kunstigt åndedræt til præ-klimakteriesild  Når kroppen er over 45+, parforholdet er tæt på de 30, ungerne er på vej til fase 3 og man bliver nødt til at tage folk, der er født i 1980'erne seriøst, så er der brug for kunstigt åndedræt.

26.3.09

Susling kigger fremad

Nå, nok med erindringer og historie. Der er også en nutid og en helt almindelig hverdag. Og hverdage er der flest af i mit liv. Og hvordan går det så? Er der store epokegørende ting i horisonten? Er Suslings liv action spækket og susende? Nja...ikke lige nu. Men det gør ikke noget, for så er der plads til at høre alle de små ting. Mærke alle de små ting.

F.eks. er min Skumfidus supersej. Vi som forældre er meget stolte af hende. Bortset fra en større tendens til at ville hygge - hvilket jeg bestemt ikke klager over, for hun har det med at stresse - så er hun sig selv igen. Hun har været til krisepsykolog for anden gang, og det varede kun en halv time. Mere havde hun ikke behov for. "Jeg mangler lige et par kapitler,"havde hun sagt til krisepsykologen. Han havde svaret: "Fint, så kan vi mødes igen om to uger, så du kan lukke bogen." Bravo.

Lugtelakridsen er til gengæld gået i teenage mode. Ret anstrengende. F.eks. så påberåber han sig ret til at rode på sit eget space. Han synes heller ikke, at jeg sådan skal blande mig. Fint nok, jeg har været der før med Skummisen, så jeg tager det med ro. Jeg ved, at det går over. Og jeg gider ikke tage kampene. Det er jo lidt lissom den gang, de små begyndte at gå. Gik de væk fra én og ud i verden - med mig som et passivt sikkerhedsnet i baggrunden - så var de jo sunde og klare til næste step i udviklingstrinet. At være teenager er vel nogenlunde det samme bare i en højere potens.

Så er der kattene. Den ene måtte vi aflive for ca. 3 uger siden. Den havde fået nyresvigt og på trods af behandling og diætmad, så visnede den lige så stille hen. Trist, for det var en superkat, som vi alle elskede højt. Nu har vi kun neurotikkeren tilbage. Og den jamrer sig - hele tiden. Den skriger og klager og når den ikke gør det, så ligger den oven i mit tastatur. Jeg tror den savner, men jeg fanden heller, hvad jeg skal gøre ved det, og det er pænt besværligt, at skrive med en skrigende kat lige oppe i hovedet.

Og mig? Jamen, jeg er jo jobsøgende - igen. Det kan godt få en til at indhalere noget selvbebrejdelse. Hvorfor gjorde jeg ikke dit? Hvorfor valgte jeg dog dat? Måske havde arbejdsgiveren ret? Egentlig underligt cv man har fået raget til sig og hvad gør man lige ved det?
Og så er der daglig trummerum med sengeredning, opvask, vasketøj, nullermænd, falden i staver, holde gejsten oppe. Tage ud af bordet. Dække bord. Sende familien afsted om morgen med kys og kram. Finde et par strømpebukser uden huller. Tænke om man egentlig ikke lige har taget lidt på og at man nok burde gøre noget ved det. Udregninger på, hvad ens næste månedlige indtægt er og bekymringer om det hele nu holder. Heldigvis har jeg kunne sige: Tak skat. Og vel egentlig også tak Rasmussen den 3. For jeg skal edderperkeme ha' mine SP-penge. De luner da en smule - lidt lige som at pisse i bukserne.

0 Comments:

Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link

<< Home