Susling om at slutte fred

Dybest set, er der så mange ting man ikke rigtig kan gøre noget ved. Også selv om liberalisterne prøver at bilde os ind, at man er sin egen lykkes smed. Passer jo ikke på alting og er jo egentlig en meget banal tankegang. "Vi skal bare visionere os til det, vi vil, lægge en plan og lade de frie markedskræfter klare resten!"

Som en meget underlig kvinde sagde til mig på et tidspunkt:"Grunden til, at vi kvinder har det så godt i Danmark er, at vi har en bedre karma." Bemærkningen faldt efter, at jeg som indvending mod, at man kan visionere sig til alt (inkl. lykke og penge), anførte, at den nok var lidt svær for kvinder i f.eks. Nepal eller en ghanesisk prosti...der var voldført til et skummelt kælderlokale i København. Siger det bare...

Nå, men det man kan, det er, at slutte fred med ting og ikke lade dem nage. Som i: "Det og det...(indsæt selv frustration/lidelse/forurettelse her) skal ikke bestemme, hvordan jeg har det mentalt!" Det er lidt min egen "opdagelse", men den blev bekræftiget, da jeg læste om en jødisk filosof, der havde gennemlevet holocaust. Hans tese (og livserfaring) var, at man selv satte rammerne for, hvordan man ville tage/indoptage en situation. (Og lige når man taler holocaust og koncentrationslejre, som han havde gennemlevet, synes jeg, det var temmelig mind blowing og set i det lys, er det jo peanuts, det der ligger på mit bord.)

Men altså, det her er jo mit liv, og p.t. har jeg sluttet fred med:

• Allergien. Den og jeg lever nu sammen, som vi bedst kan og den skal ikke bestemme, hvad jeg kan og ikke kan.
  
• Min jobsituation. For ærlig talt! Jeg har kun været mellem jobs i to måneder og det er ikke sådan at jeg p.t. har sendt millioner af ansøgninger. Så fald lige ned kvinde (mig)! Du bor hverken på Als eller Lolland. Du har en solid og god lang uddannelse og mange års erfaring. Gider jo heller ikke være som dem, jeg sad ved siden af igår (da jeg var ude og spise gammeldags med min moster). Tre mænd først i generation Y'erne og helstøbte power point-fjolser. De snakkede biler, it-systemer, vandfaldsmetoden vs. microsoft-tilgangen og alle de benefits man kunne opnå med system x. Var enten et uofficielt salgsmøde eller en potentiel jobsamtale. (Bemærkede i øvrigt, at en af dem kedede sig bravt. Havde øjenkontakt med ham flere gange. Hurra for ham).
• Min alder. Rammer 45 om præcis 10 dage! Så i princippet er jeg der jo allerede og begynder egentlig at tænke: Hei...Supersej "Moster". Fra nu af er det ren kamikaze-sild! Læste om hende den 54-årige, der angreb en bankrøver i Tommerup og er sikker på, at hun har været en overophedet klimakteriesild, der bare ikke gad mere vrøvl og besvær. Det livsafsnit gider jeg godt tage fat på! "Are you talking to me? You want a piece of me?" Smaaak...

Fred være med jer alle.

I morgen kan vi så tage fat på det, jeg mangler at slutte fred med.

Susling gnasker løs af livet

Nå...er da godt nok kommet i erhvervspraktik som pensionist! Og når man er det, så kan man jo lige så godt udnytte tiden. F.eks. så shopper jeg tilbud og det er ikke hvilke som helst tilbud. Selv om jeg ikke er finanskrisens darling aka shopaholic, så kan selv sådan en som mig se, at ting til tider skal skiftes ud. F.eks. så kan sådan et badeforhæng, som de fleste af os har, blive teenage-skadet. Forklaring: De går meget i bad, glemmer at trække forhænget ud til tørring og resultatet er mugpletter. Der går min grænse altså! Så nu har jeg købt et nyt (og det er jo faktisk lidt af en videnskab, hvis det skal være på tilbud og samtidig matche håndklæder og bademåtter (ja vi kvinder har så mange spændende interesser!)) Har også endelig givet efter og har invisteret i nye dækkeservietter - kom pludselig i tanker om, at de gamle var fra 2002!!?? (Sagde jo, at jeg ikke tænker så meget på den slags, men de var jo billige). Og så har jeg tadaaa købt kurve! Elsker kurve og kasser. Alt hvad man kan opbevare ting i...er også plastikchartek-isionista og samlemappoman...der er ikke nødvendigvis orden i mine kurve, kasser osv. Men jeg ved dog i det mindste, at i den kurv burde det og det ligge og så er man jo godt kørende til en start....(det samme gør jeg i øvrigt på mine arbejdspladser...en ret sød hævn egentlig nu jeg tænker mig om, at der er nogen, der skal rytte ud efter mig..!)

I morgen sætter jeg trumpf på min erhvervspraktik og går ud og spiser frokost med min gamle moster. Vi skal ud og spise gammeldags smørrebrød...Himmel, hvor var det nu jeg satte mit gangstativ?!

