kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

2.4.09

Susling synes, at ville være rart, hvis....

Kender I det her med, at man ikke fortæller noget, for at undgå, at det bliver jinxet? Jeg gør i hvertfald. Hvis tingene bliver sagt eller man udtrykker sin forhåbning om noget, så går det helt sikkert galt (og med man, mener jeg selvfølgelig jeg. Man er bare et så dejligt distancerende ord og jeg har desuden læst, at det, at man siger man, i stedet for jeg, er udtryk for, at man/jeg kommer fra de bedre kredse!).

Nå, men man her, vil helst ikke tages med bukserne nede. Man vil helst svæve oven over og undgå skuffelser og afvisninger. Man her vil helst være forberedt på det værste og går derfor til livet med en stoikers livssyn. "Tænk på det værste, man kan forstille sig, når man vågner op om morgenen, så er man klar til at modtage dagens slag". (Hvem var det nu af de græske filosofer, der var stoiker? Kan ikke huske, men er totalt på bølgelængde med ham).

Man her ved selvfølgelig godt, at det er en forsvarsmekanisme, men man har vænnet sig til, at det er bedst at fare frem på denne måde, synes man. Så kan man råbe:"Skidt pyt", når man egentlig burde blive hamrende skuffet. Eller sige:"Held i uheld," og på den måde holde gejsten op på andre og sig selv (og føle sig bare en lille smule tjekket).

Dybest set er den holdning vel egentlig udtryk for, at jeg ikke føler, at jeg fortjener. At jeg ikke har ret til at flyde lidt ovenpå, og at jeg ikke er værd at kunne li', sådan i store træk. Jeg ved også godt, at det livssyn er resultatet af at have været barn af en alkoholiker og en mor, der blev psykotisk ret tidligt i mit liv. Den slags - som jeg er - føler ikke, at vi har samme ret til at være i livet, som andre. Psykoser og alkoholisme fylder meget, og det gør, at man som barn hele tiden er opmærksom på andres behov, frem for sine egne. Og når man så alligevel vover, fordi man da alligevel synes, at man har en vis ret, så får man en skuffelse over snudeskaftet.

Nu ved jeg, at erkendelse er vejen til åndelig frelse og erkendelse er halvvejen til at komme videre. Men på trods af det, så har jeg, selv her i min høje alder, det faktisk stadig ret dårligt med skuffelser og med afvisninger. Jeg kan næsten ikke bære dem. Men jeg synes faktisk, at det er endnu værre at erkende, at jeg også har det ret skidt med succes. Men hvad...det får jeg jo alligevel ikke...

Update: Og selvfølgelig havde jeg ret! (Hvad er det nu ham grækeren hedder?)

Etiketter:

2 Comments:

At 22/5/09 18:52, Blogger Pedrsn™ said...

.. jeezzz altså - tænker tit på dét her indlæg, og læser det lige igen, bare for at nikke ret ;) . .

forsvarsmekanisker grundet forældreophav og følelsen af, at man egentlig ikke fortjener. . Blah!


bombom og så bare videre ;D

 
At 24/5/09 16:44, Blogger susling said...

Pedrsn (Trademark) Jeg er beæret over, at jeg har lavet et indlæg, som giver føde til tanker...Jeg er endu mere beæret over, at du svarer så lang tid efter....

Jeg skrev jo bare hvad jeg følte og syntes...men jeg er tilbøjelig til at give dig ret...Blah...bombom og så videre...(Nogle gange er det bare ikke nok med en knyttet næve mod fakta...nogle gange kaster man op først...)

Kærligst Sus

 

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home