Susling åh så'n noget...

Det er ikke så lang tid, synes jeg selv, at jeg stirrede ind i et par store blå, intense øjne omkransede af lange mørke øjenvipper. Det er ikke så lang tid siden, synes jeg selv, at jeg holdt om den blødeste og mildeste lille fyr med perfekt sideskildning. Ikke så lang tid siden, at jeg havde årskort til Tøjhusmuseet og entusiastisk diskuterede riller i riffelløb og farven på uniformer. Eller transporterede hele Lego Starwarsflåden tværs igennem Europa, fordi det nu engang bare var det vigtigste, man ku' ha' med i sin feriekuffert. Eller det er jo næsten som i går, vi blev stoppet i tolden, fordi vi havde en metalgenstand i kufferten på vej til Kreta. Man skulle have sin gravko med, skulle man og sin plydskanin Trøste. Det var jo for fanden lige i går!

Men når jeg så går en tur med ham - og stadig prøver at sluge, at han har en brummestemme, skægvækst og er højere end mig, så kan jeg jo godt se det. Når jeg sådan går og hører på hans bekymringer og prøver at svare så optimistisk som muligt, så står det jo lysende klart. Min Lugtelakrids er ikke længere min baby og jeg er blevet ældre. Meget ældre. Og desværre Lugtelakrids, jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg kan godt høre, hvad du siger om kærestesorg og om at have venner. Jeg kan godt høre, at du har planer og drømme. Men du må gennemleve det selv. Lige som vi gjorde den gang.
Fandens til alder og godt det ikke er mig mere!