Update: Måske jeg ikke ved at transmorgriffe til en pensionist men en TEENAGER!!!??? Jeg (der ellers er en total musiksnob) synes den her har et godt rif...!!??

Måske var det, fordi jeg ikke nåede at være blondine i 1980'erne? (Havde ret travlt med at være fattig, frigjort og selvretfærdig punker)

Susling og allergien

Nå, skal nok ikke dø af svine'flu lige med det samme. Hvis overhovedet. Til gengæld er jeg stærkt bekymret for det her allergi-medicin jeg p.t. bliver nødt til at indtage for at kunne holde forår og udeliv ud. Foretog en opringning til Astma og Allergiforbundet. Synes lissom ikke det var helt rigtigt, at jeg pludselig skulle på en kombi af medicamenter. Havde jo fået en indsprøjtning med binyrebarkhormon. Burde være nok! Og det var det så pludselig ikke. Der skulle mere til. Synes også, at jeg var blevet sært trist efter, at jeg havde fået den her sprøjte. På bare et døgn var farver, humør og energi forsvundet - er så godt klar over at 45 år coming up giver stof til eftertanke. Men så flad i sindet synes jeg nu heller ikke, jeg burde være. Jeg mener, jeg som kan blive i godt humør af en mariehøne og råbe: Held i uheld og mod nye horisonter...! Det viser sig så, at en af bivirkningerne ved den her allergisprøjte er, om ikke depression, så dog tristesse! Og nu ved jeg så ikke rigtig, hvordan jeg skal håndtere det. For det er lidt valget mellem pest eller kolera...Og det er ikke en gang sagt for sjov...

Susling siger, nå nu skal vi så til at krepere

Nåmen, hva' dæ nu hedder...ok, så skal vi åbenbart til at krepere som svin! (Lidt sød ironi i dette svineproducerende land!) Skal da søren hejsme ha' fat i de SP-penge inden da, så jeg kan feste igennem som i pesttiden inden stikket går...feste som de gjorde i Decamaron...(da helt romantisk). Håber Lugtelakridsen når at fremlægge sit projekt om Ku Klux Klan inden vi smider træskoene, for nu har jeg brugt en kostbar forårssøndag på at sy en Ku klux klan-hætte og hvis man så skal dø snart er det jo lidt spild, sådan at slås med symaskinen og en gang hvid lagenlærred...og som om jeg ved, hvordan sådan en hut skal sys...det var efter billede på nettet og en gang tankelogik...Men vent! Måske er jeg slet ikke en af dem, der skal dø! Er så fuldt pumpet af binyrebarkhormon-indsprøjtning og noget supplerende pilleværk mod allergi, så det hele udligner hinanden og virusen ikke en gang kan trænge ind! (Men hvorfor er mine bussemænd pludselige røde?????? Ralllleeeee....)

Susling æder endnu en dag

Nåmen hvasså dar, hva dæt nu hedder....Gad egentlig godt være hende, der havde opfundet ordet Bitterfisse. Jep...I læste rigtigt. Ret godt ord synes jeg. Sådan indebrændt og sur på den feminine måde. Så'n rigtig martyragtig og selvbestaltet besserwisser på den olme måde. Så'n på jeg gider ikke have sex med dig, før du laver de paneler-måden. Eller som i, hvorfor har hendes mand givet hende en diamant-ring og du giver mig aldrig noget-måden. Som i det er din skyld, at jeg ikke lever mit liv på dameblads-måden, så jeg kan lave indlæg om indretning af haver og poste billeder af mine nye dyre forårssko, mens du hiver alle pengene hjem! For det siger jeg dig: Der kommer et tidspunkt i en hver kvindes liv, hvor hun opdager, at livet ikke blev, som hun havde tænkt sig! Der kommer en dag, hvor hun slet og ret er blevet en Bitterfisse.

Er jeg så ikke helt. Men jeg kan godt fortælle, at det slides i mig - kampen mellem Bitterfissen og den Søde. Den Søde, der er hende, der redder små gæslinger, og siger skidt pyt, det går nok. Vi klarer den. Hende der sætter vaske over, rydder op og er overskudshusmor. Hende, der taler et par alvorsord med Lugtelakridsen, fordi endnu en skolehjemsamtale har afsløret, at han er doven og ikke laver sine lektier. Hende, der står klar med et rytteligt hjem og en drink, når My Guy kommer slidt hjem fra et job, han ikke er glad for, men som betaler rigtig godt. Hende der sidder og skriver velformulerede jobansøgninger om alt det hun kan præstere og hvor meget hun vil bidrage til netop denne virksomheds vækst og udvikling. Hende der planter og sår på sine altaner og gyder olie på vandene, når det hele går op i en spids. Som regel er det den Søde, der går af med sejren. Men inde i der sidder hun - Bitterfissen. Skal vi ikke bare ønske hende hen, hvor peberet gror?

