stod op under hele sceancen selvfølgelig med superstylet hår. (Det ville min jordmor have mig til, da jeg skulle føde min søn. "Sådan en stærk, sund og veltrimmet kvinde som dig. Det kan du sagtens!" "Nej,"brølede jeg, med samme stemmepragt og styrke, som en ko og så eksede mine ben under mig og jeg trimlede med næsen først ned på fødebriksen. Jeg ved godt, at der er et ideal, at vi danske kvinder føder viking-style med en bidepind i munden som eneste hjælpemiddel. Det kunne jeg så ikke lige levere 100%.)

Men Mary. Hun gjorde det helt sikkert. Hun ser jo meget viljestærk og sammenbidt ud.

Susling jodler sig ud af...?

Ved sgu ikke rigtigt! I dag sad jeg og tudede over noget wienerdudel (deres version af jodel og hende der Trude Madidimsen var forøvrigt rigtig flot, da hun var ung og det kan man også gå i krussedulle over) og det er ikke pga. det med jodel. Mere det med, at jeg bare er blevet en kleinbürger, der kæmper for at få et job og overleve. Elsker jo her, hvor jeg bor. Lige nu driver isflagerne forbi mit vindue. Elsker at have kunne give mine unger den stabilitet jeg aldrig selv fik. Men jeg er samtidig ved at blive kvalt. Endnu en jobansøgning, endnu en periode, hvor vi prøver at klare os igennem. Tør slet ikke tænke længere, for hvad sker der, når jeg bliver gammel og 60?!
Samfundet er i opbrud og jeg kan godt følge med, men kan arbejdsgivere det? Og var det fra start det jeg ville? Har jeg ikke bare ladet den ene dag tage den anden? Den ene årstid efter den anden?
Vi unge punkere, der ville og kunne så meget er bare blevet...hverdag. Og den kunne man måske godt strikke og hækle sig igennem, men det er ikke lige det, jeg skal. Men hvad skal jeg så? (Og hvis der er nogle, der tuder mig ørene fulde om, hvor svært andre har det i andre lande og alle de hjemløse og kasteløse og demokratiløse, så stikker jeg fingrene i ørene og skriger Jooooooodilio).

Susling om grænsen for godgørenhed

Jeg har lige fået en mail, der opfordrer mig til at støtte en orangutang. I går fik jeg brev fra mit sponsorbarn. Jeg arbejder på dagpengetakst hos "afrikanerne" og jeg er medlem af amnesty og green peace. Jeg går ikke i panik, når en tandløs og hjemløs grønlænder kommer hen til mig og stryger hånden hen over ærmet på min sælskindspels og råber højt og manisk, at det er ham, der har skudt den sæl, det er hans kone, der har garvet skindet og til sidst hvisler han med blottede tænder, og ansigtet helt tæt på mit, at de også har ædt alt kødet sammen, og så spørger han, om jeg har en cigaret. Det samme gjorde den anden forhutlede grønlandske mand, der lige skulle røre ved min sæl. Det er ok. Jeg kan klare det.
Men jeg kunne ikke klare den stank af fattigdom og elendighed, der ramte mig, da jeg før jul var til et frivilligmøde i et nødherberg. Stanken mindede mig om min barndom i Østrig og det gamle ungdomshus og de værste steder på Christiania i en stor pærevælling. Og de hjemløses øjne...uden glimt, uden liv. Tynde sultne desperate mennesker.
Det var altså ikke, fordi jeg fik bedsteborgerchok og begyndte at råbe, at havde de ikke brød, så kunne de jo spise kage i stedet. Jeg kommer ikke fra en priviligeret baggrund. Da min mor skred over i paraleluniverset, der sultede jeg og spiste krøllet rugbrød med sennep, fordi det var det eneste i køleskabet. Jeg gik rundt en hel vinter i min nabos aflagte sommersko og jeg havde en lillebror, der blev sendt på julemærkehjem.
Jeg er priviligeret i dag. Det er jeg. For jeg bor i et land med et dagpengesystem, gratis lægehjælp og demokrati. Havde det ikke været for det sociale system og su'en, så havde jeg aldrig fået en studentereksamen eller en universitetsgrad. Så havde jeg måtte forsørge mig selv på den måde jeg nu bedst kunne (gjorde jeg nu også delvist) og var måske endt som de tynde, desperate og sultne mænd og kvinder, jeg så.
Men jeg vil helst ikke se dem. For min egen selvopholdelsesdrifts skyld vil jeg helst ikke mindes om, hvor tynd en knivsæg man balancerer på som menneske. I et andet setup i en anden sammenhæng, kunne det være dig, det kunne være mig, der sultede og knugede mig fast til et spinkelt håb.
Så jeg støtter på afstand. Bidrager med det jeg kan overskue og så lader jeg andre ildsjæle om at gi' der, hvor de kan. Og orangutangerne?! Der må jeg også lige melde pas. Dem er der helt sikkert også nogen, der vil gå gennem ild og vand for. Det er der altid. Uanset, hvilken hårrejsende sag, det drejer sig om.

Susling på en 1. januar

Store unger det er sådan nogle, der står syv timer foran spejlet, snupper ens makeup (½ delen af dem), prøver fem forskellige par sko (½ delen af dem) og valser ud af døren med et: "Elsker jer!"
95 millioner år senere kommer de hjem med ondt i håret og en halvanden liters cola tæt knuget ind til brystet. Falder om, vågner op og valser ud af døren igen med et:"Elsker jer!" (½ delen af dem. Den anden ½ er gået i coma).

I den mellemliggende tid har fornuftsvæsner som os, indtaget fondue og pannecotta, drukket vin (behersket), er faldet i søvn på sofaen og er vågnet op igen til Styrmand Carlsen, har skålet nytår ind med underboen (behersket), futtet to raketter af (behersket) og er gået i seng på den pæne voksne måde. Efter det er de to voksne fornuftsvæsener vågnet på et ordenligt, friskt og borgerligt anerkendt tidspunkt og har derefter skøjtet rundt på de isbelagte fortove i lokalområdet på en vi er friske på den friske måde - med behørig respekt for københavnske istapper. (Det er saftsusemig nogle alvorlige slamperter).

Mens der blev kogt videre på ungdomhyblerne er de to fornuftsvæsner fortsat med deres daglige småborgerlige dont, som f.eks. at vaske tøj og tage sig sammen til at skrive jobansøgninger.

Men dér lige i det moment stopper det så også, for i dag kommer Statsministeren på skærmen. og det er meget muligt, at der er varmet op med forskræb om, at han som noget helt ekstraordinært har indkaldt udvalgte politiske kommentatorer og journalister før sin tale og at pr-en går på, at der snart kommer valg, men som ansvarlig voksen borger i dette land, så nægter jeg, at lægge øre til en fadbamse, der har været med til erodere økonomien og den menneskelige anstændighed i dette land, som jeg holder så meget af. Kl. 19.15 falder jeg af på den og bliver en comatøs teenager. En uansvarlig, agressiv rebel, der bare ikke gider høre på mere l....