Susling siger: Trøste, trøste

Der er nogen, der siger: Små børn, små bekymringer. Store børn, store bekymringer. Til det siger jeg: "Æh, det ved jeg da ikke rigtigt om passer." Jeg mener, det er da dejligt, at de kan selv og, at man kan se, at ens opdragelsesprincipper giver pote. Men det var altså heller ikke helt problemfrit, da de var små, skulle jeg hilse og sige.

F.eks. bliver man jo som forælder konfronteret med andre forældres moral og tro, som man så skal forklare for sine unger, mens man febrilsk prøver at mærke efter, hvad man egentlig selv sådan går og tror. Et eksempel på det var, da min 4 årige Skumfidus havde to veninder. Det ene hold forældre var Nyreligiøse og det andet var Kystbanesocialister. Pludselig skulle jeg have lange snakke med Skummisen om Gud (absolut ikke noget vi dyrkede/dyrker, og personligt synes jeg, at det var lige lovligt tidligt, at diskutere vores forhold til den slags!).

Skummisen ville i den forbindelse (vores snak om Gud) se Kristus! Ok, tænkte vi. Det kan hun vel godt, så vi tog på Thorvaldsens Museum for at se hans kristusfigur. My Guy mente, at det ville være den pæneste version. Han ville ikke udsætte sin lille pige for en mand, der hang og led på et kors (til orientering er han indædt ateist). Da vi kom ind i det store rum, hvor figuren står, ville Skummisen gerne være alene lidt: "Jeg har noget, jeg skal snakke med ham om", sagde hun med sin lille tørre stemme. Det respekterede vi selvfølgelig. Og siden blev der ikke snakket mere om den slags (bortset fra når den kristne veninde stjal Skummisens ting, fordi hun aldrig fik noget selv. Det var vigtigere at give til "sandalmissionen og de små sorte negerbørn." Det måtte vi så også lige have en snak om!)

Kystbanesocialisterne havde vi også vores hyr med. De troede fuldt og fast på, at man skulle fortælle børn alt. Også selv om det havde gjort deres børn til nogle ret bekymrede væsner. Det skulle min Skummis også lige ha' en bid af. F.eks. skulle hun overnatte hos veninde to og det var midt i december-måned. I vores familie dyrkede vi lige i den måned JULESOKKEN med gaver fra Julemanden, som mine unger en overgang troede fuldt og fast på (og hvad er der lige galt med det. Det bringer lidt magi ind i en mørk tid og jeg elskede, at se deres små begejstrede ansigter, når de kom tumlende ind i vores seng, der midt i morgenvintermørket, med endnu et hit fra julemanden.) Men den gik ikke hos Kystbanesocialisterne. Jeg havde givet moderen en gave, så hun kunne give Skummisen den om morgenen (og ja søde Skumfidus,du skal ikke bekymre dig. Julemanden finder dig altid, uanset hvor du er!) Hvad skete der?! Om morgenen smed moderen lige gaven ind på Skummisen dyne og sagde: Her har du en gave fra din mor. I vores familie tror vi ikke på julemanden! Det tog mig lidt tid, at samle den op igen, så vi kunne fortsætte vores decemberløjer (Øj Skummis, hvor er det synd for dem, at Julemanden ikke gider komme hos dem!)

Og hvor vil jeg så hen med alt det her? Jo, min Lugtelakrids har kærestesorger for første gang i sit liv. Ham og den Fynske Prinsesse er gået helt galt af hinanden og nu er han kommet til at slå op med hende (og det fortryder han på den ene side, for han er åh så forelsket og på den anden side, synes han, at det ikke har været helt rart et stykke tid.....) Det går han så nu og græder lidt over, sådan sjatgråd på mandemåden. Og at den virkelig var gal opdagede jeg her til morgen, da han selv helt frivilligt tog initiativ til et kram (af sin mor!). Skulle jeg vædde lidt på årsag og sammenhæng med lige den her, så tror jeg, at der står et forældrepar bag. Et forældrepar, der ikke lige dyrker samme økologiske børneopdragelse, som vi gør og som derfor også har lidt svært ved at lade ungerne selv finde deres ben. Som måske har blandet sig lidt for meget og været lidt for meget på, og kommenteret petitesser, som de to hjerter vel egentlig skal lære at håndtere selv, med os som kærlig og diskret bagstopper.

Forskellen på små og store børn er vel, at man ikke i denne fase, som min Lugtelakrids (og min Skummis er i) på samme måde som tidligere, kan klare det med lidt magi og overbevisende forældreforsikringer om, at vores måde er den rigtige måde. Ikke denne gang. Denne gang kan jeg ikke sige: "Hvis jeg kunne trylle..." Eller lade ham konfrontere en gestalt (som Jesus-figuren).
Jeg må nøjes med lidt kærlig klap og forsikringer om, at det nok var det rigtigste. Men hvis jeg kunne trylle, ville jeg selvfølgelig stadig gøre det. Trylle, trylle væk, ned i en sæk.