Susling bor et mærkværdigt sted

I dag, da jeg kørte afsted på min cykel, så jeg en af de her ting, man kun har tid til at se, når man ikke stæser afsted med sin laptop og sin sorte habitjakke. Jeg var på vej ned af Islands Brygge og drejede videre ind over Langebrogade. Foran mig kom to gæs marcherende med deres små gule gæslinger. De var ved at krydse gaden i bedste Visit Denmarkplakat-stil - bare uden politieskorte. Jeg stoppede selvfølgelig op...Ku' se gåsemor 1 holdt lidt tilbage for at vurdere, hvad jeg havede tænkt mig at gøre (jep..gæs og ænder i København har lært den her med at se sig for, før man krydser vejen!)Hendes gæslinger maste sig flade mod vejen, imens hun holdt øje. Gåsemor 2 ventede stadig på fortovet med sine gæslinger. En bil modsat mig var også standset op...ku' dog mærke suset af en kæmpelastbil bag mig. Var parat til at kaste mig ud og agere reserve-gadebetjent. Havde ikke nerver til at se 10 små gule gæslinger udsmattet på vejen. Heldigvis drejede lastbilen op på Langebro og jeg kunne i ro og fred nyde optrinet, mens hele familien i gåsegang passerede vejen. For det er jo det, det er. Et skægt lille optrin, hvor forskellige arter møder hinanden. Mit humør fik en tak op af, og mens jeg cyklede videre, da alle gæssene var nået i sikkerhed på den anden side på Voldterrænet, fløjtede jeg lystigt. Indtil jeg så lige måtte lave et kæmpesvajersving lidt længere nede af Langebrogade for at undgå en Reklamekurt, der vist helt havde glemt den her med skulder, spejl, blink, inden man drejer ud fra sin parkerede position. Han havde sikkert alt for travlt med at tænke på de 200 største virksomheder, han skulle havde fat i og sin bundlinje. Hvad var det nu jeg sagde med at møde forskellige arter!? Glad for, at jeg ikke var ham i den sorte Audi! (Og er sikker på, at jeg lige fik mig et par karmacoins, fordi jeg var klar til at redde nogle gæs! For det ku' godt nok været gået galt, hvis ham Kurt havde kørt mig ned!)

Susling om livets to do liste

Nogen gange spekulerer jeg over, hvad meningen egentlig er - sådan med det hele. I know store spørgsmål på en flad onsdag. Men må jo en gang i mellem gøre status - især i den fase jeg er i nu. 45 (og det rykker satme tæt på nu!) er et underligt tal. Og hvad skal en ægte kvinde anno 2009 have opnået i den alder? Jeg ved det ikke. Jeg er helt blank på den del.

1. Hus og have? (Er sikker på at regeringen og den almene offentlighed mener, at hus og have er et must. Til kamp for ejendomsretten). Nå, men det ejer jeg ikke. Til gengæld har jeg den smukkeste udsigt ud over havnen og man kan altid presse lidt pottemuld ind på nogle altaner. Gæl's det?

2. Bil? Har jeg da, men det er ikke en Audi. Til gengæld jeg blev helt stolt af Veterancruiseren, da Totempo-manden kærligt klappede den på motorhjelmen og sagde, at det var sjældent de måtte hente sådan en god, gammel og solid bil. Den skulle han nok passe godt på. Mekanikerne presser os også hele tiden for at sælge den til dem. Gæl's det?

3. Ægteskab? Det har jeg kun haft et af. Og jeg kan heller ikke prale med at være en moderne papfamilie med børn på guleplader. Næh, er desværre bare en røvsyg nuklearfamilie. Gæl's det?

4. Børn? Kun to af slagsen - en af hver. Kan jo godt se, at det helt trendy lige nu er at få tre, fire osv. Desværre blev det ikke til det. Til gengæld udvikler de sig helt efter bogen, de to jeg har. 15 år som min søn er snart, er klart alderen, hvor man synes ens mor er åndsvag. Det gør man også lidt, når man er næsten 18, som min datter. At hun så lige kan slå mig for et par sko ændrer ikke det store (All Stars til 279,- i Rema 1000!Det er sgu da billigt!). Eller at vi stadig laver madpakker til dem. Det ku' de egentlig godt fixe selv. Eller at vi trofast står op med dem hver morgen, dækker morgenbord og sender dem i skole. Eller at jeg stadig vasker alt deres tøj...ændrer ikke på, at vi gennemgående er åndsvage....Men gæl's det?

5. Samtalekøkken? Mit køkken er ikke et køkken, der er værd at snakke om. Det er nærmest en skændsel. Men vi snakker meget sammen i køkkenet. Gæl's det?

6. Karriere? Tal ikke om det. Jeg har ikke nogen karriere. Jeg har bare haft en masse trælse år i konsulentbranchen og hold kæft, hvor er jeg træt af det. Træt af kun at tælle, hvis man kan hive sin egen løn ind 2-3 gange. Træt af, at stå over for kunder og få deja vue, fordi de alle sammen siger det samme og har samme problemer, men selv tror, at de er dødunikke. Træt af åndløse powerpoint slides og selvhøjtidelige mænd i jakkesæt. Træt af, at det kun er jakkesættene og deres tænkemåde, der gælder. Træt af begejstringen over det seneste tekniklir, mens forståelsen for resten stadig er på stenalderniveau. Arbejder p.t. på at komme i gang med noget, der giver betydeligt færre kroner og anseelse på blæreskalaen, men til gengæld kan gøre en forskel. Gæl's det?

Ja, undskyld at jeg sådan bliver ved med at sylte rundt i det her. Men jeg ved fanden heller hvad jeg skal gribe og gøre i. Kan jo godt se, at jeg ikke udfylder normalskabelonen. Og jeg er heller ikke sådan en, der er flyttet på Christiania og har oprettet min egen vildtplejestation. Jeg er fandme ikke en gang alternativ. Og hvis man så hverken er det ene eller det andet, hvad er man så? Ja, jeg spørger bare.

Susling siger nogle gange bliver man bare træt...

Min altid empatiske og elskelige svigermor har slået til igen. Da jeg ringede for at sige, at det egentlig havde undret mig, at de var så udeltagende, da vi dagen før måtte ringe og melde pas på en børnefødselsdag, fordi vores trofaste Vagn lige var eksploderet i et brøl, så den nu lød som en Harley Davidson og vi derfor ikke turde køre længere i den, så svarede hun: "Nå, (indsæt svigerindes navn her) opfattede det vel som en dårlig undskyldning!" Tak svigermor! Elsker også dig.
Og selvfølgelig går jeg rigtig langt for at undgå at komme til svigerfamiliens shindys. Rigtig langt! Jeg går så langt, så jeg propper to teenageunger (som ved gud har andet, at tage sig til) ind i Veterancruiseren plus indkøbte fødselsdagsgaver til de to vi skal fejre (forhåbentligt ønskede gaver, for den er også uklar, når man sådan med hiv og sving skal trække ønsker ud af ungernes forældre). Jeg går så langt, at jeg kører afsted - selvfølgelig efter, at jeg har prikket hul i udstødnings-røret. Det skal jo være troværdigt det her, ikke... Jeg går så langt, så jeg dagen efter får hentet dytten af Totempo, så den kan komme på værksted. Og alt det gør jeg selvfølgelig for at undgå, at se på min svigerfamilie. Logisk, ikke sandt...! Næste gang tror jeg bare, at jeg vil sige, at jeg ikke kommer, fordi jeg ikke gider se på hende. Det er fandeme langt billigere, skulle jeg hilse og sige.


Nå, men bortset fra det, så har vi lige fejret, at My Guy stadig har sit job...var ellers tæt på at blive seriøst bekymret for vores fremtid...Altid godt, at mindst en i hustanden tjener reele penge! Jeg vil selvfølgelig også gerne selv hive en hyre ind. Men det ser lidt sort ud p.t. Når man søger på jobs, hvor der er over 300 ansøgere skal man danse pænt meget fandango, for overhovedet at komme til en samtale. Det er lykkedes, meeeeen derfra og til at få jobbet...Har forøvrigt observeret, at de gange jeg får et job har det været til samtaler, hvor potentiel arbejdsgiver har talt mest og jeg bare har svaret i de passende pauser...hvor trættende er lige det?!...

Nå, men sådan er der jo egentlig så meget, man kan gå og blive lidt træt af...
Bortset fra pollen! Har lige fået et skud antihistamin i min bag...Det begynder at lette...så nu kan jeg nyde foråret som alle de andre...(Og dette bare for at ende på en positiv måde...ved at de fleste elsker feelgood!)

Susling powershopper

Er der noget, der kan gøre en kvinde lykkelig, så er det shopping. Seriøst! Der er noget over det her med små poser og ting, som man kan bære hjem i triumf.

Lægger ud med en tur hos modefrisøsen (fattig, fed og fyrre-færdig, men håret skal altså sidde!)
Får hår med klækkelig rabat. Kommer jo også rimlig ofte og de vil jo gerne holde på én, de her krisetruede friser.

Fortsætter til cykelsmed: to slanger og et katteøje. Ingen rabat, men det går alt sammen til opfiksning af ex-skumfiduscykel, som Lugtelakridsen gerne vil overtage. Og lige nu er han ved at male den helt i guld...bling, bling og penge sparet.

Videre til Fætter Be' om, hvor der skal købes fødselsdagsgave til noget nevøyngel - Introrabat på stort ønske...penge sparet...

Over i Magasin og tisse gratis og særrabat på deo med unisexduft...penge sparet og vi dufter alle godt.

Videre til Faraos Cigarer...mere gave til mere nevøyngel...også noget med rabat...og der røg lige to brætspil med i posen til sommerferien og alm. familiehygge...med særrabat.

Hvordan er det nu? Nå jo, smil pænt til ekspedienten og de smiler pænt tilbage...for ved I hvad...de bliver så glade...lissom hende der forleden dag gjorde et stort nummer ud af at finde den rigtige pris på nogle cykellåse...viste sig sgu da, at der var rabat...så der sparede hun mig lige for 100 kr. Da jeg takkede hende næste dag (der var for travlt dagen før) så rødmede hun glad...I det hele taget, så lad være med at se ned på folk...læste hos Modefrisøsen, at Steen Jørgensen...mit helt store idol og en mand jeg aldrig har turde hilse på, selv dengang vi alle var en del af punkmiljøet...og han hilste på mig...(hvad gjorde jeg..vendte mig om, for at se hvem det var han hilste på! Og som jeg kom til at overfalde til en punkrevivalfestival...(skammer mig stadig...men jeg var så gal)). Nåmen han sorterer post hos postDk, når han ikke leder et kor på tv, spiller med i en musicalopsætning eller er model på catwalken og i modebladene...og hvad så...? Prestigetab? Ikke i min bog....Der hælder jeg mere til at synes, at kvinder med silikonebabser og en rufferianklage og deres it-mænd skulle skamme sig.

Og pointen en gang til, smil pænt til folk og behandl dem som mennesker...det giver en klækkelig rabat!

Susling til kamp mod nedadvendte mundvige

Når man sådan er ved at runde de store 45 på livets kalenderlys, så bliver man jo lidt obs på sine omgivelser, især kvinder i ens egen aldersklasse. Må indrømme, at der er mange stærktstyrende damer imellem...bestemt! Mange der står distancen. Men har også bemærket et gennemgående træk hos mange: Et stramt drag om munden og...hells bells...nedadvendte mundvige...(og har selv opdaget to furer - en på hver side af mundvigen - der er i faretruende risiko for at udvikle sig - nedad!) Dét går ikke!

Vist er der pissemeget, man kan være sur over, og jeg synes seriøst, at bitterhed er en nærliggende option her midt i livet...og det er jeg jo ikke en gang...jeg er på vej mod længere end midt i livet. Men sådan midtvejs og for stærkt nedadgående skrue, så fyldes jeg med spørgsmål og hvad nu hvis'er? Mens jeg kæmper en indædt kamp mod de nedadvendte, og det er en hård kamp, for hvis der er noget, der præger præklimakteriet, så er det surhed og nu er det fandme nok-følelsen:

Er jeg f.eks. blevet forfatterinde bosidende på en husbåd i Amsterdam? Hvah??Hvah??Nope...kun en svag afglans...(p.t. arbejdsløs skribtøse bosiddende i den danske variant af Amsterdam. Smager selvfølgelig af fugl, men alligevel).

Er jeg blevet gift med den rigtige? En med masser af penge? Hvah, hvah?? Nå, jo for fanden er jeg da...På trods og det hele..og skidt pyt med pengene...så synes jeg bestemt, at jeg så rigtigt den gang. Og så længe jeg kan sige: "Skidt pyt med, at vi hele tiden falder i søvn i sofaen. Jeg gør det jo med dig. "...Måske er det det Lars Løkke også siger? For det er da fandme mystisk, at han hele tiden skal optræde med Solrun! Tror han, det giver stemmer? Jeg er sgu da ligeglad med hans kone. Se at få styr på tropperne og fremstå som en statsmand og hvis ikke, så træk stikket ud, mand...(Åh, nej...surhed...skrid..serenety now)

Er jeg blevet rig? Airjh...ikke rigtigt. Og jeg har ikke en gang leget med på illusionen om, at jeg var det, som så mange andre. Som i alle har ret til: Et fedt køkken, ferier 3 x om året, vi må have et hus i forstæderne, skat, og moi...jeg går kun i designertøj eller noget lidt lækkert fra den lokale kreative osv. osv. (Ro på...op med mundvigene). Fatter altså ikke, hvad der farer i folk, sån at få rigmandsnykker og fatter slet ikke, at man kan søge om - og få - tilskud til ombygninger i sit hus, når man samtidig f.eks. har haft råd til et Smeg-køleskab...I kid you not! Eller nu jeg er i gang, hvorfor regeringen har afsat 1,4 mia. til husejerne, men kun 100 mio. til renovering af skoler....! Håndværkerne er sgu for fanden da ligeglade....Klientisme, mand...(Pis! Op med de mundvige...smil...)

Nå...kunne blive ved...Ku' harpe løs om sure ekspedienter, underlige arbejdsgivere, rynkecremer, der ikke virker, andres tåbeligheder og hvorfor mon, der er så meget strik i blogland...det sidste er så vel egentlig indlysende...det er jo trendyht...opdagede jeg, da jeg tilfældigt forvildede mig ind i en garnbutik...men de fik mig ikke...kommer aldrig mere til at strikke, ha!

Og nu vil jeg pleje mine mundvige og min afsindige pollenallergi! Hvis nogen undrede sig over, hvad tallet 196 stod for, så kan jeg orientere om, at det er nummeret på plage og pine, influenza uden feber, nys, hovedpine og brændende øjne og svælg...ikke en gang fire benadryler på en gang kan klare den omgang. Et pollental på næsten 200! Så nu er det tid til skrappe midler - et skud bagi...

PS. Skumfidusen er sit gamle trallende happy-go-lucky-jeg nynner mig bare gennem livet - jeg og Lugtelakridsen er holdt med hele tiden at ville kramme og tale om kærlighed....Godt nyt for nedadvendte mundvige.

Susling og 196

196. Mine øjne gør ondt. 196 og mere på vej. 196...der ligger en indkøbsseddel klar på bordet...196 og vasketøjet blafrer i vinden. 196 og mere på vej...jeg bliver irriteret...jeg bliver træt...196 og jeg har mistet min humor...196..jeg drømmer om den evindelige matematikprøve, som jeg aldrig har bestået. Den prøve der gør, at alt hvad jeg har opnået på papiret ikke gælder...196...jeg vågner op til virkeligheden, konstaterer lettet, at jeg har bestået den matematikprøve. Kontaterer, at jeg aldrig mere skal op til en matematikprøve...konstaterer, at jeg lige nu er fuglefri og husmor på skrømt...196 og mere på vej...mine øjne svier...jeg tænker på mine to seneste arbejdsgivere...bliver irriteret...196...hvem siger, at de har ret? Maskuline teknokratdømme bliver aldrig mig....ligesom magtkamp i abeburet og sort habit...196...jeg har ingen sort habit og heller ingen hat, som jeg kan stå med i hånden...196...mine øjne gør ondt...196...jeg kunne så meget, hvis jeg ville...og lige nu gør jeg det, jeg skal....men har hele tiden en følelse af, at jeg burde noget andet...tage en matematikprøve?196 og mere på vej. Bare ikke den store omvæltning...ingen ny vej...bare den samme...Løkkens vej...ikke min...Næsen fuld af bussemænd...sviende øjne...piller en mase....Automatskrift...så Max Ernst på Louisiana...han havde prøvet at lave automattegning...synes det gjorde noget...sagde noget...det er der så meget, der ikke gør. Siger noget...gør noget...ligegyldigheder og indkøbssedler på et bord...196 og hvem gør noget ved det. Lægen og en indsprøjtning? En arbejdsgiver? De gør bare det, de skal og jeg bliver træt...har mistet den sidste flig af illusioner...bliver 45 om mindre end en måned...og har krydderurter i flok...nyplantede...nysåede...bliver nødt til stadig at have illusioner...men 196 spiser det hele...

Susling åh så'n noget...

Det er ikke så lang tid, synes jeg selv, at jeg stirrede ind i et par store blå, intense øjne omkransede af lange mørke øjenvipper. Det er ikke så lang tid siden, synes jeg selv, at jeg holdt om den blødeste og mildeste lille fyr med perfekt sideskildning. Ikke så lang tid siden, at jeg havde årskort til Tøjhusmuseet og entusiastisk diskuterede riller i riffelløb og farven på uniformer. Eller transporterede hele Lego Starwarsflåden tværs igennem Europa, fordi det nu engang bare var det vigtigste, man ku' ha' med i sin feriekuffert. Eller det er jo næsten som i går, vi blev stoppet i tolden, fordi vi havde en metalgenstand i kufferten på vej til Kreta. Man skulle have sin gravko med, skulle man og sin plydskanin Trøste. Det var jo for fanden lige i går!

Men når jeg så går en tur med ham - og stadig prøver at sluge, at han har en brummestemme, skægvækst og er højere end mig, så kan jeg jo godt se det. Når jeg sådan går og hører på hans bekymringer og prøver at svare så optimistisk som muligt, så står det jo lysende klart. Min Lugtelakrids er ikke længere min baby og jeg er blevet ældre. Meget ældre. Og desværre Lugtelakrids, jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg kan godt høre, hvad du siger om kærestesorg og om at have venner. Jeg kan godt høre, at du har planer og drømme. Men du må gennemleve det selv. Lige som vi gjorde den gang.
Fandens til alder og godt det ikke er mig mere!

Susling om ukuelig optimisme

"Måske skal vi også bade!" traller Skumfidusen, på vej ud af døren. Hun skulle i sommerhus i Rørvig her i påskeferien. Jeg siger ikke noget, men et kort kig ud af vinduet, siger vist det hele. "Mor, det var meget godt, at det sluttede. Jeg fik aldrig lov til at lave det, jeg synes var sjovt" brummer Lugtelakridsen, der allerede er i gang med at arrangere noget andet med nogle andre end den Fynske Prinsesse.

Hm, sagde jeg, at jeg var stoiker? Hvis, så har det ikke smittet af på mine unger og det er nok meget godt. For ikke at sige ret godt. Og jeg tager ofte mig selv i ikke at bryde ind med formaninger og negativitet. For nej Skumfidus, du kommer ikke til at bade her i påsken og ved du hvad Skummis, du har ikke en gang råd til at tage i det sommerhus. Og Lugtis, hvad er nu det? Allerede noget på gang med en anden?! Bør du ikke lige....! Men hvorfor egentlig ikke? Hvorfor egentlig ikke så meget? Det ligger jo derude og venter på dem, det her liv og så skal de da bare gnaske løs af det.

Vi andre kan så sidde som nogle skidesure Hjeronimus'er, ikke mæt af dage, men dog forædte...Hvilket minder mig om neurotikker-katten. Den havde vi godt nok stort set lagt i graven sammen med superkatten...troede den havde det samme...men næh...nu spiser den igen...og den er holdt op med at skrige...! Goes to show, at det her stoikerhejs ikke holder i længden...

Susling siger: Trøste, trøste

Der er nogen, der siger: Små børn, små bekymringer. Store børn, store bekymringer. Til det siger jeg: "Æh, det ved jeg da ikke rigtigt om passer." Jeg mener, det er da dejligt, at de kan selv og, at man kan se, at ens opdragelsesprincipper giver pote. Men det var altså heller ikke helt problemfrit, da de var små, skulle jeg hilse og sige.

F.eks. bliver man jo som forælder konfronteret med andre forældres moral og tro, som man så skal forklare for sine unger, mens man febrilsk prøver at mærke efter, hvad man egentlig selv sådan går og tror. Et eksempel på det var, da min 4 årige Skumfidus havde to veninder. Det ene hold forældre var Nyreligiøse og det andet var Kystbanesocialister. Pludselig skulle jeg have lange snakke med Skummisen om Gud (absolut ikke noget vi dyrkede/dyrker, og personligt synes jeg, at det var lige lovligt tidligt, at diskutere vores forhold til den slags!).

Skummisen ville i den forbindelse (vores snak om Gud) se Kristus! Ok, tænkte vi. Det kan hun vel godt, så vi tog på Thorvaldsens Museum for at se hans kristusfigur. My Guy mente, at det ville være den pæneste version. Han ville ikke udsætte sin lille pige for en mand, der hang og led på et kors (til orientering er han indædt ateist). Da vi kom ind i det store rum, hvor figuren står, ville Skummisen gerne være alene lidt: "Jeg har noget, jeg skal snakke med ham om", sagde hun med sin lille tørre stemme. Det respekterede vi selvfølgelig. Og siden blev der ikke snakket mere om den slags (bortset fra når den kristne veninde stjal Skummisens ting, fordi hun aldrig fik noget selv. Det var vigtigere at give til "sandalmissionen og de små sorte negerbørn." Det måtte vi så også lige have en snak om!)

Kystbanesocialisterne havde vi også vores hyr med. De troede fuldt og fast på, at man skulle fortælle børn alt. Også selv om det havde gjort deres børn til nogle ret bekymrede væsner. Det skulle min Skummis også lige ha' en bid af. F.eks. skulle hun overnatte hos veninde to og det var midt i december-måned. I vores familie dyrkede vi lige i den måned JULESOKKEN med gaver fra Julemanden, som mine unger en overgang troede fuldt og fast på (og hvad er der lige galt med det. Det bringer lidt magi ind i en mørk tid og jeg elskede, at se deres små begejstrede ansigter, når de kom tumlende ind i vores seng, der midt i morgenvintermørket, med endnu et hit fra julemanden.) Men den gik ikke hos Kystbanesocialisterne. Jeg havde givet moderen en gave, så hun kunne give Skummisen den om morgenen (og ja søde Skumfidus,du skal ikke bekymre dig. Julemanden finder dig altid, uanset hvor du er!) Hvad skete der?! Om morgenen smed moderen lige gaven ind på Skummisen dyne og sagde: Her har du en gave fra din mor. I vores familie tror vi ikke på julemanden! Det tog mig lidt tid, at samle den op igen, så vi kunne fortsætte vores decemberløjer (Øj Skummis, hvor er det synd for dem, at Julemanden ikke gider komme hos dem!)

Og hvor vil jeg så hen med alt det her? Jo, min Lugtelakrids har kærestesorger for første gang i sit liv. Ham og den Fynske Prinsesse er gået helt galt af hinanden og nu er han kommet til at slå op med hende (og det fortryder han på den ene side, for han er åh så forelsket og på den anden side, synes han, at det ikke har været helt rart et stykke tid.....) Det går han så nu og græder lidt over, sådan sjatgråd på mandemåden. Og at den virkelig var gal opdagede jeg her til morgen, da han selv helt frivilligt tog initiativ til et kram (af sin mor!). Skulle jeg vædde lidt på årsag og sammenhæng med lige den her, så tror jeg, at der står et forældrepar bag. Et forældrepar, der ikke lige dyrker samme økologiske børneopdragelse, som vi gør og som derfor også har lidt svært ved at lade ungerne selv finde deres ben. Som måske har blandet sig lidt for meget og været lidt for meget på, og kommenteret petitesser, som de to hjerter vel egentlig skal lære at håndtere selv, med os som kærlig og diskret bagstopper.

Forskellen på små og store børn er vel, at man ikke i denne fase, som min Lugtelakrids (og min Skummis er i) på samme måde som tidligere, kan klare det med lidt magi og overbevisende forældreforsikringer om, at vores måde er den rigtige måde. Ikke denne gang. Denne gang kan jeg ikke sige: "Hvis jeg kunne trylle..." Eller lade ham konfrontere en gestalt (som Jesus-figuren).
Jeg må nøjes med lidt kærlig klap og forsikringer om, at det nok var det rigtigste. Men hvis jeg kunne trylle, ville jeg selvfølgelig stadig gøre det. Trylle, trylle væk, ned i en sæk.

Susling synes, at ville være rart, hvis....

Kender I det her med, at man ikke fortæller noget, for at undgå, at det bliver jinxet? Jeg gør i hvertfald. Hvis tingene bliver sagt eller man udtrykker sin forhåbning om noget, så går det helt sikkert galt (og med man, mener jeg selvfølgelig jeg. Man er bare et så dejligt distancerende ord og jeg har desuden læst, at det, at man siger man, i stedet for jeg, er udtryk for, at man/jeg kommer fra de bedre kredse!).

Nå, men man her, vil helst ikke tages med bukserne nede. Man vil helst svæve oven over og undgå skuffelser og afvisninger. Man her vil helst være forberedt på det værste og går derfor til livet med en stoikers livssyn. "Tænk på det værste, man kan forstille sig, når man vågner op om morgenen, så er man klar til at modtage dagens slag". (Hvem var det nu af de græske filosofer, der var stoiker? Kan ikke huske, men er totalt på bølgelængde med ham).

Man her ved selvfølgelig godt, at det er en forsvarsmekanisme, men man har vænnet sig til, at det er bedst at fare frem på denne måde, synes man. Så kan man råbe:"Skidt pyt", når man egentlig burde blive hamrende skuffet. Eller sige:"Held i uheld," og på den måde holde gejsten op på andre og sig selv (og føle sig bare en lille smule tjekket).

Dybest set er den holdning vel egentlig udtryk for, at jeg ikke føler, at jeg fortjener. At jeg ikke har ret til at flyde lidt ovenpå, og at jeg ikke er værd at kunne li', sådan i store træk. Jeg ved også godt, at det livssyn er resultatet af at have været barn af en alkoholiker og en mor, der blev psykotisk ret tidligt i mit liv. Den slags - som jeg er - føler ikke, at vi har samme ret til at være i livet, som andre. Psykoser og alkoholisme fylder meget, og det gør, at man som barn hele tiden er opmærksom på andres behov, frem for sine egne. Og når man så alligevel vover, fordi man da alligevel synes, at man har en vis ret, så får man en skuffelse over snudeskaftet.

Nu ved jeg, at erkendelse er vejen til åndelig frelse og erkendelse er halvvejen til at komme videre. Men på trods af det, så har jeg, selv her i min høje alder, det faktisk stadig ret dårligt med skuffelser og med afvisninger. Jeg kan næsten ikke bære dem. Men jeg synes faktisk, at det er endnu værre at erkende, at jeg også har det ret skidt med succes. Men hvad...det får jeg jo alligevel ikke...

Update: Og selvfølgelig havde jeg ret! (Hvad er det nu ham grækeren hedder?)

Sus med brus og en indædt trang til at råbe

Jeg ved ikke, om der er nogen, der har bemærket det, men der er kommet et nyt site, hvor vi rigtig skal snakke om klimakteriet. Vi skal da rigtig snakke sammen, skal vi, om tørre skeder, tissen i bukserne og ikke i aften, skat. Vi skal rigtig afdramatisere, skal vi. Og vi kan da få en lille pille, kan vi. Ja, for helvede vi skal snakke, skal vi, men det skal sgu da ikke være på damebladsmåden!

Krop og tis og ondt og sorgen over ikke længere at være så sprød, som man har været, skal for fillan da ikke pakkes ind i små blå blomster og pæne lægesekretærtyper, der bare holder sig såå gåt. Undskyld, men der er ikke noget damebladsromantik over kropsligt forfald eller ændrede funktioner. Lige så lidt som bumser nogensinde kan gøres æstetiske!

Tror altså hverken designere eller tekstforfattere aner, hvad de har haft med at gøre....



Nå, men døm selv. Præsenterer: Min anden ungdom



(Og hvad sker der lige for den url?Min anden ungdom?! Jeg skal sgu da ikke have en ny ungdom. Jeg skal bare have lov til at være klimakteriel. ØV bøv sure tæer og dameskægstubbe.)

AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAArghhhhhhhhhhh